Skip to main content
Internet Archive's 25th Anniversary Logo

Full text of "Danmarks historie fra 1319 til 1536"

See other formats


^  *  ^^ -^ 


.^>v 


>'^>  r^'  : 


c:^  u.%^ 


..  «^i 


'.\-  -^  •<•  '■':':''^- 


w^' 


^^:^  -^ 


m-..^. 


Digitized  by  the  Internet  Archive 

in  2010  with  funding  from 

University  of  Toronto 


http://www.archive.org/details/danmarkshistori02barf 


DANMARKS  HISTORIE 


FRA    1319    TIL    1536 


VED 


FREDERIK  BARFOD. 


ANDET  BIND: 
FRA   1481    Til   1536. 


Hellere  den  ringeste  ad  vejen  til 
Kalmar  end  den  ypperste  ad  vejen  til 
Hamburg  (Berlin)  I 


KOBENHAVN    1885. 
KARL  SCHOXBERGS  FORLAG. 

BIAXCO    LUXOS    KGL.  HOF-EOGTRVKliEKI  tV.  DREYER). 


o    JUN  1  -7  1977 


I 


Tredelt  er  Nordens  stamme, 
men  roden  er  kun  én, 
og  kronens  løvtag  samler 
tilsidst  livær  stammens  gren. 


2rJeti  april  1S40. 


J'^tf'il.  Barfod, 


Da  skal  det  fiie, 
mægtige  Norden 
føre  til  sejer 
folkenes  sag! 


felr.  lSi2. 


r.  c.  Pfoiiff. 


PL 
111 

S  2 


DAXMAKKS  HISTORIE 


FEA  1481  TIL  1536. 


Ingen  glemsel  I  —  mindes  skal 
fædres  sejre,  fædres  fald, 
Briinkebers'  med  Frederiksbald ! 


Sf.  St.  Blicher. 


I.    Kong  Hans. 


1.     Kong  Hans's  kamp  for  tronerne. 

i  riiis  Hans  var  sin  afdøde  faders  ældste  og  hans  eneste 
våksne  son.  Han  var  fodt  i  xilborg  kyndelmissedag,  son- 
dagen  d.  2den  febr.  1455.  var  altså  nn  tyvesegs  år  og 
derover,  og  var  i  alle  tre  riger  kåret  og  hyldet  som 
faderens  eftermand.  Det  danske  rigsråd  skrev  strags  til 
det  svenske  og  det  norske,  underrettede  dem  om  faderens 
afgang  og  foreslog  dem  et  valgmode  i  Halmstad.  Det 
gik  dog  ingenlunde  så  næmt  for  ham  at  sætte  sig  tril- 
lingkronen på  hovedet. 

I  iJainnark  stodte  han  vel  ingen  vanskeligheder 
på,  skont  modet  i  Kolding  (novb.  1481)  gik  overstyr,  da 
der  på  grund  af  den  sildige  indvarsling  kun  var  mødt 
få  rigsråder  og  endnu  færre  (måske  slet  ingen)  landråder. 
Det  valg,  han  havde  modtaget  som  barn,  stadfæstedes 
imidlertid  uden  modsigelse  d.  5te  maj  1482  på  rigsdagen 
i  Kalundborg,  til  hvilken  også  valgmænd  af  borger-  og 
bondestanden  vare  indkaldte;  og  slotsloverne  bleve  ham 
strags  overgivne,  skont  han  jo  endnu  ikke  var  kronet. 
Der  var  da  heller  ingen  skellig  grund  til  at  fravige  valget. 

Men  i  S  rer  rit/  havde  det  så  meget  længere  ud- 
sigter; ti  der  holdt  den  dygtige  Sten  Sture  med  stor  kraft 
og  stor  snedighed  fast  ved  regeringens  tummer,  som  han 
jo  lige  siden  1470  havde  haft  i  hænde,  mens  folket  alle- 


Q  Kong  Haus. 

vegne  vare  glad  ved  ham.  Det  måtte  da  også  findes 
mere  end  tvivlsomt,  om  valget  i  Skara  (1458)  endnu 
kunde  kaldes  bindende,  eftersom  hans  fader  siden  den 
tid  gentagne  gange  havde  kriget  mod  Sverrig.  —  Man 
kalde  nu  svenskerne  ^^jprøferc^,  hvis  man  lyster,  så 
havde  jo  kong  Kristian  i  hvært  fald  godkendt  oprørets 
ret,  da  han  satte  sig  selv  i  kong  Karls  tronsæde.  På 
modet  i  Kalmar  (147(3)  havde  jo  desuden  kong  Kristian 
hetingelsesvis  gået  ind  på  et  nyt  valg;  betingelsen  var 
jo  rigtignok  ikke  indtrådt,  men  muUrjheden  af  et  nyt 
valg  var  lige  fuldt  indrommet.  Og  Sten  Sture,  ja,  det 
er  ikke  svært  at  finde  fejl  hos  ham:  »Loften,  eder  och 
hedersord  har  han  aktat  ringa  i  bredd  med  hvad  han 
ansåg  fosterlandets  væl  kræfva»,  siger  Palmen;  men  det 
var  så  tidens  svaghed,  at  den  svor  meget  og  holdt  kun 
lidt;  og  det  var  de  færreste,  om  hvem  man  kunde  sige, 
at  de  elskede  fædrelandet  over  alt,  også  over  sig  selv. 
Sten  Sture  elskede  dog  sit  fædreland,  dets  frihed  og 
selvstændighed,  og  for  denne  hans  kærligheds  skyld  må 
man  bære  over  med  meget,  også  dermed,  at  han  kæmpede 
i  tidens  ånd  og  med  tidens  våben. 

1  No  rye  stod  lige  så  lidt  nu  som  for  en  menneske- 
alder siden  hele  gejstligheden  på  euhedsstadet.  Ærke- 
biskop llavte  Ivarssoii  var,  siger  man,  vunden  af  Sturerne, 
hvis  dot  ikke  snarere  var  en  norsk  selvstændighedsdrift, 
som  gjorde  sig  gjældende  hos  ham  og  hans.  Vel  var 
Norge  fra  gammel  tid  et  arverige,  men  det  var  klart,  at 
arveligheden  måtte  være  stærkt  læmpet,  om  ikke  helt 
opgivet,  ved  den  idelig  gentagne  bestemmelse,  at  Norge 
skulde  "  vælge <>  konge  sammen  med  Danmark  og  Sverrig. 
Nu  havde  hægge  de  andre  riger  brudt  bestemmelsen  om 
<'fæIJes»  valg;  de  havde  hægge  gentagne  gange  gået  på 
egen  hånd;  og  det  kunde  derfor  nok  være  tvivlsomt,  om 
Norge   endnu  var  bundet  ved  valget  i  Skara.  —  Biskop 


Svenske  og  norske  stemninger.  7 

Gavte  stillede  sig  kækt  i  spidsen  for  rigsstyrelseii  og  lod 
noget  senere  endog  en  rigsforstander  vælge,  Jon  Sralessoii 
Smor.  Det  ene  mede  efter  det  andet  blev  aftalt  imellem 
rigerne,  men  enten  fandt  de  slet  ikke  sted,  eller  der 
kunde  intet  vedtages,  da  mødet  var  ufuldstændigt.  Til 
Halmstad  (oktb.  1481)  kom  der  således  kun  danske  og 
norske  underhandlere,  ti  Sten  Sture  mødte  ikke,  og  hans 
sendemænd  havde  utilstrækkelige  fuldmagter.  I  Lodese 
gav  ikke  en  eneste  svensker  mode,  da  det  efter  et  norsk 
forslag,  som  kun  var  tiltrådt  af  Danmark,  skulde  træde 
isteden  for  det  tidligere  vedtagne  mede  i  Kalmar,  h^^lket 
dog  virkelig  blev  afholdt  (avg.  1482),  men  til  hvilket 
normændene  ikke  kunde  nå,  da  man  havde  sendt  dem 
for  sent  bud,  hvad  enten  så  skylden  var  danskernes  eller 
svenskernes:  ti  derom  var  samtiden  lige  saa  uenig,  som 
nutiden  er  det.  Kimeligvis  bare  de  hvær  sin  gode  del  af 
skylden.  Svenskerne  og  danskerne  enedes  da  kun  om  et 
udkast  til  en  fælles  håndfæstning  for  alle  tre  riger,  et 
udkast,  der  imidlertid  fik  sin  store  betydning.  —  Der- 
imod havde  normændene  allerede  forinden  (Oslo  1ste  febr. 
1482)  enets  med  et  par  af  Sture  sendte  rigsråder  om,  at 
de  vilde  gore  fælles  sag  med  Sverrig  ved  kongevalget 
og  det  ene  rige  intet  afgore  uden  i  ening  med  det  andet: 
de  vilde  trolig  hjælpe  hinanden  til  frihed,  ret  og  velstand 
imod  alle  udlændinger  og  imod  dem,  som  kun  vilde 
rigernes  fordærv.  Ved  samme  lejlighed  havde  normæn- 
dene med  fuld  foje  kkget  over,  at  Norge  var  blevet  skilt 
ved  Orkenøerne  og  Shetlandsøerne;  at  biskop  Torlak  og 
Olaf  Nilsson  vare  blevne  liggende  uhævnede,  hvorved 
Norges  krone  var  krænket;  at  kronens  len  bleve  givne 
til  udlændiuger  o.  s.  v. ;  ja,  .der  hørtes  endog  røster  som 
den,  at  «det  tykkes  os  ikke  nyttigt,  at  de  tre  riger  til 
evig  tid  skulle  være  under  én  og  samme  konge,  da  det 
hidtil  ikke  har  gavnet,  og  det  er  at  frygte,  at  det  en  tid 


g  Kong  Hans. 

vil  føre  til  mere  skade  og  storre  uenighed."  Norge  vilde 
vist  helst  have  stået  ene,  ligesom  Sverrig,  men  det  er 
klart,  at  for  tiden  foretrak  det  en  forening  med  Sverrig 
fræm  for  en  med  Danmark. 

Så  udbrød  der  uroligheder  i  Viken,  hvor  hovids- 
manden  på  Bohus,  Jiirgeii  Lim-itsoii  (Oxe)  ikke  vilde  god- 
kende det  norske  rigsråds  myndighed.  Eigsforstanderen 
Jon  Smor  lagde  sig  endog  med  en  hær  for  Bohus,  som 
han  vilde  tvinge  til  overgivelse,  og  henvendte  sig  til 
Sture  om  hjælp.  Og  d.  15te  septb.  skrev  man  til  det 
svenske  rigsråd:  det  er  en  skadelig  fred,  i  hvilken  ikke 
hvært  rige  må  søge  siti  ret  og  værge  sit  eget  land  og 
sine  egne  undersåtter.  Han  fik  dog  ikke  hjælpen,  ja,  det 
svenske  rigsråd  vilde  endog  have  normændene  til  at  hæve 
belejringen  (man  har  ment,  at  grunden  kunde  være  den, 
at  det  mulig  agtede  Bohus  for  en  svensk  fæstning!  Så 
optindsom  er  mistænksomheden  i  at  lave  grunde!).  Da 
vendte  stemningen  sig  i  Norge,  og  man  nærmede  sig 
atter  Danmark.  Der  blev  atter  holdt  et  møde  i  Halmstad^, 
til  hvilket  Sten  Sture  dog  heller  ikke  kom:  han  havde 
undervejs,  i  Vadstena,  fået  ondt  i  ojnene,  —  med  denne 
undskyldning  afsendte  han  i  sit  sted  fire  rigsråder,  men, 
som  Olof  Persson  siger:  dom  han  rettsliga  var  sjuk, 
eller  læt  han  så  ryktet  gå  for  omslag  skull,  kan  man 
ikke  enkande  veta».  —  På  halmstadmodet  toges  kong^ 
Hans  d.  1ste  febr.  1483  til  Norges  konge.  Sten  Stures 
fire  rigsråder  turde  ikke  deltage  i  valget,  men  dette  er 
underskrevet  både  af  ærkebiskop  Gavte  og  af  Jon  Smor. 
Derpå  kronedes  såvel  han  som  dronning  Kristine  d.  18de 
maj  (pinsedag)  1483  i  Kobenhavn  af  ærkebiskop  Jens 
Brostrup,  og  d.  20de  juli  i  Troudhjem  af  ærkebiskop  Gavte. 

Foruden  de  norske  var  der  i  Halmstad  mødt  sejsten 
danske  rigsråder,   gejstlige  og  verdslige,   og   kong  Hans 


Håndfæstningen  fra  Halmstad.  9 

underskrev  her  en  lang  håndfæstning,  gældende  både  for 
Danmark  og  Norge,  den  samme,  som  i  udkast  var  ved- 
taget på  kalmarmodet  det  forrige  år.  Selvfølgelig  fik 
gejstlighed  og  adel  alle  sine  gamle  forrettigheder  stad- 
fæstede og  nye  tillagte:  « Intet  rige  skal  sig  fra  det  andet 
drage  med  nogen  tvedragt  og  søndring,  uden  hvad  det 
ene  pågår  med  orlog,  det  skal  dem  alle  pågå,  dog  i  så 
måde,  at  intet  rige  skal  have  magt  nogen  orlog  eller 
krig  på  at  slå,  uden  det  sker  med  alle  rigers  råds  fuld- 
byrd og  samtykke;  og  hvilket  rige,  som  hjælp  begærer, 
skal  give  dem,  som  til  hjælp  komme,  deres  nodtorft  af 
kost,  spisning  og  hestefoder,  og  vi  [kongen]  stå  dem  for 
skade  på  fængsel,  skib,  hest  og  have>.  [ejendomj.  Kongen 
skal  styre  og  råde  sit  rige  og  sin  gård  med  gode  [adelige] 
indenlandske  mænd,  og  »når  vi  drage  af  noget  rige  ind 
udi  et  andet,  ville  og  skulle  vi  i  [hint]  rige  skikke  firo 
af  rigens  råd ,  som  skulle  være  mægtige  at  skikke  alle 
lov  og  ret  i  vor  fraværelse.).  Han  skal  skiftevis  være  et 
år  i  hvært  af  de  tre  riger,  «uden  så  mærkelig  behov 
gores,  at  vi  længer  og  oftere  der  blive  skulle,  og  det  da 
sker  med  det  riges  råds  råd».  Tre  rigsråder  fra  hvært 
af  de  tre  riger  skulle  årlig  træde  sammen,  skiftevis  i 
Kongsbacka,  Lødose  og  Konghelle,  og  i  forening  "over- 
veje, om  der  findes  nogle  ærinder,  som  kunne  drage  til 
uvillie  og  ubestand"  mellem  rigerne.  Kongen  må  ikke 
bortgive  noget  slot  eller  len  eller  fratage  nogen  et  så- 
dant uden  rigsrådets  minde.  Som  han  nu  modtog  rigets 
slotte  af  rigsrådets  hånd,  skulde  de  også  efter  hans  død 
stå  til  dettes  rådighed,  indtil  en  ny  håndfæstning  var 
given.  Han  skal  »ingen  magt  have  kronen  i  noget  af 
rigerne  at  formindske  på  land,  len,  stæder,  slotte,  gårde, 
jordegods,  landboer  eller  årlig  rente".  »Hvad  der  i  hans 
faders  tid  var  riget  fraganget,  skal  han  med  al  troskab 
og  magt  tilhjælpe,  at  det  frit  og  kvit  kommer  til  Norges 


10  Kong  Hans. 

krone  igeii».  Desligeste  og  Sverrigs  rige  til  rette  stede 
og  hjælpe  om  Gotland,  "når  de  os  i  Sverrig  annammende 
vorde  for  herre  og  konge ".  Når  dette  sker, ^ skal  han 
hværken  have  magt  eller  ret  til  "at  sage,  tiltale,  arge 
eller  fejde »  på  Sten  Sture,  Nils  Sture,  Iver  Akselson 
eller  deres  arvinger  eller  medhjælpere  for  nogen  skade, 
som  er  sket  hans  fader  eller  ham  selv.  Rigsråd,  ridder- 
skab og  adel  skulde  han  holde  i  vedborlig  ære  og  vær- 
dighed, ikke  tillade,  at  de  forurettedes,  og  ikke  tro,  hvad 
der  blev  dem  påsagt,  inden  det  var  bevist  for  rigsrådet. 
Rigsrådet  skulde  fræmdeles  være  adelens  værneting  i 
æressager  og  i  alle  sager,  som  kongen  eller  hans  foged 
anlagde  mod  en  adelsmand;  og  ligeledes  skulde  kongen 
for  rigsrådet  stå  enhvær  mand  til  rette.  Rigsrådet  skulde 
vælge  og  fuldtalliggore  sig  selv,  men,  dersom  nogen  af 
dets  medlemmer  søgte  ^at  gore  sig  god  hos  kongen«  ved 
at  gå  imod  sine  medbrødre,  da  skulde  en  sådan  med 
blusel  jages  ud  af  rådet  og  aldrig  mere  komme  ind 
igen.  Kongen  må  på  ingen  måde,  ej  heller  ved  skri- 
velser eller  bud  til  Rom ,  blande  sig  i  bispers  eller  præ- 
laters valg,  ej  heller  drage  kirkens  mænd,  dens  personer, 
hjon  og  gods  for  verdslige  domstole,  eller  hindre  dem  i 
at  domme  deres  egne  undergivne;  ej  heller  hindre  dem 
så  lidt  som  adelen  i  at  befæste  deres  gårde,  »dem  selv 
og  riget  til  nytte  og  gavn«.  Hverken  kongen,  dronningen 
eller  deres  horn  må  tilkobe  eller  tilpante  sig  noget  adeligt 
gods,  hvilket  ej  heller  nogen  "ufri  mandn  ved  kob  eller 
pant  må  erhværve  sig.  Skat  må  kun  pålægges  købstæ- 
derne og  almuen  med  rigsrådets,  prælaternes,  adelens  og 
»iiofjen  almues "  samtykke.  Gejstligheden,  adelen  og  deres 
tyende  skulle  fræmdeles  være  skattefrie,  men  det  samme 
skulle  også  deres  ugedagstj enere  være.  Ingen  'n-anhyr- 
dincj^  og  ingen  udlænding  må  drages  ind  i  regering  og 
råd,    men    kun    rigets    i<(edli)igero,    indfødte    riddere   og 


Håndfæstningen  fra  Halmstad.  1 1 

svende,  og  de  skulle  tages  efter  rigsrådets  råd.  Ingen 
"vanbyrding",  om  han  end  har  kobt  sig  adelig  frihed, 
må  få  slot  eller  len  eller  blive  landsdommer  og  således 
drages  adelen  over  hovedet  ved  at  have  regimente  både 
over  kirke  og  ridderskab.  Ingen  udhending  må  sættes 
til  borgmester,  rådmand,  tolder,  foged  eller  overhoved  til 
æmbedsmand  i  stæderne:  ej  heller  skal  nogen  have  kir- 
kens len  eller  (præste-)  gæld  uden  indfødte.  Kongen  må 
ikke  bortføre  eller  lade  bortkomme  rigens  klenodier  eller 
breve  eller  rigens  rente,  men  så  meget,  som  årlig  lævnes 
af  kronens  skat,  rente  og  indgæld,  det  skal  blive  og  ind- 
lægges i  hvært  riges  dressel.  Hvært  riges  dresset  og 
brevkister  skulle  overgives  til  to  gejstlige  og  to  verdslige 
mænds  opsigt  og  gemmes  på  Kalundborg  slot,  på  Ber- 
genhus  og  på  Stokholms  slot.  Ingen  '  adelsmand  skal 
være  pligtig  at  drage  udenfor  rigets  grænser.  Ingen 
fremmede  tropper  må  uden  rigsrådets  samtykke  fores  ind 
i  riget.  Til  det  rige,  hvor  kongen  tager  ophold,  må  han 
tage  tolv  hofsinder  med  sig  og  så  mang'e  småsvende. 
som  nødigt  gores,  af  de  andre  riger.  —  Af  den  lange 
række  bestemmelser  skulle  vi  endnu  kun  medtage  føl- 
gende: al  told  i  Sverrig  skal  lægges  udi  solvtold,  og  må 
ingen  æmbedsmand  for  told  tage  klæde,  salt,  humle  eller 
nogen  anden  vare.  Til  rigernes  hæder  og  værdighed 
skulle  vi  besorge,  at  universiteterne  i  København  og 
Cpsala  blive  ved  fuldmagt  til  evig  tid.  Kongen  må  hværken 
stadfæste  de  privilegier,  som  udenlandske  købmænd  hid- 
til have  nydt  i  rigerne,  ej  heller  tilstå  dem  nye,  uden 
med  samtykke  af  det  riges  råd,  som  sagen  pårorer;  men 
■  "købmænd  af  alle  lande  må  felige  og  lejdede  sejle  til 
Bergen  og  andensteds  i  Xorge  med  sit  købmandsskab. 
Norges  rige  til  nytte  og  bistand,  vor  og  kronens  told 
uforsomt'),  men  købmænd  af  hansestæderne  må  ikke  sejle 
på  Island.     jSorges  rigsråd  skal  holde  møde  hvæ.rt  andet 


\2  Koug  Hans. 

år,  skiftevis  i  Oslo  og  Bergen,  «il)vad  vi  ere  inden  eller 
uden  riget".  —  End  videre  hedder  det:  "Desligeste  skulle 
vi  ingen  forurette  eller  over\*åld  gore,  åndelig  eller  verds- 
lig, rig  eller  fattig,  på  liv,  helbred  eller  gods,  og  ingen 
udi  tårn  eller  hægtelse  sætte,  uden  han  lovlig  forvunden 
er  udi  det  rige,  gerningen  gores  .  .  .  Gore  vi  herimod, 
da  være  alle  gode  mænd  i  disse  tre  riger  pligtige  til  at 
undervise  os  derudi,  og,  ville  \i  da  ingenlunde  lade  os 
undervise,  det  Gud  forbyde!  da  skulle  alle  disse  rigers 
indbyggere  ved  sin  ære  troligen  tilhjælpe  det  at  afværge 
og  intet  dermed  forbryde  mod  den  ed  og  mandskab,  som 
de  os  gjort  have,  for  den  skyld,  om  vi  sådan  overvåld 
og  uret  gjorde,  da  var  det  imod  vor  kongelige  ed.>. 

De  fire  svenskere,  som  havde  mødt  i  Halmstad, 
mente,  som  sagt,  ikke  at  have  fuldmagt  til  at  deltage  i 
kongevalget.  Men  den  vedtagne  norsk-danske  håndfæst- 
ning sluttede  således:  «Vi  Danmarks  og  Norges  riges 
råd  love  og  tilsige  ...  på  vor  tro,  ære  og  sandingen, 
med  al  troskab  at  tilhjælpe,  at  fornævnte  artikler  skulle 
fuldkommelig  holdes  værdigste  og  værdige  fædre,  herrer 
og  gode  mænd,  Sverrigs  riges  råd  og  indbyggere,  når  de 
have  annammet  denne  fornævnte  vor  nådigste  herre  Hans, 
med  Guds  nåde  Danmarks  og  Norges  konge,  med  os  for 
en  fuldmægtig  herre  og  konge  udi  Sverrigs  rige».  Der 
var  altså  ladet  plads  for  Sverrig  til  at  tiltræde  valget  og 
håndfæstningen.  Og  Sten  Sture  kunde  nu  ikke  længer  få 
magt  med  sit  rigsråd ,  men  på  et  nyt  mode  i  Kalmar 
valgte  det  d.  7de  septb.  1483  kong  Hans  «med  sådant 
vilkår,  at  han  samtykker,  stadfæster  og  fuldgor  alle  de 
artikler  og  punkter,  som  han  har  svoret,  lovet  og  beseglet 
Sverrigs,  Danmarks  og  Norges  riger  og  alle  deres  ind- 
byggere i  Halmstad,  hvilke  artikler  vi  samtykke  i  alle 
punkter".     Dog  bleve   disse   artikler  i  adskillige  punkter 


Handtæstuingeii  fra  Halmstad  samtykt  i  Kalmar.  lo 

»forbedrede«.  Såledos:  «Enhvær  god  inand,  åndelig  og 
verdslig,  skal  være  konge  over  sine  egne  landboer  uden 
udi  de  sager,  som  ere  kongens  egne  sager  efter  loven ». 
Der  skal  optages  så  mange  klærker  i  rådet,  som  behov 
gores  og  dertil  kvæmmelige  ere.  Kun  ^'pi-e»  (ikke  tolv) 
hofsinder  skulle  felge  kongen  til  Sverrig.  De  fire  rigs- 
råder, som  kongen  skal  udnævne,  »skulle  vi  sætte  til 
alle  slotslover«,  og  de  skulle  ikke  alene  »styre  og  regere 
riget  i  vor  fraværelse »,  men,  »hvad  af  fornævnte  fire  i 
vor  fraværelse  domt  og  gjort  bliver,  skulle  vi  fast  og 
uryggelig  holde«.  Dor  nogen  af  dem,  vælger  rigsrådet 
en  anden  i  hans  sted,  men,  dor  kongen,  »da  skulle  de 
fire  stande  for  riget,  indtil  disse  tre  rigers  råd  have 
sammen  været  og  til  ens  vorde  om  kongevalget".  De 
ni  mænd,  som  årlig  skulde  sammentræde,  skulde  tillige 
»undersøge,  om  privilegierne  holdes  i  rigerne  i  alle 
punkter  og  artikler,  som  tilborligt  er»,  de  skulde  med 
andre  ord  føre  retligt  tilsyn  med  kongens  forhold  i  et- 
hvært  af  rigerne,  ja  i  euhvær  af  hans  regeringshandlinger. 
Sin  faders  gæld  skulde  han  betale,  og  erstatte  under- 
såtterne al  den  skade,  de  ved  ham  havde  lidt.  Gejstlig- 
hed og  adel  skulde  ikke  alene  have  ret  til  at  befæste 
sine  gårde,  men  de  havde  ret  til  at  nægte  enhvær,  ja 
selve  kongen,  adgang  til  disse,  hvorimod  de  kunde  optage 
enhvær  flygtning  i  dem  og  ikke  tvinges  til  at  udlevere 
ham,  for  hans  sag  var  undersøgt.  —  På  disse  vilkår 
skulde  "de  tre  riger  leve  i  bestandig  fred,  kærlighed  og 
torbund  under  en  fælles  herre  og  konge »,  hvad  alle  de 
forsamlede  lovede  »på  kristelig  tro,  ære  og  sandhed«  at 
efterkomme.  Også  Sten  Sture  hængte  sit  segl  under 
denne  beslutning,  ukalmarrecesseun,  skont  han  rigtignok 
tolv  år  senere  erklærede,  at  han  »kun  nødtvungen »  (!!) 
havde  gjort  det.  en  undskyldning,  som  dog  Styft'e  lægger 
stor  vægt  på,   da   han   mener,   at  den  enkelte  måske  på 


14  Kong  Hans.^ 

hin  tid  liar  agtet  sig  pligtig  til  mod  sit  segl  at  stadfæste 
tiertallets  beslutning,  selv  om  han  misbilligede  den  (!),  en 
mening,  som  Styfte  dog  andensteds  godtgor,  at  Sture 
selv  ved  given  lejlighed  i  gerningen  gendrev  (jfr.  s.  24). 

Alt  dette  havde  kong  Hans  måttet  indgå,  men  der- 
for var  han  dog  slet  ikke  Sverrigs  trone  nærmere;  ti  han 
havde  jo  iblandt  andet  måttet  forpligte  sig  til  at  godkende 
Gotland  som  en  del  af  Sverrigs  rige,  at  « stede  og  hjælpe 
dette  til  rette  om  Gotland",  og"—  Gotland  kunde  han 
ikke  komme  i  besiddelse  af,  så  længe  Iver  Akselsoii  holdt 
oen.  Dette  havde  Sten  Sture  forudset,  da  han  tillige 
forudså,  at  han  ikke  længer  kunde  hindre  kongevalget, 
og  derfor  var  det  sagtens,  at  han  elleve  uger  tidligere 
(20de  juni)  sluttede  den  overenskomst,  som  vi  i  forrige 
bind  (se  s,  494)  omtalte.  På  svensk  side  krævede  man 
ubetinget,  at  øen  forst  skulde  udleveres,  inden  man  hyl- 
dede kong  Hans,  og  på  dansk  side  hge  så  ubetinget,  at 
hyldingen  forst  skulde  finde  sted,  inden  oen  udleveredes. 
Så  stift  holdt  enhvær  på  sit  krav,  at  ingen  vilde  give  et 
hårsbred  efter,  og  Iver  Akselson,  der  var  bægge  parter 
lige  utro,  blev  lige  stadig  ved  at  holde  den  uløselige 
hårdeknude  i  sin  hånd.  Som  Palmen  derfor  siger:  »Sten 
Sture  hade  i  det  diplomatiska  dubbelspelet  vunnit  en 
lysande  seger«.  —  På  mødet  i  Kalmar  d.  12te  septb.  1484 
stadfæstedes  både  fra  dansk  og  svensk  side  forrige  års 
beslutning,  men  —  ligefuldt  udsattes  kongens  godken- 
delse på  grund  af  det  gotlandske  sporgsmål!  Endnu  i 
fulde  fjorten  år  vidste  Sture  at  trække  tiden  ud  med 
allehånde  udflugter,  og,  når  man  aller  bedst  troede,  at 
sagen  var  kommen  til  en  endelighed,  opdagede  man 
pludsehg  en  ny  hårdeknude  i  underhandlingen,  som  kun 
sejrherrens  sværd  kunde  overhugge.  Sture  blev  dog  år 
for  år  mindre  varsom  og  mere  selvrådig;  han  kom  i  et 
spændt  forhold  til  tiere  af  rigsrådet,   og  der  var  i   dette 


Det  gotlandske  spOrgsmal :  enkedroniiing  Uortea.  15 

(lem,  der  alvorlig  tæukte  på  at  fU  ham  afløst  som  rigs- 
forstander af  Anid  Trolle,  bvis  svigerfader,  Iver  Akselson, 
derfor  også  i  novb.  1484  fik  et  mindre  oprør  bragt  til- 
veje i  Stokbolm.  Ja.  hvad  der  var  det  mærkeligste,  selv 
menigmand  var  ikke  allevegne  tilfreds  med  hr.  Sten.  og 
i  Vestergotland  var  der  1488 — 86  et  bonderøre,  som  han 
med  stor  strænghed  måtte  kue.  Måske  havde  allerede 
dengang  hans  udsigter  været  mindre  lyse,  hvis  kong 
Hans  liavde  været  mindre  fredfærdig.  Men  eiikedroiiiiin^ 
Portea  rådede  af  alle  kræfter  sin  son  fra  at  bruge  våld- 
somme  midler.  Hun  havde  i  over  en  menneskealder 
fulgt  begivenhedernes  gang,  og  hun  vidste  bedst,  hvad 
det  førte  til,  når  man  tog  på  svenskerne  med  stålhand- 
sken. Desuden  vedrørte  sagen  jo  hendes  egne  dyrebareste 
interesser:  hun  havde  sin  store  morgengave  deroppe,  som 
hun  jo  vel  ikke  havde  haft  indtægter  af  i  mange  år. 
men  mulig  kunde  få  i  fræmtid'en;  og  den  mulighed  vilde 
hun  ikke  veje  på  spydsodden,  hvor  den  let  kunde  gå  helt 
tabt.  Derimod  skulde  kongen  underhandle  og  vedblive 
at  underhandle  uden  nogensinde  at  trættes,  og  så  skulde 
han  oppebie  det  ojeblik,  da  der  opstod  indre  kamp  i 
Sverrig,  og  man  indkaldte  ham,  for  at  han  skulde  ende 
kampen.  Dette  råd  fulgte  kong  Hans,  og  vistnok  fandt 
både  han  og  Norden  sig  vel  derved.  —  Vi  lade  da  Sverrig 
ligge  en  stund. 


Men  droniiiiis  Dortea  var  langtfra  i  alle  retninger 
enten  et  klogskabs-  eller  et  dydsmonster.  —  Af  en  kær- 
lighed til  sin  yngste  son,  prias  Frederik,  der  kunde  være 
naturlig  nok  for  moderen,  men  var  utilgivelig  hos  dron- 
ningen, ønskede  hun  også  ham  en  trone.  Den  ældste 
son  havde  jo  mere  end  nok:  han  kunde  gærne  overlade 
Sonderjifll and   og  Holstein   til   sin   yngre   broder,  ja 


IQ  Kong  Hans. 

vel  endog  Norge  eller  dog  en  del  deraf.  Og  hun  var 
ingenlunde  alt  for  nojeregnende  i  valget  af  sine  midler. 
Under  kong  Kristians  sidste  sygdom  vare  nogle  riddere 
sendte  over  til  ham  for  at  bede  ham  om  at  tage  sig 
noget  mere  af  » hertugdommerne »,  eller,  hvis  han  ikke 
kunde,  da  i  det  mindste  at  sende  sonnen  Frederik  over 
til  dem,  at  han  kunde  opdrages  hos  dem,  »landene  til 
trost  og  gavn».  Nu  erklærede  dronningen,  at  kongen 
deno-ang  mnndtlig  havde  lovet  (ti  noget  skriftligt  fandtes 
der  ikke),  at  de  nok  skulde  få  denne  hans  yngste  son  til 
sin  herre.  I  sin  håndfæstning  havde  han  rigtignok  fra- 
skrevet sonnerne  enhvær  arveret,  og  stænderne  vilde 
heller  ikke  opgive  sin  valgret;  men  dronningen,  som  jo 
på  livstid  havde  bægge  hertugdommer  i  len,  var  aldeles 
utrættelig  i  sine  stræv.  Hun  holdt  møde  med  ridder- 
skabet både  her  og  der  og  den  ene  gang  efter  den  anden. 
Kong  Hans  var  dog  heller  ikke  orkesbjs,  men  gjorde 
med  eftertryk  gældende,  at  for  Holsteins  vedkommende 
kunde  stænderne  ingen  valgret  have,  da  dette  vilde  stride 
mod  den  almindelige  tyske  ret,  og  for  Sønderjyllands 
vedkommende  havde  de  så  meget  mindre  valgret,  da  de 
såkaldte  privilegier  af  14G0  vare  ugyldige,  eftersom  de 
vare  givne  af  hans  fader  uden  rigsrådets  samtykke. 
Skulde  der  imidlertid  ske  valg,  måtte  dette  ifølge  over- 
enskomsten i  Kolding  foretages  af  tolv  danske  rigsråder 
i  forening  med  tolv  landråder.  —  Om  det  så  var  ridder- 
skab og  prælater,  fik  de  betænkeligheder.  Men  enke- 
dronningen var  ufortrøden,  og  —  det  danske  rigsråd 
vilde  gærne  slippe  så  næmt  som  muligt  fra  bestemmelsen 
i  Danmarks  og  Norges  foreningsakt:  at  de  kongelige 
born,  som  ikke  kom  til  kronen,  skulde  efter  sin  stand 
forsorges  af  <•  bægge  rigerne«.  Dette  havde  kunnet  ske 
ved  en  pengesum:  det  havde  også  kunnet  ske  ved  per- 
sonlige len ;  men  i  sin  selvsyge  foretrak  rigsrådet  at  give 


Søuderjyllaiul  (og-  Holstein)  deles.  17 

anvisning  på  <> fyrstendommerne".  Alt  sammensvor  sig 
da  i  denne  sorgelige  retning,  og  dronningen  listede  sig 
endnu  engang  med  prins  Frederik  til  Kiel  for  i  en  hånde- 
vending at  få  sagen  afgjort.  Men  kongen  mærkede,  at 
hun  var  liojen,  anede  uråd  og  satte  efter  hende.  Så* 
længe  underhandledes  der  dog  fræm  og  tilbage,  at  kong 
Hans  sluttelig  (Kiel,  18de  novb.  1482)  lod  både  sig  og  sin 
elleveårige  broder,  for  hvem  han  overtog  formynderskabet, 
kåre  til  Sønderjyllands  og  Holsteins  hertuger!  hvorpå 
han  d.  12te  desb.  i  Levensau  stadfæstede  alle  stæn- 
dernes privilegier,  og  stændernes  hylding  fandt  sted. 

Og  ikke  nok  hermed:  kong  Hans  skaffede  1483  sin 
broder  et  kanonikat  i  Koln,  sagtens  for  at  få  en  gejstlig 
mand  af  ham,  der  måske  kunde  vende  verden  ryggen, 
men  i  ethvært  fald  ingen  lovlige  arvinger  kunde  få. 
Men  aldrig  så  snart  mærkede  moderen  uråd,  for  hun 
smækkede  bøgerne  i  og  lod  ham  mellem  holsteinske 
adelsdrenge  opdrage  på  Gottorp  af  en  holsteinsk  tugte- 
mester. Da  så  endelig  hertug  Frederik  blev  myndig,  og 
udskiftningen  skulde  foregå  —  det  var  Lavrentii  dag, 
d.  10de  avg.  1490  — ,  skiftede  man  ikke  således,  at 
kongen  beholdt  Sønderjylland  og  lod  hertugen  få  Hol- 
stein: i  en  sådan  udskiftning  og  adskillelse  havde  der 
ingen  ulykke  været,  men  tvært  imod  en  meget  sund  og 
fornuftig  mening.  Nej,  man  skar  Sønderjylland,  det 
Sønderjylland,  der  som  dansk  len  endnu  aldrig  havde 
været  delt,  i  mangfåldige  stumper  og  stykker,  og  ligeså 
Holstein,  der  dog  som  tysk  len  var  gammel  vant  til  deling 
mellem  de  mange  grevesonner:  og  kongen,  der  havde 
foretaget  delingen  efter  iudtø&gterne,  lod  så  hertugen 
vælge,  hvilken  lod  han  vilde.  Han  valgte  «f/e«  gottorpskes^ 
del,  hvorfor  kongen  beholdt  <^den  segehergske^s,  således 
kaldte  man  dem  efter  hovedslottene.  Til  hertugens  del 
hørte    det    sydlige,    nordlige    og    en   del  af  det  vestlige 

Danmarks  historie  14S1— 1536.  9 


IS  Koiig  Hans. 

Sønderjylland  med  slottene  Gottorp  og  Kuntoft,  byerne 
Slesvig,  Haderslev,  Tønder,  Løgumkloster  og  Egernførde, 
landskaberne  Ejdersted,  Stabelholm  o.  s.  v. ;  til  kongens 
det  mellemste  Sønderjylland,  Als,  Ærø,  Femern*)  og 
^erne  i  Vesterhavet,  med  byerne  Flensborg,  Åbenrå,  Søn- 
derborg, Norborg  og  liensborg.  Men  af  sin  del  afstod 
kongen  efter  sin  moders  ønske  end  videre  strags  Nord- 
strand til  hertugen,  »for  at  han  skal  vise  sig  des  ven- 
ligere imod  os,  vore  bom  og  arvinger«.  Ridderskabet, 
prælater  og  adel  bleve  ikke  delte  som  ulandene",  men 
vedbleve  at  stå  under  bægge  herrers  fællesregering ; 
landstænderne  vare  altså  i  forening  med  "hertugerne« 
de  fræmtidige  bærere  af  en  vis  polittisk  enhed.  Lige- 
ledes skulde  de  være  fælles  om  hoj heden  over  Hamburg, 
hvor  de  bægge  d.  Ilte  novb.  vare  hyldede,  —  Kongen 
gav  i  fire  år  hertugen  lov  til  at  bytte,  hvis  han  måtte 
angre  sit  valg.  Og  desuagtet  var  hertug  Frederik  i  sit 
manifest  af  1523  fræk  nok  til  at  ville  indbilde  alverden: 
"Vor  herre  og  broder  haver  nødt  og  tvunget  landskabet 
til,  hannem  lige  med  os  at  hylde  og  sværge,  og  derpå 
efter  sin  egen  villie  indtaget  slotte,  stæder  og  byer  og 
os  den  mindste  part  d  eraf  gi  i^efn .'  Men  det  stem- 
mer jo  kun  alt  for  godt  med,  at  hertug  Frederik  d.  5te 
septb.  1490  gav  sin  broder  en  fuldstændig  kvittering, 
"fritager  ham  og  hans  arvinger  for  al  eftertale  og  fak- 
l-er  for  godt  regnskab«,  og  ligefuldt  klagede  hau  i 
hele  sit  liv  over,  at  han  Hxke  havde  "kunnet  få  sin  broder 
til  at  aflægge  regnskab,  men  var  i  alle  måder  bleven  snydt 
af  ham. 

"Men  heri",  siger  Huitfeldt,  "forså  sig  kong  Hans  og 


*)  Femern  Iiavde  han  d.  29de  apr.  1489  for  benved  tyvefem  tusinde 
mark  måttet  indløse  fra  liibeckerne,  der  liavde  haft  øen  i  pant 
siden  grev  Adolfs  tid. 


Sønderjyllands  (og  Holsteins)  deling.  19 

Danmarks  råd,  at  de  lode  det  fvrstendorDme  Slesvig,  som 
var  en  forlening  her  af  riget,  gå  udi  arv  og  skifte  (om 
Holstein  og  Sturmarn  taler  jeg  ikke),  som  dronning  Mar- 
grete og  kong  Erik  gjorde  meget  om.  at  de  havde  kunnet 
forene  med  riget,  som  det  havde  været  udi  fordums  dage. 
hvilket  kostede  meget  blod  på  bægge  sider:  men  nu  havde 
det  kunnet  ske  uden  alt  sværdslag,  hvis  de  ikke  selv 
havde  skiftet  dennem  fyrstendommet  imellem,  men  taget 
der  upartiske  dommere  til.  De  holster  vare  i  det  stykke 
for  træske,  at  de  forenede  Slesvig  med  det  fyrstendomme 
Holstein  efter  kong  Kristians  brevs  lydelse,  som  vare  to 
adskillige  len,  det  ene  fra  det  tyske  rige  og  det  andet 
fra  Danmark".  Og  Palmen  tilfojer:  "Oldenburgarnp 
återupprepade  Valdemar  Sejrs  odesdigra  missgrep  med 
Danmarks  delning  till  forman  for  furstehusets  yngre  linie, 
och  den  foljande  tidens  historia  visar  mer  æn  en  gang. 
iitt  ingen  fråga  græft  en  dj upare  klyfta  emellan  Nordens 
folk  æn  just  denna^.  —  Ti  fra  nu  af  bliver  den  "schles- 
wigholsteinske»  politik  til  en  »hol stein g ottorp sk»  og 
vedbliver  dog  at  være  den  selvsamme,  da  hertug  Frederik 
var  mand  for  at  fore  alt  det  onde  med  sig  fra  "Schles- 
wigholstein«  til  Gottorp,  slå  det  fast  dér  og  endda  lægge 
adskilligt  til  af  sit  eget. 


Vi  vende  tilbage  til  de  svenske  handeler. 

De  årlige  underhandlinger  vedbleve,  så  på  én  vis. 
så  på  en  anden  —  de  vare  jo,  hvad  Geijer  kalder  .amious- 
ålderns  tidsfordrif»  — ,  men  de  bragte  ikke  kong  Hans  et 
hårsbred  nærmere  til  målet.  Hans  mode  med  Sten  Sture 
på  4Jland  have  vi  tidligere  nævnt  (se  I.  s.  495j.  men 
>kulle  dog  her  omtale  det  noget  nærmere.  —  Sture  var  på 
mange  måder  trættet  ved  Irer  Akselsous  soroverier.  Han 
onskede  en  mundtlig  underhandling  med  hr.  Iver  og  ind- 

2* 


20  Kong  Hans. 

bød  ham  gentagne  gange  til  en  sådan,  men  forgæves. 
Så  gik  han  i  jan.  1487  over  isen  til  øland  og  indeslut- 
tede Borgholm.  Iver  værgede  sig  med  sin  vante  tapper- 
hed, men  vilde  dog  ikke  sætte  alt  ind  på  dette  kart :  kun 
på  det  faste  Visborg  kunde  han  hævde  sin  stilling,  når 
han  tillige  drog  Danmark  ind  i  kampen.  Han  overlod 
da  Borgholms  værgemål  til  sin  hustru,  den  ridderlige 
fru  llagdaieiia,  som  også  fuldtud  svare.de  til  hans  tillid: 
og  selv  smøg  han  sig  en  mork  vinternat  i  en  åben  båd 
fra  Borgholm,  udenfor  hvilken  Sture  havde  femten  orlogs- 
skibe liggende.  Han  undgik  dem  dog  lykkelig  og  nåede 
Visborg,  hvorfra  han  sendte  bud  til  kong  Hans,  at  han 
vilde  overgive  ham  Gotland,  hvis  han  vilde  tilbagegive 
ham  hans  danske  godser  og  angribe  Sverrig.  Kong  Hans. 
som  allerede  selv  havde  æmnet  sig  til  Gotland  med  firti 
dertil  udrustede  skibe,  modtog  budet  ved  Dragør,  gik 
strags  ind  på  købet  og  styrede  ad  Visborg  til.  Dengang 
havde  endnu  flere  skyer  formørket  hr.  Ivers  synskreds: 
den  ene  af  hans  borge  havde  givet  sig  efter  den  anden. 
Således  overgav  Raseborg  sig  til  Knut  Fosse:  efter  en 
længere  belejring  overgav  Stækeborg  sig  i  slutningen  af 
maj  til  Svante  Sture  og  hans  østgater:  og  udentvivl  vare 
både  Nykøping  og  Kalmar  ligeledes  faldne.  Nu  overgav 
han  selv  forst  i  juni  Visborg  med  Gotland  til  kong  Hans. 
Kongen  styrede  derfra  til  Øland  og  indbod  Sture  til  en 
samtale,  som  denne  også  gik  ind  på  efter  at  have  mod- 
taget lejde  og  gisler.  Samtalen  var,  det  vidne  alle, 
meget  venskabelig:  om  den  fra  nogen  af  siderne  var 
hjærtelig,  er  desuagtet  et  sporgsmål;  men,  når  Svaning 
lader  Sture  forsikre,  at  han  altid  havde  ønsket  at  se 
kalmareningen  fornyet,  men  at  det  menige  folk  stadig 
havde  stået  ham  imod:  nu  havde  kongen  jo  imiillertid 
vundet  Gotland  og  kunde  således  opfylde  kalmarrecessens 
krav;  og  nu  håbede  Sture  at  kunne  få  mag-t  over  folket. 


Kong  Hans  i)å  Øland:  dronning  Dorteas  romerrejse.  21 

især  hvis  kongen  vilde  tvinge  Iver  Akselson  til  at  over- 
give Sverrig  l)land:  —  da  er  det  vistnok  utvivlsomt,  at 
Svanings  fræmstilling  er  en  god  del  farvelagt.  —  Det 
kunde  umulig  være  kongens  hensigt  at  krænke  svenskerne 
yderligere  ved  et  åbent  brud  på  kalmerrecessen ,  og  Iver 
måtte  love  at  udlevere  Borgholm  til  Sture.  Men  det 
var  ikke  Ivers  mening  at  holde  loftet:  han  sneg  sig  til 
Sælland,  hvorfra  kongen  måtte  lade  ham  hente  tilbage. 
Nu  fik  hr.  Sten  Oland,  og  det  var  et  klogt  skridt,  der 
vidnede  om  ikke  lidet  mådehold,  men.  -  Gotland  fik  han 
ikke.  Kongen  stolede  ikke  på  hr.  Sten ,  var  heller  ikke 
sikker  på,  at  danskerne  vilde  tåle,  at  han  udleverede 
Gotland,  og  havde  allerede  sat  den  tapre  Jens  Holgerson 
(Ulfstand)  som  hovidsmand  på  Visborg.  Modet  mellem 
kongen  og  Sture  forte  således  ikke  til  andet  end  fuld- 
stændig at  knække  den  stolte  Iver  Akselson:  ti  Stures 
gentagne  løfte  om  at  hylde  kongen  fik  samme  betydning 
som  alle  de  tidligere  lofter.  Gotland  vedblev  at  være 
stridens  hængsel. 

Så  drog  droiiiiiiig  Dortea  til  Kom.  Hun  havde  været 
der  én  gang  tidligere,  i  det  store  jubelår  1475,  da  hun 
d.  7de  marts  rejste  fra  Liibeck  did.  Om  denne  hendes 
rejse  vide  vi  intet,  men  hun  har  selvfølgelig  foretaget 
den  for  at  få  aflad  for  sine  synder.  Hun  var  så  dog 
kirkens  ydmyge  datter,  der  iblandt  andet  hjalp  observans- 
brødrene (de  strænge  gråbrødre)  til  at  få  deres  kloster- 
kirke bygget  i  Koge  og  gav  dem  prydelserne  til  den,  ti 
"hun  ,var  altid  ivrig  i  at  fræmme  det  regelbundne  liv". 
Det  var  også  hende,  der  fik  knudsbrødrene  (benediktinerne) 
genindsatte  i  det  kloster,  som  biskop  Karl  Ronnow  havde 
drevet  dem  ud  af.  —  Men  nu  drog  hun  atter  til  Rom. 
som  hun  nåede  d.  26te  apr.  1488,  modtaget  udenfoi-  byen 
af  pavens  kammerherrer  og  kardinaler.  Det  var  den 
sidste  pilgrimsfærd,  som  foretoges  af  noget  kronet  hoved 


22  Kong  Hans. 

her  fra  disse  riger,  og  hun  synes  just  ikke  at  have  gjort 
noget  meget  heldigt  indtryk  på  de  fine  romere.  Hun 
tog  ikke  hatten  af,  da  hun  skulde  hilse,  hvorfor  også 
kardinalerne  strags  satte  hatten  på  igen;  og,  da  sere- 
monimesteren  senere  sagde  til  hende,  at  hun  skulde  lægge 
hatten,  træde  et  par  skridt  fræm  og  hilse,  vilde  (?)  hun 
ikke  forstå  ham  eller  vise  sig  det  mindste  venlig,  hvorfor 
han  måtte  bede  hende  dog  at  boje  hovedet  til  en  hilsen. 
Hendes  hofmester  kaldte  man  »en  lægmand  og  soldat, 
et  menneske  uden  kundskaber  og  levemåde,  en  fuldstæn- 
dig bonde".  Hun  blev  da  heller  ikke  længe  i  Kom,  men 
allerede  d.  8de  maj  drog  hun  hjem  igen  i  al  stilhed,  efter 
at  pave  Innocens  havde  lost  hende  fra  hendes  løfte  om 
at  drage  lige  til  Jerusalem,  imod  at  hun  gav  en  ken- 
delse til  hospitalet.  Desuagtet  fik  hun  selvfølgelig  rigelig 
aflad,  og  desuden,  hvad  der  sagtens  har  været  hovedmålet 
for  hendes  rejse,  fik  hun  paven  til  påny  at  bansætte 
Sten  Sture,  der  nu  i  så  mange  år  —  trods  pave  Sixtus's 
banbulle  af  14de  febr.  1478  —  havde  forholdt  hende 
hendes  morgengave.  Men  hr.  Sten  lod  sig  heller  ikke 
skræmme  af  dette  slags  krigsførelse;  ti  allerede  for  længe 
siden  var  det  blevet  et  mundhædd,  at  »Sten  Sture  har 
lige  så  mange  krigsmænd,  som  Sverrig  har  bønder.-.  — 
Kongens  tålmodighed  var  næsten  udrunden,  og,  da  hans 
moder  døde,  var  der  intet  længer,  som  holdt  sværdet  i 
skeden. 

Sten  Sture  havde  allerede  1490  sluttet  et  hemmeligt 
forbund  med  Liibeck,  Hamburg,  Stralsund,  Wismar  og 
Liineburg,  hvis  forhold  til  kongen  var  så  spændt,  at  det 
nok  kunde  se  ud  til  krig.  Og  dette  forbund  fornyede 
han  tre  år  senere.  —  Kong  Hans  derimod  havde  i  stil- 
hed indledet  forbindelser  med  adskillige  svenskere,  og 
desuden  havde  han  d.  8de  novb.  1493  i  Kobenhavn  sluttet 
et  forbund  mod  Sten  Sture   med  Ivan  Vasiljevitsj ,    Rus- 


Dronning  Dortea  i  Rom:  det  trækker  atter  op  til  krig.       23 

lands  forste  tsar,  som  skulde  have  fred  og  ro  til  at  tage 
Lithauen,  mens  Hans  satte  sig  i  besiddelse  af  Sverrig: 
skulde  desuden  have  de  grænser  mod  Finland,  som  bleve 
vedtagne  ved  freden  i  Neteborg  (1323),  men  som  intet 
menneske  hværken  dengang  eller  senere  vidste  rede  på*l. 
—  Der  rådede  altså  en  stor  dobbelthed,  for  ikke  at  sige 
falskhed,  på  bægge  sider:  mens  man  åbent  gav  sig  mine 
af  at  underhandle  om  fred  og  gensidigt  venskab,  sluttede 
man  på  bæsge  sider  i  dybeste  hemmelighed  forbund,  den 
ene  med  den  andens  argeste  fjende. 

Men  Sverrigs  gejstlighed  havde  næsten  altid  stundet 
efter  kalmareningens  genoplivelse,  og  særlig  var  dette 
tilfældet  med  den  nuværende  upsalske  ærkebiskop,  Jakob 
llfssoii  (øniefot),  skont  han  en  tid  havde  været  Sten  Stur.es 
fortrolige  ven.  Misnojet  bredte  sig  desuden  stadig  videre 
og  våksede.  Tilsidst  blev  man  dog  træt  af  evig  og  altid 
at  have  den  samme  ligemand  til  overmand,  især  da  han, 
efter  at  have  sat  sig  fast  i  sadelen,  blev  mindre  hensyns- 
fuld end  tidligere.  Han  spurgte  nu  ikke  herrerne  så 
jævnlig  til  råds  som  for,  men  afgjorde  en  xuængde  sager 
på  egen  hånd  og  tilvældede  sig  som  rigsforstander  en 
langt  storre  magt  og  myndighed,  end  der  havde  kunnet 
tilkomme  den  hyldede  og  salvede  konge.  En  gammel 
krønnike  siger  endog:  -år  1493  byrjede  Sten  Sture  bruge 
tyranni  mod  kirkens  medlemmer  og  adelen,  med  rov. 
ulovlig  skat.  tynge  og  besværing;  og  han  sagde  over- 
modig, at  han  dog  vilde  prove,  om  det  var  sandt,  som 
ordet  gik,  at  den,  der  forfulgte  kirkens  personer,  på  ham 


*)  Freden  i  Xøteborg,  diplomaternes  og  historikernes  pinebænk, 
var  tydelig  sluttet  af  mænd.  der  kendte  lidet  eller  intet  til  de 
uhvre  oderaarker  i  det  nordlige  Finland.  Derfor  blev  grænse- 
linien således  betegnet,  at  det  ikke  varede  længe,  inden  man 
ikke  vidste,  om  den  fra  Særkilaks  skulde  gk  til  Hvidehavet,  til 
Ishavet  eller  til  Bottenviken. 


24  Kong  Hans. 

vilde  det  blive  hævnet,  så  han  vilde  fare  ilde».  —  T  maj 
1494  holdt  danske  og  svenske  rigsråder  et  mode  i  Lodose, 
på  hvilket  man  atter  enedes  om  "den  evige  fred  og  det 
kærlige,  forbund"  mellem  rigerne,  stadfæstede  kalmar- 
recessen og  aftalte  et  nyt  møde  i  Kalmar  til  sankthans- 
dag 1495.  Og  d.  12te  avg.  1494  indgik  tyvesyv  gejstlige 
og  verdslige  svenske  rigsråder  med  Anid  Trolle  i  spidsen 
et  "broderskab",  hvorved  de  forpligtede  sig  til  at  fuld- 
byrde kalmareningen  i  alle  dens  stykker,  og  i  sandhed 
tage  kong  Hans  til  konge.  Med  tydeligt  henblik  på  Sten 
Sture  hedder  det  her:  »Skulde  nogen  findes,  som  våldelig 
vil  skade  eller  forurette  os  på  personer,  slotte,  gårde  eller 
gods,  så  love  og  sværge  vi  alle  ved  vor  rette  kristelige 
ti-o,  ære  og  sandhed,  at  vi  efter  vor  bedste  formue  ville 
afværge  og  gengælde  alt  sådant  med  vort  liv,  gods  og 
al  vor  magt".  Sverrigs  rigsråd  tiltrådte  og  stadfæstede 
denne  overenskomst  og  tilfojede,  at  den  iklxe  skulde  være 
Sten  Sture  til  skade.  De  havde  dog  lovet,  at  de  vilde 
bære  folgerne  af  dette  skridt  og  handle  med  enhvær,  der 
svigtede  dette  lofte,  som  med  en  meneder  og  forræder, 
der  skulde  forfolges  på  liv  og  gods.  "Men  om  han 
[o:  Sture]  vil  give  sig  fra  os,  det  Gud  forbyde!  og  be- 
slutte andet,  hvoraf  fordærv  kan  komme,  og  node  og 
trænge  os  fra  sig,  og  ikke  følge  vort  råd,  således  som 
han  har  lovet  og  svoret,  da  skal  Gud  vide,  at  det  skal 
være  os  hojlig  imod«.  Det  kunde  nok  kaldes  at  sætte 
rigsforstanderen  stolen  for  doren:  de  vilde  nok  følge 
hidii,  når  Juut  vilde  følge  dem,  men  ellers  ikke.  —  Efter 
en  uges  betænkning  gik  dog  også  Sten  Slure  ind  på 
overenskomsten,  men  kun  således,  »at  kong  Hans  fuldgor 
Sverrigs  rige  det,  han  bor«;  og  sit  segl  hængte  han  ikke 
under  (hvad  Styffe  til  hans  forsvar  udtrykkelig  fræm- 
hæver;  jvfr.  s.  13),  Næste  nyår  overrakte  man  ligefuldt 
i   Varberg  kong   Hans   det  således   stadfæstede   brev,   og 


De  svenske  rigsråders  "broderskab-;  mødet  i  Kalmar.        25 

han  modtog  det,  som  om  han  ikke  lagde  mærke  til,  at 
rigsforstanderens  segl  fattedes. 

Mødet  i  Kalmar  (juni  1495)  blev  imidlertid  lige  så 
frugteslost  som  alle  de  tidligere.  De  ypperste  af  de  tre 
rigers  råd  skulde  her  medes  med  kong  Hans.  Både 
han  selv  og  sytten  danske  og  norske  rigsråder  (iblandt 
dem :  ærkebiskop  Jens  Brostrup,  fire  bisper,  to  provster, 
rigshovmester  Povl  Laxmand,  marsken  Æskil  Goye,  rigs- 
råderne Erik  Otteson,  Henrik  Krummedige  og  Nils  Hen- 
riksson)  mødte  i  rette  tid.  Men  på  sjette  uge  væntede 
de  forgæves  på  Sture.  Endelig  bleve  de  trætte:  en  del 
af  kongens  flåde  blev  under  det  lange  væntende  odelagt 
ved  storm ,  et  stort  skib  blev  ved  en  krudtsprængning 
brændt  og  med  det  en  del  af  kongens  papirer;  og  d.  31ste 
juli  droge  de  sytten  atter  hjem.  Så  kom  endelig  Sten 
Sture  med  sine  råder.  Modvind  havde  holdt  dem  den 
lange  tid  tilbage  (I),  sagde  han,  som  om  de  ikke  havde 
kunnet  komme  landevejen,  når  soen  gik  dem  imod.  Dog 
fandt  kongen  sig  i  at  sende  tre  af  de  afrejste  rigsråder 
tilbage  (Nils  Glob,  Sten  Bille  og  Nils  Hog),  hvilke  d.  1ste 
septb.  fornyede  freden  på  et  år  og  aftalte  et  nyt  møde 
til  sankthansdag  149G:  men  tilbudet  om  en  treårig  stil- 
stand vilde  hr.  Sten  ikke  modtage. 

Derved  agede  han  dog  kun  sit  råds  uvillie,  hvortil 
kom ,  at  han  var  uheldig  og  syntes  næsten  ligegyldig  i 
en  krig  mod  russerne,  som  ødelagde  Finland  med 
umenneskelig  grusomhed:  <(hværken  menneske,  hund  eller 
hane  blev  sparet ».  Kong  Hans  havde  sogt  at  afværge 
det  russiske  indfald  og  vilde  derfor  sendt  et  bud  til  Ivan 
Vasiljevitsj ;  men  Sture,  som  frygtede,  at  sendemanden 
kunde  have  et  hemmeligt  budskab,  der  gik  i  modsat  ret- 
ning af  det  offentlig  vedkendte,  havde  egenmægtig  ladet 
ham  fastholde  i  Viborg  og  hjemsende.  Sture  mente,  at 
han   nok   selv   skulde   værge   Finland,    og  rustede    os'så, 


26  Kong  Hans. 

men  blev  dog  liggende  i  Sverrig.  Han  mente  sagtens, 
at  hans  kamp  mod  kong  Hans  og  dennes  venner  i  rigs- 
rådet var  vigtigere  end  kampen  mod  «de  umilde  russer". 
Finlands  værgemål  overlod  han  til  adelen  og  dens  mand- 
skab. Derfor  måtte  også  den  ædle  biskop  Magnus  Nilsson 
Stjerukors  i  Abo  udfålde  en  næsten  utrolig  virksomhed 
for  at  ordne  og  lede  forsvaret,  da  russerne  brøde  bræn- 
dende og  myrdende  ind  både  i  nord  mod  Torneå  og  i 
syd.  I  septb.  lagde  de  sig  for  Viborg,  hvor  helten  fra 
Brunkeberg,  den  snilde  og  kække  Knut  Posse,  var  høvids- 
mand.  De  havde  nedskudt  de  to  af  tårnene,  og  i  det 
tredie  havde  de  skudt  store  huller.  Så  stormede  de 
d.  30de  novb.  1495.  Ad  lange  stiger  klavrede  de  op  på 
murene  og  fyldte  snarlig  tårnet.  Men  hr,  Knut  havde 
forudset  dette  og  lagt  krudtminer  under  det.  Dem  an- 
tændte han,  og  det  sammenstyrtede  tårn  begrov  de  stor- 
mende russer  under  sine  tomter.  Det  er  dette,  som  man 
har  kaldt  ^^Vihorys  smæU«.  Den  store,  skræmmede 
russiske  hær  flygtede  for  sine  få,  kække  modstandere, 
og  Viborg  var  reddet.  —  Russerne  kom  dog  snart  igen 
og  hærgede  lige  til  Tavastehus.  Sture  kom  også,  men 
næppe  for  i  desb.,  og  selv  blev  han  ivÅbo,  mens  han 
fordelte  de  utilstrækkelige  stridskræfter  trindt  i  landet. 
Så  gik  han  tilbage  til  Sverrig  og  overdrog  befalingen 
i  Finland  til  sit  næstsyskindebarn,  Svante  ?iilsson  (Sture), 
en  son  af  den  nys  afdode  Mis  Sture,  hans  egen  strids- 
fælle  i  så  mangen  en  hvas  kamp.  Hr.  Svante  og  Knut 
Posse  brugte  de  få  kræfter,  de  havde,  og  værgede  ikke 
alene,  hvad  de  skulde,  men  førte  i  sommeren  1496  krigen 
ind  i  fjendens  eget  land.  De  gik  over  Finskebugten  til 
Narva  og  stormede  fæstningen  Ivanogrod,  som  tsar  Ivan 
nys  havde  bygget.  Uden  støtte  hjemmefra  kunde  de 
dog  ikke  hævde  erobringen,  og  misfornojet  vilde  Svante 
med  rigsrådets  hjemlov  gå  tilbage  til  Sverrig.    Det  hjalp 


Kusserne  i  Finland:  fjendsk-ab  mellem  br.  Sten  og  hr.  Svante.    27 

lieller  ikke,  at  rigsforstanderen  bad  bam  blive,  og  i  sin 
harme  tabte  hr.  Sten  sin  sædvanlige  ligevægt  og  skældte 
Svante  for  en  romningsmand,  der  flyede  fra  fanen.  Der- 
ved havde  han  vundet  sig  en  ny,  uforsonlig  fjende,  som 
han  ikke  turde  lade  gå  ene  til  Sverrig,  men  fulgte  ham 
strags  i  hælene.  Forinden  havde  han  dog  indledet  under- 
handlinger med  russerne,  som  allerede  næste  vår,  d.  3die 
marts  1497,  farte  til  den  segsårige  våbenstilstand  i  Nov- 
gorod,  ved  hvilken  den  gådefulde  grænse  i  noteborgfreden. 
som  sagt  et  begreb  uden  indhold  eller  forståelse,  atter 
blev  slået  fast  på  papiret,  selvfølgelig  uden  at  kunne 
træde  ind  i  livet,  og  det  så  meget  mindre,  som  hr.  Sten 
aldrig  afsendte  det  nævn,  der  i  forening  med  russerne 
skulde  eftergå  grænseskellet.  Men  det  var  den  selv- 
samme skingrænse,  som  kong  Hans  for  lidt  over  tre  år 
siden  havde  aftalt  med  Rusland  (se  s.  23). 

Den  gamle  klage  mod  tidligere  magthavere  gjen- 
toges  nu  jævnlig  mod  Sten  Sture:  at  han  rev  alle  de 
bedste  len  til  sig,  så  andre  dygtige  mænd  ikke  nær  fik 
den  Ion,  de  fortjænte.  Selvfølgelig  måtte  han  som  den, 
der  repræsenterede  Sverrigs  riges  krone,  varetage  dennes 
interesser.  Hertil  kom  den  klage,  at,  når  en  rigsråd 
døde,  optog  han  ikke  noget  nyt  medlem  i  rådet,  så  dette 
blev  stadig  mere  fåtalligt,  for  at  han  lettere  kunde  sætte 
sin  mening  igennem.  End  videre  påstod  man,  at,  da 
hans  gamle  ven  og  frænde  iS'ils  Sture  døde,  rejste  han 
krav  i  dennes  bo,  som  kun  en  vidtdreven  nærighed  kunde 
tillade  sig.  —  Altså  slog  hr.  Svante  med  en  god  del  af 
rigsrådet  og  adelen  sig  til  kongen.  Men  de  mærkeligste 
af  kongens  nye  venner,  det  vil  da  nærmest  sige:  af  hr. 
Stens  fjender,  vare,  næst  ærkebiskop  Jakob  og  hr.  Svante, 
vistnok:  Iver  Akselsons  svigersøn  og  arving,  gamle  Ar»id 
Trolle  til  Bergqvara  og  Lillø,  hovidsmand  på  Kalmar 
slot:    hr.  Arvids  svigersøn,    ?iils  Uossoii  (Crip)  til  Vienæs: 


28  Kong  Hans. 

Og  høvidsinanden  på  Stækeholm,  Karl  Knutssons  datter- 
son,  Erik  Eriksson  (Gjilenstjoriia)  til  Fogelvik,  hvis  ene  datter 
var  gift  med  hr.  Arvids  son  Erik  Trolle.  —  Hr.  Sten  havde 
næppe  flere  mærkelige  venner  tilbage  end  Nils  Klavsoii 
(Sparre)  og  Erik  Tiiressou  (Bjelke),  hvis  man  da  ikke  med 
Allen  »for  slægtnavnets  skyld"  vil. medtage  Erik  Johans- 
son (Vasa),  —  og  den  ene  af  disse,  hr.  Nils,  var  dog  en  son 
af  en  dansk  rigsråd,  var  selv  gift  med  en  dansk  kone,  og 
var  oven  i  købet  ejer  af  Ellinge  i  Skåne.  —  Men  til  al 
den  anden  vånde  kom,  at  pest  og  hungersnød  hjemsøgte 
Sverrig,  og  at  Stnre  i  hansestæderne  kun  havde  kølige, 
egennyttige  og  derfor  såre  varsomme  venner. 

Et  nyt  møde  i  Lodose  (juli  1496)  havde  atter  været 
frugftesløst,  os  her  var  der  slet  ikke  tale  om  nogen  stil- 
stand,  end  siden  om  fred  og  venskab.  Den  sikkerhed  og 
fasthed,  med  hvilken  danskerne  her  imod  sædvane  havde 
optrådt,  havde  imidlertid  slået  alle:  de  vilde  have  et  fast 
og  endeligt  ja  eller  nej,  om  man  vilde  kende  kong  Hans 
for  konge:  alt  andet  brøde  de  sig  slet  ikke  om.  Det 
var  klart,  at  der  måtte  være  ulve  i  mosen,  og  der  var 
al  udsigt  til,  at  nu  vilde  sværdene  komme  til  at  skifte. 
I  de  følgende  måneder  vedligeholdtes  der  da  også  en 
stadig  og  venlig  forbindelse  mellem  kong  Hans  og  Sten 
Stures  fjender. 

Hr.  Sten  havde  to  gange  været  i  Finland,  men  havde 
hvær  gang  skyndt  sig  tilbage,  da  han  ængstedes  for  de 
rænker,  hans  fjender  i  rådet  kunde  spinde.  Og  nu  viste 
det  sig,  at  hans  ængstelse  ikke  havde  været  ugrundet. 
Uenigheden  brød  fræm  i  lys  lue,  og  han  indesluttede  sig 
i  Stokholms  slot.  Ligefuldt  samlede  rigsrådet  sig  d. 
12te  febr.  i  byen,  nedenfor  slottet.  Man  vilde  have  ham 
til  at  give  møde,  men  han  krævede  Erik  Trolle  og  Mis 
Bosson  som  gisler.  Det  fandt  man  upassende  og  vilde 
ikke    give    dem.      Derimod    gav  man  gensidig  hinanden 


Sten  Sture  afsættes;    borgerkrigen  udbryder.  29 

lejdebreve.  Så  kom  han  da  ned  til  rigsrådet;  det  var 
d.  7de  marts  1497.  Forst  frikendte  rådet  aldeles  Svante 
Sture  som  cromningsmando,  afsatte  derpå  rigsforstanderen 
og  opsagde  haiii  huldskab  og  troskab.  Han  syntes  til- 
freds dermed;  man  gav  hinanden  hånden  som  kære  med- 
brødre; og  det  vedtoges,  at  midlertidig  skulde  ærkebiskop 
Jakob,  Arvid  Trolle,  Knut  Eskilsson  (Baner)  og  Svante 
Sture  stå  for  styret.  Men,  da  man  krævede  slotsloverne 
af  ham  (o:  at  han  skulde  løse  slottenes  hovidsmænd  fra 
deres  ed  til  ham),  \ilde  han  betænke  sig  en  dag;  og,  da 
han  gik  fra  rådstuen,  »kom  han  endeles  listeligen  på 
slottet  igen«,  så  de  rigsråder,  der  vilde  have  fulgt  ham, 
kom  ikke  derind.  Den  stolte  rigsforstander  havde  fiere 
gange  tidligere  truet  med  at  nedlægge  sin  -  værdighed, 
men  netop  nu  kom  hans  krigsfolk  hjem  fra  Finland,  og 
«nu  var  han  ieke  så  till  sinnes».  D.  9de  marts  lod  han 
rådet  vide.  at  også  af  Sverrigs  almue  havde  han  mod- 
taget magten,  og  forst  når  den  var  enig  med  herrerne, 
vilde  han  atter  give  magten  fra  sig.  D.  1.3de  marts 
sluttede  så  rådet  stilstand  med  hr.  Sten  indtil  ^olafsdag. 
men  på  bægge  sider  rustede  man  sig  til  borgerkrigen. 

Hr.  Sten  havde  en  mængde  hværvede  tyskere  i  sin 
sold,  men  desuden  drog  han  op  i  Dalarne,  hvor  man 
d.  4de  apr.  lovede  at  ^ille  "Vove  liv  og  gods  for  ham 
og  fædrelandet",  og  få  dage  senere  sluttede  vestman- 
lændinger  og  uplændinger  sig  til  dalkarlene:  ti  næsten 
allevegne  samledes  almuen  villig  under  hans  banner. 
Han  oppebiede  heller  ikke  stilstandens  udløb,  men  alle- 
rede i  juni  udgik  der  let  og  hurtig  en  skrækkelig  straffe- 
dom over  herrernes  faste  borge.  Bispernes  skånedes  så 
lidt  som  adelens,  men  selv  ærkebispens  faste  gård  i  Upsala 
blev  brændt.  Således  fore  hans  folk  fræm,  især  de  lejede 
tyske  knægte,  at  « russer  og  hedninger  kunde  ikke  båret 
sig  værre  ad».     Ærkebispen  lyste  påny  hr.  Sten  og  alle 


30  Kong  Hans. 

hans  medhjælpere  i  kirkens  ban,  men  han  blev  ikke 
mindre  frygtelig  for  det.  Ikkun  Stæket,  hvis  belejring 
lian  begyndte  i  juli,  kunde  han  ikke  tage.  Indenfor  dets 
stærke  mure  havde  de  skræmmede  riddere  flokket  sig 
med  sine  fruer  og  jomfruer,  og  langt  mindre  frygtede  de 
rigsforstanderens  sværd  end  hungerens.  Her  vare  Sten 
Stures  bitreste  fjender  samlede,  både  ærkebiskop  Jakob, 
hvis  borg  det  jo  var,  Svante  Sture,  Nils  Bosson,  Erik 
Arvidsson  og  mange  fiere.  Det  gjaldt  altså,  om  kong 
Hans  kunde  komme  dem  tidsnok  til  undsætning. 

Der  var  for  længe  siden  gået  bud  til  kong  Hans,  og 
d.  13de  marts  sendte  han  Sten  Sture  sin  krigserklæring. 
D.  21ste  maj  havde  Arvid  Trolle  en  sammenkomst  med 
Povl  Laxmand  og  Æskil  Goye  i  Lyckeby,  og  Arvid  er- 
klærede her  på  rigsrådets  vegne,  at  man  gærne  vilde 
kende  kong  Hans  for  konge,  når  han  kun  vilde  hjælpe 
dem  mod  den  afsatte  og  egenrådige  rigsforstander;  ti 
det  var  ikke  rådets  skyld,  når  sagen  ikke  var  bleven 
ordnet  for  længe  siden.  Den  27de  njaj  sendte  ærke- 
biskop Jakob,  bisperne  Konrad  Kogge  i  Strængnæs  og 
Henrik  Tidemansson  i  Linkøping  samt  Svante  Sture,  Erik 
Arvidsson  og  Nils  Bosson  kongen  et  fornyet  troskabsløfte. 
Og  endelig,  i  juli  1497,  rykkede  kong  Hans  igennem 
Skåne  ind  i  Småland,  medens  en  mindre  styrke  over- 
skibedes til  Øland  for  at  hindre  tilførsel  til  S  ver  rig.  Han 
havde  en  mægtig  hær  med  sig,  den  storste,  som  siden 
Erik  Menveds  dage  havde  overskredet  Sverrigs  grænser. 
Af  Danmark  havde  hvær  tiende  bonde  måttet  rykke  i 
marken,  foruden  hvad  lensmændene,  adelen  og  kob- 
stæderne  havde  måttet  stille  så  vel  af  folk  som  skibe. 
Desuden  var  der  hjælpetropper  både  fra  Brandenburg  og 
fra  Lauenburg,  hvis  hertug  Magnus  fulgte  ham  med  to 
hundrede  ryttere.      Endelig  havde   han  hværvet  en  fire. 


Kong  Hans  begynder  krigen.  31 

segs  tusinde  landsknægte,  den  såkaldte  sachsiske  garde, 
en  sammenløben  bande  af  de  forvovueste  kroppe  fra  alle 
verden shj orner,  hvis  håndværk  var  krig  og  plyndring, 
hvad  de  i  mange  år  havde  drevet  i  den  herres  tjæneste, 
som'  lonnede  dem  bedst.  For  tiden  stede  de  under  an- 
førsel af  junker  Tomas  \.  Sleuitz  fra  Koln.  —  I  alt  talte 
hæren  vel  omkring  treti  fusende  mand,  af  hvilke  de  tre 
tusinde  vare  svære  ryttere.  Dens  overanfører  var  Po?l 
Laxmaiid,  rigets  hovmester,  men  under  ham  bøde  rigs- 
marsken  tskil  tove  til  Gisselfeld  (død  150G),  Jorgeii  Rud,  der 
havde  skytterne  under  sig,  og  Jlarkrard  Koiiiiow,  som  førte 
hovedbanneret,  medens  selvfølgelig  heller  ikke  de  kongelig- 
sindede svenske  herrer  vare  udeblevne.  —  Foran  kongen 
gik  der  en  mængde  offentlige  breve,  i  hvilke  han  godt- 
gjorde sin  ret  til  Sverrig:  og  fra  Fyn  havde  han  taget 
et  tingsvidne  for  at  gendrive  den  usandhed,  at  bønderne 
i  Danmark  vare  retlese  og  deres  tilstand  så  ussel,  at  de 
selv  og  deres  kvinder  måtte  trække  plov  og  harve,  fordi 
de  savnede  heste  og  Bksne  til  at  gore  det. 

Imedens  denne  hær  uden  modstand  drog  igennem 
Sydsverrig.  hvor  almuen  ikke  var  således  ægget  af  JSture 
som  nordpå:  imens  den  næsten  uden  sværdslag  tog  Kal- 
mar (22den  juli).  Borgholm  og  Stækeholm  (31ste  juli), 
som  de  dansksindede  høvidsraænd  med  god  villie  over- 
gave, og  så  drog  videre  ad  Sverrigs  ostkyst:  —  gik  en 
norsk-svensk  hær  under  Henrik  kniminedige,  Knut  Alfsson 
og  Ebbe  Munk  i  vesten  mod  Elfsborg,  som  blev  kækt 
forsvaret  af  den  nysnævnte  danskfødte  ISils  klavsoii,  der 
holdt  sin  stærke  borg  fra  maj  indtil  mikkelsdag  (d.  29de 
septb.),  da  den  endelig  måtte  give  sig. 

Men  vi  ile  til  kampens  afgørelse.  —  Turp  Jonsson 
(en  dattersøn  af  Erik  Sæmundsson,  se  1.  s.  407)  og  Mis 
Bosson  vare  undslupne  fra  Stæket,  som  Sten  Sture  endnu 
stadig  belejrede.      De  ilede  strags  med  Arvid  Trolle  til 


32  Kong  Haos. 

kongen  og  bade  ham  fræmskynde  hjælpen.  Han  sendte 
dem  da  strags  til  sos  med  folk  tilbage,  sine  venner  til 
undsætning.  De  nåede  fræm  til  Mælarens  skærgård  d.  10de 
avg.,  og  mellem  Eotebro  og  Stæke  kom  det  d.  17de  avg. 
til  en  hidsig  træfning.  Hr.  Stens  værker  bleve  stukne  i 
brand,  hans  skyts  taget,  en  mængde  af  hans  folk  dræbte, 
og  han  selv  måtte  prise  sit  held,  at  han  med  en  ringe 
del  af  sine  mænd  huggede  sig  vej  gennem  fjenden  og 
slap  lykkelig  ind  i  Stockholm.  Her  vare  borgerne  ham 
tilgivne  og  spottede  lydt  fra  murene  belejriugshæren,  som 
sluttede  dem  inde:  de  kunde  kun  gå  hjem  igen,  da  deres 
Cl  humlestænger"  (lange  lanser?)  kun  vilde  både  dem  lidt. 
Sten  Sture  øgede  desuden  deres  frejdighed  ved  løftet 
om  treti  tusinde  dalkarle,  der  mikkelsdag  skulde  falde 
fjenden  i  ryggen,  så  Brunkeberg  endnu  engang  skulde 
se  danskernes  flugt,  når  de  kun  samtidig  gjorde  et  rask 
udfald.  —  Det  var  heller  ikke  los  snak  med  dalkarlene, 
men  danskerne  vare  heldige  nok  til  at  opsnappe  et  brev, 
ved  hvilket  de  underrettedes  om  hines  tåg.  De  droge 
dem  da  skyndsomst  imøde  ved  nattetid,  så  de  belejrede 
ikke  mærkede,  hvor  udtyndet  belejriugshæren  blev,  og 
mødte  dem  ved  Rotebro,  der  således  påny  skukle  farves 
af  de  tapres  blod.  Dalkarlenes  stærke  pile  faldt  tætte 
som  hagl,  og  danskerne  kunde  ikke  komme  dem  på  livet, 
da  de  havde  brudt  broen  af,  som  gik  over  åen,  der  løb 
imellem  hærene.  Endelig  fandt  de  dog  på  at  vade  over 
åen,  hvis  vand  gik  dem  til  armhulerne,  og  Svante  Sture 
var  selv  iblandt  de  forste,  som  søgte  den  våde  vej.  To 
gange  måtte  de  endda  storme,  og  dalkarlene  værgede  sig 
længe  og  mandelig.  Efter  en  hårdnakket  modstand  lede  de 
dog  tilsidst  et  skrækkeligt  nederlag  (mikkelsaften  d.  28de 
septb.),  nærmest  fordi  de  savnede  ryttere,  og  på  flugten 
druknede  fem  hundrede,  som  vilde  svømme  over  en  sø, 
men  kunde  ikke  for  træthed. 


Kampene  ved  Rotebro  og  ved  Stokholm.  33 

Sejrherrerne  kunde  dog  ikke  forfølge  dem,  men  måtte 
'skynde  sig  tilbage  til  Brimkeberg,  for  at  deres  efterladte 
våbenfæller  ikke  skulde  overvældes,  hvis  det  tilfældig  blev 
opdaget,  hvor  få  de  vare.  Med  de  tagne  dalfaner  foran 
sig  drog  altså  danehæren  næste  morgen  de  to  mil  til- 
bage, hvorfor  Sten  Sture,  som  kendtes  ved  fanerne  og 
mente,  at  det  var  den  væntede  undsætning,  skyndte  sig 
at  gore  det  tilsigtede  udfald  med  ti  tusinde  hustropper. 
borgere  og  bonder.  For  sent  opdagede  han  sin  vild- 
farelse og  måtte  efter  et  nyt  nederlag  soge  flugten.  En 
mængde  af  hans  folk,  der  vare  trængte  tilbage  til  udfalds- 
porten og  her  havde  måttet  klumpe  sig,  bleve  nedhuggede 
eller  drevne  ud  i  strommen  og  druknede.  Han  selv  blev 
også  i  fuldt  harnisk  trængt  ud  i  den  og  blev  kun  reddet 
ved  sin  raske  og  kraftige  hest,  så  han  gennem  en  lou- 
port slap  ind  i  byen. 

Midt  under  slaget  sejlede  kong  Hans  ind  i  Stok- 
holms skærgård.  Han  kom  fra  Kalmar,  hvor  han  hidtil 
havde  haft  sager  nok  at  ordne.  Det  forste  budskab,  der 
modte  ham,  var  slet  ikke  tresteligt,  men  det  næste, 
som  bragtes  ham  ved  den  københavnske  rådmand  Ander? 
Kilsou  Skriver,  gav  ham  visheden  om  en  fuldstændig  sejr. 
—  Dermed  var  hans  stilling  dog  ingenlunde  alt  for  god 
eller  sikker:  kunde  Sten  Sture  vedblive  at  rejse  bonderne. 
vilde  den  endog  let  kunne  blive  meget  mislig,  da  vinteren 
stundede  til;  da  det  allerede  så  småt  skortede  hæren 
på  mad  og  drikke:  og  da  han  nærmest  kun  havde  sine 
hværvede  tropper  at  støtte  sig  til,  som  ikke  alene  i 
længden  vilde  blive  ham  uoverkommelig  dyre  —  de 
kostede  ham  femten  tusinde  rhinske  gylden  månedlig  — . 
men  som  helt  sandsynlig  lidt  efter  lidt  vilde  blive  op- 
revne af  bondernes  mængde.  Heller  ikke  Sten  Stures 
stilling  var  dog  souderlig  lovende,  da  tallet  på  hans 
fjender    både    mellem    de    gejstlige    og    verdslige    herrer 

Danmarks  historie  1481  —  1536.  3 


34  Kong  Hans. 

sandsynligvis  vilde  vakse  stærkt  ved  de  lidte  nederlag. 
Der  var  altså  grund  nok  for  bægge  herrerne  til  at  søge  * 
forlig,  og  for  kongen  kom  endnu  den  grund  til,  at,  vilde 
han  ikke  alene  vinde  Sverrigs  rige,  men  tillige  dets  folk, 
måtte  han  sorge  for,  at  kampen  hværken  blev  for  lang- 
varig eller  for  bitter.  Forliget  lod  derfor  også  kun  syv 
dage  vænte  på  sig,  ti,  efter  at  biskop  Nils  Glob  af  Vi- 
borg med  kongens  billigelse  havde  indledet  fredsunder- 
handlinger,  overgav  Sten  Sture  d.  6te  oktb.  ved  et  per- 
sonligt møde  i  Klarakloster  Stokholm  til  kong  Hans, 
nedlagde  rigsforstanderskabet  og  kendte  Hans  for  Sver- 
rigs konge.  Hvad  der  var  ham,  hans  tilhængere  og 
kongen  imellem,  skulde  være  glemt;  for  sin  rigsstyrelse 
skulde  han  intet  regnskab  aflægge;  han  skulde  forsynes 
med  kronens  len  efter  sin  stand;  og  alle  fanger  skulde 
frigives.  I  denne  overenskomst  samtykkede  både  ærke- 
bispen og  rigsrådet  d.  12te  oktb.,  efter  at  Sture  et  par 
ilage  forinden  havde  fået  de  dalkarle,  der  endnu  stode 
bag  Rotebro,  til  at  gå  hjem. 

Og  onsdagen  d.  Ilte  oktb.  141)7  holdt  kong  Hans 
sit  hojtidelige  indtag  i  Stokholm  med  hr.  Sten  Sture  ved 
sin  side.  I  spidsen  for  borgerskabet  gik  borgmestre  og 
råd  ham  imode  med  stadens  nogler;  bag  efter  kom 
præsteskabet  med  brændende  våkskærter;  alle  kirkeklok- 
kerne ringede,  alle  indbyggerne  strommede  ham  imøde, 
og  i  alle  kirker  blev  der  gjort  taksigelse  til  herren. 
»Har  1  nu  gjort  et  godt  gilde  med  mad  og  ol  til  jeres 
gæster,  hr.  Sten!«  spurgte  kongen  spøgende,  da  de  droge 
ind  på  slottet.  Men  hr.  Sten  pegede  på  bisperne,  som 
fulgte  tæt  bagefter:  »Det  vide  disse  herrer  bedst,  ti  de 
have  bagt  og  brygget  det  hele,  og  turde  vel  gore  det 
samme  endnu  engang.«  —  Hyldingsbrevet  udstedtes  d. 
18de  oktb.  samtidig  med  en  kundgørelse  fra  det  svenske 
rigsråd,   i  hvilken  den  mærkelige  ytring  forekommer,   at 


Hans  tages  til  konge  i  Sverrig  og  kroues.  35 

t'kalmarrecesseu  skal  forbedres  efter  Hans  >'ådes,  vort  og 
Danmarks  og  Norges  rigsråds  råd,  Hans  Nåde,  de  tre 
riger  og  deres  indbyggere  til  bedste  og  bestand...  En 
sådan  »forbedring"  havde  det  svenske  rigsråd  ikke  tid- 
ligere villet  gå  ind  på;  men  nu  havde  både  hr.  Sten  og 
hr.  Svante  sat  sit  navn  under  kundgorelsen.  —  D.  25te 
novb.  fandt  hyldingen  sted  på  Stokholms  rådhus,  ikke  blot 
af  rigsrådet,  men  af  afsendinger  fra  alle  rigets  landskaber 
og  stænder;  og  næste  dag  kronedes  kongen  af  ærkebiskop 
Jakob  i  Stokholms  Nikolajkirke,  ikke  i  Upsala  domkirke, 
som  han  havde  ønsket,  fordi  Upsala  by  jo  nys  var  så  ilde 
medtaget  af  hr.  Sten.  Ved  samme  lejlighed  gav  han  femti 
mænd,  danske,  svenske  og  tyskere,  «det  efterlængtade 
riddarslaget,  hvarmed  foljde  herren^mnet  for  mannen 
och  titeln  af  fru  for  hustrun;»  hidtil  havde  hr.  Sten  i 
mange  år  været  den  eneste  ridder  i  Sverrig.  —  Efter 
kroningen  fulgte  der  et  prægtigt  måltid.  Under  dette 
spurgte  kongen  sin  omgivelse,  om  der  fattedes  noget  ved 
festen,  men  de  vidste  intet  at  nævne.  Da  tog  en  tysker 
ordet,  som  var  gammel  vant  til  at  have  sit  frispråg  hos 
kongen:  »Jo,  ét  fattes  der!»  o  Hvilket  ?»  »En  bøddel, 
som  kunde  lægge  en  del  af  de  svenske  herrers  hoveder 
for  deres  fodder,  og  da  særlig  hr.  Stens !»  Den  milde 
konge  blev  forstemt,  slog  forst  ojnene  ned,  men  straffede 
så  den  blodgærrige  rådgiver  med  et  hvast  blik  og  et 
skarpt  ord:  »Jeg  så  hellere,  at  du  selv  blev  ravneføde, 
end  at  jeg  skulde  stygge  mig  ved  så  uhørt  en  misger- 
ning!.. Derpå  drog  han  sig  tilbage  til  sit  eget  værelse 
og  vilde  efter  den  dag  aldrig  lade  hin  tysker  komme  for 
sine  ojne.  Heller  ikke  vilde  han  indlade  sig  på  adskil- 
lige svenske  opfordringer  til  hævn  over  Sture,  skont  han 
ved  denne  sin  ordholdenhed  skaffede  sig  mange  fjender; 
ja,  han  lod  endog  senere  Danmarks  og  Norges  rigsråd 
stadfæste    det    givne   glemselsløfte.     Olof  Persson  siger: 

3* 


36  Kong  Hans. 

"Och  gingo  en  part  af  de  svenska  hr.  Sten  så  hårdt  efter, 
att  de  ville  hafva  haft  halsen  af  honom ,  så  att  många 
af  de  danska  undrado  deruppå  och  straffade  de  svenske, 
som  så  stodo  efter  hans  lif  och  vælfærd  .  .  .  Och  hvai- 
biskop  Kort  [o:  Ronrad  Rogge]  i  Strængnæs  icke  hade  så 
hårdt  giff'vit  sig  ut  for  hr.  Sten,  så  hade  han  visserligen 
kommit  om  halsen;  och  var  dock  samme  biskop  Kort 
den,  hr.  Sten  trodde  aller  værst."  iHan  var  biskop  fra 
1479  og  døde  d.  5te  apr.  1501.) 

Kong  Hans  gjorde  Sten  Sture  til  rigets  hofmester 
og  gav  ham  desuden  store  len ,  storre  end  en  varsom 
konge  vilde  givet  nogen  undersåt,  « storre,  æn  någon  en- 
skilt  man  innehaft  sedan  Bo  Jonssons  dagar«:  han  gav 
ham  på  livstid  næsten  hele  Finland  med  Norrbottn  og 
Ålandsjøerne,  Nykoping  slot  med  len,  Svartsjø  slot  o.  s.  v.. 
samt  en  mængde  gårde  og  godser  trindt  i  riget.  Svante 
Sture  gjorde  han  til  rigets  marsk,  mens  han  var  klog 
nok  til  også  at  give  flere  af  hr.  Stens  nærmeste  venner 
beviser  på  sin  kongelige  nåde.  Hans  egne  svenske  vennor 
bleve  selvfølgelig  heller  ikke  glemte. 

Ved  et  brev  af  5te  desb.  samtykkede  rigsrådet  i,  at 
kong  Hans's  ældste  son,  prins  Kristian,  skulde  være 
konge  efter  faderens  død.  Tyvetre  rigsråder  hængte  sit 
segl  under  dette  brev,  og  iblandt  disse  hr.  Sten.  Og  d. 
17de  desb.  fik  han  endnu  den  mærkelige  indrømmelse  af 
rigsrådet,  at  over  alle  de  slotte  og  len,  som  hørte  til 
kongens  eller  dronningens  fadebur  (o:  Stokholm ,  Ny- 
køping,  Kalmar,  -Orebro  o.  s.  v.),  måtte  han  efter  sit 
eget  tykke  sætte  svenske,  norske  eller  danske  høvids- 
mænd  og  fogder.  —  Han  valgte  nu  de  fire  rigsråder,  der 
under  hans  fraværelse  skulde  styre  riget:  Jakob  Ulfsson, 
Henrik  Tidemansson,  Sten  Sture  og  Svante  Sture,  — 
altså  atter  hr.  Sten:  og  d.  2den  jan.  1498  drog  han  til- 
bage til  Danmark,  ledsaget  til  rigsgrænsen  af  hr.  Sten. 


Lens  uddeling;    forlig  mellem  ærkebispen  og  Sien  Sture.     37 

Efter  henved  et  års  forlob  vendte  han  tilbage  til 
Sverrig  og  havde  denne  gang  droiiuliig  hristiue  med  sig. 
hvem  han  d.  odie  febr.  1499  lod  krone  i  Upsala  dom- 
kirke. Hun  fik  ved  denne  lejlighed  Ørebro  med  Nerike, 
Xoraskov,  Værmland  og  Dal  som  enkegods,  altså  det 
samme,  som  dronning  Dortea  tidligere  havde  haft.  Derpå 
red  han  sin  eriksgata.  —  Sten  Sture  tik  han  d.  IGde  febr. 
udsonet  med  hans  mægtigste  fjende,  ærkebispen,  som 
allerede  havde  rustet  sig  med  et  brev  fra  pave  Aleksander 
for  at  nedkalde  kirkens  yderste  straffedom  over  tidligere 
lidte  krænkelser  og  forurettelser.  Hvilke  tidligere  lofter 
der  end  ved  Stokholms  overgivelse  måtte  være  givne  hr. 
Sten,  skulde  de  ikke  hindre  ærkebispen  i  at  gennemfare 
hans  sag.  Ved  kongens  mægling  slap  den  styrtede  rigs- 
forstander dog  nu  med  en  læmpelig  pengebøde,  fire  tusinde 
mark,  som  kongen  endog  lovede  at  betale  ærkebiskoppen, 
hvem  han  senere  gav  Norrbottn  i  pant.  —  Fire  måneder 
f'fter  forliget,  d.  2ode  juni,  bortbyttede  hr.  Sten  de  tre 
finske  fæstninger  Åbo,  Viborg  og  Olofsborg  med  tilhorende 
len,  det  vil  sige :  det  meste  af  Finland,  imod  hele  Gestrik- 
land  og  et  par  len  i  Småland  og  Vestergotland.  Kong 
Hans's  uvenner  ville  påstå,  at  han  tvang  Sture  til  dette 
bytte;  hans  venner  derimod  mene,  at  han  gik  kun  ind 
på  Stures  ef/ff  ønske,  som  derved  slap  for  det  kostbare 
og  mojsommelige  vagthold  mod  russerne.  Hvem  der  har 
ret  i  sin  opfattelse,  vennerne  eller  uvennerne,  vil  vel 
vanskelig  nogensinde  blive  klaret.  —  Samtidig  måtte  både 
Sten  Sture  og  de  øvrige  rigsråder  afgive  et  nyt  troskabs- 
lofte,  hvad  dog  ingenlunde  var  noget  usædvanligt  i  en 
tid,  der  var  så  rig  på  eder:  skulde  han,  hvad  Gud  for- 
byde! atter  gore  nogen  rejsning  mod  kong  Hans  eller 
hans  son,  da  vilde  han  dermed  have  forfort  sin  ære  og 
redelighed  samt  forbrudt  adelig  frihed  og  frelse  med  alle 
privilegier  og  kongelige  benådninger. 


38  Kong  Hans. 

Men  allerede  i  våren  var  den  attenårige  prins  Kristian 

kommen  op  til  Stokholm,  og  d.  29de  maj  blev  han  på 
rådhustorvet  med  alle  de  former,  som  landsloven  bød, 
hojtidelig  valgt  til  tronfølger  af  lagmanden  og  tolv  »for- 
standige og  kloge »  mænd  fra  enhvær  af  Sverrigs  elleve 
lagsager,  og  det  med  lydeligt  samtykke  af  hele  den 
samlede  folkemængde.  Han  svor  da  sin  kongeed,  hvorpå 
stænderne  d.  22den  juni  udgave  sit  hyldingsbrev.  Loven 
havde  gældt  i  halvandet  hundrede  år,  men  så  noje  efter 
loven  var  endnu  ingen  af  de  tidligere  elleve  konger 
bleven  valgt.  —  Den  forordning,  med  hvilken  prinsens 
valg  indviedes,  var,  som  Allen  siger,  "ligesom  symbolsk 
for  de  grundsætninger,  han  siden  som  konge  fulgte  i  sit 
forhold  til  det  menige  folk»:  den  sikrede  almuen  mod 
misbrug  af  den  ulidelige  skjutsfærd,  som  trykkede  den: 
klagedes  der  over  ulovlige  skattepålæg,  skulde  lagmanden 
give  indberetning  derom  til  kongen,  som  strags  vilde 
afhjælpe  enhvær  grundet  klage;  og:  «er  der  nogen  af 
vore  fogder,  som  ter  sig  anderledes  imod  eder,  end  til- 
børligt er,  da  giver  os  sådant  tilkende,  og  vi  ville  sætte- 
eder  andre  gode  karle,  som  skulle  lade  eder  blive  ved 
lov  og  ret."  —  En  måned  senere  rejste  kongen  og 
dronningen  atter  til  Danmark,  hvor  kongen  modtog  en 
sendefærd  fra  den  russiske  tsar  Ivan,  der  dels  skulde  få 
ordnet  nogle  grænsestridigheder  mellem  Sverrig  og  Rus- 
land, dels  bede  om  kongens  datter,  den  fjortenårige 
jomfru  Elisabet,  til  storfyrsttronfølgeren  Vasilej  Ivano- 
vitsj,  men  lik  en  hoflig  kurv.  Prins  Kristian  blev  der- 
imod endnu  tre,  fire  måneder  i  Sverrig,  så  sig  om  i 
landet  og  sad  til  doms  på  kongens  retterting.  Og  var 
Sten  Sture  altid  omkring  ham. 


Prins  Kristian  hyldes  i  Sverrig:  —  ditmarskerkrigen.         39 

2.     Nederlaget  i  Ditmarsken  (1500). 

•  Det  er  jo  vist.  at  kæmper  alle 
på  det  sidste  uden  sejer  falde: 
at  alle  træ  våkser  efter  Guds  nåde, 
,  dog  iugeu  over  sin  rette  måde:- 

men  —  dette  er  så  tung  en  lærddom  at  næmme  for 
verdens  mægtige.  —  Kong  Kristian  havde  to  gange  fået 
Bifnia rsken  til  givende  af  kejser  Frederik  (se  I.,  s.  553). 
og  dette  kunde  hans  sonner  aldrig  glemme.  Rigtignok 
havde  kejseren  jo  atter  halvvejs  taget  sine  gavebreve  til- 
bage, og  paven  havde  lyst  ban  over  enhvær,  der  rørte 
ved  sankt  Peders  ejendom  i  Bremen;  ti  under  ham  havde 
ditmarskerne  jo  henskudt  sig;  og  lige  siden  kejser  Ludvig 
den  frommes  tid  havde  Ditmarsken  i  det  mindste  kirkelig 
ligget  under  Bremens  ærkestift,  om  det  end  i  biskoi' 
Valdemar  Knudsons  tid  (1188)  havde  sluttet  sig  til  sankt 
Peders  domkirke  i  Slesvig.  De  stolte,  fribårne  marsk- 
bønder, som  aldrig  havde  tålt  nogen  herre  imellem  sig. 
vilde  heller  ikke  nu  underkaste  sig  en  jordisk  fyrste. 
men  med  liv  og  gods  værge  den  fra  fædrene  nedarvede 
frihed.  De  kendte  hværken  adel  eller  trælle  på  sin  jord- 
bund, men  <•  ditmarskerære,  stolt  ære!»  var  deres  mund- 
hæld, hvis  sandhed  de  vilde  hævde,  i  hvad  det  end 
skulde  koste. 

Det  hjalp  dog  altsammen  slet  intet:  "Jeg  tog  mig 
fast  i  hu  og  sinde,  at  jeg  vilde  samme  Ditmarsken 
vinde."  Og  ditmarskerne  selv  vare  ikke  uden  al  brode: 
1496  havde  rigtignok  hertug  Frederik  afbrændt  bremernes 
pakhus  på  Helgeland,  som  de  havde  bygget  uden  hans 
tilladelse,  skiint  han,  og  det  vistnok  med  foje,  regnede 
øen  for  sin;  men  1497  afbrændte  ditmarskerne  i  fællig 
med  hamburgerne  hans  toldhus  derovre,  fordi  de  påstode. 
at  oen  var  deres,  og  at  de  derfor  ikke  vilde  svare  nogen 
afgift,    når  de  kom   der  for   den  rige  sildefangsts  skvld. 


40  Kong  Haus. 

Da  så  hertugen  det  næste  år  lod  sin  staller  i  Ejdersted 
gribe  halvandet  hundrede  af  dem,  hævnede  de  denne 
våldsdåd  ved  at  falde  hærgende  ind  i  Ejdersted.  I  Itzehoe 
nægtede  de  (juli  1498)  både  kongen  og  hertugen  at  under- 
kaste sig  det  kejserlige  lensbrev,  ^g  på  et  nyt  moda  (9de 
febr.  1499)  sluttedes  der  rigtignok  stilstand  iraellem  dem 
og  hertugen,  men  på  ingen  af  siderne  var  harmen  kolet. 
De  havde  desuden  medhold  både  hos  Hamburg,  Liibeck, 
Liineburg  og  Bremen.  Men  på  et  møde  i  Rensborg  (novb. 
1499)  krævede  kong  Hans  femten  tusinde  mark  i  skat  af 
dem  og  ret  til  at  bygge  tre  borge  i  deres  land;  hvortil 
bonderne  svarede:  "Det  sker  i  evighed  aldrig!  så  vove 
vi  hals  og  gods'.i)  Dermed  vare  underhandlingerne  af- 
brudte, ti  kongen,  som  nys  havde  været  så  hehlig  i 
Sverrig,  vilde  ikke  have  slået  et  knips  i  lommen.  Han 
blev  da  enig  med  hertugen  om,  at  nu  skulde  det  gå 
løs;  af  omkostningerne  skulde  kongen  bære  de  to  tredie- 
dele,  men  hertugen  den  tredie;  og,  for  at  sætte  hertugen 
i  stand  hertil,  udbetalte  kongen  ham  en  arv  på  tyveåtte 
tusinde  ni  hundrede  og  syvti  gylden. 

Altså  samlede  kong  Hans  og  hertug  Frederik  en 
mægtig  hær,  men  fra  Danmark  skete  der  kun  ledings- 
udbud  i  Sønderjylland,  så  af  andre  danske  var  det  kun 
•kongens  hofsinder  og  nogle  få  adelsherrer,  der  vare  ind- 
budne  til  hans  fastelavnsgilde  på  Segeberg,  som  gik  med 
ham.  Derimod  var  der  foruden  det  holsteiuske  opbud 
en  mængde  tyske  fyrster  og  herrer  samt  deres  følge- 
svende. Om  hæren  var  på  femten  tusinde  eller  på  treti 
tusinde  mand,  skulle  vi  ikke  kunne  sige,  men  der  var 
femten  hundrede  pansrede  ryttere  og  omkring  firti  karre- 
bøsser. "Det  var  en  af  de  skønneste  hære,  der  i  lang 
tid  var  set  nord  for  Elben,  på  én  gang  prægtig  og 
glimrende  og  i  en  ualmindelig  grad  kampdygtig  og  strids- 
vant.«      Den   sachsiske  garde   havde   man   atter  hværvet. 


Ditmarskerkrigen.  41 

men,    da  junker  Tomas  r.  8leuitz   kom  til  med  den  og  så 

de  store  forberedelser,  udbrød  ban:  "Er  da  Ditmarsken 
lænket  til  himlen!«  Han  var  sikker  nok  på  en  let  og 
hurtig  sejr,  og"  det  samme  vare  alle  de  holsteinske  herrer. 
De  gik  pyntede  som  til  et  bryllup :  harnisket  lode  mange 
af  dem  ligge  hjemme  og  droge  isteden  brede  guldkæder 
over  aksler  og  bringe;  hvad  de  bedst  havde  forsynet  sig 
med,  var  rede  penge,  for  at  de  strags  kunde  kobe  og 
betale,  hvad  bytte  de  lystede;  og  signeterne  havde  de 
heller  ikke  glemt,  da  de  jo  dog  måtte  kunne  udstede 
forskrivninger,  hvis  pengene  slap  op.  Indbyrdes  hilsede 
de  hinanden  efter  de  ejendomme,  de  vilde  kobe,  og  de 
værdigheder,  gejstlige  og  verdslige,  som  de  håbede  at 
skulle  tilkæmpe  sig;  og  tre  tusinde  trosvågne  havde 
de  taget  med,  for  at  de  kunde  have  noget  at  pakke 
byttet  på. 

Således  udrustede  begyndte  de  syvdageskrigen ,  idet 
de  tirsdagen  d.  Ilte  febr.  1500  rykkede  ind  i  Ditmarsken. 
De  omgik  begge  « Hammene »  og  droge  lige  mod  Meldorp. 
Uden  sværdslag  stode  de  midt  i  landet,  og  det  ubefa-istede 
Meldorp  var  hurtig  taget  og  plyndret  (d.  lode  febr.),  da 
nogle  få  landsknægte,  som  ditmarskerne  havde  hværvet, 
strags  toge  flugten.  Man  lod  det  dog  ikke  blive  ved  at 
plyndre;  der  skulde  gives  alle  dem  en  advarsel,  som  ikke 
vare  sindede  strags  at  falde  til  foje,  hvorfor  et  hundrede 
og  tyvefire  ditmarskere,  mest  oldinger,  kvinder  og  born, 
bleve  slagtede  af  de  vilde  krigere  med  garden  i  spidsen. 
Ditmarsken  var  dog  ikke  derfor  taget  og  marskbønderne 
ikke  derfor  kuede;  især  vilde  kvinderne  kun  hore  tale 
om  kamp  på  liv  og  dod,  og  de  vilde  selv  kæmpe  med. 
Der  var  kun  en  eneste  forræder  imellem  dem,  en  af  deres 
firtiåtte  oldermænd  (styrere),  Karsten  Holm  fra  Heide. 
Derom  vare  alle  de  andre  enige,  at  »Gud  er  en  herre, 
som   hjælper  det  folk,    der  vil  hjælpe  sig    selv,    og    for 


42  Koiiy'  Hans. 

fædrelandet  er  det  en  evig  ære  at  do».  De  havde  jo  da 
også  lov  til  at  stole  på  Hamburg  og  Liibeck,  med  hvem 
de  for  syv  år  siden  havde  indgået  et  tiårigt  forband  imod 
kongen  og  hertugen ,  et  forbund ,  hvis  forpligtelser  stæ- 
derne imidlertid  fuldstændig  havde  glemt,  da  der  blev 
brug  for  det.  De  rørte  hværken  hånd  eller  fod,  skont 
de  kunde  have  afværget  uvejret  ved  at  hindre  krigernes 
gennemtåg.  —  En  frisisk  spejder  havde  ditmarskerne  fået 
fat  på  og  aftvunget  ham,  hvad  han  havde  hørt  om  fyr- 
sternes krigsplan:  at  de  fra  Meldorp  vilde  rykke  de  halv- 
ånden mil  nordpå  mod  Heide.  Altså  opkastede  de  i  huj 
og  hast  en  skanse  på  en  kratgroet  jordhoj  ved  Du  sent - 
duwelsirarf,  som  det  værste  stykke  kaldtes  af  den 
trange  marskvej  imellem  Eppenworden  og  Hemmingsted. 
De  havde  om  natten  mellem  sondag  og  mandag  bygget 
skansen'  og  plantet  nogle  få  kanoner  i  den.  De  vare 
vel  omkring  fem  hundrede  mænd,  forte  af  bonden  Wolf 
IsebiMud  fra  Hemmingsted,  en  af  landets  oldermænd,  som 
selv  havde  valgt  stillingen  og  ledet  hele  skansearbejdet. 
De  havde  alle  givet  sig  Gud  og  den  hellige  jomfru  Maria 
i  våld ;  Telse  Haiisdatter  (af  slægten  WoUersien) ,  "  en  ren 
og  kysk  jomfru n,  bar  korset  foran  dem,  og  hun  havde 
forinden  lovet  herrens  moder,  at  hun  altid  skulde  bevare 
sin  kyskhed,  hvis  hendes  folk  måtte  udrives  af  fjendens 
våld ,  hvorimod  bønderne  havde  lovet  hende  et  nonne- 
kloster. Til  løsen  havde  de  valgt:  "Hjælp,  milde  Maria !» 
Mandagen  d.  17de  febr.  drog  kongen  dem  imøde: 
indtil  da  havde  man  spildt  tiden  med  at  vænte  på  deres 
frivillige  underkastelse.  Frosten  havde  pludselig  ophørt 
om  sondagen;  en  nordveststorm  førte  hagl,  regn  og  tøsne 
lige  i  synet  på  den  kongelige  hær;  og  der  var  mange, 
som  rådede  til  at  udsætte  angrebet  ad  den  smalle,  bund- 
løse, eneste  vej,  siden  det  oven  i  købet  var  en  mandag. 
Men,  ('hvem  Gud  vil  ødelægge,  gor  han  afsindig",  og  af- 


'   Ditmarskerkrigen.  43 

sindigt  var  det  i  et  sådant  vejr  og  et  sådant  føre  at  give 
sig  ud  på  en  sådan  vej.  Eådet,  at  man  skulde  oppebie 
et  andet  vejrlig,  blev  overhørt,  da  både  kongen  selv  og 
junker  Slenitz  satte  sig  imod  det:  og  de  stolte  herrers 
mange  tusinder  tågede  bønderne  imode  under  trompeters 
og  kartovers  lyd.  Forrest  gik  garden  og  de  øvrige 
hværvede  landsknægte,  i  alt  o.  fire  tusinde  mand;  så 
kom  udbudet  fra  Sønderjylland  og  Holstein:  og  så  — 
som  om  man  vilde  afskære  enhvær  mulighed  af  tilbage- 
gang —  kom  hele  rækken  af  hærens  rustvågne  samt  alle 
de  tomme  vogne,  som  herrerne  forte  med  sig  for  byttets 
skjld.  ]Man  skulde  næsten  synes,  at  en  vanvittigere  ord- 
ning var  umulig. 

"Nu  wahr  di,  bur,  de  gård  de  kumtlo  var  de  konge- 
liges feltråb,  mens  man  pjaskvåd  dirrede  af  kulde  og 
vadede  i  dynd  til  knæerne.  Til  siden  ad  den  snævre  vej 
kunde  man  ikke  komme  for  de  brede  grofter  og  hoje 
diger,  og  tilbagegangen,  hvis  man  tænkte  på  en  sådan, 
spærredes  af  det  uhyre  tros,  hvis  forspænd  sank  i  til 
bugen.  Det  blev  en  rygende  storm,  og  regnen  skyllede 
ned  i  stromme.  Klokken  var  allerede  1.  Da,  uden  at 
man  anede  fjendens  nærhed,  spillede  pludselig  ditmar- 
skernes kanoner  på  de  sammenstuvede  masser,  der  sank 
som  kornet  for  hagelbygen ,  som  bundet  kvæg  under  det 
sammenstyrtende  tag.  Et  par  gange  søgte  garden  ved 
hjælp  af  risknipper  og  torrede  kohuder,  som  spændtes 
over  lanserne,  at  komme  ud  på  markerne,  omgå  djævle- 
hojen  og  vinde  plads  til  at  udfålde  sig;  men  grøfternes 
mængde  gjorde  enhvær  udfåldning  umulig.  Kanonerne, 
der  ikke  vare  dækkede  som  bøndernes,  vilde  heller  ikke 
ret  brænde  af.  —  « Hjælp,  hellige  Maria  og  hellige  Jorgen 
og  hellige  Valentin!"  råbte  bønderne,  og  ved  hjælp  af 
sine  lange  springstokke  satte  de  ind  på  garden  over  de 
af  dem  velkendte  grøfter.     To  gange  dreves   de  tilbage, 


44  Koag  Hans. 

mon  de  kom  tredie  gang  igen.  "Nu  walir  di,  gård,  de 
bur  de  kiimt!i>  således  vendte  de  gardens  feltråb  om,  og 
med  storre  virkning.  Ti  imidlertid  vare  marskdigerne 
åbnede,  som  skulde  skærme  landet  mod  oversvømmelser, 
og  Vesterhavet  piskedes  af  stormen  over  mark,  vej  og 
grøft.  Men  således  kæmper  et  stolt  og  hæderligt  folk, 
der  hellere  vil  se  sit  land  ødelagt  end  sin  frihed  gå  under! 
Det  var  umuligt  for  en  fremmed  at  skonne,  hvor  han  i 
oversvømmelsen  skulde  sætte  sin  fod,  og,  hvad  der  ikke 
var  segnet  for  bøndernes  kugler  og  spyd,  blev  de  vilde 
vovers  bytte,  medens  ditmarskerne  strommede  sejrsglade 
til  fra  hele  det  lille  land,  mænd  og  kvinder  i  fællig. 
Forst  tilintetgjordes  garden,  så  fodfolket,  tilsidst  det  rid- 
derlige rytteri,  og  i  tre  timer  vedvarede  slagteriet.  Aldrig 
er  så  stor  en  hær  i  så  kort  en  tid  bleven  så  fuldstændig 
tilintetgjort;  aldrig  har  så  stolt  en  styrke  lidt  så  skam- 
meligt et  nederlag.  Især  gik  det  ilde  til  med  ridderne, 
ti,  mens  ditmarskerne  råbte  til  hværandre:  «Slå  hesten, 
skån  manden!')  sloge  de  sårede  heste,  som  selvfølgelig 
bleve  vilde,  rytterne  af  og  trampede  dem  under  hove.  — 
Kongen  og  hertugen  og  en  del  andre  reddede  sig  dog 
ved  flugten,  man  ved  slet  ikke  hvorledes  (et  senderjysk 
sagn  vil  vide,  at  kongen  havde  en  ditmarsisk  pige  at 
takke  for  sin  redning,  da  et  hus,  i  hvilket  han  var  kom- 
men ind,  på  alle  sider  omringedes  af  fjenden);  men 
junker  Slenitz  fik  forst  en  lanse  gennem  brystet  og  styr- 
tedes så  med  hesten  på  hovedet  i  grjøften.  I  ditmarskernes 
sejrssange  siges  der,  at  det  var  "den  store  llejmer  med 
det  lange,  gule,  krøllede  hår»,  som  dræbte  ham  med  sin 
stridsøkse  og  styrtede  ham  ned  i  grøften;  andre  ville 
dog  vide,  at  han  jog  ham  sit  lange  spyd  igennem  har- 
nisket, med  en  sådan  kraft,  at  odden  krummedes  og  blev 
siddende,  og  at  der  desuagtet  måtte  to  mand  til  for  at 
trække  ham  af  hesten   og  kaste  ham   og  den  i  grøften. 


Ditmarskerkrigen.  45 

(Endnu  i  min  barndom  kaldte  man  i  Jylland  en  jam- 
merlig skryder  for  »en  rigtig  junker  SlentSi-,  og  dette 
lægn  skal  endnu  ikke  være  helt  glemt  hværken  der  eller 
i  Sverrig.)  Den  rige  og  strænge  amtmand  i  Segeberg, 
ridder  H.ins  Ahlefcid  til  Torning,  feltmarskalken,  gik  det 
ikke  stort  bedre,  men,  hvor  mange  der  faldt,  kan  ingen 
sige:  nogle  regne  kun  fire  tusende,  andre  tyvefire  tusinde: 
sandheden  ligger  sagtens  i  mitten,  dog  vel  nærmest  ved 
de  fire  tusinde.  Kun  fire  hundrede  skulle  være  und- 
komne, ja,  folkevisen  synger  jo  endog: 

•  De  vare  vel  atten  tusinde  mand. 

som  monne  i  Ditmarsken  iare; 

der  kom  ingen  tilbage  igen, 

uden  det  var  tre  og  trosver*j  fem; 

det  siger  den  svend,  som  med  var  i  den  skare«: 

men  den  minder  jo  rigtignok  stærkt  om  Holger  Danskes 
sejr  over  Diderik  af  Bern  (»den  tid  de  droge  af  Berne- 
land, de  var  vel  atten  tusinde  mand;  der  kom  ikke  til- 
bage igen  uden  halvtredsindstyve  og  fem").  Kun  det 
står  fast,  som  visen  også  synger:  »der  blegned  så  mangen 
rosenkind. » 

Ditmarskerne  tabte  i  alt  kun  segsti  af  sine  egne 
foruden  åtte  landsknægte.  Af  danske  og  tyske  adels- 
mænd, de  aller  fleste  tyske,  skulle  tre  hundrede  og  segsti 
(360!)  være  faldne,  deriblandt  to  grever  af  Oldenburg 
(Adolf  og  Otto  Gertsen,  kongens  kødelige  fættere),  fire 
Buchwalder,  fire  Rantzauer,  fire  Rathlouer,  fire  brødre 
V.  d.  Wisch,  fem  Pogwischer,  syv  Sehesteder,  elleve  Ahle- 
felder  o.  s.  v.,  så  der  var  næppe  et  adeligt  hus  i  Holstein 
(og  Sønderjylland),  sorn  var  gået  ram  forbi.  (Iblandt  de 
faldne  vare  også  bondebødlerne  "Wolf  Pogwisch  og  Joakim 
Eantzau;   se  I,  s.  52(3.)     Og  ditmarskerne  vilde  ikke   ud- 


*')  trøsver,  trosser  o:  tre  gauge. 


46  Kong  Hans. 

levere  et  eneste  af  de  plyndrede,  nogne  adeli(/e  lig  (de 
øvrige  jordede  de):  de  skulde  ligge  til  føde  for  hunde 
og  ravne;  så  bittert  var  fra  gammel  og  ny  tid  hadet  til 
de  holsteinske  riddere.  Endnu  mange  år  efter  fandt  man 
derfor  benradene  liggende  i  grøfterne  eller  plojede  dem 
op  af  markerne.  —  Alt  skytset  blev  ditmarskernes  bytte, 
desuden  fire  læster  krudt  og  fire  hundrede  rustvågne, 
af  hvilke  tre  vare  fyldte  med  plukkede  hons  oc/  andet 
fjærkræ;  tre  fade  vin;  et  par  tusinde  heste;  våben  og 
harnisker  i  en  uendelighed;  klæder  i  en  sådan  mængde, 
at  en  eneste  driftig  ditmarsker  fik  fem  hundrede  klæd- 
ninger for  sin  del ;  guld,  sølv,  pærler  og  ædelstene  i  over- 
tlodighed;  kongens  sværd,  hue  og  signet;  alt  kongens  og 
hertugens  solvtoj,  hvoriblandt  tyvefem  sølvfade;  deres 
guldtallerkener  og  pærlesmykker  samt  hertugens  guld- 
mundbæger;  en  vågn  med  sølv  (til  kongens  mønt?);  en 
anden  med  hertugens  skat  samt  fjorten  rustvågne  med 
adelens  kostbarheder;  så  der  var  bonder,  som  bandt  sine 
lænkehunde  ved  tykke  guldkæder,  uden  at  ane,  hvad  bind- 
slet  var  af.  Kongen  alene  regnede  sit  tab  til  over  to 
hundrede  tusinde  gylden.  oDar  lag  do  sin  perd,  dar  lag 
sin  swert,  darto  de  koniglike  krone«,  synger  ditmarskernes 
gamle  folkesang,  ti  hans  tabte  hue  var  prydet  med  en 
kongekrone. 

Endnu  bleve  åtte  faner  tagne  og  iblandt  dem  den 
himmelfaldne  Dauehrocj!  Den  var  besat  med  guld  og 
pærler,  men  det  var  dog  ikke  dens  skonhed,  dens  rigdom. 
Snart  i  tre  hundredår  havde  den  vajet  hojt  foran  dane- 
hæren.  Men  på  røvertaget  til  Dusentdiiwelswarf  var  det 
tyskere,  den  måtte  vise  vejen.  Den  nys  nævnte  Hans 
Ahlefeld,  som  bar  den,  skal  have  været  »en  riddersmand 
af  prøvet  tapperhed  og  troskab;.,  men  han  var  ligefuldt 
en  tysker,  om  end  hans  hovedgods  lå  i  Sønderjylland. 
Der  siges  dog,   at  han  svøbte  danebrog  om  sig,   da  han 


Ditmarskerkrigen  (Dauebrogl).  47 

mærkede,  at  han  havde  fået  banesår.  ]\Jen  i  hele  Dan- 
mark, synes  det,  var  der  ingen,  som  havde  oje  eller 
hjærte  for  dens  værd.  Ditmarskerne  hædrede  den  dog 
ved  at  give  den  til  mændene  fra  Wohrden,  hvis  ud- 
mærkede tapperhed,  i  slaget,  man  på  den  måde  vilde  lonne. 
Men,  mens  man  gjorde  det  ene  frugtesløse  forsog  efter 
det  audet  på  at  udløse  de  faldne  herrers  lig,  var  der 
ingen,  så  vidt  vides,  der  tænkte  på  at  udløse  danebrog  af 
Wohrden  kirke.  Den  blev  hængende  her  og  mugnede, 
indtil  ditmarsken  endelig  blev  underkuet  (1559j.  Da  tog 
ikke  kong  Frederik  den  anden  den  til  sig,  mett  hertug 
Adolf  slæbte  den  til  Gottorp,  og  i  lang  tid  hang  den  i 
Slesvig  domkirke.  Om  den  blev  tilintetgjort  her,  eller 
om  den  senere  kom  til  Mkolaj kirke  i  Kiel  og  dér  blev 
ødelagt,  skal  vanskelig  nogen  kunne  afgore.  (1  Køben- 
havns museum  for  nordiske  oldsager  findes  under  Nr.  5897 
en  fanespids  af  stål  med  hulslebet  firsidet  blad,  indlagt 
med  sirlige  guldprydelser  langs  skafterøret.  Ved  under- 
søgelser, som  Frederik  den  sjette  lod  gore,  blev  den  1808 
funden  i  Kiels  omegn ,  og  konferentsråd  Thomsen  mente 
med  ham,  at  der  var  stor  sandsynlighed  for,  at  dette 
stykke,  tier  er  af  udmærket  og,  som  det  synes,  esterlandsk 
arbejde  fra  slutningen  af  det  tolfte  hundredår,  er  fane- 
spidsen af  det  gamle  danebrog.) 

Men,  for  at  vende  tilbage  til  Ditmarsken,  kong  Hans 
fik  andet  at  tænke  på  end  at  hævne  sit  skammelige 
nederlag,  skout  adelen  få  dage  senere  bevilgede  fire  gyl- 
den af  hvær  plov  land  til  et  nyt  tåg;  og  skont  ditmar- 
skerne strags  nyttede  sejren  til  at  indtage  og  nedbryde 
det  hertugelige  slot  Tilenburg  og  til  at  hærge  grundig 
både  i  Stabelholm  og  i  Wilstermarsk.  Desuagtet  blev 
der  tre  måneder  efter  nederlaget,  d.  15ue  maj  1500, 
sluttet  eu   stilstand  i  Hamburg,   ifølge  hvilken   de  stri- 


48  Kong  Hans. 

dende  parters  tvist  skulde  overgives  til  våldgiftsmænd 
fra  —  Liibeck,  Hamburg  og  Liineburg!  som  dog  alle 
havde  jublet  i  vilden  sky,  da  de  fik  nederlaget  at  høre, 
og  i  hele  fastelavnstiden  havde  hånet  både  kongen  og 
hertugen  ved  alle  slags  phimpc  og  kåde  optag  på  gader 
og  torve.  Kunde  disse  våldgiftsmænd  ikke  enes  om 
Helgeland,  skulde  sagens  afgorelse  overgives  til  domherren 
i  Hamburg,  "den  værdige  og  hojlærde  herre,  mester  Al- 
bert Krantz".  Men  han  kom  ikke  til  at  domme;  der 
blev  overhovedet  slet  ingen  kendelse  afsagt;  der  vedblev 
at  være  stilstand,  uden  at  den  udtrykkelig  fornyedes;  og 
endnu  i  henved  tvende  menneskealdre  vedligeholdt  marsk- 
bonden sin  velerhværvede  frihed  og  velfortjænte  uaf- 
hængighed. Da  gjorde  et  nyt  rovertåg,  bedre  ledet  og 
heldigere  gennemfort,  ende  på  dem  bægge. 


3.     Sverrig  rejser  sig  atter  (1501 — 04). 

En  ulykke  kommer  sjælden  alene,  ti  c  skaden  forer 
altid  sin  hale  med  sig,  i  hvor  langt  hun  så  flyver ». 
—  Rimkronniken  synger: 

'Havde  jeg  ladet  Ditmarsken  blive 
og  været  tilfreds  med  disse  tre  riger, 
da  havde  mig  ikke  timet  den  vånde, 
at  Sverrig  havde  mig  ganget  fra  hånde.« 

Det  skammelige  nederlag  i  Ditmarsken  fræmkaldte 
vidt  og  bredt  forbavselse,  og,  skont  skammen  igrunden 
hel  og  holden  var  tyskernes,  måtte  dog  danskerne  bære 
den,  siden  Danmarks  konge  jo  havde  været  den  overste 
krigsherre,  og  kampen  var  kæmpet  under  danebrog. 
Det  fik  i  købet  også  hele  skaden.  —  Alle  Danmarks 
fjender  glædede  sig,  og  trindt  i  Sverrig  gærede  det  påny. 


Xyt  vore  i  Sverrig:   herredag  i  Stoklioliu.  49 

Men  det  var  så  kort  siden,  at  Sverrig  sidst  blev  kuet, 
og  uenigheden  mellem  de  herskesyge  herrer  var  så  stor. 
at  gæringen  ikke  strags  forte  til  noget  udbrud.  Der 
var  da  også  tiere  trofaste  mænd,  således  den  danske 
høvidsmand  på  ørebro,  Jens  Falster,  der  rejste  omkring, 
holdt  mader  med  almuen  og  beroligede  den.  Fra  Bergs- 
lagen lød  det  jo  rigtignok,  at  dalkarleue  atter  vare  rede 
til  at  rejse  sig,  hvis  der  kun  var  nogen,  som  vilde  fore 
dem:  men  Sten  Sture  fandt  ikke,  at  tiden  var  der  endmi. 
For  at  hjælpe  på  stemningen  droge  desuden  kong  Hans 
og  dronning  Kristine  i  jan.  1501  derop  med  et  ringe 
folge,  og  i  februar  -holdtes  der  på  kongens  tilsigelse 
herredag  i  Stokholm.  —  Selve  Stokholm  by  var  for  tiden 
på  kongens  side,  og  de  fleste  i  rådet  ligeså,  men  i  det 
hele  taget  var  stemningen  dog  slet  ikke  god:  i  Finland 
så  det  ud  til  en  ny  krig  med  Rusland,  som  krævede  de 
nuværende  grænser  flyttede  og  lod  en  hojtidelig  sende- 
færd fræmføre  dette  krav,  hvorved  det  hemmelige  for- 
bund mellem  kong  Hans  og  storfyrst  Ivan  blev  almen- 
heden vitterligt  og  dets  indhold  selvfølgelig  strags  for- 
vansket. Man  vidste  ikke,  at  den  grænse,  kong  Hans  i 
forbundet  1493  og  Sten  Sture  i  stilstanden  1497  havde 
lovet  storfyrsten,  var  netop  én  og  den  selv  samme;  ej 
heller,  at  storfyrsten  i  sine  krav  gik  ikke  lidet  ud  over 
det,  som  det  hemmelige  forbund  havde  hjæmlet  ham  et 
slags  ret  til:  så  lidt  som  at  kongen  med  bestemthed 
havde  modsat  sig  disse  krav  og  var  slet  ikke  fremmed 
for  tanken  om  en  krig  med  Kusland.  Man  skreg  over- 
lydt, at  han  xilåe  afstå  to  hundrede  mile  i  længden  (!) 
og  tyve  i  bredden  af  Finlands  jordbund  til  Kusland. 

Men  lige  så  galt  var  det,  at  de  umættelige  herrer  — 
lige  fra  hr.  Steu  og  hr.  Svante  ned  til  den  aller  navn- 
løseste —  forgæves  krævede  den  sparsommelige  konge 
for  flere  og  storre  len,    som  de  også  tildels  kunde  have 

Danmarks  historie  1481 — 1536.  4 


50  Kong  Hans. 

fået,  hvis  han  havdo  villet  oi)give  den  ham  indrommede 
frie  besættelsesret  over  fadeburslenene.  Og  alier  værst 
var  det,  at  Gotland  endnu  ikke  var  tilbagegivet  fra  Dan- 
mark til  Sverrig,  uagtet  kongen  jo  dog  havde  lovet  det 
i  halmstadsrecessen  1483,  —  et  løfte,  som  dog  ikke  var 
gentaget  1497,  da  Gotland,  mærkeligt  nok,  slet  ikke 
kom  på  tale:  man  synes  med  beråd  hu  fra  hægge  sider 
at  have  undgået  at  røre  ved  denne  kildne  sag.  —  Kongen 
havde  dog,  som  sagt,  endnu  i  februar  de  fleste  rigsråder 
på  sin  side,  måske  fordi,  hvad  der  i  og  for  sig  var  mis- 
tænkeligt nok,  så  vel  Sten  Sture  som  hans  venner  vare 
udeblevne  fra  herredagen.  Og  hanmente  at  have  fået 
misnojet  dæmpet,  da  han  havde  ladet  anstille  under- 
søgelser med  hensyn  til  nogle  fogder,  som  der  var  klaget 
over.  I  marts  gav  han  sig  endog  på  hjemrejsen  til 
Danmark. 

Men  han  kom  ikke  længere  end  til  Vadstena.  I 
(Jpland  var  der  næmlig  en  ledeløs  og  tøjlesløs  herre, 
ridder  Steu  Hristerssoii  (Oxeiistjerna)  til  Salesta,  som  yppede 
en  småkrig  på  sin  egen  hånd,  fordi  man  ikke  vilde  over- 
lade ham  laksefisket  ved  Elfkarleby,  som  han  det  forrige 
år  selv  havde  været  med  at  tildomme  kronen,  men  som 
han  ligefuldt  nu  mente  at  have  ret  til.  Samtidig  blev  der 
hos  kongen  vakt  en  sikkerlig  aldeles  ugrundet  men  styg 
mistanke  mod  Sten  Sture,  som  om  denne  i  et  lumsk  bag- 
hold havde  stået  ham  efter  livet.  Altså  vendte  han  til- 
bage til  Stokholm  og  udskrev  en  ny  herredag.  På  den 
vilde  hr.  Sten  dog  heller  ikke  give  møde,  hvis  der  ikke 
stilledes  ham  gisler  og  gaves  ham  frit  lejde.  Da  dette 
var  sket,  modte  han  med  sine  venner  og  med  syv  hun- 
drede fuldt  rustede  ryttere.  Så  lukkede  kongen  sig  indo 
på  slottet,  hvis  kanoner  han  vendte  imod  byen,  og  hvis 
besætning  han  forstærkede  med  mandskab  fra  orlogs- 
skibene.   En  tilfældighed  slog  sig  til  og  øgede  yderligere 


Sverrig  rejser  sig  atter:  Hemming  Gadd.  51 

spændingen:  dronning  Kristine  liorte  en  dag  messe  i 
en  af  stadens  kirker;  da  hun  vendte  tilbage  til  slottet, 
sluttede  Sten  Sture  med  sit  følge  sig  til  hende.  Måske 
vilde  han  kun  derved  vise  hende  ære,  men  slotsvagten 
mente,  at  han  vilde  trænge  ind  i  slottet  og  bemægtige 
sig  det.  Man  smækkede  altså  porten  i  for  ham,  hvad 
enten  det  nu  skete  i  følge  kongens  forskrift  eller  ikke: 
men  ingen  kan  vel  fortænke  den  stolte  ridder  i,  at  han 
folte  sig  krænket.  —  I  øvrigt  kom  alle  klagerne  fra  den 
forrige  herredag  også  fræm  på  denne,  og  det  med  øget 
styrke.  Men  tallet  på  kongens  fjender  var  dog  endnu 
kun  syv,  der  ikke  engang  vare  indbyrdes  enige,  og  til- 
syneladende kom  der  lidt  efter  lidt  en  storre  ro  tilveje. 
Ja,  da  herredagen,  efter  at  have  varet  i  segs  uger, 
sluttedes  den  10de  juli,  kui!de  man  endog  fra  rådhuset 
oftentlig  kundgore,  at  nu  var  al  strid  jævnet,  og  der 
lystes  en  almindelig  fred  over  hele  riget.  Dog  vare  Sten 
Kristerssons  optojer  endnu  ikke  stansede,  og  man  fandt 
det  underligt,  at  kongen  ikke  med  storre  kraft  hæmmede 
en  slig  ufred  i  hovedstadens  umiddelbare  nærhed.  Det 
var  dog  ikke  fra  Sten  Kristersson,  at  faren  nærmest 
truede;    dertil  var  han  for  ubetydelig. 

Men  smålændingen  doktor  Hemming  tadd  var  nys 
hjemvendt  fra  Eom,  hvor  han  i  tyve  år  og  derover 
havde  været  hr.  Stens  sendemand  ved  pavehoffet,  og 
hvor  hans  hværv  selvfølgelig  havde  været  at  krydse  alle 
den  danske  regerings  planer.  Hr.  Sten  havde  ved  nyårs- 
tid  1501  fået  ham  valgt  til  biskop  i  Linkoping,  men 
hans  valg  var  ikke  godkendt  af  paven,  som  tvært  imod 
havde  sat  en  spaniol  til  biskop  deroppe.  Dr.  Hemming 
var  lærd  som  få  og  veltalende  som  færre,  og  trods  sine 
segsti  år  var  han  ildfuld,  klogtig,  ubøjelig  og  utrættelig 
sum   hartad  ingen.     Ved   sin   stilling  og  ved  sit  skarpe, 

4* 


52  Kong  Hans. 

klare  syn  havde  han  fået  rede  på  alle  rigets  sager,  og 
der  var  vel  ikke  den  mand  eller  kvinde  af  nogen  betyd- 
ning, som  han  ikke  kendte  ind  og  ud,  kendte  deres 
ævner,  deres  hemmeligste  forbindelser,  deres  svagheder, 
længsler  og  planer.  Så  vel  til  lands  som  til  vands  førte 
han  sværdet,  når  hværken  pennen  eller  tungen  vilde  slå 
til;  men  i  sædelig  forstand  var  han  kun  lidet  hæderlig: 
på  sandheden  lå  der  ham  liden  eller  ingen  vægt;  med 
stor  færdighed  vendte  han  op  og  ned  på  årsag  og  virk- 
ning; og  en  sådan  fjende  var  han  ad  danskerne,  at  han 
gærne  skal  have  kaldt  dem  »sonner  af  tyve  og  rovere, 
rene  djævle,  Guds  og  menneskens  fjender,  alverdens  had 
og  afsky,  som  under  stadige  eder  og  forbandelser  lure 
på  de  skibbrudne  ved  Jyllands  sandbanker."  Ikke  af 
navn  men  af  gavn  var  nu  Ikvi  Sverrigs  lorste  mand. 
Han  så  strags,  at,  hvad  der  lammede  det  svenske  folke- 
parti og  gav  kong  Hans  hans  magt,  var  spliden  mellem 
de  svenske  stormænd.  På  den  vilde  han  altså  gore  ende. 
Det  var  ingen  let  sag  at  få  stiftet  fred  mellem  de  to 
Sturer  og  deres  venner,  som  gensidig  misundte,  skam- 
skændede og  hadede  hværandre;  men  tilsidst  lykkedes  det 
dog  hans  uopslidelige  ihærdighed  og  ildfulde  sindighed 
at  få  hadet  dulmet,  så  Svante  Sture  trådte  atter  over  på 
hr.  Stens  side.  Glemme  må  man  da  heller  ikke,  at  også 
Liiheck  stadig  var  virksomt,  fordi  det  håbede  bedre  at 
kunne  råde  for  handelen,  når  Norden  var  tvedelt  og 
svækket,  end  når  det  var  enigt  og  stærkt;  ej  heller 
glemme,  at  kong  Hans  kun  halvvejs  havde  efterkommet 
hr.  Svantes  nyeste  nærgående  krav  at  få  Norrkoping  og 
Søderkøping  til  sine  ovrige  len.  —  Sten  Sture  var  villig 
til  alt,  når  han  kun  kunde  få  hævn  over  sine  fjender 
og  særlig  over  kong  Hans,  som  havde  taget  magten  og 
myndigheden  fra  ham  og  krænket  ham  ved  sin  mis- 
tanke.   Svante  Sture  var  vanskeliaere  at  komme  til  rette 


Hemming  Gadd;   sammensværgelsen  i  Vadsteua.  53 

med,  men  i  længden  kunde  han  dog  ikke  modstå  ud- 
sigten til  at  blive  gamle  br.  Stens  arvetager,  når  døden 
kaldte  ham.  ^len  over  alle  disse  mindre  ædle  grunde  må 
man  ikke  glemme  deres  glødende  fædrelandskærlighed, 
som  i  kong  Hans  så  en  udlænding  og  frygtede  —  vel 
ikke  uden  al  foje  —  ,  at  Sverrig  lidt  efter  lidt  skulde 
synke  ned  til  at  blive  et  lydland  under  Danmark. 

Og  tre  uger  efter  herredagens  slutning  var  Hemming 
Gadd  samlet  i  Vadstena  med  Sten  Sture  og  Svante  Sture 
og  fire  andre  herrer:  Bengt  Ryimiiig,  Johan  Hansson  (Bese), 
den  danske  Mis  klavsou  og  den  norske  knut  Alfsson ;  og 
»i  den  hellige  trefoldigheds  navn«  enedes  disse  syv  om 
at  rejse  oprorsbanneret  påny,  fordi  kalmarrecessen  endnu 
ikke  var  sket  fyldest  og  særlig  Gotland  ikke  overgivet 
til  Sverrig:  fordi  kongen  satte  danske  høvidsmænd  i 
Sverrig  (dog  Jiun  på  fadeburslenene,  hvad  rigsrådet  jo 
havde  givet  ham  ret  til,  om  det  end  havde  været  klogt, 
at  han  kun  havde  nyttet  denne  ret  med  yderste  varsom- 
hed og  hensynsfuldhed);  og  fordi  han  havde  indgået 
venskab  og  forbund  med  Sverrigs  arvefjender,  de  vantro 
og  umilde  russer.  De  syv  vilde  vove  liv,  gods  og  velfærd 
"for  den  hellige  kirkes,  kristendommens,  rigets,  kronens, 
ridderskabets  og  det  menige  lands  bedste  og  bestand.  ■> 
I  .s///  krigserklæring  (ti  hvær  enkelt  udgav  sinj  tilfojed^ 
hr.  Svante,  at  han  kun  havde  modtaget  ringe  Ion  "for 
det,  han  hjelpt  Hans  Nåd  till  riket  emot  menige  all- 
mogens  vilja.>  !  —  Beslutningen  kundgjordes  strags,  d. 
1ste  avg. ,  fra  Vadstena  rådhus  for  hele  den  samlede 
mængde,  —  dog  har  man  vist  næppe  meddelt,  at  man 
ligeledes  havde  besluttet  at  dele  kronens  slotte  og  len 
imellem  sig,  og  at  disse  efter  hvær  enkelts  død  skulde 
tilfalde  hans  enke  og  born  på  livstid.  —  I  hæftige  ord 
æggede  med  det  samme  gamle  hr.  Sten  folket  til  ny 
kamp    imod    kongen,    hvorpå  der  i   åbne   breve  til  alle 


54  Kong  Hans. 

landskabernes  beboere  udslyngedes  de  våldsomste  be 
skyldninger  mod  kongen,  det  meste  vitterlig  usandhed: 
kun  var  det,  des  værre!  alt  for  sandt,  at  Gotland  endnu 
ikke  var  tilbagegivet,  mens  det  dog  nu  kunde  været  det. 
Ej  heller  undlod  man  i  vidtløftige  breve  at  underrette 
det  danske  rigsråd,  den  tyske  ordens  stormester  o.  s.  v. 
om  det  skete  og  om  grundene  dertil.  Dog  må  det  ikke 
glemmes,  at  det  svenske  rigsråds  store  flertal  endnu  d. 
13de  avg.  i  et  brev  til  det  danske  rigsråd  misbilligede 
opstanden,  der  var  "Vor  kære  nådige  herre  og  os  alle 
til  stor  skade  og  fordærv ».  —  Hildebrand  finder  fielr- 
foUjeliy  (må  vi  des  værre  sige),  at  «till  en  afsættning 
af  konung  Hans  hade  svenskarne  lagliga  skæl«.  Allen 
siger,  at  »den  sande  grund  til  [den  nye  opstand],  der  er 
mindre  forsvarlig  end  nogen  af  de  mange  andre,  der  have 
fundet  sted  i  unionstiden,  var  de  svenske  stores  ureger- 
lighed, herskesyge  og  egennytte ».  Vi  have  allerede  ud- 
talt som  vor  mening,  at  til  denne  kom  der  også  ædlere 
grunde.  Det  menige  folk  (»den  uskyldige  almue,  der 
ikke  kendte  sagens  sammenhænge,  som  ærkebiskop  Jakob 
udtrykte  sig)  fulgte  kun  »de  naturlige  følelser,  som  stærkt 
og  dybt  vare  nedlagte  hos  den:  kærlighed  til  fædreland, 
frihed  og  selvstændighed«:  den  fulgte  sine  gamle  ferere 
og  »syntes,  at  den  fremmede  konge,  der  var  kommen  for 
at  regere  i  dens  land,  sætte  den  fogder  og  kræve  skat, 
altid  måtte  have"  uret». 

Så  snart  kongen  d.  9de  avg.  havde  modtaget  op- 
sigelsesbrevene,  gik  han  d.  Ilte  med  flåden  tilbage  til 
Danmark  for  at  hente  flere  og  friske  krigere,  men  dron- 
ningen lod  han  blive  i  Stokholm,  et  pant  på,  at  han 
snart  vilde  komme  igen.  Modvind  gjorde,  at  han  fik  en 
meget  langsom  tilbagerejse,  og  forst  hen  i  septb.  nåede 
han  Kobenhavn.  —  I  Sverrig  væntede  man  selvfølgelig  dog 


Ny  krig:   Sten  Sture  påny  rigsforstander.  55 

ikke  på  hans  tilbagekomst,  inden  man  begyndte  kampen. 
Alle  de  kongelige  slotte  bleve  strags  indesluttede,  og  de 
fleste  af  dem  tagne  i  en  skynding;  dog  holdt  Mis  Bysse 
sig  i  fulde  tre  måneder,  indtil  d.  Ilte  novb.,  i  Vesterås: 
og  den  kække  Jens  Falster,  dronning  Kristines  strænge 
foged,  holdt  endog  Orebro  i  henved  syv  måneder  (fra  d. 
10de  avg.  til  slutningen  af  februar:  efter  sin  overgivelse 
blev  han  fort  til  Arboga,  hvor  bønderne  sloge  ham  ihjæl). 
Om  Stokholm,  som  dronningen  holdt,  skulle  vi  senere 
tale.  Men  det  stærke  Kalmar  slot  holdt  den  ædle  og  tro- 
faste Abraham  Ei-iksoii  (Gyldeiistjeriie,  Povl  Laxmands  sviger- 
son*),  længe  efter  at  byen  ved  ovrighedens  og  borgernes 
forræderi  var  tagen,  og  gav  det  heller  ikke  fra  sig,  for 
freden  var  sluttet.  Til  Oland,  Gotland  og  P'inland  var 
krigen  endnu  ikke  fort  over.  Af  alle  kong  Hans's  for- 
bundsfæller kom  kun  to  ham  til  hjælp:  hans  systerson. 
kong  Jakob  af  Skotland,  som  efter  shie  omstændigheder 
endog  ydede  ham  en  såre  »rundelig"  hjælp :  to  gode  orlogs- 
skibe og  to  tusinde  mand;  og  hans  svigerson,  markgrev 
Joakim  af  Brandenburg,  som  sendte  ham  nogle  fænniker 
knægte.     Frankrig  og  England  undskyldte  sig. 

Sten  Sture  valgtes  påny  til  rigsforstander  d.  12te 
novb.  1501,  og  hans  kraft  var  endnu  ikke  brudt.  Den 
gamle  herre  gik  i  sommeren  1502  til  Finland,  hvor  han 
tog  alle  slottene.  Rigtignok  gave  de  fleste  sig  uden 
sværdslag:  selv  det  stærke  Viborg  overgav  Erik  Turesson 
tillige  med  Nyslott,  uden  at  nogen  bøsse  var  losnet,   så 


Han  havde  fæstet  Elisabet  (Else)  Laxmand,  da  hun  vel  nogen- 
ledes var  den  rigeste  brud  i  Danmark.  Så  myrdedes  hendes 
fader  og  b(3rnene  mistede  alt.  -Siden  havde  min  broder  og 
jeg  ikke  mere,  end  hvad  han  [Abr.  E.]  klædte  bade  ham  og 
mig  i',  skriver  mange  ar  senere  hans  enke.  »Men  [skljnt  han 
blev  opfordret  dertil  af  kongen]  han  vilde  ikke  forsmå  mig  i 
min  fattigdom  .  .  .  Gud  glæde  hans  sjæl  i  den  evige  salighed  I- 


56  Kong"  Hans. 

snart  sten  Sture  havde  haft  en  samtale  med  ham.  Kun 
.Hagens  Trille  værgede  på  tiende  uge  Åbo  slot  med  ud- 
mærket tapperhed ,  skont  selve  byen  allerede  var  i  hr. 
Stens  hænder.  Endelig  overgav  han  sig  d.  6te  septb., 
tvungen  dertil  af  de  lejede  tyske  knægte,  som  ligefræm 
gjorde  oprør.  Og  allerede  i  oktb.  samme  år  stod  den 
utrættelige  gamle  rigsforstander  i  Halland,  hvor  han  be- 
lejrede Varberg,  mens  han  samtidig  pustede  til  den  ny- 
tændte  oprørslue  i  Norge.  —  Året  1503  gik  derimod 
mest  hen  med  allehånde  underhandlinger,  om  end  sven- 
skerne i  marts  indtoge  det  østlige  Bleking.  Fra  rejsen 
med  dronning  Kristine  (se  næste  fortælling!)  vendte  Sten 
Sture  tilbage  til  Jonkoping,  og  her  døde  han  pludselig 
(d.  Ude?)  desb.  1503.  (Han  blev  jordet  i  det  af  ham 
selv  anlagte  Mariefreds  kloster,  ligesom  også  hans  enke, 
Tru  Iiigeb<»rg  Thott,  der  døde  i  slutningen  af  1507.  De 
i^fterlode  kun  et  eneste  barn,  datteren  Birgitta,  der  gik 
som  nonne  i  Vadstena  kloster.) 

Selv  Paludan -jMiiller,  som  dog  ellers  hingtfra  er 
ham  god,  må  sige:  »Ingen  kan  miskende,  at  Sten  Sture 
savnede  intet  uden  fødselsretten  til  at  være  en  konge. 
Han  forstod  at  regere  et  så  uregerligt  folk,  som  det 
svenske  dengang  var:  og  han  arbejdede  ikke  alene  for 
sin  egen  hi^jhed,  men  også  for  sit  fædrelands  vel  og 
ære".  —  Palmån  siger:  »Med  historiska  fakta  for  ogonen 
kan  man  icke  bestrida,  att  han  mångfaldigt  brutit  eder, 
lofter  och  hedersord  for  att  kunna  fræmja,  hvad  han 
aktade  for  Sveriges  vælfærd»;  .  .  .  men  »det  maste  forr 
eller  senare  komma  till  afgorande,  huruvida  Sverige  skulle 
bestå  såsom  sjelfstændigt  rike  eller  [som  IS'orgeJ  nedsjunka 
tiir  dansk  provins.  Att  i  tid  hafva  insett  detta,  att  hafva 
vetat  upptaga  frihetskampen,  innan  nationens  kraft  ænnu 
blifvit  forsvagad,  det  ær  Stures  ododliga  æra.  Och  denna 
æra  ær  nog  stor  for  att  berættiaa  honom  till  ett  utmærkt 


Sten  Sttires  død:   Svante  Sture  rigsforstander.  57 

rum  i  sitt  folks  historia.  Han  har  dermed  lagt  vigtiga 
grundstenar  till  Gustaf  Vasas  och  hans  ættlingars  verk». 

—  Palmens  udtalelse  må  vel  enhvær  ærlig  nordbo  istemme, 
og  istemme  dobbelt  villig,  jo  mere  han  er  enhedsnordbo. 
Dog  må  det  ikke  overses,  at  Norge  dengang,  des  værre! 
var  alt  for  svagt  til  at  kunne  aftvinge  Danmark  en  polit- 
tisk  og  folkelig  ligestilling,  hvorimod  Sverrig  selvfølgelig 
ikke  alene  vilde  have  kunnet  det,  men  også  vilde  have 
gjort  det,  såfræmt  eningen  havde  vedvaret.  Det  vilde 
have  gjort  det  til  velsignelse  for  alle  stammens  tre  grene. 

Nogle  have  ment,  men  sagtens  uden  fjærneste  grund, 
at  Sten  Sture  blev  forgiven  af  fru  Mette  Dyre,  Knut 
Alfssons  efterleverske,  som  til  denne  udåd  skulde  have 
betjænt  sig  af  dronning  Kristines  livlæge,  doktor  Karl 
Egen:  og  meningen  skulde  da  været  den,  at  hr.  Svante 
Sture,  med  hvem  hun  nu  var  gift,  allerede  nu  skulde 
blive  Sverrigs  rigsforstander.  Dertil  valgtes  han  oo-så 
uden  ringeste  modstand  på  rigsdagen  i  Stokholm  d.  21ste 
jan.  1504,  og  skal  Hemming  Gadd  for  at  sikre  hans  valg 
have  skjult  den  gamle  rigsforstanders  dod  så  længe  og 
bildt  folket  ind,  at  hr.  Sten  led  af  en  ojensyge,  hvorfor 
ingen   måtte  komme  ind  i  det  morke  værelse   til  ham, 

—  Hr.  Svante  var  visselig  hr.  Stens  uven  og  medbejler, 
men  han  var  for  hæderlig  og  for  svensk  til  at  kunne 
kræve  hans  blod.  Han  var  hæftig  både  i  sorg  og  glæde: 
hans  åsyn  var  morkt,  og  han  var  en  hård  og  stræng 
dommer:  han  var  derfor  også  mere  frygtet  end  elsket. 
For  herskesyge  og  egennytte  vil  man  vanskelig  kunne 
frikende  ham ;  men  han  var  efter  tidens  lejlighed  ret- 
sindig og  nogenlunde  forsonlig.  Han  var  veltalende,  og, 
når  han  hlev  vred,  siges  der,  rullede  hans  røst  som 
torden.  Skont  han  af  flere  er  skildret  os  som  en  stolt 
kæmpe,  der  lige  så  lidt  som  gamle  Harald  Hildetan  tålte. 


58  Kong  Hans. 

at  hans  kæmper  blinkede  med  ojnene,  når  man  hug  bry- 
nene af  dem,  så  har  man  dog  ikke  let  ved  at  påvise  den 
kamp,  i  hvilken  han  udmærkede  sig;  og  der  var  andre, 
som  mente,  at  han  godt  vidste  at  hytte  sit  skind.  Kan 
være,  og  det  synes  næsten  så,  at  han  krævede  en  del 
mere  af  sine  gode  mænd  end  af  sig  selv. 

De  begyndte  fredsunderhandlinger  fortsatte  han.  De 
vare  allerede  indledede  i  novb.  1502  af  det  svenske  rigs- 
råd, men  det  danske  rigsråd  havde  svaret:  »I  ville  selv 
betænke,  at  vi  aldrig  kunne  forsvare  at  gore  nogen  dag- 
tingning  med  eder,  for  I  skikke  eders  og  vor  viede  og 
salvede  dronning  udi  frihed,  fordi  det  endnu  altid  er 
uhørt  og  uset,  at  kristne  undersåtter  nogen  tid  have 
grebet  og  fanget  sin  egen  viede  og  salvede  dronning  og 
holde  hende  imod  hendes  villie  fra  hendes  rette  herre  og 
kære  husbonde,  som  I  nu  gore,  des  værre!«  Da  hun  var 
frigiven,  toge  underhandlingerne  ved  igen  og  fortsattes 
nu  af  hr.  Svante,  men  en  tid  lang  syntes  det  rigtignok, 
som  om  der  på  ingen  af  siderne  var  alvår  i  fredsenskerne. 
For  en  fejls  skyld  udstedte  da  også  hr.  Svante  midt 
under  underhandlingerne,  d.  22den  marts  1504,  en  op- 
fordring til  alle  normændene,  både  sønden-  og  norden- 
fjælds,  at  de  endelig  måtte  slutte  sig  om  den  gode  ?ills 
Raraldssoii  (der  ligesom  Ture  Jonsson  var  Erik  Sæmunds- 
sons  datterson ;  se  I,  s.  467),  hans  egen  og  deres  trofaste 
ven,  hvem  han  nu  havde  gjort  til  sin  lensmand  i  Dals- 
land,  og  hvem  han  altid  skulde  være  villig  til  at  støtte 
med  krigsfolk,  så  tit  og  snart  det  tarvedes.  Nils  gjorde 
virkelig  også  fra  Dalslaud  et  indfald  i  Borgesyssel,  men 
desuagtet  —  det  var  Hellig -Eriks  dag  (d.  18de  maj) 
1504  —  undertegnede  hr.  Svantes  sendemænd,  biskop 
Matts  Gregersson  (Lilja)  i  Strængnæs  og  rigsråd  Bengt 
Rynning,  våbenstilstanden  i  Kobenhavn.  Den  skulde 
vare  til  vorfrueaften  (1ste  juli)  1505,   men  tre  uger  for- 


våbenstilstanden  i  København :  drdnninf,«-  Kristine.  59 

inden  dens  udlob  skulde  alle  tre  rigers  råd  samles  i 
Kalmar  for  at  liandle  om  en  endelig  fred.  Så  længe 
skulde  gode  svenske  mænd  (Nils  Gædda  og  Nils  Bossen) 
holde  Kalmar  og  Borgholm  slotte  til  kong  Hans's  tro 
hånd  (Kalmar  len  dog  til  Sverrigs  rigsråds):  så  længe 
skulde  det  ligeledes  være  uafgjort,  enten  Gotland  skulde 
hore  til  Danmark  eller  til  Sverrig.  ^Jen  på  modet  skulde 
kong  Hans  og  Sverrigs  riges  råd  »lide  og  undgælde  enten 
til  minde  eller  til  rette  [o:  ved  forlig  eller  ved  dom],  hvær 
på  sin  side,  hvad  alle  tre  rigers  råd  vilde  finde  og  kende 
dem  imellem",  og  det  i  alle  de  <> sager  og  skyldninger«. 
som  den  ene  kunde  have  mod  den  anden.  Kalmarmødet 
skulde  være  on  uafviselig  højesteret.  —  Der  var  atter, 
en  ganske  foje  stund,  fred  og  ro  i  Norden! 


4.     Dronning  Kristine. 

Kong  Hans  blev  allerede  gift  som  prins;  søndagen 
d.  6te  septb.  1478  gjorde  hans  fader  hans  bryllup  i  Ko- 
benhavn "Uied  hovelig  pris  og  ære«.  —  Der  var  furst 
(1472)  underhandlet  om  et  ægteskab  med  prinsesse  Jo- 
hanne, den  franske  kong  Karl  den  elleftes  datter;  dernæst 
om  Johanne,  hertug  Ludvig  af  Savoiens  datter.  Og  den 
sidste  prinsesse  gik  ind  på  forslaget,  ligesom  også  hendes 
moder ;  men,  som  det  synes,  kom  prinsessens  død  imellem 
som  den  afgorende  hindring. 

Ti  prins  Hans's  brud  blev  sluttelig  frokeii  Kristine. 
en  datter  af  hertug  Ernst  af  Sachsen,  født  i  Torgau  jule- 
aften 1461,  altså  næsten  syv  år  yngre  end  prinsen. 
Brudekøbet  var  allerede  sluttet  1477  af  rigshovmesteren. 
den  ædle  og  ypperlige  Erik  Ottesen  (Rosenkraiitz),  som  havde 
biskoppen  i  Liibeck  (I)  og  domprovsten   i  Hamburg  (I)  til 


(30  Kong  Hans. 

sine  hjælpere;  og  medgiften  blev  sat  til  tyve  tusinde 
rhinske  gylden.  Prinsessen  afhentedes  næste  år  i  Sachsen 
af  samme  rigshovmester  og  modtoges  i  Warnemiinde  af 
Lunde  ærkebiskop,  Jens  Brostrup,  og  rigsmarsken  Klavs 
Ronnow  med  et  stateligt  følge  af  riddere  og  svende.  Hun 
var  bleven  ledsaget  did  af  sin  farbroder,  hertug  Albrekt, 
med  mange  grever,  riddere  og  svende  samt  åtte  hundrede 
heste  og  firtito  vågne;  men  de  fulgte  hende  næppe  alle- 
sammen til  Kobenhavn.  Fra  Warnemiinde  gik  hun  til 
søs  til  Stubbekøbing.  Udenfor  København  red  hendes 
svigerfader  hende  imøde  med  fem  hundrede  heste  og 
hendes  brudgom  med  syv  hundrede.  I  Fruekirke  viedes 
de  af  ærkebispen.  Foruden  de  hoje  gejstlige  og  verdslige 
herrer  vare  også  købstædernes  borgmestre  og  rådmænd 
fem  uger  forinden  xkærligeu"  indbudne  til  bryllupet:  «at 
I  komme  hid  til  os  med  eders  hustruer  og  gore  eder 
glade  med  os  og  flere  venner,  som  kommendes  vorde. » 
Da  hertug  Albrekt  drog  hjem  igen,  skænkede  kongen 
ham  og  hans  følge  henved  hundrede  danske  heste  samt 
(Hl  hel  del  pelsværk.  —  Måske  har  rimkrønniken  ret, 
når  den  vidner:  ulejlig  er  hun  med  alle!«  men  det  er 
dog  hværken  om  hendes  dejlighed  eller  om  al  den  store 
pragt  ved  bryllupet,  vi  nærmest  ville  fortælle.  Kristine 
fortjæner  en  hc\j  plads  både  blandt  Danmarks  folkelige 
og  heltelige  dronninger.  Det  er  heltinden,  vi  her  skulle 
dvæle  ved.  Bryllupsvisen  lader  rigtignok  hendes  fader 
medgive  hende  det  gode  råd:  "Stund  du  aldrig  efter 
Sverrig!  det  er  ikke  let  at  fån.  iS'u  vel,  egentlig  talt 
"Stundede.!  hun  sagtens  heller  ikke  derefter:  hun  vilde 
kun  værge,  hvad  der  var  givet  hende  i  varetægt.  Og 
vi  skulle  se,  hvorledes  hun  gjorde  det. 

De  fleste  af  Sverrigs  andre  slotte  havde  allerede 
givet  sig,  da  Sten  Sture  d.  80de  septb.  1501  indesluttede 
Stokholm   med   en    mægtig   hær   af  dalkarle.     Fem    af 


Dromiing  Kristines  bryllup:  Stokholm  iudesluttes  61 

rigets  biskopper  fulgte  ham.  Forinden  havde  han  sendt 
borgerne  et  hårdt  brev,  hvori  han  truede  dem  både  på 
liv  og  gods,  hvis  de  holdt  byens  porte  lukkede  for  ham: 
men,  da  han  intet  svar  fik,  angreb  han  forst  >sorrmalm, 
så  Sødermalm.  Dronning  Kristine  holdt  efter  sin  mands 
hjemfærd  Stokholms  by  og  slot  med  tusinde  mand,  danske 
og  svenske.  »Hun.  der  var  så  blod,»  siger  Allen,  »at 
hun  græd,  når  hun  ikke  kunde  komme  til  at  hore  en 
messe,  forsvarede  med  heltemod  det  hende  betroede  pant 
og  udholdt  med  standhaftighed  savn  og  lidelser,  som 
kun  sjælden  falde  i  så  hojbåren  en  kvindes  lod.«  Stok- 
holms øvrighed  var  hende  fuldt  tro  ligesom  hele  det 
mere  velhavende  borgerskab,  og  hun  havde  hos  sig  både 
ærkebiskop  Jakob  Ulfsson,  Erik  Trolle,  Ture  Jonsson  og 
flere  svenskere.  Besætningen  gjorde  strags  et  udfald 
mod  ]!sorrmalm  og  et  andet  mod  Sodermalm,  men  den 
blev  bægge  steder  slået  tilbage  og  måtte  altså  under- 
kaste sig  belejringens  skæbne.  Så  kom  der  en  stor  ildlos 
i  byen,  som  fræmkaldte  et  våldsomt  virvar,  hvad  enten 
den  nu  var  påsat  eller  ikke,  og,  hvis  den  var  påsat,  hvad 
enten  det  så  var  gjort  af  det  ene  eller  det  andet  parti. 
Ti  man  skød  gensidig  skylden  på  hinanden,  og  det  gor 
man  selvfølgelig  (!)  endnu.  Sten  Sture  havde  mange 
venner  blandt  de  mindre  borgere,  og  midt  under  det 
almindelige  virvar  åbnede  disse  ham  søndagen  d.  17de 
oktb.  portene,  og  byen  blev  således  hans.  Dronningen 
måtte  da  med  alt  det  mandskab,  hun  havde,  trække  sig 
tilbage  til  slottet,  der  var  omgivet  med  mure  og  tårne 
og  agtedes  for  meget  stærkt,  men  hvor  der  hværken  var 
tilstrækkelig  plads  eller  tilstrækkelige  levnedsmidler  til 
en  besætning  på  tusinde  mand,  så  denne  del  af  hendes 
styrke  blev  netop  hendes  svaghed.  Imidlertid  måtte  hun 
se  at  holde  sig  vinteren  over,  til  kongen  kunde  sende 
hende  undsætning  fra  Danmark. 


(32  Kong  Hans. 

Sten  Sture  blev  dagen  efter  mårtensdag  atter  valgt 
til  rigsforstander.  Han  havde  mange  andre  steder,  hvor 
han  også  måtte  bringe  liv  i  kampen,  og  han  lod  derfor 
Heinuiiiig  Gadd  lede  Stokholms  belejring.  Snart  gjorde 
besætningen  et  livligt  udfald,  snart  prøvede  belejrerne 
et  kraftigt  stormlob.  Det  hidsigste  udfald  fandt  sted 
natten  til  andersmesse  (30de  novb.),  og  det  var  temmelig 
heldigt;  den  varmeste  storm  var  langfredag  (25te  marts 
1502),  men  den  blev  heldig  slået  tilbage.  Også  havde 
besætningen  store  karrebøsser,  som  den  brugte  godt; 
især  havde  den  en  stor,  som  kaldtes  Ingeborg,  og  for  den 
vare  belejrerne  rædde,  da  den  altid  gjorde  god  virkning, 
så  tit  den  blev  brugt.  Men  lige  lidt  kunde  dronningen 
skaffe  sig  luft,  ti  fjenderne,  som  omringede  slottet,  vare 
både  for  mange  og  for  vel  forsynede  og  støttedes  stadig 
ved  nye  og  friske  kræfter.  Efter  Ørebros  indtagelse  kom 
således  Svante  Sture  belejringshæren  til  hjælp  med  alle 
sine  folk.  Men  isen  spærrede  både  skær  og  indløb,  så 
besætningen  kunde  ingen  undsætning  få,  hværken  af  folk 
eller  levnedsmidler.  Da  isen  endelig  brød  op,  sinkedes 
afsendelsen  af  undsætning  ved  urolighederne  i  Norge  (se 
næste  fortælling!)  og  ved  underhandlingerne  med  Liibeck  og 
lien  gottorpske  hertug  Frederik,  skont  allerede  i  de  forste 
dage  af  marts  havde  kongen  udnævnt  befalingsmændene 
(Povl  Laxmand,  Xils  Bosson,  Jorgen  Kud  o.  s.  v.),  som 
skulde  overbragt  den.  Bristen  på  levnedsmidler  blev  nu 
så  stor,  at  selv  den  sidste  hest  måtte  besætningen  spise. 
Der  kom  da  skørbug  imellem  den,  og  den  ene  døde  efter 
den  anden  —  vi  vide  af  et  brev  fra  dronningen,  at  af 
tusinde  døde  de  ni  hundrede  — ,  så  tilsidst  kunde  de 
levende  ikke  længer  jorde  de  døde,  men  de  bleve  liggende, 
hvor  de  faldt  om,  i  hvælvinger  og  kældere,  og  udbredte 
allevegne  en  ulidelig  stank.  Dronningen  stod  dog  fast. 
Hun  havde  fra  forst  af  villet  dele   alt  med  sine   krioere 


Dronning  Kristine  i  Stokholm.  63 

Og  havde  end  ikko  villet  modtage  den  vin  og  de  forfrisk- 
ninger, som  Hemming  Gadd  på  ærkebispens  opfordring 
havde  villet  sende  hende,  hvorfor  Hemming  blev  meget 
hadsk  på  hende.  —  I  slutningen  af  april  var  der  kun 
syvti  levende  af  besætningen,  og  netop  i  de  samme  dage 
(d.  29de)  løb  svenskerne  atter  storm ,  denne  gang  førte 
af  Knut  Eskilsson  (Baner).  Langs  strommen  gik  der  et 
bolværk,  ved  hvilket  besætningen  havde  nogle  skibe  og 
fiskerbåde  liggende.  Så  vel  hint  som  disse  fik  svenskerne 
nu  held  til  at  brænde;  ja  de  trængte  endog  fræm  til 
selve  slotsmuren,  stak  ild  i  slotsporten  og  trængte  et 
ojeblik  ind  i  forborgen,  men  modtoge  her  så  varm  en 
hilsen  af  pile,  kugler  og  stene,  at  de  igen  måtte  trække 
sig  tilbage;  og  slottet  fik  de  endnu  ikke.  <'Selv  uden 
hensyn  til  at  det  var  en  kvinde,  som  her  udholdt  belej- 
ringens farer  og  moje,  fræm  byder  Nordens  tidligere 
historie  ikke  let  noget  eksempel  på  et  så  langvarigt  og 
kækt  forsvar,  fortsat  under  trykket  af  uhorte  lidelser '>. 

Men  besætningens  kraft  var  dog  brudt,  og  endelig 
måtte  dronninden  give  sig:  d.  Gte  maj  1502,  dagen  efter 
kristihimmelfartsdag ,  sluttedes  overenskomsten  i  stor- 
kirkens kor.  Besætningen,  riddere  og  svende,  adelige  og 
uadelige,  skulde  være  krigsfanger,  men  »ustokkede  og 
ublokkede-  og  kun  ved  sit  ord  være  bundne  til  at  blive 
i  de  byer,  som  anvistes  dem ;  enhvær  måtte  tage  hele  sin 
egen  ejendom  med  sig,  men  heller  ikke  mere.  Dron- 
ningen, hendes  hoftolk  og  hele  hendes  husholdning  måtte 
frit  drage  ud  med  alt,  hvad  de  selv  ejede,  men  ikke 
med  kongens  eller  kronens  ejendom ,  og  skulde  i  fuld- 
stændig frihed  opholde  sig  i  sortebrødreklostret,  indtil 
man  blev  enig  om,  med  hvilket  følge  af  bisper  eller  rid- 
dere og  frelsemænd  dronningen  med  al  hæder  og  ære 
enten  til  lands  eller  til  vands  kunde  sendes  tilbage  til 
sin  husbonde.     Ej  heller  skulde  nogen  give  løsepenge  for 


(34  Kong  Haus. 

at  komme  fri  (kim  måtte  ærkebiskop  Jakob  ifølge  en 
senere  overenskomst  overlade  til  hr.  Sten  selv  at  afgore, 
hvad  erstatning  han  og  ærkestiftet  skulde  have  for  lidt 
skade).  —  Og  mandagen  for  pinse,  d.  Ode  maj,  drog  så 
dronningen  ud  med  sine  syvti  udtærede  krigere,  blandt 
hvilke  der  næppe  fandtes  ti,  som  endnu  kunde  bære 
våben.  Den  gang  havde  hun  holdt  sig  på  attende  måned 
imod  tusinder  af  fjender,  som  Hemming  Gadds  veltalen- 
hed opildnede. 

Forst  torsdagen  efter  (d.  12te)  kom  kong  Hans  med 
den  undsætning,  som,  hvis  den  var  kommen  åtte  dage 
tidligere,  måske  kunde  have  frelst  slottet,  men  ganske 
sikkert  kunde  friet  den  heltemodige  dronning  fra  fangen- 
skabet, forst  i  Stockholms  gråbredrekloster,  siden  i  Vad- 
stena kloster.  Ti  des  værre  overholdt  man  ingenlunde 
vilkårene  for  overgivelsen  —  nogen  værre  plet  findes  der 
næppe  på  Sten  Stures  ridderære  — :  den  ædle  dronning 
blev  ikke  alene  holdt  tilbage  som  fange,  men  hun  blev 
behandlet  med  hensynslos  hårdhed,  og  under  halvandet 
års  fangenskab  var  hun  uden  al  forbindelse  med  om- 
verdenen og  savnede  tit  både  mad  og  drikke  til  sig  selv 
og  sine  kvinder.  Man  agtede  hende  selvfolgelig  for  et 
kosteligt  gissel,  hvis  fastholdelse  kunde  komme  til  mang- 
fåldig  nytte  ved  fræmtidige  underhandlinger.  —  Forgæves 
underhandlede  hendes  fætter  og  bradre  om  hendes  fri- 
givelse; det  var  forst  i  novb.  1503,  at  hun  ved  Liibecks 
og  pavens  mægling  kom  fri;  men  det  blev  hojt  udråbt 
fra  rådhusets  burspråg,  at  man  frigav  hende  o  på  Lii- 
becks forbon  og  ikke  af  frygt  for  nogen  herre  eller  præ- 
lats. Hun  blev  altså  løsladt,  og  det  med  stor  højtidelig- 
hed: efter  messen  i  klosterkirken  trådte  hun  fræm  til 
altret  for  at  ofre,  og  gik  da  hr.  Sten  på  hendes  hojre 
side,  hr.  Hemming  på  den  venstre.  De  samme  rede  også 
hvær  på  sin  side  ad  hendes  karm  den  hele  vej,  ledsagede 


Dronning  Kristines  fangenskab  og  frigivelse.  65 

af  svenske  stormænd  og  unge  lybske  rigmænd,  indtil 
hun  i  desb.  betrådte  Danmarks  grænse  ved  Halmstad, 
livor  hendes  son,  prins  Kristian,  tog  imod  hende.  — 
Særtegnende  for  tiden  er  det,  at  hun  et  år  senere  mod- 
tog et  skudsmål,  et  skriftligt  vidnesbyrd,  af  det  svenske 
rigsråd,  at  hun  havde  holdt  Stokholms  slot  det  længste 
mulijrt,  ja  længere,  end  nogen  skulde  have  væntet  af 
den  magt,  som  hun  havde;  og  at  hun  både  under  og 
efter  belejringen,  i  al  den  tid  hun  havde  opholdt  sig  i 
Sverrig,  havde  fort  et  ærligt  og  sommeligt  liv. 

I  tak  til  Gud  for  sin  frigivelse  og  hjemkomst  skal 
den  fromme  dronning  strags  have  givet  sig  til  at  fuld- 
føre det  Klarakloster  i  København,  til  hvis  stiftelse  hun 
allerede  tidligere  havde  fået  pavens  tilladelse,  og  om 
hvis  beliggenhed  endnu  "Klareboderne"  minde.  Næste 
års  påske  valfartede  hun  med  et  stort  folge  til  Vorherres 
hellige  blod  i  Wilsnack,  som  allerede  tidligere  var  blevet 
besogt  både  af  Kristoifer  Bairer,  Kristian  den  forste  og 
kong  Hans.  På  denne  rejse  havde  hun  tillige  en  sammen- 
komst med  sin  eneste  datter,  Elisabet,  som  havde  haft 
bryllup,  medens  moderen  værgede  Stokholms  slot. 


5.    Uroligheder  i  Norge. 

Også  i  Norge  var   der   ufred.     De  to  rigeste  mænd 
søndenfjælds  vare  Knut  Alfsson  og  Henrik  krummedige,  men 

der  rådede  et  gammelt  slægthad  imellem  dem,  fostret 
og  næret  ved  deres  fædres  og  deres  egen  gridskhed  og 
skinsyge.  —  Knut  var  af  æt  en  svensker  (af  slægten 
Eoos,  t'tre  roser »),  men  en  datterson  af  Norge,  ja  på 
spindesiden  nedstammede  han  vel  endog  fra  kong  Håkon 
den  femte.     Hans  fader,  Alf  Knutsson  til  Giske,  var  fra 

Danmarks  historie   1481—1530.  5 


(36  Kong  Haus. 

Vestergotland,  men  havde  efter  sin  norske  moder,  en 
systerdatter  af  Sigurd  Jonsson,  arvet  en  hel  del  af 
slægten  Romers  store  rigdomme  og  vundet  sig  endnu 
mere  ved  sit  eget  giftermål,  ved  arv  og  ved  kob.  Hol- 
steineren Hai-tvig  Krummedige  til  Brunlavg  (dod  1476), 
Henriks  fader,  have  vi  tidligere  omtalt.  Han  havde 
forst  ved  sit  norske  og  siden  ved  sit  danske  giftermål 
vundet  uhyre  rigdomme,  og,  da  han  var  den,  hvem 
Kristian  den  forste  nærmest  skyldte  Norges  krone,  var 
han  til  gengæld  gjort  til  Norges  riges  drost.  Men  Alf 
Knutsson  var  ikke  alene  hans  medbejler,  han  var  også 
hans  uforsoidige  fjende.  Alf  havde  næmlig  en  broder, 
Jons  Knutsson,  der  var  gift  med  en  datter  af  den  Erik 
Sæmundsson  (se  I.  s.  467),  som  Hartvig  havde  ladet 
myrde;  og  dette  mord  glemte  ingen  af  dem.  Da  kong 
Kristian  på  modet  i  Skara  (1458)  vilde  have  sin  son 
valgt  til  tronfølger  i  Norge,  var  en  af  de  stillede  be- 
tingelser den,  at  han  skulde  lade  Hartvig  falde.  Det 
gjorde  han  da,  fratog  ham  alle  hans  panter  og  len  på 
Akershus  nær  og  udstødte  ham  af  rigsrådet.  Således 
havde  Alf  sit  spil  vundet  og  viste  med  hån  Hartvig  til- 
bage, da  denne  prøvede  på  at  nærme  sig  ham.  Denne 
historie  var  vel  nu  halvanden  menneskealder  gammel, 
men  både  herrerne  selv  og  deres  souner  havde  en  ud- 
mærket hukommelse,  hvor  det  gjaldt  lidte  krænkelser.  — 
Knut  var  hidsig,  dristig  og  stortalende  men,  mener  man, 
lidt  enfåldig:  Henrik  (født  1466,  død  1530)  lignede  sin 
fader  i  snedighed,  træskhed  og  havesyge  ligesom  i  mod 
og  våldsomhed. 

Knut  var  siden  1497  høvidsmand  på  Akerhus  og 
havde  som  sådan  fulgt  en  afdod  broder;  mens  Henrik 
siden  1489  var  høvidsmand  på  Bohus.  Men  kong  Hans 
tog  1499  Akershus  fra  Knut,  i  hvis  len  der  herskede 
stadigt   bonderøre,    fordi  man   klagede   over  hans  hårde 


Uroligheder  i  Xorge:    Knut  Alfssun.  67 

fogder;  derimod  blev  haus  Qende,  Henrik,  overdynget 
med  nye  len  og  nye  nådesbevisninger.  Misnojet  gik 
Knut  da  til  Sverrig,  så  snart  han  fik  hore  om  ueder- 
laget  i  Ditmarsken,  og  han  var.  som  vi  have  set,  en  af 
de  syv  herrer,  der  det  følgende  år  rejste  oprorsfaneu  på 
Vadstena  rådhus.  Medens  Sturerne  kæmpede  i  Sverrig, 
ramlede  også  han  en  hob  krigsfolk  i  Dalarne  og  gjorde 
i  oktb.  1501  et  vildt  og  blodigt  hærgningståg  ind  i 
Xorge,  hvor  dog  Henrik  Knimmedige  strags  kastede  ham 
på  doren. 

På  Elfsborg  sad  imidlertid  Erik  Gylleiistjerua  som 
hovidsmand.  Det  var  en  stærk  fæstning,  der  således 
var  betroet  ham,  og  den  havde  oven  i  købet  deu  be- 
tydning, at  det  afhang  af  deus  besiddelse,  om  Sverrig 
skulde  have  åben  adgang  til  Kattegattet  eller  være  ude- 
lukket derfra.  Hr.  Erik  var  ikke  alene  jysk  af  æt,  men 
i  forrige  krig  havde  han,  som  vi  vide  (se  s.  28),  været 
en  af  kong  Hans's  ivrige  tilhængere.  Han  var  dog  eu 
datterson  af  Karl  Kuutssou  og  altså  slægtet  med  Sten 
Sture,  og  han  var  en  svåger  til  Knut  Alfsson,  hvis  forste 
kone  var  hans  syster.  Rigtignok  var  Erik  Trolle  hans 
svigerson,  men  nu,  da  Sturerne  åbenbart  trak  lykken  fra 
kongen,  fandt  han  det  sagtens  både  nyttigst  og  klogest 
at  skyde  til  deu  vågn,  som  hældede.  Vod  nyårstid  gik 
han  derfor  efter  uogen  slingring  over  til  Sturerne  og 
sendte  kongen  sin  opsigelse.  —  På  sin  anden  side  havde 
Henrik  Krummedige  uormanden  Mis  Ravaldssuu  som  hovids- 
mand på  Olafsborg.  Han  var  også  ved  siu  hustru  svågret 
med  Knut  Alfsson  og  gik  samme  vej  som  denne.  Stottet 
af  disse  to  brod  Knut  altså  i  febr.  1502  atter  ind  i  Xorge, 
og  denne  gang  havde  han  ikke  alene  en  mægtig  krigs- 
hær med  sig,  da  Svante  Sture  havde  budet  alle  leus- 
niændeue  i  det  vestlige  Sverrig  at  stotte  ham  på  euhvær 
måde;    men   han  havde  eu  kæk  og  dygtig  våbenbroder  i 

5* 


68  Kong  Hans. 

høvidsmaiiden  over  Vestergotland ,  den  gæve  og  tapre 
Ake  Johansson  (Nattochdag).  De  gik  lige  på  Oslo,  og  det 
varede  ikke  mange  dage,  inden  Akershiis  måtte  give  sig: 
det  slot,  som  for  tre  år  siden  var  taget  fra  Knut  Alfs- 
son  og  givet  til  Peder  Griis,  måtte  denne  atter  oplade 
til  ham.  Dernæst  faldt  forst  Tønsberg,  så  Marstrand, 
som  blev  plyndret  og  brændt,  efter  at  borgerne  vare 
ihjælslagne;  så  faldt  Sarpsborg;  og  endelig  blev  Henrik 
Krummedige  allerede  i  april  indesluttet  på  Bohus.  Faldt 
også  denne  fæstning,  var  det  rimeligt,  at  hele  Norge 
vilde  gå  tabt,  og  der  var  da  kun  ringe  håb  om  at  tage 
enten  det  eller  Sverrig  tilbage. 

Kong  Hans  så  i  sin  nød  ingen  anden  udvej  end  at 
vinde  hjælp  hos  hertug  Frederik,  hvem  han  i  marts 
1502  på  et  møde  i  Segeberg  med  det  danske  rigsråds 
samtykke  bød  halvdelen  af  Norge  (!).  Hermed  vilde  her- 
tugen dog  ikke  nojes:  han  vilde  tillige  have  halvdelen 
af  indtægterne  af  Norge  i  de  tyve  år,  som  vare  rundne 
siden  faderens  død.  Heldigvis  hværken  kunde  eller  vilde 
kong  Hans  indvillige  heri,  men  gik  nu  med  flåden  til 
Stokholm  for  at  undsætte  og  udfri  sin  dronning,  mens 
hans  son,  som  blev  i  hjemmet,  rustede  af  alle  kræfter. 
Han  udskrev  fra  land  og  fra  by,  både  adel  og  menig, 
både  fodfolk  og  søfolk,  og  hværvede  desuden  skotske  og 
tyske  landsknægte. 

I  juiii  vendte  kongen  tilbage  fra  sin  frugtesløse 
stokholmsfærd,  og  strags  gik  den  enogtyveårige  prins 
kristian  med  skibe  og  folk  til  Gøtaelveu  for  at  undsætte 
Bohus.  Han  skulde  tjæne  sine  sporer,  men  det  var 
ingen  næm  gerning,  der  var  givet  ham;  dog  reddede 
han  Bohus,  holdt  både  her  og  ved  det  nye  Lødøse 
flere  heldige  træfninger  mod  fjenden,  og,  mens  Henrik 
Krummedige  uden  held  drog  mod  Tønsberg  og  Akers- 
hus,  drog  han  selv  mod  Elfsborg.    Her  blev  I^rik  Gyllen- 


Prins  Kristian  i  Bohus:   Elfsborg.  09 

stjenia  strags  atter  forræder,  ti  imoilt  opgav  han  sit  slot 
efter  tre  dages  indeslutning  (17de  juli),  imod  at  han  frit 
ivuiide  gå  til  sine  venner,  der  stode  ved  Lerum,  men 
hvis  folk  næppe  så  ham,  for  de  sønderreve  ham,  skont 
Ake  Johansson  vilde  dækket  ham  med  sit  eget  legeme. 

Åke   Johaiissou    skummede    af   harme    over   Elfsborgs 
tab,  og  natten  til  d.  19de  juli  droge  han  og  Knut  Alfs- 
son   afsted   for   at  tage   slottet   tilbage.     Den  utålmodige 
Ake  ilede  forud  med  rytterne,    og  i  den  tågede  morgen- 
dæmring nåede  han  ubemærket  den  danske  lejr.     Natte- 
vagten havde  netop  trukket  sig  tilbage,    og  den  skodes- 
løse  dagvagt  var  endnu  ikke  på  sin  post.     Han   kunde 
have  nedhugget  de  sovende  danskere,  inden  de  fik  tid  til 
at  vågne.     Men   den   ridderlige  sonneson  af  Engelbrekts 
hemske  morder  lovede  en  anden  færd,  og  han  tvang  med 
spændt    bue   sin   hornblæser  til  at   vække   dem.      "Blæs 
strags!"    råbte  han,  da  hornblæseren  vægrede  sig,   "blæs 
strags!   eller  jeg  skyder  dig  pilen  igennem  livet.    Det  er 
ikke    sommeligt    at    anfalde    en    kongeson    og   sa  mange 
hoj bårne   mænd,    mens   de   sove^.      Hornblæseren   måtte 
lystre,  og  lidt  efter  styrtede  Åke  med  sine  ryttere  ind  i 
lejren,    hvor    de    sovndrukne    krigere   bleve   nedhuggede, 
hvis  de  ikke   flygtede  eller  lode  sig  tage  til  fange.     Om 
det    så   var    de   to   høvidsmænd,     arkelimesteren   Anders 
Bentson  Bille  og  fodfolkets   forer,    Otte  Jorgens«jn  Eud. 
der    netop    lå   i    telt    sammen,    undgik   de   med   nod   og 
næppe  sine   krigeres   lod.  —  Der  var  dog  en  fanebærer, 
hvis   navn   vi   des   værre   ikke   kende:    han   plantede   sin 
fane  på   en  hoj  midt  i  lejren  og  lod  trommen  rore;    om 
fanen  samlede  folkene  sig  efter  gammel  skik,    efter  som 
de    fik    sovnen    gnedet    af   ojnene.      I    det    samme    kom 
prinsen  til.      Han   havde  ikke  ligget  i  lejren,    men   på 
slottet,  hvor  larmen  imidlertid  havde  vækket  ham.     Han 
bragte  atter  orden  tilveje,  og  nu  vendte  bladet  sig.    Akes 


70  Kong-  Hans. 

ryttere  måtte  kæmpende  trække  sig  ud  af  lejren.  Men  så 
kom  Knut  Alfsson  med  fodfolket,  og  kampen  strængedes 
atter.  Også  danskerne  trak  imidlertid  forstærkning  til 
sig  fra  skibene  på  elven,  både  folk  og  kanoner,  og 
efter  en  hårdnakket  kamp  måtte  svenskerne  tidsidst  soge 
flugten  og  lade  hovedfanen  i  stikken.  Men  prins  Kri- 
stian glemte  aldrig  Åke  Johanssons  ridderlige  færd.  "Ake 
og  hans  bud»,  skrev  han  flere  år  senere,  <■  skulle  overalt, 
hvor  jeg  har  at  byde,  være  så  sikre,  som  om  de  færdedes 
i  Upsala  domkirke«.  —  Prinsen  lod  Elfsborg  nedbrænde, 
og  nu  blev  Lødøse  indtaget  og  ødelagt,  samt  Oresten 
taget  og  brændt.  Men  skotter  og  tyskere  kunde  ikke 
forliges,  og  prinsen  måtte  fra  Vestergotland  vende  tilbage 
til  Halland.  Her  afskedigede  han  de  stridige  tropper  og 
gik  selv  til  København,  hvor  han  modtog  ridderslaget 
af  sin  fader. 

Henrik  kniminodige  drog  derimod  påny  mod  Tonsberg. 
som  han  denne  gang  hurtig  indtog,  og  d.  14de  avg.  stod 
han  for  Akershus.  Bispen  i  Roskilde,  Jens  Jepson,  fulgte 
ham.  knut  Alfsson  vilde  sammen  med  Nils  liavaldsson  ile 
denne  sin  sidste  fæstning  til  hjælp.  Nils  var  dog  endnu 
kun  undervejs;  i  den  sidstledne  måned  havde  Knut  kun 
kendt  nederlag  på  nederlag;  og  han  vilde  derfor  prøve 
sin  lykke  ved  underhandlinger.  Han  krævede  og  modtog 
sikkert  lejde,  og  den  18de  avg.  1502  mødte  han  ombord 
på  et  af  Henrik  Krummediges  skibe.  Vel  skal  han  have 
brudt  vilkårene  for  lejden,  iblandt  andet  ved  at  møde 
med  halvandet  hundrede  mand  isteden  for  hundrede,  og 
herover  skal  det  være  kommet  til  mundhuggeri,  og  i 
hidsigheden  skal  Knut  endog  være  kommen  med  et  ord, 
der  gik  kongens  ære  for  nær;  men  lige  fuldt  var  det  en 
nidingsdåd,  at  hr.  Henrik  lod  sin  gamle  avindsmand  og 
flere  af  hans  ledsagere  nedhugge.  Ej  heller  reddede  dot 
hans  og  bispens  ære  eller  toede  deres  minde,  at  de  strags 


Knut  Alfssons  mord:  Mette  Dyre.  71 

lode  lagmændene  i  Oslo  og  Tønsberg  udnævne  tre  tylfter 
mænd  af  Oslo  borgere,  som  i  en  kreds  af  vrede  krigere 
selvfølgelig  måtte  domme,  at  hr.  Knut  ikke  alene  var 
fredlos  som  forraxler,  men  at  han  lå  på  sin  gerning, 
siden  han  havde  brudt  sit  lejde.  Hans  lig  domtes  end 
videre  «i  kongens  våld  og  miskundhed",  det  vil  sige: 
uden  kongens  tilladelse  kunde  han  ikke  komme  i  kristen 
jord,  ej  heller  kunde  der  læses  sjælemesser  for  ham. 
Han  lå  da  også  i  tolv  år  ujordet  på  Akershus,  men 
grunden  hertil  var  dog  nok  egentlig  den,  at  han  måtte 
(.ligge  på  morde«,  som  det  hed,  enten  fordi  man  ikke 
kendte  den  rette  drabsmand,  eller  fordi  denne  ikke  vilde 
udsone  sig  med  hans  slægt  ved  at  give  mandebod. 

Med  hr.  Knuts  mord  var  den  norske  opstand  midler- 
tidig kuet,  da  Akershus  strags  gav  sig.  Dog  var  freden 
ikke  lang,  ti  den  myrdedes  enke,  fru  Jlette  Dyre  (en 
datter  af  Iver  Jenson  til  Tirsbæk),  vilde  hævne  sin  mand. 
hvad  hun  dog  ikke  synes  at  have  haft  nogen  særlig  op- 
fordring til,  siden  hun  allerede  i  mandens  levetid  var 
almindelig  kendt  som  Svante  Stures  elskerinde.  Det  har 
vel  altså  nærmest  været  elskeren,  hun  vilde  støtte,  men 
sit  foretagende  har  hun  villet  give  et  pænere  navn.  Og 
endnu  inden  årets  slutning  fik  hun  atter  almuen  på 
benene.  Den  var  let  at  rejse,  da  den  i  sin  tojleslose 
selvstændighedsfolelse  bar  et  bittert  nag  til  enhvær  myn- 
dighed, enhvær  foged,  men  selvfølgelig  især  til  de  danske, 
skiint,  som  vi  nylig  have  set,  havde  den  også  for  få  år 
siden  gjort  opstand  mod  Knut  Alfssons  norske  fogder. 
—  En  svensk  krigsmagt  støttede  fru  Mette,  og  den 
dristige  Piils  Ravaldssoii  trådte  atter  fræm,  ja  satte  sig 
endog  en  stund  fast  i  Konghelle,  hvorfra  han  opfangede 
og  dræbte  kongens  venner.  Henrik  Krummedige  havde 
brudt    sin   mag;t   02:  sin  anseelse  ved  det  troløse  mord. 


72  Kong  Hans. 

Altså  blev  han  kaldt  tilbage,  og  bans  konebroder,  den 
kække  Otte  Rud,  måtte  aflose  bam.  Nu  vendte  freden 
i  Viken  atter  tilbage,  om  det  end  ikke  kunde  afværges, 
at  Sraute  Sture  en  måned  senere,  i  våren  1503,  gjorde 
ot  pludseligt  indfald  og  trængte  fræm  lige  til  Oslo,  hvor 
ban  dog  ikke  blev  længe,  og  Akersbus  måtte  han  kont 
lade  stå.  Som  vi  alt  have  set,  kaldte  han  også  i  det 
folgende  år  norraændene  til  våben,  men,  som  ligeledes 
fortalt,  blev  freden  endnu  dengang  bevaret  ved  stil- 
standen i  Kobenhavn. 

Freden  blev  dog  ikke  af  lang  varighed.  Nils  Ravalds- 
son  sad  endnu  stadig  på  Olafsborg,  og  bans  magt  blev 
mer  end  dobbelt  så  stor,  da  Svante  Sture  tillige  gjorde 
ham  til  sin  lensmand  i  Dal.  Han  gjorde  herfra  det  ene 
ødelæggende  indfald  i  Norge  efter  det  andet.  Ved  dette 
uvæsen  kededes  Otte  Rud,  og  han  besluttede  at  tugte 
bam.  Det  battede  kun  lidet,  at  han  slog  ham  i  åben 
mark,  ti  han  flygtede  kun  hjem  til  sin  roverrede,  rustede 
sig  påny  og  var  den  næste  dag  lige  stærk.  Olafsborg 
måtte  vindes,  men  det  var  ingen  let  sag.  Den  lå  på  en 
klippe,  hvis  stejle  sider  gik  næsten  lodret  ned  i  Bullar- 
sjøn;  kun  fra  den  nordre  side  var  adgangen  en  smule 
lettere,  skont  også  her  gik  der  hoje  og  faste  mure  om 
borgen.  Det  var  juleaften  1504.  Jorden  var  dækket 
med  dyb  sne,  og  søen  var  frussen.  Hr.  Otte  lod  sine 
folk  tage  hvide  skjorter  over  rustningerne,  at  de  ikke 
skulde  kendes  fra  sneen,  og  tågede  så  afsted,  i  stilhed 
og  ad  afsides  stier.  Uden  at  ænses  nåede  han  soens 
vestside,  og  i  «den  danske  klev»,  lige  over  for  slottet, 
lagde  han  sig  i  skjul  for  at  oppebie  den  belejlige  stund. 
Stiger  havde  han  med  sig.  Henimod  midnat  gik  han 
over  isen  til  den  modsatte  side  af  søen,  klavrede  op  ad 
bjærget  og  over  slotsmuren.  Der  var  ingen  vagt  sat  ud, 
ti  i    »våbenstilstanden'.,    som   Nils  Ravaldsson   dog  ikke 


Julegildet  på  Olafsborg:  nye  underhandlinger.  73 

selv  havde  hævdet,  og  som  heller  ikke  gjaldt  for  Xorge, 
havde  hele  besætningen  samlet  sig  om  juleøllet.  Inden 
nogen  anede  det,  stode  Otte  Kud  og  haus  flinke  svende 
midt  imellem  de  drukne  krigere,  som  dels  bleve  nedhug- 
gede, dels  tagne  til  fange.  Kun  Nils  Eavaldsson  og  et 
par  andre  havde  åndsnærværelse  og  held  til  at  flygte  op 
i  et  af  slottets  tårne,  hvor  de  natten  over  værgede  sig 
mandelig  med  sværd  og  stenkast,  til  deres  kræfter  vare 
udtomte,  og  de  ved  juledagens  fræmbrud  måtte  give  sig. 
Intet  under,  at  hr.  Otte  til  tak  for  .J ul ef/ildet  på 
Olafsborfj''  fik  så  vel  borgen  som  dens  tilliggende  i 
arv  og  eje. 


6.    Fortsatte  underhaLdlinger  med  Sverrig  og  Liibeck; 
kampen  tager  ved  igen  (1505 — 09). 

Olafsborg  lå  i  Norge,  og  dens  indtagelse  var  altså 
ikke  noget  ligefræmt  brud  på  våbenstilstanden  mellem 
Danmark  og  Sverrig.  Af  sådanne  brud  var  der  imidlertid 
sket  nok  både  fra  dansk  og  svensk  side,  så  på  freden 
kunde  ingen  lide.  På  hægge  sider  rustede  man  sig  des- 
uden atter,  og,  da  tiden  for  den  nye  dagtingning  nærmede 
sig,  så  det  ligere  ud  til  en  holmgang  end  til  et  freds- 
mode.  —  I  rette  tid,  d.  10de  juni  1505,  var  kong  Hans  i 
Kalmar,  ledsaget  af  skotske  og  mecklenburgske  sendemænd 
og  af  sin  svigerson,  kurfyrste  Joakim:  men  desuden  forte 
han  elleve  krigsskibe  og  to  tusinde  tre  hundrede  mand 
med  sig,  sagtens  for  at  give  underhandlingerne  eftertryk. 
Også  de  danske  og  norske  rigsråder  (to  ærkebisper,  syv 
bisper,  Norges  riges  kansler  og  Qorten  verdslige  herrer) 
indfandt  sig  i  det  fastsatte  tal  til  den  aftalte  tid;  men 
Sraiite  Sture  og  hans  rigsråder  udebleve.  De  havde  haft 
modbor,  sagde  de  siden,  men  sandheden  var  dog  snarere 


74  Kong  Hans. 

(len,  at  hr.  Svante  intet  mede  vilde  vide  af;  i  det  mindste 
sagde  de  andre  rigsråder  senere,  at  de  havde  været  rede, 
så  det  ene  var  ham,  der  havde  spildt  mødet.  Man  væn- 
tede  forgæves  på  dem  i  fjorten  dage;  så  blev  retten  sat 
af  det  danske  og  norske  rigsråd,  og  den  veltalende  Nils 
Høeg  fræmstod  paa  kongens  vegne  som  klager.  Efter  åtte 
dages  forløb  faldt  dommen  d,  1ste  juli  1505.  Kongen 
fik  sig  Sverrigs  rige  tilkendt  og  dronningen  sit  enkegods ; 
hr.  Sten  og  hr.  Svante  domtes  med  alle  sine  arvinger  og 
åtte  medhjælpere  (Erik  Johansson,  Sten  Kristersson,  Trotte 
Mågensson,  Erik  Turesson,  Ake  Hansson  o.  s.  v.)  samt  disses 
arvinger  som  landsfjender  og  majestætsforbrydere;  de 
skulde  agtes  for  borgerlig  dode  og  alt  deres  gods  i  hvil- 
ket som  helst  af  de  tre  riger  være  kronen  hjemfaldet. 
Det  blev  da  også  strags  inddraget,  så  vidt  man  kunde 
overkomme  det.  —  Mindre  klogt  var  det,  om  end  næppe 
helt  uundskyldeligt,  at  kong  Hans  straffede  på  livet  borg- 
mestere  og  råd  samt  nogle  borgere,  som  for  to  år  siden 
havde  forrådt  Kalmar  til  Hemming  Gadd.  Det  blev  i 
det  mindste  strags  brugt  til  at  udmale  ham  som  en  troløs 
og  blodtorstig  tyran  og  har  endog  i  vore  dage  givet  an- 
ledning til  at  tale  om  o  blodbadet  i  Kalmar".  Skal  denne 
domfældelse  nævnes  således,  bliver  der  i  hele  verden 
ingen  ende  på  « blodbad". 

Desuagtet  ophørte  man  ikke  at  underhandle,  og  alle- 
rede i  næste  februar  måned  var  der,  som  vi  strags  skulle 
se,  et  nyt  fredsmøde  i  Malmø. 

Men  de  danske  og  norske  rigsråder  havde  end  videre 
haft  det  mærkelige  indfald  —  sagtens  indgivet  dem  af 
kurfvrst  Joakim  — ,  d.  l(3de  juli  at  bede  kejser  Maksimi- 
lian  om,  at  han  med  alle  rigets  kurfyrster,  fyrster  og 
øvrige  stænder  vilde  stadfæste  den  dom,  de  havde  fældet 
i  Kalmar,  og  strængelig  byde,  at  »ingen  i  nogen  måde 
må   komme   de   svenske  til  hjælp   eller  bistand  med  råd 


Dommen  i  Kalmar  og  kejserdommon.  75 

eller  dåd  og  ikke  med  dem  hemmelig  eller  åbenbar  handel 
have,')  samt  at  lyse  dem,  som  måtte  overtræde  et  sådant 
forbud,  "i  det  hellige  romerske  riges  akt.«  Og  kejseren 
var  ikke  prutten:  d.  13de  novb.  1505  stadfæstede  han 
fra  Passau  som  « kristenhedens  hoved .>  den  afsagte  dom. 
Videre  gik  han  vel  ikke  strags,  men  noget  senere  ind- 
stævnede han  for  sin  oy  det  fijske  riges  kammer- 
ret (!)  alle  de  ti  domfældte  svenskere,  af  hvilke  selvfølge- 
lig ingen  gav  mode,  og  efter  en  formelig  retsforhandling 
domte  han  d.  2den  oktb.  1506  i  Gratz  dem  alle  (også 
den  afdøde  hr.  Sten!)  /  ri  c/ et  s  akt ,  da  de  hårde  brudt 
det  hellige  romer  ske  riges  land  efr  ed  (!!  ) ,  gjorde 
dem  fredløse  og  gav  deres  liv  og  gods  i  hvær  mands 
hånd.  Ifølge  denne  dom  udsendte  han  end  videre  den 
23die  oktb.  et  kejserligt  mandat  til  alle  rigets  stænder, 
at  de  skulde  afholde  sig  fra  enhvær  forbindelse  med  de 
domfældte  svenske,  som  ved  sit  opror  mod  kong  Hans 
havde  brudt  »det  hellige«  riges  fred,  hvis  de  ikke  selv 
som  fredløse  vilde  falde  i  rigets  akt.  Dette  mandat  lod 
han  opslå  på  kirkedørene  i  Liibeck ,  Danzig  og  de  andre 
søstæder.  Det  skulde  i  ét  og  alt  se  ud,  som  om  de  nor- 
diske riger  vare  tyske  landskaber,  og  som  sådanne  henlå 
under  kejserens  domstol.  —  Heller  ikke  pave  Julius  sad 
med  hænderne  i  skødet:  han  udslyngede  den  20dc  jan. 
1506  banstrålen  over  Hemming  Gadd  øg  over  enhvær. 
som  viste  ham  lydighed  ;  ti  Hemming  var  ingen  ret  biskop 
i  Linkøping,  da  paven  aldiig  havde  godkendt  haus  valg, 
men  tværtimod  indsat  en  anden  biskop,  der  dog  ikke 
havde  kunnet  komme  til  sit  stift  for  hin  urolige  mands 
skyld.  —  Ikke  en  eneste  af  de  hårde  herrer  blev  dog 
derved  mygere :  mens  kong  Hans  underhandlede  med 
Kusland  om  et  nyt  forbund  øg  desuden  søgte  hjælp  hos 
England,  Frankrig  og  Skotland,  underhandlede  hr.  Svante 
med  held  om  en  stadfæstelse  af  stilstanden  med  Rusland 


76  Koiiy  Hans. 

Og,  skont  med  mindre  held,  om  forbund  både  med  Polen 
og  hansestæderne. 

Liibeckerne,  som  i  al  hemmelighed  havde  pustet  til 
ilden,  for  den  brod  ud  i  lys  lue,  holdt  dog  ligesom  alle 
de  andre  hansestæder  med  hr.  Svante,  da  de  vare  arrige 
på  kong  Hans,  som  aldrig  med  sin  faders  letsindighed 
havde  villet  gå  ind  på  alle  deres  mange  krav.  De  havde 
måttet  vænte  i  fulde  åtte  år,  inden  han  havde  villet  stad- 
fæste deres  handelsprivilegier,  og  alt  siden  havde  han 
stadig  villet  knække  deres  overmod.  Han  havde  ikke 
alene  fræmmet  sine  egne  undersåtters  handel,  men  han 
havde  stadig  begunstiget  engelskmændenes  og  hollændernes 
handel  på  Danmark  og  Norge.  Desuden  havde  han  lige 
fra  krigens  begyndelse  forbudt  stæderne  al  handel  på 
Sverrig  og  havde  taget  og  prisdomt  ethvert  skib,  som 
desuagtet  vilde  bringe  hans  fjender  tilforsel.  Stæderne 
havde  visselig  måttet  vedgå,  at  han  var  i  sin  gode  ret, 
når  han  gjorde  dette,  men  i  længden  trættedes  de  dog 
derved,  lagde  selv  i  novb.  1502  beslag  på  alle  danske 
skibe  og  kastede  mandskabet  i  fængsel.  —  I  våren  1503 
havde  man  hvær  dag  kunnet  vænte  krigens  udbrud,  da 
en  pavelig  atladskræmmer,  kardinal  Kaimund  Perauld, 
tog  sagen  i  sin  hånd  og  arbejdede  så  vedholdende,  at  han 
endelig  d.  29de  apr.  fik  den  danske  sendemand,  biskop 
Jens  Anderson,  til  at  gå  ind  på  en  overenskomst,  ved 
hvilken  Liibeck  så  nogenlunde  satte  alle  sine  krav  igen- 
nem:  stadens  gamle  privilegier  stadfæstedes;  den  skulde 
have  fem  tagne  skibe  og  deres  ladninger  erstattede  med 
tretini  tusinde  og  fem  hundrede  mark ;  og  et  tilgode- 
havende fra  Kristian  den  førstes  tid  skulde  den  have 
betalt  med  sytten  tusinde  tre  hundrede  mark.  Men  her- 
for gik  både  hertug  Frederik  af  Gottorp,  de  tilstedeværende 
holsteinske  og  sonderjyske  adelsmænd  og  biskop  Jens  i 
borgen.      Vare    pengene  ikke    betalte  inden    d.    17.  jan. 


Overenskomsten  med  Liibeck.  77 

1504,  skulde  de  alle  gå  i  indlager  i  Liibeck.  Til  gengæld 
skulde  Liibeck  arbejde  på  dronning  Kristines  frigivelse 
og  på  et  fredsmøde  mellem  Danmark  og  Sverrig:  indtil 
dette  havde  fundet  sted,  men  i  ethvert  fald  i  hele  inde- 
værende år,  skulde  de  afholde  sig  fra  al  handel  med 
Sverrig.  —  Kong  Hans  var  meget  misfornojet  med  en 
aftale,  ved  hvilken  hans  underhandlere  havde  overskredet 
enhvær  given  forskrift,  ja  endog  trodset  hans  forbud  mod 
at  indromme  llibeckerne  nogen  som  helst  pengesum ;  dog 
stadfæstede  han,  nærmest  af  hensyn  til  den  fangne  dron- 
ning, d.  17de  juni  1503  selve  forliget,  men  il-ke  den 
borgen,  som  udenfor  forliget  var  indgået:  den  måtte  være 
loftesmændenes  egen  sag.  Hertug  Frederik,  som  jo  var 
en  af  disse,  skont  han  fra  biskop  Jens  kendte  kongens 
bestemte  forbud,  blev  ikke  mindre  ærgerUg,  da  han  d. 
3die  maj  1504  af  sin  egen  lomme  måtte  gælde,  hvad  der 
var  lovet  liibeckerne  (for  den  storste  del  måtte  han  dog 
sætte  slottet  og  amtet  Trittau  i  pant  og  fik  det  forst 
indløst  elleve  år  senere).  Og  selv  liibeckerne  hittede  på 
mange,  mange  grunde  til  også  at  give  de  misfornojede. 
Altså  var  freden  kun  lidet  at  bygge  på,  og  endnu  i  samme 
sommer  sluttede  Liibeck,  Danzig  og  flere  stæder  i  Rostock 
et  forbund,  at  de  med  fælles  kræfter,  med  liv  og  gods 
vilde  værge  alle  sine  gamle  friheder  og  rettigheder.  — 
Så  kom  kejserens  brev  af  14de  novb.  1505,  fræmkaldt 
ved  kurfyrst  Joakim.  Det  bod  under  straf  både  Liibeck 
og  de  andre  stæder  at  afbryde  enhvær  handel sforbijidelse 
med  svenskerne,  som  de  på  ingen  måde  måtte  yde  nogen 
som  helst  hjælp.  Men  handelen  var  alt  for  fordelagtig, 
til  at  de  skulde  lade  sig  skræmme  af  forbudet,  og  deres  skibe 
bleve  da  påny  opbragte,  deres  handelsfriheder  ophævede 
og  al  handel  på  Danmark  og  Xorge  forbudt  dem.  Et 
møde  i  Kiel,  juni  1506,  førte  ikke  til  nogen  overenskomst, 
hvorimod  alle  de  fyrster,  som  deltoge  i  mødet :  kurfyrsten 


78  Kong  Haus. 

af  Brandenburg,  hertugerne  af  Braunschweig,  Lauenljurg, 
Liineburg  og  Mecklenburg,  i  striden  mellem  kong  Hans 
og  bertug  Frederik  kendte  for  ret,  at  kongen  ikl-e  var 
pligtig  at  godtgore  sin  broder,  hvad  denne  ifølge  forliget 
af  1503  havde  måttet  betale  llibeckerne.  —  Men  Liibeck 
kom  lidt  efter  i  en  farlig  krig  med  Mecklenburg;  det  var 
kommet  på  kant  med  fiere  af  de  andre  stæder;  og  vel 
nærmest  af  disse  grunde  sluttedes  der  d.  7de  desb.  150G 
under  hamburgsk  og  liineburgsk  mægling  en  ny  stilstand 
i  Segeberg,  ved  hvilken  handelen  på  Danmark  og  Norge 
atter  blev  given  fri,  men  Lubeck  måtte  påny  forpligte  sig 
til  at  afbryde  ethvært  handelssamkvæm  med  Sverrig. 
Denne  sidste  forpligtelse  blev  gentagen  i  den  endelige 
fred  i  Nykøbing  på  Falster  d.  7de  juli  1507,  som  des- 
uden indeholdt  flere  hårde  betingelser  for  Lubeck:  det 
måtte  ikke  engang  købe  svenske  varer  i  ikke-svenske 
liavno  (Riga  og  Reval,  hvor  der  var  nok  af  dem);  det 
skukle  anholde  ethvært  svensk  skib,  som  kom  med  varer 
til  Lubeck;  dets  fartojer  skulde  stryge  sejl  og  fræmvise 
sine  papirer,  så  snart  de  mødte  kongens  skibe.  En  så 
ydmygende  og  ødelæggende  fred  var  endnu  aldrig  aftvunget 
den  stolte  hanse;  og  både  Stralsund  og  Wismar  vare  dog 
medoptagne  i  den.  —  Kong  Hans  var  selv  tilstede  på 
fredsmodet  og  med  ham  biskopperne  Jens  Anderson  og 
Jens  Jepson ,  men  de  fandt  god  hjælp  hos  de  skotske  og 
franske  sendemænd,  som  ivrig  støttede  alle  kongens  krav, 
fordi  de  bægge  nærede  et  varmt  ønske  om  at  få  en  lille 
fransk  [»rinsesse  gift  med  prins  Kristian. 

Allerede  forinden  var  den  svenske  krig  atter  udbrudt. 
—  Strags  efter  dommen  i  Kalmar  var  der  vel  fra  svensk 
side  indledet  nye  underhandlinger,  og  det  svenske  rigsråd 
havde  i  en  skrivelse  til  det  danske  iblandt  andet  sagt: 
"Betænker  vel,   værdigste   herrer   og   gode   mænd,   at  vi 


Predeu  i  Nykøbing ;   ny   krig  med  Sverrig.  79 

ere  alle  af  ét  tungemål  og  næsten  alle  frænder  i  ked  og 
blod ,  så  vi  burde  skifte  os  godt  imellem  og  ikke  tragte 
indbyrdes  efter  liværandres  skade  og  fordærv  med  mord 
og  brand.«  Et  m^de  blev  også  fastsat  til  Malmø  i  februar 
1506,  og,  så  nodig  han  end  vilde,  måtte  Sraiite  Sture  dog 
ga  ind  på  det.  Men  han  sorgede  da  også  for,  at  modet 
måtte  blive  frugtesløst,  i  det  han  undlod  at  give  sende- 
mændene den  nødvendige  fuldmagt.  Det  danske  rigsråd 
lod  forlyde,  at  det  svenske  kunde  vælge  imellem  tre  kår : 
enten  strags  at  indsætte  kong  Hans  i  styrelsen,  eUer  tage 
prins  Kristian  til  konge  på  faderens  vegne,  eller  yde  kong 
Hans  øo-  dronnino-  Kristine  en  årlig  kongelig  indtæut  af 
Sverrigs  rige  (hvilken  ved  senere  møder  foresloges  sat  til 
tretten  tusinde  mark  svensk) ;  men  Svante  Sture  afslog 
det  ene  kår  som  det  andet,  og  en  ny  kamp  var  således 
uundgåelig. 

Den  raske  Ake  Huiissoii  (Thon),  en  sonneson  af  Ake 
Akselson,  havde  ved  påsketid  1506,  mens  den  danske  adel 
var  på  herredag  i  København  og  havde  taget  en  del  af 
sine  bedste  svende  med  sig,  gjort  et  kækt  indfald  i  Skåne, 
hvor  han  havde  hærget  Helsingborg  og  tiere  stæder,  og 
hvorfra  han  havde  vendt  hjem  med  rigt  bytte.  Et  lig- 
nende tåg  havde  Svante  Sture  gjort  ind  i  Bleking,  hvor 
Væ  og  Lyckeby  bleve  brændte.  Og  dernæst  havde  Hem- 
ming Gadd  i  de  forste  dage  af  avgust  indesluttet  Kalmar. 
Almuen  i  Småland  var  igrunden  ligesom  den  i  Oster- 
gøtland,  Værend  og  Møre,  villig  til  at  underkaste  sig 
kong  Hans,  hvis  udliggere  hæmmede  al  tilførsel  og  ud- 
førsel, skont  den  det  forrige  år  havde  erklæret,  at  al  den 
skat,  den  vilde  yde  kongen,  skulde  være  øksehug  og  pile- 
skud; men  Hemming  Gadds  stormende  veltalenhed  rev  de 
uvillige  bønder  med  sig.  Og  dog  fik  han  netop  nu  under- 
retning om  pave  Julius's  banbulle,  ja,  bullen  blev  endog 
opslået  allevegne  i  Sverrig,  om  det  så  var  på  Linkøping 


80  Kong  Hans. 

domkirkedor.  Alle  rigsrådets  medlemmer,  de  verdslige 
med  de  gejstlige,  endog  hans  gode  ven  Svante  Sture, 
pålagde  ham  ojeblikkelig  at  vise  paven  lydighed  og  opgive 
stiftet.  Men  han  bojede  sig  ikke,  fastholdt  stiftet  og  førte 
desuden  i  tre  måneder  en  hæftig  kamp  om  Kalmar,  ind- 
til det  natten  til  d.  23die  oktb.  lykkedes  ham  at  bane 
sig  vej  over  stadsmuren  og  efter  et  stort  mandefald  at 
sætte  sig  fast  i  selve  byen.  »Der  ledo  dauskarne  ett  blo- 
digt nederlag,  och  svenskarne  drogo  dem  fram  ur  hvalf 
och  kællrar,  der  de  sig  understuckit,  och  dodade  eller 
gjorde  dem  till  fångar.i,  siger  Olof  Persson.  Den  tapre 
og  ufortrødne  Jakob  Trolle  blev  jo  vel  ved  at  holde  slottet, 
men  ligefuldt  var  byens  tab  et  smærteligt  stod  for  kon- 
gen, som  derved  mistede  et  fast  udgangspunkt  for  videre 
erobringer.  Derfor  vilde  dr.  Hemming  også  have ,  at  der 
skulde  synges  en  taksigelsesmesse  i  alle  rigets  domkirker, 
og  hr.  Svante  lod  udsende  skrivelser  til  hele  landet  og  til 
alle  stænder  for  at  underrette  dem  om  den  store  sejr. 
Fra  Kalmar  hjemsøgte  dr.  Hemming  i  vinterons  løb  både 
Bleking  og  øland,  hvor  Niels  Kossoii  dog  holdt  fast  på 
Borgholm,  skont  ilden  allerede  havde  taget  fat  både  i 
slotsporten  og  forborgen,  og  røgen  stod  ham  og  haus  folk 
lige  i  åsynet.  1  våren  gæstede  så  Ake  Hansson  Halland, 
hvor  han  forst  tog  Varberg  og  d.  7de  maj  1507  tillige 
Laholm,  og  lod  dem  bægge  brænde.  Ligeledes  gæstedes 
både  Skåne  og  Bleking.  Niels  Gædda  havde  visselig  sam- 
let blekingboerne  og  manet  dem  til  kækt  at  værge  arnen ; 
men  næppe  viste  Hemming  Gadd  sig,  for  de  lob  hvær  til 
sit.  —  Det  var  ene  den  danske  flåde  under  Jens  Ilolgersoii 
og  Anders  Bille,  som  gjorde  det  muligt  for  den  stolte 
Jakob  Trolle  at  fastholde  Kalmar  slot;  og  det  var  atter 
disse  helte,  som  tillige  med  Soreu  Norby  lukkede  så  godt 
for  de  svenske  kyster,  at  svenskerne,  som  ingen  storre 
skibe  havde,   hværken  kunde  få  krudt  eller  skyts  i  land, 


Xy  krig  med  Sverrig:  Kalmar,  Øland,  Åland.  81 

hværkensalt  eller  humle,  eller  lærred  og  klæde,  eller  en- 
gang  den  nødvendige  nadvervin.  Hvilke  skibe,  der  søgte 
at  bringe  dem  noget  som  helst,  af  hvad  de  trængte  til. 
eller  at  udføre,  hvad  Sverrig  havde  overflødighed  af,  bleve 
strags  ta^ne,  og  mandskabet  måtte  være  såre  taknæmligt. 
hvis  det  slap  med  livet.  Ej  heller  lod  man  det  blive  ved 
at  kapre:  hvært  ojeblik  gjorde  man  landgang  så  på  den 
svenske,  så  på  den  finske  kyst,  der  bægge  vare  lige  værge- 
løse, hærgede,  plyndrede  og  brændte.  Midt  i  juli  1507 
gik  således  Soren  Xorby  i  land  «på  Åland,  tvang  det  stærke 
Kastelholm  til  at  give  sig,  gjorde  et  uhyre  rigt  bytte, 
udskrev  en  stor  krigsskat  og  satte  så  til  afsked  ild  på 
borgen.  Dog  holdt  han  sit  ord  og  skånede  ålændingerne 
for  ødelæggelse,  så  snart  brandskatten  var  betalt,  var  også 
ridderlig  nok  til  at  frigive  lensmandens  hustru,  fru  Anna 
Sparre,  som  han  havde  taget  til  fange,  hvorimod  lens- 
manden selv,  Sten  Turesson  (Bjelke),  måtte  gå  ned  til 
Danmark. 

Nu  tog  modet  til  at  synke  hos  svenskerne.  De  gejst- 
lige herrer  havde  stedse  været  unionssindede,  og,  når  de 
nødtes  til  at  sende  rigsforstanderen  krigsfolk,  forbøde  de 
dem  udtrykkelig  at  tjæne  under  den  bansatte  "dr.  Hem- 
ming, ti  da  bhve  vi  besmittede  med  ham,  kirken  og  os 
til  skade  og  e^igt  fordærv. ..  Og  blandt  de  verdslige  herrer 
våksede  fredspartiet  dag  for  dag,  men  Svante  Sture  og 
Hemming  Gadd  stode  faste  som  klipper  i  brændingen. 
I  Stokholm  var  borgerskabets  stemning  dem  imod;  selv 
bønderne  bleve  mangen  steds  trætte  og  uvillige;  på  ilden 
fra  Kalmar  slot  måtte  de  svare  med  pileskud  og  stenkast, 
ti  de  ejede  ikke  en  Qærding  krudt  og  kunde  heller  ingen 
få ;  den  ene  herre  forlod  dem  efter  den  anden,  og  de  tyske 
knægte  gjorde  opror,  fordi  man  ingen  sold  gav  dem;  ti 
til  al  den  anden  ulykke  slog  sig  endnu  den  pinligste 
pengebrist;    men   lige   fuldt  vedbleve   de   to   stive   herrer 

Danmarks  historie   1481 — 1536.  6 


82  Koni,''  Hans. 

at  stå  fast,  støttede  til  Sverrigs  menige  almue,  hvis  kamp- 
mod de  på  hyppige  landstingsmoder  opildnede.  ^Den 
milde  jomfru  Maria,  som  hjalp  syv  kirkesogne  i  Ditmar- 
sken, kan  vel  også,  næst  Guds  bistand,  hjælpe  et  helt 
kongerige,  o  mente  dr.  Hemming  til  afvæksling,  skont  han 
ellers  skældte  og  smældte,  lynede  og  tordnede.  Og  til 
hr.  Svante  skrev  han:  "I  er  så  ædel  og  stolt  en  herre, 
og  et  helt  kongerige  ligger  i  eders  hænder;  spil  derfor 
eders  kart  viselig!  At  stige  ned  af  hesten  og  lade  en 
anden  ride  den,  mens  man  selv  bliver  fodgænger,  synes 
mig  ilde  at  rime."  Alle  hansestæderne  opfordrede  alvår- 
lig  til  fred,  og  hele  rigsrådet  var  mere  end  villigt  til  at 
underhandle.  Det  turde  ikke  ubetinget  stole  på  »Gud 
almægtig  og  vor  almue »,  men  i  forening  med  Stokholms 
borgerskab  afgav  det  i  oktb.  1507  en  betænkning,  hvori 
det  sagde:  Der  findes  kun  tre  veje,  ad  hvilke  man  kan 
få  ende  på  den  langvarige  krig :  rettergang,  fortsat  kamp  og 
dagtingning.  Rettergang  duer  ikke,  ti  sagen  er  allerede 
afgjort  ved  kejserens  kammerret  (!),  og  at  gå  til  endnu 
hojere  ret,  til  paven  (!),  vil  blive  for  kostbart.  At  slå  lid 
til  krigens  afgorelse  er  ikke  rådeligt,  da  fjenden  er  meget 
mægtig  og  landet  udarmet.  Altså  står  der  kun  tilbage 
at  dagtinge,  skont  Sverrig  ofte  tidligere  er  blevet  sveget 
ved  dagtingning.  Man  havde  derfor  bedt  ærkebiskop  Jakob 
indlede  underhandlinger  med  kong  Hans.  Trods  rigs- 
forstanderens kraftige  indsigelse  indledede  man  også  virke- 
lig de  påtænkte  underhandlinger.  Der  var  kun  en  eneste 
rigsråd,  som  satte  sig  imod  dette  skridt:  statholderen  i 
Finland,  den  raske  og  årvågne  Erik  Tiiressoii  (Bjelke).  Han 
havde  altid,  når  modet  svigtede  de  andre,  opfordret  rigs- 
forstanderen til  kun  at  holde  ud,  ti  »Sverikes  rike  ær 
icke  så  snart  vunnit,  som  dess  tiender  tænka,  om  Gud 
blott  tæckes  gifva  endrægt  och  kærlek  inbordes».  Men 
tilsidst   måtte   selv   rigsforstanderen   give    efter,  ja,    han 


Kigsrådet  onskcr  fred,  men  krigen  fortsættes.  83 

måtte  endog  gore  det  efter  Hemming  Gadds  opfordring, 
da  Hemming  mente,  at  man  således  kunde  få  et  par  års 
pusterum.  Fra  våren  1508  aftaltes  der  i  de  næste  sejsten 
måneder  ikke  mindre  end  syv  fredsmeder,  af  hvilke  dog 
de  færreste  bleve  holdte,  og  de  øvrige  ledede  kun  til  nogle 
fa  ugers  stilstand. 

Ti  man  vedblev  ufortrødent  at  kæmpe  med  ild  og 
sværd.  Ueurik  kriimmedige  indtog  ved  juletid  1507  det  nye 
Lødøse,  som  han  opbrændte:  men  til  tak  gjorde  et  par 
måneder  senere,  febr,  1508,  Trotte  Jlågeussou  det  samme 
ved  det  blomstrende  Væ,  der  aldrig  siden  rejste  sig.  Om 
det  så  var  Anholt,  fandt  den  utrættelige  Åke  Hanssou  vejen 
did  (apr.  1508).  Borgerne  i  Hallands  købstæder  havde 
bragt  alle  sine  kostbarheder  til  den  ode  ø  i  Kattegat, 
hvor  de  mente  dem  sikre  for  fjendehånd;  men  Ake  fik  en 
del  både  samlet  i  Gøtaelven,  gjorde  et  rask  tåg  derover 
og  glemte  ikke  at  gore  rent  bord.  I  juli  hærgede  Jeus 
Holgerson  på  Ostergøtland  og  Sødermanland,  hvorpå  han 
gik  til  Finland;  d.  3die  avg.  sved  han  Borgå  af,  og  en 
hel  del  herresæder  fik  samme  skæbne.  —  Flere  lignende 
begivenheder  forbigå  vi,  og  vi  kunne  heller  ikke  lade  os 
opholde  af  kampene  om  Kalmar,  som  uden  ophør  fort- 
sattes i  tre  år.  «!  tusind  djævles  navn»  læste  den  hårde 
Hemming  hvær  evige  dag  sin  blodige  messe  i  fuldt  har- 
nisk, med  sporer  på  rytterstovlerne  og  med  sværd  i  hånd; 
og  den  djærve  Jakob  Trolle  blev  ham  intet  ojeblik  svar 
på  tiltale  skyldig,  ^klen  for  et  års  tid  siden  var  Otte  Rud 
forflyttet  fra  Bohus  til  Borgholm,  hvor  Mis  Bosson  ikke 
længer  agtedes  for  fuldt  pålidelig.  Nils  tog  sig  denne  af- 
skedigelse så  nær,  at  han  opsagde  kong  Hans  troskab  og 
lydighed  og  gik  kort  efter  over  til  Sture,  hvad  enten  han 
så  tidligere  havde  tænkt  derpå  eUer  ikke.  Men  Otte  Rud 
kappedes  med  de  andre  søhaner  om  i  fejdetid  at  hærge 
de  svenske  kyster  og  i  fredstid  at  opsnappe  enhvær  skude, 


84  Kong  Haus.  * 

der  styrede  med  handelsvarer  til  eller  fra  en  svensk  havn. 
Hans  sidste  og  mærkeligste  færd  gjaldt  Ab  o.  Fra  et 
nyt  mode  i  Malmø  vare  svenskerne  udeblevne,  fordi  Svante 
Sture  atter  væntede  krig  mellem  Danmark  og  Liibeck, 
og  kong  Hans  bød  derfor  at  tage  fat  på  fjendtlighederne 
igen.  Natten  til  d.  3die  avg.  1509  listede  så  hr.  Otte  og 
hans  krigere  sig  ind  i  det  rige  bispesæde,  og  de  fredelige 
borgere  vaktes  forst  af  sovnens  arme,  da  han  lod  trom- 
merne rore.  Mange  af  dem  dræbtes,  ja  vel  endog  fiere 
præster  og  borgmestre,  og  mange  bleve  bortslæbte  som 
fanger;  men  i  hele  fem  dage  blev  byen  plyndret.  Enhvær 
krog  blev  gennemrodet,  og  hværken  kirker  eller  klostre 
skånedes.  Bispehuen,  besat  med  ædelstene,  og  bispestaven 
af  fuldt  sølv  (tilsammen  værdsattes  de  til  tolv  tusinde 
mark),  tog  han  med  sig  fra  domkirken,  desuden  den  koste- 
lige bispekåbe,  bager  og  billeder,  kirkekar  og  andet  gor- 
sum  af  guld  og  sølv,  prydet  med  pærler  og  ædle  stene. 
Selvfølgelig  var  han  ikke  en  smule  nænsommere  mod  bor- 
gernes gemmer:  intet  blev  sparet,  og  man  mente,  at  hans 
bytte  kunde  sættes  til  halvtredie  gange  hundred  tusinde 
mark.  "Det  rika  Abo  kom  sedan  oj  mer  till  sin  forrå 
vælmaktn,  siger  Topelius;  men  kort  efter  fulgte  da  også 
den  lutherske  kirkerensning,  som  allevegne  gjorde  præster, 
kirker  og  klostre  fattige.  —  Fra  Åbo  drog  Otte  Rud  om- 
kring i  Finlands  skærgård,  og  derfra  til  Roslagen,  hvor 
han  ligeledes  hærgede  og  iblandt  andet  afbrændte  øro- 
grund.  (Åbos  skæbne,  eller  vel  rettere  domkirkens  van- 
helgelse,  ængstede  imidlertid  strags  den  vilde  krigers 
samvittighed,  og  for  at  sone  sin  synd  gav  han  sig  alle- 
rede næste  år  på  en  pilgrimsvandring  til  Vorherres  grav ; 
men  han  nåede  ikke  længere  end  til  Baiern ;  i  Landsberg 
faldt  han  i  en  sygdom  og  døde.) 

Fjorten  dage  efter  Åbos  plyndring  sluttedes  der  ende- 
lig d.  17de  avg.  1509  i  København  «en  fuld,  fast  og  sta- 


Åbos  plyndring;   fred  i  Kobenbavn.  —  Norske  bandeler.      85 

dig  fred  til  lands  og  vands.)  mellem  de  tre  nordiske  riger. 
Iblandt  de  segs  svenske  underhandlere  skulle  vi  fræmliæve 
biskop  Otte  Svinbufvud  i  Vesterås,  domprovst  Hans  Brask 
i  Linkøping  og  hr.  fh-ik  Trolle.  Kong  Hans  skulde  hvært 
år,  senest  sankthansdag,  have  tolv  tusinde  og  dronning 
Kristine  et  tusinde  stokholmske  mark  af  den  svenske 
krones  indtægter,  indtil  man  besluttede  at  tage  enten 
ham  eller  prins  Kristian  til  konge;  han  beholdt  indtil 
videre  Kalmar,  Borgholm  og  Visborg  med  Oland  og  Got- 
land; kom  det  til  krig  mellem  Danmark  og  Liibeck,  måtte 
Sverrig  ikke  hjælpe  Liibeck  eller  yde  det  nogen  tilførsel: 
ja,  de  svenske  sendemænd  forpligtede  sig  endog  til,  at 
de  i  så  fald  vilde  stræve  at  få  sat  igennem,  at  Sverrig 
lukkede  sine  havne  for  lilbeckerne.  «En  sådan  fred  havde 
Svante  Sture  kunnet  få  for  længe  siden«,  siger  Allen; 
ja  —  hvis  han  havde  villet  undlade  at  kæmpe  for  Sver- 
rigs  selvstændighed!  Det  vilde  han  ikke  (des  værre  glemte 
han  vistnok  heller  ikke  sin  egen  magt  og  hojhed):  derfor 
havde  borgerkrigen  varet  i  samfulde  åtte  år.  Mon  nu  — 
var  der  atter  fred,  en  stakket  fred! 


7.  Norske  handeler  (1506—12). 
Også  i  Norge  vedvarede  gæringen.  Man  havde  lige 
så  lidt  glemt  Knut  Alfssons  mord,  som  man  kunde  tinde 
sig  i  de  mange  danske  herrer,  gejstlige  og  verdslige,  der 
indvandrede  i  landet,  reve  magt  og  myndighed  til  sig  og 
dag  for  dag  undergrove  folkets  selvstændighed.  Vel  var 
den  gamle  norske  adel  på  det  nærmeste  uddød,  men  der 
var  dog  enkelte  skud  tilbage  endnu,  således  foruden  den 
stridbare  Niels  Ilavaldsson  bægge  hans  svågre:  Nils  Gyl- 
denløve til  43stråt  ogf  Olaf  Romer  til  Tomb;   men  heller 


86  Kong  Hans. 

ingen  af  disse  var  dansksindet,  og  endnu  mindre  var  Olaf 
Galle  det.  Fra  Sverrig  pustedes  der  desuden  idelig  til 
misnojet,  og  mere  end  én  dansk  foged  hjemsøgtes  af 
norske  bonder  og  svenske  krigere  i  forening. 

For  at  gore  en  ende  på  roret  sendte  kong  Hans  i 
eftersommeren  1506  sin  son  prios  liristiau  til  Norge  som 
"fuldmægtig  herre  over  Norges  rige,  ligervis  og  i  alle 
måder  som  om  kongen  selv  personlig  var  tilstede«.  Det 
var  en  vanskelig  post,  men,  skont  det  sydede  og  gærede 
i  flere  egne  af  riget,  især  langs  Sverrigs  grænser,  i  Rav- 
marike,  Hedemarken  og  Soler,  blev  dog  roligheden  væ- 
sentlig holdt  vedlige  både  det  forste  og  andet  år,  prinsen 
var  deroppe.  Han  var  selv  en  dygtig  og  kraftig  mand, 
og  han  havde  et  par  trofaste  hjælpere  i  Norges  riges 
kansler,  den  gamle  Jon  Pålssoii,  provst  ved  Mariakirken 
i  Oslo,  og  i  sin  egen  kansler,  den  danske  Erik  Yalkeiidorf, 
provst  ved  Roskilde  domkirke.  På  et  mede  i  Oslo  ud- 
stedte endog  Norges  rigsråd  og  andre  af  dets  ansete  og 
lovkyndige  mænd  d.  1.3de  marts  1507  den  erklæring,  at 
ifølge  rigets  gamle,  gældende  love  var  den  fredløs,  der 
handlede  mod  kongens  bud  og  breve,  og  den  havde  for- 
brudt fred  og  fæ,  odelsjord  og  liv,  der  forrådte  land  og 
folk  fra  rigets"  rette  konge  og  herre.  Men  det  havde  sin 
store  betydning,  at  kongemyndigheden  hævdedes,  ved  at 
dette  påny  blev  slået  fast,  og  tiden  brugte  da  prinsen 
også  på  mange  andre  måder  til  rigets  tarv,  især  til  at 
indskrænke  de  uhyre  handelsfriheder,  igennem  hvilke 
liibeckerne  i  Bergen  og  rostockerne  i  Oslo  og  Tønsberg 
udsugede  Norges  riges  marv.  Herom  skulle  vi  siden 
nærmere  tale. 

Men  strags  efter  nyår  1508  udbrød  der  en  bonde- 
opstand i  det  frugtbare  og  folkerige  Hedemarken,  fræm- 
kaldt  dels  ved  nye  skattepålæg,  dels  ved  svenske  stæmplin- 
ger.     En  foged  blev  slået  ihjæl,  og  en  anden  reddede  sig 


Prins  Kristian  i  Norge:  Herlof  Hofndfat:  Torkel  Joussijn.    87 

kun  ved  flugten.-  Hovedmanden  for  oprøret  var  Herlof 
Hefudfat,  sagtens  en  rig  og  anset  storbonde,  hvem  vi  dog 
ellers  intet  kende  til:  og,  da  bønderne  vel  kunde  vide, 
at  prinsen  snart  vilde  gæste  dem  med  sine  krigere,  spær- 
rede de  den  snævre  skovvej  med  bråder,  forhugninger  og 
baghold.  Prinsen  havde  da  også  i  hast  samlet  alle  de 
tropper,  han  kunde,  men  han  vilde  ikke  som  hans  far- 
fader falde  i  fælden:  han  kendte  fra  tidligere  tid  hele 
bøndernes  krigsførelse,  banede  sig  en  vej  udenom  bråderue 
og  angreb  bønderne  på  åben  mark.  Det  var  i  de  forste 
dage  af  februar,  og  østen  for  Mjøsen  kom  det  til  en  hård- 
nakket kamp,  i  hvilken  Herlof  faldt  med  de  bedste  af 
sine  folk.  Da  bønderne  således  vare  uden  førere,  toges 
en  mængde  til  fange,  og  de  øvrige  måtte  søge  flugten. 
Dermed  var  dette  oprør  kuet. 

Men  et  par  måneder  senere  måtte  et  lignende  bonde- 
røre  kvæles  i  Telemarken,  og  kort  efter  et  nyt  i  Solør 
og  det  østre  Hedemarken.  Dette  sidste  var  nærmest  fræm- 
kaldt  af  kanniken  Torkel  Jonssou,  hvem  kapitlet  i  Oslo 
et  par  år  tidligere  havde  valgt  til  biskop,  mens  kongen 
havde  udnævnt  provsten  i  Viborg,  Anders  Muus,  og  skaff"et 
ham  pavelig  stadfæstelse.  Torkel  flygtede  da  til  Værm- 
laud,  hvorfra  han  nu,  i  maj  1508,  vendte  tilbage  med 
høvidsmanden  sammesteds,  Olof  Bjornsson,  og  en  hel  del 
krigsfolk.  De  vare  dog  ikke  stærke  nok  i  længden,  men 
måtte  snart  prise  hjemvejen.  —  De  afvæbnede  oprørere 
bleve  strængt  straffede :  de  mindre  skyldige  idomtes  store 
boder,  lederne  henrettedes  og  stejledes.  Udenfor  Akers- 
hus  sad  i  mange  år  den  faldne  Herlof  med  jærnkrone 
på  hovedet  og  i  kreds  om  ham  hans  vigtigste  hjælpere. 
Det  var  nu  således  tidens  skik.  Men  Torkel  Jonsson, 
som  dog  var  født  normand,  søgte  strags  et  len  hos  hr. 
Svante,  og,  da  han  ikke  fik  dette,  gik  han  i  håb  om  et 
andet  æmbede  på  timen  over  til  danskerne.     Det  var  også 


3y  Kong  Hans. 

tidens  skik:  man  søgte  nærmest  kun  sin  egen  fordel :  og 
den  skik  var  dog  næsten  endnu  værre. 

Ærkebiskop  Gavte  vedligeholdt  stadig  sin  uvillie  mod 
foreningen  med  Danmark;  han  var  dog  nu  både  fæld- 
gammel  og  skrøbelig,  så  af  ham  var  der  ikke  meget  at 
håbe  eller  frygte.  Men  jæmtelændingen  Karl  Jonsson  var 
biskop  i  Hamar.  Han  var  af  adelig  byrd,  havde  en  mængde 
slægt  i  Sverrig,  og  selv  var  han  halft  svensk,  halft  norsk; 
havde  sagtens  også  studeret  ved  Upsala  universitet,  inden 
han  1 486  sendtes  til  Kostock  for  yderligere  at  forfræmmes 
i  videnskaberne.  Han  havde  i  lang  tid  vedligeholdt  mis- 
tænkelige forbindelser  med  adskillige  svenskere,  især  med 
Svante  Stures  hjærtensven,  den  veltalende  og  utrættelige 
præst  i  Mora,  Arvid  Siggessoii ,  der  næsten  kunde  få  det 
med  dalkarlene,  som  han  vilde,  og  desuden  havde  en 
mængde  forbindelser  i  det  nærliggende  Norge,  men  nærede 
et  grundigt  had  til  Danmark.  Ej  heller  må  lagmanden 
i  Vestergøtland  og  Dal  glemmes.  Ture  Jiiusson,  hvis  gods 
i  Norge  var  ham  fradomt,  men  som  desuagtet  gjorde  en 
mængde  tåg  derind,  mest  dog  spejdertåg,  for  at  mærke 
sig  stemningen  og  i  smug  puste  til  ilden.  —  Desuagtet 
vil  man  sige,  at  kong  Hans  nærede  en  sådan  tillid  til 
biskop  Karl,  at  han,  inden  sonnen  gik  til  Norge,  pålagde 
denne  særlig  at  lytte  til  hans  råd.  Om  pålideligheden  af 
denne  Svanings  meddelelse  nærer  Allen  dog  med  fuld 
foje  tvivl.  De  fangne  bønder  sagde  da  også,  at  bispen 
var  den  egentlige  hovedmand  for  oproret:  at  han  i  al 
hemmelighed  havde  hidset  dem  og  stået  bagved  deres 
førere,  skont  han  havde  været  med  at  afgive  og  forsegle 
den  nys  nævnte  erklæring,  som  herrerne  afgave  i  Oslo- 
Krumstaven  skræmmede  lige  så  lidt  prinsen,  som  skov- 
øksen havde  gjort  det,  og  ved  list  tog  han  i  februar 
bispen  til  fange.  Denne  havde  dog  mærket  uråd  og  havde 
derfor  villet  liygte  til  Sverrig,  men  blev  opsnappet  af  prin- 


Prins  Kristian  i  Norge:  biskop  Karl  i  Hamar.  89 

sens  folk.  Ved  en  kæk  list  tog  han  også  bispens  stærke, 
murede  slot  i  Hamar,  som  lå  tæt  op  til  domkirken  og 
umiddelbart  ved  Mjøsen,  så  det  kun  vanskelig  kunde 
beskydes.  Den  dag  besætningen  væntede  bispen  tilbage, 
sprængte  prinsen  med  slap  tojle  og  spændt  bue  mod  slots- 
porten, fulgt  af  nogle  af  sine  ryttere,  og  råbte  til  vagten, 
at  den  skulde  skynde  sig  at  lukke  op  for  ham  og  bispen, 
da  svenskerne  vare  dem  i  hælene  for  at  fange  dem  selv 
og  overrumple  bispegården.  Bispens  hest  og  slæde  vare 
ganske  rigtig  med,  men  i  slæden  sad  biskop  Anders  Muus 
i  steden  for  biskop  Karl.  Porten  åbnedes  med  hast,  og 
Kristian  var  herre  på  slottet,  som  han  overdrog  til  Knut 
Knutsson  (Båd),  der  var  af  svensk  byrd  og  forrige  år 
havde  måttet  afgive  Akershus  til  den  danske  Jorgen 
Vestenie,  hvorover  han  var  bleven  så  harmfuld,  at  han 
havde  tænkt  at  gåi  Stures  tjæneste.  —  Men.  imens  prin- 
sen så  sig  om  på  borgen,  sagde  han:  »Kommer  her  igen 
en  bisp,  kan  han  bo  i  ladegården,  om  han  vil:  på  det 
murede  slot  skal  han  ikke  herefter  sidde.«  Han  vilde 
ikke  vide  af  den  bispelige  herrevælde. 

Forst  sad  biskop  Karl  i  nogle  måneder  på  Akershus, 
men  senere  førtes  han  til  Bohus,  da  ingen  af  hans  æmbeds- 
brødre  enskede  at  tage  ham  i  forvaring,  skont  prinsen 
foreslog  dem  det.  Ærkebiskop  Gavte  krævede  ham  des- 
uden sat  i  frihed  for  at  dommes  af  hans  rette  gejstlige 
dommere,  hvad  både  ærkebiskop  Birger  og  biskop  Jens 
Anderson  istemte.  Kong  Haus  syntes  heller  ikke  helt 
uvillig  til  at  gå  ind  på  dette  krav,  men  må  være  bleven 
omstemt  af  sin  son.  —  I  Bohus  kededes  biskop  Karl 
imidlertid  ved  sit  fængsel,  og  en  sommernat  skar  han 
sine  lagener  i  stykker,  bandt  dem  i  to  liner  og  hissede 
sig  ned  fra  sit  tårnvindue.  Da  han  var  kommen  halvvejs 
ned,  brast  imidlertid  linerne,  og  ved  faldet  brækkede  han 
ot  ben.     Med  moje  slæbte  han  sig  hen  til  et  hult  træ,  i 


90  Kong  Haus. 

hvilket  ham  gemte  sig,  men  blev  fimdeii  og  atter  sat  fast. 
Han  sad  endnu  på  fjærde  år,  og  var  det  da  meningen  at 
fore  ham  nordpå  for  at  give  ham  i  varetægt  til  den  nye 
ærkebisp;  men  på  rejsen  did  døde  han  i  Oslo  i  slutnin- 
gen af  1511.  —  Ti  Norge  havde  endelig  fået  en  ny  ærke- 
biskop. Gamle  Gane  Irarssdii  døde  d.  12te  juli  1510  efter 
at  have  klædt  ærkestolen  i  tretisegs  år;  og  allerede  d. 
16de  avg.  samme  år  fik  prinsen  pave  Julius  til  at  ud- 
nævne Erik  Valkeiidorf  til  Norges  ærkebiskop.  Her  havde 
han  en  mand,  om  hvem  han  kunde  være  sikker  på,  at 
han  aldrig  vilde  gå  i  Gavtes  fodspor.  P]rik  var  visselig 
en  dansk  mand,  men  Norge  blev  hans  andet  hjem  og 
derfor   skulle   vi  senere    lære  ham  iiærmere  at  kende. 

På  grund  af  hertug  Frederiks  logn,  at  »en  mængde 
af  Norges  stormænd  blev  udrøddet  ved  tyrannens  sværd, » 
så  der  kun  blev  (>fire»  (!)  af  dem  tilbage,  —  har  man 
tidligere  villet  skylde  prins  Kristian  for,  at  han  som 
statholder  kvalte  Norges  gamle  adelsslægter  i  deres  blod ; 
og  denne  tale  er  ikke  helt  forstummet  endnu.  Således 
siger  jo  Fryxell,  at  han  kuede  opstandene  "medsåmycken 
grymhet,  at  han  till  storre  delen  utrotade  hela  den  mæg- 
tigare  norrska  adeln.  Några  få  kommo  undan»  .  .  .: 
og  Hammerich  er  ikke  langt  fra  at  sige  noget  lignende. 
Men  normanden  L.  L.  Daae  siger,  at  denne  snak  «i  vore 
dage  er  udvist  af  historien  som  uefterrettelig  tale-).  Det 
skader  dog  næppe  at  minde  om  hans  ord,  som  fuldt  kunne 
stå  til  troende.  —  Des  værre,  men  det  var  tidens  og  ikke 
bøddeløksens  medfør,  vedbleve  de  gamle  norske  adels- 
slægter både  i  denne  og  den  følgende  tid  at  henvisne. 
Siden  gamle  Håkon  Håkonssons  tid  havde  der  været  en 
stadig  svinding  i  dem ;  Borgerkrigene  havde  krævet  deres 
hjærteskud;  sortedøden  kom  til  med  sine  frygtelige  hærg- 
ninger; dvaskhed,  fattigdom  og  uvidenhed  holdt  de  til- 
oversblevne tilbage  fra  at  indskrive  deres  navne  i  krøn- 


Den  uorske  adels  undergang.  —  Forholdet  til  Liibeck.       91 

niken.  Prins  Kristian  (og  hans  eftermænd)  have  ingen 
anden  skyld,  end  at  de  imdlode  at  fræmdrage,  hvad  der 
endnu  var  brugbart.  Og  den  kunde  være  stor  nok.  Nu 
trivedes  mere  og  mere  danske  eller  dansktyske  eller  helt 
tyske  slægter  på  deres  grund.  Men  i  fjælddalene  finder 
man  den  dag  i  dag  under  mangen  en  bondes  sodede  ås  de 
granvåksne  skud  af  Norges  gamle  ætstore  hovdinger. 


8.     Ny  krig  med  Liibeck  og  Sverrig  (1509—12). 

Der  var  sluttet  fred  med  Liibeck;  der  var  sluttet  fred 
med  Sverrig :  og  der  var  fred  i  Norge :  men  derfor  var  der 
endnu  ikke  fuld  fred  i  Norden.  Ti  liibeckerne  kunde  ikke 
finde  sig  i  de  forsmædelige  vilkår,  der  vare  satte  dem  i 
Nykøbing,  særlig  ikke  deri,  at  de  ikke  måtte  handle  på 
Sverrig;  og  altså  vakte  de  ny  ufred.  Den  krig,  som  staden 
i  et  par  år  havde  fort  med  hertugerne  af  Mecklenburg, 
var  nu  desuden  endt,  så  den  nok  kunde  vende  sine  tanker 
ad  andet  hold.  —  Freden  i  Nykøbing  var  da  næppe  sluttet, 
for  liibeckerne  atter  begyndte  at  fare  på  Sverrig,  som  om 
der  ingen  ting  var  i  vejen;  og  strags  begyndte  kong  Hans 
selvfølgelig  atter  at  lade  sine  udliggere  tage  deres  skibe. 
Så  købte  de  d.  17de  febr.  1508  den  pengeløse  kejser 
Maksimilian  til  at  hæve  det  forbud  imod  at  handle  på 
Sverrig,  som  han  et  par  år  tidligere  havde  udstedt  og 
gentaget.  Og  kejseren  stansede  ikke  herved:  han  opfor- 
drede kongen  til  at  frigive  de  tagne  skibe;  havde  han 
noget  at  klage  på  Liibeck,  kunde  han  jo  gå  rettens  vej 
(igennem  den  tyske  kammerret!).  Desuden  forbød  han 
strængelig  alle  Tysklands  fyrster  og  stæder  at  hjælpe 
kongen  i  hans  strid  med  staden.  —  Så  meget  trodsigere 
blev  den  stolte  hanse,   der  netop  i  disse  år  var  særdeles 


92  Kong  Hans. 

pirrelig,  fordi  den  ikke  kunde  lukke  Østersøen  for  hol- 
lænderne, ej  heller  få  de  andre  østersøstæder  til  at  lade 
al  deres  handel  gå  over  Liibeck,  ned  ad  Traven  og  Elben, 
til  Vesterhavet.  Staden  lagde  sig  ud  med  alle  sine  venner, 
og  med  Danmark  vilde  den  slet  ikke  vide  af  nogen  under- 
handling. Og  i  Danmark  var  man  ikke  venligere  stemt 
mod  den  gamle  fjende:  der  fandt  man,  men  med  en  noget 
anden  folelse,  at  svenskerne  havde  fuld  ret,  når  de  sang: 
•  For  Liibeck  vorder  dansken  god,  for  våkser  figen  af 
hylderod."  -  Endelig,  i  våren  1509,  sendte  Liibeck  kong 
Hans  en  skrivelse,  hvori  staden  underrettede  ham  om,  at 
li'ibeckerne  vare  købmænd,  som  levede  af  handel  og  søfart; 
id  handel  imellem  folkene  efter  al  ret  var  en  fri  sag :  og 
<d  man  vel  havde  forpligtet  sig  til  ikke  at  handle  på 
Sverrig,  så  længe  krigen  varede;  men  denne  kunde  jo 
gærne  trække  ud  i  en  evighed,  og  Liibeck  vilde  da  blive 
aldeles  ødelagt ,  hvis  man  overholdt  hin  forpligtelse.  Der- 
for vilde  man  heller  ikke  længer  agte  sig  bunden  ved 
freden.  —  På  bægge  sider  søgte  man  nu  forbund,  og  på 
bægge  sider  rustede  man  stærkt.  Endnu  var  krigen  dog 
ikke  erklæret,  men  der  var  heller  ikke  fred,  og  stundum 
kunde  det  gå  blodigt  nok  til.  I  våren  1509  væntede 
liibeckerne  således  åtte  skibe  hjem  fra  Keval  med  svenske 
varer.  Otte  Rud  gik  til  Travemiinde  for  at  opsnappe  dem, 
og  det  harmfulde  råd  lagde  strags  beslag  på  alt  dansk 
gods  og  alle  danske  mænd,  som  fandtes  i  staden,  der- 
iblandt nogle  bønder  fra  Låland  og  Falster,  som  havde 
medbragt  korn,  de  vilde  sælge.  Men  udenfor  "Warne- 
miinde  lykkedes  det  li  ud  efter  nogen  kamp  at  tage  det 
storste  og  tre  mindre  af  de  åtte  liibeckere  (på  grund  af 
vindstille  undslap  de  andre  fire),  hvorpå  man  også  i  Dan- 
mark lagde  beslag  på  lybsk  ejendom  og  lod  alle  liibeckere 
fængsle  samt  forbod  al  handel  med  Liibeck,  særlig  med 
fedevarer,  kvæg  og  korn.     Denne  historie  er  kun  en  af  flere, 


Gensidige  plyndringståg  fra  Danmai'k  og  Liibeck.  93 

Og  endda  skulde  det  hedde  fred!  Liibeck  søgte  desuden 
af  alle  kræfter  at  forpurre  den  fred,  om  hvilken  der  hand- 
ledes mellem  kongen  og  Sverrig,  i  det  rådsherrerne  gang 
efter  anden  tilbede  Sverrig  et  krigsforbund. 

Som  alt  fortalt  blev  freden  med  Sverrig  ligefuldt 
sluttet;  men  nu  udrustede  llibeckerne  en  prægtig  flåde 
på  atten  store  orloggere.  Den  fortes  af  borgmestrene 
Herman  Meszmann  og  Bereud  Uomhouuer ,  havde  totusinde 
et  hundrede  landsknægte  og  tusinde  matroser  ombord,  og 
skulde  bringe  alle  slags  varer  til  Stokholm :  salt,  humle, 
korn,  klæde  og  hvad  ellers  svenskerne  mest  trængte  til. 
Undervejs  gjorde  den  strandhug  på  Bornholm  (septb. 
1509),  hvor  den  plyndrede,  brændte  og  brandskattede: 
og  det  samme  vilde  den  d.  25te  septb.  gjort  på  Gotland, 
hvis  ikke  Visbys  besætning  havde  afslået  landgangen.  Dog 
kobte  det  heltemodige  Visby  ikke  sin  sejr  for  intet,  vil 
man  sige,  ti,  inden  dets  gramme  Qender  dreves  tilbage, 
skulle  de  have  brudt  igennem  den  nordlige  del  af  ring- 
muren og  have  ødelagt  og  afbrændt  så  vel  dette  stykke 
som  en  del  af  selve  byen,  altså  fortsat  Valdemar  Atter- 
dags ødelæggelsesværk. 

Nu  blev  kong  Hans  vred,  og  i  oktb.  sendte  han  fra 
Falster  Soreu  Norhj  med  en  flåde  af  danske  skuder  og 
jagter  og  en  mængde  hværvede  tyske  knægte  til  Holstein, 
hvor  Norby  18de— 23die  oktb.  hærgede  og  brændte  alle 
liibeckernes  landsbyer,  men  kunde  hværken  rore  ved  Trave- 
munde eller  Liibeck,  der  bægge  vare  stærkt  befæstede,  og 
svært  skyts  havde  han  ikke  med.  Der  var  dog  i  forvejen 
gjort  mer  end  fuldkommen  lige  for  Bornholms  plyndring. 
Kongen  selv  kom  strags  efter  med  en  endnu  storre  styrke, 
stolende  på,  "skont  rigtignok  temmelig  letsindigt,"  at 
hans  broder  nok  vilde  gore  fælles  sag  med  ham  mod  den 
fjendtlige  stad.  Men  hertug  Frederik  svarede  ikke  alene 
nej :   tvært  imod  de  gensidige  forpligtelser  i  delingsakten 


94  Kong  Hans. 

af  1490  sluttede  endog  han  og  hans  holsteinske  ridder- 
skab d.  12te  novb.  en  pagt  med  Liibeck,  ifølge  hvilken 
både  Holstein  og  Sønderjylland  skulde  holde  sig  udenfor 
en  krig  mellem  Danmark  og  Liibeck;  og  kong  Hans,  som 
altså  på  det  nærmeste  var  gået  i  en  fælde,  måtte  tre  dage 
senere  gå  ind  på  samme  pagt,  hvis  han  ikke  vilde  rejse 
både  sin  broder  og  ridderskabet  imod  sig,  og  hvis  han 
vilde  være  nogenlunde  sikker  på  at  komme  hjem  igen, 
inden  den  store  lybske  flåde,  der  var  langt  stærkere  end 
hans,  vendte  tilbage  fra  Stokholm. 

Men  den  store  lybske  flåde  vendte  aldrig  tilbage, 
eller  dog  kun  sorgelige  lævninger  af  den:  den  havde  af 
to  grunde  opholdt  sig  for  længe  i  Stokholm.  Man  vilde 
gærne  slutte  et  forbund  med  Sverrig,  hvad  rigsrådet  dog 
så  lidt  var  villigt  til,  at  det  d.  12te  oktb.  enstemmig 
vedtog  ydelsen  af  de  tretten  tusinde  mark,  som  man  for 
fire  måneder  siden  havde  enets  om  i  København,  hvor- 
imod en  handelspagt  blev  sluttet  d.  14de  oktb.  Og  des- 
uden vilde  liibeckerne  indtage  så  stor  og  rig  en  fragt  af 
svenske  udforselsvarer  som  muligt.  Men  de  stærkt  ladede 
skibe  bleve  d.  7de  novb.  under  Kurlands  kyst  overfaldne 
af  så  våldsom  en  hoststorm,  at  de  enten  sank  med  mand 
og  mus  eller  slyngedes  mod  kysterne,  på  hvilke  de  sender- 
brødes.  Segs  ynkelig  tilredte  skibe  vare  alt,  hvad  Liibeck 
nogensinde  genså  af  sin  ypperlige,  kostbare  flåde. 

Dermed  var  stadens  stolthed  dog  langtfra  kuet  eller 
dens  bitterhed  kølnet.  Den  frygtede  desuden,  at  Sverrig 
ikke  længer  vilde  kunne  holde  sig,  men  at  det  helt  måtte 
underkaste  sig  Danmark,  så  der  atter  blev  fred  og  enig- 
hed i  Norden.  Kadet  sammenkaldte  da  i  jan.  1510  det 
menige  borgerskab,  og  dette  svarede  med  hoje  råb,  at 
det  vilde  vove  liv  og  gods  for  Liibecks  frihed  og  ret. 
Så  ht>ldtes  der  strags  efter  et  hausemøde  i  Liibeck.  Men 
Danzig  vilde   nok  være   ene  om   det  dejlige  sildefiskeri  i 


Lfibecks  krigserklæring  efter  årgammel  krig.  95 

Øresund,  ligesom  Hamburg  om  sejladsen  på  Norge;  ingen 
af  dem  vilde  derfor  træde  op  imod  Danmark  og  Norge, 
men  hellere  være  ene  om  handelen,  hvær  af  dem  på  sit 
rige.  Liineburg  var  angst  for  sin  salthandel,  og  lige  så 
nedig  vilde  Rostock  og  W-ismar  inddrages  i  krigen,  om 
de  end  nok  vilde  stotte  Liibeck  med  lidt  folk  og  penge. 
Stralsund.  var  således  den  eneste  af  stæderne,  der  gik  helt 
med  Liibeck.  Men  ligefuldt  rustede  den  vrede  by  af 
yderste  magt.  —  Også  Danmark  søgte  at  styrke  sig  ved 
forbund.  Et  forbund  med  Polen,  sluttet  i  København  d. 
24de  avg.  1509,  havde  dog  ikke  stort  at  sige;  England 
og  Frankrig  vilde  ingen  hjælp  yde;  kun  Skotland  sendte 
nogle  skibe  og  folk. 

Og  endelig,  d.  21ste  apr.  1510,  sendte  Liibeck  Dan- 
mark en  krigserklæring,  efter  at  krigen  uden  erklæring 
allerede  havde  varet  på  andet  år.  Trindt  omkring  i  alle 
Nederlandenes  stæder  lod  Liibeck  samtidig  kundgore,  at 
de  skulde  holde  sig  borte  fra  kongens  stromme  og  ikke 
gore  ham  nogen  hjælp  eller  tilførsel,  da  de  i  modsat  fald 
vilde  blive  behandlede  som  fjender.  —  Men  også  kong 
Hans  havde  rustet:  enhvær  lensmand  havde  fået  påbud 
om  at  holde  sig  rede  med  alle  sine  folk;  rigsdagen  i 
i  Kalundborg,  til  hvilken  to  borgmestre  og  to  rådmænd 
fra  hvær  købstad  vare  indkaldte,  havde  d.  3die  marts 
1510  bevilget  ham  en  overordentlig  skat  på  tyve  skilling 
(lig  halvtredie  tonde  rug)  af  hvær  bonde  i  landet,  mens 
købstæderne,  foruden  skibe  og  folk  samt  brød  og  øl  som 
sædvanligt,  skulde  yde  dobbelt  byskat.  På  de  sydlige 
øer  skulde  der  allevegne  holdes  strandvagt,  og  bavnen 
skulde  tændes,  så  snart  fjenden  viste  sig.  I  steden  for 
Ravnsborg  slot,  som  nedreves,  byggedes  ved  Nakskov  slottet 
Engelsborg  som  et  tilflugtssted  for  de  skibe,  der  skulde 
dække  smålandene  og  holde  den  sydlige  adgang  til  Store- 
bælt åben.     Kaperbreve  udstædtes  til  enhvær,  indlænding 


95  Kong'  Hans. 

eller  udlænding,  som  vilde  gore  jagt  på  lybske  skibe 
og  gods:  og  der  tilsagdes  kapergasterne  beskyttelse  af  de 
kongelige  orlogsskibe  samt  i  alle  danske  havne.  Fetallie- 
brødrenes  dage  vendte  således  tilbage.  Ja  enhvær  lybsk 
borgers  tilgodehavende  hos  danske  borgere  blev  beslaglagt 
og  indkrævet  til  kongens  kasse.  Men  også  liibeckerne 
udstedte  kaperbreve,  og  således  fortes  der  en  ødelæggende 
kamp  af  vilde  fribyttere  trindt  omkring  på  vore  have  og 
vidt  udenfor  dem,  en  kamp,  i  hvilken  særlig  skotterne 
Andrew  og  Robert  Barton  på  dansk  side,  llibeckeren  Kurt 
Konig  på  sin  fødebys  side,  gjorde  sig  frygtede.  Den  sidste 
skal  i  kort  tid  have  taget  firti  danske  skuder.  Kaper- 
krigen skal  dog  ikke  opholde  os. 

Liibeckerne  lode  strags,  d.  12te  maj,  segs  orlogsskibe 
løbe  ud.  De  mødte  tre  danske  skibe  under  Gedsør  og 
joge  dem  efter  en  hidsig  kamp  på  flugt.  Derefter  gjorde 
de  landgang  på  Langeland,  hvor  de  plyndrede  og  brændte. 
Men  langelændingerne  samlede  sig  til  modværge.  De 
vare  jo  vel  ikke  panserklædte  som  fjenden,  og  de  fattedes 
oven  i  kobet  skyts,  men  om  halsen  smede  de  særker  og 
skorter,  der  nogenlunde  som  brynjeskjorter  kunde  dække 
for  brystet,  svøbte  så  lagener  om  armene  og  sendte  de 
ubudne  gæster  så  varm  en  hilsen  med  tætte  slyngesten, 
at  de  efter  et  svært  mandefald  atter  søgte  skibene.  — 
Fra  Langeland  gik  de  hjem  igen,  men  lob  kort  efter  ud 
med  fjorten  skibe.  Gert  StoIterUole  og  Herman  Falck  hed 
deres  høvidsmænd,  og  de  plyndrede  og  brændte  trindt 
på  Møn,  hvor  de  iblandt  andet  lagde  købstaden  Borre 
med  dens  borg  og  kirke  i  aske,  mente  også,  at  de  i  en 
håndevending  skulde  tage  Stege,  hvorhen  bønderne  havde 
bragt  alt  sit  bedste  gods.  Men  Stege  var  befæstet  med 
vålde  og  plankeværk,  og  foran  ringmuren  havde  man  kastet 
en  bred  og  dyb  grav;   borgere  og  bønder  vare  enige  om 


Langeland  og  Mon  hjemsøges :  Helsingor.  97 

at  værge  sig  til  det  yderste;  slotsherren,  den  unge  Anders 
Bille  til  Søholm,  vilde  heller  ikke  plette  det  ry  for  kæk- 
hed, han,  hidtil  havde  vundet;  om  det  så  var  kvinderne, 
gik  de  villig  til  vålds  med  mændene.  Landsknægtene 
stormede  d.  1ste  juni,  men  man  betænkte  dem  så  rigelig 
med  kågende  vand  og  sydende  beg,  med  smæltet  bly  og 
ulæsket  kalk,  hvær  gang  de  fra  gravene  krøbe  op  ad 
våldene,  og  med  kugler,  pile  og  sten,  når  de  trak  sig 
tilbage,  at  de  tilsidst  bleve  kede  ad  legen.  Og  da  by- 
mændene så  gjorde  et  udfald,  kastede  landsknægtene  sig 
hovedkulds  i  havet  og  vadede  så  langt,  at  vandet  steg 
dem  til  armhulerne,  inden  skibene  fik  dem  fisket  op. 
Men  Stolterbole,  som  selv  havde  fort  knægtene  til  storm, 
blev  så  hårdt  såret  af  en  bossekugle,  at  han  strags  efter 
sin  hjemkomst  døde.  —  Derfra  sejlede  de  op  i  Oresund. 
men  turde  ingensteds  gore  landgang,  da  der  allevegne 
stod  folk  for  at  tage  imod  dem.  Kun  sendte  de  Hel- 
singor to  glatte  lag  fra  alle  skibenes  sider,  men  det  er 
sagt,  at  det  eneste  levende  væsen,  som  ramtes  af  kugle- 
regnen, var  en  kat,  som  fik  et  lår  skudt  over;  og  ikke 
engang  den  kan  dog  have  fået  sit  livsbrod,  hvis  man 
ellers  kan  tro  verset: 

•  De  skød  en  kat  for  Helsingørs  hus; 
den  samme  fanger  end  rotter  og  mus-. 

Derimod  toge  nogle  bygninger  skade,  og  tretten  handels- 
skibe bleve  tagne,  som  ikke  i  rette  tid  havde  søgt  havn. 
Landgang  turde  de  ikke  gore,  da  der  på  en  bakke  uden- 
for byen  holdt  både  fodfolk  og  ryttere. 

Samtidig  toge  stæderne  udenfor  Greifswalde  åtte 
svære  hollandske  skibe,  som  vare  ladede  med  rug  og 
hvede;  og  lidt  senere  toge  de  atter  nogle  hollandske 
skibe  under  Skåne.  Dermed  ind^•iedes  deres  krig  med 
nederlænderne.  Liibeckerne  havde,  som  vi  have  set,  i 
hundrede  år  været  rasende   over,    at  hollænderne  turde 

Danmarks  historie  1481 — 1536.  7 


98  Kong  Hans. 

vove  at  handle  på  Osterseen,  som  de  helt  vilde  have 
for  sin  egen  mund.  Der  var  fort  den  ene  blodige  fejde 
mellem  de  to  handelsmagter  efter  den  anden,  og,  i  hvor 
tit  der  end  var  sluttet  forlig,  var  ufreden  dog  strags  og 
stadig  udbrudt  påny.  Således  gik  det  nu  atter.  —  Men 
liibeckernps  egne  handelsskibe  bleve  heller  ikke  sparede; 
syvsoverdagen  (d.  27de  juni)  1510  toge  de  -danske  ud- 
liggere således  på  engang  fem  prægtige  lybske  skibe, 
hvis  samlede  ladning  regnedes  til  to  tonder  guld. 

Imidlertid  havde  Liibeck  atter  anstrængt  sig.  Til 
fører  for  et  nyt  tågt  valgte  de  Klavs  Hermeliiick,  der  ikke 
var  borgmester,  men  en  virkelig  krigsmand,  som  både 
vilde  og  kunde  stille  store  krav  til  byens  kasse.  Han 
og  hans  knægte  vare  misnojede,  fordi  der  ikke  var  nok 
af  hojtlonnede  førere,  fordi  der  var  indrommet  dem  for 
ringe  en  del  af  byttet,  og  fordi  de  vare  for  fåtallige, 
mens  der  i  Geldern  stod  femten  hundrede  ledige  lands- 
knægte, som  man  godt  kunde  hværve.  Der  var  heller 
ingen  lastdragere,  trosknægte,  til  det  groveste  arbejde, 
som  ikke  sommede  sig  for  en  ærlig  landsknægt;  ej  heller 
var  der  tilstrækkeligt  af  stormstiger,  bådshager,  proviant- 
vågne, heste  0.  s.  V.  På  alle  disse  savn  måtte  Liibeck  i 
ilyre  domme  råde  bod,  iblandt  andet  hværve  de  femten 
hundrede  landsknægte,  fire  hundrede  trosknægte  o.  s.  v. 
Og  en  ny  flåde  gik  nu  i  soen  på  tyvefire  store  og  tolv 
mindre  orloggere  med  syv  tusinde  mand  ombord.  D.  Ilte 
juli  nåede  de  Bornholm,  hvor  de  strags  gik  i  land  og 
plyndrede,  skændte  og  brændte  til  trods  for  alle  de  ban- 
breve,  som  ærkebiskop  Birger  af  Lund  havde  ladet  opslå 
på  alle  kirkedore;  ti  Bornholm  lå  jo  endnu  under  ærke- 
stolen.  Bornholmerne  satte  sig  til  modværge,  men  bleve 
efter  en  hidsig  træfning  kastede  tilbage  til  Hammershus, 
livorfra  de  måtte  dagtinge  med  den  plyndrende  fjende. 
Mod  en   brandskat  af  åtte  tusinde  lod   solv  lovede  han 


Bornliolm  plyndres;   Svante  Stiu-e  opsiger  freden.  99 

at  skåne  landet  og  drage  bort  igen.  Kvinderne  gave  nu 
sine  smykker  og  kirkerne  sine  hellige  kar,  men  det  slog 
endda  ikke  til,  så  for  det  øvrige  måtte  der  stilles  gisler. 
Dem  toge  liibeckerne,  men  i  købet  toge  de  ligefuldt  en 
mængde  kvæg  og  fedevarer. 

Ved  Bornliolm  modtoge  liibeckerne  bud  fra  Svante 
Sture,  om  de  vilde  komme  til  ham  ved  Kalmar,  som  han 
havde  indesluttet  både  til  lands  og  vands.  Og  altså 
sejlede  de  did.  Ti  næppe  havde  hr.  Svante  og  Hemmiug 
(ladd  set,  at  krigen  mellem  Danmark  og  Lilbeck  var 
uundgåelig,  for  de  samledes  i  Vesterås  med  de  eneste 
segs  venner,  som  de  endnu  havde  i  rigsrådet :  Mis  Bossoii. 
Sten  Kristerssoii,  Ake  Qaiissoii,  Trotte  Tlågeiissoii  af  Eka.  Juhan 
.Håussou  (Kattochdag)  og  Ture  Jonsson  (den  sidste  modte  dog 
ikke  personlig,  men  ved  et  brev),  og  erklærede  d.  2den 
marts  1510  «den  fulde,  faste  og  stadige  fredi) ,  som  de 
for  tyveåtte  uger  siden  havde  indgået,  for  ugyldig,  efter- 
som de  svenske  ombud  ved  den  havde  overtrådt  sine 
fuldmagter,  da  de  havde  gået  ind  på  at  yde  kongen  en 
årlig  pengesum,  inden  han  havde  tilbagegivet  Kalmar 
og  Borgholm  (at  et  forbud  herimod  var  givet  ombudene, 
var  imidlertid  en  dristig,  en  vitterlig  usandhed):  og  der- 
for bode  de  alle  gæve  svenske  mænd  slutte  sig  til  dem 
i  kamp  mod  "rigets  åbenbare  fjende,  kong  Hans».  En 
hovedanke  havde  de  endnu  imod  ham,  og  den  var  ikke 
sandfærdigere  end  den  anden:  det  var  atter  den,  at  uhan 
stadig  stræver  med  al  list  og  læmpe  at  drage  de  tyranner, 
hedninger  og  kættere,  hans  svorne  brødre,  de  afskårne*) 
russer,  ind  på  riget  og  kristendommen,  .ligesom  han  til- 
forn gjort  og  stæmplet  har,  stæmplende  alt  ondt  på  dette 
fattige  rige  og  kristendommen,  så  vi  vide  os  ingen  stund 


'I  0:  som  have  §ærnet  sig  fra  den  rumersk-katolske  kirke. 

7* 


100  Kong  Hans. 

t'ii  for  ilo  afskårne  russer".  (Selv  havde  mau  dog  iietoj) 
i  de  samme  dage  fået  stilstanden  med  Rusland  forlænget 
i  segsti  år,  indtil  1570!  så  fra  den  side  kunde  man  fore- 
lobig  mene  sig  sikker.)  —  Gamle  ærkebiskop  Jakob  llfsson 
strittede  imod  og  med  ham  alle  de  andre  bisper  og  det 
store  flertal  af  rådets  verdslige  herrer,  men  iblandt  disse 
særlig  den  mægtige  hovidsmand  i  Finland,  Erik  Tiiressoii, 
der  ellers  var  langt  fra  at  være  "dansksindet",  men  som 
nærede  en  grundig  mistillid  til  liibeckerne.  Det  hjalp 
dog  altsammen  ikke.  Skont  rigsrådet  vred  sig  i  fulde 
tre  måneder,  blev  fredspartiet  dag  for  dag  mindre.  — 
Hr.  Svante  rustede  både  til  lands  og  vands,  og  i  juli 
lagde  han  og  Hemming  Gadd  sig  atter  for  Kalmar  og 
Borgholm.  Det  var  hid,  han.  havde  kaldt  liibeckerne. 
Og  her  indgik  han  et  foreløbigt  forbund  med  de  lybske 
rådsherrer  og  lod  sine  ni  skibe  under  Hemming  Gadd, 
der  tog  både  Nils  Bosson  og  Sten  Kristersson  med  sig, 
slutte  sig  til  liibeckernes. 

Så  stod  flåden  da  atter  til  søs  og  hærgede  hele 
kysten  af  Bleking,  hvor  det  blomstrende  Avaskær  med 
de  sorgelige  minder  lagdes  i  aske  for  aldrig  mere  at 
rejse  sig,  og  hvor  både  Ronneby,  Solvisborg,  Åhus  og 
Ystad  plyndredes.  —  Herfra  gik  den  forenede  flåde  d. 
Ode  avg.  til  Låland,  hvor  Rødby  blev  brændt  og  det 
åbne  land  skrækkelig  plyndret.  Nakskov  blev  ligeledes 
brændt  d.  13de  avg.,  og  det  rige  Maribo  •  birgittiner- 
kloster,  hvor  lålikerne  i  tillid  til  helligdommens  ukrænke- 
lighed havde  gemt  sine  bedste  kostbarheder,  blev  forst 
plyndret,  derpå  bra^ndt  og  nonnerne  skændede.  Men  en 
såkaldt  "  biskop "  (Gadd)  var  en  af  førerne  på  dette  tåg-!  Så 
stort  var  det  bytte,  landsknægtene  allerede  havde  gjort, 
at  de  foreløbig  vare  ligegyldige  ved  mere  og  kun  higede 
efter  at  få  det  lykkelig  og  vel  bragt  til  Liibeck.  For- 
gæves   pegede    høvidsmændene    på   det   nærliggende   Ny- 


Forbund  mellem  Sture  og  Li'ibect:   Lålaud  plyndres.       101 

kobiiig  med  dets  rige  slot.  Did  vilde  de  nu  aller  mindst 
gå  og  bryde  panderne  mod  dets  mure,  skont  de  jo  havde 
både  krigsmaskiner  og  stormstiger  med  i  overflndighed. 
Det  hjalp  ikkp  engang,  at  rådsherrerne  lovede  dem,  at 
de  bagefter  skulde  få  lov  til  at  plyndre  Fyn.  De  mente, 
at  de  i  år  havde  brændt  bøndergårde  nok  for  den  sold, 
de  havde  faet,  og  der  skulde  jo  da  også  være  noget  at 
brænde  ad  åre  I  —  Mens  de  således  kævledes  og  smolede, 
kom  Henrik  krummedige  uforvarende  over  dem.  Han  var 
nys  sat  til  overste  hovidsmand  over  alle  kongens  skibe 
(»everste  kaptejn  for  alle  andre  kaptejner  i  soeu',  altså 
rigsadmiral).  Han  søgte  da  fjenden,  hvor  han  var  at 
tinde,  gik  i  land  ved  Nakskov  og  tilfojede  (d.  18de?  avg.) 
tæt  udenfor  byen  liibeckerne  og  svenskerne  et  sådant 
nederlag,  at  de  rent  tabte  lysten  til  at  slås  videre,  søgte 
skibene  og  skyndte  sig  hjem  til  Liibeck.  ^len  råds- 
herrerne måtte  give  efter  for  denne  deres  hjemlyst,  da 
de  fremmede  landsknægte  ellers  godt  kunde  få  i  sinde  at 
bemæstige  sig  flåden  og  overgive  både  sig  og  den  til 
kong  Hans.  De  fleste  af  dem  havde  så  dog  forrige  år 
tjæut  ham  på  hans  plyndringståg  imod  Liibeck.  —  Da  de 
så  kom,  forst  til  Travemunde,  dernæst  til  Liibeck,  rasede 
de  hægge  steder  så  vildt,  at  rådet  måtte  skynde  sig  at 
aftakke  dem,  og  de  uhyre  summer,  der  vare  satte  i>å 
dem,  vare  så  godt  som  kastede  ud  af  vinduet.  —  Nu 
gjorde  Jens  Holgerson,  Soren  Norby,  Andrew  Barton. 
Tile  Giseler  og  vore  andre  søhaner  sig  lystige,  og  stæ- 
dernes skibe  turde  knap  vove  sig  i  søen:  ja.  da  den 
unge  Sten  Sture,  der  havde  gjort  hele  tågtet  med,  i 
oktb.  gik  tilbage  til  Sverrig  med  de  ni  svenske  skibe, 
turde  man  ikke  lade  ham  afgå  uden  at  lade  tolv  store 
lybske  skibe  ledsage  ham. 

Hemming  Gadd,  der  ligesom  fire  andre  svenske  rigs- 
råder hele  tiden  havde  fulgt  flåden,  fik  dog  d.  17de  septb. 


102  Kong  Hans. 

i  Liibeck  sluttet  et  endeligt  krigsforbund,  til  hvilket  nu 
også  Stralsund,  Rostock  og  Wismar  sluttede  sig,  ja, 
skont  helt  modstrævende ,  endog  Hamburg  og  Liineburg. 
Til  lands  og  vands  skulde  Sverrig  og  stæderne  af  yderste 
ævne  stotte  hinanden;  ingen  af  dem  måtte  indgå  nogen 
særfred;  men,  hvad  de  måtte  vinde  af  lande,  slotte  og 
stæder,  skulde  uvægerlig  tilfalde  den  af  vennerne,  for 
hvilken  de  lå  belejligst.  —  Og  Hemming  Gadd  blev 
næsten  to  år  i  Liibeck  for  stadig  at  holde  sine  nye 
venner  varme. 

Imedens  havde  Skånes  og  Blekings  bonder  samlet 
sig  med  Smålands  bønder  på  Hjortsberga  landsting,  hvor 
de  d.  9de  avg.  havde  indgået  en  ny  fast  og  ubrødelig 
bondefred  med  hværandre.  Enhvær  bonde  skulde  uvæger- 
lig vedbhve  at  skatte  til  sin  gamle  landsherre,  men,  vilde 
den  ene  herre  falde  ind  i  den  andens  land,  skulde  den 
ene  almue  i  tide  advare  den  anden,  og  ingen  folge  sin 
herre  længere  end  til  landsgrænsen.  Enhvær  måtte  frit 
fare  fra  land  i  andet,  købe  og  sælge,  som  han  kunde 
trænge  til;  men,  vilde  onde  mennesker  samle  sig  og 
drive  stimandsfærd,  skulde  alle  herrederne  hjælpes  at 
hindre  og  straife  det.  —  I  hvem  af  de  krigsførende,  der 
end  sejrede,  gik  det  jo  stadig  ud  over  de  ulykkelige 
grænseboer,  og  derfor  søgte  de  gensidig  at  sikre  sig 
selv  og  hværandre  ved  slige  frede,  eftersom  de  dog  vare 
naboer,  slægtninger  og  venner,  der  hværken  vilde  eller 
kunde  undvære  hværandre. 

Anderledes  herrerne.  På  Skånes  grænser  havde  Åke 
Hansson,  »rigets  skjold  og  arm  på  vestsiden",  allerede 
længe  strejfet  om  og  truet  med  indfald.  Han  havde  d. 
9de  avg.  på  rigsforstanderens  bud  opsagt  Vestergøtlands 
stilstand  med  Skåne  og  Halland,  og  faldt  nu  ind  i  Skåne 
med  svv  hundrede  svært  væbnede  rvttere.     Han  trængte 


Bondefreden  i  Hjortsberga:   slaget  i  Fautehullet.  103 

fra  3Iarkaryd  fræm  mod  Ørkelljunga.  Dengang  var  Tjge 
krabbe  til  Bustrup  liøvidsmand  på  Helsingborg  og  overste 
befalingsmand  i  Skåne.  Han  havde  i  sit  tolfte  år  som 
.•småsvendn  begyndt  sin  tjæneste  ved  kong  Hans's  hof 
med  at  passe  hans  hunde,  og  havde  dengang,  som  han 
selv  siger,  »mangen  fandens  dag  med  dennem  i  kær  og 
moser«.  Det  havde  varet  ved  i  en  segs,  syv  år.  Siden 
havde  han  fulgt  ham  på  rejser  og  båret  hans  skjold  og 
glavind.  Xu  var  han  i  sin  kraftigste  alder  og  opbod  i 
hast  den  skånske  adel  med  dens  ryttere,  omkring  fire 
hundrede  mand,  desuden  en  del  fodfolk  fra  Væ.  Med 
dem  rykkede  han  imod  Ake,  hvem  hr.  Tyges  frue,  Anna 
]^ilsdatter  (Rosenkrantz),  imidlertid  bad  ham  spare,  da 
han  var  hendes  frænde.  Af  en  bonde,  Tord  hed  han. 
der  tidligere  havde  tjænt  svenskerne  som  spejder,  fik 
Tyge  at  vide,  at  det  var  Akes  mening  at  trænge  igennem 
Fantehullet,  et  dalstrøg,  som  skærer  sig  ind  imellem 
et  par  skovgroede  grene  af  Hallandsås  og  gennemrisles 
af  en  bæk  med  sumpede  bredder.  Ved  udgangen  af 
Fantehullet  stillede  altså  hr.  Tyge  sine  folk,  og  her 
stødte  Ake  uvæntet  på  dem ,  da  han  om  morgenen  d. 
27de  avg.  brød  igennem  dalen  med  sin  rytterskare.  Han 
havde  intet  valg,  men  måtte  enten  bane  sig  vej  med 
sværdet  eller  falde,  hvis  han  da  ikke  vilde  vige,  og  den 
del  af  krigskonsten  gad  han  nødig  lære.  Han  stillede 
altså  sine  folk  i  slagorden  og  kæmpede  længe  med  stort 
mod.  Men  hans  venstre  ftoj  kom  (ved  forræ-deri?)  i 
uorden,  og,  da  han  vilde  ride  hen  til  den  for  atter  at 
bringe  den  i  orden,  kom  han  i  kast  med  en  af  ærke- 
biskop Birgers  svende,  Lars  Frost,  som  kastede  ham  såret 
fra  hesten  og  dræbte  ham.  Herved  vandt  Lars  Frost 
sit  adelsskab,  og  Tord  —  blev  frelsemand  (!).  Da  foreren 
var  falden,  toge  hans  mænd  flugten,  skont  de  vare  snart 
talte,  som  undgik  død  eller  fangenskab  (iblandt  dem  var 


104  Kong  Hans. 

dog  hr.  Ture  Jonsson);  men  Akes  lig  fortes  på  en  kul- 
sviers vågn  til  Helsingborg,  hvor  hans  frænke  lod  ham 
hæderlig  jorde  i  sortebrødrenes  kirke.  Forinden  lod  hun 
dog  sin  husbond  høre,  at  han  kun  slet  havde  efter- 
kommet hendes  bon;  men  visen  lader  hr.  Tyge  svare: 
Langt  hellere  æder  jeg  af  hunden,  end  han  skal  æde 
af  mig".  Og  så  glad  blev  kong  Hans  over  denne  sejr, 
at  han  gik  med  hr.  Tyge  under  armen,  da  denne  med 
stor  hojtid  bar  de  tre  tagne  faner  ind  i  Kobenhavns 
Fruekirke.  —  Ej  heller  var  dette  svenskernes  eneste  tab, 
ti  den  ridderlige  Åke  Johansson  druknede  i  de  samme 
dage,  efter  at  også  han  havde  opsagt  våbenstilstanden 
med  normændene.  Og  den  utrættelige  fredsapostel,  ærke- 
biskop Jakob,  mente,  at  han  endnu  engang  måtte  råde 
hr.  Svante  til  at  slutte  fred,  inden  liibeckerne  fik  at 
vide,  hvordan  det  var  gået  Ake  Hansson  og  hans  vest- 
goter, da  de  sikkert  ellers  kunde  få  lyst  til  at  drage  sig 
ud  af  forbundet  og  nægte  ham  enhvær  frivmtidig  hjælp. 
Endnu  blev  det  dog  ikke  fred.  Forst  i  septb.  tog 
Svante  Sture  Kalmar  slot,  som  på  fjortende  år  havde 
været  i  dansk  våld,  og  hvorom  der  var  kæmpet  så 
mangen  blodig  kamp.  Og  i  novb.  traf  de  enogtyve 
svenske  og  lybske  skibe,  som  skulde  bringe  Sten  Sture 
hjem,  under  Bornholm  på  åtte  danske  skibe,  som  havde 
undsætning  ombord  til  det  belejrede  Borgholm.  Den  lille 
danske  tiåde  måtte  da  søge  tiltlugt  i  Visby  havn,  og 
Borgholm  hk  ingen  undsætning.  Men  der  var  hværken 
levnedsmidler  olier  drikkeligt  vand  længer.  Altså  måtte 
den  tapre  knud  Rud  dagtinge,  og  d.  24de  novb.  måtte 
han  overgive  sig  selv  og  sit  slot  til  Ei-ik  Aln-aliamsson 
(LeijonhutVud)  efter  et  såre  hæderligt  forsvar  i  atten  uger. 
Man  havde  i  Sverrig  i  så  mange  år  med  længsel  imødeset 
Kalmars  og  Borgholms  erobring;  det  var  jo  tildels  for  dem, 
man  atter  havde  begyndt  krigen;  men  så  dyb  var  sorgen 


Kalmar  og  Borgholm  tages:   prius  Ki-istiau  i  SveiTig.      105 

over  den  gæve  Ake  Hanssons   død,    at  den  knap  kunde 
opvejes  ved  glæden  over  de  to  vundne  fæstninger. 

Men  også  i  Norge  havde  man  rustet,  skont  langtfra 
alle  vare  lige  villige.  Oldermændene  for  de  tyske  køb- 
mænd i  Bergen  vare  vel  endog  helt  uvillige  til  at  yde 
krigsstyr  mod  sine  egne  frænder;  og  de  norske  kanniker 
i  Trondhjem.  hvor  jo  ærkebiskop  Gavte  hidtil  havde 
siddet,  vare  ikke  sønderlig  villigere.  Endelig  havde  dog 
prins  Kristian  fået  en  lille  hær  samlet,  med  hvilken  han 
i  jan.  1511  drog  ind  i  Vestergøtland ,  hvor  han  d.  30de 
jan.  brandskattede  Skara  og  gjorde  rent  bord  på  bispens 
og  nogle  adelige  herrers  slotte ;  ti  Ture  Jonsson  var  for 
svag  til  at  mode  ham  og  turde  heller  slet  ikke  stole  på 
folkets  stemning.  Herfra  drog  prinsen  videre  og  var 
kyndelmissedag  (2den  febr.)  i  Jonkøping,  som  han  lige- 
ledes brandskattede.  Således  slap  da  både  Skara  og 
Jonkøping  for  at  gå  op  i  luer.  Efter  et  kort  ophold 
her  drog  han  gennem  Småland  tilbage  til  Halland,  hvor 
han  allerede  stod  i  mitten  af  februar.  Ingensteds  havde 
bønderne  villet  lægge  et  strå  i.  vejen  for  ham,  tværtimod 
vare  de  allevegne  villige  til  at  hylde  ham  og  yde  den 
skat,  han  krævede;  ja  endnu  længe  efter  var  der  megen 
tale  om  den  unge  herres  store  mildhed.  Ved  Jonkøping 
vilde  herrerne  haft  dem-  til  at  bygge  bråder  i  skovene, 
men  de  svarede,  at  de  hværken  vilde  gore  bråder  eller 
ligge  i  dem,  men  sidde  hjemme  i  fred. 

Der  var  også  andre,  som  gærne  vilde  have  »fred»: 
Hamburg  og  Liineburg  tilbøde  at  mægle  en  sådan;  men 
endnu  ivrigere  vare  både  den  den  altid  vigtige  kurfyrst 
Joakim  af  Brandenburg  og  kejser  Maksimilian.  I  det 
mindste  vilde  de  have  en  våbenstilstand.  Men  en  af 
deres  betingelser  for  den  var,  at  Liibeck  og  de  andre 
stæder,  indtil  fred  sluttedes,  skulde  have  lov  til  at  handle 


106  Kong  Hans. 

på  Sverrig;  og  den  var  selvfølgelig  nok  til  at  kaste  det 
hele  fredsværk  over  ende.  Den  dygtige  Lave  Irue  gik 
forgæves  til  Tyskland  for  at  få  kejseren  til  i  det  mindste 
at  hæve  forbudet  imod,  at  Tysklands  fyrster  måtte  yde 
kong  Hans  nogen  som  helst  hjælp.  Kejseren  var  meget 
høflig,  men  sit  forbud  vilde  han  ikke  hæve.  Sagtens 
har  Lave  Urne  været  mindre  vel  beslået  med  penge  end 
Liibeckerne  for  tre  år  siden.  —  Da  ingen  våbenstilstand 
kunde  bringes  tilveje,  måtte  altså  krigen  fortsættes. 

De  foregående  år  havde  kong  Hans  brugt  til  at  ny- 
skabe en  dansk  flåde.  Hvor  stor  trangen  var  til  en 
sådan,  turde  blandt  andet  fræmgå  deraf,  at  d.  4de  marts 
1511  tillod  man  Horsens  borgere  at  udføre  segs  hun- 
drede oksne,  odog  skulde  de  føres  vester  om,  fo"r  ikke 
at  komme  liibeckerne  eller  andre  rigets  fjender  til  hænde-. 
Så  lidt  var  Danmark  nu  herre  på  sine  QgiiQ  vande.  Kigtig- 
nok  skulde  bisperne  og  enkelte  af  de  sturre  lensmænd 
stille  orlogsskibe  til  rigets  tjæneste,  og  købstæderne  skulde 
stille  både  folk  og  skibe;  men  det  forslog  altsammen 
kun  lidt  imod  hansestædernes  flåde,  så  kongen  måtte  se, 
at  han  selv  kunde  bygge  sig  orloggere.  Tildels  efter 
hans  egne  "forskrifter-  (tegninger?  —  kong  Hans  havde 
næmlig  både  indsigt  i  og  lyst  til  alt  slags  byggevæsen) 
havde  nu  mester  Hans  og  andre  bygget  ham  orlogsskibe, 
så  store  og  smukke,  som  de  endnu  aldrig  vare  sete  i 
Østersøen.  Når  enten  ^^ Engelen »  eller  ^  Maria  ^^  gled 
stolt  hen  over  bølgerne  i  en  kreds  af  andre  skibe,  da  så 
det  ud,  som  når  en  and  omsværmedes  af  sine  ællinger. 
De  vare  hvært  på  fire  hundrede  læster,  bare  en  mængde 
svært  skyts  og  havde  hvært  en  besætning  af  fem  hun- 
drede skytter  foruden  skibsfolkene.  Så  stort  var  det 
ry,  der  gik  af  Engelen,  at  man  sagde,  det  kunde  jage 
en  hel  flåde  foran  sig;    02-,    da  Soren  Norbv  1514  forte 


Dauiuark  far  en  ny  flåde:  Jens  Holgerson.  107 

det  til  Nederlandene,  kaldte  man  det  derovre  for  »et  forfær- 
delig stort  skib,  hvis  lige  i  storrelse  aldrig  tilforn  havde 
været  set  i  Zeeland.-  Foruden  i  Kebenhavn  havde  kongen 
også  skibsværfter  i  Kalundborg,  Sønderborg  og  andensteds : 
Engelen  var  således  bygget  i  Kalundborg,  om  det  end 
fik  sin  udrustning  i  Kobenhavn.  Andre  skibe  lod  han 
bygge  i  udlandet,  eller  han  kobtc  dem  færdigbyggede 
i  England  og  Skotland,  eller  han  lånte  dem  af  sin  syster- 
son ,  den  skotske  kong  Jakob.  Slog  det  endnu  ikke  til . 
så  tog  man  (det  var  således  tidens  og  alle  andre  staters 
skik)  de  storste  og  stærkeste  fremmede  kebmandsskibe, 
som  gik  igennem  sundene  eller  kom  til  rigets  havnt?,  og 
brugte  dem ,  så  længe  der  stod  krig  på,  imod  erstatning 
til  ejerne,  når  krigen  var  endt. 

Endelig  havde  kong  Hans  fået  en  tiåde,  som,  mente 
han,  nok  kunde  måle  sig  med  liibeckernes.  Xu  skulde 
den  prøves.  Den  var  på  tyve  store  skibe,  og  anforslen 
over  den  betroede  han  til  Arvid  Trolles  svigersou,  den 
kække  Jeiis  Hoigersoii  til  Ghmminge.  Vi  have  allerede  flere 
gange  nævnt  denne  dannemand.  Han  havde  1487  fået  Vis- 
borg og  Gotland  i  len,  da  Iver  Akselson  måtte  slippe  dem. 
og  havde  alt  siden  holdt  Gotland  ved  Danmarks  krone.  For 
to  år  siden  havde  han  fratrådt  lenet,  sagtens  for  helt  at 
kunne  være  kongen  til  hjælp  med  flådens  bygning  og 
udrustning;  men,  så  længe  han  havde  siddet  på  Visborg. 
havde  han  været  mi  skræk  for  de  svenske  kyster  og  for 
enhvær  skude,  som  vilde  gå  til  eller  fra  dem;  så  længe 
vare  heller  hværken  Kalmar  eller  Borgholm  faldne.  Da  han 
nu  i  maj  1511  lob  ud  med  det  kostbareste  soværn,  Dan- 
mark hidtil  havde  ejet,  fik  han  Soreii  Jiorby  og  Tile  Giseler 
til  underbefalingsmænd.  Også  dem  kende  vi  fra  tidligere 
tid,  og  Soren  skulle  vi  senere  lære  endnu  meget  bedre  at 
kende.  —  Jens  Holgerson  ledsagede  forst  en  stor  samlet 
hollandsk  kobmandsflåde  på   mindst   halvtredie  hundrede 


108  Kong  Hans. 

handelsskibe  til  kysterne  af  Preussen  cg  Lifland,  da  den 
ellers  på  farten  gennem  Østersøen  stod  fare  for  at  blive 
opbragt  og  tilintetgjort  af  liibeckerne;  ti  den  havde  kun 
lire  hollandske  orlogsskibe  til  at  værge  sig.  Dette  hværv 
fuldførte  Jens  lykkelig  og  gik  så  til  Travemunde.  Men 
fæstningsværkerne  her  vare  ham  for  stærke ,  mens  de 
lybske  skibe  vare  trukne  så  hojt  op  i  Travefioden,  at  det 
kun  var  lidt,  han  her  i  fire  dogn  fik  udrettet  enten  i 
den  ene  eller  anden  retning,  D.  5te  juni  kom  han  der- 
næst til  Wismar,  hvor  ingen  havde  dromt  om  hans  komme. 
Da  tårnvægteren  anede  uråd,  mente  borgmesteren  endog, 
at  han  dromte,  og  forbød  ham  at  røre  trommen,  så,  da 
man  kort  efter  fik  syn  for  sagn,  blev  der  en  sand  Jeru- 
salems forstyrrelse.  Der  var  stort  marked  og  en  mængde 
markedsgæster,  men  der  var  intet  skyts  på  våldene,  der 
var  næppe  ti  pund  krudt  i  byen  (!),  og  —  noglen  til 
rustkammeret  kunde  man  ikke  finde!  Alt  flygtede  da, 
hvad  flygte  kunde.  Havnen  tomte  Jens  Holgerson  næsten 
uden  modstand  for  alle  dens  fjorten  skibe,  odelagde  byens 
udenværker  og  hærgede  egnen  vidt  og  bredt.  Det  næste 
sted,  han  gæstede,  var  Warnemiinde,  hvor  han  hærgede 
på  bægge  sider  ad  Warnowfloden  og  gjorde  et  stort  bytte 
fra  rostockerne.  D.  10de  juni  gik  han  ved  Jasmund  i 
land  på  Riigen,  hvor  Stralsunds  borgere  ejede  en  mængde 
godser  og  landsbyer.  Alle  dem  hærgede  han,  men  ellers 
lod  han  øen  i  fred,  eftersom  den  selv  var  fredelig,  fordi 
hertug  Bugislav  og  hans  adel  lå  i  strid  med  stralsunderne. 
Disse  sidste  bleve  smækvrede,  og  på  både  og  pramme 
satte  de  strags  over  til  Riigen,  åtte  hundrede  fodfolk  samt 
en  del  kanoner  og  ryttere.  Men  enden  blev  værre  end 
indledningen:  de  lede  et  fuldstændigt  nederlag,  mistede 
alt  skytset,  og  få  vare  de,  der  ikke  enten  faldt  eller  bleve 
fangne,  men  fik  held  til  at  redde  sig  ved  flugten.  En 
måned  senere,   d.    12te  juli,   sluttede   hertug  Bugislav   i 


Jens  Holgerson  i  Meclilenburg,  Pommern  o.  s.  v.  IQO 

København  et  angrebs-  og  forsvarsforbund  med  kongen 
mod  stæderne  og  Sverrig.  —  Således  vare  Danmarks  tyske 
fjender  tugtede.  Derpå  hærgedes  øland,  skont  Jens  her 
fandt  en  modstand,  han  ikke  havde  væntet,  da  Johan  Bese 
havde  sendt  tropper  derover  fra  Kalmar,  så  han  endog 
led  folelige  tab.  End  videre  odelagdes  fjorten  landsbyer 
i  Møre.  Og  i  slutningen  af  juli  lå  Jens  Holgerson  atten- 
med  sin  flåde  på  Kobenhavns  red. 

3Ien  omtrent  samtidig,  d.  2Gte  juli,  lob  der  en  flåde 
ud  fra  Liibeck  på  atten  store,  ypperlige  orlogsskibe  og 
tyvefem  mindre,  med  fire  tusinde  landsknægte  og  tiere 
håndværkere  ombord.  Den  fortes  af  rådsherrerne  Frits 
Grawert  og  Herman  Falck.  En  halv  snes  dage  lå  den 
udenfor  Stralsund  og  Jasmund  og  væutede  paa  de  tre 
skibe,  med  hvilke  stralsunderne  skulde  forstærke  den: 
men,  da  det  som  sædvanligt  trak  i  langdrag  med  disse, 
og  da  man  desuden  af  udsendte  spejdere  fik  at  vide,  at 
den  danske  flåde  var  lagt  ind  i  Refshalegat  for  ikke  mere 
at  løbe  ud  i  sommer,  så  kededes  de  ved  at  vænte,  satte 
stralsunderne  stævne  ved  Bornholm  og  gik  selv  did. 
Tredie  år  i  træk  vilde  man  plyndre  den  ulykkelige  o  og 
var  netop  i  færd  med  at  udskibe  folk  og  skyts  for  at 
storme  Hammershus,  da  man  pludselig  varsnede  den  danske 
flåde.  Jens  Holgerson  havde  hort  om  liibeckernes  udfærd 
og  længtes  efter  en  åben  dyst  med  dem;  derfor  havde 
han  strags  atter  forladt  Kobenhavns  red  og  kom  nu  bag 
på  dem.  —  På  bægge  sider  ordnede  man  sig  til  slag,  og 
på  bægge  sider  manede  høvdingerne  mandskabet  til  at 
stride  mandelig  mod  de  arvede,  arrige  fjender.  Mand- 
skaberne svarede  med  hoje  kampråb,  og  slaget  tog  ved. 
Det  var  den  hellige  Lavrentii  aften,  lordagen  d.  9de  avg. 
1511.  Jens  Holgerson  havde  lagt  de  storste  skibe  på 
bægge  flojene,  de  mindre  i  mitten,  men  nogle  havde  han 
holdt  tilbage  fra  slaglinien,  for  at  de  strags  kunde  ile  til 


110  Kong-  Hans. 

hjælp,  hvor  det  mest  måtte  gores  nødigt.  Netop  den 
samme  var  liibeckernes  ordning.  —  Forst  kæmpede  bægge 
Hader  i  linie,  og  under  den  våldsomste  ild  gennemkrydsede 
jærn-  og  stenkugler  luften,  sonderreve  tovværkerne  og  gen- 
nemborede skibssiderne.  Lidt  efter  lidt  brødes  dog  linierne, 
og  skib  kæmpede  mod  skib,  eller  flere  skibe  kæmpede 
mod  ét,  alt  som  det  kunde  falde.  De  to  admiralskibe, 
det  danske  »Engelen"  og  det  lybske  »Maria",  søgte  hin- 
anden og  søgte  at  foregå  alle  de  andre  med  et  priseligt 
foredomme.  De  kæmpede  med  tapperhed  og  forvovenhed, 
med  en  våldsomhed  og  hårdnakkethed,  som  gjorde  det 
klart,  at  man  fra  bægge  sider  slog  til  af  hjærtens  grund. 
Blodet  flød  i  stromme,  og  bølgerne  rødmede.  Siden 
Valdemarernes  korstage  var  der  endnu  aldrig  kæmpet  så 
hæftig  og  blodig  en  kamp  på  Østersøens  vande,  og  den 
varede  ved  fra  den  tidlige  .morgenstund  til  den  sildige 
aften.  Forst  det  indbrydende  morke  og  en  stiv  kuling 
fra  sydøst  gjorde  ende  på  slaget.  Da  havde  llibeckerne 
taget  det  lille  skib ,  som  tilhørte  biskop  Iver  Munk  af 
Kibe,  men  selv  havde  de  fået  fem  skibe  således  tilredte, 
at  de  vare  fuldstændig  ukampdygtige.  Det  var  da  også 
llibeckerne,  som  i  nattens  morke  søgte  rum  sø,  medens 
danskerne  holdt  ved  at  krydse  under  Bornholm.  Dog 
regnede  bægge  parter  sig  for  sejrherrer,  og  det  rimeligste 
bliver  da  vel,  at  ingen  af  dem  har  været  det  helt.  Så 
meget  blev  imidlertid  vitterligt,  at  llibeckerne  ikke  længer 
vare  Danmarks  herrer  på  havet,  men  det  var,  som  Hilde- 
brand siger,  »ett  mærkligt  tidens  tecken,  att  ett  af  Nor- 
dens riken  nu  hade  forværfvat  sig  en  fløtta,  som  var 
jemngod  med  liibeckarnes,"  og,  tilfoje  vi,  fået  en  admiral, 
der  var  mand  for  at  bruge  den.  —  Næste  morgen  kom 
de  stralsundske  efternølere,  de  tre  skibe,  af  hvilke  de  to 
bleve  et  let  bytte  for  Jens  Holgerson,  og  kun  det  tredie 
undkom  med  nød  og  næppe  til  Kalmar. 


Jens  Holgersons  store  uge.  Hl 

Men  heller  ikke  liibeckerne  vare  videre  forknytte. 
De  hørte,  at  ved  Hela  lå  den  hollandske  kobmaudsflåde 
på  halvtredie  hundrede  skibe,  som  i  Kiga,  Reval,  Konigs- 
berg  og  Danzig  havde  indtaget  en  rig  fragt  af  kornvarer, 
hor,  hamp,  tovværk,  vaks,  kobber  o.  s.  v.  Allerede  den 
Ilte  avg.,  to  dage  efter  slaget  under  Hammeren,  kastede 
liibeckerne  sig  da  som  grådige  høge  over  det  lette  bytte. 
På  modstand  var  der  så  meget  mindre  at  tænke,  som  de 
fire  hollandske  orlogsskibe  strags  reddede  sig  ved  flugten. 
Hvad  der  af  købmandsskibene  kunde,  søgte  derfor  ind  i 
Weichselen,  men  fra  mange  af  skibene  sprang  hele  mand- 
skabet i  havet,  for  om  det  ved  svømning  kunde  nå  kysten. 
Liibeckerne  kunde  dog  umulig  føre  alle  de  tagne  skuder 
med  sig,  og  de  udsøgte  derfor  kun  atten  af  de  bedste  og 
rigeste.  Et  halft  hundrede  borede  de  i  sænk,  og  endnu 
flere  stak  de  i  brand,  mens  en  mængde  strandede  på 
kysten;  og  »fra  de  mange  brændende  skibe  flød  det  smæl- 
tede  vaks  som  olie  på  havet.«  —  Storre  skade  havde  ikke 
i  mange  tider  ramt  hollænderne,  og  storre  bytte  havde 
liibeckerne  heller  ikke  i  lang  tid  vundet. 

Men  sagen  var  dog  langtfra  hermed  afgjort,  ti  de 
fire  flygtede  hollandske  orlogsskibe  havde  under  Bornholm 
bragt  Jens  Holgerson  underretning  om  nederlaget  ved 
Hela:  Altså  søgte  han  atter  fjenden  for  om  muligt  at 
tage  byttet  fra  ham.  D.  14de  avg.  traf  han  ham  mellem 
Mecklenburgs  kyst  og  Travemiinde,  og  der  tog  en  ny 
kamp  ved.  Liibeckerne  vare  dog  så  kloge,  at  de  kun 
sendte  sine  ti,  tolv  storste  skibe  i  kampen ,  men  i  læ  af 
disse  lode  de  mindre  skibe  føre  det  kostelige  bytte  ned 
imod  Traven.  Forrest  i  den  nye  kamp  lå  Jens  på  "En- 
gelen", men  han  fik  flere  skud  langskibs,  som  bortfejede 
hans  mandskab ;  hans  forkastel  blev  ødelagt,  og  en  kugle 
gjorde  hans  ror  ubrugeligt.  Han  kunde  nu  ikke  længer 
styre  Engelen  og  måtte  derfor  lade  sejlene  falde.      Uette 


112  Kong  Hans. 

misforstode  de  øvrige  skibsførere,   som  om  det  var  hans 
mening,  at  de  skulde  stanse  med  forfølgelsen,  og  til  Jens's 
store  harme   slap   liibeckerne   uden  mærkelig   skade  med 
sit  bytte  ind  i  Traven,  hvor  det  stærke  Travemunde  atter 
dækkede  dem*).  —  I  de  segs  dage  fra  d.  9de  til  d.  14de 
avg.  havde  Jens  ikke  vundet  nogen  glimrende  sejr,   men 
det  havde  han  dog  vundet,  at  det  nu  var  tvivlsomt,  hvor 
vidt  Liibeck  også  fræmtidig  var  Østersøens  dronning;  og 
det  havde  han   ærlig  fortjænt,   at   kong  Hans   samme  år 
gav   ham   det    skriftlige   vidnesbyrd:    »Os   elskelige   Jens 
Holgerson,   vor  mand,   råd  og  æmbedsmand  på  Visborg, 
har  hertil   troligen   tjænt  og  bevist  sig  imod  os  som  en 
ærlig,  trofast  dansk  mand,  at  vi  ere  phgtige  sådan  troskab 
imod  ham  og  hans  born  kærligen  at  forskylde.     Var  det 
så,    at    os   noget  tilkom,    eller   vi   bortkaldtes  fra  denne 
verden,  forend  vi  finge  belonnet  den  tro  tjæneste  og  fast- 
hed, han  os  gjort  haver  og  endnu  daglig  gor  og  beviser, 
da  bede  vi  vor  kære  son,  at  han  efter  vor  død  betænker 
ham  og  hans  born  og  ikke  lader  hans  tro  og  villige  tjæ- 
nester  blive  ubelonnede.     Var  det   så,   det  Gud  forbyde! 
at  nogen   vilde    os  træde   på   halsen   eller   fortrænge  vor 
kære  son,   da  er  han  den  mand,   så  tro  og  fast,   at  vor 
kære  son  må  fuldkommelig  sætte  og  have  sin  tro  og  love 
til  ham,   og  intet  tvivle,   at  han   undfalder  eller  svigter 
ham  i  nogen  mådei>.     Et  varmere  vidnesbyrd  fik  vel  sjæl- 
den nogen  undersåt  af  sin  konge.     Men  folket  sang: 

"Det  siges,  han  førte  sin  herre  et  ar 
fra  13-bske  stæder  mer  bytte, 
end  alle  de  slotte,  i  riget  står, 
de  hannem  skatted  og  jtte**). 


'1  Sprinchorn  vil  dog  efter  hollandske  kilder  vide,  at  deu  hollandsko 
handelsflåde  -blef  tili  stor  del  återtagen  af  [de  hollandsko]  krigs- 
skeppen  med  dansk  hjelp«. 

")  ytte  O:  ydede. 


Jens  Holgerson:  —  fredslyst  i  Sverrig.  113 

Hau  lioldt  i  soen  så  stærk  en  fred. 
sin  flåde  han  altid  førte, 
så  ingen  turde  der  laste  ved; 
der  gruedes,  livem  det  hørte-. 

(Gamle  Jens  Holgerson  døde  d.  6te  febr.  1523,  i  de 
samme  dage  som  jyderne  rejste  opstanden  mod  Kristian 
den  anden.  Han  blev  jordet  hos  sine  forfædre  i  Valby 
kirke.  Om  indskriften  på  et  af  hans  billeder  på  Glim- 
minge:  »Jak  ær  en  kempe  stark  och  stoor»  også  skal 
gælde  hans  ydre,  skulle  vi  lade  usagt,  skont  det  jo  vel 
er  rimeligt  nok,  at  han  har  huset  en  stærk  sjæl  i  et 
stærkt  legeme.  Til  sin  borg  Glimminge  lagde  han  grund- 
stenen d.  2den  maj  1499,  og  den  blev  også  stærk.  Den 
er  en  af  de  få,  som  med  sine  åtte  fod  tykke  sandstens- 
mure  endnu  stadig  har  trodset  vore  gamle  borges  sor- 
gelige vanskæbne.) 

I  Sverrig  sygnede  krigen,  mens  den  blussede  hojt 
påOsterseen.  Kong  Hans  kunde  ikke  fore  den  med  fuld 
kraft  på  to  steder,  og  han  agtede  det  med  rette  for  vig- 
tigst at  få  lubeckerne  knækkede.  Men  svenskerne  vare  for 
længe  siden  så  lede  ved  den  evige  krig,  at  de  ingenlunde 
fortsatte  den,  når  de  ikke  ligefræm  bleve  tvungne  dertil. 
Utilfredsheden  med  Svante  Sture  tiltog  desuden  i  alle  sam- 
fundslag, og  Hemming,  som  vedblev  at  Ugge  i  Liibeck, 
kunde  imens  hværken  stive  rigsforstanderen  op  eller  med 
sin  veltalenhed  opildne  den  fredslystne  almue.  Om  det 
så  var  dalkarlene  vilde  de  i  hesten  1510  hellere  give 
penge  end  gå  i  leding,  og  af  penge  havde  de  dog  aldrig 
haft  mange.  Afspærringen  fra  hele  omverdenen  medferte 
i  Sverrig  både  næringsleshed  og  dyrtid,  og  pesten  rasede 
i  flere  landskaber,  så  der  alene  i  Upsala  i  kort  tid  døde 
tyve  to  af  byens  klærker.  —  Kun  ved  Bohus  stod  der 
d.  15de  juni  1511  en  lille  træfning  mellem  prius  Kristiau  og 

Danmarks  historie   1481—1536.  8 


114  Kong  Haus. 

rigstorstanderens  son,  den  unge  Sten  Sture.  Det  var  fors  te 
gang,  disse  to  herrer  målte  sværd  med  hinanden,  men  et 
par  måneder  senere  sluttede  de  en  stilstand  over  hele  den 
svensk -norske  grænse.  —  Svante  Sture  var  sygelig,  og 
Hemming  Gadd,  hans  ildfulde  tunge  og  stridslystne  hOjre- 
hånd,  var  endnu  stadig  fraværende.  Ikke  alene  hos  her- 
rerne våksede  dag  for  dag  misnqjet  med  rigsforstanderen 
og  hans  evindelige  krige,  men  lige  så  meget  våksede  det 
hos  borger  og  bonde,  af  hvilke  der  var  flere,  som  svarede 
hans  skattekrævere,  at  de  betalte  ham  kun  med  kollen 
og  påløksen.  I  Upland  gjorde  den  urolige  Sten  Rrlstersson 
i  juli  1511  åbenbar  opstand,  støttet  af  adskillige  herrer. 
Han  blev  jo  vel  slået,  men  ligefuldt  bredte  opstanden  sig 
til  de  fleste  af  mælaregnene.  Og  på  en  herredag  i  Stræng- 
næs  (septb,  1511),  som  gamle  ærkebiskop  Jnkob  llfsson 
havde  fået  sammenkaldt  til  trods  for  rigsforstanderens 
forbud,  var  man  ikke  alene  uudtOmmelig  i  hårde  og  grove 
klager  over  ham,  men  man  erklærede  ham  endog  for  afsat, 
fordi  han  havde  vidst  at  forekomme  eller  at  bryde  alle 
overenskomster  mellem  rigerne,  og  således  havde  givet 
landet  stadig  ufred,  hvorved  mange  havde  mistet  sine 
danske  og  norske  ejendomme;  fordi  han  havde  tiltaget 
sig  myndigheder,  som  slet  ikke  tilkom  ham;  fordi  han 
på  mange  måder  havde  brudt  den  ed,  han  svor  som  rigs- 
forstander; fordi  han  vilkårlig  og  ulovlig  bortgav  rigets 
slotte  og  len  og  uden  lov  og  dom  havde  frataget  både 
mænd,  kvinder  og  bom  så  vel  kobe-  som  arvegods;  fordi 
han  havde  slået  dårlig  mønt,  hvorved  kronen,  kirken  og 
ridderskabet  havde  mistet  hvær  femte  penning  af  sin 
årlige  rente;  fordi  ulovlige  skatter  vare  folket  pålagte 
0.  s.  V.  Hr.  Svante  gjorde,  som  billigt  var,  krav  på  at 
høres,  inden  han  domtes;  i  øvrigt  skulde  han  gærne  ned- 
lægge sit  æmbede  til  våren,  men  ikke  i  rådets  hænder, 
»utan  infor  friborna  frælsemæn,  kopstadsmæn  och  meniga 


I 


Freflslysten  i  Sverrig  stiger:  Svante  Sture  dor.  115 

allmogen.).  Rådet  gentog  og  øgede  sine  beskyldninger 
og  krævede,  at  han  strags  skufde  nedlægge  styrelsen. 
Dette  gjorde  han  dog  ikke.  —  Under  sådan  strid  slæbte 
året  sig  hen,  og,  at  den  ikke  luede  hojere  i  vejret,  kom 
vistnok  ene  deraf,  at  Erik  Turessen,  hvem  man  allerede 
havde  udset  til  hr.  Svantes  eftermand,  kort  forinden  var 
død  (i  maj  1511).  Ligefuldt  —  'ett  inbordes  krig  stod 
for  dorreu".  Da  drog  Svante  Sture  op  til  Vesterås 
for  at  rådslå  med  sine  venner.  Men,  som  han  her  på 
slottet,  det  var  den  2den  jan.  1512,  sad  i  en  samling 
af  bjærgmænd  fra  Vestmanland  og  Dalarne,  følte  han  sig 
svimmel,  mens  han  talte,  og  vilde  gå  ud  i  den  friske  luft, 
men  segnede  om  og  var  stendød,  inden  man  endnu  havde 
fået  givet  ham  det  brændende  lys  i  hånden,  som  man 
ellers  gav  enhvær  døende,  og  som  næsten  regnedes  for 
lige  så  vigtigt  som  modtagelsen  af  den  sidste  hellige 
nadvere. 

Med  Svante  Sture  var  den  væsentligste  hindring  for 
freden  gået  bort,  så  meget  mere,  som  liibeckerne  for  længe 
siden  havde  måttet  indse,  at  krigens  fortsættelse  kun  var 
til  ødelæggelse  for  deres  egen  handel  så  fuldt  som  for 
fjendens.  I  lang  tid  havde  de  jo  så  godt  som  ingen  handel 
haft ;  hvad  de  i  krigen  havde  mistet  af  skibe,  gods  o.  s.  v., 
regnede  de  selv  til  en  million  gylden;  de  kunde  derfor 
heller  ikke  betale  den  længer;  de  måtte  i  det  mindste, 
have  et  pusterum.  De  sendte  derfor  et  par  borgmestre 
til  kongen  i  Flensborg  og  gjorde  ham  den  22den  novb. 
1511  fredsforslag.  Desuden  havde  kurfyrst  Joakim  af 
Brandenburg  allerede  i  høsten  atter  haft  sine  sendebud 
herinde,  og  i  februar  kom  han  selv.  Hans  utrættelighed 
havde  det  da  også  lykkets  at  fræmkalde  en  foreløbig  stil- 
stand. Altså  åbnedes  der  nye  fredsunderhandlinger,  i 
Halmstad  med  svenskerne,  i  Flensborg  med  liibeckerne, 
hine  ledede  af  prins  Kristian,  disse  af  kongen  selv.     Man 

8* 


11(3  Kong  Hans. 

blev  snart  enig  i  det  væsentlige,  hvorpå  underhandlingerne 
Hyttedes   til   Malmø.     Her   blev  dobbeltfreden   også 
sluttet  hellig-jOrgensdag  d.  23die  apr.  1512.     Med  Sver- 
rig  blev  den  tre  år  gamle   fred  i  København  stadfæstet, 
og  på   et  møde  i    næste   års   midsommer   skulde   det   så 
endelig  afgores  af  tolv  svenske  og  tolv  dansk-norske  rigs- 
råder,  hvad  enten   man  i  Sverrig  vilde  tage  kong  Hans 
eller  prins  Kristian  til  konge,   eller  man  vilde  give  dem 
en  passende  årlig  sum  i  steden.     Ltibeck,  Wismar,  Rostock, 
Stralsund,   Hamburg  og  Liineburg  skulde  have  alle  sine 
gamle   handelsfriheder  påny,    uden  at  dog  enten  hollæn- 
derne eller  andre  søfarende  folk  lede  nogen  indskrænkning 
derved;   under  liibeckernes  fejde  med  hollænderne  skulde 
Danmarks  og  Norges  stromme  og  havne  stå  bægge  parter 
åbne,  men  de  måtte  ingen  fjendtligheder  ove  i  farvandene 
mellem  Skagen  og  Falsterbo,  ej  heller  under  Skånes,  Ble- 
kings og  Gotlands  kyster,   så  Danmarks  hojhedsret  over 
Skagerak,  Kattegat  og  en  god  del  af  Østersøen  blev  altså 
godkendt.     Kom  det  ikke  næste  år  til   endelig  fred  med 
Sverrig,  skulde  al  handel  med  dette  rige  atter  være  fuld- 
stændig forbudt.     Desuden   skulde  Liibeck   alene   i  løbet 
af  de  næste  tolv  år  betale  Danmark  treti  tusinde  rhinske 
gylden;  men,  da  de  syv  forste  afdrag  delvis  havde  fundet 
sted,  holdt  man  inde  med  resten.     Så  godt  som  enhvær 
anden  betingelse  i  den  »faste  og  ubrødelige«  dobheltfred 
blev  til  vind.     Kong  Hans's  død  inden  <( næste  midsommer » 
var  vel  en  af  grundene  dertil. 

Kunne  vi  tro  Huitfeldt,  "havde  kongen  så  viseligen 
ført  denne  langvarende  fejde,  at  riget  derover  ikke  blev 
i  nogen  måde  forarmet,  men  mere  var  groet  og  tiltog 
udi  al  rigdom  og  lykke,  imod  al  krigs  natur,  som  plejer 
at  udsuge  og  forarme  land  og  riger. » 


Dobbellfreden  i  Malmø:  —  krønnikeboger.  117 

9.    Videnskab  og  konster  i  kong  Hans's  tid. 

Vende  vi  os  fra  krigens  til  fredens  gerning,  niå  det 
vel  siges,  at  det  var  en  temmelig  åndlas  tid,  den  nær- 
værende, at,  som  ^^  M.  Petersen  siger:  »tankerne  bleve 
kløvede  i  mange  splinter,  og  i  steden  for  en  god  stærk 
bul,  der  havde  varme  i  sig,  lagde  man  pindebrænde  på 
åndens  arne.')  Københavns  universitet  gav  næppe  noget 
livstegn  fra  sig,  fattig  udstyret  som  det  var,  dårlig  for- 
synet med  lærere  og  kun  svagt  besøgt  af  lærlinger.  D. 
10de  maj  1498  bød  jo  vel  kong  Hans,  »at  efter  denne 
dag  ingen  god  mands  barn,  købstadmands  eller  almues, 
skal  færdes  her  af  riget  til  studium ,  undtagen  Upsala 
studio,  med  mindre  de  skulle  tilforn  stå  her  i  København 
til  studium  i  tre  samfulde  år  i  det  mindste."  Det  var 
selvfølgelig  for  at  trække  lærlinger  til  universitetet  og  fore- 
løbig binde  dem  der ;  men  man  mærker  intet  til,  at  dette 
lovbud  bragte  enten  universitet  eller  videnskaber  på  fode. 

En  ukendt  forfatter  gav  os  den  såkaldte  Karl- 
Magnus-lcronnike,  hvis  ældste  skikkelse  er  bevaret 
os  i  et  håndskrift,  som  1480  blev  taget  i  Børglum.  C.  J. 
Brandt  mener,  at  det  er  en  oversættelse  efter  en  mundtlig 
meddelelse  af  indholdet  af  Karlamagnus-saga.  Der  er  gjort 
et  stærkt  forkortet  men  <iskonsomt»  uddrag  af  hele  sagaen, 
og  det  er  ifølge  Røsen bergs  vidnesbyrd  <■  det  bedste  stykke 
dansk  prosa  fra  det  femtende  hundredår«.  Forst  trykt 
ved  Gotfred  af  Ghemen  og  senere  (1534)  omarbejdet  af 
Ivristen  Pedersen,  vandt  denne  kronnike  en  overordentlig 
yndest,  og  som  folkebog  er  den  optrykt  mangfoldige  gange, 
lige  ind  i  vore  dage.  —  Langt  mindre  yndest  end  Karl- 
Magnus  fandt  og  fortjænte  i^den  kyske  dronning",  en  lille 
rimet  oversættelse,  der  er  bygget  på  en  af  vore  gamle 
folkeviser.  Dens  forfatter,  Jep  Jepson,  har  selv  sagt  os, 
at  han  skrev  den  1483. 


118  Kong  Hans. 

Omtrent  fra  selvsamme  tid,  fra  omkring  åttitallet,  er 
den  ældste  ånnskebibeloversæftel se,  der  dog  kun  om- 
fatter de  åtte  forste  beger  af  det  gamle  testament  (fra 
1ste  mosebog  til  henimod  slutningen  af  2den  kongernes 
bog).  Den  synes  at  stamme  fra  birgittinernes  kloster  i 
Mariager,  og  oversættelsen  er  temmelig  tro,  men  stiv  og, 
imod  birgittinernes  sædvane,  jævnlig  noget  latinskladen. 
Fra  samme  kloster  udgik  1488  en  oversættelse  af  nogle 
kirkefædre,  et  arbejde  af  betydeligt  omfang,  der,  som 
N.  M.Petersen  siger,  « endnu  væuter  på  en  udgiver«.  — 
Hertil  kommer  en  del  messebøger,  legender,  bonnebøger 
0.  s.  V.,  nogle  oversatte,  flere  dog  også  hjemmegjorte.  End 
videre  nogle  få  kronniker,  der  ere  lige  så  torre  som  magre. 
Endelig  adskillige  lov-  og  retsskrifter,  stadsretter  og  gilde- 
skråer. 

Den  mærkeligste  forfatter  fra  hine  dage  var  hr.  iTlikkel. 
Mikkel  Nilson  var  allerede  1492,  og  måske  tidligere, 
vikarierende  præst  ved  den  hellige  Albans  kirke  i  Odense : 
siden  blev  han  sognepræst  ved  samme  kirke,  men  var 
allerede  dod,  inden  man  1514  fik  trykt  den  ældste  udgave' 
af  hans  digte,  som  vi  hidtil  kende.  Lyschander  kalder 
ham  nen  gammel  daunemand'i,  som  var  udmærket  hjemme 
i  den  hellige  skrift.  —  D.  13de  marts  1496  blev  der  i 
Odense  efter  tysk  forbillede  af  præster  og  lægmænd  stiftet 
et  »jomfru  Marias  salteres  broderskab«,  af  hvilket  hr. 
Mikkel  var  medlem,  og  derfor  modtog  han  sagtens  dron- 
ning Kristines  opfordring  til  at  gribe  harpens  strænge 
for  med  det  samme  at  godtgore,  at  han  heller  ikke  sav- 
nede den  indre  opfordring.  Vi  have  tre  digte  af  ham: 
•'Jomfru  Mariæ  rosenkrans«,  «0m  skabelsen«  og  «0m 
det  menneskelige  levned. »  Det  forstnævnte  er  en  meget 
fri  gengivelse  af  en  bonnebog,  skreven  af  dominikaneren 
Alanus  de  Biipe  fra  Bretagne ;  om  de  to  andre  digtninger 
ligeledes  ere  efterligninger,  vide  vi  ikke.     Det  var  prædike- 


Hr.  Mikkel:  Gotfred  af  Ghemen.  119 

broderen  Hans  Bartolomæusson ,  som  efter  forfatterens- 
død  fik  Povl  Ræff  til  at  trykke  dem.  Med  en  sådan  varme 
og  inderlighed  havde  hr.  JMikkel  bedet  sin  rosenkrans, 
at  selv  de  tidligste  og  strængeste  lutheranere  ikke  næn- 
nede at  slå  vrag  på  hans  sang,  der  igennem  Hans  Tomis- 
sons  og  Kingos  salmebøger  i  små  uddrag  vedblev  at  være 
menighedens  ejendom :  ja  endnu  i  vor  nyeste  salmebog 
("Roskilde  konvents«)  findes  der  tre  af  hans  salmer:  "Jeg 
lægges  i  jorden  i  hvide  lin»,  »Den  synd,  den  gor  dig  blind 
og  lam«  og  »O  Jesus,  hor  mig  for  din  død."  —  Broder 
Nils's  rimkrønnike  og  hr.  Mikkels  rosenkrans  ere  sikkert 
vore  mærkeligste  digte  fra  det  femtende  hundredår,  og 
vist  er  det,  at  i  dem  var  der  liv,  og  at,  da  disse  to  sloge 
til  lyd  for  sine  sange,  skulde  ingen  have  skonnet,  at  vor 
midalder  endnu  kun  havde  en  stakket  menneskealder  at 
leve  i,  at  det  var  dens  svanesang,  der  istemtes,  mens 
lampen  sidste  gang  blussede  op,  for  den  slukkedes. 

Den  forste  bogtrykker,  som  slog  bo  hos  os,  var 
(iotfred  af  Chemeu,  sandsynligvis  en  hollænder  fra  byen 
Os  i  Nordbraband,  efter  hvilken  han  kaldte  sig  Gotfridus 
de  Os  på  en  bog,  som  han  trykte  i  Gouda,  inden  han 
kom  til  Danmark.  Det  var  i  årene  1490—1510,  han 
øvede  Guttenbergs  unge  konst  inden  Københavns  vålde. 
Allerede  tidligere  havde  enkelte  rejsende  bogtrykkere  sat 
en  enkelt  bog  hos  os.  Det  forste  kendte  skrift,  som  ud- 
kom i  Norden,  var  den  hellige  Katrinas  levned  (på  latin), 
trykt  i  Stokholm  (1475?)  af  en  tysker:  det  forste,  som 
udgik  i  Danmark,  Caorsins  latinske  fortælling  om  rhodi- 
serriddernes  sej  rige  kamp  mod  tyskerne  på  Rhodos  1480. 
blev  trykt  i  Odense  1482  af  Johan  Snel  på  hans  gennem- 
rejse til  Stokholm ,  sagtens  ifølge  opmuntring  og  under- 
støttelse af  den  lærde    domprovst   Hans   Urne*).     1486 


*)  Tidligere  kendte  mau  af  dette  skrift  kun  et  eneste  eksemplar. 


120  Kong  Hans. 

trykkede  end  videre  haroburgeren  Stefan  Arndes  i  Slesvig 
den  slesvigske  messebog,  den  storste  og  smukkeste  bog, 
som  i  lange  tider  udgik  fra  en  dansk  presse.  —  Sagtens 
har  Peder  Albertsen  indkaldt  Gotfred  for  universitetets 
skyld,  hvorfor  også  hans  latinske  skolebøger  ere  trykte  i 
dr.  Peders  hus  og  på  hans  kostende,  men  i  ovrigt  vide 
vi  kun  lidet  om  den  hæderlige  prenter.  Mange  bøger 
udgik  fra  hans  presse;  vel  fik  han  næppe  fat  på  noget 
af  hr.  Mikkels  digte;  de  geimtes  til  hans  eftermand;  men, 
så  vidt  man  kan  skonne,  har  broder  Nils's  rimkr^nnike, 
om  den  end  ikke  var  « forstegrøden  af  prentekonsten  i  vort 
land,"  dog  sikkert  været  den  forste  danske  bog,  der 
blev  trykt  i  Danmark  (1493?),  så  sandt  som  den  er  den 
eneste  fra  det  femtende  hundredår,  vi  hidtil  kende.  Til 
hin  tids  ære  skulle  vi  tilfoje,  at  i  de  tyve  år,  han  arbej- 
dede mellem  os,  måtte  Gotfred  tage  tre  og  vel  sagtens 
fire  om  ikke  flere  oplag  af  den;  men  til  gamle  Molbechs 
ære,  at  han  1825  besorgede  den  ældste  fuldstændige  ud- 
gave, vi  kende,  den  fra  1495,  optrykt  påny. 

Omkring  året  1500  synes  allerede  Århus  og  Odense, 
Kibe  og  Slesvig  at  have  haft  hvær  sit  trykkeri.  Slesvig 
have  vi  nys  omtalt.  I  Odense  synes  domprovsten  Haus 
Iriie  at  have  haft  sin  egen  bogtrykker,  Simon  Brandt, 
som  han  lod  arbejde  for  sig,  mens  den  bogkære  domprovst 
selv  var  forlæggeren.  Han  skal  i  det  hele  have  brugt  to 
tusind  fem  hundrede  og  femtifire  mark  (der  omtrent  vilde 
svare  til  femti  tusinde  kroner  i  vore  penge)  til  trykning 
af  bøger,  som  for  en  stor  del  kom  fattige  peblinger  i 
Odense  til  gode.  I  Ribe  trykkede  Mattæus  Brandes  1504 
den  jyske  lov  med  latinsk  oversættelse  og  med  Knud  Mikkel- 


som  ejedes  af  Upsala  universitetsbibliotek,  men  1866  opdagede 
man  et  andet  eksemplar  på  universitetsbiblioteket  i  Lejden, 
hvilket  det  store  kongelige  bibliotek  i  København  næste  år 
modtog  som  gave. 


Gotfred  af  Ghemen;   andre  bogtrykkere;  Klavs  Berg.       121 

SODS  latinske  anmærkninger,  men  flyttede  så  til  København. 
I  Århus  synes  en  bog  allerede  at  være  trykt  1498.  Det 
varede  ingen  menneskealder,  inden  de  fleste  andre  af  vore 
storre  købstæder: -Nyborg,  Viborg,  Malmø  og  Roskilde, 
ligeledes  fik  trykkerier,  men  des  værre  vedblev  den  lærde 
PotI  Uæ(f  (Reff),  som  1508  var  universitetets  rektor,  i 
mange  tider  at  være  vor  eneste  danskfødte  bogtrykker. 
Som  sådan  finde  vi  ham  1513  i  København,  senere  i 
Nyborg,  tilsidst  (indtil  1533)  i  Århus. 

Dronning  Kristine,  gudfrygtig  som  heltemodig,  var 
en  varm  ven  af  den  fromme  konst.  Derfor  indkaldte  hun 
liibeckeren  Klavs  Kerg,  at  han  til  Odense  gråbrodrekirke 
skulde  udføre  den  smukke  altertavle,  som  nu,  efter  grå- 
brødrekirkens  nedriveise  (1805),  sidder  i  Odense  Fruekirke. 
Mester  Klavs  var  en  fornem  storborger,  der  fra  ungdom- 
men havde  haft  lyst  til  "Udkastning«,  og  som  havde  været 
heldig  nok  til  at  kunne  følge  denne  sin  tilbojlighed.  Selv 
arbejdede  han  ikke:  han  tegnede  kun  og  ledede  med  omhu 
sine  tegningers  udforelse.  Da  han  kom  til  Odense,  hvor 
han  siden  slog  bo,  førte  han  derfor  tolv  hoviskklædte 
svende  med  sig,  og  både  ham  og  dem  gav  dronningen 
månedlig  Ion.  Under  hans  tilsyn  fræmstod  således  den 
nævnte  altertavle,  på  hvilken  den  korsfæstede  frelser  fræm- 
stilles  i  himmelen,  omgiven  af  alle  tiders  helgener.  Hans 
nærmeste  eftertid  påstod  med  stærk  overdrivelse,  at  der 
ikke  fandtes  mage  til  altertavle  i  Evropa;  men  selv  i 
nutidens  ojne  er  den  et  stort  og  mærkeligt  arbejde,  der 
vidner  om  en  kraftig  og  selvstændig  konstnerånd,  som 
end  videre  gav  sig  nye  vidnesbyrd  i  midpartiet  af  alter- 
tavlen i  Sanderum  kirke,  krusifikset  i  Sorø  kirke  o.  s.  v. 

Omtrent  samtidig,  i  årene  1514 — 21,  udførte  billed- 
huggeren Haus  Briiggemanii  fra  Husum  sin  beromte,  omfangs- 
rige, i  egetræ  udskårne  altertavle  til  Bordesholm  kloster- 


122  Kong  Haus. 

kirke,  fra  hvilken  den  1666  flyttedes  til  Slesvig  domkirke, 
hvis  mærkeligste  prydelse  den  siden  har  været.  Ifølge 
Hoyens  dom  overgår  den  endog  Bergs  altertavle  ved  figurer- 
nes naturlighed  i  bevægelsen,  deres  livlighed  og  sandheden 
i  udtrykket.  Tidligere  havde  han  udført  altertavlen  i 
Segeberg  kirke  samt  den  til  Greveradekapellet  i  Liibecks 
Mariekirke,  men  i  dem  er  han  endnu  langtfra  den  modne 
mester.  Han  havde,  som  det  synes,  lært  træskæringen  i 
Liibeck  og  Nederlandene,  men  det  er  kendeligt,  at  også 
de  beromte  tyske  malere,  Lukas  Kranach  og  især  Albrekt 
Diirer  have  haft  stor  indflydelse  på  ham.  Efter  fuld- 
førelsen af  bordesholmtavlen  skal  han  have  taget  skade 
på  synet,  og  vel  omkring  en  snes  år  senere  skal  han  i 
nød  og  elændighed  være  død  i  sin  f-ødebys  fattighus,  i  en 
alder  af  omkring  segsti  år.  Det  var  trange  tider  for  konsten 
og  konstnerne.  —  Man  har  også,  men  vistnok  med  urette, 
tilskrevet  ham  adskiUige  jyske  konstværker,  såsom  alter- 
tavlen i  Børglum ,  den  tidligere  prægtige  altertavle  i 
Husum  osv. 


10.     Samfundsforholde  (finanser,  handel,  gejstlighed 
og  adel)  i  kong  Hans's  tid. 

Kong  Hans  var  en  sparsommelig  herre,  der  med 
omhu  sorgede  for  krongodsernes  styrelse.  Også  havde  han 
i  sine  forste  år  en  dygtig  og  betroet  rentemester,  Anders 
Skriver,  som  dog,  siges  der,  «i  sin  lykke  blev  stolt  og 
hovmodig,  så  han  så  alle  mennesker,  indtil  de  fornemste 
af  adelen,  over  akslerne ii,  hvorfor  han  tilsidst  blev  således 
bagvasket  af  sine  adelige  misuudere,  at  han  1494  blev 
hængt.  Man  skyldte  ham  for,  at  han  havde  stukket 
penge  til  sig,  som  han  ingen  ret  havde  til,  hvad  han 
også  under  tortur  bekendte,    men  tilbagekaldte  rigtignok 


Haus  Briiggemami:  Auders  Skriver:  haudeleu.  123 

bekendelsen,  så  snart  han  frigjordes  for  torturen.  Hvor 
lidt  eller  megen  sandhed  der  var  i  beskyldningen,  lader 
sig  nu  ikke  afgore,  men,  at  kong  Hans  har  fortrudt  dom- 
fældelsen, turde  fræmgå  deraf,  at  han  både  blev  så  tung- 
sindig, at  man  ængstedes  for  haus  forstand,  og  at  han 
endnn  samme  år  gjorde  en  pilgrimsfærd  til  Wilsuack. 
—  Ved  Anders's  hjælp  havde  det  lykkets  ham  at  bringe 
det  arvede  dårlige  pengevæsen  på  fode,  og  han  vedblev 
altid  at  holde  det  i  samme  ypperlige  stand.  Uagtet  de 
store  udgifter,  som  hans  langvarige  krige  medfarte,  be- 
talte han  derfor  ikke  alene  det  meste  af  sin  faders  gæld, 
men  samlede  sig  en  kon  lille  skat,  uden  at  dog  folket 
klagede  over  hårde  pålæg.  Ja,  når  i  krigene  med  Liibeck 
hans  undersåtter  klagede  over,  at  de  ikke  kunde  blive  af 
med  alt  det  meget,  som  de  af  korn  og  kvæg  o.  s.  v.  havde 
tilovers,  svarede  han  demgærne:  "Bringer  til  mine  maga- 
siner, hvad  1  have  at  sælge,  og  1  skulle  strags  få  betaling 
i  rede  penge'  :  ti  han  var,  så  at  sige,  aldrig  i  pengetrang. 
Og  endda  byggede  han,  som  fortalt,  de  storste  orlogs- 
skibe, man  hidtil  havde  set  i  Ostersoen,  skibe  på  fire 
hundrede  læster,  og  sorgede  tillige  på  andre  måder  foi- 
rigernes  værgemål. 

Han  slog  en  ny  og  god  mønt  og  tik  møntfoden  gjort 
ens  i  Danmark  og  Norge.  Til  handelens  opkomst  gav 
han  en  Høret,  i  hvilken  man  vil  skimte  indvirkning  af 
svenske  (gotlandske)  grundsætninger.  Og  han  gav  1487 
en  almindelig  stadsret,  som  fastsatte,  at  der  skulde  være 
to  borgmestre,  ti  rådmænd  og  fire  fjærdingsraænd  (rode- 
mestre) i  enhvær  kobstad,  påbod  orden  og  renlighed  i 
stæderne  og  indskrænkede  overdådigheden  ved  brylluper 
og  barsler.  —  I  hans  håndfæstning  var  det  ham  forbudt 
uden  rådets  samtykke  at  tilstå  fremmede  h  a  ndel s  ni  æ n  </ 
noget  som  helst  privilegium.  1487  gav  han  dog  rostoc- 
kerne  deres  gamle  rettigheder  i  Oslo,   så  de  kunde  ligge 


124  Koug  Hans. 

i  vinterleje  dér,  føre  egen  husholdning  og  handle  med 
bønderne  i  stort  og  småt;  ja,  to  år  senere  stadfæstede 
han  endog  i  et  og  alt  Kristoffer  Bairers  sorgelige  brev 
af  1447.  Men  han  kom  hurtig  bort  fra  denne  skråplan, 
ti  der  var,  som  vi  vide,  en  anden  bestemmelse  i  hans 
håndfæstning,  ifelge  hvilken  købmænd  fra  alle  lande 
måtte  fare  og  handle  overalt  i  de  tre  riger,  når  de  kun 
svarede  den  told,  som  tilkom  kronen.  Hansestædernes 
privilegier  udsatte  han  fra  år  til  andet  at  stadfæste,  og, 
da  han  endelig  gjorde  det,  d.  15de  Juli  1489,  gav  han 
dem  ingen  eneret,  men  i  henhold  til  sin  håndfæstning 
hævdede  han  alle  andre  folks  tilsvarende  rettigheder. 
Han  havde  endog  forinden,  d.  22den  jan.  1489,  stillet 
engelskmændene  på  lige  fod  med  hanserne  i  alle  Danmarks 
og  Norges  købstæder,  og  særlig  i  Bergen,  dog  at  hans 
købmænd  fik  de  samme  rettigheder  hos  dem ;  ja,  det  føl- 
gende år  gav  han  dem  endog  lov  til  at  sejle  på  Island, 
dér  «at  ligge,  fiske,  sælge  og  kobe  uden  hindring«.  D. 
28de  marts  1490  gav  han  Amsterdam  og  de  ovrige  hol- 
landske stæder  de  samme  rettigheder  i  Bergen  og  anden- 
steds i  Norge,  ja  endog  på  Island,  som  hansestæderne 
hidtil  havde  haft;  og  i  de  følgende  år  sluttedes  der  lig- 
nende overenskomster  både  med  Skotland  og  Frankrig. 
D.  4de  desb.  1490  vedtog  Norges  rigsråd  senden- 
fjælds,  at  ingen  bønder  eller  bokarle  må  bruge  eller  sejle 
med  storre  skibe  end  på  tre  læster;  at  de  ikke  må  løbe 
udenlands  med  lægter,  sparrer,  bord  og  andre  varer,  da 
almuen  derved  opgiver  at  ploje  og  dyrke  landet,  så  mange 
gårde  ligge  øde,  overgroede  med  skov,  hvorved  både  gejst- 
lige og  verdslige  miste  sin  landskyld;  at  kun  de  rigens 
mænd,  som  sejle  med  malt,  rug  og  mel,  må  handle  med 
bønder,  og  det  kun  med  forlov  af  fogden,  som  skal  sætte 
prisen,  ellers  skulle  de  handle  med  kobstadmænd;  at  på 
bygden   må   intet  landkob   finde  sted;    at  på  bygden  må 


Adskillige  handelslove.  125  • 

heller  hværken  kobbersmedde  eller  kejnsmedde  findes, 
men  kun  grovsmedde;  og  at  enhvær  bonde  skal  årlig 
lægge  segs  huuilekuler  på  sin  ejendom.  Således  var  rigs- 
rådet altså  folkets  omhyggelige  formynder!  således  delte 
det  land  og  by  imellem!  Senere  gav  dog  kong  Hans  på 
almuens  begæring  lov  til,  at  de  måtte  bygge  skibene 
storre,  men  det  var  lige  fuldt  trange  tider,  da  man  ved- 
blev at  holde  på,  at  bønder  ikke  måtte  sejle  udenlands, 
for  at  de  ikke  skulde  glemme  at  ploje  jorden;  og  rt^  ingen 
borger  uden  tilladelse  måtte  have  skibe  på  over  hundrede 
læster,  for  at  skovene  ikke  skulde  skam  hugges  og  skibene 
komme  i  fremmede  hænder. 

1502  bevilgede  kong  Hans  —  vi  gætte,  at  det  var 
efter  indstilling  af  landskabets  styrer,  prins  Kristiau  — , 
"at  købstæderne  over  alt  Skåne  måtte  én  gang  hvært  år 
forsamles  udi  Lund  om  peders-  og  povldags  tide,  og  dér 
skulde  de  overveje,  hvis  det  menige  land  Skåne  kunde 
komme  til  nytte  og  gavn,  hvilke  skulle  så  give  Hans  Nåde 
det  tilkende."  Det  var  altså  et  fast,  årligt  handelsmøde 
for  henved  fire  hundrede  år  siden!  —  Vi  gætte,  at  det 
var  efter  indstilling  af  prins  Kristian,  ti,  skont  kong 
Hans  ikke  slingrede  som  faderen*),  kom  der  dog  forst 
ret  fasthed  i  hans  sundere  handelspolitik,  da  hans  son 
trådte  til  med  sit  klare  blik  og  sin  sikre  hånd,  der  ikke 
ænsede,  tra  hvad  kant  vinden  blæste,  hværken  om  fra  ud- 
landets købmænd  eller  fra  hjemmets  stormænd.  —  Han 
havde  da  også  knap  været  Norges  styrer  i  et  år,  for  han 
d.  13de  septb.  1507  udstedte  den  mærkelige  forordning, 
ved  hvilken  han  gav  Amsterdams  købmænd  fet  til  at 
handle  i  Bergen  og  overalt  i  Norge.     De  måtte  (ligesom 


*)  Deime  havde  i  øvrigt  allerede  1472  tilladt  de  sællaudske  køb- 
stæder at  holde  et  årligt  mode  i  Ringsted  for  at  rådslå  om 
fælles  tarv. 


126  Kong  Haus. 

hanserne)  ligge  i  havnene,  købe  og  sælge,  fra  korsmesse 
i  vår  (3die  maj)  til  mikkelsdag;  ja,  de  fik  endog  den  sær- 
lige gunst,  at  tre,  fire  af  dem  måtte  overvintre  i  Bergen 
og  handle  dér  med  de  varer,  som  ikke  vare  blevne  afsatte 
i  sommertiden,  eller  de  måtte,  om  de  vilde,  lægge  dem 
i  pakhus  fra  host  til  vår.  Døde  en  af  dem  i  Norge,  til- 
faldt hans  efterladenskaber  ikke  som  hidtil  kongen,  men 
hans  arvinger  kunde  i  år  og  dag  gore  sine  krav  gæl- 
dende. I  strandingstilfælde  skukle  den  skibbrudnes  gods 
sikres:  ingen  måtte  trænge  sig  tilfor  at  hjælpe  ham,  når 
han  ikke  selv  onskede  det,  men,  når  han  ønskede  det, 
skulde  man  yde  ham  hjælp  for  en  rimelig  bjærgelon,  og 
godset  i  øvrigt  være  frit.  Drev  strandingsgods  i  land  uden 
levende  menneskers  medfølge,  skulde  det  gemmes  i  år  og 
dag,  for  at  ejermanden  kunde  mælde  sig.  Så  billige  og 
så  menneskelige  bestemmelser  om  strandingsvæsenet  havde 
man  endnu  den  gang  knap  noget  andet  sted  i  Evropa. 
—  Ligeledes  hævede  han  ved  forordning  af  7de  jan.  1508 
de  privilegier,  som  Kristofter  Bairer  havde  givet  rostockerne 
i  Oslo  og  Kristian  den  forste  og  kong  Hans  stadfæstet, 
og  hvis  virkning  havde  været,  at  Oslo,  som  tidligere 
havde  talt  henved  segs  hundrede  velhavende  borgere,  nu 
kun  talte  åtti  fattige.  Fræmtidig  måtte  kun  de  rostockere 
og  andre  fremmede  købmænd  drive  handel  med  bønderne, 
eller  -gæst  med  gæst",  eller  overvintre  i  byen  med  egen 
husholdning,  der  virkelig  nedsatte  sig  som  borgere  i  den, 
skattede  og  skyldte  som  andre  købstadmænd  og  inden  to 
år  fæstede  sig  hustruer,  indfodte  eller  fremmede.  —  D. 
24de  juni  1509  var  prinsen  atter  i  Bergen  og  udvidede 
da  atter  borgernes  rettigheder:  byens  torv  skulde  være 
det  eneste  sted,  hvor  der  måtte  handles  med  bønder  og 
med  fremmede,  som  kom  for  at  købe  og  sælge,  og  her 
havde  borgerne  forkøbsret:  ret  til  at  købe,  hvad  de  ønskede, 
for  nogen  fremmed  måtte   købe  det.     På  bryggen,   hvor 


Adskillige  handelslove;  gejstlighed  og  adel.  127 

tyskerne  havde  sine  pakhuse,  måtte  ingen  småhandel  drives 
med  kram  eller  sild.  Og,  når  skotter  eller  engelskmænd 
kom  i  havnen,  måtte  i  de  forste  fjorten  dage  kun  byens 
borgere  kebslå  med  dem,  forst  senere  måtte  købmændene 
på  bryggen  deltage  i  handelen.  De  fremmede  måtte  gærne 
handle  på  Norge,  når  de  kun  svarede  lovlig  told  og  rettede 
sig  efter  de  gældende  love.  —  Men  prins  Kristian  vågede 
med  urokkelig  fasthed  over,  at  hans  forordninger  bleve 
efterlevede.  Et  kraftigt,  selvstændigt  handelsliv  kunde  vel 
umulig  pludselig  fræmtrylles,  hvor  det  i  langsommelige 
tider  havde  ligget  i  dvale;  men  det  havde  meget  at  sige, 
at  det  tyske  handelsåg,  der  hidtil  havde  hvilet  på  folket 
som  en  mare,  for  fræmtiden  var  brudt.  Derved  vaktes 
der  en  drift  hos  landets  egne  købmænd  til  selvstændig 
virksomhed:  de  toge  ved  selv  at  udføre  landets  varer  og 
selv  at  hente  fra  de  fremmetle  lande,  hvad  man  trængte 
til;  og  denne  rørelse,  dette  liv  våksede  med  årene.  Det 
var  da  også  kendeligt,  at  i  kong  Hans's  tid  hævede  borger- 
standen sig  ikke  lidt  i  anseelse  og  velstand. 

Povl  Helgeson  skriver:  »Kong  Hans  holdt  sig  i  den 
forste  tid  til  de  verdslige  stormænd,  og  hans  anordninger 
faldt  ofte  tungt  på  den  gejstlige  stand;  men,  da  han  kom 
under  vejr  med,  at  de  verdslige  herrer  mere  lode  sig  lede 
af  indgroet  had  til  gejstJ iglieden  end  af  redelig  iver. 
ændrede  han  sin  handlemåde  og  var  indtil  sin  død  meget 
imødekommende  mod  klærkeriet.»  Den  gejstlige  og  den 
verdslige  egennytte  og  magtsyge  stode  stift  imod  hinanden. 
Gejstligheden  vilde  gærne  drage  en  mængde  verdslige 
sager  ind  under  sin  afgorelse  og  for  dem  oppebære  bøder 
og  sagefald,  hvorfor  også  (allerede  1478)  riddersmænd, 
bønder  og  menige  almue  på  Langeland  indgik  den  over- 
enskomst, at  ingen  af  dem  skulde  indstævne  en  anden  for 
kirkens  dom,   »uden  det  var  for  bornegods,  kirkegæld  eller 


128  Kong  Hans. 

fattige  enker«,  hvilket  alt  efter  den  tids  opfattelse  lå 
uunder  kirkens  dom".  Adelen  vilde  ikke  alene  nødig  give 
tiende,  men  den  vilde  have  et  lonnet  tilsyn  med  jomfru- 
klostre, hospitaler  og  andre  milde  stiftelser,  og  gjorde  sig 
jævnlig  dette  tilsyn  så  indbringende,  at  stiftelserne  ikke 
kunde  forsorge  halvdelen  af  de  syge  og  fattige,  for  hvilke 
de  vare  æmnede;  ja,  den  hæftige  Povl  Helgeson  klager 
endog,  at  »i  mange  nonneklostre  trakteres  gode  mænds 
born  så  ynkelig,  at  arme  trælle  have  storre  redelighed  i 
tårn  og  fængsel  ...  og  de  lide  for  Guds  og  ærens  skyld, 
hvad  de  ellers  ikke  led,  var  ikke  Gud  og  æren  dem  så 
kær.'i  Det  er  næppe  usandsynligt,  at  kong  Hans  med 
sin  rolige  og  sunde  forstand  i  forstningen  kan  have  stillet 
sig  på  adelens  side,  indtil  han  syntes,  at  man  dog  gik 
ham  for  vidt.  Selv  var  han  ifolge  hele  sin  ejendommelig- 
hed næppe  meget  stærkt  åndelig  bevæget,  og,  når  han  dog 
tog  knudsbrødrenes  parti  mod  Odense  biskop  og  byggede 
gråbrødrene  klostre  i  Koge  (1485),  Malmø  (1487)  og  Halm- 
stad (1494),  har  han  sagtens  hist  tildels  haft  polittiske 
grunde,  og  er  han  her  bleven  stærkt  tilskyndet  af  dron- 
ning Kristine,  der  virkelig  fik  ham  til  at  give  kongs- 
gården i  Koge  til  brødrene.  I  det  mindste  var  hans  omhed 
for  klostrene  ikke  storre,  end  at  herreklostrene  klagede 
stadig  over,  at  han  lagde  så  mange  af  sine  mænd  og 
hofsinder  i  borgeleje  hos  dem,  så  deres  indkomster  næppe 
bleve  tilstrækkelige  til  gudstjænestens  vedligeholdelse:  og 
valget  af  deres  styrere  tilegnede  han  sig  omtrent  helt.  — 
Med  paven  stod  han  sig  næsten  altid  grumme  godt,  og, 
siger  Helveg,  «hvad  der  var  vedtaget  i  kongens  kanselli, 
det  kom  [dog  med  enkelte  undtagelser]  fræm  i  Kom  med 
pavelig  stadfæstelse,"  ingenlunde  altid  til  glæde  for  præ- 
laterne, der  ikke  så  gærne  så,  at  »kronen  og  kurien  rakte 
hinanden  hånden« ,  hvorved  deres  egen  myndighed  ind- 
skrænkedes. —  Af  hin  tids  bisper  have  vi  allerede  (I.  s. 


Gejstligheden:   adelen.  129 

564)  omtalt  tiere:  den  milde  og  velvillige  ærkebiskop  Birger, 
der  gav  Roune  en  skole,  for  at  Bornholm  kunde  fa  ind- 
fødte præster,  have  vi  ligeledes  tidligere  nævnt  og  ville  i 
det  følgende  jævnlig  stede  på  ham :  det  samme  gælder 
om  den  våldsomme  og  havesyge  biskop  Jens  Anderson  i 
Odense.  Vi  skulle  da  endnu  kun  med  et  par  ord  omtale 
Jens  Jepsoii  (Uaveiisberg)  i  Roskilde  (biskop  1500,  dod  på 
Hjortholm  15de  apr.  1512).  Han  var  lærd.  statsklog  og 
veltalende,  men  tillige  kendt  før  sin  ødselhed  og  løsagtig- 
hed. Man  mente  desuden,  at  han  i  det  mindste  havde 
lige  så  megen  del  som  Henrik  Krummedige  i  Knut  Alfs- 
sons  mord,  og  endnu  samme  sommer  førte  han  som  kon- 
gens kansler  sagen  imod  Povl  Laxmand  (se  s.  136),  ved 
hvilken  lejlighed  han  gjorde  sætninger  af  romerretten 
gældende,  da  den  danske  lov  ikke  vilde  slå  til.  Som 
sagførerion  fik  han  Povl  Laxmands  gård  i  København  til 
givendes  og  skal.  siger  man,  have  vundet  en  sådan  magt 
over  kongen,  at  »siden  skete  der  ikke  meget  i  riget  uden 
efter  biskop  Jens's  råd».  Det  kan  dog  vel  være,  at  hans 
mildhed  i  det  mislige  forhold  til  fru  Ædle  var  nok  så 
gyldig  en  grund  til  hans  «magt». 

Adelen  vedblev  at  trives,  skont  kong  Hans  gav  den 
ikke  storre  råderum ,  end  han  lige  var  nødt  til,  og  efter 
hans  død  førte  den  da  også  mange  og  hoje  klager  over 
ham:  skyldte  ham  for,  at  han  havde  brudt  sin  hånd- 
fæstning i  over  halvdelen  af  deus  led  o.  s.  v.,  ja  veg  end 
ikke  tilbage  for  den  åbenbare  logn,  at  »flere »  af  rådets 
medlemmer  »ere  komne  på  hans  skrivelse«  og  have  der- 
over uden  rettergang  mistet  livet.  —  Adelen  købte  sig 
stadig  nye  gårde  og  udvidede  hoveriet  til  dem;  den  drev 
småfejder  til  lands  og  røveri  til  søs,  ja  vovede  endog 
stundum  til  trods  for  lovene  at  drive  handel  med  sine 
vårnedbøuder.     Dens  sørøverier  kunde  endog  finde  rege- 

Danmarks  historie  14S1— 1536.  9 


130  Kong  Haus. 

ringens  billigelse.  Olaf  Nilssons  arvinger  (se  I.  s.  504), 
men  særlig  hans  son  Aksel  Oliifssoii  (til  Gimdralof  ?),  havde 
stadig  fejdet  på  hansestædernes  skibe  for  at  skafife  sig 
selv  den  hævn,  som  kong  Kristian  ikke  havde  villet  eller 
kunnet  skaffe  dem.  Og  d.  3die  febr.  1490  gik  Aksel 
ind  på  »at  give  kong  Hans  halvdelen,  af  hvis  han  kan 
fange  af  stæderne  for  sin  faders  død,  og  ikke  at  indgå 
nogen  sone  med  dem,  kong  Hans  uvidendes.«  Men,  når 
der  i  virkelig  fejdetid  udstedtes  kaperbreve,  blev  det  tit 
vanskeligt  at  drage  den  fine  skelnelinie  mellem  kaperi  og 
sørøveri;  og  bægge  dele  trivedes  da  samtidig.  —  Adelen 
gjorde  ligeledes  en  ejendomsret  over  sine  bønder  gældende: 
den  krævede  sine  vårnede  tilbage,  selv  om  de  havde  nedsat 
sig  som  borgere  i  en  eller  anden  købstad;  og  kong  Hans 
fik  kun  tildels  gjort  ende  på  denne  selvtagne  ejendomsret, 
da  han  1504  forordnede,  at  sådanne  borgere  ikke  måtte 
deles  til  stavn,  "uår  de  have  tjænt  i  krigen  med  bøsse 
og  pil  mod  rigens  fjender;  haver  nogen  dem  at  tiltale, 
da  tale  sig  dem  til  for  kongen  og  hans  råd.»  —  Adelen 
ramtes  heller  ikke  af  loven  mod  overdådighed.  Rigsråd 
Oluf  Stigsoii  (Rrogeiios)  købte  således  1503  til  sin  datters 
brudepynt:  åtte  alen  gulduior  (hvær  alen  til  ti  rhinske 
gylden);  tretiåtte  alen  rødt  og  sort  tiojl  (hvær  alen  kostede 
så  meget  som  to  staldøksne) ;  tretten  alen  gult  damask; 
sejsten  alen  sindal;  firtisyv  alen  gront  eller  rødt  engelsk 
klæde  (hvær  alen  kostede  så  meget  som  en  staldokse); 
åtti  stykker  hermelin;  gråværk  til  at  fodre  tre  kjoler  og 
en  kåbe;  tyvesyv  pærlelidser  til  brudens  hue  og  brud- 
gommens skjortelinning  (hans  skjorte  syedes  altid  af  bru- 
den); to  lod  pærler  til  bindike  (hårbånd)  medbojle;  segs 
lod  pærler  til  en  pærlekjole;  segs  lod  forgyldt  sølv;  segsti- 
fire  lod  guldtråd  til  stikning;  hundrede  og  fem  alen  lærred ; 
to  guldsmykker;  et  hovedguld  til  to  hundrede  gylden; 
en  halskæde,  et  halsbånd  og  et  brystspænde,  alt  af  guld 


Adelen:  sørøveri,  salg  af  vårnede,  overdådighed.  131 

(kostede  tilsammen  balvandet  hundrede  gylden).  Klæderne 
og  smykkerne  må  mindst  have  haft  en  samlet  værdi  af 
halvfjærde  tusinde  tender  byg  eller  firti  tusinde  kroner. 
Men  hertil  kom  endnu  det  hele  prægtige  udstyr  af  sænge, 
sængeklæder,  væggedræt,  tæpper,  hynder,  duge,  hånd- 
klæder, alle  slags  husgeråd  o.  s.  v.,  en  karm  og  et  par  grå 
heste  ikke  at  glemme.  Men  ved  selve  bryllupet  gik  det 
ikke  mindre  flot  til;  der  fortæredes  :  fire  røgede  kokroppe ; 
fem  gronsaltede  og  fem  færske  aksne:  firti  røgede  far: 
segsti  lam;  firti  svinettykker;  en  tønde  laks,  to  tønder 
ål,  to  tønder  sild  og  fire  tønder  torsk  (alt  saltet):  halv- 
trettende snese  tor  fisk  (kabliav,  langer  og  kulmuler):  to 
tusinde  spidfisk  og  en  mængde  flynder;  segs  tønder  smor; 
en  halv  tønde  honning;  fire  tønder  eddike;  brød  af  fire 
hundrede  og  firti  skæpper  rugmel  og  firti  skæpper  hvede- 
mel foruden  indkøbt  hvedebrød  og  peberkager:  en  mængde 
risengryn,  vildt,  fjærkræ  og  allehånde  kryderier;  åttito 
tønder  øl  fra  Embden,  Preussen  og  Hamburg  foruden  en 
mængde  hjemmebrygget,  hvortil  der  var  brugt  to  læster 
og  fire  pund  malt;  tolv  tønder  mjød;  segs  hundrede  og 
firti  potter  rhinskvin;  Mte  hundrede  potter  franskvin ;  des- 
uden klaret,  uvist  hvor  megen  *).  Hertil  kom  pærlestikke- 
rens  « skueretter  •>,  nye  for  hvær  ny  ret  mad.  Heller  ikke 
hestene  bleve  glemte;  de  fik  ni  hundrede  skæpper  havre. 
«De  samlede  omkostninger  til  bryllupet  må  være  løbne 
op  til  en  sum,  hvorfor  et  stort  herresæde  kunde  kobes.« 
Og  en  sådan  overdådighed  var  langtfra  enestående.  —  Men 
Huitfeldt  siger  om  den  beromte  Erik  Otteson  (død  7de 
jan.  1503):  "til  hans  bryllup  blev  drukket  en  halv  ame 
vin;    kong  Kristian   den   forste   og   dronning  Dorte  vare 


Brændevin  kendte  man  endnu  dengang  ikke  i  Danmark;  forst 
en  snes  år  senere  blev  det  indført  ft-a  Tyskland  som  —  et  koste- 
ligt lægemiddel,  der  købtes  på  apotekerne. 

9* 


132  Kong  Hans. 

dertil.     Hvilket  her  antegnes ,   at  vi  skulle  se ,   udi  -hvad 
overflodighed  og  hofart  vi  nu  ere  stegne  udi  disse  dage«*). 


11.   Kong  Hans's  eftermæle  (Povl  Laxmand,  Nils  Klemenson, 
fru  Ædle);  —   lians  dad;  dronning  Kristine;  deres  bom. 

Kong  Hans  var  hoj  af  vækst,  med  et  trindt  ansigt, 
bredt  bryst,  ført  men  veldannet  legeme.  Han  kaldes  af 
de  fleste  en  god  og  trofast  mand,  jævn  og  ligefræm  i  alt 
sit  væsen.  Derhos  var  han  en  dansk  mand,  som  holdt 
sig  til  de  gamle  skikke  og  havde  dem  kære.  I  sin  klæde- 
dragt kunde  han  ikke  skilles  fra  sine  hofsinder;  havde 
også  "en  dansk  kårde  ved  siden,  ti  sådanne  sværd  gik 
han  altid  med  efter  gammel  dansk  vis.»  I  mad  og  drikke 
var  han  meget  mådeholden:  hele  hans  levemåde  var  »efter 
god  gammel  tarvelig  dansk  sædvane;  hans  drik  var  mesten- 
dels dansk  øl,  og  han  åd  gærne  gammel  mad  efter  dansk 
vis.»  Altid  fræmhæves  det  gamle,  « det  danske"  ved  hans 
dragt  og  levemåde :  derved  blev  han  folket  kær.  —  Vil  man 
vide,  hvad  der  af  fødevarer  brugtes  ved  holfet,  viser  f.  eks. 
husholdningsregnskabet  for  1493,  at  der  i  påskeugen  det 
nævnte  år  afgaves  til  hoffets  brug :  tretito  sider  flæsk,  halv- 
fjortende  røgede  og  saltede  aksne,  fire  færske  øksne,  halv- 
tredie  tønde  fårekød,  tyvesyv  røgede  får,  fire  tønder  kokød, 
to  tønder  vildbrad,  halvtredie  tusinde  hvidlinger,  fem 
vorder  (o:  halve  snese)  kabliav  og  kulmuler,  tretito  islands- 
fisk,  tyve  bergfisk,  en  tønde  rosker  (rødskær?),  to  tønder 
og  en  fjærding  sild,  ni  pund  mel,  en  læst  malt  og  femti- 
syv tønder  og  tre  skæpper  havre.     Drikkevarerne  ere  des 


*)  Eu  arne  var  noget  mindre   end   et  oksehoved  og  kunde  koste 
omkring  syv  gylden. 


Hofholdningen ;  kongens  danskhed.  133 

værre  ikke  opgivne.  I  årets  løb  brugte  hoffet  af  sådanne 
ting,  som  ikke  forekomme  i  påskeugen,  iblandt  andet: 
syv  læster  smor,  en  læst  og  halvtredie  fjærding  ål,  halv- 
femte tønde  hvalspæk  samt  treti  og  en  halv  læster  rug. 
Af  kryderier  brugtes  med  undtagelse  af  salt  ikke  mange : 
1498  købtes  der  på  én  gang  til  hoffet:  et  pund  safran, 
tre  pund  peber,  et  pund  paradiskorn,  et  pund  nelliker, 
tre  pund  kommen  og  åtte  pund  sukker,  ^len  kryderier 
vare  dengang  også  dyre:  et  pund  safran  kostede  fire 
gylden,  et  pund  peber  en  gylden,  et  pund  paradiskorn 
en  halv  gylden,  et  pund  nelliker  fire  gylden,  et  pund 
sukker  en  fjærdedel  gylden  (eii  gylden  lig  to  lod  sølv 
eller  fire  tønder  rug).  Kong  Hans  måtte  1508  give  en 
halv  gylden  for  stykket  af  pomeranser. 

Kong  Haus  og  hans  dronning  bragte  atter  dansk 
språg  til  hove,  så  man  læste  danske  bøger  og  sang 
danske  viser  af  hjærtens  lyst;  ti  de  holdt  ikke  alene  af 
god  læsning,  men  de  elskede  både  musik  og  sang.  Om 
kongens  danskhed  må  også  dette  vidne,  at  han  gen- 
opfriskede og  indskærpede  den  gamle  bestemmelse,  at 
man  i  Sønderjyllands  klostre  ikke  måtte  optage  fremmede 
(tyske)  mænd  og  kvinder,  men  kun  indfødte  danske. 
Hojskolerne  i  København  og  Upsala  så  han  gærne  til 
bedste ,  om  han  end  ikke  kunde  gore  stort  for  dem ,  og 
hans  forbud  mod  at  gå  til  fremmede  universiteter,  inden 
man  havde  studeret  tre  år  her  hjemme,  har  næppe  fræm- 
hjulpet  dem  sonderlig.  —  Vel  kan  det  have  sin  rimelig- 
hed, hvad  P.  A.  Munch  sagde,  at  »hans  ægte  danske 
sind  passede  mere  for  Danmarks  konge  end  for  en  unions- 
konge",  men  så  meget  er  dog  vist,  at  så  megen  sand 
nordiskhed  skulde  man  aldrig  væntet  af  en  tysk  faders 
og  tysk  moders  son,  og  det  er  Ligeledes  vist,  at  i  det 
mindste  i  denne  henseende  danner  han  en  glædelig  mod- 
sætning både  til  sine  tre  nærmeste  formænd  og  til  sin 


134  Kong-  Hans. 

tyske  broder  og  dennes  ætlinger  i  mange,  mange  led; 
så  kun  den  nordbo  burde  blive  gnaven  over  hans  dansk- 
hed, der  kunde  påvise  os,  hvor  en  virkelig  «unionskonge» 
havde  været  at  finde,  eller  som  vilde  driste  sig  til  at 
mene,  at  det  for  Sverrig  og  Norge  kom  ud  på  ét  og 
det  samme,  enten  unionskongen  var  "dansk«-  eller  tysk- 
sindet. —  At  han  som  polittiker  nyttede  tidens  våben: 
både  list,  svig  og  våld,  står  ikke  til  at  nægte,  og  for 
disse  pletter  vil  man  vanskelig  kunne  frigore  hans  billede: 
men  det  skal  desuagtet  vidnes,  at,  »jemford  med  sina 
motståndare  står  konung  Hans  hogre,  betræftande  de 
anvænda  medlens  beskaifenhet  n .  —  Det  uheld  havde  han 
i  sit  sidste  år,  at  hans  systersOn,  kong  Jakob  af  Skot- 
land, kom  i  en  farlig  krig  med  England  og  gang  efter 
anden  bad  sin  morbroder  om  hjælp.  Det  var  vistnok 
klogt,  at  kong  Hans  undlod  at  yde  den,  og  både  han 
selv  og  hans  folk  kunde  nok  være  trætte  af  den  idelige 
krigsfering;  men  ridderligt  var  det  ikke,  og  det  var 
heller  ikke  skonsomt,  ti  den  systerson,  som  nu  bad  om 
hjælp,  havde  i  de  foregående  år,  da  kong  Hans  var  den, 
som  trængte,  altid  været  såre  villig  til  efter'  ævne  at 
støtte  morbroderen. 

I  sit  daglige  liv  var  han  stilfærdig  og  alvårlig,  men 
godmodig  og  omgængelig.  I  et  godt  lag  var  han  gærne 
lystig  og  skæmtsom,  kunde  godt  drive  spøg  med  andre 
og  så  slet  ikke  surt  til  en  dristig  skæmt  af  sine  gode 
mænd.  Således  spøgte  han  engang  med  Otte  Rud:  "Det 
var  mærkelige  mænd",  sagde  han,  «hr.  Ivent  og  hr. 
Gavdian,  som  kong  Artus  havde  i  sin  tjæneste;  sådanne 
riddere  finder  man  ikke  nu  om  stunder  mere».  »Fandt 
man  konger  som  Artus  o,  svarede  hr.  Otte,  "fandt  man 
vel  også  riddere  som  Ivent  og  Gavdian  o.  Men  tiden  var 
meget  nojsom  i  sin  moro:  når  skolens  peblinger  kom  op 
på  slottet  for  at  synge  eller   for  at  "lege  et  skuespil". 


Kongens  karakter:  —  Povl  Laxmand.  135 

uår  en  jomfru  strøg  sin  gigp,  eller  en  gagler  sprang  og 
tumlede,  eller  hofnarren  klirrede  med  sin  bjældehue. 
kunde  selv  de  fornemste  og  adstadigste  more  sig  koste- 
lig. Lykkespil  holdt  kongen  meget  af  (skont  han  i  sine 
love  forbød  det)  og  tabte  jævnlig  ikke  så  små  summer  i 
dobbel.  —  Desuagtet  påstås  der,  at  han  ofte  led  af  et 
tungsind,  som  endog  nu  og  da  kunde  gå  over  til  vanvid, 
og  som  nedarvedes  på  hans  born.  —  Skont  han  til  daglig 
var  tarvelig  i  sin  klædedragt,  kunde  han  være  prægtig, 
når  forholdene  krævede,  at  kongen  trådte  fræm  i  hele 
sin  majestæt,  ti  da  var  selv  det  bedste  ham  ikke  for 
godt:  da  savnedes  der  intet  enten  ved  bord  eller  skænk. 
og  «var  han  da  prægtig  klædt  i  en  lang,  sid  gylden- 
stykkes kjole,  som  gik  ham  helt  ned  til  skoene ».  «Jeg 
vil",  plejede  han  at  sige,  "at  min  undermand  ikke  skal 
være  angst  for  mig,  og  min  ligemand  ikke  ringeagte 
mig».  Også  roses  han  for  sin  fromhed  som  kristen,  sin 
mildhed  som  menneske,  sin  ærlighed  og  redelighed  som 
mand.  Hans  samtidige,  Olof  Persson,  som  dadler  et  par 
af  hans  fogder  (Jens  Falster  og  Anders  Pederson)  og 
mener,  at  de  «voro  deras  herre  mera  till  skada  æn  gagn 
med  deras  strænghet",  siger  derfor  om  kong  Hans:  «och 
var  han.sjelf  en  from  och  redelig  man«. 

Der  er  dog  et  par  begivenheder  i  hans  liv,  som  ikke 
ret  dlle  stemme  med  den  givne  skildring,  når  vi  ikke 
tage  hensyn  til  det  omhandlede  tungsind.  Historien  med 
Anders  Skriver  have  vi  nys  omtalt  og  skulle  ikke  påny 
dvæle  ved  den:  den  er  jo  desuden  så  lidet  opklaret.  — 
Men  så  er  der  rigshovmesteren  Povl  Lasmand.  Han  ejede 
fem  store  herregårde:  Sandholt,  ■Vilstrup,  Asserbo,  Agerup 
og  Valden,  samt  fjorten  moller,  henved  ni  hundrede 
bøndergårde,  en  mængde  huse  og  gårde  i  ni  af  rigets 
købstæder  og  fire  store   skibe;    havde  desuden  både  det 


136  Kong  Haus. 

ene  og  det  andet  slot  (Solvisborg,  Gøingeholm,  o.  s.  v.)  i 
pant  for  store  summer;  og  var  vel  således  den  rigeste 
mand  i  Danmark  på  sin  tid.  Men  han  var  en  stræng 
husholder,  og  ved  sin  rigdom  vandt  han  sig  ingen  venner, 
kun  misundere  og  fjender.  Han  skal  heller  slet  ikke  have 
været  nojeregnende  med  de  midler,  ved  hvilke  han  vandt 
den  (hvad  i  øvrigt  kunde  siges  om  hans  fleste  samtidige, 
hvad  enten  de  så  vare  hans  jævnbyrdige  eller  ikke);  og, 
som  han  var  stolt  og  hovmodig,  holdt  han  kun  dårlig 
tomme  på  sin  tunge,  selv  når  det  gjaldt  kongen.  — 
D.  22den  juni  1502  havde  han  været  hos  kongen  på 
slottet,  og,  da  han  fra  dette  vilde  gå  over  Hojbro, 
myrdedes  han  ved  hojlys  dag  af  et  par  adelsmænd,  som 
havde  passet  ham  op  i  Hojbrostræde:  Ebbe  Strangeson 
til  Norholm  (en  s(ftines6ns  son  af  Nils  Ebbesons  broder, 
se  I.  s.  121)  og  Bjorn  Anderson  (Bjorn)  til  Stenalt.  De 
hug  ham  forst  med  sværd,  smed  ham  dernæst  i  slots- 
graven  og  råbte  efter  ham:  "Du  hedder  Laxmand;  så 
løb  nu  i  vandet,  som  din  art  er!»  Der  var  mange,  som 
så  på  mordet,  men  morderne  bragte  sig  strags  i  sikker- 
hed, og  de  kaldtes  ikke  engang  i  retten  for  sin  udåd, 
hvorimod  kongen  fem  uger  senere,  d.  29de  juli,  ved 
sællandsfar  landsting  anlagde  sag  mod  den  myrdede,  fordi 
han  »havde  med  brev  og  bud  oprejst  Sverrigs  riges  ind- 
byggere imod  Hans  Nåde  og  alt  Danmarks  rige».  D.  8de 
novb.  domte  hele  rigsrådet  »endrægtelig"  alle  hans  ejen- 
domme, rørlige  og  urørlige,  at  være  kongen  hjemfaldne. 
Som  vi  allerede  have  sagt,  førte  biskop  Jens  Jepson 
sagen  imod  ham  og  tog  ved  den  lejlighed  sin  tilflugt  til 
romerretten.  Så  vist  nu  som  kong  Hans  ikke  var  nogen 
"tyrkisk  sultan«  (P.  A.  Munch),  og  rigsrådet  ej  heller 
havde  for  vane  at  lade  sig  skræmme  af  ham,  helst  hvor 
det  gjaldt  en  af  dets  egen  mitte;  så  vist  må  der  uden- 
tvivl   have    hvilet    en   vitterlig    brøde  på  den  rige   hov- 


Povl  Laxmand:  Xils  Klemenson.  137 

mester,  skont  vi  nu  ikke  kunne  påvise  den.  At  ingen 
af  hans  frænder  toge  ham  i  forsvar,  skont  de  opfordredes 
dertil,  vil  dog  ikke  sige  meget,  da  forsvarerne,  hvis  han 
ikke  frikendtes,  ^iIde  have  kommet  til  at  erstatte,  hvad 
han  måtte  have  forbrudt.  (Langt  senere  klagede  imidler- 
tid haus  born  over  dommens  uretfærdighed.)  Man  skyldte 
ham  for  at  have  gået  i  ledtåg  med  Sture  og  det  svenske 
rigsråd;  men,  så  snart  der  atter  blev  fred  med  Sverrig, 
godtgjordes  det  tilfulde,  at  denne  beskyldning  savnede  al 
grund.  Måske  er  han  derfor  nærmest  domt,  fordi  han 
i  en  kreds  af  kongens  gode  og  tro  mænd  havde  sagt,  at 
kong  Hans  var  Danmarks  rige  »en  skadelig  herre  og 
konge«,  hvilken  påstand  øretudere  kunne  have  bragt 
kongen  i  hans  oprorte  stemning  over  Sverrigs  tab  og 
Stokholms  tab  og  dronningens  fangenskab  og  oproret  i 
Norge  og  ufreden  med  hansestæderne.  Man  skyldte  jo 
desuden  Laxmand  for,  at  det  var  ved  hans  forsommelse, 
at  kongen  kom  for  sent  med  undsætningen  til  Stokholm. 
Man  kan  dog  godt  forstå,  at  kongen  på  sit  dødsleje  skal 
have  angret  sin  (delagtighed  i?  sin  overbærenhed  med?) 
mordet,  eller  vel  snarere  sin  hårdhed  og  gridskhed  i 
dommen  over  den  myrdede. 

Så  var  der  den  mærkelige  tillid,  han  uden  afbrydelse 
viste  Mis  klemeusoD,  som  Allen  vistnok  med  fuld  foje  kalder 
«en  lav  natur ».  Han  var  borgerlig  fedt,  men  blev  tidlig 
kong  Hans's  skriver  og  satte  sig  så  fast  i  kongens  gunst, 
at  han  fik  skjold  og  hjælm  og  jordegods  til  givendes, 
blev  landsdommer  i  Xorrejylland  og  fik  det  store  Kalle 
len.  Men  ikke  nok  hermed:  til  usigelig  harme  for  hele 
den  gamle  adel  blev  han  rigsråd.  Det  kunde  dog  alt- 
sammen været  godt  nok,  hvis  han  blot  havde  været  en 
hæderlig  mand,  men  han  var  en  hård  skattefoged,  der 
med  ubojelig  strænghed  gjorde  hele  kronens  ret  og  lidt 
til  gældende.    Mod  de  gamle  slægter  viste  han  ikke  alene 


138  Koug  Haus. 

et  utåleligt  hovmod,  men  skilte  den  ene  efter  den  anden 
•fra  gård  og  grund.  Kom  en  mand  på  knæerne,  lige  godt 
om  det  var  adel,  borger  eller  bonde,  var  han  strags  til 
rede  med  sine  egne  eller  kronens  penge,  gav  lån  imod 
godt  og  sikkert  pant,  men  passede  altid  på,  at  han  til 
slut  fik  pantet  for  sine  ågerrenter.  Og  han  vragede  lige 
så  lidt  enkernes  gård  og  gods,  som  mændenes.  Skidne 
sager  gik  han  glat  ind  på,  og  tvivlsomme  krav  købte 
han  gærne,  ti  han  vidste  altid  at  vende  og  dreje  retten, 
så  den  tilsidst  gav  ham  medhold.  Man  kan  vanskelig 
fatte,  at  kong  Hans  kunde  vedblive  at  hædre  en  sådan 
mand  med  sin  gunst,  men  noglen  ligger  sagtens  deri, 
at  kongen  selv  måtte  hværken  tilkøbe  eller  tilpante  sig 
noget  adeligt  gods.  Det  kunde  derimod  den  adlede  Nils 
Klemenson  gore,  og  så  købte  han  i  sit  navn  både  til 
sig  selv  og  kongen.  Da  han  døde  en  fire,  fem  år  efter 
kong  Hans,  bleve  da  også  både  hans  gods,  hans  rede 
penge  og  hans  udestående  krav  inddragne  under  kronen. 
En  del  af  godset  fik  hans  enke  og  born  «af  kongelig 
nåden,  tilbage,  en  del  gav  kong  Kristian  til  andre,  det 
øvrige  blev  ved  kronen. 

Endelig  er  der  kongens  løsagtige  liv  med  en  af 
dronningens  jomfruer,  den  smukke,  snilde  og  livlige  Ædle 
.Hikkelsdatter  (Jæniskæg).  Hun  var  af  en  gammel  adelig 
slægt  og  havde  allerede  fået  kongen  i  sine  garn,  inden 
hun  1501  fulgte  ham  og  dronningen  til  Stokholm;  ti 
«hon  kunde  væl  skæmpta  med  sina  ord  och  tærning  kasta 
ofver  tafvelbord'),  som  rimkrønniken  synger.  Og  hun 
fulgte  atter  ned  med  ham  i  avgust,  mens  dronningen 
blev  i  Stokholm.  Strags  efter  hjemkomsten  blev  hun 
gift  med  Torbjorn  Bentson  (Bille),  som  købte  Sandholt 
efter  Povl  Laxmand  og  nu  blev  kongens  lensmand  både 
på  Vordingborg  og  Abraham strup ;  men  lige  fuldt,  påstås 
der,  fortsattes  det  uterlige  forhold,  indtil  hun  i  sommeren 


Xils  Klemensori :   fru  Ædle:  jyllandsfærdeu.  139 

1512  døde  i  barselsæng,  få  måneder  for  sin  kongelige 
boler.  Han  skal,  siger  man,  have  stået  ved  hendes  døds- 
leje og  trøstet  hende  med  de  ord:  "Ædel  var  du  i  livet, 
og  ædel  er  du  i  døden«.  Om  dette  letfærdige  spil  med 
hendes  døbenavn  kan  have  givet  hendes  samvittighed 
fred,  er  dog  vistnok  et  sporgsmål.  —  I  øvrigt  havde  der 
tidligere  været  endnu  andre  kvinder,  som  kongen  nok 
heller  ikke  kunde  sige  sig  helt  fri  for.  Det  var  slægtens 
forbandelse,  at  den  var  svag  over  for  svage  knnder. 

Kong  Hans's  sidste  leje  redtes  i  Ålborg,  hvor  jo 
også  hans  vugge  skal  have  gået.  Lidt  for  juletid  1512 
drog  han  med  sin  dronning  og  sin  son  igennem  Sæl- 
land, Fyn  og  Jylland  for  at  sidde  på  rettertingene.  Han 
havde  en  hård  overfart  over  Storebælt,  og,  da  han  efter 
overstanden  livsfare  nåede  Nyborg,  skal  han  have  vendt 
sig  om  og  sagt:  »Farvel,  bælt!  du  har  således  handlet 
med  mig,  at  jeg  ikke  skøtter  meget  om  at  fare  over  dig 
tiere ».  I  Ribe  vilde  han  være  tilstede,  når  Iver  Munk 
viede  Lave  Urne  til  biskop  i  Roskilde  og  ved  samme 
lejlighed  sang  sin  forste  messe,  skont  han  allerede  havde 
været  biskop  på  fjortende  år.  Dernæst  vare  alle  de 
kongelige  d.  13de  jan.  gæster  ved  et  stort  adeligt  bryllup. 
En  våldsom  stormflod,  som  satte  både  Ribe  og  flere  mile 
af  omegnen  under  vand,  holdt  dem  endnu  Qorten  dage 
tilbage  i  byen.  En  aften  stod  så  kongen  i  borgmesterens 
dor  og  så  ud  efter  vandet,  om  det  ikke  vilde  falde.  Men 
endnu  faldt  det  ikke.  Da  sagde  han:  «Den  herre  her- 
oventil holder  os  fangen  imod  vor  \illie,  og  det  uden 
pil  eller  bøsse,  kun  ved  elementernes  magt.  Til  ham 
alene  ville  vi  også  give  os  fangne.  Ham  være  lov,  pris 
og  sejr  evindelig!«  Endelig  faldt  dog  vandet,  og  de  droge 
nordpå,  skont  vejene  vare  bundlese,  og  der  var  hværken 
vej  eller  sti  at  finde.    I  Tarm  kær,  tæt  sonden  for  Skern  å, 


140        ■  Koug  Haus. 

« fluks  navnkundig  for  den  onde  vej,  der  er  om  vinteren«, 
snublede  hesten  med  kongen,  skont  han  havde  førere  med, 
og  han  forslog  sig  slemt.  Det  kolde  bad  midt  i  vinterens 
hjærte  blev  hans  dod,  uagtet  han  strags  gik  ind  til  færge- 
manden og  fik  sine  klæder  torrede.  Endnu  flere  men- 
neskealdre senere  viste  man  på  en  af  præstegårdens  enge 
"kong  Hans's  pyt»,  det  dybe  hul,  i  hvilket  han  skal  være 
falden.  Han  folte  sig  strags  ilde,  men  fortsatte  ligefuldt 
rejsen  over  Viborg  (hvor  han  var  den  6te  febr.)  til  Ål- 
borg. Da  han  havde  været  her  i  nogle  dage  og  imens 
siddet  i  retten,  blev  han  virkelig  syg  og  sængeliggende. 
Dronningen  og  prins  Kristian  forlede  ham  intet  ojeblik, 
når  ikke  sonnen  i  faderens  sted  måtte  fere  forsædet  på 
rettertinget.  Han  mærkede  dødens  komme,  modtog  den 
hellige  nadver,  tog  en  bevæget  afsked  med  sin  son,  hos 
hvem  han  varmt  forordede  alle  sine  gamle  tjænere,  men 
særlig  sin  kansler,  Ove  Bille,  hvorpå  han,  netop  femti- 
åtte  år  gammel,  befalede  sig  Gud  i  våld  og  sondag  aften 
d.  20de  febr.  1513  lukkede  sine  ojne  i  døden.  P'oruden 
hans  hustru  og  hans  son  vare  mange  af  rigets  herrer 
samlede  om  hans  leje,  da  han  sov  ind. 

Allen  giver  ham  det  skudsmål:  uhan  havde  et  sundt 
blik  for  rigets  interesser,  særlig  med  hensyn  til  forholdet 
til  Sønderjylland,  som  hans  fader  havde  forkvaklet,  og 
til  hansestæderne,  for  hvilke  hans  fader  bojede  sig  næsten 
ydmygt.  Under  ham  fræmtræder  forst  en  bestemt  ret- 
ning og  et  stræv,  som  siden  med  endnu  storre  kraft  og 
konsekvens  fortsattes  af  hans  son,  efter  at  frigore  Norden 
fra  den  forsmædelige  afhængighed  af  hansestæderne.  Han 
besad  en  sjælden  villiestyrke  og  en  udholdenhed,  som 
aldrig  trættedes  .  .  .  Han  viste  dette  mod  Sverrig;  han 
var  langsom  til  at  drage  sværdet  og  udtomte  forst  alle 
fredens  midler;  men,  da  han  havde  draget  det,  ned- 
lagde han  det  ikke,  for  han  havde  fået  sin  ret  godkendt. 


Kong  Hans's  død:   Allens  udtalelse  om  ham.  141 

Ligeså  mod  hansestæderne  og  hans  broder  Frederik  .  .  . 
I  sit  forhold  til  andre  fremmede  magter  var  han  varsom 
og  tilbageholden  og  lod  sig  ikke  friste  til  at  lofte  byrder, 
som  han  ikke  kunde  magte.  I  rigets  styrelse  var  han 
flittig  og  arbejdsom.  Understøttet  af  et  stærkt  og  kraftigt 
legeme,  skyede  han  ikke  arbejdet  og  trættedes  ikke  ved 
moje  og  besvær.  Han  tog  \nrksom  del  i  alle  bestyrelses- 
grenene  og  rejste  flittig  om  i  riget  for  at  have  tilsyn 
med  retsplejen  og  forvaltningen.  Han  havde  et  godt  lov 
på  sig  for  ærlighed,  oprigtighed  og  retfærdighed  .  .  . 
Enkelte  pletter  kunne  ikke  forstyrre  billedet  af  en  ret- 
sindig mand,  hvis  idræt  og  stræv  i  det  hele  gik  ud  på  det 
gode.).  —  Desuagtet  kunne  vi  fuldt  tiltræde  Hildebrands 
udtalelse:  «Blott  for  så  vidt  man  kan  tilltro  [ham  og 
hans  fader]  en  moget  genomtænkt  plan  att  genom  rikenas 
forening  bilda  en  stark  nordisk  makt,  hvilken  i  forhal- 
lande  till  sina  grannar  skulle  intaga  en  forherskande 
stællning,  egde  deras  beraodanden  [for  at  hævde  herre- 
dommet]  berættigande« ;  ti  selvfølgelig  må  Hildebrand 
underforstå,  at  de  ikke  alene  skulde  kæmpe  for  at  ind- 
tage den  »forherskande  stællning«,  men  samtidig  og  forst 
og  fræmst  arbejde  på  at  gore  alle  stammens  tre  grene 
lige  lykkelige.  Vi  mene,  at  kong  Hans  havde  «en  ærlig 
vilja»  i  så  henseende,  og  Odhner  kalder  ham  da  også 
»en  forståndig  och  rættskaff"ens  herre,  som  stræfvade  att 
uppfylla  sina  pligter  och  att  forsona  partieruao. 

Den  hellige  Frans  var  både  hans  egen  og  hans  huses 
udvalgte  helgen;  derfor  byggede  han  gråbrødrene  klostre 
i  Køge,  Malmø  og  Halmstad  og  støttede  dem  mange 
andre  steder.  Derfor  nedsattes  også  ifølge  hans  sidste 
villie  hans  lig  i  Odense  gråbredrekirke  foran  alteret, 
skønt  de  roskildske  kanniker  gjorde  indvendinger,  da  de 
påstode,  at  han  havde  villet  jordes  hos  dem,  hvis  dom- 
kirke var  udset  til  at  være  kongernes  gravsted;    ja  de 


142  Kong  Hans. 

truede  endog  med  at  ville  Hytte  ham,  når  hans  enke  var 
død.  Derfor  måtte  pave  Leo  ved  et  brev  af  2den  marts 
1519  på  dronning  Kristines  bon  ikke  alene  give  sit  sam- 
tykke til,  at  han  blev  liggende,  hvor  han  lå,  men  true 
enhvær  med  ban,  som  vilde  vove  at  flytte  ham.  Da  grå- 
brødrekirken  var  nedbrudt,  "flyttedes  hans  kiste  tillige 
med  de  andre  kongeligs  1805  til  sankt  Knudskirke  og 
nedsattes  her  1817  i  en  muret  hvælving. 

At  dronning  Krislhie  var  en  heltelig  kvinde,  have  vi 
allerede  haft  lejlighed  til  at  godtgore;  ligeledes,  at  hun 
var  en  såre  from  kvinde  og  øvede  som  sådan  ingen  ringe 
indflydelse  på  sin  mand.  Hun  var  end  videre  flittig  og 
virksom,  hvorfor  rok  og  væv  vare  i  stadig  gang  blandt 
hendes  jomfruer.  Hun  holdt  en  ypperlig  orden  i  alle 
sine  sager,  og  fra  hendes  hof  har  man  danskskrevne 
dagbøger  og  regnskabsbøger.  Hendes  gavmildhed  mod 
kirker,  klostre  og  milde  stiftelser  var  ubegrænset  lige- 
som hendes  godgorenhed  mod  syge  og  nødlidende.  Ingen, 
som  kom  til  hende  og  klagede,  kunde  hun  lade  gå  bort 
uden  hjælp  og  trøst.  Den  hellige  Frans  var,  som  alle- 
rede sagt,  hendes  udvalgte  helgen,  og  derfor  havde  hun 
fransiskanerne  kærere  end  nogen  anden  ordens  brødre, 
gav  også  1519  tyveto  kostelige  helgenlævninger  til  deres 
kloster  i  Roskilde,  som  dog  i  forvejen  var  så  rigt,  at  for- 
tegnelsen på  alle  dets  helligdomme  udgjorde  tolv  trykte 
foliosider.  En  næsten  samtidig  krønnike  skriver:  »Med 
hvor  stor  kærlighed,  yndest  og  nåde  hun  omfattede  de 
strænge  observansbrødre,  vilde  vi  ikke  med  ord  kunne 
udsige,  selv  om  vi  havde  en  Homers  eller  en  Maros  vel- 
talenhed". Men  klaraklostrenes  nonner  fulgte  jo  fransis- 
kanernes  ordensregel,  og  derfor  stiftede  hun  både  Klara- 
klosteret i  København  (1497—1505)  og  i  sine  sidste 
leveår    Klaraklosteret    i    Odense,     til    hvis    stiftelse  hun 


Dronning  Kristine  og  hendes  born.  143 

d.  25te  febr.  1513  fik  pavelig  tilladelse  og  endnu  samme 
år  lagde  grunden.  Hun  gav  dertil  en  kongsgård  i  byen, 
men  det  blev  forst  fuldt  færdigt  året  efter  hendes  død, 
så  det  blev  det  sidste  kloster,  som  stiftedes  i  Danmark. 
—  Hun  overlevede  på  niende  år  sin  husbonde,  styrede  sit 
store  enkegods  med  forstand  og  brugte  sine  rigelige  ind- 
tægter dels  til  allehånde  nyttige  foretagender,  dels  til  at 
stette  konst  og  videnskab  (hr.  Mikkel,  Klavs  Berg  o.  s.  v.) 
og  til  at  gore  vel  imod  dem,  som  trængte.  Som  enke 
holdt  hun  forst  hof  på  Næsbyhoved  slot,  tilsidst  i  Odense, 
og  her  døde  hun  d.  8de  desb.  1521 ,  knap  segsti  år 
gammel;  men  allerede  i  nogle  år  havde  hun  været  syge- 
lig. Det  var  hendes  sidste  onske  at  blive  jordet  i  fransis- 
kanernes  fattige  dragt,  ved  hendes  husbondes  side;  og 
dette  ønske  blev  selvfølgelig  efterkommet. 

Dronning  Kristine  fødte  sin  mand  fem  born  i  det 
mindste:  Kristian,  Ernst,  Hans,  Elisabet  og  Frans;  at 
der  kan  have  været  endnu  flere,  synes  helt  rimeligt,  men 
de  ere  da  sagtens  døde  som  spæde.  Kristian  skulle  vi 
strags  nærmere  omtale;  Erust  og  Oaus  dode  sikkert  meget 
små  (de  nævnes  ikke  engang  i  vore  indenlandske  kilder); 
Frans,  født  i  København  d.  15de  juli  1497,  døde  samme- 
steds af  « pesten »  d.  1ste  apr.  1511.  —  Elisabet,  født  i 
Nyborg  1485,  død  i  Spandau  d.  Ilte  juni  1555,  blev 
almindelig  beundret  for  sin  skonhed  og  ynde.  Tsar  Ivan 
Vasiljevitsj  af  Rusland  vilde  1499  haft  hende  til  ægte  for 
sin  son,  men  derpå  vilde  forældrene  ikke  gå  ind.  Der- 
imod havde  hun  den  10de  april  1502  bryllup  i  Stendal 
med  kurfyrst  Joakim  af  Brandenburg  (født  d.  21ste  febr. 
1484,  død  d.  Ilte  juli  1535).  Hun  fik  treti  tusinde 
gylden  i  medgift,  og  hun  og  hendes  mand  måtte  derfor 
give  afkald  på  al  arv  for  hende,  kun  —  og  her  have 
vi  atter  den  brandenburgske  forsynlighed  —  hvis  kong 
Hans's  mandsstamme  uddøde,  skulde  hun  og  hendes  born 


144  Kong  Haus. 

have  arveret  til  kongeriget  og  til  kongens  del  af  »liertug- 
dommerne«.  Arveretten  til  disse  bad  Joakim  keiser  Maksi- 
milian  at  stadfæste  og  tilfojede  en  bon  om,  at  hans  efter- 
kommere også  måtte  fortindes  ret  til  den  hertugelige  del 
af  Sønderjylland  og  Holstein,  »når  disse  lande  hjemfaldt 
til  kejseren  og  det  hellige  romerske  rige«,  ved  at  hertug 
Frederiks  mandsstamme  uddøde.  Kejser  Maksimilian  op- 
fyldte gærne  denne  hans  bon,  og  eftermanden,  kejser  Karl, 
gjorde  det  ligeså.  —  Samme  dag,  som  hun  havde  bryllup, 
havde  hendes  farbroder,  hertug  Frederik,  bryllup  med 
kurfyrstens  syster  Anna.  Ved  dobbeltbryllupet  i  Stendal, 
mener  Huitfeldt,  lærte  den  danske  adel  en  hidtil  ukendt 
pragt  af  den  tyske  adel,  både  med  kæder  og  anden  guld- 
stads (indtil  den  tid  bare  kun  »fyrster,  herrer,  grever  og 
riddersmænd"  guldkæder);  men  efter  bryllupet  sloges  den 
danske  og  holsteinske  adel,  så  en  mængde  af  dem  bleve 
liggende  på  stedet,  og  hele  den  lille  by  kom  i  oprør. 
Tyvesegs  år  senere  måtte  Elisabet  flygte  fra  sin  strænge 
husbonde,  som  ikke  kunde  finde  sig  i,  at  hun,  vunden  af 
sin  broder,  kong  Kristian  og  vejledet  af  Povl  Kempe, 
med  sind  og  sjæl  havde  taget  ved  Luthers  kirkerensning. 
Hun  var  desuden  i  lang  tid  og  på  mange  måder  mis- 
handlet af  sin  ægteherre,  der,  som  vi  vide,  altid  var  emsig 
for  at  mægle,  men  trængte  stærkt  til  en  mægler  i  sit 
eget  hus;  og  det  var  hendes  broder  selv,  der  hjalp  hende 
med  flugten.  Hendes  morbroder,  den  ædle  kurfyrst  Johan 
af  Sachsen,  gav  hende  ly  og  læ  på  et  af  sine  slotte,  og 
hun  vendte  forst  tilbage  til  Brandenburg,  da  hendes  mand 
var  død.  Men  det  var  kun  for  en  foje  stund,  da  hendes 
sonner  ikke  vare  sønderlig  kærligere  mod  hende,  end  deres 
fader  havde  været.  Hun  levede  derfor  sin  meste  tid  på 
slottet  Lichtenberg,  hjemsøgt  af  svære  sygdomme  og  trykket 
af  den  dybeste  armod,  men  urokkelig  i  sin  tro,  urokkelig 
også  i  den  levende  og  opofrende  kærlighed,  hvormed  hun 


Datteren  Elisabet.  145 

hang  ved  sin  broder  Kristian.  —  Dette  var  hidtil  det 
mærkeligste,  man  vidste  at  mælde  om  bruden  fra  Stendal, 
vor  uh^kkelige  kongedatter,  indtil  den  preussiske  regering 
1864  hittede  på,  at  det  preussiske  kongehus,  der  jo  var 
prinsesse  Elisabets  ætlinger,  igrunden  var  nærmest  arve- 
berettiget både  til  Sønderjylland  og  Holstein!  Sælsomt 
kun,  at  kurfyrsterne  i  året  1559,  da  kong  Hans's  »mands- 
stamme«  var  uddød,  aldeles  glemte  at  gore  krav  både  på 
Danmark  os  Xoroje  som  deres  lovlige  arv! 


Danmarks  historie  1481—1530.  10 


14<3 


2.    Kristian  den  anden. 


12.     Kristian  den  andens  ungdom. 

Ilristiaii  den  anden  var  lienved  treti  to  år,  da  lians  fador 
dodo.  Den  ævnerigeste  men  den  ulykkeligste  af  alle  olden- 
burgerne fødtes  på  Nyborg  slot  vorfrueaften  d.  1ste  juli 
1481.  Man  fortalte,  at  han  havde  grædt  hojlydt  i  sin 
moders  liv;  at  han  kom  til  verden  med  den  ene  hånd 
knyttet  og  fuld  af  blod;  at  en  tam  abekat  stjal  ham  af 
vuggen  og  lob  op  på  tagmonningen  med  ham ,  så  alle 
gruede  ved  synet,  men  bar  ham  uskadt  ned  igen,  da  den 
en  stund  havde  leget  med  ham.  Alt  dette  får  nu  stå 
ved  sit  værd,  men  hans  opdragelscshistorie  er  intet  æven- 
tyr,  og  den  er  sælsom  nok. 

Der  boede  i  Kobenhavn,  i  HojJjrostræde,  en  rig  og 
hæderlig  kobmand,  Hans  Meisenheim,  almindelig  kaldet 
Huns  Rogltinder,  som  forst  i  en  række  år  var  rådmand, 
derpå  (1502 — 11)  borgmester  i  København,  hvært  år  gen- 
valgt. Rådmand  Hans,  der  ejede  flere  gårde  i  byen  og 
drev  en  udstrakt  handel  på  mange  lande,  gik  også  jævnlig 
dronning  Kristine  til  hånde  med  hendes  pengesager  og 
leverede  desuden  en  mængde  kostbare  fremmede  varer 
til  hoffet.  I  hans  hus  og  i  hans  badstue  kom  kong  Hans 
jævnlig  og  kendte  derfor  godt  både  ham  og  hans  kone, 
Kirgitte,  en  særdeles  hæderlig  og  forstandig  kvinde,  som  i 
over  tyve  år  stod  i  fortroligt  omgangsforhold  til  dronning 


Kristian  den  andens  ungdom.  147 

Kristine.  Hos  dette  ægtepar  blev  prinsen  forst  sat  i  hus 
og  kost ,  men  hvor  længe  han  var  der ,  \\åe  vi  ikke. 
Senere  kom  han  i  huset  hos  fynboen  Jorgeii  Hiiidse,  en 
kannik  ved  Fruekirke,  som  allerede  forinden  havde  været 
hans  læremester,  og  som  et  halft  hundredår  senere  fik 
det  skudsmål  af  Peder  Palladius,  at  "han  var  sin  egen 
fattige  slægts  gode  ven »  og  kunde  i  det  stykke  » være  en 
og  anden  til  et  godt  eftersyn.«  Hos  ham  er  det  vist  nok, 
at  prinsen  sprang  omkring  på  hanebjælker  og  tagrygge, 
og ,  når  kanniken  truede  ham  med  stokken ,  svarede  han 
med  selvfølelse:  "For  ringe  folk  sommer  sig  det  jævne 
og  lave,  men  huj  heden  er  for  herrerne-.  For  altid  at 
kunne  have  et  oje  med  vildkatten  tog  kanniken  ham  så 
i  kirken  med  sig,  hvor  han  vod  ottesang  og  aftensang 
måtte  bære  fakler  og  synge  i  kor  med  de  andre  peblinger. 
Men  dette  syntes  kongen  dog  ikke  om,  skont  han  godt 
havde  fundet  sig  i,  at  byens  drenge  vare  sonnens  lege- 
kammerater, og  han  tog  ham  atter  hjem  til  slottet.  Så 
blev  en  mester  Kourad  fra  Brandenburg  prinsens  lærer, 
og  det  var  farligt,  hvor  han  hersede  ham  i  latinen.  Kri- 
stian kunde  godt  både  næmme  lærddommen  og  holde  ved 
den,  blev  også  så  dreven  en  latiner,  at  han  endnu  som 
konge  både  talte  og  skrev  språget  og  kunde  glæde  sig 
ved  at  hore  en  dygtig  professors  forelæsninger;  men  den 
evige  latin  blev  den  halvvåksne  dreng  dog  ked  ad,  under- 
købte derfor  slotsvagten  og  færdedes  til  afvæksling  ved 
nattetid  i  svir  og  sværm  med  byens  andre  unge  mennesker, 
"helst  hvor  vinen  smagte  bedst,  og  de  smukkeste  folk 
fandtes."  Det  gik  vildt  til,  for  byens  øvrighed  var  så 
hoflig,  at  den  bod  vægterne  være  både  blinde  ug  døve  i 
prinsens  nærhed.  Men  de,  hvem  det  gik  ud  over,  nar 
de  fik  dore  og  vinduer  slagne  ind  eller  lede  anden  ufærd, 
kunde  ikke  vænne  sig  til  øvrighedens  talsomhed  og  tavs- 
hed.    De  klagede  altså  til  kongen,   der  blev  meget  vred 

10* 


148  Kristian  den  anden. 

Og  "læste  prinsen  et  godt  kapittel  med  ord  og  svøbe,  ind- 
til han  faldt  på  knæ-  og  lovede  bod  og  bedring.  —  Des- 
uagtet, men  det  kunde  han  vel  nærmest  takke  sin  fromme 
moder  for,  var  og  blev  han  en  flittig  kirkegænger,  der 
noje  iagttog  alle  kirkens  hellige  skikke,  nærede  dyb  ære- 
frygt for  dens  helgener,  havde  fuld  tro  og  tillid  til  de 
mange  kraftige  under,  som  udgik  fra  deres  lævninger,  og 
udførte  gærne  en  pilgrimsfærd. 

Sådan  var  den  herres  opdragelse,  der  var  æmnet  til 
tre  rigers  drot  og  allerede  hyldet  i  dem  alle.  Midt  i 
folket  havde  han  lært  at  elske  det  menige  folk,  ti  man 
må  ikke  tro,  at  det  kun  var  dets  ryhed  og  råhed,  han 
havde  taget  ved.  Han  havde  fået  ojnene  op  både  for  de 
gejstlige  og  de  verdslige  herrers  herskesyge  og  havesyge. 
Skolemestrenes  tomme  ordbram  og  herrernes  stramhed 
og  hovmod  foragtede  og  hadede  han  i  samme  mål.  Uog 
elskede  han  lærde  mænd,  når  der  hvilede  ånd  over  lærd- 
dommen, og  gjorde  sig  som  konge  umag  for  at  få  sådanne 
til  universitetet,  øgede  også  lærernes  lonninger  ved  latin- 
skolerne og  gjorde,  hvad  han  kunde,  både  for  at  skafte 
dygtigere  lærere  og  bedre  lærebøger ;  støttede  ligeledes  det 
såkaldte  Hvidekloster,  hvis  mening  var  at  fræmelske  en 
alvårlig  og  grundig  teologisk  videnskabelighed.  —  Men  sin 
danskhed  godtgjorde  han  ikke  alene  ved  sin  kærlighed  til 
sit  folks  historie,  der  bragte  ham  til  at  støtte  Kristen 
Pedersens  udgave  af  Sakse,  som  han  krævede  tro  og  nøj- 
agtig gengivet,  og  som  han  betroede  samme  Kristen 
Pedersen  at  fortsætte;  men  fuldt  så  meget  godtgjorde  han 
den  ved  sin  kærlighed  til  sit  danske  modersmål.  Uagtet 
han  godt  kunde  både  tysk  og  latin,  vel  også  hollandsk, 
findes  der  så  godt  som  kun  danske  breve  i  den  mængde 
brevskaber,  vi  have  fra  ham :  ikke  et  eneste  tysk  og  kun 
et  enkelt  latinsk.  Da  hans  tyske  kammertjæner,  Tomas 
Holste,  engang  skrev  ham  et  tvsk  brev  til,  svarede  han: 


Kristians  danskhed,  hans  udseende  og  færdigheder.         149 

^'Vid,  at  vi  undres,  at  du  ikke  skriver  os  til  på  dansk, 
efterdi  du  ved,  at  vi  forstå  dette  bedst.  ^  Ved  en  anden 
lejlighed  krævede  han,  at,  hvad  der  skriftlig  forhandledes 
med  ham,  skulde  affattes  på  dansk.  Medens  han  sad 
fængslet  på  Sønderborg,  bad  han  om  en  bibel,  ved  hns 
læsning  han  kunde  opbygge  sig.  Man  sendte  ham  da  en 
tysk,  men  han  sendte  den  tilbage  og  vilde  have  en  dansk. 

—  Men  vi  tage  næppe  fejl,  når  vi  mene,  at  denne  sin 
kærlighed  til  alt,  hvad  der  var  dansk,  havde  han  nærmest 
lært  af  det  menige  folk. 

Han  var,  som  Allen  siger,  «en  mægtig  og  kraftig 
personlighed,  i  hvis  sjæl  der  var  rum  for  alle  tidens  nye 
stræv  og  villie  til  at  føre  dem  igennem...  —  For  øvrigt 
var  han  af  mellemhojde,  men  stærkt  bygget,  firskåren  og 
akselbred,  havde  en  krigers  mine  men  en  konges  hold- 
ning. Så  tit  hans  gode  ånd  rådede,  faldt  et  venligt  væsen 
ham  let  og  naturligt.  Hans  ansigtsfarve  var  frisk  og  sund 
men  noget  morkladen ;  næsen  var  noget  stor  men  vel- 
dannet:  om  munden  lå  der  et  træk,  som  vidnede  om 
kraft  og  fasthed.  Han  havde  en  rig  vækst  af  brunt,  krøllet 
hår;  hagen,  kinden  og  munden  vare  dækkede  af  et  stærkt, 
rødligt  skæg.  Hans  sortebrune  ojne  vare  ildfulde '  og 
fængslende,  når  han  var  i  godt  lune,  men  indjoge  skræk, 
når  han  i  ondt  lune  lod  dem  rulle  vildt  og  trodsig.  Efter 
selve   Albrekt   Diirers    mening  var   han    »mandig  skon^. 

—  I  at  bruge  sværdet,  s\inge  lansen  og  tumle  strids- 
hingsten var  han  en  fuldendt  mester,  og  i  ridderspil  løf- 
tede han  den  ene  ridder  af  sadelen  efter  den  anden,  ja 
stundura  to  på  én  gang.  Enten  han  så  brugte  bue  eller 
bøsse,  var  han  en  lige  ypperlig  skytte,  men  i  jagt  søgte 
han  lige  så  meget  sin  glæde,  sin  adspredelse,  som  sin 
sundheds  styrkelse.  Også  var  han  en  rask  sømand  og 
tumlede  sig  vel  endnu  hellere  på  søen  end  på  landjorden. 

—  At  han  havde  store  ævner,  en  dristig  sjæl  og  engen- 


150  Kristian  den  anden. 

iiemtrængende  forstand,  varsnede  man  lettelig,  men  man 
havde  heller  ikke  svært  ved  at  opdage,  at  han,  ved  siden 
ad  al  sin  livlighed  og  hæftighed,  af  faderen  havde  arvet 
et  tungsind,  der  stiindum  kunde  grænse  nær  til  vanvid. 
Han  kunde  dog,  især  som  yngre,  vinde  magt  over  sig  selv, 
og,  når  han  var  i  godt  lune,  var  hans  væsen  jævnt  og 
vindende  som  faderens;  men  med  årene  vandt  sygdom- 
men mere  og  mere  magt  over  ham.  Som  faderen  var  han 
indesluttet  og  mistroisk,  kun  i  endnu  hojere  grad:  "Vidste 
jeg,  at  min  hue  var  min  medvider,  smed  jeg  den  strags 
i  ilden,'!  sagde  han;  men  han  var  kraftigere,  virksom- 
mere, herskesygere  og  hårdere  end  faderen.  Sagtens  uden 
at  tænke  derpå,  gav  han  helt  sig  selv  i  en  samtale  med 
den  lærde  men  varsomme  Erasmus  fra  Rotterdam :  denne 
mente,  at  Luther  var  for  våldsom  og  vilde  udrette  mere, 
hvis  han  gik  sagtmodigere  fræm;  »vist  ikke!.)  sagde  kon- 
gen, "Ved  milde  midler  udretter  man  slet  intet;  de  læge- 
midler, som  ryste  hele  kroppen,  ere  de  bedste  og  virk- 
somste." Og  dog  holdt  han  af  spog  og  kunde  godt  tåle 
frimodig  modsigelse,  endog  alvårlig  bebrejdelse,  når  den 
kom  fra  en  ærlig  ven  eller  tjæner.  Med  udmærkede 
videnskabsmænd,  konstnere  og  statsmænd,  håndværkere 
og  handelsmænd  talte  han  gærne  og  kunde  da  være  livlig 
og  meddelsom,  men  horte  han  noget,  som  ikke  huede 
ham,  kunde  han  blive  kort,  skarp,  spydig,  og  så  stam- 
mede han.  Fremmede  landes  styrelse,  krigsvæsen,  handels- 
væsen,  næringsdrift  osv.  var  det  ham  en  stor  glæde  at 
høre  tale  om  og  få  kendskab  til,  og  på  sine  rejser  gav 
han  stadig  og  noje  agt  derpå.  Nye  opfindelser,  nyefræm- 
toninger  i  det  borgerlige  liv  eller  i  næringsvejene,  og  alt, 
hvad  der  rørte  sig  på  det  åndelige  livs  enemærker,  fulgte 
han  med  spændt  opmærksomhed,  for  om  han  mulig  kunde 
bruge  noget  af  det  her  hjemme.  —  Ved  hojtideligc  lej- 
ligheder,  eller   når  han  havde   fremmede,    var  hans  hof- 


Kristians  ejeudommeliglied,  iiaus  videlyst  og  virksomhed.  151 

holdning  prægtig,  men  til  daglig  var  den  tarvelig  og 
sparsommelig. 

Vi  have  allerede  tiere  gauge  set  ham  i  hærens  spidse, 
og  han  forte  den  med  mod,  kraft  og  dygtighed.  I  fire 
år  havde  han  haft  væsentlig  del  i  Skånes  og  Hallands 
styrelse  og  forsvar,  og  havde  i  den  tid  boet  på  Helsing- 
borg slot ;  men  hværken  herved  eller  ved  Norges  styrelse, 
som  faderen  1506  betroede  ham  med  fuld  kongelig  myn- 
dighed, skulde  han  have  nødig  at  skamme  sig.  Og  Xorge 
var  dog  dengang  vanskeligt  at  styre.  Vi  have  allerede 
talt  om  bonderøret  i  det  sydøstlige  Norge,  om  enkelte 
norske  bisper  og  adelsmænd,  som  vare  helt  eller  halft 
utilfredse,  om  de  svenske  stæmplinger  osv.  Vi  have  lige- 
ledes fræmhævet  det  kræftonde,  som  ved  hansestædernes 
haudelsåg  tærede  på  landet,  ligesom  i  øvrigt  også  på 
Danmark,  og  hvorledes  han  ved  at  hæve  dette  onde  gik 
fræm  med  en  fasthed,  der  ikke  kendte  til  at  svaje  hid 
og  did,  som  farfaderen  havde  gjort,  en  fasthed,  der  også 
var  adskilligt  pålideligere  end  faderens.  —  Da  han  1512 
efter  segs  års  fraværelse  vendte  tilbage  til  Danmark  for  at 
stå  sin  aldrende  fader  ved  siden,  følge  ham  på  hans  rejser 
gennem  de  danske  landskaber,  og  således  selv  lære  disse 
nærmere  at  kende,  —  blev  han  derfor  også  modtaget  med 
jubel.  Alle  beundrede  hans  mange  indsigter,  hans  sunde 
omdomme  og  hans  utrættelighed  i  at  varetage  de  mange- 
hånde  goremål.  Selvfølgelig  spredte  også  den  hæder,  han 
i  krigene  havde  vundet,  en  glans  over  hans  navn.  Der 
var  vel  nok,  især  i  Jylland,  de  herrer,  som  ikke  delte 
den  almindelige  henrykkelse,  men  foreløbig  måtte  de  tie. 

—  Men  i  hosten  1507  kom  prinsen  til  Bergen  i 
anledning  af  den*  omtalte  forordning  om  denne  bys  handel. 
Borgerne  gjorde  da  et  stort  gilde  på  rådhuset,  i  hvilket 
byens  bedste  mænd  og  kvinder  deltoge.  Dér  var  også 
Sigbrit  Villomsdatter,  som,  måske  af  polittiske  grunde,  havde 


252  Kristian  den  anden. 

måttet  forlade  sit  fædreland  Holland  og  sit  hjem  i  Am- 
sterdam. Nu  drev  hun  vinhandel  og  gæstgiveri  i  Bergen. 
Hun  havde  sin  datter  med  sig,  en  dejlig  ung  pige  med 
et  hæderligt  rygte,  som  kaldtes  Dyveke,  hvad  enten  nu 
dette  var  hendes  virkelige  navn  eller  ikke.  Under  andet 
navn  kende  vi  hende  ikke.  Erik  Valkendorf,  prinsens 
kansler,  havde  fundet  hende  i  boden,  hvor  hun  stod  ved 
sin  moders  side  og  sålgte  vafler  og  andet  bagværk.  Han 
havde  da  henledet  prinsens  opmærksomhed  på  den  yppige 
og  yndige  skonhed,  som  havde  så  blidt  et  udtryk  i  sine 
fine  træk,  var  så  rank  og  smækker  som  et  rør,  så  bly 
og  stilfærdig  i  hele  sin  adbyrd.  Moder  og  datter  agtedes 
for  fattige  men  skikkelige  og  sommelige  folk,  og  særlig 
om  datteren  vidste  ingen  noget  at  sige,  som  kunde  rore 
hendes  ærbarhed.  Prinsens  nysgærrighed  var  vakt,  og 
de  bleve  bægge  budne  med  til  ballet.  Nu  dansede  han  med 
datteren  og  tog  hende  med  moderens  samtykke  hjem  til 
sig.  Moderen  sålgte  således  sin  eneste  datters  dyd  og  ære. 
Dyveke  blev  hans  frille,  og  alt  siden  vare  de  uadskille- 
lige. Men  Sigbrit  selv  blev  lige  så  uundværlig  for  prinsen 
som  hendes  datter.  Var  Dyveke  smuk  og  venlig  og  dertil 
så  from,  at  ingen  \idste  andet  ondt  om  hende  end  hendes 
■forhold  til  prinsen,  så  var  Sigbrit  klog  og  bydende.  Kon 
var  hun  langtfra:  hun  var  før  og  svært  bygget,  ansigtet 
var  næsten  kobberrødt,  kinderne  tykke  og  nedhængende; 
men  ojnene  vare  skarpe,  livlige  og  spillende.  Et  ypper- 
lig hoved  havde  hun  og  dertil  ævner  og  kundskaber,  som 
kvinder  sjælden  kunde  rose  sig  af.  1  Oslo  byggede  han 
dem  «et  stenhus »,  et  stort  grundmuret  hus  i  nærheden 
ad  slottet,  og  de  vare  altid  om  ham.  Ligeså  i  Koben- 
havn ,  hvorhen  han  kaldte  dem  ned ,  efter  at  kronen  var 
ham  hjemfalden. 


Sigbrit  og  Dyveke.  —  Krittian  den  andens  hylding  som  prins.     153 

13.   Kristian  den  anden  bliver  konge:  hans  håndfæstning. 

Da  faderen  var  dod,  toge  Danmarks  og  Norges  rigs- 
råder Kristian  Hen  anden  til  konge ,  således  som  de  ved 
tidligere  kåringer  og  hyldinger  vare  forpligtede  til.  D. 
16de  maj  1487  var  han  valgt  af  det  danske  rigsråd  i 
Københhavn  og  endnu  samme  sommer  hyldet  på  alle 
landstingene  =^) ,  til  hvilke  hans  fader  selv  rejste  om  med 
ham  efter  at  være  hjemvendt  fra  sit  gotlandståg.  D. 
25te  juli  1489  var  han  "kejset,  fuldbyrdet  og  samtykt ■• 
af  det  norske  rigsråd  og  adskillige  andre  norske  herrer, 
ikke  dog  i  Oslo,  men  ligeledes  i  København.  (Ved  hægge 
disse  valg  brød  man  altså  på  grund  af  tidernes  ugunst 
med  den  trufne  aftale,  at  valget  skulde  ske  samtidig  af  alle 
tre  rigers  fuldmægtige  i  Halmstad.)  Og  d.  5te  desb.  1497 
blev  han,  som  allerede  sagt,  valgt  af  det  svenske  rigsråd 
i  Stokholm.  Desuden  havde  det  danske  rigsråd  to  gauge 
stadfæstet  hans  valg  ved  nye  valgbreve,  forste  gang  i 
maj  1497,  da  faderen  drog  i  en  krig,  i  hvilken  han  jo  let 
kunde  finde  døden,  anden  gang  d.  13de  juli  1512,  da 
faderen  begyndte  at  fole  sig  svag  og  ikke  kunde  vide,  hvad 
hans  broder,  hertug:  Krederil*,  mulig  kunde  finde  på,  hvis 
han  selv  pludselig  gik  bort.  Ti  i  "hægge  hertugdommer» 
havde  hertug  Frederik  både  på  mødet  i  Levensau  (149(3)  og 
på  det  umiddelbart  efter  følgende  møde  i  Bornhoved  vidst 
at  forebygge  sonnens  valg,  da  stænderne  efter  hans  anvis- 
ning erklærede,  hvad  de  visselig  kunde  have  ret  i,  at  de 
ikke  vare  pligtige  at  hylde  sonnen,  så  længe  faderen 
levede.  Det  var  altså  en  vel  grundet  mistanke  til  bro- 
deren, der  havde  bragt  kong  Hans  til  så  tit  og  så  stærkt 
at  omgærde  sonnens  ret.     Ja,   foruden  hvad  vi  alt  have 


^)  D.  18de  avg.  hyldedes  han  i  Viborg,  derpå  i  Odense  og  Kingsted, 
og  d.  •22den  septb.  i  Lund. 


154  Kristian  deu  aiuleu. 

nævnt,   havde   han   endog  taget  særskilte  forpligtelser  af 
en  mængde  enskilte  mænd. 

Rigsråderne  toge  ham  da  nu  til  konge ;  det  vil  sige : 
de  gave  ham  navnet,  men  tænkte  selv  at  beholde  gavnet. 
Og  selve  kongenavnet  fik  han  ikke  uden  modstand.  Ti 
uæppe  var  faderen  død,  for  bisperne  Nils  Stygeson  (Kosen- 
krantz)  i  Børglum  og  Iver  Munk  i  Ribe  sammensvore 
sig  med  Nils  Høeg,  Predbjorn  Podebusk  og  nogle  andre 
jyske  rigsråder  om  at  tilbyde  hertug  Frederik  tronen, 
skont  de  alle  for  syv  måneder  skien  med  hånd  og  segl 
havde  forpligtet  sig  til  at  kende  Kristian  for  konge  ved 
faderens  dad.  Men  hertugen  turde  endnu  dengang  ikke 
tage  mod  tilbudet,  da  prinsen,  som  han  vel  vidste,  havde 
hele  det  menige  folk  og  særlig  københavnerne  på  sin  side: 
da  øernes  rigsråder  heller  ikke  havde  ytret  nogen  tilbøje- 
lighed til  at  følge  de  jyske  i  deres  torbryderske  færd;  og 
da  prinsen  ifølge  en  særlig  bestemmelse  i  hans  valgbrev 
havde  alle  slottene  i  sin  hånd  og  således  rådede  over  hele 
den  væbnede  magt.  Altså  blev  han  på  rigsdagen  i  Køben- 
havn kendt  for  Danmarks  og  Norges  konge,  efter  at  han 
d.  22den  juli  1513  havde  underskrevet  den  hårde  hånd- 
fæstning, som  han  efter  en  måneds  varme  underhandlinger 
havde  enets  med  herrerne  om. 

Der  havde  i  det  hele  mødt  tyveni  danske  og  syv 
norske  rigsråder;  desuden  ni  svenske  (biskopperne  Matts 
af  Stræugnæs  og  Otte  af  Vesterås,  ridderne  Erik  Trolle, 
Ture  Jonsson  og  fem  andre),  disse  sidste  dog  ikke  for  at 
deltage  i  kongevalget,  ti  dertil  savnede  de  fuldmagt,  men 
for  at  få  våbenstilstanden  forlænget.  End  videre  havde 
der  mødt  fuldmægtige  fra  Liibeck,  Wismar,  Rostock, 
Stralsund,  Hamburg  og  Liineburg,  som  skulde  have  sine 
privilegier  stadfæstede  af  den  nye  konge  og  desuden  mægle 
imellem  ham  og  Sverrig.  Endelig  sendemænd  fra  de  vester- 
landske stæder  (i  Holland,  Zeeland  og  Frisland),  der  skulde 


Kristian  den  anden  kendes  for  konge.  155 

se,  0111  de  kunde  få  sluttet  fred  med  de  vendiske  stæder. 
Men  desuden  stromraede  den  menige  adel  herind  for  at 
påvirke  rigsrådet,  støtte  det  i  dets  kamp  mod  konge- 
magten, men  tillige  lade  det  vide,  at  den  også  nok  kunde 
gore  krav  på  at  have  et  ord  med  i  laget.  —  Forhand- 
lingerne åbnedes  med,  at  Kristians  kansler,  Ove  Bille, 
bød  herrerne  velkomne  og  lovede,  at  hans  herre,  når  han 
han  var  kommen  til  fuld  magt  og  myndighed,  vilde  skikke 
sig  mod  alle  rigets  indbyggere,  rige  og  fattige,  som  en 
kristen  fyrste  og  gunstig  herre.  Så  fulgte  der  dag  efter 
dag  skriftlige  forestillinger  og  forslag  fra  rådet  samt  svar 
og  modforslag  fra  prinsen.  Rådet  klagede  stadig  over,  at 
kong  Hans  ikke  havde  holdt,  hvad  han  i  sin  håndfæstning 
havde  lovet,  men  i  mangfoldige  stykker  brudt  denne*): 
derfor  måtte  man  nu  passe  bedre  på.  Skulde  rådet  glemme 
selv  at  gore  fyldest,  så  sendte  den  menige  adel  det  sytten 
punkter  for  »ydermere  at  ramme  vort  bedste,«  og  disse 
punkter  gjorde  rådet  gærne  til  sine,  skont  det  i  forst- 
ningen  studsede  ved,  at  nogen  turde  blande  sig  i  en  sag, 
der  dog  ene,  som  det  mente,  vedkom  rådet. 

I  denne  liån  d fæstn  ln<j  ^k  gejstlighed  og  adel  om- 
trent alle  sine  forrettigheder  stadfæstede  og  udvidede.  I 
alle  regeriugshandlinger  blev  kongen  bunden  ved  rigs- 
jådets  samtykke.  Kirken  skulde  have  frit  valg  af  bisper 
og  prælater,  uden  at  kongen  skal  hindre  eller  hindre  lade 
noget  kapittels  eller  klosters  valg.  "Kongen  skal  styre, 
råde  og  regere  Danmark  og  Norge  med  rigets  gode  æd- 
linger,  som  fødte  ere  af  riddere  0(j  svende;  og  antvorde 
dem  og  ingen  andre  slotte  og  len:  og  om  nogle  vanbvr- 


*)  Ti  år  senere,  da  det  gjorde  rede  for  sit  oprør  mod  kong  Kristian, 
roste  det  kong  Hans's  'kongelig  dyd,  retfjærdighed,  stormægtig- 
hed, fromhed  og  godhed«,  og  beklagede,  at  sunuen  -havde  fra- 
veget sin  kære  faders,  konning  Hans"s  kongelige  fodspor- ! 


156  Kristian  don  anden. 

dingpr,  som  ikke  ædlinger  fødte  erei.  [hermed  sigtedes 
der  til  Nils  Klemenson],  "have  ini  i  Danmark  eller  Norge 
slot,  len  eller  landsting,  da  skulle  de  med  det  forste  af- 
sættes og  gode  indfødte  rigets  ædlinger  i  deres  sted  igen 
sættes."  Ved  kongens  død  skulle  både  slotte  og  len  være 
til  rigsrådets  hånd.  Kongen  må  ikke  bede  rigets  råd 
(dier  indbyggere  om  at  udnævne  hans  son  til  eftermand. 
Den  menige  adel  fik  ret  til  alle  firtimarkshøåer  og  der- 
under (hidtil  havde  den  kun  haft  ret  til  alle  tre-  og 
nimarksbøder),  men  rigets  råd  og  prælater  skulde  »be- 
holde alle  kongelige  sager  og  rettigheder  af  sine  egne 
vårnede  og  tjænere«  \.v.  bonder].  De  inilsatte  birkedom- 
mere på  sine  godser,  herredsfogder  og  skrivere  på  sine 
len  og  panter]  og  fik  herefter  løfte  på  alle  landsdommernes 
æmbeder.  Hværken  kongen,  dronningen  eller  nogen  på 
deres  vegne  må  købe  eller  tilpante  sig  noget  frelsegods; 
og  heller  ingen  «ufri»  mand  må  gore  dette,  men,  hvis 
en  sådan  var  adlet  og  ved  sin  død  efterlod  sig  frit  jorde- 
gods uden  fribårne  arvinger,  skulde  alt  godset  inden  år 
og  dag  sælges  til  riddere  eller  svende.  Jordegods  kunde 
ikke  forbrydes  til  kronen  uden  ved  at  fore  avindskjold  mod 
riget.  Hvad  jordegods,  der  med  uret  var  kommet  til  kronen, 
skulde  tilbagegives,  og  hvad  pantegods  nogen  havde  mistet 
uden  at  få  den  hele  pantesum  betalt,  skulde  han  have 
fuld  erstatning  for.  Hværken  kongen  eller  dronningen 
eller  deres  fogder  og  æmbedsmænd  må  påtage  sig  værge- 
mål for  faderløse  born  med  adeligt  jordegods.  Adel  og 
gejstlighed  skulle  have  skattefrihed  både  for  sine  personer, 
sine  jordejendomme,  sine  hovbønder  og  ugedagstjænere. 
På  alle  andre  statsborgere  kunde  kongen  lægge  skat,  dog 
kun  med  rigsrådets,  gejstlighedens,  menige  adels  og  »nogen 
almues  ■>  samtykke.  Adelens  og  kirkens  bønder  skulle 
være  frie  for  ægt  og  gæsteri  samt  al  kongelig  tynge  og 
trældom,  og  hværken  kongen  eller  hans  fogder  må  blande 


Deu  dauske  liåndfæstiiing.  157 

sig  i  deres  forhold  til  godsejeren.  Imellem  kongen  og  en 
adelsmand  kunne  kun  rigsrådet  [hværken  herreds-  eller 
landsting]  domme,  og  dette  har  ligeledes  udelukkende 
domsret  i  sager  om  en  adelsmands  ære.  Kun  i  trætter 
om  jordegods  må  gejstligheden  drages  ind  under  verdslige 
domstole.  Uden  hele  rigsrådets  samtykke  må  ingen  "ufri» 
mand  få  frihed  eller  frelse,  hvis  han  ikke  har  vundet 
dem  i  marken.  Kongen  må  ikke  give  nye  love  eller  be- 
gynde nogen  krig  uden  rigsrådets  minde.  Adelen  beholder 
den  ret  til  at  befæste  sine  gårde,  som  Margrete  havde 
tvunget  den  til  at  opgive,  men  hendes  eftermænd  fundet 
sig  i.  En  adelsmand,  som  har  ihjælslået  nogen,  skal 
kunne  købe  sin  fred  for  tyve  lod  selv.  Adel  og  gejst- 
lighed skulle  have  uindskrænket  handelsret  med  alle  uden- 
landske købmænd,  men  ingen  fremmede  må  rejse  om  i 
landet  og  gore  indkøb  hos  bønderne.  —  Sine  fleste  ret- 
tigheder fik  adelen  således  udvidet,  men  pligterne,  i  hvilke 
disse  rettigheder  grunelede,  skubbede  den  så  vidt  som 
muligt  af  sig:  ^ rigens  gode  mænd,  verdslige  eller  gejst- 
lige", skulle  ikke  være  pligtige  at  gore  kongen  nogen 
tjæneste  udenrigs,  uden  når  rigsrådet  beslutter  det;  og, 
gjorde  nogen  det  dog,  skulde  kongen  erstatte  ham  skade 
og  omkostninger.  Selv  i  fredelige  hværv  kan  kongen  ikke 
uden  en  rigsrådsbeslutniug  sende  adelen  ud  af  riget,  og 
selv  da  skal  han  -holde  den  en  sådan  rejse  uden  al 
skade."  Kort  sagt,  enhvær  af  disse  herrer  blev  konge 
på  hele  sit  gods,  men  uden  håndfæstning  og  rigsråd,  og 
over  sine  »egne  tjænere  og  undersåtter »  havde  de  så  at 
sige  bals  og  hånd.  —  Ikkun  slutningen  af  samme  hånd- 
fæstning skulle  vi  endnu  meddele:  «Gore  vi  imod  for- 
nævnte artikler  og  ville  ingenlunde  lade  os  undervise  derudi 
af  rigens  råd,  det  Gud  forbyde!  da  skulle  alle  rigens  ind- 
byggere ved  sin  ære  og  pligt  trolig  hjælpe  det  at  afværge, 
og  intet  derved  forbryde  imod  den  tro,  ed,  pligt  og  mand- 


158  Kristian  den  anden. 

skab,  som  de  os  gore  skulle ».  Oproret  var  altså  ikke 
alene  gjort  lovligt  i  ord,  der  endnu  mindre  kunde  mis- 
tydes end  de,  der  fandtes  i  kong  Hans's  håndfæstning; 
nej,  det  var  påbudt  som  pligt,  så  snart  der  skete  kun 
det  ringeste,  der  lignede  et  brud  på  den  håndfæstning, 
som  gjorde  adel  og  gejstlighed  til  herrer,  kongen  til  deres 
«i forvalter')  —  for  ikke  åt  sige  deres  lænkehund  — ,  men 
hele  det  menige  folk,  borger  og  bonde,  til  en  hartad 
retlos  trællestand.  (Holberg  hævder  dog  atter  og  atter, 
at  slutningsartiklen  ikke  gav  stænderne  magt  eller  ret 
til  at  af^d^fte  kongen.  Nærmere,  synes  os,  kommer 
Paludan -Miiller  sandheden,  når  han  kalder  det  "Cn  be- 
stemmelse, der  under  almindelige  forhold  ikke  havde  nogen 
praktisk  betydning,  men  som  stillede  kongen  under  en 
trykkende  kontrol  og  kunde  give  dem,  der  ellers  måtte 
være  tilbojelige  til  eller  bestemte  på  at  rejse  sig  imod 
ham,  et  velkomment  påskud  til  at  drage  sværdet.«) 

Sammen  med  den  danske  håndfæstning  udstedtes 
også  den  norske.  De  vare  et  og  samme  dokument,  under- 
tegnet af  alle  de  rigsråder,  der  fra  bægge  riger  havde 
deltaget  i  modet,  formændenes  krav  vare  da  også 
væsentlig  de  samme  som  danskernes  og  fik  samme  svar; 
men,  da  det  norske  rigsråd  kræ-vede,  at  kun  indfødte 
norske  mænd  skulde  have  rigets  slotte  og  len,  kun  de 
indsættes  i  gejstlige  æmbeder  og  kun  de  optages  i  Norges 
rigsråd,  samt  at  alle  fogder,  som  ikke  vare  indfødte,  strags 
skulde  afsættes,  svarede  kongen  hertil,  at  <> adelen  udi 
Norge  er  fast  uddød, n  og  derfor  vil  han  overdrage  kro- 
nens slotte  og  len  i  Norge  til  Norges  og  Danmarks  æd- 
linger  og  indfødte  mænd.  Samme  frihed  vilde  han  have 
med  hensyn  til  de  gejstlige  æmbeder  og  rigsrådet,  og, 
hvad  fogderne  vedkom*,  vilde  han  derom  i  sin  tid  over- 
lægge med  rigsrådet.  Og  herved  blev  det.  Derimod  gen- 
toges  ligesom  i   faderens   håndfæstning  kongens  pligt  til 


Den  norske  håndfæstning;  hyldingeu  i  Flensborg.         159 

at  indløse  Orkeii-  og  Shetlandsøerne,  hvad  han  også 
umiddelbart  efter  sin  kroning  og  i  de  følgende  år  arbej- 
dede på,  men  uden  at  kunne  nå  sit  mål. 

I  høsten  tog  kongen  dernæst  til  Flensborg  for  at 
modtage  ridderskabets  hylding.  Med  Holstein  var  han 
allerede  d.  31ste  marts  forlenet  af  Ltibecks  biskop  på 
kejser  Maksimilians  vegne,  og  i  Sønderjylland  var  han 
jo  selv  lensherre.  Desuagtet  gjorde  både  hertug  frederik 
og  ridderskabet  vanskeligheder,  og  forst  d.  18de  oktb.  fik 
han  hyldingen,  efter  at  han  havde  forpligtet  sig  til  at 
gælde  hertugen  de  treti  tusinde  gylden,  som  denne  ifølge 
forliget  i  Liibeck  og  andre  adkomster  påstod  at  have  til 
gode  hos  hans  fader,  og  til  at  stadfæste  ridderskabets 
frihedsbrev.  Hertugen  gjorde  endnu  krav  på  hundrede 
tusinde  gylden,  eller  det  halve  af  den  skat,  som  kong 
Hans  1483  havde  udskrevet  i  Sønderjylland  og  Holstein 
til  at  dække  deres  faders  gæld;  men  herom  vilde  kong 
Kristian  selvfølgelig  intet  høre,  så  lidt  som  på  hans  evige 
klage,  at  han  ingen  arvelod  havde  fået  efter  faderen, 
hværken  i  Danmark  eller  Norge. 

Den  Ilte  juni  1514  kronedes  han  endelig  i  Køben- 
havns Fruekirke  i  en  talrig  og  glimrende  forsamling,  ved 
hvilken  ikke  alene  hans  moder  havde  indfundet  sig,  men 
tillige  sendemænd  fra  England,  fra  flere  tyske  fyrster  og 
fra  de  vendiske  stæder.  Ærkebiskop  Birger  salvede  og 
kronede  ham ,  og  segs  af  rigets  bisper  stode  hos.  Otte 
Krumpen  bar  kronen,  Soren  Nørby  spiret,  Henrik  Goye 
rigsæblet,  men  holsteineren  Jiirgen  Pogwisch  sværdet. 
I  den  følgende  måned  (olafsdag  ■')  kronedes  han  end  videre 
i  Oslo  af  ærkebiskop  Erik  Valkeudorf,  og  vare  her  atter 
både  det  danske  og  det  norske  rigsråd  samlede.  —  For- 
uden Erik  Valkeudorf,  som  dog,  des  værre!  allerede  næste 
år  tabte  hans  gunst,  vare  Ove  Bille,  Idågeiis  Goje,  Soreii 
?iorbj-  og   Lave  Iriie   de   mænd,   som   havde   storst  indfiy- 


1(30  Kristian  den  anden. 

delse  hos   den  unge  konge;   og  de  fortjænte  den   alle  og 
beholdt  den  alle. 


14.    Kong  Kristians  ægteskab;  Dyveke;  Torbjom  Oxe. 

To  år  efter  sin  tronbestigelse  ægtede  Kristian  den 
anden  en  af  de  rigeste  prinsesser  i  Evropa  og,  hvad  der 
var  endnu  bedre,  måske  tillige  den  frommeste  og  elsk- 
værdigste. Hun  var  et  godt  og  venligt  barn ,  kærlig  og 
trofast  indtil  døden,  kraftig  i  sin  rene  villie  og  udstyret 
med  gode  ævner.  En  skonhed  var  hun  egentlig  ikke 
(således  som  hendes  ældre  syster,  Eleonora,  hvem  kongen 
også  af  den  grund  vilde  have  foretrukket),  men  til  trods 
for  den  tykke  underlæbe,  som  er  alle  habsburgeres  slægt- 
mærke, ((Vare  ynde  og  tække  udbredte  over  hele  hendes 
væsen,  og  godheden  lyste  hende  ud  af  åsynet  og  de  milde 
ojne".  —  Det  var  den  fjortenårige  prinsesse  Elisabet 
(Isabella)  af  Nederlandene,  født  i  Briissel  sondagen  d. 
18de  juli  1501,  en  datter  af  ærkehertug  Filip  den  smukke 
af  østerrig  (tillige  konge  af  Castilien,  dod  d.  25te  septb. 
1506)  og  den  sindssvage  dronning  Johanne  af  Castilien, 
samt  en  syster  til  ham,  der  siden  som  kejser  Karl  den 
femte  strakte  sit  spir  både  over  Tyskland,  Nederlandene, 
Spanien  og  Amerika,  så  solen  aldrig  gik  ned  i  den  mæg- 
tiges rige.  —  I  Elisabets  fødselsstund  rasede  et  frygteligt 
uvejr  over  Briissel  og  fræmkaldte  store  ødelæggelser  både 
der  og  i  omegnen.  Efter  sin  faders  tidlige  død  blev  hun 
med  sine  to  ældre  syskinde  opdraget  på  slottet  i  Mecheln 
af  sin  trofaste  og  kærlige  faster,  ærkehertuginde  Margrete, 
Nederlandenes  kloge  og  kraftige  statholderinde ,  så  det 
fromme,  ævnerige  barn  havde  glædet  sig  ved  et  godt  og 
kærligt  barndomshjem. 

Der  havde   allerede  i  faderens  tid  været  fort  under- 


Prinsesse  Elisabet,  koug  Kristians  brud.  101 

handliuger  om  en  brud  for  prins  Kristian,  og  forslagene 
vare  dels  udgåede  fra  dansk,  dels  fra  fremmed  side.  Der 
var  således  tænkt  både  på  en  fransk  og  en  polsk  (for 
ikke  at  tale  om  en  russisk)  prinsesse,  men  til  nogen  ende- 
lighed var  man  ikke  kommen.  Da  Kristian  nu  var  bleven 
konge,  rådforte  han  sig  med  sin  morbroder,  kurfyrst 
Frederik  den  vise  af  Sachsen,  og  efter  hans  råd  blev 
prinsesse  Elisabet  valgt.  Efter  haus  råd  blev  ligeledes 
den  sendefærd  valgt,  som  skulde  bede  om  prinsessens 
hånd.  Den  kom  til  at  bestå  af  biskop  Goske  Ahlefeld  i 
Slesvig,  rigsråderne  Mågens  Goye  og  Albert  Jepson  Ravens- 
berg.  Valget  var  i  alle  måder  heldigt,  ti  Ahlefeld  var 
en  stor  og  statelig  mand,  lærd  og  veltalende  i  det  latinske 
tungemål,  i  hvilket  den  hojtidelige  tale  skulde  holdes: 
Mågens  Goye  til  Kræukerup,  rigets  hovmester,  var  ikke 
alene  en  særdeles  rig  og  agtet  mand,  men  sindig,  rolig 
og  værdig  i  alt  sit  væsen;  og  den  vidt  berejste  Albert 
Jepson  var  en  såre  forstandig  og  hovisk  men  livlig  mand. 
Disse  tre  afsluttede  d.  29de  apr.  1514  i  Linz  arvepagten 
med  prinsessens  farfader,  kejser  Maksimilian,  der  lovede 
en  medgift  af  halvtredie  hundrede  tusinde  rhinske  gylden, 
som  skulde  betales  sankthansdag  1515,  1516  og  1518. 
hvær  gang  med  en  trediedel;  men  som  enkegods  lovede 
man  hende  Låland,  Falster  og  Femern  samt  Kensborg 
med  tilhørende  len  (i  Holstein  desuden  Segeberg  og  Hane- 
rau,  ligeledes  med  tilhorende  len).  Derpå  rejste  sende- 
mændene til  Briissel,  og  her  lod  den  ene  af  dem,  den 
trofaste  Mgens  Goye,  sig  sondagen  d.  Ilte  juni,  kongens 
kroningsdag,  på  kongens  vegne  vie  til  hende,  ved  hvilken 
lejlighed  der  både  fra  den  ene  og  den  anden  side  udfål- 
dedes  en  overdådig  pragt.  For  sin  store  ungdoms  skyld 
holdtes  hun  dog  endnu  et  år  tilbage  ved  sin  fasters  hof. 
Da  afhentede  Henrik  Krummedige  hende  med  en 
prægtig  dansk  Hade,  men  den  egentlige  forer  for  den  nye 

Danmarks  historie   14S1 — 1536.  11 


162  Kristian  den  auden. 

sendefærd  var  ærkebiskop  Erik  ValUeudorf.  Med  ham  fulgte 
både  Henrik  Goye  til  Gisselfeld  og  to  andre  rigsråder: 
Hans  Bille  og  Nils  Henriksen  (Gyldenstjerne)  ligesom  også 
Otte  Krumpen,  Ditlev  Smither  og  Here  ansete  mænd.  Men 
i  Briissel  var  man  endnu  langtfra  færdig  med  udstyret 
(ikke  at  tale  om  medgiften),  og,  skont  bryllupet  i  Køben- 
havn var  sat  til  sondagen  d.  1ste  juli,  kongens  årsdag, 
afsejlede  man  forst  fra  Veere  i  Zeoland  d.  26te  juli.  Heraf 
blev  følgen,  at  de  fleste  fremmede  fyrster  og  fyrstinder, 
også  hertug  Frederik  af  Gottorp,  som  allerede  vare  hid- 
komne i  juni,  tabte  tålmodigheden  og  droge  bort  igen. 
Rygter  om  kongens  forhold  til  Dyveke  synes  at  have  haft 
sin  del  i  smølet  med  prinsessens  udstyr.  —  Endelig  let- 
tede dog  flåden,  der  skulde  bringe  hende  hid :  åtte  danske 
og  tre  zeelandske  skibe;  men  i  storm  og  uvejr  sejlede  hun 
søsyg  og  febersyg  over  Vesterhav  og  Kattegat.  I  Skagen 
vilde  hun  gærne  været  i  land  for  at  kunne  gore  slutningen 
af  rejsen  til  lands;  men  man  vilde  ikke  vise  hende  Dan- 
marks skonhed  fra  vrangsiden,  og  hun  måtte  fortsætte 
sejladsen.  I  Helsingør  steg  hun  i  land  d.  4de  avg.  1515 
for  at  komme  en  smule  til  kræfter  igen,  men  efter  nogle 
dages  ophold  her  fortsattes  rejsen.  Ved  Hvidøre,  hvor 
ellers  Sigbrit  og  Dyveke  boede,  forlod  hun  skibet,  og  her 
modtog  kongen  hende  d.  9de  avg.,  omgivet  af  sin  moder, 
sin  syster,  fyrster,  hoffolk  og  damer  i  det  prægtigste 
optag  —  ikke  at  tale  om  de  to  ærkebisper  fra  Lund  og 
Trondhjem  samt  segs  danske,  tre  norske,  en  branden- 
burgsk  og  en  liflandsk  biskop,  den  sidste  pavelig  legat 
med  fuldmagt  til  at  give  alle  bryllupsgæsterne  fuld  aflad. 
Biskop  Lave  lirne  modtog  hende  med  en  lang  og  prydelig 
latinsk  tale,  men  hun  var  så  træt,  at  hun  måtte  sætte 
sig  i  sin  hofmesterindes  skod,  imens  hun  horte  den. 
Det  var  desuden  en  øsende  regn ,  som  aldeles  ødelagde 
hele   hoffets  glimrende   stads,    og   på    slottet  måtte  hun 


Dronning  Elisabets  hidrejse:  brvllupet.  —  Dyveke.        1G3 

for  feberens  skyld  strags  trække  sig  tilbage  til  sit  eget 
værelse.  —  På  grund  af  denne  kunde  vielsen  heller  ikke 
tinde  sted  i  Fruekirke,  men  soudagen  d.  12te  avg..  sankt- 
klaredag,  stod  brvllupet  på  Kobenhavns  slot,  hvor  den  åtti- 
årige  ærkebiskop  Birger  efter  vielsen  satte  kronen  på  den 
unge  dronnings  hoved.  Samme  dag  og  den  folgende  var 
der  stor  middag  ved  hoffet  samt  ridderspil,  dans  o.  s.  v. 
Blandt  de  bryllupsgæster,  som  vare  blevne  tilbage,  må  vi 
dog  ikke  glemme  biskop  Otte  af  Vesterås  og  to  andre 
svenske  rigsråder. 

Der  var  nu  såre  meget  at  sige  om  den  unge  dron- 
ning, skunt  intet  uden  det  alier  bedste  og  kærligste. 
Foreløbig  skulle  vi  dog  kun  mindes,  at  hun  strags  lagde 
sig  efter  det  danske  språg  og  lærte  det  så  godt,  at  hun 
siden  både  talte  og  skrev  det,  hvorom  vi  have  vidnesbyrd 
nok  i  hendes  breve  til  kongen. 

Men  Kristian  gav  ikke  derfor  slip  på  Dyreke,  skont 
ærkebiskop  Valkendorf,  da  han  var  i  Briissel.  havde  lovet 
dronningens  faster  det.  Han  havde  også  skrevet  alvårlig 
derom  til  kongen,  men  kun  vundet  sig  kongens  ugunst 
og  Sigbrits  dødelige  had  derved.  Det  bånd,  som  han 
:>elv  havde  været  den  første  til  at  knytte,  kande  han  nu 
ikke  atter  lose.  Man  vedblev  at  overhænge  kongen  med 
forestillinger,  men  alle  lige  frugtesløse.  Endelig  mente 
kejser  Maksimilian,  at  han  skulde  slå  et  hovedslag:  han 
vilde  sende  en  af  sine  fornemste  mænd,  Sigmund  v.  Her- 
Ijerstain;  samtidig  skulde  også  ærkehertuginde  Margrete 
og  kurfyrst  Frederik  af  Sachsen  sende  et  par  (den  sidste 
undlod  det  dog);  og  disse  sendemænd  skulde  i  stærke 
ord  sige  kongen,  at  hans  samliv  med  frillen  var  både 
usømmeligt  og  ukongeligt,  var  lige  så  vanærende  for 
ham  selv,  som  krænkende  før  kejseren  og  alle  drunuingens 
øvrige  frænder,   der   hværken   kunde   eller  vilde  tåle  det. 

11* 


164  Kristian  den  anden. 

Han  måtte  derfor  strags  gifte  hende  ud  af  landet,  inden 
sendemændene  forlode  ham.  Men  agtede  hans  kongelige 
nåde  sin  egen  samvittighed  og  Guds  bud,  sin  ære,  den 
kristelige  skik  og  orden  samt  slægt  og  frænder  ringere 
end  en  løsagtig  og  canhyrdi g  kvinde,  da  skulde  man 
"ved  alle  midler,  enten  med  det  gode  eller  på  anden 
måde..,  få  hende  bort:  «og,  vil  hun  ikke  rejse,  da  skal 
man,  i  hvad  det  så  koster,  spille  hende  en  grov  streg  og 
ingenlunde  hvile,  for  hun  er  borte. »  —  Så  længe  kejsere 
og  konger,  fyrster  og  herrer,  søle  sig  i  alskons  løsagtig- 
hed, var  det  vistnok  et  stift  stykke  at  gå  med  en  sådan 
truende  maning  til  en  enkelt  konge,  der  ikke  var  et  hår 
ugudeligere  end  alle  hans  selvkaldte  skriftefædre.  Man 
glemte  oven  i  købet,  at  kong  Kristian  mindst  af  alt  og 
alle  lod  sig  påvirke  ved  trusler.  Og  sendemændene  skulde 
dog  ikke  gå  til  kongen  alene,  men  til  dro nniii gen  og 
enkedronningen  med.  —  D.  1ste  apr.  1516  røgtede  den 
kejserlige  og  de  to  nederlandske  afsendinger  i  Kykøbing 
på  Falster  det  ejendommelige  hværv,  forst  hos  kongen 
alene,  dernæst  hos  dronningen  /  sejsten  danske  jomfruers 
overværelse  (!);  enkedronningen,  som  lå  syg  i  Odense, 
hjemsøgte  de  på  sængen.  —  At  ærkehertuginde  Margrete 
og  hendes  skriftefader,  biskop  Hadrian  (siden  pave  Hadrian 
den  sjette),  ifølge  opfordring  optrådte  således,  kunde  dog 
mulig  være  i  sin  orden;  de  havde  i  al  fald  rene  fødder 
at  stå  på;  men  de  andres  hykkelske  dyd  var  da  også  sat 
i  røre  her  hjemme  fra,  hvor  det  myndige  rigsråd  var 
fyldt  af  harme,  ikke  så  meget  over  Dyveke,  der  aklrig 
havde  gjort  dem  noget  ondt,  som  over  hendes  moder,  der 
idelig  og  altid  krydsede  deres  planer,  og  hvis  indflydelse 
man  kun  håbede  at  kunne  bryde,  når  datteren  var  fjærnet. 
Sendemændene  fik  heller  intet  andet  svar,  end  at  »kongen 
vilde  handle,  som  det  sommede  sig  en  konge,  og  som 
hans   fader   og  forfædre  havde  gjort   for  ham.»      Svaret 


Kongen  trues:  Dp'ekes  død;  Torbjorn  Oxe.  165 

var  tvetydigt  nok,  dog  ikke  kongens  færd,  ti  lian  boldt 
fast  ved  Dyveke,  hvem  ban  endog  flyttede  fra  Hvidøre 
til  Købenbavn,  bvor  ban  et  par  dage  tidligere  havde  købt 
Mågens  Goyes  gård  på  bjornet  af  Amagertorv  og  Hellig- 
gejststræde  (nu  Nilshemmingsensgade).  Et  sagn  vil  vide, 
at  han  tillige  til  sommerbolig  gav  hende  Svaneleje,  nu 
Rødegård,  i  Sundbyøster.  Dog  dode  hun  pludselig,  et 
års  tid  senere,  (i  juni?)  1517.  og  blev  jordet  i  karme- 
litternes  klosterkirke  i  Helsingør. 

Men  der  var  tjænstvillige  tunger,  som  bemærkede,  at 
Torbjorn  Oxe,  der  nys  var  bleven  befalingsmand  på  Køben- 
bavns slot,  et  par  dage  i  forvejen  havde  sendt  hende 
nogle  tidlig  modne  kirsebær,  som  gærne  kunde  have 
vaklet  hendes  dod,  da  ingen  jo  dog  vidste,  om  de  ikke 
havde  været  forgiftede.  Sagen  var  slet  ikke  usandsynlig, 
men  blev  både  dengang  og  senere  troet,  ti  hr.  Torbjorn 
var  en  rå  og  våldsom  mand,  altid  rede  til  al  slags  lov- 
løshed. Povl  Helgeson  kalder  ham  »et  menneske,  der 
var  besudlet  med  mange  laster,  våldsom  i  sin  færd  og 
utålelig  for  alle,  med  et  grusomt  og  ugudehgt  hjærte»: 
og  flere  retskendelser  støtte  denne  dom  over  ham.  Han 
var  i  dem  blandt  andet  overvundet  om  våldforsel  af  sages- 
løs mand,  om  gentaget  brevfalsk  o.  s.  v.  Han  havde  haft 
et  godt  iije  til  Dyveke,  påstod  man,  og,  siden  han  ikke 
selv  kunde  få  hende,  undte  han  sagtens  heller  ikke  kongen 
hende.  Der  er  heller  intet  i  vejen  for,  at  jo  Torbjorn 
kan  have  gået  enten  kejserens  eller  nederlændernes  ærinde, 
og,  mindes  man  sendemændenes  trusler,  er  dette  endog 
helt  rimeligt.  Måske  kan  endog  hans  dåd  ■  have  været 
den  købesum,  for  hvilken  han  af  rig^srådet  fik  Københavns 
slot.  Men,  hvis  rigsrådet  håbede  at  bryde  Sigbrits  magt, 
når  det  led  var  bristet,  som  lænkede  kongen  til  hende, 
er  det  dog  helt  uforklarligt,  hvorfor  man  ikke  hellere 
rakte  Sigbrit  selv  giften.  —  Kongen  rasede.  —  Torbjorn 


^(jg  Kristian  den  andeu. 

var  på  ingen  inåde  vanskelig  at  komme  til  livs:  kort 
forinden  (d.  10de  novb.  1516)  havde  han  ladet  en  slots- 
skriver  hænge,  Hans  Fåborg,  en  kæltring,  som  for  at 
hæve  sig  selv  havde  lojet  ham  og  mange  flere  på  hos 
kongen,  og  som  mente  at  kunne  klare  sit  eget  regnskab 
med  den  undskyldning,  at  man  havde  revet  nogle  blade 
ud  af  udgiftssiden  af  hans  regnskabsbog.  Der  var  mangen 
anden  dåd,  der  tyngede  på  slotsherrens  samvittighed, 
slfont  i  de  fleste  var  der  jo  rigtignok  gået  dom.  Kongen 
rorte  nok  heller  ikke  ved  nogen  af  disse;  som  det  synes, 
anklagede  han  Torbjorn  for  at  have  villet  tage  Dyveke 
med  våld  og  siden  forgivet  hende.  For  den  tilsigtede 
våldtægt  havde  han  endog  halvvejs  Torbjorns  egen  til- 
ståelse :  spurgt  af  kongen  havde  han  ved  en  hoffest  svaret, 
at  han  nægtede  ikke,  at  han  jo  havde  tragtet  efter  Dyvekes 
gunst  og  bedt  om  den  (hvor  vidt  han  i  sin  frækhed  havde 
gået,  fortav  han  dog),  men  han  havde  aldrig  nået  noget. 
—  Det  synes,  at  kongen  har  villet  have  sagen  taget  som 
en  majestætsforbrydelse,  så  Torbjorn  var  fældet,  når  klagen 
ikke  gendreves,  men  at,  som  Paludan -Muller  gætter, 
rigsrådet  har  taget  den  som  en  almindelig  misgernings- 
sag,  der  krævede  hevis  for  klagens  rigtighed.  Derfor 
frikendte  det  vel  ikke  Torbjorn,  men  afviste  sagen  som 
urigtig  stævnet.  Men  kongen  sagde:  "Havde  vi  haft  så 
mange  frænder  og  venner  i  rådet  som  Torbjorn,  skulde 
vi  vel  have  fået  en  bedre  dom!  Vil  det  ikke  gå  på  denne 
måde,  få  vi  dog  prove  en  anden."  Og  han  lagde  til: 
"Havde  han  en  hals  så  tyk  som  en  tyrehals,  han  skulde 
dog  miste  å^i\\»  Så  kaldte  han  tolv  bonder  fra  de  nær- 
meste byer  om  København.  Torbjorn  var  jo  slotsherre  og 
skulde  nu  dommes  efter  gårdsretten  af  et  nævn  af  slottets 
bønder.  Den  nye  ret  blev  sat  på  slotspladsen:  udenfor 
slotsporten  rejstes  der  fire  spyd,  og  indenfor  disse  ting- 
stokke samledes  bønderne.     Sagtens  har  klageren  nedlagt 


Torbjuru  Oses  dom  og  benrettelse.  1G7 

påstand  på  livsstraf ;  vi  vide  det  ikke :  men  bønderne  kendte 
ham  skyldig  i  den  påklagede  brede  og  tilfojede  med  en 
retsformel,  som,  hvad  Bricka  bar  påvist,  vi  også  kende 
anden  steds  fra,  hvor  synderen  har  vedgået  sin  brede: 
"Vi  domme  ham  ikke,  men  hans  egne  gerninger  domme 
ham."  Det  er  ikke  usandsynligt,  at  der  til  denne  ken- 
delse kan  være  knyttet  en  antydning  af,  at  kongen  jo 
kunde  lade  nåde  gå  for  ret,  men  i  så  fald  vai-  den  frug- 
tesløs: ti,  hvad  kongen  vilde  have,  var  en  dødsdom,  og  den 
havde  han  nu.  Forgæves  bade  adelen  og  hele  det  sam- 
lede rigsråd  om  nåde  for  Torbjorn  (ti  en  herredag  var  på 
kongens  tilsigelse  sammentrådt  i  Kobenhavn  d.  25te  novb.j : 
forgæves  bonfaldt  med  dem  den  pavelige  legat  Arcimbold: 
forgæves  faldt  dronningen  på  knæ  med  alle  sine  fruer 
og  jomfruer:  den  forhadte  lensmands  hoved  måtte  lige 
fuldt  springe  (adventssøndag  d.  29de  novb.  1517)  på  hellig 
Gertruds  kirkeplads:  ti  —  kongen  vilde  nok  »unde  ham 
et.  rettersted,  der  var  lidt  hæderligere  end  det  alminde- 
lige." Dyveke  var  hævnet,  hvad  enten  så  Torbjorn  var 
skyldig  i  hendes  død  eller  ikke,  men  kong  Kristian  havde 
tynget  sin  samvittighed  med  mord,  og  følgerne  udebleve 
heller  ikke.  Slusen  for  haus  våldsdomme  lidenskabelighed 
var  åbnet,  og  han  vidste  nu,  at  fra  denne  dag  havde  han  en 
uforsonlig  fjende  i  hele  den  danske  adel.  En  underlig  magt 
må  han  imidlertid  have  haft  over  det  rigsråd,  der  troede 
hans  hænder  bundne  ved  den  stramme  håndfæstning  og 
dog  nu,  da  han  åbenbart  krænkede  både  Guds  lov  og 
herrernes  ret  ved  at  lade  en  af  deres  mitte  myrde,  lod 
det  blive  ved  at  hede  i  steden  for  at  htjde.  —  TorbjOrns 
fætter,  den  rå  og  våldsomme  Knud  Pederson  (Gyldenstjernej 
til  Timgård,  som  man  skyldte  for  delagtighed  i  forgift- 
ningen (han  var  tilstede,  da  Dyveke  spiste  kirsebærrene), 
slap  med  nogen  tids  fængsel  og  med  den  forpligtelse 
aldrig  mere  at  komme  for  kongens  '<>]i\e. 


163  Kristian  den  anden. 

15.    Kristian  den  anden  og  lians  nærmeste  kreds; 
deres  virksomhed. 

Det  er  muligt,  at  man  har  lagt  og  lægger  alt  for 
stor  vægt  på  moder  Sigbrits  person.  Vi  skulde  næsten 
mene  dette.  Trods  al  sin  plumphed  og  våldsomhed  var 
hun  visselig  et  lyst  og  tænksomt  hoved  med  en  skarp  og 
klar  forstand ;  hun  havde  mærkelige  kundskaber  i  handels- 
og  finansvæsen,  og  sagtens  har  hun  tilhørt  en  rig  køb- 
mandsslægt,  der  har  sorget  for,  at  hun  i  sin  ungdom 
modtog  en  omhyggelig  undervisning,  og  måske  —  vi 
kunne  gætte  således  —  har  hendes  mand  været  en  stakkel, 
for  hvem  hun  har  måttet  overtage  husets  og  handelens 
ledelse,  indtil  han  enten  døde  eller  havde  sat  alt  overstyr. 
Hun  skrev  en  smuk  og  fast  hånd,  hvad  særlig  i  den  tid 
var  sjældent  for  kvinder.  Hun  havde  indsigter  i  natur- 
videnskaberne og  kemien,  som  vare  ualmindelige  for  sam- 
tiden, hvorfor  man  jo  også  vilde  gore  hende  til  en  heks. 
I  lægevidenskaben  trængte  hendes  ry  til  fremmede  lande, 
og  selv  den  beromte  Paracelsus  (der  synes  at  have  været 
herinde  1520,  ja  måske  endog  dengang  gjorde  tjæneste 
som  feltskærer  i  den  danske  hær  mod  svenskerne)  tilstod, 
at  han  havde  lært  en  del  af  hende  som  læge.  Ved  alt 
dette  kunde  hun  visselig  vinde  både  kongen  og  mange 
andre  dygtige  mænd ,  og  lighed  i  følelser  og  anskuelser 
kunde  gore,  at  forholdet  blev  stedse  nærmere  og  betyd- 
ningsfuldere; men  udet  skal  tidlig  kroges,  som  god  krog 
skal  blive,"  og  Kristian  den  anden  var  for  længe  siden 
modnet  til  mand,  inden  han  dromte  om  nogen  Sigbrits 
tilværelse.  Vi  mindes  hans  styrelse  af  Skåne,  og  at  han 
havde  givet  sine  forste  norske  love,  inden  han  i  Bergen 
traf  på  Sigbrit.' —  Men  vi  mindes  også  hans  ungdom  og 
hans  mærkelige  opdragelse,  og  der  kan  næppe  være  tvivl 
om,  at  han  allerede  i  Haas  Itoghinders  hus  har  modtaget 


Koni,'en  mest  påvirket  af  Sigbrit  ?  af  Hans  Bogbinder  ?        169 

de  indtryk,  der  våksede  til  en  fast  livsanskuelse  hos  ham, 
medens  han  selv  våksede  op  til  mand.  I  hint  hus  sam- 
ledes de  dygtigste  af  Københavns  borgerstand,  og  de 
kunde  vel  indgyde  den  unge  prins  både  agtelse  og  ær- 
bødighed. Hans  Bogbinder  havde  et  par  sonner,  Hans 
og  Ambrosius,  der  vel  omtrent  have  været  jævnaldrende 
med  Kristian,  og  som  bægge  bleve  hans  fuldtro  venner 
i  lyst  og  nod.  i  liv  og  død.  Bet  er  sikkert  nok.  at  i 
dette  hus  har  der  lydt  mangen  bitter  klage  over  den  hov- 
modige og  egennyttige  adel,  der  så  hånlig  ned  på  «den 
ufrie-)  borger  os  bonde,  som  adel  og  geistliehed  havde 
trængt  ud  af  enhvær  lovlig  indflydelse  på  statens  styrelse, 
og  som  den  endnu  stadig  vedblev  at  træuge  ud  af  enhvær 
ædlere  rettighed,  enhvær  fordelagtigere  stilling,  der  lovlig 
tilkom  dem.  Tvært  imod  købstædernes  privilegier  erhvær- 
vede  både  gejstlige  og  adelige  herrer  sig  prægtige  gårde 
og  ypperlige  grunde  i  alle  købstæderne  og  vilde  endda 
hværken  skatte  eller  skylde  af  dem.  De  deltoge  altså  i 
alle  bylivets  goder,  men  lode  borgerne  bære  hele  tyngen. 
De  spottede  og  hundsede  (-kræmmerne-),  men  selv  vare 
de  kræmmere,  som  dreve  alskons  handel  med  stort  og 
småt.  Og  den  toldfrihed,  som  de  ved  håndfæstninger  og 
benådninger  havde  tilranet  sig  for  alle  tænkelige  varer, 
som  de  indførte  til  e(/e)i  brug,  den  samme  tilvendte  de 
sig  også  for  sådanne  varer,  som  de  siden  udhokrede, 
hvorved  de  ødelagde  købstædernes  handel,  mens  de  svege 
kronen  for  dens  lovlige  indtægter.  Hvordan  herrerne 
handlede  med  bønderne  have  vi  på  flere  steder  antydet: 
lidt  efter  lidt  havde  bonden  tabt  sin  myndighed,  sin 
uafhængighed,  sin  frihed  og  var  nu  mer  end  halvvejs  en 
stavnsbunden  træl,  der  måtte  tage  sin  odelsgård  i  fæste 
og  plages  både  med  hovning  og  tusinde  andre  ulykker. 
Alt  dette  hørte  Kristian  i  sin  tidligste  ungdom,  hørte 
det  i  klare,  kraftige  og  varme  udtalelser,  og,  «hvad  man 


170  Kristiau  den  auden. 

i  ungdommen  næmraer,  man  ikke  i  alderdommen  glem- 
mer". Det  blev  ham  klart,  at  de  strænge  herrers  (lige- 
som da  et  hvilket  som  helst  andet  enkelt  samfundslags) 
utålelige  overmagt  var  ikke  alene  til  svækkelse  for  Dan- 
marks konge  og  Danmarks  rige,  men  til  forbandelse  for 
hele  Danmarks  folk.  —  Og,  vendte  man  så  synet  udad, 
havde  Hans  Bogbinder  og  hans  venner  let  ved  at  godt- 
gore  den  unge  prins,  at  hansestædernes  privilegier  vare 
en  kræftskade  for  folk  og  rige,  og  at  der  aldrig  blev 
fred,  frihed  eller  velstand  i  Danmark,  for  dette  frygte- 
lige handelsåg  var  fuldstændig  brudt.  Det  samme  kunde 
prinsen  lære  af  sin  fader,  der  oven  i  købet  kande  sige 
ham,  og  tit  nok  sagde  ham,  hvad  den  gottorpske  hertug 
Frederik  bar  i  sit  skjold,  og  —  hvad  enhvær  tilkommende 
gottorpsk  hertug  med  selvsagt  nodvendighed  også  måtte 
bære  i  det. 

Som  sagt,  Kristian  den  anden  var  sig  selv,  inden 
han  lærte  Sigbrit  at  kende,  og  så  vel  i  fred  som  i  krig 
havde  han  alt  dengang  åbenbaret  sit  væsen.  Derfor, 
vi  gentage  det,  mene  vi,  at  man  lægger  alt  for  megen 
vægt  på  Sigbrits  person,  når  man  halvvejs  påstår,  at 
det  var  hende,  som  støbte  kuglerne,  der  senere  udskødes 
af  hendes  kongelige  ven.  Lige  fuldt  er  det  vist,  at 
hun  var  såre  meget  for  ham ,  var  ham  noget  helt  andet 
og  mere  end  hans  frilles  moder.  Ja,  efter  Dyvekes  død, 
våksede  jo  netop  åbenbart  hendes  indflydelse.  Hun  var 
grundenig  med  ham  i  alle  hans  betragtninger  af  stats- 
og  folkelivet;  og  hun  kunde  godtgore  ham,  at  ved  disse 
anskuelsers  gennemforelse  trivedes  både  velstand  og  lykke 
i  hendes  fædreland.  Hun  var  enigere  med  ham  end  nogen 
af  hans  mænd,  kan  man  vel  sige,  og  derfor  gav  han 
hende  en  magt  og  myndighed,  som  han  ikke  indrummede 
nogen  mand,  ligesom  han  tålte  af  hende,  hvad  han  aldrig 
vilde  have  tålt  af  nogen  mand,  og  det  selv  stygge  skælds- 


Sigbrits  overmægtige  indflx^dclse.  171 

ord  (tåbe,  tossohoved  o.  s.  v.):  ti  hun  havde  en  slem  og 
utæmmelig  tunge,  der  smældte  og  skældte  ved  enhvær 
lejlighed.  Hendes  mandige  kraft,  hendes  klare  forstand, 
hendes  indsigt,  hendes  kendskab  til  fremmede  lande,  i 
hvilke  man  havde  flere  indretninger,  som  man  her  sav- 
nede, måtte  ligefræm  forbavse  og  fængsle  ham,  da  han 
hos  hende  kunde  fa  syn  på  meget,  som  ingen  af  haus 
råder  kunde  eller  vilde  meddele  ham.  Han  betroede 
hende  ikke  alene  sin  årgamle  ældste  sons  opfostring  — 
herved  kan  der  være  taget  hensyn  til  hendes  lægekyndig- 
hed — .  men  fra  1517  overdrog  han  hende  hele  told- 
væsenets styrelse  med  sise,  konsumsjon  og  hvad  derunder 
lå;  og  det  fik  dog  netop  ved  samme  tid  en  ny  ordning, 
hvorved  ikke  alene  eresundstoldens  oppeborsel  flyttedes 
fra  Helsingør  til  København,  men  indtægterne  samtidig 
iøgedes  og  tilsj'net  skærpedes;  ja,  hele  finansvæsenet  var 
hende  overgivet  med  samt  montvæsenet.  Næsten  alle 
rigets  indtægter  og  udgifter  gik  igennem  hendes  hånd: 
hun  gav  tilståelse  for  alt,  hvad  der  indbetaltes,  og  ordre 
til  alt,  hvad  der  skulde  udbetales :  og  med  sine  skrivere 
forte  hun  hele  statsregnskabet.  Enhvær  sag  af  vigtighed 
droftede  kongen  med  hende,  selv  om  han  gik  udenom 
rigsrådet,  og,  når  han  rådslog  med  hende  i  hendes 
hus,  stode  herrerne  i  hans  folge  jævnlig  timevis  udenfor 
porten,  om  de  end  måtte  gnide  sig  i  hænderne  og  stampe 
med  fødderne  for  at  stå  imod  regn  og  kulde,  storm  og 
slud.  "Både  adel  og  råd  sogte  hende  med  hat  i  hånd-, 
siger  Huitfeldt;  både  lensmænd  og  bisper,  både  hærens 
og  flådens  forere  henvendte  sig  skriftlig  til  hende  eller 
hujede  ærbødig  ryggen  for  hende,  når  der  var  et  eller 
andet,  som  de  vilde  nå  enten  for  sig  selv  eller  for  det. 
der  lå  under  dem,  såsom  hærens  og  flådens  udrustning. 
Selv  fremmede  regeringer  sendte  hende  gaver,  og  frem- 
mede fyrsters  sendemænd  undlode  ikke  at  hilse  på  hende, 


172  Kristian  den  anden. 

når  (le  kom  til  København,  ja  udlandets  magthavere  be- 
tænkte sig  lige  så  lidt  på  at  henvende  sig  skriftlig  til 
"den  værdige,  vise  og  fromme  frue,  moder  Sigbrit«.  Nu 
var  Dyveke  ikke  længer,  og  selv  med  den  godmodige 
dronning  kom  hun  derfor  på  en  god  fod,  var  jævnlig 
hos  hende  på  slottet  og  savnedes  således  aldrig  ved 
dronningens  barselsænge.  Men  heller  ikke  her  kunde 
hun  holde  sin  tunge  i  ave:  således  blev  hun  vred,  da 
der  kom  tvillinger,  fordi  landet  jo  dog  ikke  kunde  fode 
de  mange  dierrkens".  —  ^I  ovrigt.>,  siger  en  samtidig 
tysker,  som  forinden  kalder  hende  både  fræk  og  ond, 
«i  øvrigt  var  hun  en  renlig  kvinde,  som  gærne  vilde  se 
konne  og  prydelige  stæder,  huse  og  gader,  hvorfor  hun 
også  fik  påbudt,  at  man  ved  sommertid  ikke  måtte  lade 
gå  kvæg  i  byerne,  men  skulde  holde  alle  gader,  stræder 
og  torve  rene;  ja,  hun  vilde  endog  have  borgerne  til  at 
feje  og  vaske  deres  huse  og  pynte  dem  udvendig  på  hol- 
landsk VIS,  hvad  der  nok  kunde  være  trang  til  o. 

Om  kong  Kristian  og  moder  Sigbrit  samlede  der  sig 
selvfølgelig  en  Vennekreds,  som  ikke  havde  noget  med 
rigsrådet  at  gore,  men  hvis  hele  retning  var  dettes  stik 
modsat.  Denne  kreds  omfattede  helt  uHge  personer  og 
storrelser,  lige  fra  den  stille  og  alvårlige  men  grund- 
hæderlige og  kærnefaste  Hans  iTlikkelsson,  den  rige  borg- 
mester i  Malmø,  efter  Torbjorn  Oxe  befalingsmand  på 
Københavns  slot,  en  folkeven  og  folkeleder  af  det  reneste 
og  ædleste  slags,  der  åbent  misbilligede  enhvær  våldsom- 
hed,  man  tillod  sig,  —  indtil  den  skamløse  og  neder- 
drægtige llidrik  Slaglieck;  men  det  kan  dog  vel  være,  at 
ingen  anden  hofkreds  i  det  hele  taget  var  enten  dyg- 
tigere eller  hæderligere.  Og,  at  det  ikke  nærmest  var 
hofsolen,  den  drejede  sig  om,  godtgjorde  den  ved  med 
rørende  trofasthed  at  følge  sin  herre  i  al  hans  nød  og 
elændighed.    Men  det  er  også,  som  Allen  siger,  «værd  at 


Kongen,  Sigbrit  og  deres  kreds.  173 

lægge  mærke  til",  iit,  skoiit  rigshovmester  mågens  (ioye 
1520,  som  det  synes,  indgik  en  sammensværgelse  med 
liere  andre  herrer  (Jorgen  Skodborg,  Henrik  Tornekrans 
0.  s.  V.)  for  ved  pavens  hjælp  at  styrte  moder  Sigbrit, 
og,  skout  Sigbrit  fra  den  stund  forfulgte  »kongen  i  Norre- 
jylland-,  som  hun  spotvis  kaldte  ham,  med  alt  det  ufor- 
sonlige had,  som  hun  trods  nogen  rådede  over,  lod  kongen 
sig  dog  ikke  af  Sigbrit  rokke  i  sin  tilUd  til  Goye,  og 
denne  lod  heller  ikke  sit  had  til  Sigbrit  gå  ud  over 
kongen,  men  blev  ham  urokkelig  tro.  Mågens  og  Sigbrit 
hadede  hinanden,  men  de  elskede  bægge  kongen,  og  han 
elskede  dem  igen.  —  Men  hværken  de  gejstlige  eller  de 
verdslige  herrer  kunde  finde  sig  i  en  styrelse,  i  hvilken 
slige  »fandens  skalke«  som  Sigbrit,  Haus  Mikkelson  og 
deres  lige  vare  delagtige.  Den  forekom  dem  lige  så  op- 
rørende og  ugudelig ,  som  den  var  fremmed  for  deres 
egenkærlige  tankegang.  Den  bedste  undskyldning,  de 
kunde  finde  for  kong  Kristian ,  var  altså  den ,  at  han 
hværken  talte  eller  handlede  af  sit '  eget ,  men  at  det 
hele  var  indblæst  ham  af  «mor  Sigbrit,  den  gamle  hore 
og  troldkvinde'.,  i  hvis  årer  der  sagtens  næppe  flød  en 
eneste  dråbe  » adeligt  n  blod. 

Og  hvad  gjorde  da  kong  Kristian,  der  var  så  up- 
rorende?  —  Han  gjorde  meget,  af  hvilket  vi  her  kun 
skulle  hidsætte  en  ringe  del,  som  må  antyde  ånden  i 
alt  det  øvrige. 

Inden  han  endnu  endelig  var  tagen  til  konge  pa 
rigsdagen,  skrev  han  d.  10de  apr.  1513  til  slotsherren  i 
Kobenhavn,  den  strænge  og  egenrådige  Æske  Bille:  "Vi 
ville,  at  du  i  al  ting  retter  dig  efter  og  lader  den 
menige  mand,  fattig  og  rig,  som  udi  dit  len  boende  er, 
både  til  herredsting  og  andensteds  vederfare,  hvad  lov, 
skel  og  ret  er,  og  skikker  dig  redelig  og  skellig  imod 
dem«.  —  Under  selve  rigsdagen,  d.  20de  juli  1513,  op- 


174  Kristian  den  anden. 

hævede  han  den  ulveskat,  som  sællandsfarerne  endnu 
stadig  havde  måttet  svare,  uagtet  der  ikke  længer  fandtes 
ulve  i  Sælland  (hvorimod  de  fandtes  i  mængde  både  i 
Jylland  og  Skåne).  —  Ved  hyldingen  i  Flensborg  hørte 
han,  hvorledes  tre  holsteinske  adelsmænd,  to  Ahlefelder 
og  en  Sehested,  på  egen  hånd  havde  byrjet  en  fejde  med 
hansestæderne  og  drevet  seroveri.  Dem  lod  han  domme 
fra  livet  og  henrette.  Deres  fornemme  venner  vilde  ud- 
virke skånsel  for  de  (lædlen  forbrydere,  men  han  svarede: 
"Adel  er  kun  den,  som  handler  adelig.  Kunde  enhvær 
være  sin  egen  dommer,  hvortil  havde  vi  så  lov  og  ret  i 
landet?"  Det  lød  jo  næsten,  som  om  Hellig -Knud  var 
genopstanden  fra  de  døde.  —  Ved  kroningen  i  Norge  fri- 
tog han  borgere  og  bonder  for  flere  ægter  og  skatter,  de 
hidtil  havde  svaret,  nægtede  at  stadfæste  rostockernes 
gamle  »velerhværvede  rettigheder-)  i  Oslo  og  Tønsberg, 
og  gav  menige  almue  lov  til  at  sælge  dens  varer  «til 
hvem  den  lyster,  og  ingen  skal  tvinges  til  at  sælge  til 
vore  fogder  og  embedsmænd",  hvad  de  hidtil  havde  været 
tvungne  til.  —  Han  var  utrættelig  flittig  og  arbejdsom, 
hvad  enten  han  var  hjemme  eller  ude.  Kejste  han  om 
i  landet,  sad  han  idelig  på  tinge,  hvor  han  hørte  og 
og  domte  i  sager  og  trætter  så  vel  imellem  bønder  som 
adelsmænd,  overtydede  sig  om,  at  styrelsen  gik  sin  rette 
gang,  og  at  de  givne  anordninger  virkelig  bleve  over- 
holdte. Hjemme  var  han  oppe  om  morgenen  inden  kl.  5, 
og  kl.  (j  sad  han  ved  sit  arbejde  med  kansleren,  blev 
også  ved  indtil  sent  ud  på  aftenen  og  stansede  kun, 
mens  han  to  gange  daglig  gik  i  messen  og  umiddelbart 
efter  spiste  til  middag  (kl.  10—11)  og  aften  (kl.  4—5). 
Derfor  fræmmedes  også  sagerne  med  uvant  hurtighed. 
—  Til  arbejdets  fræmme  omordnede  han  end  videre  sit 
kanselli  og  gav  alvårlige  forskrifter  med  hensyn  til  forret- 
ningsgangen.    Han   sluttede   disse   således:    »Vor  kansler 


Adskillige  anordninger:  kanselliet:  købstæderne.  175 

skal  gore  en  god  skikkelse  i  kanselliet,  så  den  fattige 
almue  ikke  utilbørlig  afpresses  penge,  og  give  vel  agt 
på,  at  det,  der  således  bestemmes,  bliver  fast  overholdt, 
så  kongen  ikke,  som  hidtil  er  sket,  skal  få  skyld  for 
uret.  Fræmdoles  må  de  ikke  i  kanselliet  holde  vore 
fattige  undersåtter  længe  op  med  lese  ord  til  deres  store 
skade,  men,  så  snart  de  få  befaling,  skulle  de  udfærdige 
brevet  til  dem  og  gore  ende  på  sagen.  Gor  nogen  her- 
imod, skal  vor  kansler  lade  det  alvårlig  straffe ». 

For  at  sikre  købstædernes  næring  forbød  han 
allerede  d.  1ste  juli  1514  de  tyske  landprangere  og  bisse- 
kræmmere at  strejfe  omkring  på  landet,  gore  opkøb  af 
alle  slags  varer  og  udsælge  andre,  hvorved  de  under- 
grove købstæderne  og  bedroge  almuen.  Hidtil  havde 
sådanne  landprangere  opkøbt  kvæg  allevegne  hos  herrer 
og  bønder  og  ført  det  i  store  drifter  ud  af  landet.  Dette 
blev  nu  forbudt,  og,  for  at  forbudet  ikke  skulde  omgås, 
måtte  heller  ikke  landets  borgere  gore  opkob  på  de 
fremmedes  regning.  Men,  traf  man  en  bissekræmmer, 
vare  alle  hans  varer  forbrudte,  halft  til  kronen  og  halft  til 
den  nærmeste  købstad.  —  End  videre  udgav  han  tre  vig- 
tige forordninger:  i  den  for  Norrejylland  og  Fyn  (af  23die 
oktb.  1515)  forbød  han  abbeder,  priorer,  provster,  kan- 
niker, fogder  og  bonder  således  som  hidtil  at  købe  øksne, 
heste,  korn,  smor,  huder,  skind,  talg,  ål,  sild  o.  s.  v.  for 
dermed  at  drive  købmandskab,  til  skade  for  kronen  og 
til  fordærv  for  købstæderne;  ligeledes  forbod  han  adels- 
mænd og  andre  at  drive  handel  i  en  købstadborgers  navn: 
ej  heller  måtte  nogen  håndværker  drive  handel,  uden 
han  forst  nedlagde  sit  håndværk.  —  I  den  for  Skåne, 
Halland  og  Bleking  (af  2den  marts  1516)  forbødes  det, 
under  straf  af  varernes  forbrydelse  og  strænge  bøder, 
enhvær   bissekræmmer  at  fare   fra  landsby  til  anden  og 


176  Kristian  den  andeu. 

kobslå  med  lensmænd,  fogder  og  bonder:  det  forbedes 
lensmænd  og  fogder  under  æmbedsfortabelse  at  tiltvinge 
sig  købet  af  de  varer,  som  almuen  vilde  sælge;  ej  beller 
måtte  lensmænd,  fogder  og  bønder  til  skade  for  køb- 
stæderne fræmtidig  have  oplag  og  udsalg  af  klæde,  lærred, 
bumle,  salt,  jærn  o.  s.  v.  Bønderne  måtte  ikke  heller, 
som  hidtil,  sejle  udenrigs  med  sine  varer,  men  skulde 
sælge  dem  til  landets  købstæder.  Alle  markeder  på 
landet  afskaifedes.  Ingen  som  helst  måtte  drive  handel 
på  en  købmands  navn  og  med  hans  penge;  og  ingen 
foged  eller  lensmand  måtte  krænke  købstæderne  i  ud- 
øvelsen af  deres  jurisdiksjon,  hvad  hidtil  jævnlig  havde 
fundet  sted.  —  Af  samme  indhold  var  forordningen  af 
23die  marts  1516  for  Sælland,  Låland,  Falster  og  Møn; 
den  forbød  desuden  præster  og  adelsmænd  at  opkøbe 
øksne  for  udenlandske  købmænds  regning.  —  Ved  andre 
forordninger  forbødes  det  udenlandske  købmænd,  som 
kom  hid,  at  drive  handel  i  småt.  Det  indskærpedes 
påny,  hvad  der  allerede  tildels  var  fastsat  af  Valdemar 
Atterdag  og  Erik  Pommerinke,  at  al  handel  og  håndvau'k 
skulde  udelukkende  tilhøre  borgerne.  Kun  skræddere  og 
skomagere  måtte  tage  bo  på  landet,  i  behurig  afstand 
fra  købstæderne.  —  Hans  store  almindelige  kobstadlov 
af  1522  skulle  vi  senere  omtale,  men  allerede  her  skulle 
vi  mærke,  at  han  ordnede  mønt,  mål  og  vægt,  som  han 
gærne  vilde  have  gjort  ens  og  gængs  i  alle  tre  riger, 
hvad  mønten  1514  også  blev  for  Danmarks  og  Norges 
vedkommende;  at  han  gjorde  de  forste  forsøg  på  at  ind- 
rette et  ordnet  postvæsen  ved  lonnede  »løbere",  som 
skulde  findes  i  enhvær  købstad  og  for  betaling  (to  skilling 
for  milen)  skulde  bringe  breve  fra  sted  til  andet;  at 
'O  ej  ene  bleve  forbedrede,  broer  byggede  og  herberger  for 
vejfarende  folk  anlagte  langs  landevejene,  omtrent  med  to 
miles  mellemrum.    Kom  nogen  rejsende  til  skade  på  grund 


Haudel,  fiskeri,  skove,  jagt.  177 

at  vejenes  slethed,  skulde  vedkommende  hen-ed  erstatte 
ham  hans  tab.  Faste  vågnmandslag  oprettedes,  og  i  en- 
hvær  købstad  skulde  der  beskikkes  vågnmænd,  som  skulde 
holde  heste  og  vågne  og  for  betaling  befordre  de  rejsende. 
Enhvær  adelsmand  eller  præst,  som  ejede  mere  end  én 
købstadgård.  skulde  af  de  andre  tage  lige  del  med  bor- 
gerne i  byens  byrder  og  afgifter. 

Også  drog  han  ved  flere  forordninger  omsorg  for 
fiskeriet,  at  yngelen  ikke  skulde  ødelægges  ved  uhen- 
sigtsmæssige redskaber  ^  ved  for  små  våd  eller  garn ;  og 
(apr.  1516)  for  at  den  danske  fisk  i  udlandet  kunde  ved- 
ligeholde sit  gode  navn  som  handelsvare.  Han  bød,  at 
der  på  fiskerlejerne  skulde  ansættes  offentlige  vragere, 
som  skulde  undersøge  den  saltede  sild  og  indbrænde  et 
mærke  på  tønderne  med  gode  handelsvarer,  »på  det  at 
den  handel,  som  danske  mænd  hidtil  have  haft  på  Riga, 
Keval,  Danzig  og  Rusland,  ikke  skal  ophore,  og  enfåldige 
folk  ikke  bedrages  med  slette  varer";  hvorfor  han  også 
bød  dem  påse,  at  tønderne  havde  det  rette  mål.  Kun 
således  mærkede  varer  måtte  føres  til  udlandet.  —  Med 
kronens  skove  holdt  han  skarpt  oje,  at  lensmændene 
ikke  lode  hugge  i  dem  »til  upligt » ,  og  for  selvejer- 
bøndernes skove  gav  han  strænge  forordninger,  at  de 
ikke  måtte  hugge  eg  og  bøg  uden  efter  udvisning. 
Adelens  og  kirkens  skove  kunde  han  intet  lovgive  om. 
1  øvrigt  havde  også  kong  Hans  vist  en  levende  interesse 
for  vore  skove,  der  gave  ham  tømmer  til  skibsbygning. 
—  Ligeledes  holdt  han  strængt  o\q\  jagtretten ,  der  i 
hin  tid  på  grund  af  vildtets  mængde  havde  en  langt 
storre  betydning  end  nu  tildags,  og  især  fredede  han  om 
adelvildtet.  Han  forbød  præster,  bønder  og  andre  »ufrie" 
mænd  at  holde  mynder,  støvere  og  andre  jagthunde,  at 
skyde  dyr  eller  sætte  snarer.  De  umenneskelige  straffe  for 
krybskytter  tilhøre  dog  ikke  ham  men  hans  eftermænd. 

Danmarks  historie  1481—1536.  12 


178  Kristian  den  anden. 

I  Danmark  fræmkaldte  hau  både  krudt-  og  olie- 
møller, da  han  1513  lod  sin  lensmand  anlægge  et  par 
sådanne,  der  dreves  ved  vandet  fra  Ronnebæksholms  sø. 
Denne  lensmand,  der  altså  anlagde  den  forste  kritdt- 
III  ol  le  i  Danmark,  var  »mester  Gert  besseskytte-) ,  som 
hvær  sommer  skulde  lave  krudt  til  kongen,  der  gav  ham 
det  nødvendige  salpeter  og  svåvl,  imens  han  selv  måtte 
sorge  for  hvad-  andet,  han  ellers  skulde  bruge.  —  I 
København  og  Helsingborg  havde  kongen  desuden  ypper- 
lige ko Hoiistofjerler,  som  Age  Anderson  (Thott)  stod 
for.  —  I  Norge  skabte  han  den  />j (i-r;/ rærh-sdr/ft, 
som  hidtil  havde  ligget  akleles  brak,  men  som  siden 
blev  en  af  Norges  vigtigste  indtægtskilder.  Det  var  især 
ærkebiskop  Erik  Valkendorf  og  dennes  bitre  tjende,  den 
alt  andet  end  hæderlige  høvidsmaud  på  Akerhus,  Hans 
Mule,  som  vare  hans  kyndige  og  nidkære  rådgivere  i 
denne  sag,  og  både  tyske  og  svenske  bjærgmænd  bleve  i 
lien  anledning  indkaldte.  Også  til  jærnværkerne  i  Skåne 
(ved  Kullen)  indkaldte  han  tyske  bjærgværksfolk.  — 
Grij ni (( Ild  gemme  vi  en  stund.  —  i)^,  fur  endnu  kun 
at  medtage  dette  ene:  fra  Waterlandene  hentede  han 
1521,  rimeligvis  efter  Sigbrits  råd,  henved  to  hundrede 
hollandske  bondefamilier,  som  han  overdrog  hele  .dL»/r<//f  r 
med  undtagelse  af  Drager,  for  at  de  skulde  forsyne  Koben- 
havn med  alle  slags  havesager,  ost.  smor  o.  s.  v.,  "hvilket 
var  til  evigt  gavn  for  Kobenhavns  by  end  på  denne  dag", 
siger  Huitfeldt.  Ligeledes  fik  de  Saltholm,  hvor  de  kunde 
bryde  kalk  at  sælge  i  København,  og  end  videre  blev 
svanejagten  overdraget  dem.  (Efter  Kristian  den  andens 
fordrivelse  bleve  en  del  af  de  tidligere  beboere  førte  til- 
bage til  Amager,  og  en  del.  af  hollænderne  måtte  der- 
imod nedsætte  sig  på  Sprogø  og  Bøtø.  Endnu  langt 
senere  nedsatte  nogle  af  dem  sig  i  Ny-Hollænderby  eller 
det  nuværende  Frederiksberg.) 


Krudtniolle,  kanonstoberier  o.  s.  v. :   sæder  og  dannelse.     179 

Men  også  på  sæder  og  dannels('  vilde  kong  Kri- 
stian gennem  love  indvirke.  Herefter  skulde  hekse  og 
troldmænd  ikke  brændes,  men,  efter  at  være  piskede, 
skulde  de  jages  ud  af  byen;  og  samme  straf  skulde  den 
lide,  som  blev  advaret  og  dog  fulgte  deres  råd  og  anvis- 
ning. —  Retten  skulde  være  sommelig:  derfor  skulde 
den  ikke  længer  holdes  under  åben  himmel ,  men  der 
skulde  opføres  tingsteder.  Ingen  måtte  komme  drukken 
i  retten,  ingen  stoje  og  larme  i  den,  ingen  true,  slå 
eller  undsige  dommeren,  mens  han  sad  i  retten;  men 
ingen  dommer,  enten  han  så  var  gejstlig  eller  verdslig, 
måtte  heller  bande  eller  udskælde  nogen,  mens  han  sad 
i  dommersædet.  For  usommelig  opførsel  i  retten  skulde 
en  prælat  eller  ridder  bede  tolv  gange  så  meget  som  en 
bonde,  en  adelsmand  åtte  gange,  en  præst  eller  købstad- 
borger to  gange.  Det  er  sjældent,  at  den  formodede 
dannelse  "  skattes »  på  den  måde.  —  Bryllupsgilder  må 
kun  vare  i  to  dage,  sondag  og  mandag,  og  ikke  flere 
gæster  indbydes,  end  huset  kan  rumme  i  den  sædvan- 
lige beboelseslejlighed :  men  i  hostens  tid  må  bønderne 
slet  ingen  gilder  holde,  "da  bonden  skal  bjærge  det,  som 
han  skal  have  gavn  af  hele  året»,  hvorimod  de  »om 
helligdagene  og  sankthansnat  må  gå  og  danse  på  gaden 
og  øve  andre  bekvæmmeligheder  og  glædskab».  —  Kun 
syge  og  vanfore  må  gå  om  at  tigge,  og  skulle  dertil 
have  et  tegn  af  menigheden :  derfra  undtoges  dog  de  fire 
egentlige  tiggermunkeordener  (fransiskanore,  dominikanere, 
karmelitter  og  avgustinere),  som  jo  selv  slet  intet  måtte 
eje.  Heller  ikke  de  såkaldte  "Stænkedegne.'  måtte  tåles 
o:  folk,  som  især  på  helligdagene  gik  omkring  og  for 
penge  stænkede  vievand  på  maden.  Det  var  altså  også 
en  form  af  tiggeri. 

Præster  og  degne  skulde  lære  banderbornene  fader- 
vor, avemaria  og  troen  på  dansk,  for  at  de  kunde  forstå 

12* 


130  Kristian  don  anden. 

dem:  hvis  boinene  vilde  gå  videre,  skulde  de  la^re  dem 
at  læse  og  skrive  dansk.  Borgerne  skulde  lade  sine  born 
lære  at  læse,  skrive  og  regne,  og,  inden  de  havde  lært 
dette  sanit  endnu  et  eller  andet  håndværk,  måtte  de  ikke 
sætte  dem  til  handelen.  —  De  latinske  skoler  vare  i  en 
jammerlig  stand,  men  der  blev  nu  givet  en  til  tiden 
svarende  skoleforordning :  lærernes  Ion  blev  betydelig  for- 
bedret: lærerne  skulde  så  vidt  muligt  have  gået  på  Køben- 
havns hojskole;  gamle,  ubrugelige  skoleboger  blevc  af- 
skaffede (ja  brændte!),  og  nye,  formålstjænlige  udarbejdedes. 
Det  blev  lærerne  forbudt  at  straffe  hornene  <.så  umådelig 
og  uskellig"  som  hidtil,  så  at  deres  sundhed  og  førlig- 
hed led  derunder.  Derimod  blev  det  hornene  forbudt  at 
gå  omkring  og  synge  for  dOrene,  et  tiggeri,  som  dog 
strags  blev  optaget  igen,  da  Kristian  den  anden  var  for- 
jaget og  hans  love  tilintetgjorte  med  ham. 

Mangfåldige  andre  love  og  goremål  må  vi  helt  over- 
springe', for  så  vidt  vi  ikke  i  det  følgende  lejlighedsvis 
komme  til  at  omtale  dem. 


16.     Kristian  den  anden  og  de  svenske  handeler. 

Sytten  dage  efter  Svante  Stures  død  valgte  rigsrådet 
på  et  møde  i  Arboga  (19de  jan.  1512)  enstemmig  Erik 
Trolle,  en  son  af  Arvid  Trolle,  til  Sverrigs  rigsforstander. 
Den  unge  Sten  Sture  havde  krævet  og  modtaget  lejde 
for  at  deltage  i  mødet,  og  han  deltog  også  i  valget: 
men  gamle  ærkebiskop  Jakob  var  endnu  dengang  både 
rigsrådets  formand  og  styrer,  og  Erik  Trolle  var  hans 
personlige  ven.  Erik  var  allerede  en  ældre  mand  og  var 
vide  navnkundig  for  sine  usædvanlige  kundskaber:  men 
efter  Gustaf  Vasas  mening  var  han  <ångalunda  till  något 


Skolelove.  —  Erik  Trolle  og  Sten  Sture.  181 

verldsligt  regemente  tjenlig,  utan  heller  till  att  vara  en 
prestman...  Som  en  født  Trolle  var  han  en  bitter  fjende 
ad  Sturerne  og  på  mangfåldige  måder  knyttet  til  Dan- 
mark: ved  herkomst,  ved  giftermål,  slægtskabsforbindelser 
og  ejendomme-  Meningen  med  hans  valg  var  da  også, 
at  han  skulde  bringe  fred  tilveje  med  Danmark,  ti  lige 
som  rigsrådets  var  hele  landets  stemning  overvejende  for 
fred.  Da  var  det  jo  også,  at  freden  i  Malmø  strags  l)lev 
sluttet  (se  s.  116). 

Men  den  unge  Sten  Srantesson  Stiire  havde  været 
raskere  end  rådet  og  den  nye  rigsforstander;  hans  fader 
var  næppe  død,  inden  han  havde  vundet  alle  slots- 
herrerne, de  finske  med  de  svenske:  almuen  trindt  i 
landet  vandt  han  ligeledes,  både  østgøter,  vestgoter,  up- 
lændinger,  dalkarle  og  gestringer;  og,  om  det  så  var 
den  yngre  og  ringere  adel,  sluttede  den  sig  ligeledes  til 
ham,  misnojet  med  det  egenmægtige  rigsråd,  som  ikke 
alene  havde  villet  være  ene  om  valget  i  Arboga,  men 
desuden,  hvad  der  var  endnu  langt  værre,  havde  revet 
alle  rigets  bedste  len  til  sig.  Desuden  var  der  enkelte  af 
den  hojere  adel,  som  hurtig  gik  med  ham:  ikke  alene 
hans  svågre  Gyllenstjernerne,  men  også  Erik  x\brahams- . 
son  (Leijonhufvud),  ja  selv  hans  faders  fjende,  den  ube- 
regnelige Sten  Kristcrsson,  der  sagtens  har  folt  sig  forbi- 
gået ved  Erik  Trolles  valg.  —  Ved  et  møde  med  almuen 
på  Upsala  torv  d.  18de  maj  1512  sagde  ærkebiskop  Jakob 
l'lfsson,  at  rådet  havde  været  enigt  om  at  vælge  Erik 
Trolle,  men  fra  almuen  lod  det,  at  de  vilde  ingen  Trolle 
have,  da  Trolierne  vare  dansksindede,  —  «om  de,  som 
så  svarade,  voro  bonder  eller  nogre  andre  i  bondaklæder, 
kan  man  icke  veta« ,  siger  Olof  Persson.  På  et  andet 
mode,  som  Sten  Sture  aldeles  samtidig  holdt  med  en  del 
bonder  på  Kongsengen  ved  Upsala,  var  stemningen  af- 
gjort for  hr.  Sten.    Således  kæmpedes  der  tidlig  og  silde. 


132  Kristian  den  anden. 

offentlig-  og  hemmelig.  Under  rigsdagen  i  Stockholm 
forenedf  d.  30de  juni  enogtyve  gejstlige  og  verdslige 
rigsråder  (iblandt  hvilke:  ærkebispen,  bisperne  Vinsens  i 
Skara,  Matts  i  Strængnæs  og  Otte  i  Vesterås,  domprovst 
Hans  Brask,  herrerne  Knut  Eskilsson,  Erik  Trolle,  Nils 
Bosson  og  Ture  Jonsson)  sig  ved  ed  og  ære  om  «med  liv 
og  magt"  at  hævde,  hvad  der  var  vedtaget  i  Malmt), 
fordi  de  vel  havde  ^ overvejet,  hvad  drabelig  skade  med 
mord,  brand  og  blodsudgydelse  Sverrigs  riges  indbyggere 
have  haft  af  den  langvarige  fejde  mellem  rigerne«;  hvor- 
for de  forpligtede  sig  til  ikke  alene  —  hvad  der  vistnok 
var  dem  hovedsagen  —  af  al  magt  at  stå  imod  dem, 
som  vilde  trænge  rådet  fra  den  frihed,  magt  og  vælde, 
det  ifølge  Sverrigs  lov  fra  gammel  tid  havde  til  at  styre 
riget,  når  konge  fattedes,  —  men  tillige  at  tilvejebringe 
fred  og  enighed  påny  med  Danmark.  Hvo  der  bred 
denne  aftale,  skulde  agtes  og  behandles  som  den,  der 
bar  avindskjold  mod  fædrelandet.  Og  d.  8de  juli  sluttede 
endnu  syv  andre  herrer  sig  til  dem,  så  de  nu  vare  tyve- 
åtte.  De  havde  lejret  sig  på  Gråmunkeholmen,  medens 
hr,  Sten  og  hans  tilhængere  havde  lejret  sig  i  selve 
staden,  hvor  de  havde  slottet  inde.  Det  kom  jævnlig  til 
slagsmål,  der  kunde  synes  truende  nok.  Men  allerede 
d.  23die  juli  måtte  herrerne  lade  Erik  Trolle  falde  og 
hylde  den  tyveårige  hr.  Sten  som  faderens  eftermand  i 
Sverrigs  styre.  Selv  hans  modstandere  måtte  da  også 
vedgå,  at  hr.  Sten  ikke  alene  var  en  rask  og  kæk  men 
en  ridderlig  og  vennesæl  herre.  Han  var  stor  og  stærk 
og  vel  ovet  i  våbenbrug,  men  jævn  i  omgang,  væsen  og 
klædedragt;  under  det  tilbagestrøgne  hår  hvælvede  sig 
en  hoj  og  alvårsfuld  pande,  men  hans  ærlige  blå  ojne 
vare  milde  og  venlige.  —  Desuagtet  Hød  der  ligefuldt 
blod  ved  hyldingsfesten. 

Hr.  Sten  tog  da  også  fat,  hvor  faderen  havde  sluppet. 


Sten  Sture  bliver  rigsforstander.  183 

Og.  hvad  han  aller  sidst  tænkte  på.  var  at  kende  enten 
kong  Hans  eller  kong  Kristian  for  Sverrigs  konge.  Endnu 
samme  høst  og  vinter  rejste  han  riget  rundt,  ja  endog 
Finland,  for  allevegne  at  ordne  forholdene  oe  sikre  sig 
stemningen.  De  svenske  rigsråder,  som  modte  på  herre- 
dagen i  Kobenhavn  (juni  1513).  Iiavde  da  heller  ingen 
fuldmagt  hværken  til  det  ene  eller  det  andet,  uden  til 
at  få  stilstanden  mellem  rigerne  forlænget:  og,  da  kong 
Kristian  endnu  ikke  sad  souderlig  fast  i  sadelen,  indgik 
han  også  virkelig  d.  15de  juli  en  forlængelse  på  henved 
tre  år,  indtil  påske  1516:  ja,  ved  pavelig  mægling  for- 
længedes stilstanden  endog  senere  {29de  juli  1515)  indtil 
påske  1517.  Så  længe  skulde  hansestæderne  frit  kunne 
sejle  på  Sverrig.  men  ligeledes  hollænderne,  med  hvem 
Liibeck  under  modet  (d.  27de  juli)  havde  afsluttet  en  stil- 
stand. Både  i  Danmark  og  Sverrig  var  man  næmlig  enig 
om  —  noget  nær  det  eneste,  hvorom  der  var  enighed  — . 
at  lilbeckernes  enehandel  var  en  ødelæggelse  for  rigerne, 
fordi  alt,  hvad  der  kobtes,  måtte  betales  i  dyre  domme, 
mens  man  kun  fik  ringe  betalinsf,  for  hvad  man  sålgte. 
da  der  ingen  sælger  eller  køber  var,  som  kunde  byde 
liibeckerne  enten  under  eller  over.  Det  så  kong  Kristian 
godt,  men  i  Sverrig  var  der  ingen,  som  betonede  det 
stærkere  end  gamle  Jakob  Ulfsson. 

Men  ærkebiskop  JakoU  llfssoii  blev  træt  af  krum- 
staven: han  havde  holdt  kampen  ud  med  to  Sturer  og 
folte  sig  nu  for  gammel  til  at  tage  den  op  med  den 
tredie.  Altså  steg  han  ned  af  ærkebispestolen  og  gik 
ind  i  Mariefreds  kloster.  Forinden  havde  han  dog  sikret 
sig  valget  af  sin  eftermand.  Det  var  hans  gamle  vens. 
Erik  Trolles,  son  med  den  danske  Ingeborg  Thott,  mester 
(jliistaf  Trolle,  på  hvem  hans  valg  var  faldet,  og  dom- 
kapitlet havde   villig   gået  ind   derpå,    mens   Sten  Sture 


184  Kristian  den  anden. 

heller  ikke  modsatte  sig  det,  i  det  mindste  ikke  åben- 
bart, men  endog  skriftlig  forordede  valget  hos  paven  og 
lånte  Erik  Trolle  sølv  til  at  købe  stemmer  i  Rom  med. 
Det  var  ved  pinse  1515,  at  Gustaf  Trolle  modtog  ind- 
vielsen af  pave  Leo.  Han  var  en  meget  lærd  og  dannet 
mand,  der,  dengang  udenlands,  var  bleven  domprovst  i 
Linkoping,  da  Hans  Brask  steg  fra  domprovstiet  til 
bispedommet;  han  havde  set  sig  meget  om  i  verden,  og 
under  et  længere  ophold,  forst  ved  fremmede  hojskoler, 
siden  ved  pavehoffet,  havde  ban  vundet  en  verdenskund- 
skab  som  få;  han  var  kæk  og  kraftig  og  havde  så  vel 
tungen  som  sværdet  til  sin  rådighed;  men  han  nærede 
et  brændende  had  til  stureslægten,  med  hvilken  hans 
egen  slægt  både  på  fæderne  og  møderne  side  igennem 
tre  eller  fire  slægtled  havde  ligget  i  åben  fejde.  Den 
havde  dojet  meget  ondt  af  Sturerne,  mangen  uret  og 
mangen  bitter  ydmygelse,  men  havde  kun  sparsomt  fundet 
held  til  at  gore  dem  lige  skel.  Det  sidste  nederlag,  som 
han  havde  at  hævne,  var  endnu  ikke  to  år  gammelt:  det 
var,  da  Sten  Sture  spændte  hans  egen  fader  ud  af  rigs- 
forstanderskabet. —  Han  godtgjorde  da  også  strags  sit 
sindelag  mod  hr.  Sten:  da  han  i  septb.  hjemvendte  for 
at  overtage  sit  æmbede,  havde  rigsforstanderen  tænkt  at 
modtage  ham  med  stor  hojtid  og  derfor  indbudt  ham  til 
sig;  aien  hr.  Gustaf  vilde  ikke  være  hans  gæst  og  lagde 
derfor  vejen  udenom  Stokholm  for  således  at  undgå  at 
hilse  på  ham  og  love  ham  troskab  og  lydighed.  —  Og 
hr.  Sten  havde  endnu  mange  andre  fjender.  .  Her  skulle 
vi  dog  kun  nævne  hans  stifmoder,  fru  Jlette  Dyre,  som 
han  af  gode  grunde  aldrig  havde  kunnet  dojc,  og  som 
strags,  da  han  blev  rigsforstander,  havde  måttet  give 
afkald  på  alle  sine  rige  len,  sin  morgengave  fra  hans 
fader,  og  derfor  i  harme  gik  tilbage  til  Danmark,  hvor 
li  lin    blev    priorinde    for  Agneteklostret  i   Roskilde.      Så 


Gustaf  Trolle  bliver  ærkebiskop:   Mette  Dyre.  185 

skamløs  var  tiden  i  sin  egennytte  og  selviskhed,  at  ikke 
alene  slog  hmi  sig  sammen  med  kong  Kristian,  men 
hendes  stifson,  den  unge  br.  Rari  Kiiutssou,  trådte  åben- 
bart i  hans  tjæneste  (29de  juli  1515)  efter  at  have  fået 
løfte  på  sit  fædernegods  i  Norge,  skont  de  dog  bægge 
(vistnok  med  stor  uret)  agtede  ham  for  delagtig  i  det 
skammelige  mord  på  deres  husbonde  og  fader,  den  for- 
hen omtalte  Knut  AlfssOn  (se  s.  70),  hvis  morder,  Henrik 
Krummedige,  imidlertid  stod  hojt  i  kongens  gunst.  — 
Fru  Mette  indledede  da  også  på  en  måde  fredsbruddet 
mellem  Danmark  og  Sverrig,  i  det  hun  ved  et  krigsskib 
(som  dog  fortes  af  en  af  kongens  hevidsmænd,  Tile 
Giseler)  d.  9de  novb.  151(3  i  Travemunde  havn  tog  et  af 
Sten  Stures  skibe,  hvis  ladning  af  salt,  klæde,  harnisker, 
våben  o.  s.  v.  regnedes  til  syvtifem  tusinde  gylden.  Hun 
vilde  deri  soge  en  erstatning  for  det  gods,  hr.  Sten  havde 
taget  fra  hende,  sagde  hun,  og  kongen  gav  hende  fuld- 
stændig medhold.  Han  stod  da  sikkert  også  bagved 
hendes  våldsfærd  og  gjorde  strags  liibeckerne  undskyld- 
ninger, som  disse  med  god  mine  modtoge.  —  Men  dette 
brud  på  våbenstilstanden  glemte  hr.  Sten  ikke  at  fræm- 
hæve,  når  han  talte  til  Sverrigs  almue. 

Forst  brod  borgerkrigen  ud  imellem  Sture  og  Trolle. 
—  Sten  Sture  havde  i  febr.  1516  søgt  møde  med  ærke- 
bispen i  Upsala  domkirke,  men  det  kom  der  kun  ondt 
ud  af:  ærkebispen  havde  været  så  grov  og  bitter,  at  de 
skiltes  som  værre  tjender,  end  de  mødtes.  Det  må  dog 
ikke  overses,  at  rigsforstanderen  forinden  havde  tilegnet 
sig  Stæke  len  {ikke  slottet),  hvortil  kronens  adkomst  i 
det  mindste  var  meget  tvivlsom ;  og  at  Jakob  Ulfsson  og 
Gustaf  Trolle  et  par  gange  forgæves  havde  søgt  sammen- 
komst med  ham.  Så  holdt  ærkebispen  i  maj  på  Stæke 
og  andensteds  hemmelige  møder  med  sine  venner;    men 


18(i  Kristian  den  anden. 

(le  bleve  ikke  hemmelige  for  Sture.  Ærkebispen  og  hans 
venner  (Erik  Trolle,  Mils  Bosson,  Sten  Kristersson  o.  fl.) 
udebleve  alle  fra  herredagen  i  Sødertelge  (juli  1516),  og 
samtidig  underhandlede  de  med  kong  Kristian.  Kigs- 
forstanderen  hævnede  sig  dog  let  og  hurtig  på  den  ene 
af  vennerne  efter  den  anden.  Allerede  d.  15de  avg.  måtte 
Sten  Kristersson  efter  det  forste  storm  lob  overgive  sig  selv 
og  sit  stærke  slot  Nykøping,  da  hr.  Sten  kom  uvæntet 
over  ham ,  og  det  gamle  uro  var  nu  fejg  og  nedrig  nok 
til  at  robe  alle  sine  medsammensvorne  og  deres  planer, 
sagtens  for  selv  at  redde  livet.  Ligefuldt  døde  han  et  par 
måneder  senere  i  fængslet  (8de  desb.?).  Også  Erik  Trolle 
blev  tagen  til  fange  i  Stokholm.  Stækeholm  blev  taget 
fra  Per  Turesson  (Bjelke)  og  han  selv  indespærret;  og 
ikke  bedre  gik  det  liere  af  de  andre;  kun  Nils  Bosson 
slap  med  skrækken.  —  Men  ærkebispen  selv  sad  i  trodsig 
sikkerhed  på  sit  faste  slot  Stæke,  hvis  besiddelse  netop 
var  et  af  hovedstridssporgsmålene  mellem  de  to  herrer. 
Han  havde  rigelig  forsynet  det  med  alt  slags  krigstoj, 
og  på  levnedsmidler  skortede  det  ham  heller  ikke,  selv 
om  han  skulde  udholde  en  lang  belejring.  Altså  inde- 
sluttede Sture  ham  i  oktb.  med  sine  svende  og  sin 
almue,  efter  dog  forst  i  septb.  at  have  gjort  en  udflugt 
til  Dalarue  og  ved  sin  ildfulde  tale  vundet  alle  dal- 
karlene. Samtidig  havde  hans  afsending  i  Rom ,  den 
snilde  Erik  Svensson,  degn  ved  Linkopings  domkapittel, 
fået  pave  Leo  til  at  udfærdige  fuldmagt  for  legaten 
Arcimbold  til  at  krone  Sten  Sture  som  Sverrigs  konge: 
og  det  var  kun  biskoppen  i  Reval,  Johan  Blankenfeld 
(den  samme,  som  ved  kong  Kristians  bryllup  på  pavens 
vegne  skulde  meddele  alle  gæsterne  fuld  aflad),  der  fik 
paven  til  at  tilintetgore  udkastet  til  hin  fuldmagt.  For- 
gæves søgte  både  bisper  og  herrer  skriftlig  og  mundtlig 
at  mægle   mellem   rigsforstander   og  ærkebiskop,    og  på 


Krig-  mellem  Sture  og  Trolle:   kong  Kristian  ruster.       187 

rigsmødet  i  Arboga  d.  6te  jan.  1517  førte  hr.  Sture  sin 
sag  med  så  veltalende  en  varme,  at  der  knap  var  nogen, 
der  vovede  at  sige  ham  imod.  Den,  som  bedst  havde 
kunnet  det,  gamle  Jakob  Ulfsson,  havde  da  også  måttet 
udeblive  fra  rigsdagen,  siden  hr.  Sten  ved  juletid  havde 
ladet  ham  vide,  at  han  vilde  handle  med  ham  som  en 
åbenbar  fjende,  hvis  han  flyttede  foden  fra  Arnø  slot, 
på  hvilket  han  opholdt  sig.  På  samme  rigsmøde  enedes 
Sture  med  almuen  om,  at  de  aldrig  vilde  kende  kong 
Kristian  for  herre,  ham,  som  jo  nys  i  Travemilnde  havde 
brudt  stilstanden;  og  heri  måtte  herrerne  finde  sig. 
Fredsmødet  i  Halmstad  (febr.  1517)  kunde  derfor  umulig 
føre  til  fred,  og  en  ny  sammenkomst  mellem  rigsfor- 
standeren og  ærkebispen  under  Stækes  mure  førte  atter 
kun  ved  gensidige  bitterheder  og  forhånelser  til  øget 
fjendskab. 

Kong  Kristian  havde  forudset  alt  dette,  og,  da  stil- 
standen allerede  udløb  til' påske,  havde  han  forinden 
henvendt  sig  til  naboer,  venner  og  frænder  om  hjælp  i 
den  forestående  krig.  Han  bankede  dog  allevegne  for- 
gæves på:  alt,  hvad  de  villigste  (Polen  og  Danzig)  vilde 
love,  var,  at,  hvis  det  blev  krig,  vilde  de  ikke  tillade,  at 
der  overførtes  våben  og  krigsfolk  til  Sverrig:  ja,  hos  sin 
kære  svåger  Karl,  der  nu  var  bleven  Spaniens  konge, 
kunde  han  end  ikke  opnå  en  eneste  hvid  af  den  store 
brudeskat,  hvis  to  trediedele  dog  længst  vare  forfaldne. 
I  løbet  af  et  år  blev  den  kongelige  sekretær,  mester 
Jurgen  Skodborg,  tre  gange  sendt  til  ham,  men  fik  kun 
snak  for  pengene.  End  ikke  det  prægtige  skib  Engelen, 
som  han  for  tre  år  siden  havde  lånt  samme  sin  svåger, 
vilde  denne  give  tilbage,  da  han  mente,  at  han  selv 
havde  bedre  brug  for  det,  når  han  fra  Nederlandene 
skulde  sejle  til  Spanien.  —  På  herredagen  i  Kalundborg 


188  Kristian  den  anden. 

gav  derimod  rigsrådet  d.  29de  marts  1517  ikke  alene  sit 
samsykke  til  krigen,  men  gav  endog  kongen  ret  til  at 
udskrive  hvær  tiende  borger  og  bonde  i  landet.  Det  var 
nu  godt  nok,  men  det  kneb  med  pengene,  og  penge 
kunde  han  kun  tilvejebringe  ved  at  sælge  ledingsfrihed 
til  enhvær,  der  lystede  at  købe  den,  samt  ved  dyre  Ian. 
Han  liværvede  et  par  tusinde  tyske  landsknægte,  som  lå 
ledige  i  Holland;  og,  for  at  landets  egne  kyster  ikke 
skulde  blive  plyndrede,  påbod  han  stræng  strandvagt  og 
opiriskede  doniraen  af  1428  fra  sællandsfar  landsting 
(1.  s.  37-0).  —  Allerede  i  februar  havde  ærkebiskop  Birger 
i  Lund  som  Sverrigs  primas  sendt  Sten  Sture  en  truende 
advarsel,  men  Sture,  som  sagtens  tillige  mindedes.,  at 
ærkebispen  kun  var  son  af  en  fattig  klokker  i  Linde- 
berg, havde  kækt  svaret  ham:  c  Som  det  nu  står  til 
imellem  rigerne,  skal  I  ingensinde  være  dommer  i  en 
sag,  der  vedrorer  enten  mig  eller  Sverrigs  rige,  1,  som 
kender  min  og  Sverrigs  åbenbare  fjende  for  eders  konge 
og  på  mange  måder  er  afhængig  af  ham».  Så  erklærede 
ærkebiskop  Birger  d.  30de  maj  Sture  og  alle  hans  hjælpere 
i  kirkens  ban  for  deres  ugudelige  angreb  på  ærkebiskop 
Gustaf;  men  Sture  tog  sig  heller  ikke  banstrålen  nær, 
skont  han  ved  den  blev  "forskudt  af  Guds  nåde  og  det 
kristne  samfund«,  hvad  ligeledes  gjaldt  enhvær,  der  måtte 
være  ham  hørig  og  lydig.  —  Endelig  blev  kongen  færdig 
med  sine  rustninger,  og  d.  2den  juli  udstedte  han  sit 
opråb  til  det  svenske  folk,  hvori  han  mindede  det  om.  at 
han  for  længe  siden  endrægtig  var  lovlig  kejset  til  Sver- 
rigs konge,  men  at  Sten  Sture  hidtil  havde  forholdt  ham 
riget;  og  lovede  enhvær,  der  nu  underkastede  sig,  at  han 
vilde  holde  dem  ved  Hellig-Eriks  lov  og  ret  samt  ved  god 
gammel  sædvane  og  være  dem  en  kristen  konge  og  gunstig 
herre.  Men  Sverrigs  menige  almue  gik  villig  og  gærne 
med  den  nærværende  Sture   som   med   hægge  de  ældre; 


Kristians  1ste  krigståg  mod  Sten  Sture.  189 

ikkun  i  Vestergetlaiid  var  stemningen  "helt  skrøbelig", 
fordi  dér  mindedes  man  endnu  kong  Kristians  store  mild- 
hed i  den  forrige  krig.  I  Dalsland  indgik  fogderne  også 
en  ny  bondefred  med  Yiken.  Men  i  Dalarne,  Xerike. 
Sodermanlaud  og  østergetland  var  man  strags  rede  til 
at  gå  »mand  af  huse»,  hvis  så  skulde  være  nødvendigt. 
Alle  lensmænd  fik  bud  om  at  holde  sig  rede  med  sine 
svende:  i  Lifland  hværvedes  en  del  tyske  ryttere;  fæst- 
ningerne på  hele  østkysten  styrkedes:  og  alle  fjorde  og 
sunde  skærmedes  ved  skyts  og  nedrammede  pæle. 

Allerede  i  maj  var  kong  Kristians  flåde  løben  ud. 
Den  talte  omkring  tyve  skibe  med  fire  tusinde  krigere, 
hælften  danske,  hælften  hværvede  tyskere.  Dens  forere 
vare  Jakob  Trolle,  Rarl  kiiutssoii  og  Soreii  ^orby  med  nogle 
enkelte  af  kongens  svenske  venner.  D.  4de  juni  angreb 
Karl  Knutsson  Stækeholm,  som  han  skød  ild  i  med  sine 
brandpile,  og,  hvad  der  ikke  indebrændte,  måtte  strags 
overgive  sig,  iblandt  dem  den  hårdt  sårede  høvidsmand, 
Johan  Arendsson  (Ulf),  hvis  hustru  og  fire  born  fandt 
sin  død  i  luerne.  Derpå  blev  Vestervik  brændt,  Søder- 
koping  brandskattet,  Smålands  og  østergøtlands  kyster 
hærgede.  Alandsøerne  og  hele  den  finske  skærgård:  Ny- 
land og  Viborgs  len,  bleve  ligeledes  hjemsøgte  med  mord 
og  brand;  men  forst  d.  4de  avg.  lob  flåden  ind  i  Stok- 
holms skær,  hvor  Sødermalm  strags  måtte  gå  op  i  luer. 
Kun  ved  en  storre  vunden  sejr  kunde  man  imidlertid 
bane  sig  vej  langs  Mælaren  til  Stæke,  som  man  skulde 
undsætte;  og  det  var  ikke  let  at  vinde  vejen,  eftersom 
Sture  vågtede  de  snævre  gennemgange  med  sine  ryttere 
og  sine  bønder.  Han  havde  jo  faet  tid  til  at  ruste  sig. 
mens  dans"kerne  spildte  tiden  på  unyttige  plyndringståg. 
Dog  var  han  ingenlunde  rolig  for  kampens  udfald,  og  d. 
12te  avg.  lod  han  sin  kansler,  den  dygtige  og  trofaste 
Peder  Jakobsson,  endnu  engang  prøve  på  at  nå  en  over- 


190  Kiistiau  den  anden. 

enskomst  med  ærkebispen.  .  Men  til  ingen  nytte:  den 
ellers  så  alvårsfulde  ærkebiskop  var  bleven  som  ellevild  af 
glæde,  da  han  af  rogen  fra  Sodermalm  så,  at  danskerne 
måtte  være  komne;  han  håbede  sikkert,  at  nu  var  også 
tiden  kommen,  uda  jeg  med  skarpe  glavind  skal  lyse 
velsignelse  over  mine  fjender!«  —  Endelig,  det  var  (d. 
13de?)  avg. ,  udskibede  den  danske  hær  sig  på  Ladu- 
gårdslandet,  og  strags  kom  det  ved  Vædla  til  en  hæftig 
kamp.  Karl  Knutsson  førte  fortropperne  og  brad  dristig 
fræm,  men  hr,  Sten  mødte  sin  sammenbragte  broder  i 
spidsen  for  sit  rytteri  og  kastede  ham  efter  en  hidsig 
fægtning,  i  hvilken  han  selv  søgte  ham  med  sin  lanse 
og  nær  havde  gennemboret  ham.  Rytteriet  forfulgte  sin 
sejr  uden  at  kakle  fodfolket  til  hjælp,  og  heller  ikke  den 
danske  hovedstyrke  kunde  modstå  dets  våldsomme  an- 
greb, men  trængtes  lidt  efter  lidt  tilbage  til  stranden. 
Skibsfolkene  havde  givet  agt  på  slagets  gang,  og,  da 
de  frygtede,  at  sejrherrerne  samtidig  med  flygtningerne 
skulde  trænge  ombord  på  skibene,  havde  de  trukket  disse 
fra  land.  Altså  bleve  flygtningerne  nedhuggede,  hvis  de 
ikke  gave  sig  til  fange  eller  kastede  sig  i  søen,  i  hvilken 
dog  de  Heste  druknede,  inden  de  nåede  skibene,  trukne 
tilbunds  af  de  tunge  rustninger.  —  Nederlaget  var  fuld- 
stændigt; Sture  holdt  sejrsglad  sit  indtag  i  Stokholm 
med  tre  erobrede  faner  og  en  stor  mængde  fanger;  men 
"det  faldt  kong  Kristian  tungt  at  le«,  tilfojer  liibeckeren 
Reimar  Kock,  »da  han  på  Sønderborg  fik  denne  tidende 
om  sin  hær».  Hårde  høststorme  forfulgte  end  videre 
tlåden  på  dens  sorgelige  hjemfærd,  og  mere  end  ét  skib 
led  søskade  undervejs.  Dog  rokkedes  Kristian  ikke  et 
hår  i  sin  beslutning:  han  vilde  rejse  en  storre  flåde  og 
en  stærkere  hær,  og  næste  år  vilde  han  så  selv  føre 
dem  til  sejr. 

Uer  blev  mytteri  på  Stæke,  da  man  hørte  om  neder- 


Nederlaget  ved  Vædla;   Gusfaf  Trolles  afsættelse.  191 

laget  ved  Vædla,  men  det  blev  dæmpet  med  kraft  og 
alvor  af  ærkebispen  og  hans  kansler,  den  hårde  Jon 
Eriksson.  Ligefuldt  vilde  ærkebispen  nu  gå  ind  på  Stures 
tidligere  vilkår,  men  det  var  bagefter,  og  Sture  vilde  nu 
kun  vide  af  overgivelse  på  nåde  og  unåde  og  nedlæggelse 
af  ærkebispestaven.  Da  vendte  ærkebispen  tilbage  til  sin 
gamle  trods.  —  Men  i  Stokholm  samledes  der  en  ny 
rigsdag,  til  hvilken  ærkebispen  fik  frit  lejde.  Her  sam- 
stemte imidlertid  hele  almuen  med  Sture,  som  kaldte 
ham  en  landsforræder.  Der  vår  ingen  af  alle  de  andre 
bisper,  der  vovede  at  tage  hans  forsvar,  men  med  stolt 
holdning  og  trodsig  bitterhed  svarede  han  selv  midt  i 
en  forsamling,  der  fnysende  slyngede  skældsord  imod 
ham:  "Landsforræder  skulde  man  nødig  kalde  mi(j,  der 
er  bleven  tro  imod  laudets  lovlige  herre,  hvem  rigets 
stænder  selv  have  kejset,  hyldet  og  svoret  som  konge. 
p]r  "der  landsforrædere  tilstede,  må  det  være  dem,  der 
nægte  denne  konge  lydighed  og  styrke  andre  til  det 
samme  .  .  .  Jeg  kender  ingen  anden  dommer  over  mig 
eud  paven,  og  hans  dom  underkaster  je'g  mig  villig,  men 
ikke  denne  forsamlings ,  der  er  intetsigende  og  ugyldig, 
og  som,  om  den  end  ikke  havde  anden  brf)st,  er  ufri,  da 
den  er  afhængig  af  en  ubesindig  yngling,  hvis  ærgærrighed 
styrter  riget  i  fordærvelse ».  Det  forsvar  bådede  ingen- 
lunde haus  sag:  den  harmfulde  rigsdag  erklærede  ham 
enstemmig  for  afsat  (23die  novb.  1517),  og  man  enedes 
om,  at,  hvis  han  af  den  grund  tik  en  pavelig  banbullc 
udslynget  imod  dem,  vilde  de  som  svorne  brødre  med 
samlede  kræfter  og  af  al  magt  sætte  sig  imod,  hvad  der 
så  end  måtte  folge,  det  komme  nu  fra  paven  eller  fra 
hvilken  som  helst  anden.  Dog  holdt  man  det  givne 
lejde,  og  Gustaf  Trolle  drog  atter  tilbage  til  Stæke,  hvis 
belejring  således  blev  fortsat.  Men  nu  havde  besæt- 
ningen tabt  modet,  og  ved  nyårstid  måtte  han  opgive  sit 


192  Kristian  den  anden. 

slot,  som  han  modig  havde  værget  i  falde  fem  fjærdingår, 
nedlægge  sin  ærkebiskoppelige  værdighed  og  gå  i  fængsel, 
forst  i  gråbrødreklostret  i  Vesterås,  siden  i  et  hårdere 
fængsel  på  slottet  sammesteds.  f]fter  nogen  tid  fik  han 
dog  lov  til  under  bevågtning  at  opholde  sig  på  sin  gård 
Ekholm.  Men  Stæke  blev  jævnet  med  jorden,  skont 
gamle  Jakob  Ulfsson  advarede:  c  Det  er  ikke  rådeligt, 
om  J  nedbryde  det  indviede  kapel  med  de  indviede  altre, 
hvori  mange  helgenlævninger  ere  indmurede.  Der  folger 
gærne  hævn  efter«. 

Men  krigen  skulde  jo  fortsættes  og  det  med  endnu 
storre  kraft.  Altså  henvendte  kong  Kristian  sig  atter 
til  alle  sine  ældre  forbundsvenner  om  hjælp,  men  atter 
forgæves.  Kun  den  preussiske  stormester  Albrekt  for- 
pligtede sig  ved  en  forbundsakt  (Konigsberg  d.  21ste 
septb.  1517)  til  at  stille  to  hundrede  ryttere,  to  tusinde 
knægte,  tolv  kartover  og  hundrede  tønder  krudt;  men 
alt,  hvad  han  af  al  denne  herlighed  magtede  at  bringe 
tilveje,  var  en  eneste  kartove!  Så  meget  stærkere  måtte 
da  kongen  dels  selv  ruste  her  hjemme,  dels  hværve  i 
Tyskland.  Lensmændene  vare  dog  ilde  tilfredse  med  de 
hyppige  udbud,  da  de  ikke  alene  skulde  klæde  og  væbne 
alle  sine  svende,  men  også  koste  dem,  så  længe  felt- 
tågene  varede;  og  allerede  nu  groede  der  en  uvillie  hos 
dem,  der  »ulmede  længe,  indtil  den  omsider  slog  ud  i 
luer».  Og,  hvad  de  hværvede  tyskere  angår,  siger  en  af 
deres  egne  landsmænd,  at  mange  af  dem  »ere  ikke  bedre 
værd,  end  at  de  alle  burde  hænges«.  Værst  af  alt  var 
dog  pengenoden,  og  Kristian  måtte  ty  både  til  byer  og 
til  enskilte  mænd  om  storre  eller  mindre  lån.  En  lånte 
ham  femten  hundrede  mark  og  en  anden  fem  hundrede 
gylden  og  således  fræmdeles,  alt  i  almindelighed  mod 
gode  panter;    men  det  kunde  altsammen  ikke  forslå,    og 


Kristians  2det  krigståg  uiod  Sten  Sture.  193 

han  måtte  mangen  gang  tage  til  takke  med  lån  på  femti 
gylden.  Også  kirketienden  (« kirkekornet")  lånte  han  trindt 
om  i  landet,  da  der  jo  dog  skulde  en  mængde  mad  til  de 
mange  munde.  Desuagtet  fik  han  .hværken  sin  hær  til- 
borlig  forsynet  med  krudt  eller  levnedsmidler.  Ved  Hans 
Holm  underhandlede  han  endog  med  de  nederlandske 
stæder  (Amsterdam,  Antwerpen  o.  s.  v.)  om  at  pantsætte 
dem  hele  Island  for  treti  tusind  eller  mindst  tyve  tusind 
gylden;  men  heldigvis  forgæves.  —  Endelig  gik  han  om- 
bord d.  Kjde  juni  1518,  og  på  omkring  hundrede  førsels- 
skibe  havde  han  en  hær,  som  man  vel  nok  tor  regne  til 
omkring  tyve  tusinde  mand,  af  h^^.lke  dog  rigelig  halv- 
delen vare  hværvede  tyskere.  —  Men  heller  ikke  i  Sverrig 
sov  man,  og  særlig  arbejdede  man  måned  efter  måned 
og  dag  for  dag  på  at  gore  Stokholms  forsvar  så  stærkt 
som  muligt  og  at  forsyne  byen  både  med  våben,  levneds- 
midler og  mandskab.  Såvel  dalkarle  som  vestmanlæn- 
dinger  ilede  villig  byens  egne  borgere  til  hjælp. 

Allerede  d.  29de  juni  besatte  kong  Kristian  Brunke- 
berg,  hvorfra  han  dog  to  dage  senere  gik  over  til  Søder- 
malm.  Ti  på  Brunkeberg  havde  han  nærmest  kun  lagt 
sig,  fordi  han  her  væntede  en  kamp  i  åben  mark  med 
Sture:  fra  Brunkeberg  at  storme  Stokholm  var  ikke  hans 
agt,  for  så  måtte  han  strags  i  lag  med  det  stærke  slot, 
og  det  havde  han  ingen  lyst  til;  det  var  at  tage  tyren 
ved  hornene.  —  Med  sine  store  stykker  beskod  han  fra 
Sødermalm  de  stærke  fæstningsværker  med  stor  våldsom- 
hed,  men,  hvad  han  skod  ned  om  dagen,  blev  istandsat 
næste  nat  af  den  flinke  besætning;  og  han  var  lige  nær. 
Flere  storme  bleve  forsøgte,  men  de  sloges  alle  tilbage. 
—  Således  gik  det  i  falde  tre  uger.  Da  hørte  han,  at 
Sten  Sture  nærmede  sig  sydfra  med  en  hær  af  gamle 
krigere  og  et  mægtigt  opbud.  Han  lod  da  kun  tre 
tusinde   mand   blive   tilbage   i  lejren,    og  med  de  ovrige 

Danmarks  historie  1481 — loob".  13  ^ 


194  Kristian  deu  audeu. 

brød  han  op  for  at  mode  sin  fjende.  Han  stansede  ved 
Brænnkijrka ,  hvor  han  stillede  de  danske  fodfolk  på 
sin  venstre  floj,  ved  et  streg  af  bakker  og  klipper,  men 
rytteriet  og  tyskerne  på  hojre  tloj,  der  dækkedes  af  kær 
og  gunger.  Det  var  d.  (23die?)  juli,  og  den  hårdnakkede 
kamp  tog  ved.  Forst  brugte  man  skytset  på  langt  hold, 
men  så  brede  danskerne  fræm  og  toge  med  storm  det 
tjendtlige  skyts.  Heller  ikke  tyskerne  sakkede  af,  og 
svenskerne  bleve  allevegne  kastede.  De  brode  dog  fræm 
påny,  men  bleve  atter  kastede  og  toge  flugten  ind  i  en 
nærliggende  skov.  Her  samlede  og  ordnede  de  sig  igen, 
mens  de  kongelige  linier  opløstes  under  forfølgningen  og 
plyndringen,  og  uvæntet  brode  de  atter  fræm  til  et  samlet 
og  kraftigt  angreb.  Dette  kunde  de  spredte  hobe  ikke 
modstå.  Nu  var  det  dem,  der  måtte  vige,  og  af  tyskerne 
bleve  en  mængde  hængende  i  gungerne,  hvor  de  strags 
fandt  døden.  Kong  Kristian  måtte  trække  sig  tilbage 
til  sin  lejr,  men  Sture  havde  selv  lidt  så  meget,  at  også 
han  trak  sig  tilbage  for  ad  en  omvej  at  slippe  ind  i 
Stokholm.  Han  forte  dog  tre  hundrede  fanger  med  sig. 
Af  hans  bønder  skulle  sejsten  hundrede  være  faldne,  og 
endnu  hæve  sig  vidt  og  bredt  kæmpehojene,  der  gemme 
venners  og  fjenders  smulnede  ben. 

Stokholms  belejring  fortsattes,  men  der  var  stor 
brist  både  på  krudt  og  levnedsmidler,  skont  kongen  skrev 
både  til  stormester  Albrekt  og  til  Danzig  og  sendte  Tyge 
Krabbe  hjem  til  København  for  at  få  savnene  afhjulpne. 
Så  bleve  de  tyske  knægte  vrangvillige:  lystre  vilde  de 
ikke  og  gå  på  ikke  heller;  således  nægtede  to  fænniker 
(o:  tusinde  mand)  af  dem  en  nat  at  tage  udenværkerne 
ved  den  søndre  port  ved  overfald,  og  det  hjalp  ikke,  at 
nogle  af  hovedmændene  for  mytteriet  henrettedes ,  hvor- 
imod adskillige  tyskere  smuttede  over  til  fjenden,  som 
stod  bag  ypperlige  vålde  og  havde  fuldt  op  af  alle  ting. 


Slaget  ved  Brjvnnkyrka :   uuderhaiHlliiiger.  195 

Altså  var  der  intet  valg  for  kongen,  men  en  uge  ind  i 
avgust  måtte  han  afbryde  belejringen  og  søge  tilbage  til 
skibene,  fulgt  til  dors  af  Sture,  som  nedhuggede  to  hun- 
drede mand  i  hans  bagtrop  eller  tog  dem  til  fange.  På 
et  hærgningståg  til  Upsala  forsynede  kongen  sig  dog 
atter  med  levnedsmidler  og  lagde  sig  igen  på  Brunke- 
berg.  Men  det  varede  ikke  længe,  inden  hungersnøden 
vendte  tilbage,  endnu  værre  end  tidligere:  og  han  måtte 
påny  gå  ombord.  Det  kom  desuden  til  strid  om  solden 
med  tyskerne,  og  de  leb  hobevis  over  til  fjenden. 

Endelig  måtte  kong  Kristian  bide  i  det  sure  æble 
og  tilbyde  underhandling.  Efter  fjorten  dages  forhand- 
linger, forte  fra  dansk  side  af  Nils  Lykke,  Hans  og 
Anders  Bille,  blev  der  d.  12te  septb.  sluttet  en  stilstand 
på  heuved  to  år,  og  det  aftaltes,  at  et  nyt  fredsmede 
skulde  næste  sommer  holdes  i  Varberg.  Og  Kristian 
gik  et  skridt  videre:  han  tilbod  at  sende  nogle  af  sine 
forste  mænd  som  gisler,  når  Sture  vilde  komme  ud  og 
personlig  underhandle  med  ham.  De  vilde  da  b^dre 
kunne  komme  til  rette,  end  når  der  som  hidtil  skulde 
underhandles  ved  mellemmænd.  Den  ridderlige  Sture 
skal  have  været  villig  dertil,  men  burgmestre  og  råd 
have  forbudt  ham  det,  og  de  allerede  modtagne  gisler 
sendtes  tilbage.  Da  tilbod  kongen,  at  han  selv  vilde  gå 
i  land  til  Sture,  når  man  vilde  sende  ham  segs  gisler 
ud  til  Dalaro,  hvor  han  lå  for  modvind  med  sine  skibe. 
Og  d.  25te  septb.  sendte  man  ham :  Heiumiiig  (iadd,  ilustaf 
Eriksson  (Vasa),  Lars  Siggesson  (Sparre),  Joran  Siggesson 
(Sparre),  Olof  Eynning  og  Bengt  Nilsson  (Oxenstjerna). 
Alen  han  lod  Sture  vænte  forgæves  i  to  dage  og  gik 
ikke  til  det  aftalte  møde.  Derimod  opsagde  han  åtte 
dage  senere  (2den  oktb.)  den  nys  sluttede  våbenstilstand, 
da  han  atter  vilde  fejde  på  Sture  og  alle  hans  tilhængere. 
Derpå  sejlede  han  forst  i  oktb.  tilbage  til  Danmark,    da 

13* 


19(3  Kristian  den  anden. 

boreii  var  bleven  ham  gunstig,  men  —  han  undlod  des 
værre  at  løsgive  gislerne!  Dem  tog  han  med  sig!  Denne 
skammelige  troløshed  bedrede  selvfølgelig  ikke  svenskernes 
stemning  imod  ham. 

—  Hele  to  stokholmståg  havde  altså  været  ulykke- 
lige, ja  det  ene  endnu  ulykkeligere  end  det  andet:  men 
Kristian  vilde  ikke  give  efter,  hans  mod  var  endnu  ikke 
brudt.  —  Han  tog  strags  fat  igen.  Han  havde  kun 
været  et  par  dage  i  København ,  for  han  bød  lens- 
mændene gå  til  Skåne,  hvor  de  med  sine  svende  skulde 
vågte  grænsen.  Han  forbød  al  udførsel  af  våben  og 
levnedsmidler  til  Sverrig;  og  han  sendte  hværvere  til 
Tyskland,  Skotland  og  Frankrig.  Hele  året  1519  rustede 
han  af  yderste  kraft,  skont  det  var  et  strængt  år,  i 
hvilket  både  sæd  og  olden  mislykkedes,  så  dyrtid  slog 
sig  til  al  den  anden  trængsel.  Af  dronningens  brude- 
skat fik  han  endelig  i  løbet  af  1520  den  forste  trediedel 
udbetalt  af  sin  svåger  kejser  Rarl,  der  forrige  år  havde 
afløst  sin  farfader  Maksimilian  som  Tysklands  kejser; 
men  for  at  opnå  denne  afbetaling  måtte  Jørgen  Skod- 
borg atter  gang  efter  anden  gå  til  ærkehertuginde  Mar- 
grete i  Nederlandene,  mens  en  anden  afsending  gik  til 
kejseren  selv  i  Spanien.  Han  havde  måttet  give  de  hol- 
landske regeringsherrer  over  ti  tusinde  gylden  i  stikpenge; 
og  dog  fik*  han  forst  denne  brøkdel  efter  at  have  grebet 
til  det  våldsomme  middel  at  beslaglægge  en  mængde  hol- 
landske skibe,  fordi  hværken  underhandlinger  eller  trusler 
havde  villet  hjælpe.  En  fræk  afladskræmmer,  den  pave- 
lige legat  Arciinbold,  som  havde  ligget  her  i  flere  år  og 
gjort  en  rig  høst  både  i  Danmark  og  Sverrig,  lettede 
han  for  den  største  del  af  hans  indtægter  i  penge,  korn, 
smor,  ost  o.  s.  v. ,  så  snart  han  kom  under  vejr  med,  at 
den  træske  legat  ikke  alene  havde  røbet  for  Sture,  hvad 


Troløsheden  mod  gislerue;   pengenød  og  peugelan.         197 

kongen   havde  betroet  ham,    sværtet  såvel  kongen  som 
TroUe,  forst  med  sin  giftige  tunge  i  Stokholm,   dernæst 
ved  breve  i   Eom,    men   endog   på   rigsdagen  i  Arboga 
(desb.  1518)  havde  fået  den  fængslede  Trolle  til  at  give 
en  ny,    hvad  der  skulde  kaldes  en  frivillig,    afsigelse  af 
ærkestolen,    som  han  så  selv  vilde  tage  sæde  i,    skont 
Trolles  genindsættelse  på  den  netop  var  et  af  de  hværv. 
hvis  udførelse  Arcimbold  aller  sikrest  havde  lovet  kongen. 
_  Lån  måtte  dog  påny  gores  trindt  i  riget,    hos  bisper 
os  kapitler,  købstæder,  klostre  o.  s.  v.     Ved  at  pantsætte 
Als,  Ærø  og  Sundeved  fik  han  sytten  tusinde  og  to  hun- 
drede mark"  lybsk  til  låns  af  segs   sønderjyske   og  hol- 
steinske adelsmænd,  og  desuden  lånte  Otte  Uolgersoii  (Roseii- 
krauti)  ham   tolv  tusinde  mark  lybsk    (i  værd  o.  firtito 
tusinde    tønder  rug)  imod   at  fa  Torning  slot   og  len  i 
pan't.     Næste  år  måtte  han  af  den  samme  adel  låne  hen- 
ved firti  tusinde  mark,  af  hvilke  DitleT  Broekdorf  skod  de 
tolv  tusinde  til.     Også  til  hertug  Frederik  gik  han,  men 
denne  stillede  så  ublu  krav,  at  der  umulig  kunde  være  tale 
om  at  gå  ind  på  dem.  -  Store,  byrdefulde  skatter  måtte 
udskrives:    tiere  købte  sig  atter  lov  til  at  blive  siddende 
hjemme  eller  købte  sig  andre  friheder:  tillige  opfordredes 
der  til  frivillige  gaver,  hvilke  heller  ikke  udebleve,  skont 
den  bemærkning  gjorde  man,    at  de  rigeste  herremænd 
vare  gærne  de  trægeste  til  at  gore  greb  i  lommerne;  og 
skont^ivrige  skattefogder  gjorde,    hvad  de  kunde,   for  at 
omsætte  begrebet  frivillighed  til  tvang,  således  den  våld- 
somme  og  havesyge  Hans  Bartolomæusson,  lensmand  pa 
Alborghus  (der  da  også  var  en  af  de  forste,    som  blev 
ihjælslået,    da  oproret  tre  år  senere  udbrød).   —  For  at 
de  fremmede  også  skulde  komme  til  at  deltage  i  byrderne, 
øo-edes    både    skibstolden   og  varetoldeu   så   vel   for  hol- 
lænderne som  for  liibeckerne.     Island  prøvede  man  atter 
forgæves  at  pantsætte  til  Amsterdam  eller  Antwerpen.  - 


IQQ  Kristian  den  anden. 

Også  med  åndelige  våben  væbnede  man  sig:  pave  Leo 
gav  ærkebiskop  Birger  og  biskop  Lave  Urne  fuldmagt 
til  at  udslynge  et  nyt  ban  over  Sture  og  hans  hjælpere, 
lægge  forbud  over  hele  Sverrig  og  give  straffedommens 
udførelse  i  kong  Kristians  hånd.     Og  de  gjorde  dette. 

Danmark  og  Norge  bragte  en  anselig  hær  på  benene, 
da  både  gejstlige  og  verdslige  lensmænd  og  alle  købstæder 
måtte  stille  folk  og  skibe;  fra  Frankrig  kom  der  denne 
gang  to  tusinde  mand  hjælpetropper,  dygtige  og  strids- 
vante folk:  en  del  andre  kom  fra  Skotland,  mest  dog 
fredløse  ildgerningsmænd,  der  nu  fik  udsigt  til  benåd- 
ning som  Ion  for  ærlig  kamp;  og  i  Tyskland  lejede  man 
påny,  hvem  der  havde  lyst  til  at  lade  sig  slå  ihjæl  for 
penge.  Men  af  franskmændene  lob  adskillige  søfolk  hjem 
igen  på  skibe,  som  de  røvede  i  Helsingør;  og  i  Køben- 
havn sloges  tyskerne  med  skotterne,  forst  på  Frue  kirke- 
plads, siden  på  Amagertorv,  brændte  huset  af  over  hovedet 
på  dem  og  fyldte  hele  staden  med  den  vildeste  våbenlarm 
oo-  mord.  Selve  kongen  vilde  man  ikke  agte,  da  han  red 
ud  for  at  dæmpe  myrderiet,  men  en  skotte,  som  sogte 
tiltlugt  under  hans  hest,  blev  ligefuldt  gennemboret  af 
en  tysker. 

Man  holdt  da  ikke  længer  på  de  vilde  krigere  end 
hojst  nødvendigt,  men,  så  snart  man  kunde,  slap  man 
dem  løs.  Ja,  egentlig  talt  havde  der  jo  slet  ingen  stil- 
stand været.  Vi  sagde  nys,  at  i  hele  året  1519  rustede 
man,  men  man  gjorde  adskilligt  andet  end  at  ruste. 
Den  vilde  Kavl  Riiutssoii  brod  i  februar  ind  i  Vestergøt- 
land  og  hjemsøgte  i  ustanselig  fart  både  dette  og  en  del 
af  Småland  med  mord  og  brand.  Høvidsmanden  i  Vester- 
gøtland,  Eiik  Abrahiimsson  (Leijonhufvud) ,  som  ikke  havde 
været  rask  nok  til  at  redde  sit  eget  landskab,  kom  nu 
endelig  på  benene  og  gjorde  i  marts  forst  Norrehalland 
siden  Yiken  samme  skel,  mens  dalkarlene  næsten  samtidig 


Kustninger:   Ivrigsbandeler  i  året  1519.  199 

brode  ind  i  Jæmteland,  hvor  lensmanden,  Olaf  Galle,  fandt 
det  passende  at  være  fraværende,  og  hvor  stemningen 
var  fuldt  så  meget  svensk  som  norsk;  hvor  desuden  de 
normænd,  som  Erik  Valkendorf  havde  sendt  derind,  lode 
sig  overrumple  og  nedhugge.  Henrik  Krummedige  på  Var- 
berg havde  været  meget  loj,  da  det  gjaldt  om  at  værge 
Halland:  han  blev  siddende  i  ro  på  sit  slot,  og  den  op- 
bragte almue,  som  samlede  sig  om  det,  gav  han  tomme 
ord  for  kraftig  handling;  men  det  glemte  Knut  Alfssons 
son  selvfølgelig  ikke  at  underrette  kong  Kristian  om, 
hvorfor  hr.  Henrik  også  strags  blev  straffet,  ved  at  både 
Varberg  og  hans  norske  len  bleve  ham  fratagne.  .  Men 
kiiiit  Båd,  lensmanden  på  Bohus,  havde  været  endnu  lojere 
og  desuden  vist  kongen  åbenbar  ulydighed,  hvilket  havde 
til  følge,  at  en  hel  del  skytter  bleve  nedhuggede.  Hertil 
kom  endnu ,  at  han  (se  s.  89)  for  liere  år  siden  havde 
indladt  sig  i  forræderske  underhandlinger  med  Svante 
Sture,  hvilket  Karl  Knutsson  ligeledes  bragte  for  en  dag: 
og  det  ene  med  det  andet  måtte  Knut  Båd  endnu  samme 
host  (oktb?)  bøde  for  med  sin  hals,  skont  rigsrådet  havde 
været  standssygt  nok  til  at  frikende  ham  og  endnu  fire  år 
senere  klagede  hojt  over  hans  henrettelse.  —  Derimod 
satte  karl  knutsson  sig  i  april  fast  på  den  klippeholm,  hvor 
EJfshorg  havde  ligget,  og  under  hans  raske  hændm- 
våksede  den  stærke  fæstning  i  en  hast  fræm  påny  og 
stængede  Sverrig  ude  fra  Kattegat.  Om  Elfsborg  blev 
der  så  kæmpet  det  meste  af  sommeren,  men  den  vedblev 
at  holde  sig.  Erik  Abrahamsson  belejrede  den  med  al 
sin  konst  og  kløgt  og  stormede  den  med  hele  sin  magt. 
men  den  tapre  klars  Bille  (Norby),  som  nu  var  høvids- 
mand  der,  lod  sig  den  ikke  fratage.  Især  led  hr.  Erik 
et  blodigt  nederlag  i  stormen  d.  Ilte  juli  og  måtte  natten 
til  d.  18de  i  al  stilhed  romme  sin  lejr,  som  strags  blev 
stukken  i  brand.  —  Men  samtidig  blev  der  også  kæmpet 


200  Kristian  den  anden. 

østpå.  Kar]  Kniitssou  og  tyskeren  Stefan  Webersted  bleve 
i  juni  sendte  fra  Elfsborg  til  Øland  med  omkring  tusinde 
tyske  landsknægte  og  en  del  skotter.  Den  ulykkelige  ø 
plyndrede  de  med  blodig  vildhed  for  fæ  og  for  indbo, 
svede  både  huse  og  byer  af  og  joge  de  folk  til  skovs, 
som  ikke  dræbtes,  så  der  blev  kun  en  ork  tilbage.  Derpå 
lagde  de  sig  for  det  stærke  Borgholm.  Men,  inden  de 
endnu  havde  taget  dette,  måtte  de  midt  i  juli  gå  til 
Finland,  som  de  sagtens  gjorde  samme  skel,  så  langt  og 
så  vidt  de  kunde  række.  Soreii  >orbj  fortsatte  imidlertid 
Borgholms  belejring,  som  efter  et  hæderligt  værgemål 
endte  med,  at  borgen  måtte  overgive  sig  i  avgust.  — 
I  Visborg  og  Borgholm  havde  man  således  to  dirke  til 
Sverrigs  lås.  Men  så  var  der  Kalmar,  Sydsverrigs  nogle, 
som  var  betroet  den  gamle,  kække  Johan  Hansson,  en  son 
af  Engelbrekts  morder.  Også  Kalmar  blev  belejret,  stærkt 
beskudt  og  flere  gange  stormet.  Men  forinden  havde 
Sten  Sture  selv  kastet  sig  ind  i  byen,  og  ved  et  kraftigt 
udfald  jog  han  tilsidst  belejringshæren  bort.  Der  kom 
vel  en  rytterskare,  mest  franskmænd,  fra  vest  for  at 
støtte  denne,  men  den  kom  for  sent  til  sin  gerning; 
derimod  kom  den  tidsnok  til  at  blive  hugget  sønder  og 
sammen  (7de  septb.)  af  den  årvågne  hr.  Sten,  hvis  gen- 
tagne forsøg  på  at  tage  Borgholm  og  Øland  tilbage  der- 
imod ikke  vilde  lykkes,  da  heller  ikke  Soren  Norby  sov 
på  sin  post. 

Hermed  endtes  året  1519,  men  nu  skulde  den  rigtige 
krig  tage  ved.  Den  krigshær,  man  nu  havde  samlet,  var 
dog  for  stor,  til  at  man  kunde  fore  den  til  skibs  til 
Stokholm  og  samtidig  føre  alt  det,  som  den  trængte  til  af 
levnedsmidler,  skyts  o.  s.  v.  j\lan  måtte  da  vælge  lande- 
vejen. Helligtrekongersdag  (Gte  jan.)  1520  brod  altså 
hovedhæren,  hejived  tyve  tusinde  mand,  fra  Helsingborg 
af  over  Engelholm  gennem  Halland  ind  i  Sverrig.     Dens 


Kristians  '6åie  krigstfig-  mod  Sture :  slaget  ved  Bogesund.     201 

fører  var  den  unge,  kække  væbner  Otte  krumpen  til  Truds- 
holm.  Blandt  hans  underforere  skulle  vi  særlig  nævne 
Karl  Knutsson;  Klavs  Bille,  Mågens  Gyldenstjerne  (som 
bar  rigsbanneret) ,  Mikkel  Blik  og  Henrik  Goye.  Alle- 
vegne slog  man  banbuUen  op,  ved  hvilken  paven  havde 
overdraget  kong  Kristian  med  ild  og  sværd  at  udrodde 
Sten  Sture  og  hans  tilhæng  som  hårdnakkede  kættere. 
--  Sture  havde  i  ingen  henseende  rustet  sig  med  den 
alvår  og  omhu  som  kong  Kristian;  måske  var  han  gjort 
tryg  ved  de  foregående  års  held  og  mente  derfor,  at 
faren  vel  heller  ikke  nu  var  så  stor.  En  stærk  frost 
havde  tillagt  alle  vandene;  folket  var  allevegne  flygtet 
fra  byerne  ind  i  skovene,  skont  det  ved  brandskat  kunde 
fri  sig  for  mord  og  brand;  og  på  fjorten  dage  nåede 
danskerne  til  den  frusne  Asunda  se  ved  Bogesund. 
Her  stod  Sture  med  sin  bondehær,  omkring  ti  tusinde 
mand  stærk  foruden  fem  hundrede  hofmænd.  Det  faste 
krigsfolk  stod  på  den  frusne  so,  og  for  at  hindre  fjendens 
adgang  havde  det  iset  bredo  våger  og  opkastet  skanser 
og  skærme  af  tømmer;  almuen  stod  på  landjorden  med 
stærke  bråder  foran  sig.  Det  var  d.  19de  jan.  Stykkerne 
begyndte  strags  at  spille,  og  der  blev  stridt  mandelig  på 
bægge  sider;  men  ved  "det  andet  skud,  som  skudt  var«, 
slog  en  kugle  mod  en  bjælke  i  en  af  skærmene,  sprang 
derfra  op  i  Stures  lår  og  kastede  både  ham  og  hans 
skimmel  omkuld.  Desuagtet  sloge  bønderne  de  to  forste 
angreb  tilbage,  men  endelig  tabte  den  hovdingløse  hær 
modet  og  flygtede.  Bogesund  blev  da  brændt,  Skara, 
Falkøping  og  Skøfde  brandskattede. 

Krumpen  forfulgte  sin  sejr  >ibåde  ved  dag  og  nat», 
og  tretten  dage  efter  stod  han  ved  Ramundaboderue, 
midt  i  Tiveden,  den  brede,  skovgroede  bjærgryg,  der 
går  fra  Venern  til  Vettern  og  skiller  imellem  Svea-  og 
Gøtarike.     Men   over  Tiveden   fører  et  snævert  skovpas 


202  Kristian  den  anden. 

fra  syd  mod  nord  i  henved  fire  danske  miles  længde,  fra 
Hofva  til  Ramundaboda.  Igennem  dette  pas  måtte  dan- 
skerne, hvis  de  ikke  vilde  vende  om  igen;  men  foran 
sig  havde  de  ikke  alene  den  nu  atter  samlede  svenske 
hær,  men  vejen  var  gjort  yderligere  ufræmkommelig  ved 
mægtige  bråder,  som  vanskelig  eller  vel  slet  ikke  kunde 
omgås.  D.  1ste  febr.  kom  det  til  en  vild  og  hårdnakket 
kamp,  i  hvilken  franskmændene  særlig  skulle  have  ud- 
mærket sig,  i  det  mindste  synes  de  at  have  tabt  en 
mængde  folk  og  iblandt  dem  en  af  sine  ypperste  førere, 
Kude  de  €niissaiiis,  der  havde  et  stort  navn  som  artillerist: 
men  sluttelig  blev  gennemgangen  tiltvungen,  om  end 
med  blodige  ofre,  og  således  sejren  vunden. 

Kort  efter,  den  3die  febr.,  dode  den  tyveåtteårige 
heltemodige  Sten  Sture  i  sin  slæde,  da  han  til  trods  for 
sit  sår  og  de  hæftige  smærter  vilde  over  Mælaren  kore  fra 
iStrængnæs  til  Stokholm  for  at  ordne  alt  til  hovedstadens 
forsvar.  Dagen  forinden  havde  han  modtaget  efterret- 
ningen om  kampen  ved  Kamundaboda  og  havde  så  sendt 
biskop  Matts  i  .Strængnæs,  hr.  Mågens  Gren  og  nogle  flere 
ti)  Ekholm,  at  de  skulde  mægle  forlig  imellem  ham  og 
Gustaf  Trolle.  Og  forliget  blev  indgået  samme  dag,  som 
Sten  Sture  døde.  Gustaf  Trolle  lovede  at  sværge  ham 
huldskab  og  troskab,  ja  han  udbrød  endog:  "Gud  forlade 
dem,  som  satte  splid  imellem  min  frænde  hr.  Sten  og 
mig!  Vi  ere  dog  ikke  så  langt  ude  i  slægt  [de  vare 
næstsyskindeborn],  at  vi  burde  skifte  således  imellem  os, 
som  sket  er».  —  Det  vidnesbyrd  gav  Geijer  tre  hun- 
drede år  senere  hr.  Sten,  at  han  var  uden  ædlaste  och 
ridderligaste  af  Sturarne",  mens  Hildebrand  kalder  ham 
"en  af  de  ædlaste  mæn,  historien  kænner  bland  Sveriges 
regenter«;  og  heri  samstemme  jo  så  nogenlunde  alle  de 
ellers  så  stridige  forfattere,  danske  og  svenske. 

Men   med  Sten  Stures   død  var  Sverrig  endnu  ikke 


Slaget  ved  Ramuntlaboda :  Steu  Sture  dor ;  flugten  ved  Elgsund.    203 

vundet.  Krumpen  gik  over  ^h-ebro,  Arboga  og  Køping 
til  Vesterås,  livor  han  tavede  i  ti  dage.  Det  var  ikke 
muligt  at  holde  de  vikle  skarer  i  tomme;  de  mente,  at 
de  havde  meget  at  hævne  efter  den  sidste  blodige  kamp. 
og  de  røvede,  myrdede  og  brændte,  uden  at  hovids- 
mændene  kunde  fa  magt  over  dem:  så  det  kan  nok 
være,  at  både  de  nævnte"  byer  og  flere  ere  blevne  hjem- 
søgte med  brand  o^  plyndring.  Nu  samledes  herrerne 
fra  de  nærmeste  landskaber  snart  hos  rigsråd  Knut 
Bengtsson  (Sparre)  på  Ængso,  snart  hos  biskop  Matts 
(Lilje)  på  Tynnelsø.  Rigsforstanderen  var  borte,  og  man 
så  ingen  anden  udvej  end  at  underkaste  sig  kong  Kri- 
stian. Det  var  ikke  alene  vejrhanen  Ture  .Jonsson,  der 
fandt  dette  nyttigst,  det  var  også  mænd  sum  Erik  Abra- 
hamsson  og  biskop  Matts,  af  hvilke  den  sidste  altid 
havde  været  Sten  Sture  hengiven,  medens  den  forste 
som  hans  høvidsmand  i  Vestergøtland  havde  kæmpet 
mangen  blodig  kamp  mod  hans  Qender.  (Men  dette  hans 
hurtige  omslag  var  det  selvfølgelig,  som  gjorde,  at  man 
siden  i  Sverrig  skyldte  ham  for,  at  han  som  en  forræder 
havde  vist  Krumpen  vejen  gennem  Tiveden.)  Xu  vilde 
de  underhandle  med  Krumpen  om  stilstand.  Men  det 
vilde  almuen  ikke  vide  af:  den  holdt  også  møder,  og 
den  vilde  slås,  og  ved  EUjsund  (lUersund)  samlede  sig 
mange  tusinde  mænd,  ikke  alene  bjærgmænd  (dalkarle) 
og  bønder,  men  også  adelsmænd.  Da  gik  Krumpen 
fastelavnsmandag,  d.  20de  febr.,  over  den  islagte  Mælar 
til  Elgsund.  Men,  inden  kampen  tog  ved,  vilde  nogle 
herrer  vide,  hvem  der  skulde  fore,  og  for  hvem  de  skulde 
slås.  Da  ingen  kunde  svare  dem  herpå,  så  lob  de. 
<•  herrerne  forst  og  menigmand  bagefter«,  hvorpå  Stræng- 
næs  måtte  åbne  sine  porte  for  Krumpen.  Men  med  de 
vilde  og  byttelystne  landsknægte  kunde  han  ikke  fa  bugt: 
»de  føre  et  ganske  ondt  regimente,  så,  hvad  de  udlove  os' 


204  Ivristiau  den  anden. 

tilsige  almuen  og  andre,  det  holde  de  intet  udaf",  siger  han 
selv.  —  Desuagtet  kappedes  herrer  og  præster  om  at  slutte 
sig  til  kongen,  og  dagen  efter  væddeløbet  ved  Elgsund 
sluttede  biskop  Matts  på  manges  vegne  en  elleve  dages 
stilstand  i  Strængnæs.  Inden  dens  udlob  skulde  rigs- 
rådet samles  i  Upsala  for  at  overveje,  hvad  der  nu  var 
at  gore.  Ti  kalmareningen  vilde  de  gærne  håndhæve, 
når  kun  alle  deres  forseelser  måtte  vorde  dem  tilgivne, 
og  de  så  selv  måtte  dele  rigens  len  imellem  sig.  Men 
Pil  var  der  dog,  som  ikke  vilde  opgive  fædrelandets  sag: 
en  kvinde,  en  ung  enke  med  fire  småborn  kravlende  om- 
kring sig!  Svagelig  var  hun  (siden  16de  novb.  1511, 
da  hun  havde  bryllup,  havde  hun  fedt  i  det  mindste 
segs  born),  men  hun  var  klog,  hojhjærtet  og  fast,  og 
hun  havde  både  Stokholm  og  almuen  på  sin  side. 

Kristina  Gylleustjerua,  Sten  Stures  enke,  kastede 
sig  ind  i  Stokholm,  byggede  fæstningsværker,  kobte  våben 
og  hværvede  knægte.  Hun  var  en  datter  af  Xils  Eriksson 
Gyllenstjerna  til  Fogelvik,  altså  en  sonnedatter  af  Karl 
Knutssons  datter  Kristina,  men  hun  udmærkede  sig  lige 
så  meget  ved  sit  stolte  mod  og  hoje  sind  som  ved  sin 
ædle  byrd.  Hun  vilde  heller  ikke  lade  møde  for  sig  i 
Upsala:  hun  vilde  »ikke  have  med  den  handel  at  gore». 
1  Upsala  modte  d.  2den  marts  på  grund  af  det  korte 
varsel  kun  tre  gejstlige  og  syv  verdslige  rigsråder  (ærke- 
biskop Gustaf  og  bisperne  Matts  og  Otte,  herrerne  Knut 
Bengtsson,  Erik  Abrahamsson,  Sten  Turesson  (Bjelke), 
Holger  Karlsson  (Gera),  Johan  Arendsson  (Ulf),  Knut 
Nilsson  (Sparre)  og  Bengt  Gylta).  Her  mindede  Gustaf 
Trolle  om,  at  "danskere,  normæmd  og  svenskere  ere  af 
ét  blod,  have  språg  og  sæder  tilfælles,  og  ere  af  Gud 
bestemte  til  ét  legeme.  De  kunde  vel  påny,  som  et 
eneste  enigt  folk,  blive  en  skræk  for  hele  Evropa,  som 
da  de  i  gamle  dage  kuede  det  stolte  Rom,    —  hvis  kun 


Kristiua  Gyllenstjerua .-   modet  i  Upsala:    Stokholm.      205 

ikke  Stiirerne  vare,  som  nu  i  så  lang  tid  havde  forfort 
sine  landsmænd  til  det  ene  oprør  efter  det  andet ».  Og 
d.  6te  marts  sluttede  den  lille  herredag  "på  hele  rigs- 
rådets vegne  og  som  fuldmægtige  for  hele  Sverrigs  rigel- 
en virkelig  fred  med  kongen,  hvem  man  påny  under- 
kastede sig :  han  skulde  styre  efter  Sverrigs  gamle  lov 
og  kalmarrecessen,  glemme  alt,  hvad  der  var  forbrudt 
imod  ham,  og  holde  enhvær  ved  de  friheder  og  len,  han 
havde.  Hvis  Stokholm  eller  andre  stæder  viste  sig  ulydige 
og  ikke  vilde  slutte  sig  til  denne  overenskomst,  skulde 
de  stå  sin  egen  fare  og  rigsrådet  hjælpe  til  at  straft'e 
dem  som  kongens  og  rigets  åbenbare  fjender.  —  Dette 
brev  forseglede  Otte  Krumpen,  Karl  Knutssiin  og  to  andre 
herrer  på  kongens  vegne  og  lovede  snarest  muligt  at  få 
kongens  og  det  danske  råds  stadfæstelse,  h\ilken  da  også 
blev  given  d.  31ste  marts.  —  Vestergotland,  Ostergot- 
land.  Småland  og  Upland  hyldede  strags  kongen,  derimod 
hværken  Vestmanland,  Nerike,  Dalarne  eller  Værmland. 
Men  mændene  i  Yærend,  som  helst,  inden  de  toge  nogen 
fast  beslutning,  vilde  se,  hvem  tiden  og  lykken  bragte  til 
magten,  sluttede  d.  14de  maj  på  Hjortsberga  landsting  en 
ny  bondefred  med  blekingboerne. 

Men  i  Stokholm  —  som  dengang  endnu  var  ind- 
skrænket til  tre  holme  imellem  Saltsjøn  og  Mælaren,  og 
som  næppe  talte  mere  end  omkring  fjorten  tusinde  ind- 
byggere, halvdelen  svenskere,  halvdelen  tyskere  —  vidste 
fru  Kristina  således  at  meddele  sin  egen  ild  til  hele 
borgerskabet,  at  det  lovede  hende  hojt  og  dyrt  at  slå  til 
sidste  mand.  Også  blev  hendes  mands  kloge  og  vel- 
talende kansler,  Peder  Jakobsson  (SiinnniiTæder),  hende  tro. 
Det  samme  gjorde  enkelte  andre  herrer,  iblandt  hvilke 
dog  særlig  skal  mindes  den  kraftige  og  ubojelige  rigsråd 
mågens  (jiren,  der  nærmest  ledede  hele  forsvaret.  Han  var 
en  sonneson  af  Kristian  den  forstes  Magnus  Gren,    men 


206  Kristian  den  anden. 

var  lige  så  pålidelig,  som  hin  havde  været  upålidelig. 
Det  hjalp  da  ikke,  at  Gustaf  Trolle  og  biskop  Matts 
sendte  et  par  fredsbud  til  Stokholm  (iblandt  disse  den 
sidstes  kansler,  historikeren  Olof  Persson);  ti  de  kom  ikke 
længere  end  til  den  yderste  vi-ndebro,  da  Mågens  Gren 
uden  videre  lod  skyde  skarpt  på  dem.  Den  utrættelige 
rådmand  Lambert  .^nttssoii  havde  desuden  med  megen  omhu 
sorget  for  stadens  sikring,  særlig  mod  saltsjosiden.  End 
videre  stode  både  Kalmar,  Nykoping,  Vesterås,  Stæke- 
borg  og  alle  de  finske  fæstninger  på  Sturernes  side.  — 
Men  forgæves  henvendte  fru  Kristina  sig  om  hjælp  til 
Polen,  Danzig,  Liibeck  og  de  andre  vendiske  stæder;  hun 
fandt  kun  dove  øren,  om  end  Danzig  og  Liibeck  næppe 
havde  haft  noget  imod  at  støtte  hende,  når  de  kun  havde 
turdet.  Derimod  rejste  bondorne  sig  for  hende  trindt  i 
landet,  fangede  eller  belejrede  de  dansksindede  herre- 
mænd og  bisper  (både  den  gamle  aukebiskop  Jakob  og 
biskop  Otte,  den  sidste  som  han  stod  for  hojalteret  i 
Vesterås  domkirke)  og  tilfojede  danskerne  selv  adskillige 
mindre  nederlag.  Således  ved  Badelundsås  d.  29de  marts, 
hvor  det  forst  efter  en  hed  og  blodig  kamp  lykkedes 
kongens  ryttere  at  hugge  sig  igennem  og  finde  vejen  til 
Upsala,  men  hvor  Jutekærret  endnu  stadig  minder  om 
de  mange,  som  bleve  trængte  ud  i  det  og  druknede.  — 
Langfredag  d.  6te  apr.  havde  de  endog  på  Fy  ri  sv  ål  cl 
nær  slået  selve  den  danske  hovedstyrke.  Otte  Krumpen 
havde  sendt  en  del  af  hæren  andensteds  hen,  hvor  der 
også  var  brug  for  den,  og  kunde  derfor  kun  stille  åtte 
tusinde  mand  i  marken,  da  han,  fuldstændig  overrumplet, 
ilede  fra  messen  for  at  mede  de  henved  treti  tusinde 
bønder,  borgere  og  bjærgværksmænd,  som  pludselig  faldt 
over  ham,  og  iblandt  hvis  førere  den  flinke  Lambert 
Mattsson  var.  Krumpen  havde  et  hårdt  snevejr  lige  i 
ansigtet,   så  lunterne  bleve  våde,  og  ikke  en  bosse  vilde 


Træfiiiugen  ved  Badelundsås ;  laugfredagsslaget  på  Fvrisvald.    207 

brænde  af  for  ham,  medens  bøndernes  pile  iloj  lystig  for 
vinden.  Tøsneen  klampede  sig  under  hestenes  hover,  så 
de  styrtede,  når  han  vilde  hugge  ind.  Bannerføreren 
Jlågeus  ii.videnstjeriie  til  Tommerup,  var  så  hårdt  såret  af 
iire  sår,  at  han  næppe  kunde  holde  sig  i  sadelen  og 
endnu  mindre  bære  banneret  hojt.  Blodet  lob  ham  ned 
i  ojnene  og  blændede  hans  syn.  To  fjender  havde  alle- 
rede fået  fat  i  ham  og  slæbte  ham  bort  imellem  sig  for 
afsides  i  ro  at  kunne  plyndre  ham.  Da  kom  den  unge 
Poder  Skram  lobende  til,  hug  den  ene  ned  og  jog  den 
anden  på  flugt;  men  banneret  var  frelst.  Krumpen  holdt 
stand,  skont  også  han  var  såret  af  to  pile,  og  mange 
dannemænd  vare  sårede  med  ham ,  ja  tre  og  vel  endnu 
flere  af  hans  fornemste  hovidsmænd  lå  slagne  på  marken. 
En  gammel  dansk  soldat,  hvis  navn  man  dog  ikke  har 
nedtegnet,  så,  siges  der,  den  venstre  tioj  give  efter,  da 
banneret  ikke  længer  viste  den  vej  mod  fjenden.  Men 
han  rev  fanen  fra  en  modløs  fændrik,  naglede  den  fast 
på  en  gærdestolpe  og  kaldte  folkene  tilbage:  « Lader  dog 
ikke  vor  konges  fane  falde  uhævnet  i  fjendevåld!"  råbte 
han:  og  det  hjalp.  Så  mange  svenskere,  som  vilde  ned- 
tage den  genopplantede  fane,  bleve  liggende  på  sin  ger- 
ning; og,  da  bønderne  desuden  spredte  sig  vel  tidlig  for 
at  plyndre,  samledes  fænnikerne  atter,  huggede  ind  fra 
flere  sider^  og  Krumpen  gjorde  nu  et  sådant  nederlag  på 
bønderne,  at  over  ti  tusinde  af  dem  skulle  have  fundet 
døden  på  marken  eller  i  åen  eller  i  en  tegllade,  som  de 
bleve  drevne  ind  i,  og  som  der  så  blev  sat  ild  på.  Men 
også  Krumpens  tab  skal  være  gået  op  til  nogle  tusinde, 
og  i^l  anyfr  edag  sslag  et »  var  det  blodigste  af  alle  de 
mange,  som  kæmpedes  i  unionskrigene.  —  Alle  de  sven- 
skere, som  faldt  i  det  blodige  stævne,  lod  Gustaf  Trolle 
ligge  ujordede,  til  bytte  for  hunde  og  ravne!  de  vare' jo 
alle   kættere,    som  havde  gjort  den  bansatte  Sten  Stiires 


208  Kristian  den  anden. 

sag  til  sin ;  alle  de  faldne  kongsmænd  lod  han  derimod 
med  stor  hojtid  jorde  i  og  ved  domkirken.  —  Dalkarlene 
lode  sig  dog  endnu  ikke  skræmme:  på  landstinget  ved  Tuna 
vedtoge  de  tolv  dage  senere,  den  18de  apr.,  at  de  vilde 
fortsætte  kampen  for  friheden  til  det  yderste,  og  ind- 
bøde vestgoterne  til  det  samme;  men  disse,  med  biskop 
Vinsens,  Ture  Jonsson  og  Erik  Abrahamsson  i  spidsen, 
rådede  tværtimod  dalkarlene  og  alle  de  evrige  landskabers 
almue  til  fred  og  underkastelse. 

Der  var  endnu  meget  at  fortælle  om  mangen  en 
heltedåd  fra  bægge  sider.  Således  kæmpedes  der  ved 
Sødertelge  mod  biskop  Matts's  ryttere,  hvor  dog  stok- 
holmerne  atter  trak  det  korteste  strå;  men  Ørebro  slot 
måtte  Erik  Abraliamsson  overgive  til  bonderne  og  selv 
blive  deres  fange.  Biskop  Brask  belejrede  man  forst  på 
hans  gård  i  Linkoping  (27de  juni),  dernæst  på  hans 
faste  slot  Munkeboda.  Erik  Rynning  var  utrættelig  i 
østergøtland  og  Upland;  Xils  Eskilsson  i  Nerike;  Mågens 
Jonsson  i  Vestmanland;  Olof  Valravn  i  Dalarne:  flere 
andre  at  forbigå.     Vi  vende  os  mod  kampens  slutning. 

Krumpen  lagde  sig  midt  i  maj  med  sin  hær  for 
Stokholm  og  slog  lejr  både  på  Sodermalm  og  Norrmalm. 
Ved  pinsetid  kom  kong  Kristian  selv  med  sin  flåde  og 
lagde  sig  i  skærgården.  Han  havde  haft  nok  at  skøtte 
i  hjemmet  med  at  skaffe  penge,  hværve  friske  tropper, 
sorge  for  levnedsmidler  o.  s.  v.  til  hæren,  men  havde  dog 
endelig  brudt  overtværs  og  omkring  d.  26te  apr.  givet 
sig  under  sejl  efter  at  have  overdraget  rigets  styrelse 
under  sin  fraværelse  til  dronning  Elisabet.  Da  han 
sejlede  gennem  Kalmar  sund,  vilde  han  haft  Kalmar  til 
at  åbne  dets  porte,  men  den  stolte  Anna  Itjelkc,  som 
holdt  slottet  efter  sin  nys  afdøde  mand  Johan  Månsson, 
gav  ham  det  samme  faste  og  afgørende  nej,  som  hendes 
mand  vikle  givet.     Derved  måtte  han  da  lade  det  blive: 


Stokholms  belejring.  209 

han  måtte  skynde  sig  til  Stokholm.  —  Mod  bonderne 
var  han  allevegne  mild  og  venlig  og  sparede  ikke  på 
salt,  når  de  atter  droge  bort:  en  halv  tønde  til  hvær 
bonde;  ti  »salt  eller  løfte  om  salt  havde  på  bonden 
samme  virkning  som  len  eller  løfte  om  len  på  adels- 
manden". Også  stadfæstede  han  d.  3die  juni  i  et  møde 
udenfor  Stokholm  påny  alt,  hvad  der  på  hans  vegne  var 
lovet  i  Upsala,  hvorpå  de  forsamlede  rigsråder  og  herrer 
ligeledes  svore  ham  huldskab  og  troskab  påny.  Da  nu 
også  Soreii  >orbv  kom  med  hovedtlåden,  var  indslutningen 
fuldstændig.  —  Desuagtet  trak  belejringen  i  langdrag,  ti 
Stokholm  var  en  af  de  stærkeste  fæstninger  i  Norden  og 
vel  forsynet  med  alt  slags  skyts,  mens  de  heltemodige 
borgere  gjorde  alt  for  at  styrke,  vare  og  værge  den.  Men 
ved  disse  arbejder  udmærkede  sig  atter  den  Hinke  Lninbert 
nnttssoii.  "Sit  bedste  værn-,  siger  Allen  med  foje,  »havde 
Stokholm  i  sine  tapre  borgeres  frejdige  mod,  der  syntes 
at  vakse  med  faren  ■.  Storm  fandt  dog  ikke  sted,  ej 
heller  udfald,  men  ved  stykkernes  kugler  arbejdede  man 
af  al  magt  på  at  ødelægge  hinanden.  For  en  sådan 
kugle  fandt  den  vilde,  tapre  Rarl  kiiutsson  døden  og  mange 
andre  med  ham.  Fra  kongens  side  blev  den  stærke 
sønderport  skudt  sammen,  men  borgerne  erstattede  den 
strags,  forst  ved  tommerskærme,  så  ved  murværk. 

Der  måtte  gores  storre  anstrængelser,  der. måtte 
sørges  yderligere  for  levnedsmidler  til  hæren,  og  denne 
måtte  førstærkes.  Altså  rejste  kongen  midt  i  juni  til- 
bage til  det  af  pesten  hærgede  København,  hvorfra  der 
ellers  var  flygtet,  hvad  flygte  kunde.  Ved  løfte  om  god 
fortjæneste  fristede  han  I  Hbeckente  til  at  sende  be- 
lejringshæren  levnedsmidler,  øg  de  vare  lumpne  nok  til 
give  efter  for  fristelsen.  Han  udskrev  nye  folk  både  til 
hær  og  flåde.  Og  fra  Holland  fik  han  en  hjælp  af  segs 
krigsskibe  (derimod  måtte  han,    i   hvor  hårdt  han  end 

Danmarks  liistorie  14S1 — 1536.  J4 


210  Kristian  den  anden. 

trængte  til  penge,  vænte  endnu  et  par  måneder,  indtil 
d.  12te  septb.,  inden  han  af  sin  svåger  fik  den  tredie 
syvendedel  af  brudeskatten  udbetalt).  Og  midt  i  juli 
var  han  atter  ved  Stokholm.  —  Det  så  ilde  ud  både  i 
Ostergøtland,  Upland  og  Dalarne,  ja  hevidsmanden  på 
Vesterås  slot,  den .  raske  .Hagens  Jonsson,  overfaldt  og 
plyndrede  endog  Strængnæs.  Men  herover  blev  Kristian 
vred  og  lod  nu  endelig  i  avgust  det  stærke  Vesterås  slot 
storme  og  indtage.  Den  tapre  Mågens  Jonsson  blev 
fangen  og  henrettedes  en  måned  senere  på  Stokholms 
stortorv. 

Vesterås's  tab  gjorde  et  stærkt  indtryk  i  Stokholm; 
et  endnu  stærkere  gjorde  det  dog,  da  man  så  liibeckerne 
komme  kongen  til  hjælp  med  levnedsmidler.  Herrerne 
byrjede  vakle,  og  tyskerne  i  Stokholm  var  det  ligegyldigt, 
enten  deres  herre  kaldtes  Sture  eller  Kristian.  —  Byen 
lod  sig  dog  vanskelig  storme,  og  med  levnedsmidler  var 
den  bedre  forsynet  end  den  kongelige  lejr.  Men  de  for- 
nemme udenfor  byen  gik  rask  over  til  kongen,  ja  selv 
så  støtte  mænd  som  iJ^iis  Eskilsson  og  Erik  Rynning. 
liygtet  herom  påvirkede  deres  standsfæller  i  byen:  og 
kongen  måtte  da  prøve,  om  ikke  det  levende  ord  kunde 
arbejde  nok  så  godt  som  sværdet.  I  sit  følge  havde  han 
den  gamle  iiemuiiiig  Gadd,  den  ene  af  de  for  to  år  siden 
bortslæbte  gisler:  men  til  trods  for  den  troløshed,  der 
var  vederfaret  ham  og  dem,  havde  han  i  sit  fangenskab 
ladet  sig  omvende  fra  sit  rasende  danskerhad  til  en  ivrig 
beundring  for  Danmarks  folk  og  konge.  Det  havde  måske 
hjulpet  til  at  fræmkalde  dette  omslag,  at  Sten  Sture  1513 
havde  fået  Hans  Brask  sat  på  Linkøping  bispestol,  som 
den  bansatte  Hemming  altid  kaldte  sin;  men  endnu  mere 
hjalp  det  vel,  at  man  i  Sverrig  havde  fundet  på  at  kalde 
ham  forræder  og  at  påstå,  at  det  var  haus  skyld,  at 
gislerne,  han  selv  med,  bleve  førte  til  Danmark.     Dette 


Stokholms  belejring:   overgivelseu.  211 

er  nu  vistnok  on  grundlos  påstand,  medens  Allen  sikkert 
har  ret,  når  han  siger:  '-Han  elskede  sig  selv  hojere  end 
sit  fædreland".  I  avgust  slap  Hemming  med  et  par  andre 
svenskere  ind  i  Stokholm  for  at  prøve  på  en  fredelig 
underhandling:  og  således  sloge  hans  ord  igennem,  at, 
skont  byens  almue  fnøs,  og  Peder  Fredag  nær  havde 
slået  ham  ihjæl,  fandt  dog  adelen  og  hele  den  fornemme 
verden  samt  alle  tyskerne,  at  hans  tale  var  såre  priselig, 
og  i  sine  hjærter  gik  de  over  til  kongen.  Frafaldet  blev 
storre  og  storre,  og  tilsidst  indså  fru  Kristina,  at  hun 
ikke  længer  kunde  holde  byen,  som  hun  alt  havde  værget 
på  syvende  måned  efter  sin  husbondes  død.  Altså  måtte 
hun  oplade  den  til  kongen  som  "Sverrigs  rette  herre  og 
udvalgte  konge«,  efter  at  der  et  par  dage  var  ført  under- 
handlinger med  nogle  svenske  og  danske  rigsråder,  som 
kongen  havde  overdraget  dette  hværv,  og  iblandt  hvilke 
både  biskop  Matts,  Erik  Abrahamsson  og  Johan  Arends- 
son  fandtes  samt  den  Erik  Kynniug,  hidtil  høvidsmand 
på  Stækeborg,  som  indtil  for  kort  siden  havde  været  en 
af  hans  ivrigste  og  heldigste  modstandere,  men  nu  var 
bleven  hans  mand;  desuden  biskop  Jens  Anderson,  Pred- 
bjorn  Podebusk  (Jg  Tomas  ISilson  Lange. 

D.  5te  septb.  udvæksledes  de  gensidige,  strænge  og 
omhj-ggelige  forsikringsbreve.  Alt  skulde  være  glemt  og 
tilgivet,  også  Stækes  nedrivning,  samt  hvad  man  ellers 
havde  forbrudt  mod  gamle  Jakob  Ulfsson  og  Gustaf  Trolle 
(derfor  måtte  den  sidste  også  sætte  sit  navn  og  hænge 
sit  segl  under  brevene) ;  ligeledes  tilsikredes  der  på  fru 
Kristinas  forbon  adskillige  navngivne  mænd  udtrvkkelisf 
straftefrihed,  således  Gustaf  Eriksson  (Vasa),  >;ils  Eskils- 
son,  Peder  Jakobsson  og  x4.rvid  Sigesson.  Kalmareningen 
skulde  stå  ved  magt,  men  Sverrig  styres  efter  sine  egne 
love  og  skikke.  Fru  Kristina  skulde  have  liere  gode  len 
(iblandt    dem    Tavastehus    og   Kymenegård),    og    hendes 

14* 


212  Kristian  deii  andeu. 

mænd  ligeledes.  Stokholm  skulde  have  alle  sine  privi- 
legier stadfæstede.  —  1  overgivelsesbrevet  hed  det,  at 
Stokholms  stad  og  slot  skulde  overgives  til  ^ kongens  oy 
rigsrådets  tro  hånd",  men  i  rigsrådets  brev  af  7de  septb. 
overgives  de  til  l-o)igens  hånd,  efter  hans  død  til  hans 
sons,  efter  dennes  dod  til  dronning  Elisabets,  og  forst 
efter  alle  disses  dod  til  rigsrådets.  Det  er  således  klart, 
at  kongen  allerede  nu  tænkte  på  at  gore  Sverrig  til  et 
arverige. 

Så  åbnede  Stokholm  sine  porte,  kongen  modtog  dens 
nogler  af  borgmestrene  og  holdt  sit  hoj tidelige  indtag 
vorfrueaften ,  fredagen  d.  7de  septb.  1520.  Som  visen 
synger:  c  vorfrueaften  med  kors  og  fane  toge  de  hannem 
i  Stokholm  ind".  Han  red  på  en  prægtig  smykket  strids- 
hingst gennem  den  nedbrudte  sonderport  over  Sodermalm 
ind  i  byen,  ledsaget  af  en  glimrende  skare.  Alt,  hvad 
der  var  fornemt,  drog  ham  i  hojtideligt  optag  imade;  alle 
klokker  ringede,  og  gaderne  vare  fyldte  med  mennesker. 
Forst  gik  han  ind  i  storkirken  til  messe,  så  en  foje  stund 
op  på  slottet,  derpå  ind  til  den  tyske  rådmand  Gorius 
Holste.  —  Norden  var  atter  bragt  under  det  samme  spir. 
Men,  da  han  stod  i  Gorius  Holstes  storstue,  med  ryggen 
imod  kaminen  og  omringet  af  lykønskende  herrer,  skal 
han  på  en  smigrende  tiltale  have  svaret:  "Ja,  endelig  have 
vi  nået  det  mål,  som  vi  så  længe  have  tragtet  efter;  men  — 
Liibeck  ere  vi  endnu  ikke  herre  over.  Dog  —  Liibecks 
ene  port  [Stokholm]  have  vi  jo  nu,  og  det  skal  ikke  vare 
længe,  inden  vi  også  ville  vinde  den  anden.  Og  —  snart 
skulle  vore  hunde  go  udenfor  Gottorp!"  Det  kan  ikke 
nytte  at  fordybe  sig  i  gætninger  om,  hvad  der  mulig 
kunde  have  sket,  hvis  han  havde  fulgt  sin  gode  og  ikke 
sin  onde  ånd. 


Stokholms  overgivelse;   kougeus  indtag.  213 

17.      Det  stokholmske  blodbad  . 

Da  Stokholm  havde  givet  sig,'  tik  en  del  af  krigs- 
folket hjemlov,  og  kongen  gjorde  d.  15de  septb.  en  hurtig 
kebenhavnsrejse.  I  København  udstedte  han  iblandt  andet 
en  forordning  om,  at  i  alle  huse  og  gårde,  som  lå  ud 
til  gader  eller  stræder,  skulde  lervægge  og  lergavle  ned- 
tages og  igen  opmures  med  bindingsværk  inden  næste 
pinse,  samt  alle  ode  grunde  bebygges.  —  Strags  efter  hans 
tilbagekomst  til  Stokholm  midt  i'  oktober,  holdt  rigsrådet 
d.  30de  oktb.  et  møde  i  gråbrodrekloster,  og,  efter  at 
biskop  Jens  .tiidersoii  i  et  flydende  foredrag  (han  var  jo 
gammel  vant  til  at  dreje,  hvad  lov  det  skulde  være)  havde 
godtgjort  kongens  '< arveret >< ,  såsom  han  var  "byrdig  af 
kongelig  svensk  æt.  erklærede  Sverrigs  rigsråd,  at  Sverrig 
skulde  tilhore  ham,  «ikke  ved  udvælgelse,  men  ret  arve- 
ligen,  efterdi  Hans  Nåde  nedstammer  fra  Hellig-Erik,  vor 
hellige  patron-.  (Han  var  virkelig  en  sonnedatterdatters 
sonnedattersons  sonneson  af  Erik  den  hellige!  men  efter 
den  regning  vilde  nok  de  fleste  af  os  blive  Erik  den 
helliges  arvinger.)  Hertil  gav  menige  almue  allehelgens- 
dag sit  samtykke  ved  burspråget  på  Brunkeberg,  efter  at 
Jens  Anderson  havde  holdt  en  tale  som  den  foregående. 
—  Så  holdt  kongen  et  nyt  indtag  i  Stokholm,  men  denne 
gang  igennem  Norrmalra,  hvis  port  ligeledes  var  bleven 
slojfet.  Et  par  dage  senere,  sondagen  d.  4de  novb., 
kronedes  han  hoj tidelig  i  Stokholms  storkirke  af  den 
genindsatte  ærkebiskop  Gustaf  Trolle,  som  understøttedes 
af  rigets  andre  biskopper.  En  mængde  domherrer  og 
andre  prælater,  hele  rigsrådet  og  ombud  fra  borger-  og 
bondestanden  varø  tilstede.  Med  hånden  på  den  hellige 
læst  svor  han  derpå  sin  kongeed:  at  styre  riget  med 
indfødte  svenske  mænd,  skærme  kirken  og  alle  forsvars- 
løse,   agte  enhvær   stands   rettigheder  og  holde  alle  ved 


214  Kristian  den  anden. 

Sverrigs  lov  og  ret.  —  Allerede  det  var  mærkeligt,  at 
rigsklenodierne,  som  det  synes,  ved  kroningen  bleve  bårne 
af  danske  og  ikke -af  svenske  mænd,  samt  at  det  var 
lutter  danske  og  tyske  herrer,  som  sloges  til  riddere 
(iblandt  dem:  Otte  Krumpen,  Mågens  Gyldenstjerne,  Klavs 
Bille.  Nils  Lykke,  Soren  Norby  og  Berend  v.  Mehlen):  men 
det  stødende  øgedes  derved,  at  herolden  måtte  lydelig 
kundgore,  at,  såsom  kongen  nys  havde  taget  Sverrig  med 
hærskjold,  kunde  han  ikke  denne  gang  vise  nogen  svensk 
mand  sådan  ære.  (Det  forekommer  os  klart,  at,  da  denne 
erklæring  blev  given,  kan  der  endnu  ikke  være  tænkt  på 
noget  >. blodbad".)  Imidlertid  mildnedes  indtrykket  dog 
noget  ved  det  prægtige  gæstebud,  som  kongen  samme 
dag  gjorde  på  slottet,  og  som  vedvarede  hægge  de  nær- 
mest følgende  dage;  ti  her  sade  mænd  og  kvinder  af 
alle  tre  riger  i  bunterad,  og  kongen  var  livlig  og  venlig 
imod  dem  alle.  —  Stokholms  by  forærede  ham  ved  denne 
lejlighed  et  konstig  udarbejdet  gyldent  solvdrikkekar,  hvori 
lå  segsti  ungerske  gylden. 

Men  tredie  dagen  efter  kroningen  (engelbreksdagen, 
d.  7de  novb.)  vendte  sig  alle  de  venlige  dromme  til  grue- 
lige anelser.  Kongen  var  imidlertid  bearbejdet  af  den 
onde  IMdrIk  Slagheck  og  vel  adskillige  andre,  såsom  den 
nys  nævnte  biskop  Jens  Aiidersiin  af  Odense  og  svenskeren 
Klas  Holste,  ærkebiskop  Gustaf  Trolle  ikke  at  glemme.  — 
Slagheck  var  fra  Westfalen  og  klærk  i  stiftet  Miinster. 
Han  havde  i  et  par  år  været  Kristian  den  andens  skriver, 
da  pave  Leo,  strags  efter  sit  valg,  ikke  alene  borttog 
den  plet,  der  klæbede  ved  hans  fodsel  som  uægte  son  af 
en  præst,  men  tillod  ham  samtidig  at  klæde  flere  hoje 
gejstlige  æmbeder.  selv  om  det  var  bispedommer,  ja  til- 
kendegav ham,  at  han  havde  til  hensigt  at  udnævne 
ham  til  ærkebiskop  i  Lund,  et  æmbede,  som  den  frem- 
mede  æventvrer,    den   rinoe   klærk,    der  endnu  hværkcn 


Kroningsgikk't :   forhøret.  215 

var  doktor  eller  magister,  havde  frækhed  iiok  til  at  efter- 
hige.  Han  synes  dog  atter  at  have  forladt  Danmark, 
men  var  for  fire  år  siden  atter  bragt  herind  af  den  pave- 
lige legat  Arcimbold,  i  hvis  tjæneste  han  var  trådt,  og 
som  i  desb.  1517  sendte  ham  til  Stokholm  for  at  mangle 
en  ny  stilstand.  Efter  at  Arcimbolds  rænker  vare  blot- 
tede, gik  han  som  kongens  sendemand  til  paven  med  en 
bilter  klage  over  sin  forrige  herre.  1520  havde  han  af 
paven  fået  degnekaldet  i  Roskilde,  som  var  blevet  ledigt 
ved  Ove  Billes  forflyttelse  til  Århus  bispestol.  Nu  var 
han  doktor  i  den  kanoniske  ret,  men  han  var  tillige 
læge,  og  han  var  lige  så  skamløs  og  træsk,  som  han  var 
ryggesløs  og  ondskabsfuld.  Kongens  tungsind  grænsede 
nu  og  da  til  afsindighed,  og  det  er  sandsynligt,  at  Slag- 
heck  i  sådanne  ojeblikke  har  været  læge  både  for  hans 
sjæl  og  hans  legeme,  skont  en  værre  sjælelæge  kunde 
ingen  konge  vælge  sig  end  denne  doktor  i  den  hellige 
ret,  der  altid  med  synlig  glæde  vadede  i  blod. 

Onsdagen  efter  kroningen  stævnedes  altså  en  mængde 
svenske  herrer  og  damer  til  at  mode  i  slottets  store  sal. 
De  fleste  vare  adelsmænd  eller  prælater,  dog  var  der 
også  en  del  borgere,  især  fra  Stokholm.  Portene  lukkedes 
efter  dem,  og  der  kom  ingen  ud  igen.  Klokken  var  1. 
I  salen  sad  kongen  selv,  omringet  af  sine  ypperste  mænd. 
Efter  aftale  fræmtrådte  som  klager  tiistaf  Trolle,  Sverrigs 
riges  hojærværdige  ærkebiskop,  i  hvem  både  kirkefyrsten 
og  kirken  vare  krænkede.  Han  mindede  kongen  om  hans 
kroningsed:  at  han  vilde  værge  kirken  og  hævde  den  i 
dens  rettigheder  mod  al  våld  og  uret.  Sine  klager  havde 
han  opsat  skriftlig  og  bad,  at  hans  gamle  ven  og  kansler, 
prøvet  som  han  selv  i  ulykke  og  forfølgelse,  upsala- 
kauniken  mester  Jon  Eriksson,  måtte  oplæse  dem.  Men 
klagemålet  fræmførtes  både  i  Gustaf  Trolles,  gamle  Jakob 
rifssons  og  biskop  Otte  Svinhufvuds  navn.     Det  lod  på 


216  Kristian  deu  anden. 

våkl  imod  kirkens  tjænere,  i  det  man  liavde  afsat  Trolle 
fra  hans  ærkesæde  og  nedbrudt  hans  faste  slot  Stæke, 
taget  Jakob  Ulfsson  til  fange  på  Arnø,  Otte  Svinhufvud 
i  Vesterås,  og  holdt  dem  i  lang  tid  fængslede.  Det  var 
jo  rigtignok  dette,  som  man  ved  Stokholms  overgivelse, 
med  Gustaf  Trolles  egen  hånd  og  segl  under,  havde 
lovet  at  glemme.  Nu  krævede  han  sine  avindsmænd 
straffede  i  henhold  til  kroningseden,  og  han  vilde  intet 
forlig  vide  af  med  "  sådanne,  som  med  slige  åbenbare  og 
uærlige  gerninger  havde  kastet  sig  op  imod  al  kristen- 
dommen, hværken  med  den  døde  hr.  Sten  eller  med 
nogen  af  de  øvrige..,  af  hvilke  atten  navngaves,  der- 
iblandt to  kvinder:  fru  Kristina  Gyllonstjorna  og  hendes 
moder,  fru  Sigrid  Baner.  For  plyndringen  af  bispegård 
og  domkirke,  for  afsavn  af  æmbedsindtægter  i  fire  år, 
krævede  han  en  erstatning  af  segs  hundrede  tusinde 
lødige  mark  sølv,  ^alt  efter  regnskab  ,  for  det  nedbrudte 
Stæke  slot  og  for  den  ham  overgåede  mishandling  fire 
hundrede  tusinde  lødige  mark,  for  plyndringen  af  Arnø 
slot  og  for  ærkebiskop  Jakobs  bortforelse  og  fængsling 
et  hundrede  tusinde  mark  o.  s.  v. ;  og  han  lovede  kongen 
"Ion  af  Gud  og  lov  af  al  kristenheden ^ .  når  han  til- 
borlig  vilde  straffe  alle  ildgerningsmændene.  —  Kongen 
spurgte,  om  han  vilde  have  sagen  afgjort  i  mindelighed 
og  ved  forlig  efter  gode  mænds  mægling,  eller  om  det 
skulde  gå  efter  lovens  strænghed;  men  Trolle  krævede 
lovens  fulde  strænghed  og  vilde  have  fyldest  i  alle  måder; 
han  havde  allerede  andraget  sagen  i  Rom.  »Sagen  skal 
afgøres  her  i  riget!.,  sagde  kongen  og  lod  banbullen  op- 
læse, ved  hvilken  straffedommens  fuldbyrdelse  «ved  ild 
og  sværd.,  jo  var  ham  øverdraget. 

Næppe  hørte  fni  Kristina  sigtelsen  imod  hendes  af- 
døde ægteherre,  for  hun  fræmdrog  brevskabet,  hvorved 
Sverrigs  rigsråd  med  navne  og  segl  havde  vedtaget  den 


Gustaf  Trolles  klage  over  kætterne:  fængslingeu.  217 

udførte  beslutniug  om  ærkebispens  afsættelse  og  Stækes 
nedbrydelse,  ja  havde  -sammensvoret',  sig  om  i  forening 
at  trodse  selve  pavens  bansættelse,  hvis  en  sådan  skulde 
blive  udvirket.  Men  her  havde  man  jo  det  alier  gyldigste 
kætterbevis  mod  enhvær  af  underskriverne,  eftersom  træ- 
ringen i  Linkoping,  biskop  Hans  Brask,  var  den  eneste  af 
dem  alle,  som  havde  været  lun  nok  til  at  gemme  en 
seddel  under  sit  segl  med  de  ord:  »Till  denna  besegling 
ær  jag  nodd  och  tvingad-,  hvad  Olof  Persson  med  foje 
kalder  "ett  listigt  romarestycke-.  Det  sijite!<  næsten,  at 
tanken  om  bloddommen  forst  nu  er  opstået.  At  Kristian 
onskede  at  straffe,  og  straffe  alvårlig,  kan  der  ingen  t\'\\\ 
være  om,  men  forst  vidnesbyrdet  om  det  gruelige  kætteri : 
en  åbenbar  sammensværgelse  til  oprer  imod  den  hellige 
faders  myndighed,  gav  en  anvisning  på  eller  et  påskud 
for  brugen  af  oksen.  Herpå  havde  fru  Kristina  selv- 
folgelig  ikke  tænkt:  hun  væntede  kun  en  dom  til  erstat- 
ning, og  den  skulde  hun  og  hendes  bom  ikke  være  ene 
om  at  udrede:  i  den  måtte  alle  de  deltage,  som  havde 
fattet  den  fælles  beslutning.  —  Kongen  gik  strags  efter  ud. 
Det  var  nu  blevet  morkt,  og  vagten  kom  ind  med  fakler. 
Forhøret  fortsattes,  men  var  forholdsvis  hurtig  sluttet,  da 
ingen  kunde  undgå  at  vedkendes  sit  navn  og  segl:  men 
foruden  Hans  Brask  var  Otie  Sviiihiifvud  den  eneste,  som 
gik  uskadt  af  ilden :  ti  han  havde  jo  optrådt  som  Trolles 
medanklager  og  havde  jo  desuden  været  holdt  fængslet 
af  Trolles  Qender.  -  Henad  kl,  10  bleve  alle  "kætterne- 
grebne,  mænd  og  kvinder,  frelse  og  ufrelse,  og  kastede  i 
tårnet;  men  det  var  .Soren  Norby,  som  tillige  med  Klavs 
Bille  måtte  udfore  dette  liemske  fogedhværv. 

Men  i  lonkammeret  lod  Didrik  Slagheck,  doktoren  i 
den  kanoniske  ret,  kongen  vide,  at  vel  havde  han  til- 
givet de  svenske  herrer  deres  mange  forbrydelser  imod 
ham  selv,  men  deres  forbrvdelser  imod  kirken  kunde  han 


218  Kristian  den  anden. 

aldrig  tilgive  dem,  og  banbiiUen  luåtte  han  udfore.  Han 
fræmhævede  kiiu  ikke,  at  selv  sammensværgelsen  mod 
paven  kunde,  som  Paludan-Miiller  siger,  »i  det  hojeste 
gælde  for  et  skisma,  en  mindre  grad  af  kætteri :  og  selv 
den  egentlige  kætter  nægter  kirkens  lov  ikke  afløsning 
og  genoptagelse  i  kirkens  skød,  når  han,  strags  efter  at 
være  greben  i  kætteri,  afsværger  dette  og-  underkaster 
sig  den  pålagte  bod".  Heller  ikke,  at  »de  gejstlige,  hvis 
hoveder  skulde  falde,  forst  måtte  have  været  degraderede 
og  en  [ordentlig]  retshandling  være  foretaget  med  dera^. 
"Kongens  lidenskab  måtte  strags  slippes  los-,  da  han 
ellers  let  kunde  modtage  bedre  undervisning.  Og  de 
andre  herrer  stemte  i  med  <h\  Di  drik.  Men  kongen  selv 
lyttede  ikkun  alt  for  gærne  til  en  sådan  tale,  da  han 
dog  var  overtydet  om,  at  der  aldrig  blev  fred  i  Sverrig, 
så  længe  der  endnu  knejsede  en  eneste  af  de  stive  nakker 
på  de  hårde  herrers  halse. 

Næste  morgen  kl.  9,  det  var  torsdagen  d.  8de  novb.. 
blev  retten  sat,  men  forinden  havde  herolden  redet  igen- 
nem alle  stadens  gader  og  under  livsstraf  budet,  at  en- 
hvær  skulde  holde  sig  hjemme  i  sit  hus.  Retten  bestod 
nærmest  af  dem,  som  havde  overværet  det  foregående 
møde,  og  som.  uden  egentlig  at  have  været  fængslede, 
havde  måttet  tilbringe  natten  i  et  fælles  værelse.  Med 
undtagelse  af  biskop  Jeiis  Anderson  fra  Odense,  der  var 
rettens  ordforer,  bestod  den  altså  udelukkende  af  sven- 
skere, næmlig  ærkebiskop  Gustaf  Trolle,  der  i  går  havde 
fræmstået  som  klager,  men  i  dag  forte  forsædet  blandt 
dommerne,  samt  de  to  nys  nævnte  biskopper  Hans  Brask 
og  Otte  Svinhiifrud  (af  hvilke  den  sidste  jo  også  var  klager) 
tillige  med  ti  andre  gejstlige  mænd,  alle  kirkelig  lovlærde 
mænd,  tiere  af  dem  endog  doktorer  i  den  kanoniske  ret, 
de  tre  domherrer  i  Upsala.  Men  retten  var  sikkerlig 
således   sammensat  af  Didrik  Slagheck  og  Jon  Eriksson, 


Domfældolseii.  219 

fordi,  iiår  de  anklagede  vare  kendte  for  kættere  af  en 
gejstlig  ret,  kunde  lægmænd  ingen  forargelse  tage  af,  at 
kongen  lod  vitterlige  forbrydere  mod  kirken  straft'e.  — 
Mester  Jon  Eriksson  fræmlagde  i  dag  det  samme  klage- 
skrift, som  han  i  går  havde  oplæst,  og  satte  sltittelig  i 
rette,  om  ikke  sådanne  misgerninger  mod  den  hellige 
almindelige  kirke  vare  vitterligt  kætteri;  hvorpå  Jens 
Anderson  bad  retten  noje  granske  sagen.  Og  efter  et 
par  timers  drøftelse,  uden  at  nogen  af  de  anklagede  fik 
lejlighed  til  at  forsvare  sig,  enedes  man  om,  at,  da  de 
anklagede  havde  sammensvoret  sig  om  med  magt  at 
modsætte  sig  pavens  bud  og  ban,  så  vare  de  både  efter 
kirkeret,  kejserrot  og  svensk  ret  skyldige  i  kætteri. 
Dommen  kom  altså  til  at  lyde  således:  "Oftnævnte  hr. 
Sten  og  andre  nævnte,  der  ham  villig  og  utrængte  til- 
faldne  vare,  skulle  kaldes  og  holdes  for  kættere ».  Næppe 
har  nogen  af  dommerne  {itiaskc  med  undtagelse  af  ærke- 
bispen) haft  nogen  anelse  om .  hvad  rækkevidde  deres 
dom  vilde  få.  --  Klagen  bad:  -Eders  hojmægtighed  at 
lade  straf  overgå  samme  kættere^,  men  dommen  fast- 
satte ingen  straf:  dennes  udmåling  var  altså  overladt  til 
kongen.  Men  kongen  vidste  fra  Didrik  Slagheck,  om  han 
ikke  havde  vidst  det  tidligere,  at  den  romerske  kirke  satte 
livsstraf  for  hårdnakkede  kættere.  Det  stod  jo  desuden  at 
læse  i  den  banl,)u]le,  hvis  udførelse  var  ham  overdraget.  Og 
»ærkebiskop  Trolle  hade  bedt  honom  utfora  påfvens  dom 
ofver  dessa  domda  kættare,  kyrkans  fiender  och  fædernes- 
landets  forrædare...     Ej  heller  betænkte  han  sig  længe. 

Det  er  dog  mærkeligt,  at  dommen  ikke  kom  til  at 
ramme  alle  dem ,  som  havde  underskrevet  beslutningen 
af  2odie  novb.  1517,  og  at  den  derimod  kom  til  at  ramme 
fiere,  som  iH-c  havde  underskrevet  den.  Vi  give  atter 
Paludan-Muller  ordet:  <'Hvem  har  afgjort  valget  af  slagt- 
ofrene? og  hvad  har  været  det  bestejnmende?  J)er  fore- 


220  Kristian  den  anden. 

Hyyer  ikke  en  eneste  ordre  fra  kongen  self, 
hværken  skriftlig  eller  mundtlig:  han  lukkede  sig  inde  i 
sit  værelse  under  henrettelserne  og  lod  ingen  komme  til 
sig.  Hans  personlige  gunst  eller  ugunst  kan  ikke  have 
afgjort- valget,  i  det  mindste  ikke  ene,  da  så  hværken 
Vinsens  af  Skara  eller  Matts  af  Strængnæs  kunde  været 
medtagne  .  .  .  Han  overlod  udforeisen  til  Didrik  SlagherU. 
hvem  den  almindelige  mening  strags  og  stadig  har  ud- 
peget som  den  rette  ophavsmand«*).  —  Det  er  dog  ikke 
meningen  hermed  at  ville  vælte  blodskylden  fra  kong  Kri- 
stian: han  burde  have  kendt  mester  Didrik;  han  burde 
ikke  have  lyttot  til  hans  tale,  når  han  vilde  godtgore 
ham,  at  her  forelå  en  aldeles  ny  sag,  som  ingen  havde 
kendt  det  mindste  til,  da  overenskomsten  om  Stokholms 
overgivelse  blev  underskreven:  han  burde  aller  mindst 
have  givet  dette  umenneske  frie  hænder  med  hensyn  til 
valget  af  ofrene  og  disses  skæbne.  Heller  ikke  Adam  og 
p]va  bleve  jo  dog  frifundne,  skont  også  de  kunde  udpege 
fristeren. 

Afzelius  siger:  mXu  ær  till  att  fortælja  om  ett  skåde- 
spel  af  ohord[?]  grymhet  och  blodsutgjutelse,  derifrån 
hvar  svensk  man  skulle  med  missmod  vænda  sina  ogon, 
så  framt  icke  de  fiesta  utaf  de  biskopar  och  herrar,  som 
lemnades  åt  bodelsyxan,  med  sin  kallsinnighet  och  afund 
mot  den  ædle  [Sturen]  och  sitt  forakt  for  folkets  rætt 
væl  fortjent  en  ærelos  dod".  Kan  være!  Ligefuldt  må 
enhvær  nordbo  onske,  at  han  kunde  udrive  dette  blad 
af  kronniken.   ■ —   Samme   dags  middag  blev  altså  blod- 

•  *)  Når  Gustaf  Vasa  i  et  brev  til  [laven  kalder  Gustaf  Trolle  -det 
rif/tifisfe  redskab  til  bispernes  henrettelse  og  det  stokholniske 
blodbad  ,  kan  dette  næppe  være  andet  end  udtrykket  for  en 
ojeblikkelii?  stemning,  skont  vi  meget  gærne  med  rigsdagen  i 
Strængnæs  (juni  152:3)  skulle  kalde  Gustaf  Trolle  -en  oprorsk, 
grusonii  og  blodtorstig  mand-. 


Henrettelsen.  221 

dommen  udført  udenfor  rådhuset  på  Stokholms  stortorv: 
men  Didrik  Slagheck  havde  allerede  den  foregående  aften 
ved  nogle  glas  vin  meddelt  den  tyske  offiser,  som  skulde 
være  bøddel,  Jiirgen  Homuth.   hvad  arbejde  der  væntede 
ham.     Xu  førtes  de  dedsdomte  gennem  en  dobbelt  række 
vagt  fra  slottet  til  torvet.      Da  de  havde  nået  dette  og 
vagten  slået  kreds   om   dem ,    holdt   den   danske  rigsråd 
>ils  Lykke,    en  af  dem,    som  på  kroningsdagen  sloges  til 
riddere,  fra  burspråget  en  tale,  hvori  han  sagde,  at  ingen 
måtte  forfærdes,  fordi  disse  misdædere,  der  havde  krænket 
den   hellige   kirke   og  sat  sig  op  imod  paven,    nu  skulde 
lide  den   straf,    som   de  ærlicr  havde   forskyldt,    og  som 
ærkebispen  havde  krævet.    Biskop  Vinseus  af  Skara  råbte, 
at  det  var  altsammen  logn,   og  at  kongen  handlede  som 
en  forræder;    og  et  par  af  de  domte  rådmænd,    Anders 
Ruth  og  Ånders  Karlsson,    nedkaldte  himlens  straf  over 
ophavsmændene  til  denne  udåd.    Forgæves  bade  de  deds- 
domte om  herrens  nadvere  som  en  tærepenge  på  rejsen; 
Didrik   Slagheck   nægtede  det:   den   kunde   umulig  gives 
til  domte,    vitterlige   kættere.     Hans  grund  var  dog  vel 
nærmest,  at  det  vilde  kræve  tid,   og  hvem  indestod  ham 
for,    at  kongen  ikke  imidlertid   betænkte  sig  I  —  Forst 
rettedes  biskop  Matts  Lilje  af  Strængnæs;    at   han  havde 
været    den    ivrigste    og  virksomste   til  at  fræmme  kong 
Kristians  herredomme  i  Sverrig,   kunde  ikke  frelse  ham, 
ti  her  måtte   ingen  persons  anseelse  gælde,    når  han  jo 
dog  var  rettelig  overvunden  om   at  være  kætter.     Der- 
næst biskop  Viuseiis  af  Skara,    der  også  ved  mangen  tid- 
ligere lejlighed  havde  trådt  op  som  åbenbar  dansksindet, 
og  som  ikl-e  havde  været  med  til  at  afsætte  Gustaf  Trolle; 
men  —  Didrik  Slagheck  måtte  jo  dog  have  et  par  bispe- 
stole gjort  ledige,    for  at  han  selv  kunde  fa  en  af  dem. 
Så  tretten   rigsråder   og   riddere:    Erik  Abrabainsson,    der, 
som  vi  så,  var  en  af  de  forste,  der  gik  over  til  kongen; 


222  Kristian  den  anden. 

Erik  Kiiiitssdii,  eii  broder  til  den  Karl  Knutsson,  der  nys 
var  falden  som  kong  Kristians  hojt  betroede  mand,  men 
selv  en  ivrig  og  virksom  stureven;  Erik  Joliiiiissoii,  Gustaf 
Vasas  så  temmelig  farveløse  fader;  Erik  Rynniiig,  som  på, 
kongens  vegne  havde  handlet  om  Stokholms  overgivelse; 
Bengt  tij'Ita,  den  ene  af  dem,  som  for  åtte  måneder  siden 
vedtoge  overenskomsten  i  Upsala:  Olof  Valravn,  dalkarlenes 
kække  forer;  Någeiis  Gren,  hvem  vi  ovenfor  nievnede  som 
fru  Kristinas  trofaste  hojrehånd:  Erik  huse,  hans  stal- 
broder,  der  med  så  stor  omhu  og  kløgt  havde  affattet 
vilkårene  for  Stokholms  overgivelse:  Erik  og  Eskil  ISIIssoa 
(iiyilenstjerMa) ,  fru  Kristinas  to  brødre:  Joakim  Hrahe  til 
Tærna,  gift  med  Gustaf  Vasas  syster  Margreta;  Knut 
Kurk  og  Bengt  Eriksson,  hvem  Gustaf  Vasa  for  et  par 
måneder  siden  havde  gæstet  på  Skællenæs,  og  hvem  han 
da,  ligesom  lidt  senere  sin  svåger,  havde  frarådet  stok- 
holmsfærden.  Endelig  tre  borgmestre  og  tretten  råd- 
mænd fra  Stokholm  samt  femten  af  de  anseligste  borgere 
i  byen.  —  Kæste  dag  skulle  syv  eller  ni  (Fryxell  siger: 
■isex  eller  åtta")  have  lidt  samme  skæbne.  —  Tallet  på 
dem,  som  i  disse  to  dage  henrettedes,  skulde  altså 
have  været  femtitre  eller  femtifem.  (Hvis  man  kan  tro 
Jilrgen  Homuth,  skulde  derimod  tallet  på  dem,  hvem  blod- 
dommen overgik,  løbe  op  til  åttito.  Huitfeldt  siger,  at 
der  henrettedes  sijtteu  rigsråder  og  riddere,  men  kun 
tretten  borgere.)  —  Men,  når  der  end  videre  tilfojes,  at 
adskillige. andre  bleve  rettede,  fordi  de  ikke  kunde  dolge 
sin  medfølelse,  da  er  dette  visselig  kun  en  digtning;  ti 
der  var  jo  ingen  andre  tilstede  end  de  allerede  domte 
og  vagten  —  mest  tyskere  —  ,  hos  hvem  vi  vanskelig 
kunne  tænke  os  nogen  ytret  medfølelse.  Og  så  meget 
have  da  også  både  danske  og  svenske  historikere  op- 
daget, at  man  må  være  såre  varsom,  inden  man  slår  lid 
til,  hvad  der  tillægges  kong  Kristian,  eftersom  det  var  i 


Heurettelseu.  223 

alle  følgende  danske  og  svenske  kongers  interesse,  at  han 
maledes  med  de  sorteste  farver,  man  kunde  overkomme, 
hvorfor  bagvaskelse  af  ham  agtedes  som  troskab  og  hen- 
givenhed mod  hans  eftermænd*).  Derimod  er  det  rime- 
ligt nok,  at  de  blodige  landsknægte  bagefter  have  udøvet 
mangen  selvhævn  på  egen  hånd;  ti  de  vare  næppe  lettere 
at  styre  i  Stokholm  i  år  end  i  København  ifjor.  Og  at 
Stokholms  tyske  borgere  trolig  have  hjulpet  dem,  siger 
os  jo  rimkroniiiken: 

•De  tyslce  redde  fast  dertill, 

sora  eue  ville  regera  kopmaiisspill.  • 

—  To  dage  lå  de  henrettedes  lig  på  stortorvet.  Men  det 
blev  stærkt  regnvejr,  og  blodet  flod  fra  torvet  gennem 
rendestenene  hele  byen  igennem.  Derfor  bleve  ligene  af 
bøddelknægtene  læssede  på  karrer,  forte  udenfor  staden 
og,  ifølge  romerrettens  bydende,  opbrændte  på  Soder- 
malm,  dér,  hvor  Katrinakirken  siden  rejste  sig.  Også 
blev  Sten  Stures  opgravede  lig  kastet  på  kætterbålet  til- 
lige med  hans  spæde  barns:  men,  da  man  ved,  at  Gustaf 
Trolle  ligeledes  lod  liget  af  en  af  Sten  Stures  skrivere, 
præsten  Mårten  Jonsson,  opgrave  og  kaste  på  bålet,  er 
det  vel  ikke  alt  for  vovelig  sluttet,  at  det  også  har  været 
ham,  der  brod  Sten  Stures  gravfred  for  yderligere  at 
mæske  sit  had**).  —  Sten  Stures  enke  med  hendes  tre 


*)  Euduu.  des  værre,  er  der  fuld  grund  til  at  sige  om  mauge 
forfattere,  livad  Alleu  siger  om  Fryxell  ug  Strinuholm:  -mau 
fristes  virkelig  til  at  tvivle  om,  at  disse  forfattere,  når  der  er 
sporgsmål  om  at  berette  noget  ondt  om  Kristian  den  anden, 
anse  sig  forijligtede  til  at  bruge  almindelig  kritik  eller  historisk 
judisium-. 

'"*)  Hadets  lidenskab  rådede  dog  ikke  udelukkende  på  den  ene  side, 
og  det  skal  mindes,  hvis  man  oliers  vil  have  et  sandt  billede. 
En  ellers  lidet  kendt  junker  Johan  Slingewater  havde  forsvaret 
kongsgården  Hof,    men  blev  i  juni  1521   dreven  ud  af  den  af 


224  Kristian  den  aiuleu. 

mindste  born  og  hendes  moder,  fru  Sigrid  Baner,  bleve 
med  åtte  andre  kvinder  holdte  i  forvaring  i  sine  huse 
for  i  næste  års  september  at  nedføres  til  Blåtårn,  et 
fængsel  for  statsforbrydere,  som  lå  i  det  nordostlige 
hjorne  af  Kobenhavns  slot.  Her  gjorde  dronning  Eiis»l»et 
alt,  hvad  hun  kunde,  for  at  lindre  deres  hårde  skæbne, 
men  tre  af  dem  (fru  Kristinas  lille  datter.  Gustaf  Vasas 
moder  og  syster)  bleve  angrebne  af  pesten  og  døde  (de 
jordedes  på  Nikolaj  kirkegård).  Siden  førtes  de  over- 
levende til  Kalundborg,  hvor  de  holdtes  fangne  til  jan. 
1524,  da  de  endelig  bleve  frigivne.  (Om  de  fangnes  be- 
handling udspredtes  der  siden  de  skammeligste  logne, 
hvilke  hværken  Fryxell  eller  Strinnholm  agtede  det  under 
sin  værdighed  at  gengive.)  —  De  henrettedes  gods  blev 
inddraget  under  kronen,  men  Gustaf  Trolle  lagde  beslag 
på  alle  de  huse  med  gods  og  løsøre,  som  havde  tilhørt 
aflivede  eller  fredløse  gejstlige  for  således  at  komme  til 
noget  af  den  skamløse  erstatning,  som  han  havde  gjort 
krav  på. 

Otte  kriiuipeii,  der  som  forste  mand  havde  sat  sit 
segl  under  upsalaforliget ,  tog  sig  dets  krænkelse  ved 
blodbadet  så  nær,  at  han  nedlagde  sin  post  som  hærens 
fører  og  vilde  ikke  længer  tjæne  kongen.  Den  ridderlige 
Soieii  ?iorb>,  der  ellers  kunde  være  hård  nok,  hvor  det  gjaldt, 
ytrede  frit  sin  harme  i   kongens   egen   nærværelse  samt 

Arvid  Vestgøte  og  tiygtede  til  Munkeboda.  Herfra  blev  hau 
kort  efter  lokket  ud  i  et  baghold  og  således  mishandlet,  at  det 
blev  hans  død.  Hans  Brask  lod  ham  hemmelig  jorde  i  Lin- 
køping  domkirke,  da  almuen  ikke  vilde  tillade,  at  han  kom  i 
kristenjord.  I  avgust  måned  var  så  Gustaf  Vasa  hos  Hans  Brask 
i  Linkøping,  og  under  dette  hans  ophold  her  blev  Johan 
Slitigeioaters  lig  gravet  op  i  domkirken,  ført  iid 
under  galgen  og  brændt.  Hans  Brask  kan  umulig  have 
udført  dette;  vi  ville  heller  ikke  lægge  skylden  på  Gustaf  Vasa; 
men  bægge  tålte  dog  [måtte  tåle?),  at  det  skete. 


•Stemninger  efter  blodbadet:   Finland.  225 

frelste  <■  uppenbart" ,  hvem  han  kunde,  ombord  i  sine 
skibe.  "Allenast  var  Severin  Norby  deras  tillflykt»,  siger 
Olof  Persson;  men,  handlede  han  »uppenbart«  —  og  det 
siger  selve  Fryxell  — ,  er  det  mærkeligt,  at  nogen  har 
kunnet  tro,  at  de  nedhuggedes,  som  kun  ytrede  » med- 
følelse": og  det  er  atter  mærkeligt,  at  man  slet  ikke  har 
lagt  mærke  til,  at  Norby  trods  denne  sin  åbne  færd  ikke 
mistede  det  mindste  af  sin  konges  gunst.  —  Men  Stok- 
holms øvrighed  eller  vel  rettere  (iorius  Holste,  en  rig 
tysker,  som  havde  vundet  borgerskab  i  staden,  hvor  han 
nu  var  borgmester,  lod  knap  blodet  størkne  i  gaderne, 
for  han  gjorde  et  stort  gilde  for  kongen  med  god  leve- 
måde, dans  og  anden  lystighed.  Grunden  hertil  var,  at 
en  lille  prinsesse,  Dortea,  var  født  to  dage  efter  blodbadet. 
Og  ikke  alene  kongen  og  hans  hofsinder  vare  indbudne. 
men  en  mængde  adelige  fruer  og  jomfruer  samt  stadens 
fornemste  borgerlige  kvinder;  og  de  undlode  heller  ikke 
at  give  møde.  Ditmarskeren  Klavs  Boye,  en  anden  af 
borgmestrene,  kappedes  i  øvrigt  i  tjænstivrighed  med 
Gorius  Holste,  skont  det  siges,  at  det  eneste,  der  havde 
frelst  hans  hals  under  blodbadet,  var  hans  umenneske- 
lige tykkelse,  som  havde  gjort,  at  vagten  ikke  kunde  få 
ham  hurtig  nok  ud  af  fængselsdøren. 

Men  enden  på  blodsudgydelsen  var  ikke  endda.  Ved 
Raseborg  måtte  gamle  Hemmiug  (iadd  d.  10de  desb.  række 
hals,  skont  han  var  sendt  derover  som  "kong  Kristians 
fuldmægtige  sendebud  over  menige  Finland«  og  i  kongens 
navn  havde  besat  Åbo,  Raseborg  og  Viborg;  ti  også  han 
var  jo  en. af  « kætterne«.  Og  med  ham  måtte  adskillige 
andre  bløde,  iblandt  hvilke  den  mærkeligste  var  den  Nils 
Eskilsson  (Baiiér),  som  i  Nerike  havde  gjort  kongen  så 
hård  og  langvarig  en  modstand,  men  siden  sluttet  sig 
tii  ham.      Dog  er  det  vanskeligt  at  skonne,    hvor  meget 

Danmarks  historie  1481—1536.  15 


226  Xristiau  den  anden. 

af  alt  det  blod,  som  her  udgødes,  der  kommer  på  Kri- 
stians samvittighed,  hvor  meget  på  hans  alt  for  villige 
håndlangeres;  ti  mange  af  disse  havde  også  en  særhævn 
at  jøve.  —  Så  drog  kongen  i  desember  ned  til  Danmark, 
efter  i  Sverrig  at  have  indsat  et  regeringsråd,  dannet  af 
Didrik  Slagheck,  Gustaf  Trolle,  Jens  Anderson,  Otte 
Svinhufvud,  Erik  Trolle,  Knut  Bengtsson  og  Godskalk 
Erikson  (af  hvilke  det  dog  nærmest  var  de  tre  forst- 
nævnte,  som  styrede  det  hele),  og  efter  at  have  givet 
alle  fæstningerne  nye  høvidsmænd,  af  hvilke  vi  dog  kun 
skulle  nævne:  Soren  IS^orby,  der  fik  Kalmar  lagt  til  Vis- 
borg; Henrik  Slagheck,  som  fik  Stokholm,  en  tapper  og 
redelig  broder  til  den  nedrige  Didrik;  Berend  v.  ^lehlen 
fik  Stækeborg,  Henrik  v.  Mehlen  Vesterås  og  Tile  Giseler 
Raseborg;  Anders  Pederson  beholdt  Orebro.  —  Endnu 
forinden  havde  han  gjort  Didrik  Slagheck  til  biskop  i 
Skara  og  Jens  Anderson  til  biskop  i  Strængnæs;  men 
bægge  disse  ledsagede  ham  på  en  stor  del  af  rejsen 
gennem  Sødermanland,  Ostergotland  og  Småland.  Julen 
tilbra;gte  han  hos  Haus  Brask  i  Linkoping,  nyårsdag 
sammen  med  Hans  Brask  og  Jens  Anderson  i  Vadstena. 
Også  på  denne  rejse  blev  der  holdt  dom.  i  Seder- 
køping  blev  den  fæle  Rlas  Uolste  hængt  med  sin  skriver 
ved  siden,  fordi  han  i  sin  blodige  virksomhed  havde 
gået  langt  videre,  end  kongen  vilde  haft.  Et  par  af  hans 
tjænere,  der  havde  været  hans  villige  håndlangere,  måtte 
da  også  dingle,  den  ene  i  Linkøpiug,  den  anden  i  Vad- 
stena. —  I  Vadstena  henrettedes  end  videre  et  par  an- 
sete mænd,  Peder  Smed  og  Stcu  flok,  der  havde  været 
meget  virksomme  i  østergotland ,  øvet  store  våldsom- 
heder  mod  den  dansksindede  gejstlighed  og  belejret  selve 
Hans  Brask  i  hans  bispegård;  nu  fik  bispen  dem  fat  ved 
almuens  hjælp.  —  Kort  efter  greb  Ture  Jonsson  et  par 
af  slægten  Ribbiiig  og  deres  to  « småsvende -> ,    som  under 


Henrettelser  i  landskaberne.  227 

selve  kongens  gennemrejse  havde  villet  afstedkomme  et 
oprør.  De  bleve  alle  fire  henrettede  i  Jonkøping,  men 
af  disse  usmåsvennar«  (tjænere)  lavede  man  senere  helt 
kækt  f(Bibhin(/s  to  små  s  o  tin  er«,  gjorde  den  ene  til  segs, 
den  anden  til  åtte  år,  og  udmalede  lidt  efter  lidt  disse 
"småsonnersi)  henrettelse  med  de  mest  hjærteskærende 
farver.  Det  er  da  ikke  så  underligt,  at  denne  lognagtige 
historie,  således  udpyntet,  er,  som  Afzelius  siger,  bleven 
mest  «namnkunnig»  blandt  Kristians  »illbragder».  —  I 
Nydala  kloster  blev  abbeden  druknet  med  fem  eller 
segs  af  sine  munke,  fordi  de  havde  stukket  fodevarerne 
til  side,  og  en  af  de  reddede  munke  kunde  alene  takke 
mester  Jesper  Brokmand,  kongens  kansellist,  for  sin 
frelse.  Da  bødlerne  vare  ham  i  hælene,  flygtede  han 
næmlig  ind  i  Brokmands  skriverstue.  Her  kastede  denne 
en  kåbe  om  ham,  gav  ham  en  hat  på  hovedet  og  pen  i 
hånden  og  satte  ham  mellem  sine  skrivere.  Da  så  bod- 
lerne kom  for  at  oplede  den  undvegne,  sagde  Brokmand 
skæmtevis,  at  munke  havde  han  ingen  af,  mon,  vilde  de 
have  en  skriver,  kunde  de  jo  tage  en  sådan. 

I  alt,  siger  krønniken  —  men  den  er,  som  sagt, 
slet  ikke  at  lide  på,  når  talen  er  om  Kristian  den  anden 
og  hans  udåd  —  i  alt  skulle  segs  hundrede  svenskere 
være  faldne  for  bøddeløksen  eller  strikken.  Den  (Afzelius) 
tilføjer  imidlertid:  »konungasmickrare,  forakteliga  och 
skadliga  varelser,  funnos  nog.  De  fægnade  den  grymma 
kungens  hjerta,  hvar  han  kom,  med  angifvelser  mot 
hederligt  och  frisinnadt  folk,  deraf  han  fick  lægenhet  att 
utgjuta  æn  mera  oskyldigt  blod".  Dette  kan  være  fuldt 
sandt,  men  endnu  én  ting  må  man  mindes:  i  munkenes 
mord  i  Nydala  kloster  havde  kongen  ikke  skygge  af  del: 
det  fandt  sted  d.  2den  febr.,  og  da  var  han  allerede  i 
København.  Det  var  Didrik  Slagheck,  som  på  egen  hånd 
øvede  denne  grumhed.     Således   kan   det  have  gået  ved 

15* 


228  Kristian  den  anden. 

tiere  lejligheder.  Det  er  ikke  uden  foje,  at  P.  A.  Muncli 
skriver:  c  Mangen  en  benrettelse  have  måske  de  egen- 
nyttige magthavere  i  provinserne  foretaget  på  egen  hånd, 
uden  kongelig  tilladelse,  for  at  tilrive  sig  de  dræbtes 
ejendomme«  og  —  tilfoje  vi,  for  at  tilfredsstille  en  per- 
sorilig  hævn.  Derfor  skriver  jo  endog  Fryxell:  »Många 
af  de  svenska  herrarne  voro  nog  låga  och  nedriga  att 
forråda  hvarandra  for  danskarne,  sokande  derigenom  en 
foraktlig  och  afskyværd  hæmnd  for  enskilda  och  obetyd- 
liga  tvister'). 

Så  meget  om  blodbadet!  —  «At  ville  sætte  smykke 
på  sådant",  siger  Holberg,  «er  at  forarge  verdens  end 
videre:  uingen  kan  nægte,  at  jo  gerningen  var  ukristelig 
og  hojst  lastværdig,  så  ingen  ærlig  mand  og  god  kristen 
kan  og  bor  tage  den  i  forsvar«;  samt:  »jeg  for  min 
part  underskriver  gærne  de  hårdeste  domme,  som  ere 
fældede  over  denne  konge,  når  andre  historieskrivere 
ville  bekvæmme  sig'  til  at  sætte  udi  samme  klasse  visse 
af  deres  regenter,  der  undertiden  have  øvet  storre  våld 
mod  sine  undersåtter  for  ringere  årsager  og  myrdet  nogle 
tusinde  mennesker,  alene  fordi  de  ikke  have  kunnet  be- 
gribe Guds  ord  på  samme  måde  som  de  selv  eller  rettere: 
deres  skriftefædre.  Men  man  har,  des  værre!  det  men- 
neskelige kon  til  forargelse,  set  lærde  mænd  ikke  alene 
forsvare  sådanne  gerninger,  men  endog  gore  dem  til 
heroiske  dyder«.  —  Også,  tilfoje  vi,  må  man  se  enhvær 
begivenhed  i  samtidens  lys.  Vi  skulle,  skont  vi  gore 
det  såre  nodig,  iblandt  meget  andet  minde  om  lands- 
tinget ved  Tuna  d.  26te  febr.  1528,  og  vi  ville  gore  det 
med  Alins  ord:  «Æfven  de,  som  kænde  §ig  brottsliga, 
hade  kallats  att  infinna  sig  under  lofte  om  fri,  felig, 
kristlig  lejd  till  och  från  samma  landsting.  Detta  lofte 
holls    dock    icke.      Då    menigheten    var    samlad,    upp- 


Hvordan  "blodtjadet  •  blev  betragtet.  229 

stælldes  konungens  krigsfolk  rundt  omkring,  och  kano- 
nerna riktades  mot  mængden.  Mans  Bryntesson  lioll  å 
konungens  vægnar  ett  skarpt  och  hotande  formaningstal, 
ocli,  då  detta  ej  tycktes  gora  beræknad  verkan,  befalde 
konungen  [o:  Gustaf]  utmonstra  af  bopen  daljunkerens 
ofversta  råd  och  många  andra,  som  hade  brukat  sin 
skamlosa  och  ofortlugna  mun  uppå  honora,  læt  dem 
der  af  rådet  domas  efter  Sveriges  lagbok,  och  afrætt- 
ningen  foljde  omedelbart  på  domen«.  —  Man  mærker 
heller  aldeles  intet  til,  at  «det  stokholmske  blodbad"  af 
Kristians  forbundsvenner  eller  af  andre  samtidige  herrer 
agtedes  som  så  »uJwrf»  en  begivenhed,  at  de  af  den 
grund  måtte  trække  sig  tilbage  fra  ham.  Under  sit  op- 
hold i  Nederlandene  (juni  —  avg.  1521)  omgiks  han  ikke 
alene  venskabelig  med  sin  svåger  kejser  Karl,  men  med  en 
mængde  hæderlige  mænd  af  alle  samfundslag;  ikke  alene 
med  håndværkere  og  handelsmænd,  men  også  med  konst- 
nere  og  videnskabsmænd  plejede  han  jævnlig  omgang. 
Vi  skulle  nævne  Albrekt  Diirer  og  Quentin  Metsys,  der 
bægge  malede  ham,  men  fræmfor  alle  den  navnkundige 
Erasmus  fra  Rotterdam,  der  var  hans  daglige  bordgæst, 
og  hvem  han  onskede  stadig  at  kunne  have  om  sig, 
uagtet  de  ingenlunde  vare  enige  i  sin  dom  om  Luther, 
og  uagtet  der  vanskelig  kunde  tænkes  to  storre  modsæt- 
ninger end  den  lidenskabelige  kong  Kristian  og  den  rolige 
Erasmus,  en  fodt  modstander  af  al  hæftighed  og  våldsom- 
hed.  —  Heller  ikke  svækkede  blodbadet  hengivenheden  for 
ham  i  Norge  eller  mindskede  i  Danmark  de  borgerlige 
klassers  troskab  og  kærlighed.  Den  hojst  hæderværdige, 
men  af  kongen  og  hans  venner  så  mishandlede  ærke- 
biskop Erik  Valkendorf  skrev  endnu  i  febr.  1522  fra 
Kom:  ((Hans  Nåde  er  dydelig  og  god  nok,  når  han  blot 
haver  gode  rådgivere ».  —  Men,  hvad  der  mere  end  alt 
andet  må  gore  os   varsomme  i   vor  dom,    er  dette,    at, 


230  Kristian  den  anden. 

skont  Luther  visselig  umulig  kunde  billige  den  blodige 
gerning,  fandt,  han  i  den  dog  heller  ikke  tilstrækkelig 
grund  til  at  drage  sig  ud  af  sit  forhold  til  kongen,  men 
sendte  ham  endnu  i  det  følgende  år  Carlstadt  til  vej- 
ledning i  hans  påtænkte  reformer,  ja,  synes  endog  en  foje 
stund  selv  ikke  at  have  været  helt  utilbøjelig  til  at  træde 
i  hans  tjæneste.  I  sit  skrift:  »Om  krigsfolk  kunne  blive 
salige »  (1526)  drog  han  skarpt  tilfelts  mod  de  oprørske 
jyder  og  liibeckerne;  og,  da  Kristian  den  anden  1523 
var  i  Wittenberg,  boede  han  hele  tiden  hos  Lukas  Kra- 
nach,  Luthers  fortrolige  omgangsven.  —  Vi  hværken  for- 
svare eller  undskylde  Kristian  den  anden,  selvfølgelig  aller 
mindst  hans  blodige  dåd,  men  vi  kræve  retfærdighed, 
og  vi  påstå,  at:  han  skulde  kun  gået  som  sejrherre 
ud  af  kampen,  og  i  såre  meget  vilde  mængdens  døm 
have  været  en  hel  anden,  så  vist  som  den  er  en  helt 
anden  både  over  Karl  den  niende  øg  Karl  den  ellefte. 
Da  er  det  sikkert  nok,  at  nidingslægnet  i^tyran»  aldrig 
vilde  blevet  klæbet  til  hans  navn,  ti  —  lykken  lovsynger, 
kranser  og  kroner  man;  kun  på  ulykken  kaster  man  for- 
brydelsernes hele  knusende  vægt.  Og  —  hvordan  vilde  vel 
selve  Gustaf  Vasas  billede  have  stået  for  øs,  dersom  det 
ene  var  blevet  malet  os  af  de  herrer,  søm  i  brevet  til 
kejseren  af  27de  septb.  1530  kalde  ham  (Gustaf)  »en 
tyran,  søm  aldrig  aktat  Gud  eller  menniskor,  æra  eller 
rykte»,  og  søm  ikke  alene  fortælle  kejseren,  »att  kløster- 
jungfrurna  i  Sverige  blifvit  offentliga  skokor.),  men  til- 
føje, i.att  kønungen  i  sin  plundring  af  kyrkorna  går  så 
langt,  att  han  låter  uppgræfva  kyrkogårdarne  for  at  sjuda 
salpeter  af  de  dodas  ben!« 


231 


18.    Island:   Norge:   Erik  Valkendorf. 

Vi  så  (I.  s.  490)  hvor  nær  det  under  Kristian  den 
forste  var  kommet  til  krig  mellem  Danmark  og  England 
for  Islands  skyld.  Island  havde  en  helt  ejendommelig 
stilling:  lige  siden  det  kom  under  Xorge,  havde  det 
ligesom  Hålogaland  og  Finmarken  ligget  til  kongens 
fadebur:  kongen  havde  hele  indtægten  og  udgiften  af 
det,  ligesom  han  havde  enehandel  derpå,  og  denne  handel 
gik  fra  gammel  tid  over  Bergen.  Vilde  ellers  nogen 
handle  deroppe,  måtte  de  købe  tilladelse  dertil.  Det  var 
dog  ikke  let  at  hindre  smughandelen  på  de  udstrakte 
kyster,  men  den  dreves  stærkt  både  af  engelskmænd  og 
skotter,  hollændere  og  hanser,  der  således  sparede  tolden, 
foruden  hvad  selve  kobet  af  tilladelsen  kostede.  Enkelte 
byer  købte  sig  dog  retten,  men  Liibeck,  som  havde 
magten  i  Bergen,  syntes  kun  ilde  derom,  og  det  norske 
risfsråd  led  det  heller  ikke:  det  fandt  denne  handel  på 
Island  "lige  skadelig  for  Norge  og  Liibeck«  (!),  og  den 
blev  derfor  forbudt  i  kong  Hans's  håndfæstning.  Men 
smughandelen  kunde  man  ikke  derved  gore  ende  på,  og 
den  fortsattes  ligefuldt,  da  den  var  alt  for  fordelagtig, 
når  den  kfm  lykkedes.  —  I  hundrede  år  og  derover  var 
den  således  dreven  fra  England,  og  en  enkelt  havn' 
såsom  Havnefjord,  kunde  stundum  i  årets  løb  gæstes  af 
flere  hundrede  engelskmænd,  der  dels  selv  fiskede,  dels 
købte  fisk  og  andre  varer  og  dreve  al  mulig  handel, 
men  afholdt  sig  heller  ikke  fra  plyndringer.  Den  konge- 
lige kasse  blev  altså  besvegen,  kvæg  og  får  ja  mennesker 
bleve  jævnlig  røvede  og  bortførte,  og  det  kom  tit  til 
blodige  sammenstød  mellem  kongens  fogder  og  smuglerne. 
Således  blev  Bessestad  i  lobet  af  få  år  fire  gange  plyndret. 
Der  sluttedes  det  ene  forlig  efter  det  andet,  men  de 
brødes  lige   så  hurtig,    og  jævnlig  truede  det  med  krig. 


232  Kristian  den  anden. 

Vi  have  (se  s.  124)  set;  hvorledes  der  1490  gaves  både 
England  og  Amsterdam  tilladelse  til  fiskeri  og  handel 
deroppe,  men  uordenerne  og  voldsomhederne  vedbleve. 

Så  snart  kong  Kristian  som  prins  kom  til  Norge, 
søgte  han  ved  klager  og  underhandlinger  at  råde  bod 
derpå;  men  det  hjalp  ikke.  Sorøverne  byggede  sig' endog 
et  blokhus,  og  det  kom  til  en  ordentlig  fægtning  med 
dem.  Et  af  hans  skibe,  der  skulde  hjemføre  årsskatten 
fra  Island  og  havde  en  kostbar  ladning  af  varer  og  penge 
ombord,  blev  1511  taget  ved  Vestmane,  og  hirdstjoren 
Svein  Torlejfsson  blev  dræbt  med  en  halv  snes  af  sine 
folk.  Et  par  andre  af  hans  skibe  bleve  ligeledes  tagne, 
og  hans  krav  på  godtgorelse  våksede  op  til  tyvefem 
tusinde  pund  sterling.  Men  bedre  gik  det  selvfølgelig 
ikke  adskillige  kostbare  købmandsskibe.  Et  par  dygtige 
mænd,  den  københavnske  købmand  Hans  Holm  og  pro- 
fessoren provst  Ditlev  Smither,  underhandlede  forgæves 
med  kong  Henrik  den  attende.  Da  var  det,  at  kong 
Kristian  1515  sendte  Soren  Norby  til  Island,  hvad  vi 
senere  nærmere  skulle  fortælle.  1  hans  tid  var  der 
orden,  men,  da  han  et  par  år  senere  hjemkaldtes,  fort- 
satte engelskmændene  sin  færd:  de  vedbleve  at  handle  på 
Island  uden  at  svare  told,  og  de  vedbleve  at  øve  en 
mængde  våldsomheder.  Hans  Holm  sendtes  da  atter  til 
England,  men  Henrik  den  attende  havde  nys  sluttet  fred 
med  Frankrig,  og  der  var  altså  aldeles  intet  udkomme 
med  ham.  Kong  Kristian  blev  nu  desuden  således  op- 
tagen af  de  svenske  handeler,  at  han  ingen  tid  havde  til 
at  tænke  på  Island,  —  uden  da  han  fik  det  ulykkelige 
indfald  at  prøve  på  at  pantsætte  hele  øen. 

I  Norge  vare  forholdene  heller  ikke  lystelige.  1 
Nordlandene  var  der  nød  og  dyrtid,  så  folk  måtte  æde 
bark,    og  mange   døde   af   sult;    i   Bergens   stift  rasede 


Tilstaudeu  i  Island  og  Norge.  233 

pesten  med  eii  sådan  våldsomhed,  at  mange  gårde  lå 
øde  og  ubyggede;  og  i  Bergens  by  rasede  garperne  som 
sædvanlig.  1521  lå  der  en  hel  flåde  af  tyske  skibe  i 
havnen;  bådsmændene  sloge  sig  sammen  med  de  tyske 
købsvende  og  håndværkere  i  byen,  overfaldt  kvinder  og 
andre  sagesløse  folk,  ja  overfaldt  endog  den  kongelige 
byfoged.  Men  Jorgeii  llaiiseii  var  en  dygtig  høvids- 
mand,  og  med  slottets  besætning  gjorde  han  lyst  imellem 
tyskerne.  Da  kampen  var  endt,  indstævnede  han  kontorets 
æmbedsmænd.  som  gærne  vilde  haft  sagen  tysset  hen  og 
mente,  at  den  ene  parts  våldsomheder  kunde  gå  op  imod 
den  andens.  Jorgen  Hansen  krævede  imidlertid  straf  efter 
Norges  lov,  hvortil  oldermændene  svarede,  at  det  dog 
ikke  kunde  være  til  både  for  forholdet  mellem  kongen  og 
stæderne,  at  segs,  åtte  af  kontorets  folk  mistede  halsen. 
Endelig  gik  Jorgen  ind  på  at  henskyde  sagen  under 
kongens  egen  afgorelse;  men  så  kom  krigen  mellem  Dan- 
mark og  Lubeck,  og  kongen  kom  ikke  til  at  fælde  nogen 
dom.  —  Derimod  havde  kong  Kristian  forinden,  d.  29de 
septb.  1521,  udstedt  en  forordning  for  det  uordenfjældske 
Norge  og  Lister,  igennem  hvilken  der  gik  samme  ånd 
som  gennem  hans  tidligere  og  samtidige  love  for  Dan- 
mark. Ingen  foged  eller  jorddrot  må  tvinge  bonden  til 
at  sælge  hans  varer,  men  bonden  skal  selv  råde  for,  til 
hvem  han  vil  sælge.  Kværken  prælat,  provst,  præst, 
foged  eller  jorddrot  må  tvinge  nogen  landbo  eller  skatte- 
bonde til  at  fare  på  fiskefangst  i  sine  skibe,  men  de 
skulle  have  lov  at  fare  med  hvem  de  selv  ville.  Ingen 
må  lade  lægfolk  baste  eller  binde,  uår  de  forbryde  sig 
mod  kirkeretteu,  eller  for  ringe  sag  pålægge  dem  så 
svære  bøder,  at  de  ikke  kunne  betale  dem,  men  gores 
til  trælle  evindelig;  ej  heller  må  de  bansætte  dem  uden- 
for kirkeloven.  Når  lægfolk  anklages  for  forbrydelser  i 
verdslige   sager,    selv  i  sådanne,    som   findes  optagne  i 


234  Kristian  den  anden. 

kristenretten,  må  gejstlige  ikke  være  dommere,  men 
sagen  skal  indbringes  for  kongens  lagmand.  Prælater, 
provster  og  præster  må  ikke  pålægge  almuen  nogen 
tynge,  overtold,  udfærd  eller  andet,  udover  hvad  kirke- 
loven og  gammel  sædvane  kræve.  Ingen  jorddrot  må 
vilkårlig  forhoje  afgiften  af  sine  jorder,  men  den,  som 
lejer  jorden,  skal  nytte  og  beholde  den,  så  længe  han 
kan  være  mand  for  den  og  giver  sin  årlige  skyld  af  den. 
Almuen  skal  kunne  betale  både  præst  og  jorddrot  med 
det  slags  penge,  som  han  har  bedst  tilgang  til,  og  som 
fra  gammel  tid  har  været  brugelig;  i  anden  mønt  ere 
de  ikke  pligtige  at  gælde  den  årlige  landskyld.  —  Sand- 
synligvis ere  lignende  bestemmelser  også  givne  for  det 
ovrige  Norge,  skont  vi  nu  ikke  kende  dem:  men  man 
kan  være  vis  på,  at  alle  de  ulovligheder,  som  her  for- 
bydes, gik  jævnlig  i  svang,  og  at  der  således  var  trang 
til  forbudene. 

Vi  have  gentagne  gange  nævnt  Erik  Valkeiidorf,  men 
des  værre  må  vi  atter  nævne  ham,  inden  vi  fortsætte 
historiens  udviklingsgang.  —  Han  havde  tidligere  været 
provst  ved  Børglum  domkirke,  dernæst  ved  Roskilde,  og 
var  en  trofast  dansk  mand  af  ualmindelige  ævner  og 
gaver,  virksom  og  kraftig,  alvårlig  og  grundhæderlig. 
Han  havde  været  om  kong  Kristian  fra  hans  ungdom 
af,  havde  også  fulgt  ham  til  Norge,  havde  her  som  hans 
kansler  stået  ham  bi  med  råd  og  dåd  og  nydt  al  den 
tillid  hos  ham,  som  han  ærlig  fortjænte.  Norge  blev 
hans  andet  hjem,  og  det  har  ham  såre  meget  at  takke; 
der  er  ikke  mange  danske  mænd,  som  det  skylder  mere. 
Efter  gamle  ærkebiskop  Gavtes  død  gjorde  prinsen  ham 
imod  hans  villie  til  Norges  ærkebiskop  og  fik  allerede 
d.  16de  avg.  1510  pave  Julius  til  at  stadfæste  udnævnelsen. 
Han  viste  sig  nu  kløgtig  og  nidkær  i  gejstlige  som  tidligere 


Erik  Yalkendorf.  235 

i  verdslige  sager.  Han  var  en  meget  kundskabsrig  mand, 
der  satte  pris  på  gode  og  smukke  bøger  og  liåndskrifter. 
Norges  kirkevæsen  strævede  lian  med  held  at  ordne,  og 
sit  ærkestift  gav  han  1519  både  et  nyt  missale  og  et  nyt 
breviar.  Ligeledes  tog  han  sig  med  varme  af  sin  stolte 
domkirkes  bygning  og  glemte  ikke  selv  at  skyde  til  af 
sin  egen  lomme.  Også  arbejdede  han  ivrig  på  at  fræm- 
kalde  bjærgværksdrift  i  landet  og  ikke  mindre  ivrig  på 
at  genfinde  Gronland.  Som  ærkebiskop  var  han  formand 
for  Norges  rigsråd,  og,  så  længe  han  og  Kristian  stode 
hinanden  ved  siden,  var  der  fred  og  tilfredshed  i  Norge. 
Meget  af  hvad  han  udrettede,  have  vi  andensteds  antydet. 
1515  var  han  endnu  hojt  i  kongens  gunst:  da  sendte 
denne  ham  til  Brussel  for  at  hente  dronning  Elisabet. 
Men  her  fik  man  ham  til  at  skrive  det  ulykkelige  brev. 
i  hvilket  han  pålagde  kongen  at  skille  sig  ved  Dyveke. 
Fra  det  ojeblik  dalede  ikke  alene  hans  stjærne  hos  kongen, 
men  Sigbrit  fattede  et  uudslukkeligt,  et  dødeligt  had  til 
ham.  Hun  blev  ikke  træt  af  at  sige,  at  det  var  ham, 
der  var  skyld  i  Dyvekes  dod,  og  hun  gjorde  alt,  hvad  hun 
kunde,  for  at  komme  ham  tillivs.  —  Hans  troskab  og 
nidkærhed  svækkedes  dog  ikke  derfor.  Der  kom  stadig 
en  mængde  svenske  pilgrimme  til  Hellig -Olafs  skrin  i 
Trondhjem.  Da  krigen  atter  stundede  til,  medgav  han 
disse  pilgrimme  en  mængde  breve  til  Sverrig,  i  hvilke 
han  udviklede  kong  Kristians  ret  til  kronen  og  formanede 
de  ukendte  læsere  alvårlig  til  at  støtte  den.  Af  det  valg- 
brev, som  Sverrigs  stænder  1499  havde  givet  kong  Kristian, 
tog  han  ligeledes  en  mængde  afskrifter,  som  han  lod  pil- 
grimmene sprede  trindt  i  Sverrig.  Da  krigen  allerede  var 
udbrudt,  og  lensmanden  i  Jæmteland,  den  svensksindede 
Olaf  Galle,  havde  ment,  at  han  nok  kunde  forlade  det 
landskab,  som  han  var  sat  til  at  værge,  sendte  Erik 
Valkendorf  i  forening  med  rigshovmesteren,  Nils  Henriks- 


236  Kristian  den  anden. 

son  (Gyldenlave),  en  hel  del  krigere,  som  de  havde  samlet, 
til  jæmternes  understøttelse,  og  det  var  ikke  deres  skyld, 
at  disse  krigere  lode  sig  overrumple  og  nedhugge. 

Men  1516  satte  kongen  en  af  sine  underordnede  skri- 
vere, mester  Hans  .Hule,  til  foged  på  Akershus.  Han  var 
et  af  Sigbrits  kreaturer,  lige  så  ond  og  hadsk,  som  han 
var  egennyttig  og  våldsom,  og  han  skyede  intet  middel 
for  ved  sin  virksomhed  i  mangfåldige  retninger  at  sætte 
sig  yderligere  fast  i  kongens  gunst,  men  i  Sigbrits  gunst 
ved  på  alle  måder  at  krænke  og  fortrædige  ærkebispen. 
I  øvrigt  forte  han  et  ryggeslost  liv,  men  det  samme  gjorde 
provsten  og  de  øvrige  præster  ved  Mariakirken,  og  iblandt 
hans  elskerinder  var  der  en  kvinde,  om  hvem  det  var  alle 
vitterligt,  at  hun  samtidig  var  provstens  elskerinde,  uden 
at  dog  den  ene  blev  nidkær  på  den  anden.  I  sælskaber  sad 
hun  endog  til  bords  imellem  dem  bægge.  Bispen  i  Oslo, 
Anders  Muus,  var  en  stakkel,  men  han  klagede  over  al 
denne  forargelse  til  kongen.  Inden  klagen  endnu  var 
kommen  kongen  i  hænde,  viste  han  imidlertid  Hans  Mule 
den  ene  nåde  efter  den  anden,  og  1519  gav  han  ham  en 
hidtil  ukendt  myndighed :  han  satte  ham  til  et  slags  stat- 
hølder  i  Norge,  hvem  alle  rigets  indbyggere,  af  hvad  stand 
de  så  vare,  skulde  være  ohorige  og  lydige«.  Han  havde 
således  med  villien  fået  ævnen  til  at  træde  alle  sine  mange 
fjender  på  nakken.  I  våren  1521  fik  han  ved  våld  og 
trusler  den  skikkelige  Anders  Muus  tvunget  til  at  tage 
sin  afsked  og  fik  så  sig  selv  valgt  af  kapitlet  til  biskop. 
Han  fortsatte  imidlertid  sit  levned  og  sin  færd  og  havde 
fogder,  der  i  alt  lignede  ham.  Valkendorf  klagede  gang 
efter  anden,  når  han  trådte  ham  alt  for  nær,  men  det 
hjalp  intet.  Så  besluttede  han  selv  at  tage  ned  til  Køben- 
havn for  personlig  at  fræmfore  sine  klager.  Inden  han 
i  maj  1521  afrejste,  glemte  han  dog  ikke  endnu  engang 
at  anvise  kobber  og  arbejdslon  til  sin  kære  prægtige  dom- 


Erik  Valkendorf.  237 

kirke ;  ti  hau  var  gammel  og  meute  sagtens ,  at  det  var 
uvist,  om  han  genså  den. 

Så  rejste  han.  Hau  gik  ud  fra  en  af  Norges  vestlige 
havne  for  ikke  at  komme  til  Oslo,  hvor  hans  avindsmand, 
biskop -høvidsmanden,  rådede  og  let  kunde  afskære  ham 
rejsen.  Men  han  blev  overfalden  af  storm  og  uvejr,  som 
kastede  ham  ind  på  Hollands  kyst,  og  i  Amsterdam  stødte 
han  pludselig  på  kongen,  uden  at  den  ene  i  forvejen  anede 
noget  om,  at  den  anden  var  på  rejse.  I  Amsterdam  havde 
Sigbrit  en  broder  og  syster.  Kår  den  sidste  sagde  til 
ham:  <. Min  syster  vil  have  jer  i  tårnet,  vil  se  jer  død!» 
skal  dette  dog  både  i  form  og  indhold  kun  have  været 
småting  imod  det,  som  broderen  kom  med;  og  bægge 
have  de  selvfølgelig  gydt  olie  til  ilden  hos  den  hæftige 
konge.  1  sin  mistænksomhed  så  han  en  romningsmand 
i  ærkebispen,  mente,  at  han  sagtens  forinden  rejsen  havde 
stukket  domkirkens  sølv,  guld  og  ædelstene  til  sig,  og 
vilde  haft  ham  fængslet,  hvad  dog  heldigvis  byens  øvrig- 
hed hværken  kunde  eller  vilde  indlade  sig  på.  Det  kom 
til  en  samtale,  i  hvilken  ærkebispen  med  varme  skildrede 
al  den  hån  og  uret,  han  havde  måttet  doje.  Han  vilde 
gærne  lade  dom  gå  i  sin  sag,  men,  som  sagerne  stode, 
vilde  han  ikke  kende  anden  dommer  end  paven:  dog  vilde 
hau  endelig  også  finde  sig  i  en  kendelse  af  kejseren,  siden 
de  bægge  vare  ham  så  nær.  Kongen  vilde  imidlertid  ikke 
vide  af  nogen  fremmed  dommer;  han  vilde,  at  Danmarks 
og  Norges  rigsråd  skulde  domme;  men  Valkendorf  mente, 
at  dertil  havde  det  ingen  ret :  og  de  skiltes,  som  de  mød- 
tes: som  uvenner. 

Kongen  drog  hjem,  og  Valkendorf  drog  til  Utrecht, 
hvorfra  han  skrev  til  det  danske  rigsråd,  at,  hvis  det 
havde  fået  pavens  fuldmagt  til  at  domme  i  sagen,  vilde 
han  også  villig  stå  til  rette  for  det,  såfræmt  det  vilde 
give  ham  et  sikkert  lejde  foruden   det,    som  kongen  selv 


238  Kristian  den  anden. 

havde  lovet  ham.  Men  imens  lod  kongen  alt  hans  gods 
og  alle  hans  indtægter  beslaglægge.  Han  havde  kun  ind- 
rettet sig  på  en  lille  københavnsrejse;  nu  sad  han  her  i 
Holland;  alle  hans  penge  vare  slupne  op,  og  i  sygdom, 
nød  og  fattigdom  måtte  han  gore  det  ene  lille  lån  efter 
det  andet.  Men  han  væntede  forgæves  på  svar  fra  rigs- 
rådet. Så  rejste  den  gamle  mand  midt  i  novb.  fra 
Utrecht,  og  ved  kyndelmissetid  1522  nåede  han  efter  en 
mojsommelig  vinterrejse  til  Rom.  Kort  efter  modtog 
han  det  attråede  svar,  ikke  dog  fra  rigsrMet,  men  fra 
fem  rigsvåder.  Dette  kunde  ikke  være  ham  nok,  hvad 
han  strags  udtalte  i  et  andet  brev,  der  var  lige  så  ven- 
ligt og  hensynsfuldt  mod  kongen  (se  s.  229),  som  det  var 
bittert  mod  « mester  Didrik  Slagheck,  Sigbrit,  mester 
Hans  Mule  og  deres  parti.«  Men  allerede  forinden 
(1ste  desb.  1521)  var  pave  Leo  død;  den  nye  pave,  den 
hæderlige  Hadrian,  Valkendorfs  ven,  hidtil  biskop  i  Tor- 
tosa,  kom  forst  i  slutningen  af  avgust  fra  Spanien  til  Rom, 
og  det  er  et  sporgsmål,  om  den  gamle,  syge  Valkendorf 
nogensinde  fik  ham  i  tale.  Kæmpende  med  sygdom,  nød 
og  sorg  døde  han  i  Rom  d.  28de  novb.  1522.  —  »Det 
var  udgangen  på  et  liv,  så  hæderligt  og  ustraffeligt  som 
få  prælaters  i  Norden«,  siger  Allen,  der  end  videre  giver 
ham  det  skudsmål:  »Han  var  trofast,  virksom  og  dygtig, 
en  mand  med  lyse  tanker  og  en  villie  til  at  lade  gerning 
følge  på  tanke,  når  han  derved  kunde  gavne  fædrelandet. 
I  en  tid  og  i  en  stilling,  der  var  så  rig  på  fristelser, 
bevarede  han  et  ubesmittet  navn  og  viste  sig  i  al  sin 
færd  ærlig  og  retsindig.« 


239 


19.    Gustaf  Eriksson  (Vasa)*). 

Kristian  den  anden  mente  sagtens,  at  han  havde 
kvalt  svenskernes  selvstændighedsdrift  i  de  rundne  blod- 
stromme;  men  han  blev  hojlig  skuffet.  Frihedens  og 
uafhængighedens  ånd  var  endnu  ikke  vegen  fra  sonnerne 
af  Engelbrekts  helte,  og,  inden  julemessen  var  udsungen, 
næppe  syv  eller  åtte  uger  efter  det  stokholmsk«  blodbad, 
stode  dalkarlene  atter  i  våben  mod  »Kristian  tyran«  og 
hans  "jyder". 

Det  var  dog  ikke  nærmest  blodbadet,  der  strags  og 
umiddelbart  fræmkaldte  frihedskampen :  det  havde  tvært 
imod  lamslået  herrerne  med  skræk,  og  bønderne  sagde 
allevegne,  hvad  sandt  var,  at  imod  dem  havde  kongen 
altid  vist  sig  mild  og  nådig.  Men  på  sin  nedrejse  til 
Danmark  udstedte  kong  Kristian  to  forordninger,  som 
vakte  almindelig  harme.  Den  forste,  allerede  udstedt  i 
Nykøping  d.  10de  desb.  1520,  bod  bønderne  i  Småland 
og  bægge  Gotlandene  at  afgive  deres  buer  og  amborster; 
den  anden,  udstedt  i  Vadstena  d.  4de  jan.  1521,  udskrev 
i  de  nordlige  landskaber  en  ny  skat  i  fede  oksne,  får  og 
gæs,  som  skulde  leveres  til  slottene,  selvfølgelig  til  under- 
hold for  disses  besætning,  og  som  iblandt  andre  Heurik 
V.  iHehli'u,  hovidsmanden  på  Vesterås,  inddrev  med  stor 
strænghed  af  Vestmanland  og  Dalarne,  skont  den  sidste 
skat  af  lignende  natur  havde  bønderne  endnu  på  mange 
steder  ikke  kunnet  svare,  så  de  altså  samtidig  fik  to 
yderst  byrdefulde  skatter  at  udrede. 

Mod  det  forste  bud  rejste  smålæudingerne  sig  allerede 


'")  Yasauavnet  brugte  hværkeii  Gustaf  selv  eller  hans  forfædre.  Der 
skyldes  sagtens  familiegodset  Vasa  i  Upland,  skont  nogle  ville 
aflede  det  af  skjoldemærket :  en  vase  o:  et  risknippe  til  at  fylde 
løbegrave  med.  (Vasen  var  tidligere  sort,  men  Gustaf  malede 
den  gul,  hvorfor  den  tit  siden  blev  tagen  for  et  neg.) 


240  Kristiau  den  anden. 

inden  jul  med  stor  harme*):  de  lode  budkavlen  gå,  be- 
satte veje  og  stier,  afkastede  broer  og  byggede  bråder, 
nedhuggede  fogder  og  skrivere  og  hvem  de  ellers  kunde 
overkomme  af  lensmandens  svende,  og  afbrode  al  forbin- 
delse mellem  kongen  og  Soreii  Norby,  hvilken  sidste  holdt 
ting  på  ting  med  dem  og  havde  moje  med  at  få  dem 
talte  til  rette.  Men  det  varede  aldrisf  mange  dage,  inden 
de  rejste  sig  påny,  plyndrede  kongsgårde  og  adelsgårde 
og  de  kongelige  magasiner,  vilde  dræbe  Norby,  tage  Kalmar 
ved  overrumpling  og  alle  mand  drage  mod  kongen  og  hans 
mænd;  så  Norby  havde  brug  for  al  sin  årvågenhed  og 
snarrådighed,  al  sin  kraft,  hvis  ikke  hele  Sydsverrig  skulde 
stå  i  lys  lue.  —  Virkningerne  af  den  anden  forordning 
skulle  vi  nu  se,  men  må  dog  ikke  glemme,  at  der  rådede 
stadig  strid  og  splid  i  den  regering,  som  kongen  havde 
indsat  i  Stokholm,  og  at  det  ikke  varede  længe,  inden 
dens  hoved,  Didrik  Slagheck^  gjorde  sig  lige  så  hadet  ved 
sin  blodtørstige  grusomhed  og  sit  skrydende  hovmod,  som 
foragtet  ved  sin  uduelighed  og  uredelighed. 

Gustaf  Eriksson  (Vasa)  blev  fodt  under  sin  mo- 
ders besog  hos  hendes  moder  på  Lindholms  slot  i  Ros- 
lagen kristihimmelfartsdag  d.  12te  maj  1496  (eller  1491?). 
Han  var  af  en  gammel  navnkundig  æt,  hvilken  vi  jævnlig 
have  haft  lejlighed  til  at  nævne  som  dansksindet,  og  om 


*)  Et  sådant  bud  var  dog  ikke  helt  uden  forbillede:  d.  24de 
marts  1437  vedtoge  Karl  Knutsson  og  hans  rigsråd  i  Stræng- 
næs:  »Bonderna  tinge  icke  bæra  armborst,  pansar  eller  andra 
vapen,  nær  de  voro  på  væg  till  kyrka  eller  ting.  till  stad  eller 
gæstabud'.  Og  det  gjaldt  alle  Sverrigs  bønder.  Det  selv- 
samme bød  en  ny  forordning  af  1441,  ja,  den  sagde  endog,  at 
ingen  uden  kongens  æmbedsmænd  og  råd  måtte  bære  våben, 
når  de  kom  i  kirke  eller  til  købstad.  Sandt  nok,  det  var  ikke 
selve  våbnene,  der  blevc  fratagne  dem,  kun  retten  til  at  bære 
dem,  når  de  selv  lystede. 


Gustaf  Vasa:  hans  bai'ndom.  241 

hvis  sonner  det  med  foje  er  sagt,  at  de  vare  oofta  ælskade. 
stundum  hatade,  sælian  glomda.i)  Gustaf  selv  var  eu 
sonnesons  sou  af  gamle  Krister  Nilsson,  der  tilsidst  måtte 
bukke  under  i  kampen  mod  Karl  Knutsson.  Om  Gustafs 
farfader,  rigsråd  Johan  Kristersson  til  Kydboholm,  er  der 
kun  det  at  mærke,  at  han  1457  var  en  af  dem,  som  ind- 
kaldte Kristian  den  forste:  men  så  blev  han  gift  med 
Brita  Gustafsdotter  (Sture),  en  syster  til  den  ældre  hr. 
Sten,  og  dermed  indtrådte  omslaget  for  ham  selv  og  hele 
slægten.  Om  Gustafs  fader,  rigsråd  Erik  Johansson  til 
Eydboholm.  hedder  det,  at  han  var  en  dustig  og  kort- 
villig herre,  men  af  ett  ganska  hæftigt  sinuelag, »  i  øvrigt 
noget  indskrænket,  tilfojes  der.  Gustafs  moder  var  den 
fromme  men  tungsindige  Cecilia  Månsdotter  (Oxenstjerua) 
af  Eka ,  som  atter  var  en  datter  af  Mågens  Karlsson 
(Oxenstjerna)  og  Sigrid  Eskildsdotter  (Bauérj,  men  en  ældre 
halvsyster  til  Kristina  Gyllenstjerna,  hvem  vi  kende  som 
den  yngre  Sten  Stures  hojsindede  og  heltemodige  hustru. 
Gustaf  var,  siger  sagnet,  født  med  et  tegn  som  en 
hjælm  på  hovedet  (en  «sejrshue.>)  og  med  et  rødt  kors  på 
brystet.  Heri  så  man  et  varsel  om,  at  han  vilde  blive 
en  stor  og  mærkelig  mand.  Indtil  sit  attende  år  op- 
fostredes han  hos  sin  faders  morbroder,  gamle  rigsfor- 
stander Sten  Sture,  og  efter  dennes  død  levede  han  hos 
sine  forældre,  snart  på  Alaud,  snart  på  Eydboholm  eller 
Kæfsnæs,  indtil  han  tretten  år  gammel  kom  i  Upsala 
trivialskole.  Her  blev  han  dog  ikke  længe,  ti  læreren, 
den  danske  mester  Iver,  fik  høre,  at  han  engang  havde 
sagt  til  sine  kammerater:  "Se,  hvad  jag  vill  gora;  jag 
vill  draga  upp  i  Dalarne,  få  dalkarlarna  ut  och  slå  juten 
på  næsone!'«  og  for  denne  oprørske  ytring  gav  han  sin 
adelige  lærling  strambukser.  Gustaf  modtog  uden  kny 
denne  straf,  men  trak  så  sin  lille  kårde,  huggede  den 
igennem  ("Alexandri  doctrinales"  ?),  som  han  netop  skulde 

Danmarks  historie  14S1 — 1536.  lij 


242  Kristian  den  anden. 

læse  i,  sagde  skolen  farvel  med  en  ed  («jag  tor  gifva  dig 
og  din  skola  tusan!«)   og   kom   der  aldrig  mere.     Siden 
læste  han  frit  med  egne  lærere  ved  Upsala  akademi,  men  • 
glemte  ikke  at  se  sig  om  i  egnen   eller  at  deltage  i  de 
hyppige  ulvejagter. 

1514  trådte  han  i  tjæneste  hos  sin  moders  svåger, 
den  yngre  Sten  Sture,  ved  hvis  hof  han  særlig  skal  have 
folt  sig  tiltalt  af  gamle  Hemming  Gadd,  som  dog  ikke 
længer  stod  i  Sturernes  gunst,  men  af  hvem  han  kunde 
lære  meget  i  mange  retninger,  forst  og  fræmst  et  grun- 
digt had  til  Danmark.  1517  prøvede  han  forste  gang 
sine  våben:  det  var  ved  Vædla,  hvor  han  ved  sin  raskhed 
skal  have  bidraget  væsentlig  til  sejren.  1518  bar  han 
hovedbanneret  i  slaget  ved  Brænnkyrka  og  udmærkede  sig 
atter.  Men  endnu  samme  host  var  han  en  af  de  segs 
gisler,  som  Kristian  den  anden  førte  med  sig  til  Danmark. 
Her  kom  han  i  forvaring  hos  sin  mormoders  slægtning, 
lensmanden  på  Kallø,  den  ædle  Erik  Erikson  Banner  til 
Asdal  og  Kokkedal  (dod  1554),  som  havde  stillet  en  borgen 
af  sej  sten  hundrede  gylden  for  at  få  lov  til  at  tage  vare 
på  ham.  På  Kallø  sad  han  altså  i  et  forholdsvis  meget 
mildt  fængsel,  men  dog  altid  et  fængsel,  om  han  end 
havde  lov  til  at  gå  på  jagt  i  den  nærmeste  omegn.  Men 
i  hele  Danmark  rustede  man  sig  atter  stærkt  til  den  fore- 
stående nye  svenskekrig,  og  af  riddere  og  svende,  som 
kom  til  Kallø,  måtte  han  jævnlig  høre,  hvorledes  man 
nu  tænkte  at  lænkebinde  hans  fædreland  og  udskifte  dets 
godser.  Så  tog  han  i  høsten  1519  forklædt  flugten  ad 
Liibeck  til  og  undgik  med  nød  og  næppe  de  forfølgere, 
der  vare  sendte  på  spor  efter  ham.  I  Liibeck,  som  han 
nåede  mikkelsaften,  og  hvor  han  blev  gæstfrit  optagen 
hos  den  rige  Kurt  Konig,  havde  man  nær  efterkommet 
kongens  og  Banners  krav  på  hans  udlevering,  men  en  af 
rådsherrerne,  Nikolaus  Broms,  fik  det  dog  afværget.    Man 


Gustaf  Vasa  på  Kallø,  i  Ltlbeck  og  i  Kalmar.  243 

stod  jo  på  en  spændt  fod  med  Danmark,  og  ingen  vidste, 
hvad  det  kunde  blive  til.  »Hvem  ved,  hvad  han  kan 
udføre!')  sagde  man  og  beholdt  ham.  Efter  åtte  måneders 
ophold  i  Liibeck  fik  han  en  rask  skipper,  Heinrich  Miiller 
fra  Warnemiinde,  til  at  føre  sig  på  en  lille  skude  over 
Østersøen  og  var  heldig  nok  til  at  undgå  de  danske 
krydsere,  så  han  d.  31ste  maj  1520  steg  lykkelig  og  hem- 
melig i  land  på  Stense  næs  ved  Kalmar. 

•  Det  var  en  yndig  majdag, 
da  i  de  sven.ske  skær 
løb  ind  en  kobmandsskude, 
med  stærk,  skont  liden  hær. 
en  bær  på  ét  par  arme-  — 

sang  P.  L.  Moller;  men  dette  par  var  Gustaf  Vasas,  i 
hvem  der  slog  et  frit  og  stolt  hjærte  under  et  mildt 
men  dristigt  og  gennemborende  ojenpar,  under  «en  pande 
hoj  og  klar.o 

Fru  .4iiiia  Bjelke  var  nys  bleven  enke  efter  Johan 
Månsson.  Han  havde  nægtet  at  overgive  Kalmar  til 
Kristian  den  anden,  og  hun  holdt  nu  slottet  med  mands 
mod  og  kraft.  Gustaf  trådte  strags  i  hendes  tjæneste. 
Men  forgæves  prædikede  han  længe  for  det  velvillige  men 
modfaldne  borgerskab,  og  slottets  tyske  besætning  truede 
ham  med  døden,  da  han  opfordrede  den  til  tappert  for- 
svar. Det  var  kun  ved  borgernes  hjælp,  at  fru  Anna 
med  moje  frelste  hans  liv.  Han  forlod  altså  Kalmar, 
samme  dag  som  fru  Anna  måtte  overgive  slottet  til 
Soren  Norby.  Han  flygtede  nu  op  igennem  Småland, 
gennem  en  egn,  hvis  indbyggere  på  egen  hånd  havde 
sluttet  fred  de  danske  blekingboere.  Forgæves  advarede 
han  på  sognemoder  de  ligegyldige  bønder  og  de  selvkære 
herremænd  for  «det  gæstebud,  som  komme  vil.-  Af  bon- 
den fik  han  til  svar:  "Ej  tryter  oss  sill  og  salt,  så  længe 
vi  lyda  konungen«;  ja,  tilsidst  var  der  endog  dem,  som 

16* 


244  Kristian  den  anden. 

langede  efter  ham  med  bue  og  pil.  Heller  ikke  i  øster- 
gøtland  og  Sødermauland  kunde  hans  ord  trænge  igen- 
nem, og  som  et  jaget  vildt  måtte  han  ad  uvejsomme  stier 
tiygte  fra  sted  til  andet.  Sin  syster  Margreta  og  hendes 
husbonde,  Joakim  Brahe,  gæstede  han  på  Tærna,  men 
advarede  dem  forgæves  mod  at  drage  op  til  kong  Kristians 
kroning,  til  hvilken  de  vare  indbudne.  Han  måtte  da 
gå  videre,  til  sin  fædernegård  Ræfsna^s,  hvor  han  en  tid 
hemmelig  opholdt  sig.  I  Mariefred  traf  han  den  næsten 
hundredårige  ærkebiskop  Jakob  Ulfsson,  som  med  varme 
bad  ham  gore  brug  af  det  glemselslefte,  der  udtrykkelig 
var  tilsagt  ham  ved  Stokholms  overgivelse.  Men  han  lod 
sig  ikke  rokke.  Da  fik  han  pludselig  efterretning  om  det 
stokhglmske  blodbad,  ved  hvilket  både  hans  fader,  hans 
svåger  og  flere  af  hans  slægtninger  havde  måttet  bløde 
under  bøddeløksen,  samt  at  der  var  udsat  en  pris  på 
hans  eget  hoved.  Så  flygtede  han  d.  25te  novb.  gennem 
Vestmanland  op  ad  Dalarne  til.  Men  selv  i  Dalarne 
var  hans  ærende  de  fribårne  bønder  "for  nytt.»  Atter 
her  måtte  han  flygte  fra  sted  til  andet,  og  som  ved  en 
række  af  undere  undgik  han  næsten  hvær  dag  en  over- 
hængende livsfare.  Allevegne  fandt  han  jo  vel  ædle  og 
hojhjærtede  mænd  og  kvinder,  som  med  egen  livsfare 
skjulte  ham  for  de  spejdere,  som  vilde  tjæne  sig  blod- 
pengene, der  vare  satte  som  pris  på  hans  hoved;  men, 
skont  han  både  i  Rættvik  og  Mora  talte  til  bønderne,  var 
der  ingen,  som  havde  lyst  til  at  gribe  våbnene,  og  så 
underligt  skulde  det  gå,  at  en  dansk  mand,  som  havde 
stået  i  Stures  tjæneste  og  nu  var  gift  deroppe,  Rasmus 
Jyde  kaldtes  han,  skulde  være  den  forste,  der  drog  svær- 
det for  Gustaf  og  hans  sag.  Man  lyttede  gærue  til  hans 
mandige  tale,  men  kunde  ikke  tro  hans  fortællinger  fra 
Stokholm,  hvor  ikke  alene  så  mange  af  hans  frænder  og 
venner  vare  henrettede,  men  hans  svster,  moder,  moster 


Gustaf  rejser  dalkarleue.  245 

Og  mormoder  fængslede.  Man  turde  heller  ikke  tro,  at 
det  kunde  hjælpe  at  rejse  sig  mod  den  mægtige  konge, 
og  det  under  en  fører,  som  man  ikke  kendte.  Nær  havde 
da  helten  forsaget,  og  han  havde  alt  nået  tæt  til  Norges 
grænse  for  at  sige  sit  ulykkelige  jfædreland  farvel,  da 
moraboerne  opskræmmedes  ved  nye  og  livlige  udmalinger 
af  bøddelfærdeu  i  Stokholm,  og  —  da  man  fik  budskabet 
om  de  to  nye  forordninger  sorgelig  stadfæstet  ved  Henrik 
V.  Mehlens  skatteopkrævere.  Da  lød  varselsråbet:  "Nu 
tilstunder  kong  Kristians  eriksgata!  Ellers  dser  kun  den 
milde  sol  vej  for  sveakongen  på  hans  stolte  hyldingsrejse 
gennem  rigets  landskaber,  men  bøddelkongen-  vil  mærke 
sin  vej  med  galger  og  stejler.  Alle  våben  ville  blive  den 
svenske  bonde  fratagne,  og,  far  han  lov  til  at  beholde 
sine  lemmer,  fræmtidig  skal  en  kæp  være  alt  hans  våben 
og  værge.  Men  det  kan  vel  hænde,  at  enhvær  bonde  får 
lov  at  miste  en  hånd  og  en  fod,  ti  med  én  hånd  kan 
han  godt  holde  ploven,  og  med  et  træben  duer  han  kun 
lidet  til  at  gore  opror.-.  Og  man  troede  dette  ugleskrig, 
og  man  folte  virkningerne  af  den  nye  skatteudskrivning. 
Da  rejste  sig  i  de  nordlige  Dalarne  som  en  brusende 
stormvind;  på  den  vingede  ski  hentede  man  Gustaf  til- 
bage, og  strags  efter  nyår  1521  vajede  hans  fane  kækt  i 
spidsen  for  hundreder,  snart  for  tusinder  af  kamplystne 
krigere.  De  anseteste  og  myndigste  bønder  i  dalsognene 
valgte  ham  enstemmig  til  »sin  och  menige  Sveriges  rikes 
herre  och  hofvitsmau"  og  svore  ham  troskab  og  lydighed 
som  sådan.  »Det  var  ett  riksforeståndareval  på  eget 
bevågs  siger  Geijer;  men  med  det  tog  frihedskampen  ved. 
Gustaf  savnede  penge,  klæder  og  levnedsmidler  til 
folkene,  men  han  kendte  udveje:  mandagen  d.  28de  jan. 
gik  han  til  Falun,  inddrev  de  kongelige  afgifter  her  og  i 
de  omliggende  sogne,  plyndrede  desuden  de  tyske  køb- 
mænds boder  og   varelagere.     Da  han   anden  gang  kom 


246  Kristian  den  anden. 

(sondagen  d.  3die  febr.?),  med  den  dobbelte  styrke,  gik 
bjærgværksmændene  gærne  med  ham.  —  I  de  sydlige 
dalsogne  holdt  man  sig  dog  endnu  til  kong  Kristian:  på 
landstinget  i  Tuna  gentog  man  d.  6te  og  d.  25te  jan. 
arvehyldingen  til  kongen  og  hans  efterkommere;  men 
den  nys  udskrevne  tunge  skat  og  Henrik  v.  Mehlens 
skattefogder  gjorde  vidundere:  man  gik  nu  ikke  alene 
over  til  Gustaf  («den  6te  marts  var  det  Gustafs  folk, 
der  holdt  landsting  i  Tuna");  men  man  opfordrede  vest- 
manlændingerne  og  nerikeboerne  til  det  samme,  og  ingen- 
steds forgæves.  Hele  Gestrikland  med  hovedstaden  Getle 
gik  ligeledes  over  til  ham ,  hvorimod  helsingerne  vare 
gjorte  tvivlrådige  ved  breve  fra  Gustaf  Trolle,  og  forgæves 
holdt  Gustaf  Vasa  mode  med  dem  ved  Norrala  kongs- 
gård. Ellers  tyede  fra  hele  riget  enhvær  til  ham,  adel, 
borger  og  bonde,  som  ikke  troede  sig  sikker  i  hjemmet 
og  derfor  havde  vanket  om  i  odeskovene. 

Mens  Gustaf  var  i  Helsingland,  havde  han  betroet 
anforslen  over  sine  dalkarle  til  et  par  af  sine  mænd, 
Peder  Sreiissoii  af  Viberboda  og  Olof  Itoiide.  Men  en  broget 
hær  på  segs  tusinde  (?)  hestfolk  og  fodfolk:  danskere, 
svenskere,  tyskere,  skotter  og  franskmænd,  drog  op  imod 
Dalarne  for  at  gore  det  af  med  «romningsmanden  og 
skovtyven  9,  som  man  kaldte  ham.  Det  var  i  forstningen 
af  april.  Hæren  fortes  af  ærkebiskop  Uustaf  Trolle  samt 
bisperne  Didrik  Siagheck  og  Jens  Audersoii,  til  hvilke  endnu 
kom  Henrik  v.  Mehlen  og  Knut  Bengtsson  (Sparre).  Den 
lejrede  sig  på  Dalelvens  sydside,  ved  B runbæck  færge, 
men  på  nordsiden  stod  Peder  Svensson  med  en  hær  af 
dalkarle  for  at  vågte  landsdelens  gamle  grænseskel.  Dal- 
karlenes vingede  pile  floj  rask  over  elven,  og  man  folte 
sig  ikke  rigtig  hyggelig  ved  deres  mængde.  Sagnet  lader 
Jens  Anderson  sporge  en  af  de  svenskere,  som  fulgte 
ham:  »Hvor  mange  våbenføre  mænd  kan  vel  den  stump 


Uafhæugighedskampeus  begyndelse.  247 

land  bringe  på  benene?«  <<En  tyve  tusinde  dalkarle?" 
"Men  hvoraf  leve  de  da?»  »Til  kræs  ere  de  ikke  vante: 
som  tiest  drikke  de  kun  vand,  og,  tvinger  nøden  dem, 
æde  de  barkebrad  for  rugbrød."  Da  udbrød  bispen:  »Folk, 
som  æde  bark  og  drikke  vand,  dem  kuer  ingen  fanden 
og  mindre  nogen  anden!«  Og  han  rådede  til  et  tilbage- 
tåg,  som  man  også  skal  have  gjort  sig  rede  til.  Men 
Peder  Svensson  mærkede  det,  gik  i  nattens  stilhed  med 
en  del  af  sine  folk  over  Dalelveu  ved  Utsunda  færge,  lod 
resten  gå  over  ved  Brunbæck  færge  og  overfaldt  på  Sonn- 
bohed  fjenden  både  fra  hojre  og  venstre  side.  Kampen 
blev  hård,  men  tilsidst  joges  bispehæren  på  flugt,  1 
(I pilkriget " ,  som  det  kaldes,  faldt  mangfaldige  for  dal- 
karlenes køller  og  pile,  eller  de  joges  ud  i  elven,  hvor 
de  druknede;  resten  flygtede  og  med  dem  de  tre  bisper, 
som  alle  reddede  livet. 

•  Så  korde  de  jntar  i  Bninbæcks  elf, 
så  vattnet  dem  porlade  om: 
de  sorjde  derijfver,  att  Kristjern  sjelf 
ban  ej  der  tillika  omkom.« 

Det  var  Gustafs  forste  sejr  i  åben  mark.  Kort  efter, 
d.  26te  apr. ,  led  han  imidlertid  sit  forste  nederlag,  da 
en  af  hans  hovidsmænd,  den  tapre  men  skødesløse  Peder 
Uggla,  ved  Keping  lod  sig  og  sine  bønder  overraske  al 
den  danske  foged  Anders  Pedersou  i  Orebro.  Selv  drukken 
havde  Uggla  midt  om  dagen  lagt  sig  <å  lakansæng«  og 
ladet  sine  drukne  stridsmænd  ligeledes  søge  hvile,  så  det 
blev  en  let  sag  for  Anders,  der  havde  hentet  sig  tre  hun- 
drede ryttere  i  Vesterås,  at  anrette  et  frygteligt  blodbad*). 
—  Og  ved  Vesterås  (d.  29de  apr.)  var  den  allerede  vundne 


Anders  Pedersen  blev  segs  ar  senere  dræbt  på  Strø  af  nogle 
bønder,  som  således  vilde  tage  blodhævn  for  sine  frænder,  der 
vare  faldne  ved  Køping. 


248  Kristian  den  anden. 

sejr  på  et  hængende  hår  blevet  til  et  nyt  nederlag. 
Reiiiwnid  t.  Heidersdorf  førte  her  danskerne,  men  havde 
ingen  lyst  til  strags  at  angribe  den  store  overmagt  af 
svenskere,  der  stode  ved  Badeliindsås.  Han  fik  imidlertid 
et  bestemt  pålæg  af  Didrik  Slagheck,  og  der  hjalp  ingen 
modforestillinger.  Altså  sprængte  han  med  sin  lille  rytter- 
skare mod  fjendernes  mængde,  og  der  opstod  en  frygtelig 
kamp,  i  hvilken  hestene  spiddedes  på  de  lange  lanser, 
som  Gustaf  selv  havde  lært  sine  Folk  at  smedde  og  bruge. 
Da  en  tre,  fire  hundrede  ryttere  dækkede  marken,  måtte 
de  øvrige  flygte,  og,  skarpt  forfulgte  af  Gustaf,  rede  de 
sit  eget  fodfolk  ned,  der  ikke  havde  deltaget  i  kampen. 
De  slap  dog  ind  i  slottet,  men  bønderne,  som  havde  taget 
selve  byen,  spredte  sig  for  tidlig  i  vin-  og  ølkældrene. 
Dette  mærkede  danskerne  og  gjorde  et  udfald.  Der  blev 
nu  kæmpet  hvast  på  byens  torv,  men  i  det  yderste  oje- 
lilik  kom  Gustafs  krigsøverster  til,  Lars  Olsson  og  Lars 
Eriksson.  De  fejede  ikke  alene  i  en  hast  både  torv  og 
gader,  men  gjorde  en  del  groft  skyts  til  bytte,  det  forste, 
som  Gustaf  Vasa  ejede.  Så  kom  han  selv  og  lænkede  fuld- 
stændig lykken  til  sit  banner,  men  med  egen  hånd  søn- 
der huggede  han  en  mængde  vinfade  og  lod  alle  forråd  af 
stærke  drikke,  vin,  mjod  og  ol,  løbe  i  rendestenen.  — 
Dog  holdt  den  tapre  Knut  Hengtsson  endnu  det  meste  af 
et  år  Vesterås  slot,  indtil  han,  svøbt  i  sin  ulveskinds- 
pels,  fik  et  skud,  for  hvilket  han  styrtede  hovedkuls  fra 
slotsmuren  ned  i  åen. 

Imens  havde  folket  rejst  sig  i  alle  de  nærmeste  land- 
skaber: Vestmauland,  Sødermanland  og  Nerike;  ja,  selv 
i  Værmland  og  Dalsland  havde  det  i  marts  rejst  sig 
under  lagmanden  Nils  Olsson  (Vinge),  og  det  uden  nogen  som 
helst  påvirkning  fra  Dalarne.  Allevegne  omringede  man 
slottene,  indtog  og  nedbrændte  dem  og  slog  de  danske 
fogeder  ihjæl.     Mens   Nils  Olsson   drog  ind  i  Vestergøt- 


Uafhængighedskampeus  begyndelse.  249 

land,  hvor  den  ængstede  Ture  Jonsson,  statholderen,  svor 
ved  sin  »ære  og  kristendom » ,  at  han  altid  skulde  blive 
kongen  huld  og  tro  og  altid  findes  rede  til  at  ofre  »liv 
og  velfærd"  for  ham,  «så  sandt  hjælpe  mig  Gud  og  hellig 
Anna«,  og  dog  strags  efter  trådte  i  Gustafs  tjæneste  "for 
ikke  at  miste  alt,  hvad  han  ejede  og  havde,  og  blive  en 
fattig  mand  alle  sine  dage,»  —  gik  Gustaf  selv  ind  i 
Upland,  og  hans  folk  fejrede  allerede  eriksmessen  (d.  18de 
maj)  i  Upsala.  Det  var  den  tapre  Lars  Olsson  (Bjomram) 
og  hans  stalbroder  Lars  Eriksson,  som  svarede  Upsala 
kanniker,  der  bade  dem,  at  de  vilde  lade  byen  i  fred, 
indtil  eriksmessen  var  fejret,  at  de  mente,  at  netop  ind- 
fødte svenske  mænd  burde  bære  den  hellige  Eriks  skrin 
på  hans  festdag,  og  at  de  derfor  også  vilde  gore  det. 
Ærkebispens  foged,  Itengt  Bjugg,  mente  dog,  at  der  var 
ingen  fare,  og,  for  at  vise,  hvor  tryg  han  var,  gjorde  han 
i  haven  et  stort  gæstebud  med  drik  og  dans.  Men  strags 
efter  midnat  kom  svenskerne.  Bengt  værgede  sig  dog  i 
den  brændende  bispegård,  til  badstuen  blev  ham  alt  for 
hed.  Da  slog  han  sig  igennem  fjendernes  mængde  med 
store  tab,  selv  såret  til  døden. 

Nu  kom  Gustaf  selv  til  Upsala,  men  de  fleste  af 
sine  folk  havde  han  givet  hjemlov,  så  han  kun  havde 
hundrede  ryttere  og  segs  hundrede  fodfolk  hos  sig.  Han 
skrev  til  Gustaf  Trolle  og  manede  ham  alvårlig  til  at  stille 
sig  på  uafhængighedens  side,  men  ærkebispen  svarede 
kun,  at  han  selv  vilde  bringe  svaret.  Og  det  gjorde  han. 
Det  var  hans  mening,  at  han  vilde  tage  sit  ærkesæde 
tilbage,  og  det  lykkedes  ham  foreløbig,  ti  han  forte  en 
hær  af  fem  hundrede  tyske  ryttere  og  tre  tusinde  knægte 
med  sig.  Gustaf,  som  nær  var  bleven  overrumplet,  måtte 
trække  sig  tilbage,  forfulgt  af  Trolles  ryttere,  som  den 
raske  Steffen  Henriksen  førte.  Steften  var  ikke  alene  en 
snild  og  snedig    partigænger,    men  en    kraftig  og  øvet 


250  Kristian  den  anden. 

stridsmand,  og  Gustaf,  hvis  hest  en  flygtende  finsk 
adelsmand  ved  Læbyvad  red  omkuld  i  vandet,  var  nær 
druknet  i  sin  tunge  rustning  og  nær  tagen  til  fange. 
Men  hans  fodknægte  varsnede  faren  og  dængede  fjenden 
således  til  med  kugler  og  pile,  at  han  tilsidst  måtte  vende 
ryggen.  Gustaf  reddede  sig,  opbød  almuen  i  de  nær- 
meste bygder  og  lagde  sig  i  baghold  for  ærkebispen,  der 
atter  trak  sig  tilbage  til  Stokholm.  Advaret  af  Steffen, 
der  havde  mærket  uråd,  bojede  han  dog  af  fra  den  vej, 
han  havde  slået  ind  på,  men  ved  Lindasunda  møller  over- 
raskede Lars  Olsson  ham  ligefuldt,  og  det  kom  til  en 
hidsig  træfning.  Lars  kastede  sit  spyd  efter  ærkebispen, 
som  dog  ved  at  boje  sig  ned  på  hesten  undgik  at  rammes 
af  det,  hvorimod  det  gennemborede  den  kriger,  som  red 
ham  nærmest.  Men  flygte  måtte  han  ligefuldt,  og  af 
hele  sin  styrke  reddede  han  næppe  en  sjettedel. 

Gustaf  Vasa  fulgte  ham  tæt  i  sporet,  og  allerede 
ved  midsommerstid  lejrede  han  sig  på  Brunkeberg  og 
byrjede  Stokholms  belejring,  som  han  fortsatte  i  to  år, 
når  han  ikke  jævnlig  i  høsten  og  såtiden  måtte  give 
sine  bønder  hjemlov.  Der  var  dog  mange  andre  slotte 
og  stæder,  som  ligeledes  skulde  vindes,  så  «den  tiden 
hade  hr.  Gustaf  icke  mycken  ro  eller  goda  dagar,  då 
han  hade  sitt  folk  i  så  många  læger  och  vid  så  många 
belægringari).  Derfor  var  han  heller  ikke  mange  dage 
på  samme  sted,  men  rejste  nat  og  dag  mellem  sine  lejre 
for  at  have  et  oje  med  alt.  Han  savnede  kyndige  førere, 
og  han  savnede  skyts;  hans  uordnede  hobe  kom  og  gik, 
som  de  selv  lystede,  for  at  afløses  af  stadig  nye  hobe; 
og  han  savnede  jævnlig  penge,  når  der  råbtes  hojt  på 
sold.  I  neiirik  Slagheek  havde  Stokholm  derimod  en  lige  så 
tapper  som  pålidelig  høvidsmand,  hvem  Steffen  Henriksen 
og  mange  andre  støde  trolig  ved  siden.  Ved  et  udfald 
joge  de  bønderne  fra  Stokholm  til  Rotebro,  og  fra  lejren 


Uafhæugighedskampen :  Stokholm.  251 

her  joges  de  atter  noget  senere,  så  de  i  vild  flugt  spredte 
sig  for  alle  vinde.  Der  havde  næppe  i  længere  tid  kunnet 
blive  tale  om  påny  at  indeslutte  Stokholm,  hvis  Gustaf 
ikke  i  det  samme  havde  vundet  helsingerne  og  med  dem 
atter  sat  sig  fast  ved  Eotebro.  Liiheckerne  under- 
støttede ham  visselig,  som  vi  senere  skulle  se,  men  så 
stor  var  deres  iver  for  hans  sag,  at  de,  da  vinteren  kom, 
ikke  engang  vilde  låne  ham  to  kanoner,  skunt  han  bed 
dem  et  slot  i  pant  for  hvær  af  dem.  Og  dog  håbede 
han  med  dem  at  kunne  tilintetgore  den  danske  flåde, 
som  lå  indefrussen  i  skærgården.  —  Det  havde  visselig 
set  ilde  ud  med  ham,  hvis  kong  Kristian  atter  havde 
kunnet  samle  en  storre  hær:  men  dertil  savnede  han 
både  penge  og  anden  hjælp,  og  desuden  var  stemningen 
i  Danmark  for  usikker.  Og  endda  rejste  han  midt  i 
juni  til  Nederlandene,  hvorfra  han  forst  vendte  tilbage 
midt  i  septb.  Han  vilde  tale  med  sin  svåger  kejser  Karl. 
men  vi  sige  med  Alin:  »orsakerna  till  denna  resa  må 
hafva  varit  hvilka  som  helst:  underligt  forefaller  det,  att 
konuug  Kristian  lemuade  sitt  rike,  medan  hans  stællning 
i  Sverige  med  hvarje  dag  blef  alt  svårare,  och  sækert 
ær,  att,  hvad  han  derunder  vann,  ej  i  någon  mån  upp- 
vægde,  hvad  han  forlorade^.  Hans  eneste  undskyldning 
må  være  den,  at  han  endnu  ikke  havde  nogen  anelse  om 
opstandens  virkelige  betydning,  men  agtede  den  for  et 
simpelt  rore  som  så  mange  tidligere.  —  Og  i  regerings- 
rådet  i  Stokholm  var  der  stadig  strid.  De  andre  sagde, 
og  vistnok  med  foje,  at  det  var  Dldrik  Slagheck,  hvis  blod- 
torst  og  guldtorst  havde  givet  opstanden  medbor.  Han 
oppebar  alle  penge  og  vilde  eller  kunde  intet  regnskab 
gore  for  dem;  han  truede  stadig,  hvor  han  kom,  med 
Bkse  og  galge,  og  lod  det  heller  ikke  altid  blive  ved 
truslen.  Da  slotsherren  på  Vesterås,  Knut  Bengtsson,  en 
foje  stund  forlod  sit  slot,  forbod  han  strængelig  sin  foged, 


252  Kristian  den  anden. 

Hans  Fynbo,  at  indlade  nogen  som  helst  på  det.  Mester 
Didrik  kom  til  og  vilde  ind,  men  fogden  nægtede  ham 
adgang.  Han  tiltvang  sig  den  dog  og  lod  strags  fogden 
og  segs  af  hans  folk  halshugge.  Dette  som  et  eksempel 
af  flere.  Tilsidst  blev  hadet  så  åbenbart  og  almindeligt, 
at  Didrik  måtte  gå  ind  på,  at  de  andre  regeringsråder  på 
skromt  fængslede  ham.  Derpå  rejste  han  i  septb.  ned  til 
København,  og  Jens  Anderson  og  Gustaf  Trolle  gjorde  strags 
efter  ligeså.  —  Den  utrættelige  Soreii  Xorb.v  var  den  eneste 
som  bragte  nyt  liv  i  kampen,  hvær  gang  han  fra  Kalmar 
førte  ny  undsætning  af  folk  og  levnedsmidler  til  Stokholm, 
Nykøping,  Stækeborg,  Stækeholm,  Kastelholm  o.  s.  v.,  eller 
når  han  tog  de  jagter  og  kraveler,  med  hvilke  Gustafs 
venner  gjorde  Stokholms  skærgård  usikker  og  hindrede 
stadens  tilførsel. 

Imidlertid  faldt  det  ene  slot  efter  det  andet  i  Gustafs 
hænder.  Den  utrættelige  Arvid  Vestgete  bragte  allerede  i 
juni  måned  næsten  hele  -Østergøtland  til  lydighed;  og 
den  troløse  Ture  Jonsson  havde  næsten  samtidig  det 
samme  held  i  Småland,  hvor  han  havde  en  hel  del  af 
sine  godser  og  derfor  havde  stor  indflydelse.  Men,  hvad 
der  havde  endnu  storre  betydning,  biskoppen  i  Linkoping, 
den  kloge  og  varsomme  Haus  Brask,  sluttede  sig  d.  25te 
juli,  om  end  halvvejs  nødtvungen,  til  Gustaf.  På  hans 
færd  havde  herrerne  hidtil  stirret,  de  verdslige  med  de 
gejstlige,  ti  både  for  sit  levned  og  sin  store  dygtighed 
nød  han  i  hele  riget  en  anseelse  som  knap  nogen  anden; 
hans  beslutning  skulde  derfor  også  være  deres.  —  Da 
udskrev  Gustaf  herredagen  i  Vadstena  (hvor  bønderne 
skulle  have  tilbudt  ham  kronen?  som  han  dog  afslog, 
men)  hvor  syvti  svenske  adelsmænd  fra  Småland,  Øster- 
gøtland,  Vestergotland,  Værmland  og  Dalsland  d.  24de 
avg.  1521  svore  ham  troskab  og  lydighed  som  »menige 
Sveriges  rikes  hofvitsman   och   landsherre«.     Nu   kendte 


Gustaf  Vasa  rigsforstander.  253 

altså  Gøtarike  så  fuldt  som  Svearike  ham  for  herre,  og 
i  eu  skyndiug  fordreves  danskerne  både  fra  Vesterget- 
land  og  Småland.  Selv  til  Finland  blev  i  septb.  krigen 
ført  over,  og  Mis  Arvidsson  Vestgate  belejrede  i  lang 
tid  Åbo,  som  dog  blev  kækt  forsvaret  af  den  hårde  junker 
Tomas.  Endelig  kom  Soreu  Xorby  i  maj  1522  med  imd- 
sætniug,  og  Mis  måtte  flygte,  men  afbrændte  rigtignok 
til  afsked  det  meste  af  byen.  —  Ved  slutningen  af  1521 
var  det  kun  selve  rigets  fæstninger,  som  endnu  stode 
til  kong  Kristians  rådighed.  Men  Berend  v.  Mehleu,  som 
havde  Stækeborg  i  hænde,  (lod  sig  købe?  og)  overgav 
allerede  d.  18de  desb.  sit  slot  til  Arvid  Vestgote;  Ny- 
køping  og  Stækeholm  fulgte  juleaften  efter;  Vesterås  og 
Ørebro  holdt  sig  kun  til  d.  30de  jan.  1522;  og  lidt  efter 
lidt  faldt  de  fleste  øvrige  slotte.  —  Stokholm,  Kalmar, 
Borgholm,  Elfsborg,  Kastelholm  og  Åbo  holdt  sig  dog 
endnu  hele  dette  år  og  langt  ind  i  det  næste.  Elfsborg 
overgav  sig  heller  ikke,  men  i  marts  1523  faldt  Ture 
Jonsson  og  Lars  Siggesson  med  en  stor  styrke  ind  i 
Viken  og  Borgesyssel,  hvor  Oslo  måtte  gå  op  i  luer  efter 
at  være  plyndret  så  grundig,  at  det  bragte  den  henrykte 
Ture  Jonssou  til  at  udbryde:  »sådant  bytte,  som  nu  skete, 
hentes  aldrig  i  tusende  år  fra  Sarpsborg  og  Oslo;  den, 
som  for  havde  én  hest,  har  nu  fire«.  Og  nu  indså  den 
gæve  Jlikkel  Blik,  at  det  vilde  være  umuligt  at  holde 
Elfsborg  længer.  Han  stak  derfor  ild  på  den  og  trak 
sig  med  besætningen  tilbage  til  det  nærliggende  Bohus. 
Omtrent  samtidig  (i  marts  eller  april)  overgav  Borgholm 
sig  til  Arvid  Vestgote.  —  Foruden  i  Viken  var  krigen 
allerede  ved  nyårstid  ført  ind  i  Halland,  Skåne  og  Bleking, 
dog  uden  held.  I  våren  toges  den  op  igen  efter  Hans 
Brasks  ivrige  tilskyndelse,  og  ingensteds  mødte  svenskerne 
sommelig  modstand;  ti  da  var  kong  Kristians  skæbne 
allerede  afgjort  i  Danmark.    Overløberen  Berend  v.  Mehlen 


254  Kristian  den  anden. 

havde  taget  hele  Bleking,  som  Åge  Brahe  havde  skyndt 
sig  at  løbe  fra,  og  han  kunde  vel,  som  sagerne  stode,  fået 
Skåne  og  Halland  med;  ti  Gustaf  Vasa  sendte  ham  en 
del  tyske  ryttere  til  hjælp,  sendte  to  fænniker  knægte 
ned  i  Halland  og  stillede  Vestergotlands  adel  til  hans 
rådighed;  men  til  Hans  Brasks  store  ærgrelse  sluttede 
han  i  Sølvisborg  våbenstilstand  med  Klavs  Bille  og  Aksel 
Ugerup.  Inden  den  udlob,  var  det  rette  ojeblik  forløbet. 
Men  imens  valgte  det  selvstændige  og  uafhængige  Sverrig 
på  rigsmødet  i  Strængnæs  d.  6te  juni  1523  «den  uover- 
vindelige fyrste  og  herre,  hr.  Gustaf  Eriksson,  til  sin  rette 
og  nådige  konge  og  herren.  Forgæves  udstrakte  gottorper- 
hertugen  sin  hånd  også  efter  Sverrig;  det  havde  fået  nok 
af  tyskerne.  Endelig  overgav  Stokholm  sig  d.  17de  juni 
til  kong  Gustaf.  Kalmar  by  var  allerede  taget  d.  27de 
maj ,  da  nogle  af  borgerne  åbnede  dens  Norreport  for 
Arvid  Vestgøte,  mens  han  lod,  som  han  angreb  Sønder- 
port; og  selve  det  stærke  og  vel  forsynede  slot  overgav 
sig  d.  7de  juli,  da  Berend  v.  Mehlen  «ved  gode  ord  og 
listelig  tale»  havde  bundet  besætningen  en  hel  del  logn 
på  ærmet.  Men  inden  årets  udgang  var  også  hele  Fin- 
land vundet.  Det  var  i  avgust,  at  Gustaf  sendte  brødrene 
Ivar  og  Erik  Fleming  derover,  men  Gorius  Holste,  som 
nu  var  bleven  kong  Gustafs  ivrige  mand,  fulgte  dem. 
Forst  toges  Kastelholm,  så  Åbo,  så  Kusto,  så  Tavastehus, 
Raseborg,  Viborg  og  Nyslott.  Kun  Åbo  holdt  sig  i  tolv 
dage,  efter  at  junker  Morits  havde  lidt  et  nederlag  i  åben 
mark,  og  kun  Kusto  fik  sin  ene  side  skudt  i  grus,  inden 
det  gav  sig.  —  I  Finland  havde  i  øvrigt  allerede  i  lang 
tid  den  raske  ?ills  Grabbe  ført  en  udrøddelseskrig  mod 
danskerne.  På  sine  småskibe  sejlede  han  op  og  ned 
langs  kysterne,  så  han  var  alle  steder  og  var  dog  ingen- 
steds at  få  hold  i.  Selv  finne  havde  han  en  spejder  i 
enhvær  finne,    vidste  derfor  rede  på   alt,    sneg  sig  om 


Gustaf  Vasa  kouge:  Finland;  Stokholm.  255 

natten  i  land,  hvor  danskerne  mindst  væntede  ham,  til- 
bommede dorene  på  husene,  i  hvilke  de  lå,  og  inde- 
brændte dem.  Således  førte  man  dengang  krig.  Xu, 
d.  10de  oktb.  1523,  fuldendtes  Finlands  frigorelse  ved 
indtagelsen  af  Viborg  og  Nyslott. 

Ved  Stohhohns  forsvar  må  vi  imidlertid  dvæle  et 
ojeblik.  Henrik  Slagheek  havde  i  alt  kun  omkring  tusinde 
krigere  til  at  værge  by  og  slot,  men  tyskerne,  som  atter 
havde  magten  i  byen,  vare  ham  tilgivne,  og  bondehærene, 
som  trindt  omringede  ham,  savnede  øvelse,  orden,  gode 
førere  og  belejringsskyts.  Derimod  havde  Slagheek  i  lang 
tid  et  par  dygtige  underførere  i  jyden  Jllkkei  Blik  og 
tyskeren  Rurt  Pfenuig,  senere  og  indtil  overgivelsen  Reiu- 
wald  r.  Heidersdorf.  Stundum  havde  belejrerne  dog  lykken 
med  sig,  og  en  af  de  mange  kampe  fortælles  os  således, 
måske  lidt  udsmykket  hist  og  her:  En  af  Gustafs  dyg- 
tigste førere  var  Peder  Fredag,  som  tidligere  i  så  mangen 
en  kamp  havde  lagt  både  sin  snildhed  og  sin  manddom 
for  dagen.  Nu  stod  han  på  Lofou  med  omkring  halv- 
femte hundrede  mand  og  fik  gennem  sine  spejdere  at 
vide,  at  Qenden  juleaften  1521  vilde  komme  ud  for  «at 
smage  på  hans  juletønde«.  På  Qældene  og  i  skovene 
rundtom  opstillede  han  da  sej  sten  hornblæsere,  som  han 
bød  at  blæse  af  al  kraft,  så  snart  der  blev  blæst  i  hans 
egen  lejr:  og  han  redede  sig  nu  rolig  til  at  modtage 
sine  julegæster.  På  den  fastsatte  tid  kom  der  også  en 
mængde  jagter  og  skær  både  fra  Stokholm  med  henved 
tusinde  velrustede  krigere.  Han  lod  dem  alle  gå  i  land, 
men  lod  derpå  støde  i  hornet,  og  nu  svaredes  der  ham 
trindt  fra  bjærg  og  strand.  Fjenderne,  som  mente,  at 
der  bag  hvær  hornblæser  stod  en  ny  fylking  stridsmænd, 
bleve  slagne  af  skræk  og  toge  i  uorden  flugten.  Hvad 
der  da  ikke  havde  held  til  at  komme  ombord  igjen,  blev 
nedhugget,    ^len  sent  glemte  de  undslupne  Peder  Fredags 


25G  Kristian  den  anden. 

juletønde.  —  Heldigere  vare  en  mængde  andre  kraftige 
udfald.  Således  splittedes  belejringshæren  ved  Jærfva 
(26te  jan.),  ved  Sætra  (7de  febr.),  atter  ved  Jærfva  (6te 
apr.)  og  ved  Rotebro  (Ilte  apr.),  og  alle  dens  lejre  bleve 
afbrændte.  Disse  gentagne  nederlag  havde  til  følge,  at 
belejringen  jævnlig  måtte  hæves,  og  i  våren  1.522  var 
der  hele  fire  uger,  i  hvilke  der  hværken  nord  eller  syd 
for  Stokholm  fandtes  nogen  svensk  lejr.  Gustaf  prøvede 
da  at  vinde  med  guld,  hvad  der  faldt  for  brydsomt  og 
kostbart  at  vinde  med  stål;  men  den  ærlige  Henrik 
Slagheck  viste  ham  således  tilbage,  at  han  ikke  lystedes 
at  komme  igen.  Desuagtet  var  Slagheck  i  stor  nød  for 
penge  til  de  grådige  landsknægte,  men  i  maj  1522  bragte 
Henrik  Goye  ham  et  hundrede  og  tyveto  tusinde  fem 
hundrede  mark  sølv  (i  værdi  svarende  til  to  hundrede 
og  firtifem  tusinde  tønder  byg)  til  krigsfolkets  lonning, 
og  Soren  Norby  bragte  en  hel  flåde,  ladet  med  levneds- 
midler. Der  var  da  glæde  i  by  og  på  slot.  —  Men  Gustaf 
indledede  underhandlinger  i  Liibeck.  Rådet  turde  vel 
endnu  ikke  åbent  støtte  ham,  men  det  så  igennem  fingre 
med,  at  hans  enskilte  venner  blandt  købmændene  sendte 
ham  ti  store  orlogsskibe  med  ni  hundrede  krigsvante 
ryttere  og  knægte  samt  allehånde  varer  og  krigstoj.  Disse 
nåede  Søderkøping  d.  7de  juni,  og  i  oktb.  kom  der  åtte 
skibe  til,  så  nu  kunde  han  røre  sig  både  til  lands  og 
til  vands  og  forstærke  belejringshæren  både  om  Stok- 
holm og  Kalmar.  Hans  flåde  var  nu  stærkere  end  Soren 
Norbys,  og  Stokholm  blev  på  alle  sider  tæt  indesluttet. 
—  I  novb.  kom  desuagtet  den  utrættelige  Soren  Norby 
med  sine  ni  orlogsskibe  ind  i  skærgården ,  og  han  førte 
med  sig  tretiet  førselsskibe,  som  han  i  Finland  havde 
fået  ladede  med  levnedsmidler.  Men  her  stødte  han  på 
liibeckernes  atten  orlogsskibe,  førte  af  Berend  Bomhouwer 
og  Herman  Plonies,  og  det  kom  til  en  blodig  kamp  mod 


Stokholms  belejring.  257 

den  dobbelte  overmagt.    Alle  sine  orlogsskibe  frelste  han, 
om  de  end  vare  ilde  tilredte,   men  alle  de  stærkt  ladede 
førselsskibe,  som  hværkeu  kunde  kæmpe  eller  flygte,  bleve 
tagne.     De  segs  bundrede  krigsfanger  (iblandt  hvilke  tre 
af  Norbys  systersonner)  bleve  fordelte  mellem  de  enkelte 
lybske  skibe  og  gemte  en  dag  og  en  nat  over,  men  derpå 
bleve  de  med  bundne  hænder  og  fødder  kastede  overbord 
og  druknede   under  trommers   og  trompeters,    pibers  og 
kanoners    lyd!      Men    de,    som    udførte    denne    rædsels- 
gerning*),    vare    med    iblandt   dem,    som  fordomte   det 
stokholmske  blodbad!   —   Besætningen   på  slottet   måtte 
nu  udholde  skrækkelige  savn  og  lidelser,    og  borgerne  i 
byen  ikke  mindre.     Til  den  fuldstændige  næringsløshed 
kom   lidt  efter  lidt  dyrtid  på  levnedsmidler  og  brændsel. 
Ved  vintertid  måtte  man  brænde  de  nedbrudte  huse,  og 
fødemidlerne  vare  lige  så  dårlige  som  knappe.     Så  kom 
der  hungersnød  og  pest,    som   anrettede   frygtelig  øde- 
læggelse både  på  slot  og  i  by,    og  de  tojleslose  soldater 
bleve  ustyrlige  og  mishandlede  såvel  æmbedsmænd  som 
borgere.      Endelig    savnede    man    både    skyts    og    krudt. 
Men    den   heltemodige  besætning  og  dens  trofaste  hov- 
ding  vedbleve  at  holde  sig,  om  end  flere  og  flere  af  bor- 
gerne  listede   sig   bort   fra   den  grufuldt  tomme  by.     De 
holdt   sig  endnu   et  halft  år,    til  ind  i  juni  måned.     Da 
tvang  hungeren  dem  til  at  åbne  stadens  og  slottets  porte. 
Sankthansdag  holdt  Gustaf  Vasa  sit  indtag  i  en  by,  hvis 
fleste    huse    vare    nedbrudte   eller   øde   og  tomme,    hvis 
skattepligtige    borgere    i    fire    år    vare    sunkne    fra    tolv 


*)  Mærkeligt  nok  synes  Alin  ikke  at  kende  den;  i  det  mindste 
nævner  han  den  ikke  med  et  ord.  Det  er  i  mange  måder 
meget  sorgeligt  med  sådanne  huller!  De  tjæne  kun  til  at  fræm- 
kalde  skæve  og  uretfærdige  domme  over  personer  og  begiven- 
heder, hvis  handlinger  fuldtud  kendes. 

Danmarks  historie  1481 — 1530.  17 


258  Kristian  den  auclen. 

hundrede  til  tre  hundrede,    og  hvor  kun  udtærede  skik- 
kelser, halve  benrade,  mødte  hans  ojne. 

—  Kalmareningen  var  sprængt  efter  et  skinliv  af 
et  hundrede  og  tretifire  (eller  et  hundrede  og  tyvesegs) 
stormår.  Geijer  siger:  oMan  misstager  sig  likvæl,  om 
man  i  allmænhet  anser  den  for  en  tid  af  stort  fortryck. 
Den  var  det  stundom,  men  den  var  ænnu  mer  en  tid  af 
stort  sjelfsvåldo.  Det  var  herrernes  selvrådighed,  deres 
egentykke  og  egennytte,  som  var  folkets  egentlige  ulykke, 
og  som  gav  eningen  dens  banesår.  Denne  selvrådighed 
var"  fræmelsket  igennem  et  par  hundredår  under  konger, 
af  hvilke  den  ene  var  svagere  end  den  anden :  den  måtte 
atter  brydes  af  en  række  kraftige  konger.  Men  den 
forste,  som  for  alvår  tog  fat  på  gerningen,  fik  sit  spir 
brudt  i  kampen,  fordi  alt  var  endnu  så  godt  som  ufor- 
beredt, og  fordi  han  gik  for  hensynsløst,  for  våldsomt 
tilværks.  --  Kalmareningen  var  sprængt,  fordi,  vi  gen- 
tage det:  "hvad  en  sådan  forening  var  eller  kunde  blifva, 
derom  formærkes  ingen  slags  aning  hvarken  hos  stiftarna 
eller  någon  annann  i  samtiden.  I  de  tre  eller  fire  slægt- 
led, som  levede  og  dede  under  den  såkaldte  « union »,  vil 
man  forgæves  søge  efter  en  klaret  opfattelse  af  dens 
væsen  og  betydning.  Men,  hvad  tanken  ikke  fattede, 
havde  et  liv  i  følelsen :  uden  dette  var  foreningen  aldrig 
bleven  til,  uden  dette  havde  den  ikke  modstået  de 
hundredårige  storme,  ikke  de  brede  stromme  af  uspart 
blod.  Denne  følelse  har  ingensinde  helt  kunnet  fornægte 
sig  og  gjorde  det  heller  ikke  nu.  Der  er  vidnesbyrd  nok 
derom,  og  mange  flere  ville  vi  i  det  følgende  komme  til 
at  nævne.  —  Det  sønderstykkede  Norden  er  og  bliver 
en  enhed,  er  ét;  »i  denne  erkendelse  levede  og  døde  vor 
oldtid«  (fantasitiden);  i  den  samme  levede  og  døde  vor 
mellemtid  (følelsestidenj ;  men,  hvad  fantasien  spillede  på 


Kalmareniiigens  sprængning:  Liibeck.  259 

Og  felelsen  greb,  det  stod,  som  vi  alle  vide,  sin  prove 
for  den  rolige  eftertankes  tid  (nytiden).  Mangt  et  syn 
har  for  en  nærmere  åskådning  vist  sig  at  være  en  lygte- 
mand: mangen  følelse  er  bortdunstet  med  den  flygtige 
stemning,  der  var  dens  vugge;  mangen  betragtning  er 
omstyrtet  med  det  skæve  stade,  som  var  dens  boved- 
bjornesten ;  men  Nordens  enhed  står  for  synet,  for  folelsen 
og  for  betragtningen  i  dag  som  i  går.  i  dag  som  for 
tusinde  år  siden,  kun  mere  klaret,  lutret  og  styrket.  Vi 
gentage  endnu  med  gamle  Huitfeldt:  "De,  som  have 
våldet,  at  rigernes  forbund  er  blevet  brudt,  de  må  svare 
det  for  Gud  almægtigste!«  Men  vi  gentage  det  uden 
Qærneste  bitterhed.  Ti  med  forvisningens  urokkelige 
frejdighed  og  frimodighed  tilfoje  vi : 

•  Og  skal  da  tiden  evig  Xordeu  skille?  — 
Nej  I    tiden  må,  tilsidst  som  Hen-en  viUe! 
tredelt  er  Xordens  stamme, 
men  roden  er  kun  én, 
og  kronens  løvtag  samler 
tilsidst  hvær  stammens  gren !  ■ 

Men,  når  dette  sker,  "da  skal  det  frie,  mægtige  Norden 
føre  til  sejer  folkenes  sag'. 


20.    Kristian  den  anden  og  hansestæderne. 

Yi  vende  tilbage  til  Danmark. 

Liibeckerne  og  de  evrige  hauser  havde  Kristian  den 
anden  for  længe  siden  gjort  til  sine  uforsonlige  fjender. 
De  kunde  umulig  tilgive  ham,  at  han  vilde  afryste  deres 
handelsåg  for  således  at  give  Danmark  en  selvstændig 
og  velhavende  borgerstand  tillige  med  en  frigjort  og  op- 
lyst bondestand:  endnu  mindre,  at  han  ikke  alene  tog 
det  nederlandske  folkeliv  til  sit  forbillede,  men  åbenbart 

17* 


260  Kristian  deu  anden. 

knyttede   sig  til  Nederlandene    for   at  krydse   og  under- 
grave hansestædernes  planer. 

Ved  en  lang  række  kloge  og  klogt  beregnede  love 
havde  han  stadig  arbejdet  på  at  udvide  Danmarks  handel 
og  frigore  den  for  hansernes  ulidelige  formynderskab. 
Vi  have  tidligere  nævnt  adskillige  af  disse  og  ville  senere 
nævne  endnu  et  par.  Han  havde  forbudt  bissekræmmere 
og  landprangere  at  strejfe  omkring,  bedrage  bønderne 
og  undergrave  købstæderne.  Også  indskrænkede  han  på 
mange  måder  hansestædernes  friheder,  holdt  i  Bergen 
ved  den  dygtige  Jorgcii  Haiison  deres  kontorfolk  strængt  i 
ave,  pålagde  dem  en  formuesskat  og  droj  krigsskat,  og 
lod  uden  videre  lybske  og  danzigske  skibe  opbringe  og 
prisdomme,  når  de,  til  trods  for  alle  de  mange  indgåede 
forpligtelser,  vilde  undsætte  hans  fjender  med  våben  og 
levnedsmidler.  Tolden  forhojede  han,  især  på  fremmed 
ol,  og  i  hesten  1516  havde  de  et  frugtesløst  tre  ugers 
møde  med  ham  i  Sønderborg,  hvor  der  kun  fræmførtes 
gensidige  klager,  så,  jo  længer  man  underhandlede,  des 
længere  kom  man  fra  hinanden.  Spændingen  tiltog,  og 
d.  25te  marts  sluttede  Liibeck  et  krigsforbund  med  Dit- 
marsken. Kun  en  åben  krigserklæring  stod  tilbage,  men 
den  udeblev.  Derimod  indkaldte  han  dygtige  og  driftige 
fremmede  købmænd,  hvis  formue  og  virksomhed  skulde 
fræmme  og  hæve  vor  handel.  1517  udstedte  han  en 
trykt  indbydelse  til  købmænd  af  alle  handlende  folke- 
færd: franskmænd,  engelskmænd,  skotter,  hollændere  og 
russer,  som  han  vilde  have  til  at  nedsætte  sig  i  Køben- 
havn, glemte  heller  ikke  de  dygtigste  og  anseteste 
handelsmænd  af  sit  eget  folk,  og  lovede  selv  at  indskyde 
nogle  hundrede  tusinde  gylden  i  det  påtænkte  handels- 
samfund,  altsammen  for  at  knække  Liibeck  og  gore 
København  til  -Østersøens  dronning.  Men  dette  kalder 
Reimar  Kock,    at  »kong  Kristian  havde  onde  rådgivere 


Handelsplauer :   stridigheder  med  Liibeck.  2(Jl 

Og  horte  gærne  slette  råd".  Han  havde,  men  forgæves, 
arbejdet  på  at  skaffe  sine  undersåtter  samme  ret  til  at 
handle  i  England  som  hanserne,  skont  han  som  vederlag 
havde  tilbudt  store  lettelser  i  øresundstolden.  Men  ved 
en  handelspagt  af  juli  1517  skaffede  han  alle  sine  under- 
såtter handelsfrihed  i  Rusland,  lige  med  selve  hanse- 
stæderne, ja  endog  med  ret  til  at  anlægge  faktorier  i 
Novgorod  og  Ivanogrod.  Det  var  skotten  mester  David 
Kock  ("David  herold"),  der  fik  denne  som  så  mange  andre 
overenskomster  mæglet,  en  mand,  der  i  over  treti  år 
(1496—1527)  tjænte  kongerne  Hans  og  Kristian  med 
sådan  flid  og  troskab,  at  han  ved  sin  død  1529  fik  det 
skudsmål  af  kong  Kristian:  »han  har  tjænt  forst  vor 
kære  hr.  fader  og  siden  os  troligen  og  vel". 

Således  kunde  han  endnu  gå  fræm  i  de  forste  krigsår 
mod  Sverrig,  men,  da  afgorelsen  stundede  til,  da  det 
drejede  sig  om  Sverrigs  endelige  indtagelse,  da  måtte 
han  enten  trække  sin  flåde  tilbage  fra  Stokholm  og  der- 
med opgive  stadens  erobring  og  med  det  samme  Sver- 
rigs, eller  han  måtte  for  enhvær  pris  holde  fred  med 
Liibeck.  Denne  måtte  hans  farbroder,  hertug  Frederik, 
mægle,  fordi  ingen  anden  kunde,  og  den  blev  da  også 
derefter.  Ved  forliget  i  Segeberg  d.  13.  maj  1520  måtte 
alt,  hvad  kongen  siden  freden  i  Malmø  havde  påbudet, 
tages  tilbage,  for  at  han  kunde  vinde  elleve  måneders 
stilstand;  og  dronning  Elisabet,  som  under  kongens  fra- 
værelse førte  regeringen,  måtte  d.  5te  juni  stadfæste 
overenskomsten.  Der  var  intet  andet  at  gore.  —  Men 
næppe  var  Stokholm  vunden,  for  han  tog  fat,  hvor  han 
havde  sluppet.  Til  et  ujode  i  Stokholm  lod  han  hente 
de  dygtigste  købmænd  i  Kobenhavn  og  Malmø:  Anders 
Wolff,  Albert  van  Gock,  Hans  Mikkelson  og  Sander 
Wentuu.  De  skulde  rådslå  med  Stokholms  borgmestre 
og  rådmænd,    og  efter  moden  overvejelse  grundedes  der 


262  Kristian  deu  anden. 

(1.  4de  desb.  1520  et  kebmandssælskab,  som  skulde  have 
fire  hovedoplag  for  købmandsgods :  i  København,  Stok- 
holm, Nederlandene  og  Finland.  Tanken  var  ikke  alene 
den,  at  handel  og  \irksomhed  gor  rig,  men  tillige  deu, 
at  en  livlig  samfærdsel  er  et  godt  bånd  imellem  folkene. 
Derfor  hed  det  i  indledningen  til  stiftelsesbrevet,  at  sæl- 
skabet skulde  virke  til,  ^at  de  tre  riger  herefter  må 
blive  sammen  i  fred  og  endrægtighed«.  Derfor  skulde 
der  også  i  København  holdes  årlige  møder  af  en  borg- 
mester og  rådmand  fra  hvær  købstad  i  riget  for  i  fælles- 
skab at  drøfte,  hvad  der  tjæute  til  handelens  og  køb- 
stædernes tarv"-').  Fremmede  landes  fræmbriugelser  skulde 
indføres  til  de  fire  oplagssteder  og  derfra  søges  afsatte, 
mens  jSordens  mangehånde  egne  fræmbringelser  atter 
skulde  udføres  didhen,  hvor  der  måtte  være  mest  brug 
for  dem.  Vejen  til  G  ro  ti  I  and  skulde  man  se  at  finde 
påny  og  derfra  søge  land  i  Amerika,'  for  at  spaniolerne 
ikke  skulde  være  ene  om  det  hele,  og  særlig  skulde  man 
have  oje  på  Vestindien.  Det  hele  var  et  nordisk  handels- 
forbund,  som  skulde  sønderbryde  både  de  tyske  og  de 
vendiske  stæders  enevælde.  En  sådan  tanke  var  utålelig! 
Men  særlig  skulde  København  med  den  gunstige  be- 
liggenhed gores  til  en  frihavn  og  stabelstad  for  den 
østersøske  handel,  en  plan,  der  i  sin  udførelse  vilde 
ødelagt  Liibeck,  som  lå  i  en  afsides  krog,  og  som  alle- 
rede under  trykket  af  deu  sidste  krig  havde  fået  en 
farlig  medbejlerske  i  Hamburg.  Fik  han  på  grund  af 
den  svenske  opstand  end  ikke  denne  sin  plan  gennem- 
ført, toge  llibeckerue  dog  villien  i  gerningens  sted,  og 
de  tilgave  ham  den  aldrig.  —  Da  Gustaf  Vasa  rejste 
sig,    forbød    han    påny    al    handel    på   Sverrig,    og,    da 


'')  Man  mindes,    hvad  der  1502  vedtoges  for  Skåne",    mens  prins 
Kristian  styrede  dette  landskab  (se  s.  12oj. 


Handelsplauer :   købstadlov.  263 

lybeckerne  ikke  vilde  rette  sig  efter  dette  forbud ,  lod 
han  påny  sine  udliggere  opbringe  deres  skibe.  —  D.  6te 
jan.  1522  udgav  han  sin  såkaldte  <> verdslige  lov",  rettere 
>'kobstadIoi- » ,  i  hvilken  han,  som  Paludan  -  Muller 
siger,  ikke  alene  fuldførte,  hvad  der  til  ordning  af  handel, 
håndværk  o.  s.  v.  var  begyndt  i  hans  ældre  lovarbejder, 
men  fuldstændig  omarbejdede  købstædernes  forfatning  og 
retspleje.  Tidligere  havde  de  mindre  kobstæder  ligget 
hvær  under  sin  lensmand  og  været  hans  foged  under- 
givne. Nu  lagde  han  alle  købstæder  umiddelbart  under 
si}i  myndighed.  Over  enhvær  by  satte  han  en  ^■skidfus", 
der  skulde  være  "cn  mand  af  godt  rygte,  god  omgængelse 
og  ærlig  herkomst".  vSkultus  havde  hele  dommermagten, 
også  i  livssager,  skulde  skaffe  hvær  mand  ret  i  byen, 
men  gore  kongen  regnskab.  Han  skulde  i  sin  købstad, 
alt  efter  dens  storrelse,  udvælge  treti  (eller  der  omkring) 
agtede  borgere,  alle  købmænd.  Blandt  disse  skulde  der 
atter  vælges  fire  borgmestre  og  syv  rådmænd  til  at  sidde 
i  retten  med  ham.  Fra  skultus  og  hans  meddommere 
kunde  dommen  i  Jylland  indankes  til  Viborgs  skultus 
og  meddommere.  Kunde  sagen  ikke  §ndes  dér,  skulde 
den  gå  til  den  kammerret,  som  kongen  vilde  oprette  i 
Roskilde,  og  til  hvilken  også  de  sager  skulde  gå,  som 
ellers  afgjordes  af  rigens  kansler,  samt  alle  de,  som  ikke 
kunde  endes  ved  landstingene.  Fra  kammerretten  kunde 
der  kun  indankes  til  kongen  og  rigsrådet.  —  Hvært  års 
29de  juni  skulde  der  i  Kobenhavn  holdes  mede  af  ud- 
sendinger fra  alle  købstæderne  i  Skåne,  Sælland  og  de 
øvrige  øer,  i  Viborg  fra  de  norrejyske  købstæder;  på 
moderne  skulde  der  drøftes,  hvad  der  kunde  tjæne  til 
købstædernes  tarv,  og  ens  mål  og  vægt  over  hele  riget 
skulde  efterstræves. 

Og  så  var   der   Bergen   med   det   store  hansekontor, 
hvor  flere  tusinde  Ivbske  købmænd,  købsvende  os;  hånd- 


264  Kristian  den  anden. 

værkere  ikke  alene  skovlede  penge  år  ud  og  år  ind  med 
bægge  næver  og  sugede  landets  fedme  til  sig,  men  hvor 
de  havde  for  gammel  vane,  så  tit  de  lystede,  at  overfalde 
sageslose  folk,  endog  stadens  byfoged  og  kongsgårdens 
besætning,  at  krænke  kvinder,  gamle  og  unge,  og  leve  i 
en  evig  sus  og  dus.  Her  vilde  nu  kong  Kristians  høvids- 
mand,  den  raske  og  alvårlige  Jorgon  Hansen,  holde  styr 
på  den  hele  helvedsyngel,  strafte  deres  vildheder  og  våld- 
somheder,  og  ikke  lade  dem  domme  dem  selv,  men  lade 
dem  domme  af  lagmanden  efter  Norges  riges  love! 

Endelig  havde  kejser  Karl  under  kong  Kristians  op- 
hold i  Gent  d.  21ste  juli  1521  forlenet  ham  med  hertug- 
dommet  Holstein,  derunder  indbefattet  Pinneberg,  Stur- 
marn,  Ditmarsken,  Hamburg  og  Elbstrommen  med  samt 
alle  de  ejendomme  og  rettigheder,  som  kejserens  forfædre 
havde  haft  både  i  staden  og  stiftet  Liibeck,  så  at  kongen, 
foruden  til  adskillige  godser  og  ejendomme,  ikke  alene 
skulde  have  ret  til  byens  borg,  men  overherredomme  over 
selve  byen  og  ret  til  en  årlig  skat  af  den  på  tolv  hun- 
drede gylden,  indtil  de  sejsten  tusinde  gylden  vare  fuldt 
udbetalte,  som  kejser  Frederik  (se  I.  s.  148)  havde  lovet 
Valdemar  Atterdag.  Og  et  par  uger  senere  havde  kongen 
fået  kejseren  til  påny  under  straf  af  rigets  akt  at  for- 
byde Liibeck  al  handel  på  Sverrig,  så  længe  opstanden 
varede.  (Et  par  måneder  senere,  d.  21ste  novb.,  tog 
kejseren  dog  atter  det  sidste  brev  i  sig,  ja  truede  endog 
kongen,  hvis  han  krænkede  de  rettigheder,  som  tilkom 
liibeckerne,  ^  rrgets  lydige  undersåtter ».  Det  var  jo  en  gen- 
tagelse af  en  gammel  historie;  se  s.  91).  —  Det  ene  med 
det  andet  var.  visselig  at  gå  liibeckerne  meget  nær,  ja 
tildels  meget  for  nær,  men  derfor  understøttede  de  også 
svenskerne  på  alle  måder  i  deres  frihedskamp,  nærmest 
dog  kun  for  at  holde  liv  i  den ;  og  d.  15de  marts  1522 
indgik  Liibeck  et  angrebs-  og  forsvarsforbund  med  Danzig, 


Kejserens  lensbrev;  krig  med  Liibeck.  265 

ved  hvilket  de  hægge  forpligtede  sig  til  at  yde  Sverig 
tilførsel,  bekæmpe  sundets  spærring  og  særlig  bekæmpe 
oprettelsen  af  de  stabelpladser,  der  vare  vedtagne  på  han- 
delsmødet  i  Stokholm.  Ue  samme  fyrster,  som  mæglede 
forliget  i  Bordesholm ,  mæglede  både  for  og  siden  for- 
gæves mellem  kongen  og  Liibeck.  Som  kurfyrst  Joakim 
sagde:  "der  var  intet  udkomme  med  Liibeck:  det  for- 
kastede selv  de  billigste  forslag.  ■> 

Liibeck  havde  da  også,  mens  det  endnu  underhand- 
lede, og  uden  foregående  krigserklæring,  allerede  d.  3die 
avg.  1522  sendt  en  flåde  i  soen  under  borgmester  Uermau 
Kalfl*.  Da  den  havde  forenet  sig  med  rostockernes  og 
stralsundernes  skibe  og  med  de  ti  skibe,  som  Liibeck  i 
våren  havde  lånt  Gustaf  Vasa,  men  som  nu  fortes  af 
svenske  hovidsraænd  (Lars  Sigesson  og  Berend  v.  Mehlen), 
—  talte  flåden  i  alt  tretifire  storre  og  mindre  orloggere. 
De  gik  til  Bornholm,  hvor  der  ikke  var  at  tænke  på 
modstand  mod  en  sådan  overmagt,  og  d.  IGde  avg.  ind- 
toge de  med  storm  Hammershus,  hvis  besætning  de  uden 
skånsel  dels  nedhuggede,  dels  druknede  i  et  stort  brj'gger- 
kar  (!),  og  hærgede  i  ovrigt  rædsomt  på  den  ulykkelige  o, 
der  atter  måtte  ud  med  nogle  tusinde  lod  sølv  og  nogle 
hundrede  oksne.  Herfra  gik  de  til  Helsingør,  som  de 
d.  23die  avg.  plyndrede  og  opbrændte,  hvorimod  de  lode 
Krogen  ligge  urørt.  De  prøvede  nu  en  landgang  ved 
Helsingborg,  men  bleve  således  modtagne  af  Otte  knimpen 
og  Johan  Weze,  der  havde  samlet  den  skånske  adel,  at  de 
efter  segs  timers  hvas  kamp  ved  Råljung  opgave  forsøget. 
Inden  de  gik  til  Helsingør,  havde  de  ligget  tre  dage  i 
Refshaledybet,  og  nu  kom  de  igen,  men,  da  de  så  kongen 
stå  med  ti  tusinde  mand  ved  Solbjærg  og  fandt  havne- 
indløbet spækket  med  skyts,  tabte  de  al  lyst  til  at  gå  i 
land  og  lettede  d.  30de  avg.  atter  anker  uden  at  få  gæstet 
København.     Derimod  hjemsøgte  de  forst  Mon  (hvor  de 


266  Kristian  den  auden. 

imidlertid  lode  det  stærke  Stege  slot  i  fred)  og  dernæst 
Ærø  med  bål  og  plyndring.  Danzigerne,  som  havde 
smølet,  stødte  så  endelig  til  dem,  og  den  samlede  flåde 
talte  således  over  firti  skibe.  Ligefuldt  skyndte  de  sig 
hvær  til  sit  af  angst  for  Soren  Norby,  der  nærmede  sig 
med  nogle  få  skibe,  hvis  tal  det  lette  rygte  havde  fir- 
doblet. Den  danske  flåde  var  dog  netop  i  de  senere  år 
bleven  forsomt.  Dertil  havde  de  stadige  krige  i  Sverrig 
været  den  tvingende  grund.  Det  havde  ikke  været  muligt 
på  samme  tid  at  holde  en  stor  landhær  på  benene  og 
sorge  på  tilborlig  måde  for  flåden.  —  Hele  liibeckernes 
tåg  havde  været  et  plyudringståg,  som  så  mange  af  den 
tids  krige,  men  det  ydede  dog  Gustaf  Vasa  en  god  støtte 
ved  at  holde  hans  fjende  bunden  i  hjemmet;  og  med 
enhvær  anden  fjende  af  kong  Kristian  vare  liibeckerne 
ligeledes  til  enhvær  tid  rede  at  gore  fælles  sag. 


21.    Kristian  den  anden,  gejstligheden  og  adelen. 

Også  mQå gejstligheden  havde  kong  Kristian  brudt. 
Han,  der  allerede  som  prins  havde  vovet  at  lægge  hånd 
på  den  kloge  og  mægtige  biskop  Karl  af  Hamar,  og  i 
fire  år  med  stor  sindsro  havde  båret  på  det  ban,  som  i 
den  anledning  lystes  over  ham;  af  ham  kunde  man  vænte 
sig  dristige  ting,  når  han  blev  konge.  Og  de  udebleve 
da  heller  ikke. 

Odense  havde  en  biskop ,  som  vi  allerede  tit  have 
nævnt:  Jeiis  Anderson  Bældeiiak  (o:  Skaldenakke),  son  af  en 
fattig  skomager  i  Brøndum.  Efter  at  have  taget  magi- 
stergraden her  hjemme,  havde  Jens  studeret  den  kano- 
niske ret  så  vel  i  Koln  som  i  Kom,  og  han  blev  så  dreven 
i  den  som  ini?en  samtidig-  dansk  mand.    Men  han  var  ikke 


Jeus  Audersou  (Bældenak).  267 

alene  et  hurtigt  hoved  og  flittig:  ved  sin  skæmt  og  vit- 
tighed satte  han  sig  fast  i  kong  Hans's  yndest.  Så  var 
han  en  tid  ansat  i  kongens  kanselli,  den  slagne  landevej 
for  dygtige  folk,  der  vilde  fræmad,  og  1498  holdt  han 
på  kongens  vegne  retterting  i  Norge.  1499  stod  han  i 
spidsen  for  sendefærden  til  Rusland,  som  dels  skulde 
jævne  tvistighederne  om  det  astlige  Finland,  dels  udvirke 
frigivelsen  af  adskillige  svenske  fanger.  1501  blev  han 
biskop  i  Odense.  Han  var  en  kløgtig,  træsk  og  vel- 
talende mand,  der,  som  vi  alt  have  set,  var  brugt  i  en 
mængde  vigtige  hværv  og  underhandlinger,  i  hvilke  han 
jævnlig  havde  været  heldig,  havde  han  end  stundum  med 
stor  egenrådighed  overskredet  sine  fuldmagter.  Han  var 
desuden  en  rig  og  gærrig,  en  mægtig  mand,  og  han  var 
den  storste  studepranger,  Danmark  nogensinde  har  haft, 
så  her  må  selv  den  driftige  Henrik  Krummodige  træde  i 
skygge  for  ham.  Den  jyske  studehandel  skylder  ham  ret 
egentlig  sit  opsving,  da  han  var  den  forste,  som  førte 
staldfodrede  øksne  lige  til  Elben,  hvor  han  med  stor 
fordel  sålgte  dem  til  hollænderne.  Fyns  biskop  trængte 
dog  egentlig  ikke  til  den  indtægt,  som  en  sådan  handel 
kunde  kaste  af  sig,  ti  af  sin  bispestol  havde  han  årlig, 
hvad  der  vilde  svare  til  hundrede  tusinde  kroner  i  vore 
penge:  og  han  forstod  godt  af  malke  præsterne,  så  kon- 
gerne jævnlig  måtte  lægge  tomme  på  hans  nærighed. 
Men  han  var  tillige  en  herskesyg,  trættekær  og  urolig 
mand,  der  havde  den  ene  strid  med  de  adelige  herrer 
efter  den  anden,  og  i  somme  af  dem  gik  det  blodigt  nok 
til.  Markvard  Konnow  til  Hvidkilde,  der  havde  faet  flere 
holsteinske  herrer  til  hjælp,  belejrede  ham  således  1504 
på  hans  gård  ørkel,  og  det  var  alt  det,  at  han  slap  hel- 
skindet ud  af  den.  I  en  strid  med  nogle  Eantzauer  blev 
ban  ved  et  overfald  tagen  til  fange  og  således  mishandlet, 
at  hans  legeme   bar  spor  deraf  til   hans  dødedag.     I  en 


268  Kristian  den  anden. 

strid  med  dronning  Kristines  høvidsmand  på  Næsbyhoved, 
liolsteineren  Otto  Porsfeld,  blev  denne  dræbt  af  bispens 
folk.  Andre  lignende  historier  forbigå  vi.  —  Også  med 
kongerne  havde  han  lagt  sig  ud,  forst  med  Hans  i  anled- 
ning af  den  overenskomst,  han  1503  havde  sluttet  i  Liibeck 
(se  s.  76),  siden  med  Kristian,  med  hvem  udeståendet  i 
ovrigt  var  gammelt.  Hertug  Frederik  havde,  som  vi  vide, 
måttet  betale  de  penge,  som  han  og  Jens  Anderson  i 
Liibeck  egenmægtig  havde  forpligtet  kong  Hans  til  at 
udrede.  Men  inden  hyldingen  i  »hertugdommerne"  havde 
jo  kong  Kristian  måttet  gå  ind  på  at  gælde  farbroderen 
dem  igen;  og  nu  holdt  han  sig  til  bispen  for  en  sum, 
der  med  renter  og  renters  renter  regnedes  for  åtti  tusinde 
gylden.  Biskop  Jens  vilde  selvfølgelig  ikke  ud  med  pen- 
gene, og  også  han  måtte  da  gå  i  fængsel  (desb.  1517): 
dog  var  kongen  så  varsom,  at  han,  stottet  af  den  pave- 
lige legat  Arcimbold,  fik  ærkebiskop  Birger  til  at  tage 
ham  i  forvaring.  Så  var  der  i  marts  1518  et  kirkemøde 
i  Kobenhavn,  som  skulde  domme  i  sagen,  men  biskoppen 
var  endnu  langtfra  bleven  myg  nok,  og  han  måtte  altså 
blive  i  fængslet.  Ærkebiskoppen  vilde  dog  ikke  modtage 
ham  påny,  så  han  måtte  forst  gå  til  Vordingborg  slot, 
siden  til  Engelsborg;  og  han  kom  ikke  ud,  for  han  efter 
endnu  to  års  betænkning  d.  23die  apr.  1520  ydmygede 
sig  til  at  bede  kongen  og  enkedronningen  om  forladelse 
for  fornærmelser,  han  havde  tilfojet  dem,  og  til  at  stille 
sikkerhed  for  den  krævede  sum.  Han  var  så  med  kongen 
i  Sverig,  og  hans  virksomhed  her  have  vi  allerede  skildret. 
Han  blev  biskop  i  Strængnæs,  svensk  rigsråd  og  medlem 
af  regeringsrådet,  men  kunde  ikke  gå  helt  med  Didrik 
Slagheck  i  haus  blodtorst.  Da  han  næste  år  vendte  til- 
bage til  Danmark,  kom  han  atter  i  strid  med  kongen, 
sagtens  om  de  åtti  tusinde  gylden ,  og  blev  atter  sat 
fast.      Didrik  Slagheck,    som   vilde   gotte   sig   over   hans 


Jens  Audersou  (Bældenak):  Limds  ærkebispestol.  269 

nød,  gik  til  ham  og  spurgte,  om  han  ikke  skulde  skrive 
hans  testament,  da  det  jo  var  klart,  at  han  snart  vilde 
komme  til  at  lide  døden;  men  Jens  svarede:  »Du  kan 
skrive,  at  jeg  håber  at  leve  den  dag,  da  jeg  skal  se  dig 
både  hængt  og  brændt !»  Så  blev  han  flyttet  til  Hammers- 
hus, men  udfriet  af  liibeckerne,  da  disse  næste  år  indtoge 
slottet.  Derfor  kunde  han  dog  endnu  ikke  komme  til  sit 
stift,  men  det  var  jo  altsammen  kongens  skyld.  (Efter 
kongens  fordrivelse  kom  han  dog  atter  til  stiftet,  men 
solgte  det  1529  for  segs  tusinde  gylden  til  Knud  Henrik- 
son  Gyldenstjerne.  1530  blev  han  i  en  proses  domt  til 
"mindremand')  (tremarksmand)  og  flyttede  så  til  Liibeck, 
hvor  han  døde  d.  20de  jan.  1537.) 

Den  gamle,  fromme  og  nidkære  Birger  Giiiiuers5u,  som 
siden  1497  havde  været  Lunds  ærkebiskop,  dode  d.  10de 
desb.  1519.  Kapitlet,  som  mente  at  have  valgret,  skyndte 
sig  og  valgte  sjette  dagen  efter  Birgers  død,  uden  at 
agte  på  kongens  forslagsret,  ærkedegnen  Åge  Jqisoii  Sparre 
til  ærkebiskop.  31en  kongen,  som  ikke  vilde  vide  af  dette 
valg,  tvang  d.  5te  jan.  1520  kapitlet  -til  at  vælge  hans 
lærde  og  dygtige  skriver,  ærkedegnen  i  Århus,  Jorgen 
llausoii  Skodborg,  en  bondeson  fra  Skodborg,  der  i  de 
senere  år  jævnlig  havde  været  brugt  i  en  mængde  under- 
handlinger med  fremmede  magter,  som  han  havde  skilt 
sig  godt  fra.  Kapitlet  frygtede  i  Skodborg  at  fa  en  myg 
kongetjæner,  men  det  tog  fejl.  Han  vilde  på  ingen  måde 
udlevere  til  kronen  enten  Bornholm  med  Hammershus 
(som  Valdemar  Atterdag  dog  kun  til  videre  havde  over- 
ladt ærkestolen)  eller  Ahus  med  tilliggende  herreder;  og 
det  hjalp  ikke,  at  segs  bisper  (Iver  Munk,  Lave  Urne, 
Ove  Bille,  Styge  Krumpen,  Nils  Stygeson  og  Nils  Klav- 
son)  rådede  ham  til  at  gore  det.  Han  vilde  hellere  (oktb. 
1521)  forlade  ærkestolen  og  drage  til  Eom  for  at  klage. 
(Her  blev  han  virkelig  indviet  af  pave  Klemens,  men  kom 


270  Kristian  deu  andeu. 

lige  lidt  til  stiftet  og  døde  som  kannik  i  Koln  d.  15de 
desb.  1551.)  —  Allerede  inden  Skodborgs  flugt  havde 
kongen  efter  lang  slingring  sat  den  berygtede  ftidrik 
Slagheck  til  ærkebiskop,  og  det  er  klart,  at  det  var  Sig- 
brit,  med  hvem  Didrik  skal  have  været  i  slægt,  som 
afnødte  ham  dette  valg.  Skont  også  pave  Leo,  og  det 
allerede  d.  6te  febr.  1520,  havde  lyksaliggjort  os  med 
en  ærkebiskop  af  sit  valg,  en  af  hans  yndlinger,  en  ung 
italiensk  kardinal  Paolo  Æmilio  dei  Cesi,  berygtet  for  sin 
skidne  og  skamløse  havesyge,  og  der  således  var  fire, 
som  hvær  havde  sit  krav  på  sædet,  —  fik  Didrik  Slag- 
heck dog  d.  12te  juli  1521  pavelig  stadfæstelse  på  det, 
da  han  af  kongens  penge  lod  Cesi  udbetale  tre  tusinde 
dukater,  ja,  han  fik  endog  tilladelse  til  at  beholde  Skara 
stift  tillige.  D.  25te  novb.  holdt  han  så  med  brask  og 
bram  sit  indtag  i  Lund,  men  fik  lige  så  lidt  bispevielsen 
her,  som  han  havde  fået  den  i  Skara.  Den  gang  var 
der  en  pavelig  nuntius  herinde,  Giov.  Franc,  de  Potentia, 
som  iblandt  andet  skulde  undersoge  de  ejendommelige 
forhold  ved  de  to- svenske  bispers  henrettelse,  men  som 
ikke  synes  at  have  jøvet  nogen  som  helst  indflydelse  på 
kongen.  Og  han  var  her  endnu,  da  den  nybagte  ærke- 
biskop to  måneder  efter  indtåget  i  Lund,  d.  24de  jan. 
1522,  forst  måtte  gå  under  galgen  og  dernæst  bestige 
bålet,  som  var  rejst  ham  på  Københavns  Gammeltorv. 
Den  dag  forlod  Kristian  den  anden  byen,  og  Sigbrit 
lukkede  alle  sine  skodder  for.  —  Slagheck  faldt  som  et 
polittisk  ofter:  han  skulde  sone  for  det  stokholmske  blod- 
bad, til  hvilket  særlig  han  havde  skyndet,  eller  rettere: 
for  de  to  bisper,  hvis  blod  han  havde  ladet  rinde  efter 
at  have  fort  kongen  bag  lyset  med  hensyn  til  kirke- 
loven og  derved  bragt  ham  i  et  pinligt  forhold  til  pave- 
stolen. Men  desuden  skyldte  alle  de  øvrige  medlemmer 
af   regeringsrådet    ham    for,    at    det   nærmest  var  hans 


Lunds  ærkebispestol  (Didrik  Slagheck):  atiadshandel.       271 

rovgærrighed  og  grusomhed,  der  havde  fræmkaldt  og 
styrket  den  nuværende  opstand  og  jaget  hele  det  svenske 
folk  over  på  Gustaf  Vasas  side,  lige  som  de  også  skyldte 
ham  for  de  groveste  underslæb  med  rigets  penge.  Vist 
er  det  tillige^  at  det  var  hans  egenrådighed  og  hov- 
modige trods,  der  havde  medført  nederlaget  ved  Bade- 
lundsås  og  Vesterås  (måske  tillige  det  ved  Brunbæck), 
da  han  uden  at  have  den  ringeste  forstand  på  krigen 
havde  tvunget  den  krigskyndige  forer  til  at  opgive  hans 
faste  stilling  og  strags  angribe  tjenden.  —  Han  havde 
nys  sagt,  at  «han  regnede  det  ikke  mere  at  tage  en 
biskop  fra  halsen  end  en  hund«;  nu,  så  kunde  han  da. 
heller  ikke  kræve,  at  andre  skulde  regne  hans  eget  liv 
sønderlig  hojere. 

Tre  uger  efter  Didrik  Slaghecks  henrettelse  måtte 
Lunde  domkapittel  d.  17de  febr.  afstå  Bornholm  og  Ahus 
tij  kronen.  Dets  medlemmers  fængsling  fræmtvang  denne 
afgørelse.  Og  segs  dage  senere  satte  kongen  sin  nye 
skriver,  den  lærde  og  hæderlige  tyske  adelsmand  Hans 
Weze,  på  ærkesædet.  Tredie  gang  i  lobet  af  to  år  havde 
han  trodset  og  besejret  kapitlets  påstand  på  valgret,  — 
ikke  at  tale  om,  at  den  ene  af  sine  ærkebisper  havde  han 
atter  afsat  for  vrangvillighed  og  henrettet  den  anden. 

Og  han  havde  plyndret  afladskræm meren  Arcimbold, 
der  selvfølgelig  havde  flere  venner  og  hjælpere  i  Dan- 
marks gejstlighed.  Det  samme  havde  hans  farfader 
imidlertid  gjort  to  gange,  og  det  samme  gjorde  mang- 
foldige fyrster  trindt  omkring.  Dermed  er  sagen  nu  slet 
ikke  forsvaret,  og  det  er  heller  ikke  vor  mening,  ti 
enten  skulde  han  have  nægtet  afladshandelen,  eller,  når 
han  dog  havde  tilladt  den,  stå  ved  sit  givne  ord.  Det 
var  vistnok  nærmest  et  polittisk  skridt;  vi  have  tidligere 
antydet  dette  (se  s.  196);  men  i  det  par  år,  som  havde 
gået  siden  tilladelsen,    var  det  jo  dog  muligt,    at  hans 


272  Kristian  den  anden. 

ojne  havde  åbnet  sig  ikke  alene  for  hvein  Arcimbold  var, 
men  også  for  hvad  han  sålgte,  og  hvorledes  han  drev 
sin  skamløse  handel.  Man  må  mindes,  at,  hvor  han 
eller  hans  hjælpere  opsloge  sine  boder,  kunde  enhvær  for 
rede  penge  eller,  hvor  disse  skortede,  for  allehånde  varer 
købe  sig  aflad  for  alle  sine  synder,  selv  de  aller  groveste, 
ja  ikke  alene  for  de  fuldbyrdede,  men  også  for  de  på- 
tænkte. Man  må  mindes,  at,  hvad  der  købtes,  var  et 
trykt  brev  sålydende:  "Jeg  løser  dig  forst  fra  al  kirkens 
tugt,  som  du  måtte  have  fortjænt;  dernæst  fra  al  synd 
og  brøde,  som  du  måtte  have  begået,  i  hvor  stor  og 
grov  den  end  måtte  være:  og  jeg  eftergiver  dig  al  den 
straf,  du  ved  dine  synder  havde  fortjænt  at  lide  i  skærs- 
ilden. Jeg  gor  dig  atter  delagtig  i  kirkens  nådemidler 
og  sætter  dig  i  den  samme  uskyldsstand,  i  hvilken  du 
var  umiddelbart  efter  dåben,  så,  når  du  dør,  skulle 
helvedes  porte  være  lukkede  for  dig  og  paradisets  dor 
stå  dig  åben«.  En  sådan  gudsbespottelse  kunde  dog 
nok  åbne  ojnene  på  en  tænksom  mand. 

1  adskillige  andre  stykker  havde  kong  Kristian  imid- 
lertid forbrudt  sig  endnu  værre  mod  gejstligheden;  men 
for  at  klare  dette  må  vi  forudskikke  et  par  ord  som 
indledning.  —  Iver  Munk,  som  blev  biskop  i  Ribe  1499 
og  døde  d.  9de  febr.  1539,  sang  sin  forste  messe  1513! 
og  dog  havde  paven  allerede  1506  til  domkirkens  byg- 
ning givet  alle  dem  aflad,  som  overværede  samme  hans 
forste  messe.  Men  noget  sådant  var  langtfra  enestående: 
vi  have  allerede  (se  I.  s.  439)  bemærket,  at  Johan  Lax- 
mand  sang  sin  forste  og  sidste  messe,  syv  år  efter  at 
han  var  bleven  ærkebiskop  og  ikke  fem  måneder  for  sin 
død.  —  Mange  steder  i  landet  blev  der  kun  holdt  guds- 
tjæneste  to,  tre  gange  om  året,  ikke  at  tale  om,  at 
bisperne  jævnlig  lode  præstekald   stå  ledige  for  selv  at 


Afladshandelen;  gejstligheden.  273 

kunne  drage  indkomsterne  af  dem.  Mågens  Goye  vidnede 
1527,  at  der  var  det  herred  ved  Århus,  hvor  der  var 
Qorten  eller  sejsteji  sogne,  men  kun  to  eller  tre  præster, 
da  domkirkens  kanniker  havde  næsten  alle  æmhederne. 
Derfor  klagede  også  Hans  Tavson  på  herredagen  i  Koben- 
havn 1530,  at  bisperne  åkke  alene  prædike  selv  intet, 
men  de  ej  heller  tilskikke  kristelige,  lærde  prædikere  og 
sognepræster  i  deres  stift  .  .  .  men  de  tilstede  grovelig 
ulærde  og  ugudfrygtende  mænd,  som  praulike  ...  og  dertil - 
med  stede  de  én  at  have  segs  eller  syv  sogne ■.  —  Den 
pragt,  bisperne  udfaldede  i  mængden  af  væbnede  svende, 
gore  vi  os  knap  nogen  forestilling  om.  Erik  Valkendorf 
mødte  således  til  hojtider  med  hundrede  og  firti  mand. 
Aslak  Bolt  rejste  på  visitats  med  to  svære  skibe  og  to 
hundrede  mand.  Birger  Gunnerson,  der  ellers  var  en 
mild  og  stille  mand,  men  på  grund  af  sin  jævne  fødsel 
var  ilde  set  af  de  skånske  herrer,  havde  hundrede  og  treti 
væbnede  mænd  i  sit  følge  og  gav  skæmtevis  som  grund: 
ujeg  må  jo  dog  udvide  den  hellige  Lavrentius's  dug  og 
disk".  Vi  kunde  gærne  blive  ved,  men  dette  må  være 
nok.  —  Om  præsternes  sædelighed  fa  vi  et  begreb,  når 
vi  høre  samme  ærkebiskop  Birger  på  det  strængeste  for- 
byde præsterne  at  have  friller,  men  se  ham  dog  nødt 
til  at  tilfoje:  »Ingen  præst  må  under  ti  marks  bøde  ved 
gilder  eller  festlige  sammenkomster  føre  sin  frille  eller 
sine  bom  med  sig,  hvis  han  har  nogen,  hvad  han  helst 
ikke  skulde  have»(!):  og:  ringen  præst  må  i  sit  hus 
holde  barselgilde  under  ti  marks  bøde  ved  sine  borns 
fødsel  eller  holde  sin  frilles  kirkegang  med  nogen  sæl- 
skabelig hojtidelighed".  Det  var  følgen  af,  at  præsterne 
skulde  være  ugifte,  være  " renlivede  i .  Samtidig  forbød 
han  i  øvrigt  præsterne  at  give  sig  af  med  trolddora, 
fordi  der  altid  er  noget  djævelskab  forbundet  dermed. 
—  Og  nu  forstå  vi  harmen  over  kongens  såkaldte  »geist- 

Danmarks  historie  1481  —  1536.  18 


274  Kristian  den  anden. 

lige    lov>^    (rettere:    landbolov)   af  26te  maj  1521    (den 
udkom  dog  forst  i  slutningen  af  samme  år). 

I  den  forbed  han  at  meddele  præstevielsen  til  nogen, 
inden  han  havde  modtaget  en  sådan  akademisk  dannelse, 
at  han  kunde  vide  at  prædike  evangelium  og  epistel 
rettelig  for  sine  sognemænd.  Enhvær  biskop  skulde  i 
det  mindste  på  de  store  hojtidsdage  selv  personlig  ud- 
føre gudstjænesten.  Enhvær  præst,  som  havde  to  kirker, 
skulde  hvær  sondag  prædike  i  den  ene  om  formiddagen, 
i  den  anden  om  eftermiddagen;  men  vilde  en  menighed 
hvær  sondag  have  messe  i  bægge  kirker,  måtte  den  selv 
lonne  en  kapellan.  Ingen  diakon  må  indvies  for  det 
fyldte  tyvefemte  år,  ingen  præst  for  det  fyldte  tretiende, 
ingen  klosterjomfru  for  det  fyldte  tyvefemte.  Ingen 
biskop  må  møde  med  et  storre  følge  end  tolv  mand, 
ingen  ærkebiskop  med  mere  end  tyve.  De  skulle  bære 
en  sommelig  klædedragt  og  ikke  lade  trommer  og  piber 
gå  foran  sig,  »til  spot  for  den  hellige  kirke ».  Ingen 
abbed  i  de  store  herreklostre  [Sorø,  Antvorskov  o.  s.  v,] 
må  til  sin  jagt  holde  mere  end  to  par  mynder  og  to 
kobler  støvere,  men  i  de  mindre  klostre  må  de  kun 
holde  det  halve  tal.  Klostrene  skulde  renses,  ti  både 
munke  og  nonner  førte  tit  et  uskikkeligt  levned.  Mun- 
kenes ret  til  at  tigge  indskrænkes  til  de  fire  virkelige 
tiggerordener  [fransiskanere,  dominikanere,  karmelitter  og 
avgustinere].  Enhvær  præst  skal  strags  tage  bolig  i  sin 
menighed  [hidtil  havde  de  jævnlig  slået  bo  i  købstæderne, 
hvor  man  levede  livligere  og  bedre,  men  havde  da  for- 
sømt æmbederne  og  ladet  præstegårdene  forfalde].  Præ- 
sterne må  hværken  købe  eller  arve  jordegods  i  by  eller 
på  land,  »uden  de  ville  efterfølge  sankt  Pauli  lærdom  i 
hans  forste  brev  til  Timoteus,  hvor  han  råder  dem  til 
at  tage  en  hustru  og  leve  udi  den  liellige  ægtestand, 
som   deres   forfædre  have  gjort".     Ej  heller  må  der  ved 


Gejstligheden.  275 

testament  gives  jordegods  til  kirker  og  klostre.  Dor  en 
præst  uden  testament,  må  hans  biskop  ikke  som  hidtil 
tage  alt  hans  gods  til  sig,  men  det  skal  gå  til  de  rette 
arvinger.  Ethvært  barn  skal  lære  sit  fadervor,  avemaria 
og  trosordene  på  dansl\  så  det  kan  forstå  dem,  og  siden 
skal  det  lære  at  læse  og  skrive  dansl-.  Kirkerne  må  kun 
betingelsesvis  yde  mordere  tilflugt,  og  morderens  slægt 
må  ikke  længer  agtes  for  hans  medansvarlige,  pligtig  at 
yde  mandebod  og  udsat  for  slægthævn.  —  Ja,  han  op- 
hævede næsten  den  danske  kirkes  afhængighed  af  Rom 
ved  at  oprette  en  ny  hojesteret,  « kammerretten »,  i  Ros- 
kilde, fra  hvilken  ingen  præst,  klærk  eller  anden  gejstlig 
måtte  skyde  sig  ind  under  paven.  De  skulde  "ikke,  til 
stor  skade  og  pengespild,  sege  sin  ret  udenfor  riget, 
hvorfor  kongen  med  det  forste  vil  tilskikke  fire  doktorer 
og  magistre,  forfarne  både  i  kirkeloven  og  kejserloven, 
som  skulle  domme  i  alle  åndelige  sager  så  vel  over 
bisper  og  prælater  som  andre  her  i  riget«.  Ligeledes 
toges  den  domsmagt,  de  hidtil  havde  haft  så  vel  i  gælds- 
sager  som  i  andre  verdslige  sager,  fra  bisper,  provster 
og  præster,  i  det  den  gaves  til  landsting,  herredsting  og 
rådstuting.  Ti  de  gejstlige  retter  straffede  gærne  med 
bøder,  som  de  selv  oppebåre,  eller  med  ban,  hvorfor 
man  ligeledes  kunde  frigore  sig  ved  boder.  Kun  i  ægte- 
skabssager vedbleve  de  gejstlige  domstole.  Hidtil  havde 
bisperne  endog  kunnet  indstævne  sandemænd  og  næv- 
ninger for  sig.  og  underkende  disses  domme  samt  i  for- 
ening med  11  de  bedste_ bygdemænd',  fælde  endelige  domme, 
som  ikke  måtte  indankes  for  nogen  anden  ret.  —  Han 
vendte  altså  fuldstændig  op  og  ned  på  alle  gode,  gamle, 
hævdede  —  uskikke  og  ulove! 

Og  en  tidlang  havde  han  jo  stået  på  en  næsten  for- 
trolig fod  med  afladsfjenden  og  prælatfjenden  Porl  Helgesoii, 

18* 


276  Kristian  den  anden. 

der  nogenlunde  gik  ud  og  ind  hos  ham,  som  han  selv 
lystede.  Han  havde  med  gods  og  med  gaver  stottet  det 
Hvidekloster,  som  præmonstratensernes  dygtige  abhed, 
Anders  Kristensen  i  Helsingør,  1517  grundede  i  sankt 
Pedersstræde  (hvor  nu  Valkendort's  kollegium  er)  for  der- 
ved at  fræmkalde  storre  lærddom  og  videnskabelighed, 
storre  tugt  og  orden  blandt  brødrene.  Ved  dette  var 
den  samme  Povl  Helgeson  bleven  ansat  som  forstander, 
og  det  var  pålagt  ham,  at  han  daglig  skulde  holde  en 
teologisk  forelæsning  ved  Københavns  boj  skole.  Men 
under  mester  Povls  vejledning  våksede  jo  næsten  alle  de 
unge  mænd  op,  som  siden  bleve  prælaterne  så  gramme. 
Og  nu  gik  kongen  oven  i  købet  til  Luther  og  bad  ham 
sende  nogle  læsemestre  herind.  Der  var  altså  nærmest 
tænkt  på  højskolen,  men  alt,  hvad  der  kom  fra  Witten- 
berg, vilde  sagtens  forst  og  fræmst  arbejde  på  »evan- 
geliets rette  forkyndelse".  Så  kom  da  mester  flartiii 
Reiuhard  hertil  i  høsten  1520.  Han  kom  som  universi- 
tetslærer, hvad  han  dog  næppe  blev;  derimod  prædikede 
han  jævnlig  i  Nikolaj  kirke.  Språget  lagde  ham  imid- 
lertid uoverstigelige  hindringer  i  vejen,  og  kun  nogle  få 
vare  i  stand  til  at  forstå  ham,  så  menigheden  søgte  sin 
adspredelse  i  forundring  over  den  fremmede  lærers  store 
hæftighed  og  uvante  lader*).  Han  drog  da  hjem  igen  i 
febr.  1521.  Men  kongen  havde  ligefuldt  lagt  sit  sinde- 
lag for  dagen  og  gjorde  det  ydermere,  da  han  ikke  alene 
forbød  universitetet  at  udtale  nogen  fordommeise  over 
Luthers  lære,  men  allerede  i  maj  fik  Andreas  Carlstadt 
herind.      Den   ustadige  Carlstadt  havde   dog  ikke  ro  på 


Desuden  liværvede  gejstligheden  en  ung  knøs,  som  prægtig 
kunde  efterabe  hans  stemme  og  lader,  og  som  nu  drev  omkring 
i  bjen  og  holdt  tåbelige  foredrag,  i  hvilke  der  gjordes  lojer 
med  den  fremmede  prædikant,  som  således  blev  til  folkesnak. 


Martin  Eeiiihard:  Carlstadt:   sti-andretten.  277 

sig  til   at  blive  længer  end  en  måned  herinde,    men  fra 
kongen  skiltes  han  desuagtet  i  venskab. 

1  endnu  hojere   grad  opbragte  imidlertid  kong  Kri- 
stians   strandret    de    norrejyske    bisper.      Den   var   en 
særegen   del  af  hans   såkaldte   c  gejstlige  lov".     Ved  den 
tabte  han  selv  i  det  mindste  halvandet  hundrede  tusinde 
lod  solv  i  årlig  indtægt:  men  han  vilde  ikke  se  de  skib- 
brudne myrdede,    for  at  lensmændene  i  storre  ro  kunde 
plyndre   deres  gods:    ja,    selv  godset   på  det  skib,    som 
drev  i  land  uden  levende  mennesker,  skulde  herefter  i  år 
og  dag  henligge  i  den  nærmeste  kirke,  for  at  ejermanden 
kunde  få  det,  hvis  han  mældte  sig.    Han  gav  da  strænge 
befalinger  både  til  mandskabets  og  godsets  redning  imod 
en  fast,    læmpelig   bjærgelon,    alt  eftersom   arbejdet  var 
til,  ja  satte  endog  livsstraf  for  strandrov  og  lod  ej  alene 
forordningen  særskilt    udkomme,    men  lod  den  opslå  på 
alle  kirkedore  i  riget.     Enhvær  lensmand  skulde  desuden 
aflægge  offoiflif/f  regnskab   over  alt  det  gods,    som   var 
indstraudet  i  hans  len.  ~  Han  var  noget  nær  den  forste 
af  alle  Evropas  fyrster,    der  gav  sit  land  og  sit  folk  en 
sådan  lov.    Men  bisperne,  særlig  Borglums  og  Viborgs,  lede 
ligeledes   et  mægtigt  skår  i  sine  indtægter,    og  forgæves 
forestillede   kongen   dem   det   ukristelige  i  den  nedarvede 
sædvane:   de  havde  aldrig  læst  noget  i  bibelen  om  vrag 
og  strandret!    Han  måtte  altså  minde  dem  om  det  femte 
og  syvende  bud.  —     Gud  give»,  udbryder  Holberg,    «at 
denne   konge   aldrig   havde   brugt   sværdet,    men  pennen 
alene,   ti  alle  hans  love  og  forordninger  ere  sådanne,   at 
han  heller  derved  har  fortjænt  tittel  af  Kristian  den  gode 
end  den  onde!..     Og  Allen  siger:   "Hans  virksomhed  som 
lovgiver   danner   den   side   af  hans   regering,    som   man, 
om   der  også   her  stundum  fræmtræder  noget  hæftigt  og 
lidenskabeligt,    i    det   hele    kan   betragte   med   ublandet 


278  Kristian  den  anden. 

tilfredsstillelse.  Han  har  ved  disse  arbejder  rejst  sig  selv 
et  mindesmærke,  der  vil  stå  urokket  gennem  tiderne. 
Der  fræmtræder  i  disse  love  ikke  sjælden  træk  af  en 
mildhed  og  menneskelig  deltagelse,  en  omsorg  for  de 
ulykkelige  og  hjælpeløse,  dér  gor  et  velgorende  indtryk". 

Men  adelen  havde  slet  ikke  nodig  at  se  hen  til 
det  stokholmske  blodbad,  når  den  vilde  lære  at  frygte 
og  afsky  kongen.  Som  selvhersker  styrede  han  sine  riger 
efter  sin  egen  villie,  og  om  rigsrådets  medregering  var 
der  så  at  sige  slet  ikke  tale.  Han  folte  kraft  i  sig  til 
at  styre,  og  derfor  vilde  han  ikke  hæmmes  ved  alle  de 
bånd  og  indskrænkninger,  som  herrernes  privilegier  på- 
lagde ham,  når  han  vilde  udjævne  det  skrigende  mis- 
forhold mellem  stændernes  rettigheder:  når  han  ved  at 
ændre  lovene  vilde  sorge  for  oplysningens  udbredelse, 
næringsvejenes  opkomst  (handel,  fiskeri,  bjærgværk  o.  s.  v.) 
samt  for  orden  og  sparsommelighed  i  alle  statsstyreisens 
grene.  I  ingen  af  disse  retninger  kunde  han  få  rigs- 
rådet med  sig,  da  det  af  egennytte  og  magelighed  var 
som  fastgroet  ved  alt  det  gamle.  Han  gik  visselig  her 
efter  sit  eget  og  sine  venners  hoved,  men  i  ovrigt  i  fuld 
samstemning  med  tidsånden,  der  allevegne  krævede  sær- 
rettighedernes indskrænkning  ved  kongemagtens  udvidelse. 
—  I  de  sidste  tre,  fire  slægtled  havde  adelen  arbejdet  på 
at  samle  sine  spredte  godser  til  store  sammenhængende 
ejendomme,  og,  ligesom  den  dyrkede  disse  med  stigende 
omhu ,  trykkede  den  stadig  sine  fæstere  med  yderligere 
hovning,  med  vårnedskab  og  stavnsbånd,  hvor  det  kunde 
lykkes  den.  "Bønder  og  trælle »  bleve  ikke  alene  enstydige 
i  den  daglige  tale,  men  endog  i  lovspråget.  Hidtil  vare 
bøndergårde  i  almindelighed  bortfæstede  på  århg  opsigelse; 
Kristian  ordnede  og  sikrede  imidlertid  fæstevæsenet:  på 
kronens  som  på  adelens  gods  skulde  fæstet  gælde  for  ti. 


Adel.  bonde  og  borger.  279 

tolv  år,  længere  eller  kortere,  og  i  den  tid.  man  var 
bleven  enig  om.  kunde  fæsteren  ikke  udvises  fra  gården, 
når  han  betalte  sit  landgilde  og  sine  andre  ydelser  og 
ikke  lod  gården  forfalde.  Med  fæstegårdenes  skyldsæt- 
ning havde  han  givet  lensmanden  i^med  told  tiltagne 
bønder"  indseende:  klapjagterne  og  anden  hovning  havde 
han  indskrænket,  særlig  i  høstens  tid,  da  ingen  bonde 
skulde  bøde,  hvis  han  udeblev  fra  jagten,  "efterdi  han 
skal  tage  vare  på  sin  høsts  bjærgning..  Ingen  måtte 
heller  herefter  tvinges  til  at  modtage  herremandens  øksne 
til  staldfodring.  Adelsmanden  skulde  ikke  længer,  som 
der  stod  i  kalmarrecessen  (1483),  »være  konge  over  sine 
egne  bønder...  men  stavnsbåndet  skulde  løses,  hvor  det 
var  indlistet,  og  bønderborn  have  frihed  til  at  søge  køb- 
stæderne, for  der  at  lære  handel,  håndværksdrift  o.  s.  v. 
Borgerne  fik  lov  til  at  handle  med  øksne.  Af  de  love, 
som  han  gav  til  købstædernes  tarv,  have  vi  allerede 
ovenfor  (s.  175  flg.)  nævnt  flere.  Men  i  forordningen  af 
lOde  febr.  1521  for  Sælland  og  dets  øgård  (siden  optagen 
i  den  almindelige  kobstadlov  og  derved  udvidet  til  alle 
landskaber)  bod  han  udtrykkelig  alle  .bisper,  prælater, 
kanniker,  præstemænd,  abbeder,  munke,  riddere,  ridders- 
mænds mænd,  fogder,  lensmænd,  bønder  og  menige 
almue.,  at  aliægge  den  ulovlige  købmandskab  og  handel, 
som  de  hidtil  have  drevet,  købstæderne  til  stor  skade 
og  fordærv  og  imod  disses  friheder  og  rettigheder,  givne 
dem  af  fræmfarne  konger  (men  rigtignok  ikl-e  imod  hans 
egen  håndfæstning).  Hidtil  havde  de  gejstlige  og  verds- 
lige herrer  ikke  været  langt  fra  at  dele  hele  landets 
handel  med  hansestæderne.  Nu  skulde  det  være  ander- 
ledes: overtrådte  de  forbudet,  straffedes  de,  som  havde 
len,  friheder  eller  privilegier,  med  disses  fortabelse,  men 
alle  andre  på  liv  eller  gods.  Strandretten  trykkede  jo 
desuden  ikke  bisperne  alene,  men  tillige  mange  af  herre- 


280  Kristian  den  anden. 

mændene.  —  Alt  det  knude  nu  være  ondt  nok,  men, 
hvad  der  især  var  oprørende:  han  havde  vovet  at  byde, 
at:  "slig  ond,  ukristelig  sædvane,  som  hidtil  i  Sælland, 
Falster,  Låland  og  Mon  været  haver,  med  stakkels  bonder 
og  kristne  mennesker  at  sælge  og  bortgive  ligesom  andre 
uskellige  kreaturer,  skal  ej  efter  denne  dag  så  ydermere 
ske :  men,  når  deres  husbonde  og  herskab  farer  uredelig 
med  dem  og  gor  dem  nogen  ulov  og  uret,  da  må  de 
flytte  af  det  gods,  som  de  på  sidde,  og  ind  på  en  andens 
gods,  som  bønder  gore  i  Skåne,  Fyn  og  Jylland,  og  give 
husbonden  deres  rette  forlovspenge,  for  de  flytte«.  ,  Han 
var  altså  ikke  langt  fra  at  ophæve  vårnedskabet,  og 
bonder  vilde  han  gore  til  mennesker! 

At  han  gav  en  lignende  lov  for  Norge,  have  vi  alle- 
rede meddelt  side  233 — 34. 

Hans  ■  gejstlige  lov»  udkom,  som  allerede  sagt,  d.  26te 
maj  1521,  og  hans  i.  verdslige  lov»  lod  kun  vænte  på  sig 
til  den  Gte  jan.  1522;  men  for  bægges  udarbejdelse  bærer 
vistnok  nærmest  den  trofaste  Hans  Illikkelsdii  æren,  hvor- 
for heller  ingen  enskilt  mand  var  adel  og  prælater  så 
forhadt  som  han;  dog  deltoge  også  moder  Sigbrit,  rigsråd 
INils  Lykke  og  vel  endnu  flere  i  udarbejdelsen,  såsom 
kongens  ypperlige  danske  sekretær,  den  unge  Jæsper  Brok- 
iiiaiid  (født  1488,  dod  1562),  der  også  fik  det  hværv  strags 
at  lade  strandretten  særskilt  trykke  og  uddele.  —  Men 
kongens  egen  ånd  gennemtrængte  dem  alle.  Det  var 
altså  aldeles  klart,  at  han  vilde  tæmme  såvel  bisp  som 
ridder  og  gore  statsborgere  af  bymænd  og  bønder.  En 
sådan  reformator,  hvem  håndfæstningen  ikke  lagde  storre 
hindringer  i  vejen,  end  at  han  hvært  ojeblik  tog  syv- 
milestøvler på  for  at  gore  det  ene  kæmpeskridt  efter  det 
andet,  kunde  dog  umulig  være  andre  til  pas  end  den 
fattige  borger  og  "den  uskellige  bonde",  hvis  gavn  han 
iu>?rmest  søgte  at  ramme,  men  til  hele  fædrelandets  tarv 


Eeformer;   skatter:   hertug  Frederik.  281 

Og  hæder.  Alle  de  hidtil  begunstigede  samfundsklasser 
måtte  selvfølgelig  hade  ham,  hvis  de  ikke  kunde  lære  at 
indordne  sine  egne  lavs  interesser  under  fædrelandets. 

En  fælles  grund  til  misnoje  for  alle  stænder,  de 
laveste  med  de  hojeste,  vare  de  uhyre  trykkende  skatter, 
som  krigene  med  Liibeck  og  Sverrig  nødvendiggjorde.  1 
septb.  1522  pålagdes  der  således  alle  gejstlige  uden  und- 
tagelse at  udrede  en  trediedel  af  al  deres  indtægt  og  en 
trediedel  af  alt  deres  løsøres  værd.  At  der  samtidig 
lagdes  tilsvarende  skatter  på  borger  og  bonde  —  sagtens 
også  på  de  verdslige  herrer  — ,  vide  vi  med  sikkerhed, 
kun  deres  storrelse  kendes  ikke.  Der  siges,  at  der  blev 
pålagt  enhvær  bonde  to  gylden  årlig,  og  næppe  have  de 
andre  sluppet  billigere.  ]Sår  man  mindes  skatteudskriv- 
ningerne i  alle  de  foregående  år,  og  at  det  udbytte,  de 
havde  bragt,  var  for  intet  at  regne,  da  Sverrig  så  godt 
som  atter  var  tabt,  kan  man  ikke  undres  over,  at  man 
fandt  de  nye  byrder  umådelig  svære,  ja  hartad  utålelige, 
og  knurrede.  Der  skulde  virkelig  et  meget  levende  fædre- 
landssind  til  at  bære  dem  uden  knur:  men  af  den  vare 
fandtes  der  kun  lidt  på  lager. 


22.    Kristian  den  anden  og  hertug  Frederik. 

Men  Kristian  den  anden  havde  endnu  en  fjende, 
farligere  end  llibeckerne  og  slet  ikke  mindre  bitter  end 
den  danske  gejstlighed  og  adel.  På  Gottorp  sad  hertug 
f'rederik.  Han  var  født  d.  3die  septb.  1471,  fulgte  i  sit 
tiende  år  med  sin  moder  til  Sønderborg,  men  levede  den 
meste  tid  med  hende  på  Gottorp,  indtil  han  d.  5te  septb. 
1490  tog  sit  hertusdomme  i  besiddelse.    Han  havde  været 


282  Kristian  den  anden. 

kong  Hans  en  nærgående  broder  og  utro  lensmand,  havde 
krænket  ham  ved  allehånde  grundløse  krav  og  hele  eller 
halve  beskyldninger,  imens  han  levede,  og  tilsølede  efter 
døden  hans  minde  ved  fræk,  bevidst  og  bevislig  logn. 
Selvfølgelig  var  han  ikke  bedre  farbroder  end  broder. 
Det  var  da  også  ham ,  der  gang  efter  anden  afværgede, 
at  hertugdommernes  stænder  i  faderens  levetid  valgte 
Kristian  til  hans  efterfølger.  Han  havde  stadig  skreget 
på  forurettelse,  fordi  han  ikke  havde  fået  "bægge  hertug- 
dommer i>  udelte;  fordi  han  ikke  havde  fået  det  hele 
eller  halve  Norge  for  sin  part,  da  dette  rige,  påstod  han, 
ifølge  gammel  sædvane  skulde  deles  imellem  det  konge- 
lige afkom ;  og  fordi  han  af  Danmark  ikke  i  det  mindste 
havde  fået  Låland,  Falster  og  Møn,  eller  hvad  han  ellers 
fandt  for  godt  at  ønske  sig.  Det  var  de  gængse  tyske  fore- 
stillinger om  fyrstesonnernes  ret  til  forsorgelse  ved  land- 
skaber, som  spøgede  hos  ham,  forestillinger,  der  havde 
vundet  i  styrke  ved  en  egennyttig  mistolkning  af  enings- 
pagten  i  Bergen  1450.  Og  disse  sine  krav  fastholdt  han 
hårdnakket,  selv  efter  at  rigsdagen  i  Kalundborg  d.  31ste 
maj  1494  havde  sagt  ham,  at  Danmark  var  et  frit  kåre- 
rige, som  ikke  kunde  partes  eller  deles  imellem  flere 
herrer "^^j.  .Men  på  denne  rigsdag  havde  foruden  rigsrådet 
fire  riddere  fra  hvært  stift  haft  sæde  samt  en  borgmester 
og  rådmand  fra  hvær  købstad  og  nogle  bonder.  "For 
dette  svars  skyld  blev  hertug  Frederik  vred"  ,  siger 
Huitfeldt,  og  det  er  rimeligt  nok.  —  Også  i  Sverrig  op- 


Uet  klinger  derfor  sælsomt,  når  rigsrådet  i  sit  manifest  til 
alverden  i  anledning  af  kong  Kristians  afsættelse  siger,  at  det 
liar  valgt  hertug  Frederik,  fordi  han  "er  født  af  kongelig 
stamme  udi  Danmark,  er  en  son  af  samme  rige«,  men  ■  helst 
fordi  han  endnu  ikke  haver  bekommet  sin  f æderne 
rettighed  af  riget-.  Det  ser  åbenbart  ud.  som  nm  denne 
erklæring  var  forestavet  rigsrådet  af  hertugen. 


Hertug  Prederik  af  Gottori>.  283 

trådte  ban  som  sin  broders  nidsyge  medbejler  til  kronen. 
Men  aller  mest  krænkede  ban  dog  denne  ved  at  ytre 
gentagne  tvivl  om  rigtigbeden  af  regnskabet  og  op- 
gørelsen mellem  brodrene,  uagtet  ban  dog  fire  uger  efter 
skiftet  i  sin  moders  nærværelse  skriftlig  bavde  erklæret, 
at  broderen  bavde  gjort  klart  og  rigtigt  rede  og  regn- 
skab, og  at  ban  derfor  skulde  bolde  barn  selv  og  bans 
efterkommere  frie  for  etbvært  efterkrav. 

Mod  bausestæderne  bavde  ban  bværken  villet  bjælpe 
broder  eller  broderson.  Som  vi  mindes,  erklærede  ban 
'iblandt  andet  1509,  i  ledtåg  med  den  bolsteinske  adel, 
at  ban  ikke  vilde  tage  del  i  Danmarks  krig  mod  Liibeck, 
da  ban  bavde  c  lovet  at  sidde  stille« ,  skont  ban  jo  ved 
delingsakten  1490  bavde  forpligtet  sig  til  ikke  at  indgå 
ensidige  overenskomster  med  udlandet,  og  skont  ban 
som  lensmand  skyldte  sin  lensberre  ledingspligt.  Langt 
bellere  stottede  ban  stæderne  i  deres  kampe  mod  Dan- 
marks rige.  —  Ej  beller  bavde  ban  villet  lyde  kejserens 
bud  og  kongens  maning,  at  tage  sit  bolsteinske  bertug- 
domme  til  len  af  sin  broderson,  så  lidt  som  ban  bavde 
villet  yde  denne  bjælp  i  den  nye  liibeckerkrig.  Men 
kongens  krav  støttede  sig  på  kejserens  brev  af  21ste  juli 
1521 ,  under  besøget  i  Gent.  Kejser  Karl  bavde  beri 
sagt,  at  bisperne  af  Liibeck  bavde  tabt  sin  ret  til  at 
bortforlene  Holstein,  fordi  de  bavde  forsomt  at  fa  den 
fornyet  i  rette  tid,  bvorfor  ban  nu  overdrog  bortforlenings- 
retten  til  kong  Kristian  og  bed  bertug  Frederik  at  tage 
bertugdommet  som  efterleu  af  denne  og  yde  barn  den 
sædvanlige  lenstjæneste.  Et  mode  desangående,  som  ved 
nyårstid  blev  boldt  i  Kolding,  bavde  ikke  bragt  frænderne 
hinanden  nærmere,  men  snarere  fjærnet  dem  end  yder- 
ligere. Dot  kom  i  juli  måned  1522  til  to  nye  moder, 
ved  Helligbæk  og  ved  Levensau,  bægge,  fordi  kongen  vilde 
have  bertugens  og  ridderskabets  hjælp  imod  Liibeck:  men 


284  Kristian  den  anden. 

mod  det  forste  gjorde  hertugen  indsigelse,  da  det  stred 
imod  gammel  skik(!)  at  holde  slige  moder  andensteds 
end-  ved  Levensau:  og  fra  det  sidste  udeblev  han  og 
sendte  sin  son  Kristian  i  sit  sted.  Ridderskabet  vilde 
da  heller  ikke  vide  noget  af  en  krig  mod  Liibeck,  så 
meget  mindre,  som  stridighederne  med  denne  by  ude- 
lukkende skulde  vedkomme  "kongeriget". 

Vel  blev  striden  mellem- farbroder  og  broderson  ud- 
jævnet ved  forliget  i  BordeslioJ in  d.  lode  avg.  1522, 
nærmest  mæglet  af  kurfyrst  Joakim  af  Brandenburg,  som 
af  den  grund  havde  ilet  herind  med  sin  hustru,  kong' 
Kristians  syster  fJlisabet;  og  vel  havde  hertug  Frederik 
i  dette  forlig,  støttet  af  forholdene,  sat  en  mængde  af 
sine  krav  igennem:  han  aftvang  kongen  hans  nys  er- 
hværvede  ret  til  at  bortforlene  Holstein;  han  fik  lov  til 
at  sidde  stille  under  den  lybske  fejde,  ja,  hvis  det  ikke 
kom  til  forlig  med  Liibeek,  måtte  han  træffe  aftale  med 
denne  by  om,  at  også  Holstein  og  Sønderjylland  fik  lov 
til  at  sidde  stille,  så  kongen  ikke  måtte  angribe  byen 
fra  sine  holsteinske  slotte;  men  adsldllige  andre  sporgs- 
mål  bleve  henstående  uafgjorte:  om  hertugen  havde  ret 
til  det  halve  af  Norge  og  til  en  del  af  Danmark;  om  det 
pengekrav,  hertugen  stadig  havde  stillet  til  kx)ng  Hans 
(stort:  hundrede  tusinde  gylden),  havde  nogen  retsgrund 
eller  ikke;  disse  og  enkelte  andre  sporgsmål  skulde  forst 
afgores  efter  de  papirer,  som  kongen  inden  mårtensdag 
bragte  tilveje,  og  efter  hvilke  der  inden  næste  års  pinse 
skulde  afgives  en  våldgiftskendelse  af  kurfyrst  Joakim  af 
Brandenburg,  hertugerne  Henrik  og  Albrekt  af  Mecklen- 
burg,  hertug  Bugislav  af  Pommern  og  biskop  Henrik  af 
Ratzeburg,  alle  fem  altså  tyskere.  Hvad  disse  domte, 
skulde  uryggelig  stå  ved  magt,  om  de  så  domte,  at  både 
Norge  og  Danmark  skulde  deles.  (Herfor  vilde  der  nu 
ikke  været  nogen  fare,    mener  Paludan -Miillor,   da  både 


Forliget  i  Bordesholm:  sammensværgelsen  i  Viborg.       285 

kurfyrst  Joakim  og  hertug  Albrekt  stode  på  kongens 
side.)  —  Hertugen  havde  altså  i  Bordesholm  nået  meget, 
og  allerede  d.  1ste  septb.  sluttede  han  i  Ploen  overens- 
komsten med  Liibeck  om  den  ham  indrommede  nev- 
tralitet;  men  han  havde  ikke  nået  alt,  og  der  fattedes 
ham  altså  ligefuldt  kun  den  ydre  kaldelse  for  at  træde 
fræm  som  åbenbar  oprører  mod  sin  herre  og  konge.  Og 
denne  kaldelse  kom,  inden  endnu  et  halft  år  var  rundet 
efter  » forliget »  i  Bordesholm. 

Kong  Kristian  skulde  have  de  papirer  i  orden,  som 
der  var  tale  om  i  Bordesholm,  og  for  at  skaffe  dem  til- 
veje lod  han  sin  sekretær  Anders  Glob  af  brevkammeret 
på  Segeberg  slot  udtage  de  dokumenter ,  som  indeholdt 
de  savnede  oplysninger,  og  bringe  dem  til  Sønderborg. 
Dette  var  selvfølgelig  udenfor  ordenen  og  gav  hertugen 
anledning  til  de  bitreste  klager,  da  slottet  vel  var  kon- 
gens, men  arkivet  var  bægges  fællesej endom.  End  videre 
sammenkaldte  kongen  en  herredag  i  Kobenhavn  til  d.  Ode 
novb.,  men  de  fleste  jyske  herrer  udebleve.  Han  sam- 
menkaldte da  en  ny  herredag  i  Kalundborg  til  åtte  dage 
for  jul;  men  de  jyske  herrer  udebleve  atter.  Vind  og 
vejr,  sagde  de  forste  gang,  havde  forbudt  dem  overfarten; 
anden  gang  brugte  de  ingen  undskyldning.  For  at  berøve 
dem  ethvært  påskud,  sammenkaldte  han  så  en  landdag 
i  Århus  til  d.  25te  jan.  1523,  på  hvilken  tillige  to  bor- 
gere fra  hvær  købstad  og  fire  bønder  fra  hvært  herred 
skulde  møde.  Men  allerede  fire  dage  for  jul  havde  ni 
jyske  herrer,  som  lugnagtig  talte  på  det  dobbelte  antals 
vegne,  fra  Viborg  udstedt  et  bittert  klageskrift.  En  af  de 
forste  blandt  de  ni  sammensvorne  og  »måske  den  egent- 
lige hovedmand",  hvad  den  vel  underrettede  Johan  Weze 
kalder  ham,  var  rigsmarsken  Tyge  Krabbe,  hvem  kongen 
fra  påske  1521  havde  frataget  Helsingborg  slot  og  len; 
og  det  skulde    nu  hævnes.     Dog  var  det   vistnok  biskop 


286  Kristian  den  anden. 

Styse  Knimpeii  i  Borgliim,  som  i  samråd  med  biskopperne 
Jorden  Friis  i  Viborg  og  Iver  Munk  i  Ribe  forst  havde 
undfanget  sammensværgelsen:  de  vare  jo  da  også  dem, 
der  havde  lidt  storst  skade  ved  strandretten;  og  det  var 
åbenbart  bisperne  —  ikke  det  menige,  troende  præsteskab, 
men  det  hovmodige,  egennyttige  og  i  dobbelt  mening  tro- 
lose  bispearistokrati  — ,  der  fra  forste  færd  havde  spændt 
rendegarnet  på  oprørets  væv.  Foruden  af  disse  fire  dan- 
nedes nitallet  af  den  afsatte  biskop  >ils  Stjgesoii  (Roseiikrautzj 
og  ridderne  Predlijorn  Podebusk,  hovidsmand  på  Riberhus, 
Jakob  Lykke  til  Ostrnp  og  Peder  Lykke  samt  biskop  Ivers 
broder,  den  myndige  landsdommer  .Hagens  Jliiiik  til  Vol- 
strup  og  Palsgård  (død  3die  desb.  1558).  Denne  sidste 
havde  ifølge  en  samtidig  tysk  forfatter  allerede  tidligere 
underhandlet  med  hertug  Frederik,  der  havde  spurgt  ham, 
om  han  kunde  vænte  sig  herrernes  tilslutning,  hvis  han 
vilde  "antage»  sig  riget  og  dem;  ti  på  Liibeck  og  de 
øvrige  hansestæder  var  han  sikker.  Således,  og  det  må 
udentvivl  have  været  forst  i  november,  var  altså  forslaget 
til  et  oprør  stillet.  Men  Mågens  Munk  gik  s'trags  ind 
på  det  og  lovede  trolig  at  underhandle  med  bisper,  præ- 
later og  herrer  i  Nørrejylland.  Altså  blev  nu  det  nævnte 
klageskrift  til,  i  hvilket  der  siges,  at  kirkens  friheder 
krænkedes;  kættere  ^med  luthersk  list  og  skalkhed ■'  for- 
vendte og  fordærvede  troen;  "tyranner,  trælle  og  skri- 
vere« skaltede  og  valtede  med  kirkens  gods;  mange  brave 
mænd  vare  uskyldig  tagne  af  dage,  så  ingen  herefter 
kunde  vide  sig  sikker  på  livet;  imod  håndfæstningen  var 
adelen  lagt  i  skat  »ligesom  andre  bønder »;  udlændinger 
vare  indkaldte,  og  isteden  for  til  bisper,  prælater,  riddere 
og  svende  havde  kongen  betroet  sig  til  »tyranner,  skalke, 
troldkvinder  og  andre  udædingsfolk,"  Danmarks  rige  til 
evig  skade,  trældom  og  fordærvelse.  Men  dette  ville  vi  af- 
værge med  "  vor  ære,  liv,  hals  og  gods  .  . .  brugende  dertil 


Sammensværgelse  og  oprør.  287 

hojbårne  fyrste  hr.  Frederik,  med  Guds  nåde  hertug, 
vor  nådige  lierre,  som  af  sandt  dansk  [?!J  blod  fedt  er 
og  sig  med  Gud  og  mennesker  skikket  haver  som  en 
kristen  fyrste  til  denne  dag  .  .  .  Men  skete  det  så,  det 
Gud  forbyde,  at  nogen  af  os,  gejstlig  eller  verdshg,  træ- 
der fra  os  imod  dette  vort  brev  og  forbund,  da  skulle 
vi  alle  straffe  over  hans  liv,  hals  og  gods,  som  over 
den,  der  alles  vor  og  Danmarks  riges  skade  og  fordærv 
vil  råde." 

En  sådan  vise  kunde  nu  vistnok  kaldes  mer  end 
halvkvæden,  og  Mågens  Munk  måtte  strags  bringe  den 
til  hertug  Frederik.  Men  den  var  ham  endnu  ikke  kraftig 
og  tydelig  nok:  inden  han  åbenbart  turde  kaste  sig  ind 
i  kampen,  måtte  han  fræmtvinge  den  klare  opsigelse,  fra 
hvilken  der  ikke  kunde  tænkes  noget  tilbageskridt.  Det 
varede  da  heller  ikke  længer  end  til  brodermisse  (20de  jan. 
1523),  for  de  ni  sammensvorne  atter  holdt  møde  i  Viborg 
og  udstedte  et  formeligt  opsigelsesbrev,  i  hvilket  "Hans 
Nåde.>  fik  rigelig  »at  betænke i.,  hvorledes  han  i  intet 
havde  holdt  den  forskrivning,  han  havde  givet  og  beseglet 
Danmarks  og  Norges  riger,  og  hvorledes  »den  onde  kvinde 
Sigbrit')  havde  afnialet  adelen  her  i  riget  som  skalke  og 
forrædere  og  truet  dem  med  "galge  og  sværd« ;  altså  vare 
de  dog  vel  nodte  til  at  opsige  ham  huldskab  og  mand- 
skab. —  Dette  fik  endnu  gå,  for  i  den  tale  var  der  dog 
altid  nogen  mening,  om  den  end  var  ond:  men  samtidig 
havde  de  samme  ni  herrer  —  altid  i  de  attens  navn  — 
frækhed  nok  til  at  vende  sig  til  borger  og  bonde,  forst 
for  at  lade  dem  vide,  at  »bisper,  prælater,  riddere  og 
svende »  fræmdeles  burde  »styre,  råde  og  regere,  som  de 
udi  fræmfarne  kongers  tid  gjorde«;  dernæst  for  at  sige 
dem,  at  også  de  burde  føre  våben  og  værge  imod  ..tyran- 
nen", så  mange  som  vare  atten  år  og  derover,  ti  — 
lognen  havde   de  heller  ikke   her   glemt  —    .han   haver 


288  Kristian  den  anden. 

udkastet  bonden  udi  Sælland  af  avl  og  ævne,  lo  og  pen- 
ninger, hus  og  jord,  uden  al  brode,  og  indsat  i  deres 
sted  skotter,  hollændere  og  andre  udlændiske  folk,  hvorfor 
det  vel  er  at  frygte,  at  det  samme  skal  ske  her  i  [Jyl-] 
land,  uden  det  snarlig  afværges. "  [Man  havde  ikke  betænkt 
sig  på  at  sætte  hele  "Sælland"  isteden  for  ^'Ainage)'",  og 
om  "Skotterne"  og  de  »andre  udlændiske"  vide  ingen  uden 
de  ni  herrer  en  tøddel  at  mælde.]  Når  de  end  videre 
tilfojede,  at  selv  vilde  de  ingenlunde  svigte  folket,  hvær- 
ken  i  liv  eller  ded,  men  vove  liv  og  gods  for  menig- 
mands bedste,  da  må  man  vel  udbryde  med  L.  C.  Muller, 
at  »så  snakke  de  ræve  for  de  gæs!" 

Kongen  skulde  jo  til  landdagen  i  Århus  og  var  da 
for  tiden  i  Vejle.  Her  traf  Mågens  Munk  ham,  og,  lige 
så  dristig  som  snedig,  tog  han  ind  hos  ham  og  blev 
venlig  modtagen.  Herom  fortælles  der  end  videre,  nær- 
mest efter  Huitfeldt,  følgende  historie,  som  dog  synes 
lidet  trolig,  men  sagtens  er  en  hel  del  udpyntet:  Munk 
førte  klage  over  en  anden  herremand,  med  hvem  han 
havde  en  retstrætte,  var  til  bords  hos  kongen  og  talte 
med  ham  om  mange  ting,  om  folkestemningen,  om  Mågens 
Goyes  trofasthed,  om  jagten  o.  s.  v.  Men,  da  han  om 
aftenen  gik,  lod  han  sin  handske  blive  efter  sig  og  havde 
i  den  lagt  opsigelsesbrevet,  hvorpå  han  om  natten  sejlede 
skyndsomst  sydpå.  Brevet  blev  forst  fundet  næste  mor- 
gen, og  kong  Kristian  udbrød  ved  dets  modtagelse:  »Guds 
dros!  han  har  bragt  os  den  rævemynde,  han  lovede!« 
(For  at  forstå  dette  må  man  vide,  at  kongen  ved  bordet 
havde  bedt  den  ivrige  rævejæger  Munk  om  en  god  ræve- 
mynde og  fået  løfte  på  den.  »Guds  dros»,  kongens  sæd- 
vanlige ed,  er:  Guds  mø,  jomfru  Maria.) 

Munk  har  næppe  vovet  at  bringe  kongen  opsigelsen, 
der  med  sine  ni  seglkapsler  næppe  heller  kunde  gemmes 
i  hans  handske.     Sandsynligvis   har   kongen  forst   mod- 


Opsigelsen:  mænd,  som  endnu  vare  tro;  underhandlinger.  289 

taget  efterretningen  om  oprøret  og  sin  afsættelse  gennem 
det  udspredte  opråb  til  almuen.  Han  blev  som  lynslagen 
ved  den.  —  Trods  den  frække  logu  både  i  opsigelses- 
brevet  og  i  opråbet  stode  dog  endnu  på  hans  side  Jyl- 
lands tre  mest  ansete  rigsråder:  den  fi-omme  og  retsindige 
biskop  Ofe  Uille  i  Århus,  den  ædle,  faste  og  rige  lågens 
(loye  til  Klavsholm,  Danmarks  riges  marsk,  og  gamle  Piils 
Heeg  til  Eskær,  tidligere  rigets  marsk,  «kendt  for  sin  vel- 
talenhed på  vort  danske  modersmål',  (død  19.  avg.  1524). 
Desuden  Oluf  >ils6n  (Uoseiikraiitz)  til  Bjornholm  og  Vallø, 
høvidsmand  på  Koldinghus ;  Otte  Uolgersoii  (Roseiikraiitz) 
til  Boller,  høvidsmand  på  Torning;  Erik  Eriksoii  (Bauiier) 
til  Asdal,  høvidsmand  på  Kallø,  og  endnu  mange  flere  af 
Jyllands  bedste  mænd.  —  Sagtens  har  kongen  ment,  at, 
uår  det  kun  kom  til  forhandling  med  alle  stænder,  kunde 
han  nok  gendrive  de  ugrundede  klager  og  afhjælpe  de 
grundede.  Derfor  blev  han  endnu  nogle  dage  i  Jylland 
og  henvendte  sig  gennem  Ove  Bille  til  oprørerne:  han 
bad  dem  for  Guds  skyld  om  tilgivelse,  hvis  han  havde 
forset  sig.  De  satte  som  vilkår  for  at  underhandle  med 
ham,  at  han  trak  sine  (i  øvrigt  meget  få)  krigsfolk  til- 
bage til  Fyn.  Han  gik  da  virkelig  også  til  Middelfart 
efter  at  have  givet  Ove  Bille,  Nils  Klavson  (den  forrige 
biskop  i  Århus),  Mågens  Goye,  Knud  Heurikson  (Gylden- 
stjerne ;  provst  i  Viborg)  og  Oluf  Nilson  myndighed  til 
at  underhandle  på  sine  vegne.  Disse  fem  dannemænd 
trængte  af  almagt  ind  på  oprørerne:  det  var  ikke  skelligt, 
sagde  de,  at  stå  imod  sin  rette  landsherre,  når  han  talte 
således  til  dem.  Men  de  samme  herrer,  som  nys  havde 
været  så  myge,  mens  de  stode  i  lange  rækker  udenfor  mor 
Sigbrits  port,  de  vare  nu  så  kry,  at  det  var  alt  det,  at 
de  i  Sjørslev  kirke  vilde  gå  ind  på  en  tre  ugers  stilstand 
(2den  febr.).  Og  dog  vare  de  meget  glade  for  stilstanden: 
under  den  kunde  de,  håbede  de,  yderligere  styrke  sig  og 

Danmarks  historie  1481—1536.  19 


290  Kristian  den  anden. 

få  hjælp  fra  hertugen  og  liibeckerne,  til  hvilke  sidste', 
der  dog  lå  i  åbenbar  krig  med  Danmark,  de  allerede 
dagen  forinden  havde  henvendt  sig  om  hjælp.  Derfor 
sendte  de  også,  til  trods  for  overenskomsten  i  Sjørslev, 
breve  og  opfordringer  især  til  Jylland  og  Fyn,  til  borgere 
og  bønder,  til  herremænd  og  æmbedsmænd,  med  råd  og 
bon  om  frafald,  ja  —  om  det  så  var  den  trofaste  Soren 
ISlorby,  hjemsøgte  de  ham  med  en  sådan  opfordring.  Efter- 
kom de  tilskrevne  den  ikke,  vilde  de  »holde  dem  for  landets 
utro  indbyggere  og  straffe  dem  på  personer  og  gods »!  — 
Alen  et  nyt  møde  var  sat  til  d.  9de  febr.  i  Horsens;  her 
skulde  d_e  underhandle  med  kongen  selv.  De  kom  også 
til  Horsens  med  mindst  fire  hundrede  ryttere,  mens  Peder 
Lykke  lå  en  mils  vej  nordpå  med  fiere  tusinde  bønder. 
Desuagtet  lode  de,  som  de  mente,  kongen  vilde  overraske 
dem  med  en  stor  krigsmagt  (han  havde  dog  kun  hundrede 
ryttere  hos  sig),  og  de  droge  derfor  atter  bort  selve  møde- 
dagen, inden  der  endnu  var  holdt  noget  møde,  ja,  inden 
de  havde  set  kongen.  De  skøttede  hværken  hans  tilbud 
eller  hans  venlige  bonner,  men  fore  fræm  i  harnisk  med 
bral  og  brask,  eftersatte  hans  drabanter,  hvor  de  sporede 
dem  —  det  kaldtes  stilstand!  —  og  vilde  kun  skifte  med 
ham,  som  sværdene  delte. 

Ti  en  fører  havde  de,  som  vi  vide,  jned  lethed  fundet, 
hvis  han  ikke  snarere  havde  fundet  dem.  Allerede  i  for- 
vinteren havde  han  sendt  sin  son  prins  Kristian  til  et 
møde  i  Hamburg,  hvor  han  aftalte  med  liibeckerne,  ham- 
burgerne og  ditmarskerne,  at  og  hvorledes  man  med  magt 
skulde  hindre  de  lejetropper,  som  kongen  lod  hværve  i 
Tyskland  til  krigen  i  Sverig,  fra  at  komme  over  Elben. 
Ti  disse  tropper,  mente  han,  kunde  jo  også  bruges  på 
halvøen,  om  så  skulde  være.  Noget  senere  prøvede 
hertugen,  efter  anvisning  af  den  unge,  krigerske  Johaii 
Rantzau    til  Breitenburg,    på    at    købe    en    ni    hundrede 


Hertug  Frederik  modtager  tilbudet  om  kronen.  291 

knægte,    som   kongen    havde   hværvet,    men   som   endnu 
ikke  havde  modtaget  de  brugelige  håndpenge. 

Mågens  Munk  ilede  fra  Vejle  til  Kiel  og  derfra  til 
Husum,  hvor  hertug  Erederik  dengang  opholdt  sig  hos 
sin  svigerson  "lange  Harmen  Hover »  (»oberst"),  som  var 
gift  med  den  ene  af  hans  uægte  døtre,  Katrine.  Her 
b'ragte  Munk  ham  altså  d.  29de  jan.  de  ni  jyske  herrers 
opsigelse  tillige  med  deres  tilbud  om  brodersonnens  krone. 
"For  at  Gud  ikke  skulde  straffe  landet  med  jammer, 
plager  og  smitsot»,  havde  de  opsagt  kong  Kristian:  og, 
eftersom  Hans  Kåde  var  af  de  gamle  kongers  slægt,  kom 
de  nu  til  ham.  De  vilde  vove  liv  og  gods,  når  han  kun 
vilde  antage  sig  dem :  hvis  ikke,  fik  de  vel  nok  en  bejler 
til  bruden;  hertug  Karl  af  Geldern  skulde  da  sikkert 
ikke  vrage  hende.  —  Endnu  samme  dag  gav  hertugen 
«de  ærværdigste  og  værdige  i  Gud,  de  strænge,  ærhge, 
forsigtige  herrer,  bisper,  prælater,  ridderskab,  mandskab, 
stæder  og  menige  indbyggere«,  den  alier  ønskeligste 
besked,  tænkes  kunde:  men  så  vidtløftig  var  samme  besked, 
at  det  allerede  heraf  er  klart,  at  den  måtte  være  ud- 
arbejdet, inden  tilbudet  kom.  cEort  af  medlidenhed  over 
fædrelandets  jammer >■  tog  han  -den  svare  byrde »  på  sig 
"i  den  almægtigste  Guds  og  uadskillelige  trefaldigheds 
navn",  når  man  kun  vilde  hylde  ham  det  snareste  muligt! 
Det  kunde  jo  ske  enten  i  Ribe,  Haderslev  eller  Løgum- 
kloster. Han  vilde  da  »møde  med  nogle  tusinde  mand 
til  hest  og  fod  og  krigsmunisjon ,  tjænlige  til  alvår  og 
skæmt" !  Og  så  skulde  de  endelig  se  at  få  også  det  øvrige 
Danmark  til  at  kende  ham  for  konge,  men,  kunde  de 
ikke  dette,  skulde  de  lige  fuldt  kende  ham  for  sin  svorne 
herre  og  være  hans  tro  undersåtter.  Hans  « medlidenhed 
over  fædrelandets  jammer"  var  altså  så  ren  og  uegen- 
nyttig, at  den  gjorde  ham  villig  til,  om  så  skulde  være, 
at  sønderstykke  Danmark,   at  flække   det   ved  Lillebælt! 

19* 


292  Kristian  den  anden. 

Haii  vilde  holde  dein  »ved  deres  gamle  gode  sæder,  ret, 
lov,  sædvaner,  privilegier  ■>  o.  s.  v.,  og  —  så  vidt  gik  han 
i  sin  elskværdige  fojelighed  mod  herrernes  krav  —  »efterdi 
salig  kong  Erik  og  dronning  Margrete  havde  tvunget  nogle 
af  adelen  at  tage  deres  gods  af  kronen  til  len  og  derpå 
give  brev  og  segl,  ville  vi  disse  breve  efter  rigens  råds 
råd  døde  og  tilintetgore«. 

Hele  oprøret  var  bygget  på  en  fortrolig  aftale  mellem 
ham  og  Llibeck.  Han  vilde  «ikke  andet  befindes  end  et 
tro  ledemod  udi  det  romerske  rige";  og  ugedagen  efter  at 
han  havde  modtaget  tilbudet  om  kronen,  indgik  han  der- 
'for  et  angrebsforbund  med  li'ibeckerne,  der  allerede  strags 
efter  forliget  i  Bordesholm  havde  lovet  ham,  at  de  sik- 
kerlig  vilde  « holde  med  ham,  så  længe  der  var  sten  på 
sten  i  Liibeck."  De  vidste  så  dog,  at  kong  Kristian  ikke 
alene  havde  lovet,  at  han  skulde  jage  således  med  her- 
tugen, at  denne  skulde  høre  hans  hunde  halse  på  Gottorp, 
men  at  han  samtidig,  efter  Stokholms  indtagelse,  havde 
udbrudt:  (.^■u  har  jeg  taget  den  ene  af  Lubecks  porte 
og  skal  vel  også  nok  tage  den  anden«.  Altså  lovede  de 
hertugen  at  komme  ham  til  hjælp  med  to  hundrede  ryt- 
tere og  to  tusinde  landsknægte,  som  de  selv  skulde  lonne, 
samt  med  feltskyts,  kugler,  krudt  og  andet  tilbehor;  i 
nødsfald  vilde  de  endog  øge  denne  krigshjælp:  og  i  lid- 
køb gave  de  ham  strags  fire  tusinde  mark  sølv  og  en 
læst  krudt.  Derimod  skulde  han,  så  snart  han  blev  konge, 
indsætte  dem  selv  og  alle  dem  af  deres  forbundsfæller, 
som  »de  ville  unde  det»,  i  alle  deres  gamle  handels- 
rettigheder: de  skulde  til  gengæld  gore  sig  den  yderste 
flid,  for  at  han  atter  kunde  forene  Sverrig  med  Danmark 
og  Norge.  Og  dog  stode  de  endnu  i  krigsforbund  med 
Gustaf  Vasa!  —  D.  30de  marts  indgik  end  videre  dit- 
marskerne det  forbund  med  hertugen,  om  hvilket  der  i 
flere  uger  var  underhandlet ;  deres  nærmeste  opgave  skulde 


Hertug  Frederiks  forbund  og  fræmgaiig.  293 

være  med  fire  tusinde  mand  at  spærre  overgangen  over 
Elben  for  alle  de  ryttere  og  knægte,  som  kongen  måtte 
have  hværvet  sydpå. 

Oprøret  havde  sin  mægtige  leder  og  forer,  hvis  sag 
hans  nærmeste  granner  havde  helt  gjort  til  sin:  og  han 
var  oven  i  kobet  den  nærmeste  mand  af  kongeligt  blod. 
Han  var  lige  så  varsom,  beregnende  og  træsk  i  al  sin 
færd,  som  han  var  sin  konge  og  herre  fjendsk  og  bitter. 
Oprørerne  havde  da  vel  ingenlunde  længer  nodig  at  fire 
for  den  forhadte  konge. 


23.    Hertug  Frederiks  fræmgang;  kong  Kristian  går  i 
landflygtighed. 

D.  10de  febr.  forlod  Kristian  den  anden  atter  Jyl- 
land, da  oprørernes  hær  drog  imod  ham,  og  han  fra 
Horsens  johannitterkloster  endnu  engang  forgæves  havde 
gjort  dem  ydmygende  fredstilbud.  Han  gik  til  Middel- 
fart og  derfra  videre.  Havde  han  i  Jylland,  i  steden  for 
at  underhandle,  trukket  tropper  til  sig  fra  Fyn,  inden 
hertugen  endnu  kunde  rykke  de  ovrige  sammensvorne  til 
hjælp,  da  havde  han  vel  nok  kunnet  få  bugt  med  Tyge 
Krabbe,  Peder  Lykke,  og  hvad  nu  de  andre  herrer  hed, 
med  samt  deres  sammenløbne  bondehob  på  syv  tusinde 
eller  tyve  tusinde  mand.  Men  han  kunde  ikke  enes  med 
sig  selv  om  en  beslutning,  og  hans  rådgivere  vare  ind- 
byrdes uenige.  Kunne  vi  ellers  tro  tyskerne,  gik  han  i 
hin  februarnat  vel  tyve  gange  fræm  og  tilbage  over 
Lillebælt  fra  Honborg  til  Middelfart.  Han  så,  at  under 
denne  færd  skulde  hans  lod  kastes.  —  I  Fyn,  som  han 
forlod  d.  15de  febr.,  i  Sælland  og  i  Skåne  stævnede  han 
allevegne  til  ting,  og  allevegne  hyldede  man  ham  påny, 
skont  i  Fyn  var  stemningen  stærkt  påvirket  fra  Jylland. 


294  Kristiau  den  anden. 

Især  blev  Sællands  almue  bevæget  ved  hans  Idagemål, 
og  den  svor,  at  den  ærlig  vilde  vove  liv  og  blod  for 
ham.  ■  Hans  navn  måtte  jo  da  også  være  den  enstydigt 
med  frihedens.  Og  dog  —  kaldte  han  ingensteds  folket 
til  våben!  skont  forrige  år,  da  liibeckerne  truede  Køben- 
havn med  landgang,  havde  han  set  ti  tusinde  væbnede 
borgere  og  bonder  på  Solbjærg  bakker,  havde  glædet  sig 
ved  deres  kampdygtighed  og  hørt,  hvor  ivrig  de  ønskede 
at  føres  mod  fjenden.  Det  samme  vilde  nu  blevet  til- 
fældet. Derimod  henvendte  han  sig  med  bonner  om 
hjælp  til  frænder  og  venner  i  Tyskland,  til  England  og 
Skotland;  men  alt,  hvad  man  gav  ham,  var  tomme 
truselsbreve  til  hertug  P^rederik  og  jyderne,  der  dog  kun 
alt  for  godt  vidste,  at  ikke  hvær  den  slår,  som  høder. 

Imens  havde  hertug  J'rederik,  som  sagt,  sluttet  for- 
bund med  Itibeckerne  og  ditmarskerne.  Han  havde  strags 
sendt  fem  hundrede  mand  til  Tønder  for  at  støtte  lens- 
manden i  Kibe,  Predbjorn  Podebusk,  hvis  han  skulde 
blive  angreben  af  kongelige  tropper.  Han  havde  opbudt 
alle  sine  lensmænd  og  deres  svende,  indkaldt  borgere 
og  bønder  og  især  drevet  udskrivningen  stærkt  blandt 
friserne,  hvor  han  var  personlig  kendt  og  afholdt.  Han 
havde  purret  ved  liibeckerne,  hvad  de  nok  kunde  trænge 
til  trods  alle  deres  store  løfter;  han  havde  selv  hværvet 
landsknægte  og  bestukket,  hvem  han  kunde,  af  dem,  som 
kongen  havde  hværvet;  havde  opsnappet,  hvem  han 
kunde,  af  fremmede  fyrsters  sendemænd  til  kongen  og 
kongens  til  dem,  havde  brudt  deres  breve  og  segl  og  bag- 
efter lojet  sig  fra  det;  og  imens  —  havde  han  gang 
efter  anden  forsikret  kongen  om  sin  troskab!  Han  skrev 
iblandt  andet,  at  man  havde  skyldt  ham  for.  at  han 
vilde  fordrive  kongen  af  hans  riger  og  lande;  denne  be- 
skyldning havde  krænket  ham,  ja  oprørt  ham  i  hans 
inderste,  da  han  vidste  sig  fri  for  alle  slige  onde  tanker 


Heitug  Frederiks  logue:  hans  opbrud.  295 

mod  sin  kære  herre  og  fætter,  og  da  det  tvært  imod  var 
hans  attrå  efter  ringe  ævne  at  tjæne  ham.  Derfor  håber 
han  også,  at  »Eders  Nåde  vil  vise  eders  fattige,  godvillige 
frænde  og  ven  retfærdighed«.  Således  blev  han  frækt 
ved,  indtil  han  i  alle  stykker  havde  gjort  sig  fuldstændig 
færdig.  —  Endnu  d.  1ste  marts  holdt  haus  afsendiuger  i 
Slesvig  mode  med  kongens  sendemænd,  men  da  var  det 
hans  påstand,  at  han  for  det  krav,  han  mente  at  have 
på  kong  Hans,  vilde  have  hele  Sønderjylland  og  Holstein 
for  sig  og  sine  arvinger;  skulde  han  dø  uden  mandlige 
livsarvinger,  faldt  de  tilbage  til  kongen  og  hans  arvinger, 
som  dog  altid  skulde  vedblive  at  fore  »bægge  hertug- 
dommernes ■>  tittel  og  våben:  og  for  sin  retspart  i  Norge 
vilde  han  have  hele  Norrejylland.  Når  dette  indrommedes 
ham.  vilde  han  se  at  mægle  fred  mellem  kongen,  Sverrig 
og  Liibeck,  men,  vilde  hværken  disse  eller  Norrejyllaud 
have  fred,  så  vilde  han  heller  ikke.  —  Som  Allen  siger: 
disse  krav  »fore  tanken  tilbage  til  grev  Gerts  dage«. 

Men  han  oppebiede  ikke  engang  kongens  svar,  ti 
han  havde  nu  faet  alt  i  orden.  Sondagen  d.  8de  marts 
sendte  han  kongen  sit  fejdebrev,  og  d.  9de  brød  han 
med  sin  hær  op  fra  Gottorp:  segs  tusinde  mand,  næmlig 
halvtredie  tusinde  landsknægte,  fire  hundrede  ryttere, 
resten  bonder  og  borgere.  Skytset  havde  Liibeck  stillet 
og  desuden  to  tusinde  landsknægte  og  to  hundrede  ryttere, 
førte  af  grev  Johan  v.  d.  Hoya.  Uden  hinder  drog  han 
forbi  Flensborg  og  Åbenrå  til  Haderslev  og  herfra  d.  13de 
marts  til  Kolding,  hvor  de  ni  oprorere  (nu  vare  de  blevne 
ti,  da  de  havde  fået  Ore  Luuge  med  sig)  mødte  ham  med 
knæfald.  Sin  hovedstyrke  lod  han  blive  der  i  egnen  under 
anførsel  af  Johan  Rautzaii  og  sin  son  prins  Kristian,  at  den 
kunde  hindre  overgangen  fra  Fyn  over  Lillebælt,  og  med 
to  hundrede  hofmænd,  en  fænnike  (fem  hundrede)  knægte 
og  fem  hundrede  bønder  drog  han  igennem  Vejle,  Horsens, 


296  Kristian  don  anden. 

Århus  og  Randers  til  Viborg  ting,  hvor  han  d.  26te 
marts  blev  hyldet.  Undervejs  havde  han  sendt  breve  til 
alle  dem,  der  endnu  vare  kongen  tro,  også  til  Mågens  Goye, 
for  at  lade  dem  vide,  at  de  vare  ham  ctilborlig  tjæneste 
pligtige  på  Danmarks  riges  vegne »(!),  og  at,  hvis  de 
ikke  ydede  den,  »skulle  vi  arge  på  eders  person,  hals  og 
liv,  gårde,  gods  og  undergivne  her  udi  riget  og  så  langt, 
som  vi  eller  nogen  af  vore  eder  eller  eders  overkomme 
kunne«.  —  Hele  adelen  var  tilsagt  at  mode  ved  hyl- 
dingen, men  den,  som  ikke  madte,  »skulde  man  nok 
vide  at  finde  i  hans  hus  og  gårds  ligeledes  vare  fuld-' 
mægtige  tilsagte  fra  alle  købstæderne  og  to  bonder  fra 
hvært  herred.  —  Hyldingen  fandt  sted  på  en  mark  uden- 
for Viborg,  under  åben  himmel,  efter  at  Mågens  Munk 
på  rigsrådets  vegne  havde  forsikret,  at  hertug  P'rederik 
ikke  var  kommen  for  sin  egen  skyld,  men  for  på  rådets 
bon  at  frigore  dem  for  kong  Kristians  tyranni.  —  Sam- 
tidig med  hyldingen  udsendtes  der  talrige  opfordringer 
til  sællandsfarer,  skåninger,  låliker  og  falstringer  om  at 
slutte  sig  til  oproret,  og  —  skrivelser  til  de  nederlandske 
stæder,  at  de  frit  som  hidtil  kunde  handle  og  købslå  i 
Danmark  og  « hertugdommerne«  med  vedligeholdelse  af 
alle  gamle  gode  sædvaner  og  rettigheder. 

Men  kong  Kristian  havde  endnu  hele  Norge  på  sin 
side,  desuden  Sælland  med  hele  déts  agård  samt  Skåne, 
Halland  og  Bleking  (dog  vare  rigtignok  Gustaf  Vasas 
hære  faldne  ind  i  Bleking,  Skåne  og  Halland,  i  Bohus, 
Viken  og  Jæmteland;  og  særlig  havde  de  haft  fræmgang 
i  Bleking  og  Viken).  Både  i  Fyn  og  Norrejylland  var 
almuen  egentlig  stemt  for  ham,  i  hvor  meget  den  end  i 
stunden  var  ægget  og  vildledet.  Han  havde  trofaste 
høvidsmænd  på  Torning,  Åbenrå  og  Duborg  ligesom  i 
Norborg  og  Sønderborg;  også  de  faste  slotte  i  Rensborg 
og  Segeberg  havde  han  i  hænde,    og  kunde  altså  herfra 


Hertug  Frederik  hjides  i  Viborg:  opsigelsen  til  kong  Kristian.  297 

træde  i  forbindelse  med  sin  svåger  kejser  Karl.  Fra 
Flensborg  skreve  borgmestre  og  råd  ham  uopfordret 
til:  »Og  skal  Eders  Nåde  intet  andet  finde  [hos  os]  uden 
troskab«).  I  København^  Malmø  og  Kalundborg  havde 
han  tre  stærke  fæstninger,  hvis  borgere  vare  ham  trofast 
hengivne.  »Et  kraftigt  opråb  til  borger-  og  bondestanden 
vilde  haVe  samlet  tusinder  under  hans  fane,  og  støttet 
af  disse  to  stænder  havde  han  udentvivl  [?]  kunnet  bestå 
kampen  mod  prælater  og  adel«.  [Ja,  han  havde  kunnet 
gore  det,  hvis  hertugen  ikke  havde  været  med.]  «Hans 
sejr  vilde  tillige  været  borger-  og  bondestandens  sejr,  og 
disse  stænder  vilde  langt  tidligere,  end  det  siden  hlev 
tilfældet,  have  indtrådt  i  sine  naturlige  rettigheder«. 
Men  opråbet  udeblev  —  det  vilde  sagtens  også  nu  være 
kommet  en  fire,  segs  uger  for  sent  — ,  hvorimod  op- 
sigelserne daglig  strommecle  ind,  tilsidst  endog  fra  Ove 
Bille,  Nils  Klavson,  Mågens  Goye,  Nils  Høeg,  Knud 
Gyldenstjerne,  Oluf  Eosenkrantz,  Otte  Kosenkrantz  og 
høvidsmanden  på  Honborg  Erik  Krummedige.  Alle 
klagede  de  over  at  være  nødte  til  et  skridt,  som  ellers 
aldrig  havde  faldet  dem  i  tanker,  men  alle  vare  de  gen- 
tagne gange  truede  på  "hals  og  liv,  gårde  og  gods»  af 
hertugen  og  hans  medoprørere;  alle  skøde  de  dog  hoved- 
skylden for  frafaldet  på  Sigbrit.  Således  siger  IHågeiis 
Ooye:  »Jeg  frygtede  mig,  at  hun  skulde  lyve  mig  min 
hals  af,  ti  hun  haver  for  ganget  derefter  .  .  .  Det  skal 
Gud  kende,  at  jeg  for  slig  lejligheds  skyld  svarligen  og 
ganske  sorgende  nødes  til  nu  at  opskrive  Eders  Nåde 
huldskab  og  mandskab  og  tro  tjæneste,  hvilket  Gud  ved, 
er  mig  ledt  af  alt  mit  hjærte,  at  jeg  nogen  tid  skulde 
gore  det  og  skrive  E.  N.  sligt  et  brev  til».  Søuderlig 
anderledes  faldt  heller  ikke  Ove  Billes  eller  de  andres 
ord.  Peder  Ehbesoii  (tialt)  skriver:  «Jeg  haver  hørt,  at 
Sigbrit  daglig  råber,  at  hun  aldrig  skal  lade  sig  noje,  for 


298  Kristian  den  auden. 

hun  fanger  alle  danske  riddersmænds  mænd  fra  halsen«. 
Og  Erik  Hruininedige  siger:  »Skal  Sigbrit  være  min  dommer 
og  b£)dlen  min  retter  uden  al  redelig  årsag,  da  vil  jeg 
værge  min  hals,  det  bedste  Gud  giver  mig  lykke  til".  — 
Men  den  sidste  af  jyderne,  som  (det  var  d.  28de  marts) 
opsagde  kong  Kristian  "huldskab,  mandskab  og  tjænesten, 
var  den  unge  Mis  Broli  til  Gammelestrup  og  Vemmetofte, 
skont  han  havde  både  sin  stiffader  (Peder  Lykke)  og  sin 
svigerfader  (Predbjorn  Podebusk)  blandt  oprorets  alier 
forste  ferere.  Han  sendte  kongen  sin  opsigelse  med  den 
erklæring,  at  »jeg  det  ganske  sorgendes  gor»,  og  tilfojer 
ikke  alene:  »dersom  jeg  havde  kunnet  komme  af  landet 
[o:  Jylland]  og  til  E.  N.,  da  vilde  jeg  vovet  på  den  del, 
E.  N.  ikke  tror«,  men  tillige:  »mit  håb  er  stort  til  E.  N.s 
hojmægtighed«.  Og  dog  havde  den  unge  herremand 
endnu  næppe  haft  lejlighed  til  at  bade  sig  i  hoifets  sol- 
skin. —  Derimod  var  der  en  anden  mand,  som  i  mange 
og  lange  tider  havde  nydt  rigelig  hofgunst,  men  som  des 
værre  også  nu  faldt  fra  uden  dog  at  være  truet  på  »hals 
og  liv,  gårde  og  gods«,  og  derved  brød  med  en  lang  og 
hæderlig  fortid :  det  var  roskildebispen  Lave  Iriie.  Sammen 
med  abbeden  i  Sorø  og  prioren  i  Antvorskov  gik  han  til 
Jylland  og  hyldede  i  Århus  hertug  Frederik.  Men,  kunne 
vi  tro  denne  sidste  i  hans  skrivelse  til  Liibeck,  da  vare 
disse  tre  prælater  komne  som  udsendinger  fra  hele  den 
sællandske  adel,  der  strags  vilde  følge  jyderne  i  køl- 
vandet, så  snart  hertugen  viste  sig  i  Sælland.  At  han 
denne  gang  ikke  helt  lob  med  logn,  godtgjorde  des  værre 
få  dage  senere  både  Ileurili  kruminedige  og  Viiiseiis  Luuge, 
skont  de  bægge  et  par  dage  tidligere  påny  havde  svoret 
»ved  sin  ære  og  redelighed  at  være  kongen  hulde  og  tro 
og  vove  liv  og  gods  for  ham».  Og  det  samme  godt- 
gjorde mange  liere. 

Intet  forsonligt  skridt   kunde   længer  nytte  kongen, 


Opsigelser  til  kong  Kristian:  overgivne  slotte.  299 

ikke  når  det  gjaldt  enkeltmand,  ikke  når  det  gjaldt  hele 
samfund.  Ikke  engang  det  nyttede,  at  han  d.  22den  febr. 
gav  Bornholm  og  Ahus  tilbage  til  Lunde  ærkestol.  At 
han  i  sin  tid  havde  hævdet  kronens  ret  og  taget  dem 
til  sig,  havde  fræmkaldt  bitter  harme  hos  alle  prælaterne, 
selv  hos  dem,  der  havde  rådet  kapitlet  til  eftergivenhed; 
at  han  nu  tilbagegav  dem,  takkede  man  ham  slet  ikke 
for:  han  gjorde  jo  kun  sin  pligt,  mente  man,  og  det 
ikke  af  pligtfølelse  men  af  svaghed. 

Fra  Viborg  ilede  hertug  Frederik  tilbage  til  »hertug- 
dommerne" og  opholdt  sig  kun  et  par  dage  i  Århus  for 
at  modtage  Lave  Urnes  og  nogle  andre  overløberes  ed. 
Dernæst  samlede  han  d.  14de  apr.  Holsteins  og  Sønder- 
jyllands prælater  og  ridderskab  på  Gottorp.  Et  hundrede 
og  ti  af  dem  gave  mode  og  svore  strags  at  ville  være 
ham  hulde  og  tro  som  eneste  landsherre.  (Når  man  har 
sagt,  at  tyveni  ikke  vilde  sværge  ham  troskab,  da  er 
dette  en  ren  misforståelse;  de  mødte  kun  ikke,  fordi  de 
enten  allerede  stode  i  hans  hær,  eller  havde  hans  slotte 
i  forvaring,  eller  afholdtes  ved  lignende  hværv  eller 
ved  sygdom.)  —  Allerede  d.  6te  apr.  havde  Tanderup 
Holck  efter  et  tappert  værgemål  måttet  overgive  Sonder- 
borg  slot,  og  den  gamle,  trofaste  Wolf  B.  I'ogwiscb  kunde 
ikke  meget  længer  holde  Xorborg.  Den  15de  apr.  over- 
gav forræderen  Jiirgeu  r.  d.  WIsch  aldeles  utrængt  det 
stærke,  med  alle  krigsfornødenheder  vel  forsynede  Sege- 
berg,  hvis  ikke  kong  Kristian  inden  Qor^en  dage  »i  egen 
person«  (!)  bragte  ham  undsætning.  Ikkun  Duborg  holdt 
den  ridderlige  IHtlev  Itruckdurtf  til  ind  i  oktb.,  skont 
slotsmuren  var  forfalden,  besætningen  kun  ringe  i  tal 
og  dens  øvrige  forsvarsmidler  utilstrækkelige. 

I  Fi/H  var  stemningen  omtrent  som  i  Nørrejylland: 
adelen    og    tre    borgere    fra    hvær    købstad    skyndte    sig 


300  Kristian  den  anden. 

d.  2den  apr.  til  Vejle  for  at  sværge  oprøreren  troskab. 
Grev  Erik  v.  d.  Hoya,  som  stod  med  kong  Kristians  trop- 
per i  Middelfart,  men  havde  sin  broder  Johan  i  den  mod- 
satte lejr,  bad  ikke  forgæves  prins  Kristian  om  lejdebrev 
for  sig  selv  og  sine  fire  hundrede  ryttere.  Han  fik  det 
og  drog  så  bort  med  rytterne,  fulgt  af  mange  af  knæg- 
tene. Men,  da  han  vel  var  borte,  drog  prins  Kristian 
d.  13de  apr.  trøstig  til  Fyn,  hvor  Nyborg  var  den  eneste 
by,  som  gjorde  ham  modstand.  De  vanskeligheder,  som 
Jakob  Hanleiiherg;  gjorde,  inden  han  d.  25te  apr.  overgav 
slottet,  byen  og  sig  selv,  vare  dog  ikke  særdeles  mange: 
men  hans  hundrede  og  tyve  knægte  trådte  strags  i  her- 
tugens sold.  —  Nu  gjaldt  det  altså  Sælland  og  Køben- 
havn, og  hertug  Frederik  tøvede  ikke  længer  end  nød- 
vendigt på  sin  sejrsgang.  Hvorfor  skulde  han  vel  gore 
det?  Han  havde  jo  mod  til  at  slutte  et  brev  til  Liibeck 
med  følgende  udråb:  «Den  almægtige  Gud  være  lovet  og 
takket  for  sin  guddommelige  nåde  og  barmhjærtighed! 
ti  af  ham  ere  alle  ting  upåtvivlelig  blevne  således  styrede.« 
Der  var  kun  penge  i  vejen.  Liibeck  var  ikke  nogen 
særdeles  redebon  betaler;  men  en  såkaldt  brandskat,  som 
udskreves  i  »bægge  hertugdommerne »,  vakte  stor  uvillie. 
De  norrejyske  bisper,  og  særlig  Iver  Munk,  vare  derimod 
meget  villige  til  at  plyndre  både  kirker  og  klostre.  Samme 
hr.  Iver  bragte  på  aller  forste  opfordring  en  mængde 
sølv,  guld  og  klenodier,  som  han  med  kyndig  hånd  havde 
»reddet":  og  i  hans  fodspor  fulgte  snart  de  andre.  Det 
hjalp  en  foje  st,und  på  finanserne,  og  i  de  forste  dage  af 
maj  stod  hertugen  i  Odense,  omgiven  af  næsten  alle 
rigets  stormænd,  iblandt  dem  også  en  mængde  fra  Sæl- 
land og  øerne,  men  forst  og  fræmst  Johan  Oxe,  som  ikke 
glemte,  at  han  havde  sin  broder  Torbjørn  at  hævne.  Opråb 
udsendtes  til  alle  rigets  indbyggere,  særlig  til  Københavns 
borgere  og  alle  slottenes  høvidsmænd;    og  d.  31ste  maj 


Fjn;  Sonderjylland.  301 

var  man  færdig  til  at  gå  fra  Nyborg  til  Korsør,  hvor  den 
modtagne  opfordring  havde  gjort  Hans  krafse  til  forræder, 
så  han  strags  åbnede  slottet.  Den  gæve  Henrik  Ooye  vilde 
have  modsat  sig  landstigningen,  men  hans  oprørske  knægte 
erklærede,  at  de  kun  vare  hværvede  til  at  værge  Køben- 
havn: dette  vilde  de  gore,  men  heller  intet  videre;  og 
derved  blev  det. 

En  eneste  begivenhed  skulle  vi  endnu  medtage.  Især 
i  det  nordlige  Sonderjylland  var  stemningen  fjendtlig  mod 
den  nye  herre,  som  vilde  påtvinge  sig  folket.  Dette  var 
måske  tildels  grunden  til,  at  hans  tojlesløse  landsknægte 
brøde  ind  i  Åbenrå,  hvor  de  ikke  alene  plyndrede  og  ode- 
lagde, hvad  ødelægges  kunde,  men  både  her  og  i  de  om- 
liggende landsbyer  klyngede  mændene  op  på  den  skæn- 
digste og  grusomste  måde,  som  simpel  høviskhed  forbyder 
at  antyde,  mens  de  våldtoge  kvinderne.  Altså  satte  borger 
og  bonde  sig  til  modværge.  Men  de  havde  ikke  så  snart 
grebet  våbnene,  for  de  gamle  længsler  vaktes,  og  med 
hoje  råb  krævede  de  kong  Kristian  tilbage.  Fra  alle 
herreder  i  Haderslev,  Åbenrå  og  Flensborg  amter  strøm- 
mede bønderne  til,  og  mandstærke  droge  de  til  Urne- 
hoved for  «at  sætte  magt  imod  våld->  og  atter  udråbe 
bonde-  og  borgerkongen.  Her  optrådte  imidlertid  herreds- 
fogden i  Slavsherred,  iMs  Heuriksou  fra  Hajstrupgård,  en 
myndig  og  listig  storbonde  (født  1484,  død  1554).  Han 
gik  atter  herrernes  ærinde  og  søgte  af  al  magt  at  over- 
tale bønderne  til  at  holde  på  hertug  Frederik,  ..landets 
eget  barn-,  som  jo  desuden  allerede  var  valgt  i  Viborg, 
og  ..den  dom,  som  var  fældet  i  Viborg,  kunde  ikke  vrages 
på  Urnehoved.).  Hans  tale  var  ikke  uden  virkning,  skønt 
der  faldt  skarpe  ord  fra  bægge  sider,  men  ligefuldt  måtte 
han  love  sin  raske  hvide  hest,  at  flugten  gennem  Bollerslev 
lykkedes  ham,  skont  han  fik  sin  tykke  røde  flagrende 
vams  oversået   med  pile.     Slottenes  kanoner  havde  imid- 


302  Kristian  den  anden. 

lertid,  des  værre!  en  mere  slående  veltalenhed  end  selve 
den  myndige  herredsfoged,  og  så  eftertrykkelig  talte  de 
til  bønderne,  at  ikke  alene  måtte  de  falde  til  foje,  men 
om  Urnehoved  eller  om  deres  myndighed  på  lovpolden 
blev  der  aldrig  oftere  tale.  Nis  Henriksen  blev  derimod 
rigelig  lonnet  af  oprørskongen :  han  blev  »frimand",  og 
til  Hajstrupgård  fik  han  Vrågård  næsten  uden  afgift. 
Hans  vams  med  pilene  i  hang  endnu  1786  i  Bylderup 
kirke,  et  hojtalende  vidnesbyrd  om  gottorpernes  mod  og 
gottorpernes  sejr.  Da  var  den  fortæret  af  alderdom,  men 
det  samme  var  ingenlunde  tilfældet  med  de  dansk-fjendt- 
lige grundsætninger,  den  engang  havde  dækket. 

De  mange  frafald  af  hans  nærmeste  måtte  nedslå 
kong  Kristian.  Han  havde  nu  ikke  den  halve  styrke  af 
krigere  mod  hertugen  og  ikke  den  halve  sestyrke  mod 
liibeckerne.  Han  havde  endnu  kunnet  samle  borger  og 
bonde,  men  rimeligvis  kun  for  at  lade  dem  slagte  af  far- 
broderens hværvede  velvæbnede  skarer,  for  hvilke  krig  i 
åringer  havde  været  et  håndværk.  Nu  drog  han  endog  i 
en  ulykkelig  stund  ud  af  landet. 

Vil  man  tolke  hans  færd  på  den  mildeste  måde,  må 
man  mene,  at  han  vilde  bringe  hustru  og  born  i  sikker- 
hed for  borgerkrigens  rædsler,  medens  han  gav  folk  her 
hjemme  stunder  til  at  sunde  sig.  På  noget  sådant  tyder 
også  den  ytring,  som  man  lægger  ham  i  munden,  at 
« rigens  indbyggere  skulle  således  skikke  sig  mod  hvær- 
andre  indbyrdes,  at  jeg  skal  komme  til  at  blive  deres 
dagtingniugsmand.i)  Selvfølgelig  søgte  han  dog  tillige 
den  bistand  hos  svåger  og  venner,  som  han  havde  ret  til 
at  håbe,  og  som  han,  nedtynget  af  sin  blodskyld,  sagtens 
mente  at  trænge  til.  Han  tænkte  da  sikkert,  som  Valdemar 
Atterdag  halvandet  hundredår  tidligere,  at  skulle  vende 
tilbage  med    sejren   og  freden.     Og  at   en   sådan   tanke 


Kong  Kristian  forlader  Danmark.  303 

efter  tidens  lejlighed  ikke  var  så  helt  sælsom,  fræmgår 
også  deraf,  at  jyderne  allerede  så  tidlig  som  d.  25te  febr. 
skreve  til  liibeckerne,  at  de  endelig  med  sine  skibe  måtte 
indespærre  ham  i  København,  ti  «os  er  hemmelig  til- 
skrevet, at  kongen  agter  at  give  sig  ud  af  landet  med  en 
mægtig  svar  skat".  Dengang  havde  han  dog  næppe  fattet 
en  sådan  beslutning,  men  de  fandt  den  rimelig,  fordi  de 
frygtede  den,  og  måtte  vel  også  frygte  den  med  foje,  hvis 
kejser  Karl  havde  været  ven,  som  han  var  svåger. 

Altså  udrustede  kong  Kristian  tyve  småskibe,  bragte 
ombord  i  dem,  hvad  han  agtede  for  kosteligst  af  brev- 
skaber og  klenodier  (en  »mægtig  svar  skat»,  som  jyderne 
mente,  havde  han  derimod  ikke),  og  indskibede  så  sig  selv 
med  hustru,  son  og  døtre  på  det  storste  af  dem:  « Løven«. 
Også  mor  Sigbrit  fulgte  ham  selvfølgelig.  Sagnet  siger, 
at  hun  blev  bragt  ombord  i  en  af  kisterne,  for  at  folkets 
had  ikke  skulde  give  sig  luft  imod  hende  *),  og  det  lader 
hende  end  videre  trøste  kongen  med  de  ord:  "Bliver  I 
ikke  atter  konge  i  Danmark,  skal  I  dog  sikkert  blive 
borgmester  i  Amsterdam!"**).  Flåden  var  kun  udrustet 
med  det  aller  nødvendigste,  da  han  ikke  vilde  unddrage 
København,  hvad  byen  snart  kunne  få  brug  for,  af  krigs- 
folk, skyts,  levnedsmidler  o.  s.  v.  Af  udlændinger  fulgte 
ham  den  hæderlige  ærkebiskop  lians  Weze.  som  senere  blev 
kejser  Karls  hojt  betroede  mand  (død  som  biskop  i  Kost- 


*)  Da  hun  forrige  sommer  med  sin  pige  gik  ud  for  at  se  på  lejr- 
samlingen ved  Solbjærg,  blev  hun  kastet  i  Sankt -Jorgenssø  af 
et  par  drukne  bønder,  og,  da  hun  vendte  tilbage  til  byen,  skøde 
soldaterne  på  hendes  vågn. 

*j  Efter  at  hun  var  kommen  tilbage  til  Holland,  opholdt  hun  sig 
i  det  strængeste  skjul  i  stiftet  Utrecht  og  i  Geldern.  stadig 
eftersporet  af  r.ine  mange  ikender.  Men  hun  synes  i  maj  1531 
trods  al  forsigtighed  at  være  bleven  fængslet  i  Gent,  og  har  da 
sagtens  lidt  døden,  måske  'på  bålet  som  heks  og  troldkvinde •• , 
hvad  Allen  finder  sandsynligt. 


304  Kristian  den  anden. 

nitz  d.  13de  juni  1548),    og  skotten  Aleksander  Kiiighorn, 

hans  livlæge,  men  både  for  og  siden  brugt  af  ham  i  en 
mængde  diplomatiske  hværv.  Desuden  fulgte  ham  (strags 
eller  noget  senere):  Dans  Bogbinder,  Hans  nikkelson,  hans 
præst  mester  Jens  illenbo;  den  lærde  og  lovkyndige,  tro- 
faste og  uegennyttige  Kristian  Vinter,  brugt  af  ham  ved 
en  mængde  underhandlinger;  den  milde,  redelige  og  tro- 
faste RlaTs  Pederson  (kongens  kansler,  hvis  kendingsnavn 
i  hans  omgivelser  var  «vor  gode  kansler »;  død  i  Mecheln 
i  våren  1525);  provsten  i  Assens  Hans  Hanson,  både  for 
og  siden  brugt  i  en  mængde  underhandlinger,  særlig  med 
pavestolen;  den  ivrigt  luthersk-sindede  borgmester  Peder 
Stub  i  Viborg,  der  havde  så  mange  og  så  vigtige  forbin- 
delser i  en  stor  del  af  Jylland;  den  trofaste  Godskaik 
Erikson,  som  vi  kende  både  fra  Stokholm  og  Visborg;  og 
mangfåldige  andre  brave  danske  mænd.  De  gik  alle  i 
frivillig  landflygtighed  med  en  elsket  konge,  hvis  skæbne 
de  trofast  vilde  dele;  men  alle  vedligeholdt  de  en  levende 
forbindelse  med  hjemmet,  hvor  tiere  af  dem  havde  efter- 
ladt hustru,  horn  og  frænder,  igennem  hvilke  de  vedbleve 
at  påvirke  folket,  indtil  lidt  efter  lidt  disse  deres  nær- 
meste bleve  udjagede,  da  man  fandt  dem  ('besværlige"  og 
farlige.  I  Nederlandene  sluttede  strags  den  unge  Koruelis 
Scepper  sig  til  kongen,  en  flamlænding  af  fornem  slægt, 
der  havde  studeret  både  i  Paris  og  Lowen  og  vundet  en 
alsidig  dannelse.  Han  blev  nu  kong  Kristians  sekretær 
og  senere  hans  kansler,  og  med  lige  så  megen  veltalenhed 
som  værdighed  forsvarede  han  i  flere  skrifter  sin  ulykke- 
lige herre  mod  de  hadefulde  og  lognagtige  beskyldninger, 
som  hertug  Frederik  og  liibeckerne  overdængede  ham  med, 
for  om  de  således  kunde  vaske  sig  selv  rene. 

Det  var  mandagen  d.  13de  apr.  1523,  kl.  2  efter- 
middag, at  kong  Kristian  som  flygtning  forlod  sin  rede 
og  drog  ad  Nederlandene  til;  men  alle  hovedstadens  ind- 


Kong  Kristians  liugt:  hans  ledsagere.  305 

byggere,  unge  og  gamle,  leb  ned  til  stranclbredclen  eller 
op  på  stadsmuren  og  i  byens  tårne,  hvorfra  de  med  sorg- 
modige blikke  fulgte  kongesuækkens  stribede  sejl,  indtil 
vinden  blæste  friskere  op,  og  Skovshoved  pynt  unddrog 
den  for  deres  ojne.  Da  forst  vendte  de  sukkende  tilbage; 
..fugle  små",  som  de  vare,  havde  de  altid  set  op  til  ham 
som  "den  kongelige  orn.,  der  skulde  vågte  og  værge 
dem.  De  havde  fornummet,  at  "i  lunden  var  fryd  og 
fuglesang,  så  længe  ornen  var  hjemme",  og  i  sine  hjær- 
ter  svore  de  at  blive  ham  tro.  De  fik  strags,  og  atter 
tolv  år  senere,  lejlighed  til  at  godtgore,  at  edeu  var  ærlig 
ment.  Men  således  synger  den  gamle  folkevise,  og,  som 
Afzelius  siger:  »uti  denua  visa  ær  mer  sanning  æn  i 
kronikorna'  : 


•  Bort  da  floj  den  gamle  oru 
alt  med  sine  uuger  små: 
de  andre  fugle  de  bleve  så  vilde, 
de  vidste  deuuem  ingen  råd. 

Nu  sidder  høgen  i  egetop 

og  breder  ud  sine  vinger: 

de  andre  småfugle,  i  skoven  ere, 

han  monne  så  jammerltg  tviuge. 

Nu  sidder  kragen  på  bare  kvist, 
og  svælter  hun  over  sin  klo; 
uglen  sig  skjuler  i  ælletruute, 
hun  haver  så  stor  uro. 

Yibeu  lober  i  agerren 

alt  med  sin  hijje  top: 

hogen  kommer  der  flyvende  fi'æm. 

han  tager  og  æder  hende  op, 

Nu  sidde  alle  de  andre  småfugle 
og  tie  kvær  som  sten; 
de  have  mist  den  dejlige  sang:  — 
vil  Gud.  de  få  deu  igen! 

Uanmaiks  historie   1481  —  1536.  20 


oOn  Kristian  deu  anden. 

Nu  er  der  sorg  udi  hmde, 

hvor  for  der  var  fuglesang; 

de  fattig'  små  fugle,  dennem  ynkes  mig, 

for  tiden  gorcs  deunem  si  lang. 

Herre  Gud  da  hjælpe  den  fattige  orn. 
som  flyver  i  vildone  hede! 
han  ved  sig  hværkcn  læ  eller  ly. 
hvor  han  kan  bygge  sin  rede." 

Og  vel  måtte  »de  små»  sorge,  ti  isteden  for  en  stats- 
ordning,  nærmest  efter  hollandsk  skik,  som  kong  Kristian 
havde  villet  fræmme:  en  fribåren  landbostand  og  købstad- 
borgere med  handel,  skibsfart  og  borgerlig  frihed,  —  sej- 
rede nu  med  gottorperne  den  tyske  statsordning!  herre- 
maudsvælden  med  trælbundne  bønder  og  lamslåede  borgere. 
På  Viborg  landsting  havde  allerede  « høgene"  og  deres 
konge  ladet  kong  Kristians  love  brænde  som  "Skadelige 
og  fordærvelige  mod  politi  og  godt  regimente".  —  også 
den,  der  forbød  at  sælge  bønder  som   " uskelligt  kvæg... 

Den  ædle  droimiiig  Elisabet  fulgte  ikke  alene  sin 
husbonde  i  landflygtighed,  men  blev  trolig  hos  ham,  skont 
han  fandt  en  alt  andet  end  venlig  modtagelse  hos  hendes 
slægt,  da  de  efter  en  stormfuld  rejse  landede  på  Walchern 
d.  1ste  maj  og  få  dage  senere  kom  til  Mecheln,  hvor 
statholderinde  Margreta  holdt  hof;  og  skont  tronrøvereu 
og  hans  mænd  lovede  hende  den  bedste  behandling,  hvis 
hun  vilde  vende  tilbage  og  blive  i  riget.  Hun  svarede 
(på  latin):  "hvor  min  konge  er,  der  er  også  mit  konge- 
rige... Da  de  danske  stænder  tilbade  hende  et  hæderligt 
underhold  i  riget,  svarede  hun,  at  hun  hellere  vilde  leve 
landflygtig  med  sin  ægteherre  end  regere  uden  ham.  Hun 
fulgte  ham  (juni  1523)  på  rejsen  til  England,  da  han 
vilde  vincio  hjælp  hos  Henrik  den  attende;  og  ifølge  hans 
ønske  drog  hun  (marts  1524)  ene  til   rigsdagen  i  Ntirn- 


Dronning  Elisabet.  307 

berg,  hvor  hun,  om  muligt,  skulde  rejse  et  lån  hos  sin 
broder  ærkehertug  Ferdinand  og  måske  desuden  ved  hans 
hjælp  få  det  tilbagestående  af  brudeskatten  udbetalt.  Skont 
hun  vidste,  hvor  hårdt  det  var  hendes  slægt  imod,  fulgte 
hun  ham  også  til  det  lutherske  Wittenberg,  hvor  kongen 
blandt  andet  syslede  med  (Hans  Mikkelsons)  oversættelse 
af  det  nye  testament,  for  således  at  åbne  kirkerensningen 
indgang  i  Danmark.  Hun  blev  her  fuldstændig  vunden 
af  Luther,  og  hun  blev  så  fast  og  frimodig  i  sin  tro,  at 
på  rigsdagen  i  Mirnberg  lod  hun  sig  ikke  rokke  det  mindste 
fra  den  lutherske  bekendelse  af  sin  broder  Ferdinand, 
hværkeu  af  hans  varme  bonner  eller  hans  stærke  trusler, 
der  nogenledes  gik  ud  på,  at  han  ikke  længer  vilde  kende 
hende  for  syster.  Uden  knur  delte  hun  ned,  trængsel, 
ydmygelse,  ja  udsigt  til  frihedens  tab,  med  sin  husbonde. 
—  Men  hendes  dage  vare  snart  talte:  landflygtighedens 
mange  sorger,  åndelige  og  legemlige  anstrængelser  og 
hårde  religiøse  kampe  med  hendes  nærmeste  havde  ud- 
tomt hendes  kræfter.  Hun  måtte  desuden  tit  savne  sin 
mand,  når  han  rastløst  arbejdede  på  at  genvinde  sit  rige: 
og  det  var  intet  uiundsvejr,  da  hun  skrev  til  ham,  mens 
han  rejste  fra  fyrste  til  fyrste,  og  hun  selv  var  hos  svå- 
geren  i  Berlin:  »Jeg  vil  fast  hellere  blive  hos  eder  og 
lide,  hvad  jeg  kan,  end  være  borte  fra  eder  og  have  alt, 
hvad  jeg  ellers  ønsker  mig»;  og  en  anden  gang:  »Jeg 
længes  mig  ihjæl,  hvis  Eders  Nåde  ikke  snart  sender  bud 
efter  mig'i.  At  hun  desuagtet  kunde  optræde  med  kraft, 
nste  hun,  da  hun  på  modet  i  Neu-Brandenburg  (maj  1524) 
med  varme  erklærede  de  rådslående  sendemænd,  at  hun 
følte  sig  hojlig  krænket  ved  de  ærerørige  sigtelser,  der 
med  giftig  tunge  udslyngedes  mod  hendes  ægtefælle;  ti 
hans  ære  og  tarv  var  også  hendes,  og  hendes  sag  kunde 
aldrig  skilles  fra  hans :  hun  vilde  aldrig  forlade  ham  men 
hellere  leve  al  sin   tid  i   udlændighed  end   give  efter  for 

20* 


308  Kristian  deii  anden. 

hans  svigefulde  fjenders  hadske  phmer.  Og  d.  Ode  juni 
1524,  da  stormester  Albrekt  vilde  lade  en  af  sine  hof- 
sinder  fængsle  hende  og  hendes  fx3lge  på  åben  landevej, 
for  således  at  vinde  et  sikkert  pant  for  de  penge,  som 
han  påstod  at  have  tilgode  hos  hendes  mand,  da  var  det 
hende,  som  med  et  skarpt  svar  stansede  våldsmanden  i 
hans  frække  færd.  —  D.  19de  jan.  1526  dode  hun  på 
slottet  Zwynaerd,  ikkun  tyvefire  og  et  halft  år  gammel, 
endnu  på  sit  dodsleje  forgæves  fristet  af  sin  kærlige  men 
ivrigt  papistiske  faster  Margreta  til  at  vende  tilbage  til 
romerkirkens  skød;  og,  da  hun  alt  så  godt  som  var  død, 
gav  munken  hende  kærten  i  hånden  og  salvede  hende 
med  den  sidste  olie.  Hvad  hun  i  rede  penge  efterlod  sig, 
var  kun  tre  hundrede  hollandske  gylden,  og  hendes  kle- 
nodier vare  heller  ikke  mange:  de  fleste  af  dem  havde 
hun  forinden  brugt  til  afbetaling  på  sin  mands  gæld.  — 
Hun  blev  jordet  i  Petri  kirke  i  Geut,  men  en  smuk  pietet 
hjemførte  1883  hendes  og  hendes  son  Hans's  lig,  og  d.  10de 
oktb.  nedsattes  de  ved  siden  ad  hendes  husbondes  i  hellig 
Knuds  kirke  i  Odense. 

Hun  fødte  sin  mand  segs  born :  den  ældste  son,  lians, 
ville  vi  senere  omtale.  T\illingsonnerne  naksimiliaii  og 
Filip,  fødte  4de  juli  1519,  døde  strags  efter  dåben;  dat- 
teren Dortea  ville  vi  om  lidt  komme  tilbage  til;  datteren 
kristiiie  med  «det  hoje  og  stolte  mod",  de  ualmindelige 
sjæls-  og  legemsgaver,  født  1521,  død  i  Tortona  d.  10de 
desb.  1590,  blev  forst  (maj  1534)  gift  med  hertug  Frans 
Sforza  af  Milano  (født  1493,  død  24de  oktb.  1535),  der- 
næst (10de  juli  1541)  med  hertug  Frans  af  Lorraine  (født 
23die  avg.  1517,  død  12te  juni  1545),  ved  hvem  hun  blev 
stammoder  til  det  nuværende  østerrigske  kejserhus.  — 
Dronning  Elisabets  sjette  barn,  en  son,  fødtes  og  døde  i 
jan.  1523,  sandsynligvis  udøbt,  hvorfor  han  heller  ikke 
medregnes  i  hendes  gravskrift. 


Dronninii'  Elisabet  og  hendes  bom:  Henrik  Gijye.         309 

24.    Hertug  Frederiks  endelige  sejr  i  Danmark. 

Til  uforgængelig  ære  for  dem  selv,  til  ære  også  for 
deres  ulykkelige  herre  og  konge,  havde  mange  ypperlige 
mænd  valgt  at  gå  i  frivillig  landflygtighed  med  ham. 
Men  derfor  vare  al  troskab  og  hæderlighed  dog  endnu  ikke 
landflygtige  fra  Danmark.  —  København  og  Malmø  havde 
lovet  den  bortdragende  konge,  at  de  skulde  holde  sig  i 
fire  måneder ,  inden  hvilken  tid  han  håbede  at  .  skulle 
bringe  dem  undsætning;  men  de  holdt  sig  næsten  i  to 
gange  fite  måneder. 

Den  ædle  Ueitrik  Goje  til  Gisselfeld,  en  af  dem,  der 
havde  hentet  dronning  Elisabet  hid  fra  Nederlandene, 
forte  forsvaret  i  hægge  byer.  Det  var  ikke  forste  gang, 
han  nu  var  i  ilden,  ti  han  havde  været  med  både  ved 
Brænnkyrka  og  på  Fyrisvåld,  og  han  var  lige  så  ridderlig, 
som  han  var  krigskyndig  og  kæk.  Nærmest  ham  i  an- 
forslen  stode  kniid  Rud  til  Vedbygård  og  tyskeren  Jiirgeu 
lloiniith  (den  samme,  som  havde  gjort  boddeltjæueste  i 
Stokholm!).  Besætningen  talte  foruden  borgerne  omkring 
to  tusinde  knægte  og  tre  eller  fire  hundrede  ryttere.  Men 
tallet  på  byens  indbyggere  kan  næppe  sættes  til  mere 
end  tolv  tusinde,  mænd  og  kvinder,  oldinger  og  born.  — 
På  den  strænge  ridder  og  de  ridderlige  borgere  frugtede 
trusler  og  overtalelser  lige  lidt:  de  havde  svoret  kong 
Kristian  troskab,  og  sin  ed  vilde  de  holde,  ikke  lege  med. 
Man  vilde  købe  Henrik  Goye  for  tyve  tusinde  gylden, 
men  han  afslog  dem  med  foragt,  skont  han  hele  sit  liv 
var  i  trang  for  penge:  så  fratog  man  ham  alt  hans  gods 
i  Sælland,  både  det  løse  og  det  faste,  og  gav  det  til  de 
herrer,  som  fulgte  kronrøveren:  hans  fæstemø,  Eline 
Hennekesdatter  Godov,  vilde  man  friste  til  at  slå  op  med 
ham;  men  han  og  hun  vare  lige  trofaste,  han  mod  sin 
herre  og  hun  mod  sin  fæstemand. 


310  Kristian  den  anden. 

Det  var  d.  31ste  maj  1523,  at  hertug  Frederik  steg  i 
land  ved  Korsor,  men  det  var  d.  10de  juni,  at  han  og 
hans  son  prins  Kristian  måes\ntteåe  København  fra  land- 
siden ,  medens  atten  lybske  skibe  og  fem  fra  Danzig  og 
Stralsund,  indesluttede  den  fra  søsiden.  1  virkeligheden 
var  dog  Johan  llantzau  den  egentlige  feltherre.  Dengang 
havde  hertugen  uden  hindring  gennem  tåget  hele  det  åbne 
Sælland,  og  i  Eoskilde  havde  en  mængde  adelsmænd  og 
købstadmænd  hyldet  ham,  de  sidste  dog  kun  skræmmede 
ved  rigsrådets  strænge  trusler.  Men  alle  slotshovids- 
mændene  skyndte  sig  at  følge  Hans  Krafse  og.  overgive 
hvær  sit  slot:  Anders  Bille,  som  dog  forinden  havde  så 
hæderligt  et  navn,  viste  de  øvrige  vejen,  da  han  overgav 
Stege  slot;  Vinsens  Lunge  overgav  Krogen;  Klavs  Eriksou 
(ilarensberg)  Kalundborg;  (Mads  Madson,  Skriver?)  Vor- 
dingborg; Lavrits  Knob  Nykøbing  på  Falster;  Soren  Stampe 
(d.  21ste  juni)  Ålholm,  tvungen  dertil  af  Johan  Oxe;  og 
(Mågens  Falster?)  Helsingborg.  Alle  fik  de  synet  blændede 
af  den  opgående  sol.  De  fleste  af  dem  havde  dog  nys 
fået  lenene,  fordi  kong  Kristian  stolede  på  dem,  og  alle 
havde  de  påny  svoret  ham  troskab.  Lumpnest  af  dem  alle 
bar  imidlertid  Klavs  Erikson  sig  ad:  næst  Københavns 
var  Kalundborgs  slot  det  stærkeste,  og  det  var  vel  for- 
synet med  alt.  Klavs  mente  heller  ikke,  at  han  kunde 
få  besætningen  med  til  sit  forræderi,  og  sendte  derfor 
storste  delen  af  dem  til  vagthold  på  de  mindre  vigtige 
punkter,  mens  han  forbeholdt  sig  selv  hovedtårnet.  Folen 
kaldet.  Her  hissede  han  ved  nattetid  femti  af  hertug 
Frederiks  knægte  op,  og  med  dem  overfaldt  han  samme 
nat  sin  egen  besætning,  der,  sovndrukken  og  spredt  som 
den  var,  ikke  kunde  gore  ham  modstand.  Den  «ædle" 
ejer  af  Nakkebølle  fik  det  næste  år  ved  kroningen  ridder- 
slaget for  sit  forræderi,  og  det  måtte  da  være  ham  en 
salve  for  haus  medborgeres  foragt;   ti  samtid  og  eftertid 


Slottenes  overgivelse:  Købeuliavns  belejring.  311 

gave  ham  navnet  Rlars  Slippeslot ,    og  det  gaves  ham  selv 
af  dem,  der  havde  fristet  ham  til  hans  nidingsdåd. 

Men  vi  vende  tilbage  til  København,  imod  hvilken 
hertugen  altså  nu  kunde  bruge  hele  sin  styrke.  Dengang 
stode  byens  tre  porte  for  enden  af  Vester-,  Oster-  og 
]Siorregade  (nogenledes  på  mitten  af  disse  tre  gaders  nu- 
værende længde);  stranden  var  allevegne  langt  bredere 
end  nu,  og  hinsides  slotsholmen,  hvor  nu  Kristianshavn 
breder  sig,  var  der  ingen  by;  et  par  bække,  som  fra 
søerne  lob,  den  ene  igennem  Farvergade  og  Kattesund, 
den  anden  gennem  Pustervig,  Gammelmønt  og  Gronne- 
gade,  dannede  deus  grænser  imod  vest  og  nord.  Så  snæ- 
vert var  altså  dens  område,  og  dens  folkemængde  var 
derefter.  Dens  vigtigste  værn  vare  våldene,  på  hvilke 
der  hist  og  her  var  anbragt  såkaldte  " katte "  (o:  fræm- 
spring,  på  hvilke  skyts  var  plantet)  med  fjæle  for,  som 
man  enten  kunde  lette  op  eller  nedlade,  alt  som  man 
vilde  skyde  eller  dække  sig.  Men  hertugen,  som  slog 
lejr  på  Serritslev  mark  (udenfor  enden  af  Norregade)  og 
ved  Valby  byggede  en  skanse,  vovede  dog  ikke  at  storme 
byen  med  sine  segs  tusinde  krigere,  som  lidt  efter  lidt 
ved  nye  udskrivninger  våksede  til  åtte  tusinde.  Derimod 
blev  hele  omegnen  frygtelig  hærget  af  de  vilde  krigere, 
der  både  skulde  leve  og  gore  bytte,  hvorfor  renteskriver 
Klavs  Gjordson  lidt  senere  siger,  at  Københavns  birk  og 
Amager  vare  »afbrændte,  fordærvede  og  ødeo,  så  man 
ingen  indtægt  kunde  fa  deraf,  for  gårdene  påny  bleve 
byggede.  —  I  forstningen  gjorde  byfolkene  hyppige  ud- 
fald på  det  Hade  land  mellem  vaklen  og  Peblingesøen,  og 
fra  våldkattene  hilsede  de  belejringshæren  med  kugler  og 
krudt,  så  snart  den  nærmede  sig  mere  end  tilbørlig. 
Derpå  indlode  belejrerne  sig  dog  sjældnere:  det  hele  var 
og  blev  nærmest  en  indeslutning,  ved  hvilken  København 


312  Kristian  deu  anden. 

skulde  udsultes.  Men  borgerne  byggede  sig  lette,  hurtig- 
sejlende jagter  med  en  mængde  årer,  som  jævnlig  smuttede 
fræm  og  tilbage,  forbi  llibeckernes  flåde,  og  bragte  lev- 
nedsmidler både  fra  Sælland  og  Skåne,  hvor  man  altid 
var  villig  til  at  yde  byen  hjælp:  ja,  disse  jagter  kunde 
endog  stundum  have  mod  og  held  til  at  tage  storre  skibe, 
der  skulde  bringe  lejren  levnedsmidler  eller  undsætning. 
Så  vilde  fjenden  spærre  indløbet  ved  sænkede  skibe,  men, 
i  hvad  der  så  var  grunden,  det  vilde  ikke  lykkes  ham. 
—  Den  trykkende  pengenød  såvel  i  belojringshæren  som 
trindt  i  landet  (hvilken  vi  senere  nærmere  skulle  omtale) 
vakte  dog  vidt  og  bredt  et  betænkeligt  røre,  som  udsendte 
rytterhobe  nok  midlertidig  kunde  kvæle  i  blod,  men  ikke 
dæmpe;  og  stemningen  blandt  landalmuen  var  langtfra 
ugunstig  for  en  tilbagevendende  kong  Kristian.  Det  var 
den  ingensteds,  aller  mindst  i  Københavns  omegn.  Selv 
Povl  Helgeson  erklærer:  »Tingenes  gang  begynder  i  hoj  grad 
at  mishage  mig,  ja,  jeg  fortryder  den  del,  jeg  har  taget 
i  hint  værk  .  .  .  Der  er  nu  dem,  som  mene,  at  kong 
Kristian  kun  blev  fordreven,  for  at  stormændene  kunde 
sorge  for  sin  egen  tarv  .  .  .  Der  er  fræmdeles  mange, 
som  mene,  at  det  havde  været  bedre  at  tåle  den  enes 
tyranni  end  så  manges  ...  De  fleste  attrå  nu  kong  Kristians 
tilbagekomst  med  storre  iver,  end  de  for  ønskede  hans 
fordrivelse«.  Og  i  hæren  var  stemningen  ikke  bedre. 
Både  ryttere  og  fodfolk  truede  med  at  bryde  op  og  hæve 
Københavns  belejring,  da  de  ingen  sold  kunde  få,  så 
Johan  Kantzau  måtte  ikke  alene  bruge  al  sin  anseelse 
og  myndighed  for  at  holde  dem  tilbage,  men  måtte  endog 
gribe  til  med  våld  at  tage  penge  og  penges  værd,  hvor 
de  vare  at  finde.  Hvad  der  yderligere  forværrede  stem- 
ningen, var,  at  hertug  Frederik,  skont  han  havde  lovet 
at  blive  i  lejren,  drog  til  Holstein  for  at  værge  dette. 
—  Det  så  ikke  uligt  ud  til,  at  det  kunde  gå,  som  kong 


Københavns  belejring:  kong  Kristian  ved  Perleberg.       313 

Kristian  havde  spået,  at  han  skulde  vende  hjem  igen  og 
blive  de  stridendes  «dagtinguingsmand.- 

Ti  han  havde  imens  sogt  hjælp  hos  ærkehertiiginde 
Margreta  og  igennem  hende  hos  sin  svåger  kejser  Karl, 
som  dog  kun  havde  breve  at  støtte  ham  med,  der  truede 
nok  men  skræmmede  ingen.  Også  hos  Henrik  den  attende 
af  England  havde  han  personlig  men  forgæves  under- 
handlet om  hjælp:  de  vare  så  dog  uvenner  fra  gammel  tid, 
fordi  Kristian  vilde  hæmme  hans  søfolks  hærgninger  på 
Island  og  Færoerne.  Derpå  holdt  han  i  juli  og  avgust  et 
møde  i  Koln  med  adskillige  tyske  fyrster,  som  her  indgik 
forbund  med  ham;  og  ved  deres  hjælp  fik  han  hværvet 
tyvesegs  tusinde  mand,  med  hvilke  han  vilde  tilbagevinde 
sit  rige.  Men  sit  tilgodehavende  af  brudeskatten,  halv- 
andet  hundrede  tusinde  gylden,  kunde  han  endnu  ikke 
få.  Og  næppe  havde  tropperne  ved  Perleberg  og  Domitz 
overskredet  Elben,  for  de  krævede  sold.  Da  de  hværken 
kunde  fa  solden  eller  sikkerhed  for  den,  spredte  de  sig 
påuy  (6te  oktb.  1523)  for  alle  vinde,  og  Kristian  stod 
atter  ene  med  byrden  af  den  store  gæld  til  alle  de  fyrster, 
som  havde  hjulpet  ham  med  hværvingen  og  udrustnin- 
gen. Det  var  særlig  hans  svåger  kurfyrst  Joakim  af 
Brandenburg  og  hans  nære  frænder :  hertugerne  Henrik  den 
yngre  og  Erik  den  ældre  af  Braunschweig  og  stormester 
Albrekt  af  Preussen,  men  der  var  mange  flere;  og,  skont 
hans  morbroder  kurfyrst  Frederik  den  vise  af  Sachsen 
ved  forliget  i  Jiiterbock  (20de  oktb.)  fik  disse  blodigler, 
hvis  handel  var  med  menneskekød,  til  at  nedsætte  deres 
krav  til  det  halve,  var  dog  dette  ikke  alene  langt  mere, 
end  kongen  kunde  betale,  men  vel  endnu  over  det  dob- 
belte, af  hvad  der  med  billighed  kunde  tilkomme  dem. 
Havde  han  dog  bare  haft  "den  mægtig  svare  skat»,  som 
jyderne  dromte  om !  eller  havde  han  bare  haft  brude- 
skatten! —  I   ni  måneder  måtte  han  derefter  flakke  om  i 


314  Kristian  den  anden. 

Tyskland,  uden  at  enten  frænder  eller  såkaldte  venner 
vilde  række  ham  en  hjælpsom  hånd.  Sit  opholdssted 
måtte  han  skjule,  tit  endog  for  sin  hustru,  da  han  svæ- 
vede i  stadig  fare  for,  at  hans  gældnere,  som  de  truede, 
skulde  bei'ove  ham  friheden,  og  kun  ved  pantsættelser  og 
små  lån  kunde  han  skaffe  sig  det  daglige  ophold. 

De  ængstede  københavnere  tik  altså  ingen  undsæt- 
ning. —  Nærmere  var  håbet  dem  fem  uger  senere.  Fire 
af  kong  Kristians  skibe  (Løven,  Peter  van  Hull  o.  s.  v.), 
som  han  med  stor  moje  havde  fået  udrustede  i  Veere  og 
stillet  under  den  samme  Tile  Giseler,  som  nys  havde  ført 
ham  did  fra  Kobenhavn,  havde  undervejs  taget  et  af  ham- 
burgernes og  tre  af  liibeckernes  velladede  skibe  og  nær- 
mede sig  nu  Kobenhavn.  Rigtignok  lå  liibeckerue  her 
med  atten  skibe,  og  Johan  Kantzau,  hertug  Frederiks 
holsteinske  marsk,  rigshovmester  Mågens  Goye  (Henrik 
Goyes  broder)  og  grev  Johan  v.  d.  Hoya,  tilbøde,  at  de 
med  krigsfolk  vilde  gå  ombord  i  liibeckerne,  føre  dem 
mod  fjenden  og  erstatte,  hvad  skade  de  i  kampen  måtte 
lide:  men  lige  angst  vare  kræmmerne  for  sine  skibe  og 
toge  "Slemmelig  og  skammelig  i.  flugten  ad  hjemmet  til. 
Det  var  d.  10de  novb.  Altså  blev  København  dog  und- 
sat! fra  våldene  tordnede  glædessalver,  og  på  tårnene  blus- 
sede tændte  begkranse;  men  glæden  var  kun  kort,  ti  de 
fire  skibe  havde  kun  fødemidler  med,  men  hværken  krigs- 
folk eller  —  penge. 

Dagen  forinden  havde  desuden  besætningens  høvids- 
mænd.  som  ikke  kunde  gælde  folkene  deres  fire  måneders 
lonning,  måttet  åbne  underhandlinger  med  fjenden,  og, 
da  disse  vare  fortsatte  i  flere  dage,  kom  Mågens  Goye 
og  Johan  Kantzau  d.  2Gte  novb.  i  Roskilde  til  en  fore- 
løbig overenskomst  med  Henrik  Goye  og  Jiirgen  Homuth 
om  Kobenhavns  og  Malnios  overgivelse.  D.  i^odie  desb. 
fandt  den  endelige   overenskomst  sted,    tiltrådt  af  bægge 


Kobenhavus  belejring  og  overgivelse.  315 

byers  borgmestre  og  rådmænd  (også  af  Jorgen  Kock),  og 
helligtrekongersdag,  d.  6te  jan.  1524,  åbnede  Kf)benhavn 
sine  porte  for  fjenden,  efter  dog  forst  at  have  tiltvunget 
sig  de  hæderligste  vilkår:  byen  skulde  beholde  alle  sine 
friheder  og  rettigheder  ubeskårne ;  besætningen  skulde 
drage  ud  med  krigersk  hæder  og  oprejste  faner:  ingen  måtte 
lide  noget,  for  hvad  han  havde  talt  eller  handlet  mod 
(oprørs-)« kongen »  (at  borgmester  Hans  Mikkelsen  og  mor 
Sigbrit  bleve  undtagne  fra  det  almindelige  glemselslofte, 
synes  nærmest  kun  et  latterligt  indfald,  da  de  jo  bægge 
havde  fulgt  den  lovlige  konge  til  Holland  og  vare  dei 
endnu);  «kong  Frederiks"  krigsfolk  måtte  kun  drage 
igennem  byen,  ind  ad  den  ene  port  og  ud  af  den  anden, 
men  ingen  flere  måtte  overnatte  i  den  end  de,  som  herte 
til  prins  Kristians  personlige  tjæneste;  Henrik  Goye  skulde 
have  de  fire  orlogsskibe,  som  Kristian  den  anden  havde 
sendt  byen  til  undsætning,  for  at  han  ved  salget  af  dem 
kunde  lonne  sine  krigsfolk.  Så  fik  Mågens  Goye  og  Johan 
Rantzau  ham  overtalt,  at  han  sålgte  dem  til  »kong  Frederik' 
for  segs  tusinde  rhinske  gylden.  —  Johan  Rantzau,  sejr- 
herren, blev  til  tak  for  Københavns  erobring,  men  i"  åben 
trods  mod  håndfæstningen,  gjort  til  lensmand  på  Krogen 
og  dansk  rigsråd.  Henrik  Goye  derimod  måtte  pantsætte 
sine  ejendomme  for  dermed  at  betale,  hvad  han  havde 
lånt  og  udlagt  i  sin  konges,  sit  fædrelands  tjæneste. 
Siden  måtte  han  sælge  dem  stykke  for  stykke,  også  det 
dejlige  Gisselfeld,  som  han  1527  sålgte  til  sin  svåger,  sin 
modpart,  Johan  Oxe.  Rigere  var  dog  ingen  end  han  i 
sin  fattigdom,  og  stoltere  skulde  ingen  bære  sit  hoved 
end  den  nedbojede  helt.  Frivillig  gik  nu  også  han  i 
landflygtighed  med  sin  konge  og  delte  nød  og  trængsel 
med  ham.  —  (Des  værre  kom  han  dog  senere  i  uenighed 
med  kong  Kristian,  fordi  han  ingen  penge  kunde  skaffe 
til  den  hær.   han   havde  bværvet  i  Tvskland  for  at  gen- 


316  Kristian  den  anden. 

vinde  sit  rige.  Henrik,  som  altid  var  i  pengenød,  ud- 
sonede sig  da  sluttelig  med  oprorskongen,  af  hvem  han 
endog  påny  fik  Vordingborg  slot  i  len,  blev  1532  rigsråd 
og  dode  d.  3die  maj   1533  i  Vordingborg.) 

Som  vi  have  set,  overgav  Mal  ni  o  sig  samtidig  med 
København.  Også  her  havde  jo  Henrik  Goye  over- 
befalingen, mens  den  lune  men  dristige  Jorgeii  Rock  var 
byens  borgmester.  Han  var  en  indvandret  westfaler,  som 
hidtil  havde  været  kongens  møntmester  (derfor  kaldes 
han  også  Jorgeu  Monter),  men  hvem  borgerne  på  kongens 
forord  havde  valgt  til  borgmester  fjorten  dage  for  kongens 
flugt,  da  man  kendte  hans  store  dygtighed;  og  han  havde 
med  ære  ført  forsvaret  i  spidsen  for  et  hojhjærtet  og 
heltemodigt  borgerskab,  som  slægtede  sit  bysbarn  Hans 
Mikkelsen  på  og  agtede  alt  andet  for  ringe,  når  det  be- 
varede sin  troskab  mod  borgerkongen.  —  Derimod  havde 
Tj'g«'  krabbe  og  Henrik  Kriimmedigc  rejst  adelen  ved  med 
stærke  ord  at  skildre  den  alt,  hvad  gottorperen  var  rede 
til  at  gore  for  den;  men  borger  og  bonde  havde  de  to 
mægtige  herrer  ikke  kunnet  få  med  sig,  i  hvor  meget 
de  end  fristede.  —  At  Gustaf  Vasa  også  havde  lyst  til 
Skåne,  Halland  og  Bleking,  have  vi  tidligere  fortalt,  men 
hværken  adel  eller  bonde  vilde  skilles  fra  Danmark. 
Rereiid  v.  netileii  indtog  dog  med  lethed  Bleking,  som 
høvidsmanden  på  Solvisborg,  den  fejge  Age  Brahe,  flyg- 
tede fra.  Og  nu  opstod  der  et  helt  ejendommeligt  for- 
hold derovre.  Gustaf  Vasa  vilde  hværken  give  slip  på 
Bleking  eller  Viken,  som  han  jo  ligeledes  havde  vundet. 
Men  Mehlen  sluttede  uden  sin  herres  minde  stilstand 
med  Skånes  adel.  Og,  medens  stilstanden  varede,  skrev 
hertug  Frederik  (d.  9de  juni)  breve  til  Sverrigs  adel  og 
Sverrigs  almue,  i  hvilke  han  bad,  at  man  vilde  kende 
ham   for  Sverrigs  konge  og  således  forny  kalmareningen, 


Malmos  belejring  og  overgivelse.  317 

hvis  store  nytte  for  alle  rigerne  han  beder  dem  ('gran- 
givelig overveje ».  Hans  bon  gjorde  strags  efter  hans 
rigsråd  til  sin.  Hværken  Sverrigs  adel  eller  almue  herte 
dem  dog.  Derimod  konj  en  del  af  Skånes  hojere  adel 
d.  9de  juli  over  til  hans  lejr  og  hyldede  ham.  Og  d.  21ste 
juli  lod  han  sig  på  Lunde  landsting  hylde  af  adelen  og 
af  ombud  fra  stæder  og  herreder.  Gustaf,  der  således 
skufledes  i  sit  håb  om  at  vinde  også  hine  tre  landskaber, 
blev  selvfolgelig  vred,  men  den  fælles  frygt  for  Kristian 
den  anden  lærte  dog  de  to  herrer,  at  de  gjorde  klogest 
i  at  forliges  og  så  vidt  muligt  holde  venskab.  —  Adelen 
sværmede  omkring  Malmø  for  at  hindre  bønderne  i.  at 
bringe  byen  tilførsel,  men  lordagen  d.  12te  septb.  joge 
malmøboerne  dem  bort,  dræbte  enkelte  og  forfulgte  Hygt- 
ningerne  til  Skabersje,  som  tilhørte  en  af  deus  førere, 
den  rige  Holger  Gregersen  (Ulfstand).  Her  sloge  nu 
herrerne  lejr,  og  herfra  vedbleve  de  at  gore  malmøboerne 
uro  og  skade.  Derved  trættedes  disse  og  overfaldt  om 
natten  til  d.  18de  septb.  Skabersjo,  hvorfra  de  overraskede 
herrer  i  nattedragt  måtte  skynde  sig  at  flygte  på  usadlede 
heste  og  lade  så  vel  stovler  og  sporer  som  harnisker  i 
stikken.  Men  "frænde  er  frænde  værst",  siger  man,  og 
det  viste  sig  atter  her,  ti  det  var  adelsmanden  Nils  Uack, 
der  altid  havde  stået  på  almuens  side  mod  sine  stands- 
fæller,  som  ved  denne  lejlighed  forte  malmøboerue,  lige- 
som han  da  også  var  tro  og  virksom  under  hele  byens 
belejring.  —  Så  sendte  Gustaf  Vasa  adelen  tre  fæn niker 
tyske  knægte  (halvtredie  tusinde  mand)  til  hjælp,  ti,  som 
sagt,  frygt  for  den  fælles  fjende  gjorde  ham  foreløbig  til 
hertug  Frederiks  ven.  Og  forst  da  byrjede  Malmøs  egent- 
lifje  belejring,  som  fortsattes  i  de  følgende  måneder.  Da 
den  samtidig  med  København  måtte  give  sig,  modtoge 
ærkebiskop  Åge  Sparre  og  hans  broder  Albert  på  "kong 
Frederiks"   vegne  indbyggernes  troskabsed.  —  Malmo  fik 


318  Kristian  den  audeii. 

de  samme  fredsvilkår  som  København,  men  fuldstændig 
bleve  de  ikke  holdte,  ti  den  gæve  Nils  Hack,  sine  stands- 
fællers  afsky,  blev  fort  til  København,  hvor  han  d,  6te 
avg.  1524  halshuggedes. 

Med  Kobenhavn  og  Malnio  vare  de  sidste  danske 
byer  faldne  til  foje  for  hertug  Frederik,  og  —  skont  et 
dansk  hjærte  krymper  sig  derved  —  må  vi  herefter  kalde 
ham  for  »kong  Frederik  deii  forstC".  Men  det  var  forste 
gang,  at  Danmark  blev  vundet  med  hærskjold  af  Holstein- 
Gottorp.  Det  skal  næmmes  og  gemmes,  så  det  sluttelig 
nedslår  den  jævnlig  gentagne  forfængelige  påstand,  at 
Danmarks  rige  aldri<j  blev  nogen  fjendes  bytte. 

I  øvrigt  var  hans  erobring  dog  ingenlunde  at  stole 
på.  Borger  og  bonde  indså  allevegne  meget  snart,  at  de 
vare  komne  fra  dynen  i  halmen,  fra  asken  i  ilden.  Med 
herrernes  magt  våksede  deres  hovmod  —  det  skal  aldrig 
fejle,  hvor  en  hvilken  som  helst  enkelt  stand  får  hele 
overmagten.  Dette  hovmod  var  slemt  nok,  men  der  var 
andre  tryk  end  dette.  Den  nye  konge  skulde  have  de 
krigere  betalt,  med  hvilke  han  havde  vundet  riget.  Der- 
for måtte  der,  som  vi  i  det  følgende  skulle  se,  udskrives 
hårde  skatter.  Ej  heller  kunde  han  hjemsende  den  væb- 
nede magt,  så  længe  han  endnu  daglig  kunde  frygte  et 
angreb  af  den  lovlige  konge.  Derfor  måtte  han  ikke 
alene  vedblive  at  udskrive  skatter,  men  de  sejrsstolte 
krigere  vare  ingenlunde  altid  så  beskedne  eller  høviske, 
som  ønskeligt  kunde  være;  og  det  kom  derfor  til  jævnlige 
sammenstød  mellem  dem  og  befolkningen.  Det  er  også 
følgen  af  et  oprør  til  gunst  for  en  fremmed  herre.  Om  det 
ene  som  det  andet  skulle  vi  snart  hore  noget  nærmere. 

—  Men  Daninarl-  skildres  os  ved  denne  tid  af  en 
samtidig  forfatter  som  «et  frugtbart,   nyttigt,  herligt  og 


Danmark  fuldstændig  erobret:    Danmarks  skildring.        319 

lysteligt    rige   med  frugtbare   marker,    skouiie   skove   og 
lunde;    det  har  tillige  ypperlig  kvægavl  og  en  rigdom  af 
fisk,  en  overflødighed  af  alle  slags  vildt  i  skovene  og  en 
stor    mængde    fuglevildt".      Dets    hovednæringsveje   vare 
agerbrug,  kvægavl,  fiskeri,  sofart  og  handel.      Agerdyrk- 
ningen   blev  især   dreven  på  eerne  samt  i  det  frugthare 
østlige  Jylland,    og  sædarterne  vare  væsentlig  de  samme 
som   nu.      Kvægavlen   havde  derimod   sit  hjem   i  Skåne, 
Halland,  Bleking  samt  i  det  nordlige  og  vestlige  Jylland. 
Af  kvægavlen   var   udforsien   meget  stor,    vel  hen  ved  en 
snes   tusinde  staldfodrede  øksne  årlig:    ti  både  den  store 
jyske  og  den   lille  hallandske  hest  vare  meget  yndede,  i 
udlandet  og   udførtes   derfor  i   tusindvis.     Selt  af  korn- 
varer  sålgtes   der   en    mængde   til  Tyskland   og   Holland, 
når  der  ikke  indtrådte  sådanne  uår  som  de  fire  1529—32, 
da  der  herskede  almindelig  misvækst  med  dyrtid,  hungers- 
nød  og  smitsot  i   følge.     I   de  store  ege-  og  bøgeskove 
var  der  både  hjorte  og  andet   adelvildt  i  overflødighed, 
så  jagten   var  ikke  alene  en  yndet  forlystelse,    men  den 
afgav  tillige  et   vigtigt  bidrag  til  husholdningen   og  en 
rig   indtægt,    over    hvilken    der    med    skinsyge   vågedes. 
Blev    en    krybskytte    dræbt,    hvad  enten   det  var  af  en 
kongelig  betjænt  eller   af  en   anden,    så  lå  han   på  sin 
gerning,    og  det  medførte  intet  ansvar  for  drabsmanden. 
Men   ved    hensynsløs    udhugning    bleve    skovene  jævnlig 
mishandlede,    og  især  var  den  stærke  kulbrænding  deres 
ødelæggelse,    hvortil  på  sine  steder  kom  saltsydning  og 
tilvirkning    af   mosejærn.      Fiskeriet  var    allevegne   rigt, 
men  kunde  ingensteds  måle  sig  i  \igtighed  eller  omfang 
med  sildefiskeriet  i  Øresund,  ved  hvilket  der  i  den  rigtige 
fisketid  alene   ved  Falsterbo   og  Skanør  sysselsattes   om- 
kring tretisyv  tusinde  mennesker.      Des  værre  gik  denne 
rigdom  dog  for  storste  delen  i  lommen  på  hansestæderne, 
som  kun  svarede  en  ringe  afgift  af  fiskeretten.    Men  og-så 


320  Kristian  tleu  anden. 

i  Lim  fjorden  og  under  Bornholuj  var  der  stort  sildefiske. 
Desuden  vare  åle-  og  laksefiskerieriie  af  vigtighed ,  lige- 
som marsvinsfangsten  i  Lillebælt  og  Isefjord.  Søfarten 
og  handelen  strakte  sig  på  de  fleste  evropæiske  lande, 
skont  de  visselig  trykkedes  svært  af  hansestæderne,  fra 
hvis  handelsåg  man  dog  allerede  i  et  par  slægtled  havde 
arbejdet  på  at  frigore  sig,  et  stræv,  som  heller  ikke  helt 
blev  opgivet,  da  Kristian  den  anden  var  jaget  bort,  hvor- 
for Danmark  også  havde  handelsbyer  som  Kobenhavn, 
Helsingør,  Malnio,  Odense,  Flensborg,  Kibe,  Århus,  Al- 
borg  og  enkelte  andre,  der  virkelig  havde  nået  en  be- 
tydning som  købstæder.  (Om  købstædernes  forholdsvise 
storrelse  og  velstand  får  man  et  begreb  iblandt  andet 
ved  den  udskrivning,  som  fandt  sted,  da  Kristian  den 
anden  1531  landede  i  Norge.  Da  skulde  København, 
Malrao,  Odense  og  Kibe  hvær  stille  et  godt  skib  med 
åtti  knægte  foruden  bådsmænd;  Landskrona  og  Væ,  Var- 
berg og  Halmstad,  Svendborg  og  Assens,  Århus  og 
Kanders  hvær  to  stille  et  lignende  skib  med  samme  be- 
sætning; Køge  og  Koskilde,  Næstved  og  Slagelse,  Stege 
og  Nakskov  hvær  to  et  lignende  skib  med  segsti  knægte: 
hvært  skib  skulde  fores  af  en  af  byernes  borgmestre  og 
en  af  rådmændene  og  have  tilstrækkeligt  skyts,  munisjon 
og  scgs  måneders  proviant.  Helsingør  og  Ålborg  synes 
at  være  glemte  i  fortegnelsen.  Alle  de  mindre  byer  slap 
med  at  sende  folk  og  proviant.) 

Bondens  tilstand  var  meget  ulige.  Selvejeren  var 
i  det  hele  fri  og  lykkelig:  når  skatterne  fraregnedes,  var 
han  næsten  som  en  herremand.  Anderledes  forholdt  det 
sig  med  fæstebonden,  hvis  klasse  var  langt  talrigere. 
Hans  stilling  var  meget  usikker  og  afhængig;  især  i 
Sælland  og  på  dets  ogård,  hvor  vårnedskabet  var  ind- 
listet og  påtvunget  ham ,  var  den  ussel.  Hoveriet  var 
mangensteds  ødelæggende  og  blev  det  mere  og  mere,  alt 


Daumark;   laudets  og  folkets  tilstand.  321 

som  hovedgårdene  bleve  flere  og  storre  og  bedre  drevne. 
Man  sålgte,   byttede  eller  bortgav  stundum  sine  vårnede 
og  søndersled  med  det  samme  familiebåndet.    Og  dog  stod 
det  vel  endnu  dårligere  til  med  gårdsæder,  ugedagsmænd. 
innerster  o.  s.  v. :     de   vare    nær   ved    at   være    stakkarle 
(o:  stavkarle,    stakler)   allesammen,    når  husbonden  ikke 
var  des  menneskehgere.    —  Købstæderne  havde  i  det 
hele  og  almindelige  taget  en  betydelig  selvstændighed  og 
selvstyrelse,  der  dog  rigtignok  nærmest  var  i  storborgernes 
hænder.      De   havde  imidlertid  moje   med   at   værge  sig 
mod  adelens  overgreb,   og  deres  uafhængighed,  som  alle- 
rede var  bleven  stærkt  svækket,    blev  under  gottorperne 
mere  og  mere  undergravet,  da  det  hyppigere  og  hyppigere 
blev   skik   at  bortforlene  eller  bortpante  hele  kobstæder 
til  adelsmænd.    Husene  vare  kun  små  og  lave,  i  alminde- 
lighed af  bindingsværk,    men  jævnlig  havde  de  kun  ler- 
vægge:   så  godt  som   alle  vare  de   omgivne  af  kålgårde. 
Gaderne  vare  snævre,  krogede,  skidne  og  fulde  af  al  slags 
uhumskhed,    ikke   udelukkende  lævninger  efter  de  krea- 
turer,   som   morgen  og  aften  dreves  igennem  dem  til  og 
fra  markerne.     Ved  siden  ad  handel,  sofart  og  agerbrug 
dreve  de  håndværk,   som  jo  byboerne  havde  næsten  ude- 
lukkende ret  til,  men  håndværkerne  kunde  hværken  glæde 
sig  ved  den  anseelse  eller  indflydelse  som  købmændene.  — 
Om  adelens  indbyrdes  fejder,    dens  faste  borge,    ægte- 
skaber, pragt,  overdådighed  o.  s.  v.  have  vi  tidligere  talt: 
men  det  må  ikke  glemmes,   at  der  var  adelsmænd,    som 
havde  hojere   og  ædlere  formål  end   at  more  sig  og  at 
hæve  sig  selv  på  bondes  og  borgers  bekostning.    Der  var 
dem,  der  i  sandhed  elskede  æren,   elskede  folk  og  fædre- 
land,   og   både  i  fred  og  i  krig  virkede  og  kæmpede  for 
bægge.     Der  var  også  dem,  som  elskede  konst  og  viden- 
skab,   som   både  hjemme  og  ude  arbejdede  på  at  vinde 
virkelig  dannelse  og  kundskab.    Det  var  ikke  udelukkende 

Danmarks  historie  1481—1536.  21 


322  Kristian  den  anden. 

rejselyst,  som  drog  eu  mængde  af  dem  til  Tyskland,  Eng- 
land, Frankrig,  Spanien  og  Italien,  tit  var  det  trang  til 
at  vinde  kundskab,  og  tit  var  det  en  from  og  gudelig 
trang,  der  drev  dem  endnu  længere  bort,  ja  lige  til  det 
hellige  land.  —  Det  samme  gælder  om  fjejsfl If/heden, 
der  i  meget  led  af  samme  brøst  som  adelen,  fra  hvilken 
den  jo  tit  havde  sin  byrd:  men  ligesom  adelen  havde 
den  også  sine  stærke  og  smukke  sider,  sine  fromme, 
lærde  og  kraftige  mænd.  Komerånden  havde  dog  mere- 
eller mindre  smittet  dem  alle  og  smittet  hele  folket, 
hvorom  helgendyrkelsen,  afladshandelen  og  den  groveste, 
den  dybeste  overtro,  jævnlig  på  en  sælsom  måde  blandet 
med  vantro,  noksom  bare  vidnesbyrd.  —  I  det  hele  var 
folket  desuagtet  kraftigt  og  flittigt,  og  i  det  store  og 
almindelige  sporedes  der  i  den  sidste  menneskealder  en 
kendelig  fræmgaug  i  velstand  og  velvære  trods  alle  de 
mange  krige  og  alle  de  tunge  skattebyrder,  af  hvilke 
det  var  blevet  hjemsøgt. 


25.    Hertug  Frederik  vinder  Norge. 

I  Norge  havde  man  ikke  tænkt  på  at  opsige  Kristian 
den  anden  troskaben;  men  halvfemte  måned  for  han  drog 
bort,  var  den  trofaste  Erik  Valkendorf,  Norges  ærkebiskop, 
dod  i  udlændighed;  og  Norges  riges  hovmester,  Nils 
Ueurikssoii  (CJyldcnleve)  til  østråt,  den  fornemste  af  rigets 
verdslige  stormænd,  var  både  gammel  og  svagelig,  havde 
heller  aldrig  ovet  nogen  mærkelig  ledende  indflydelse. 
Da  jyderne  havde  fordrevet  kongen,  havde  Norge  så  fuldt 
sin  skæbne  i  sin  hånd,  som  det  ikke  havde  haft  den 
siden  Erik  Pommerinkes  fordrivelse:  det  kunde  fræmtidig 
stå  ene,    om  det  vilde;    det  kunde  vedblive  at  holde  sig 


Norge:  partiei-ne  i  det.  323 

til  Kristian  den  anden  eller  vælge  sig  en  ny  indfødt 
konge,  hvis  det  kunde  finde  noget  kongsæmne;  det  kunde 
slutte  sig  til  Sverrig  eller  til  Danmark,  som  det  selv 
lystede;  og,  i  hvad  det  så  valgte,  skulde  vanskelig  nogen 
kunne  lægge  det  et  halmstrå  i  vejen.  Men  det  savnede 
indfødte  førere,  og  det  var  dog  nærmest  dem,  der  havde 
skullet  lægge  afgorelsens  lod  i  vægtskålen.  Nu  var  det 
fortrinsvis  den  indvandrede  danske  adel,  som  fik  dets 
skæbne  i  sin  hånd:  og  den  købtes  lidt  efter  lidt,  alt 
som  den  fik  udsigt  til  gode  len. 

Olaf  Galle  og  hans  broder  Gavte,  et  par  store  jorde- 
godsejere søndenfjælds,  vare  nærmest  svensksindede,  — 
vi  bruge  denne  betegnelse  for  dem,  der  vilde  en  for- 
bindelse med  Sverrig;  og  det  samme  var  høvidsmanden 
på  Olafsborg,  Nils  Sreussou,  ja,  vi  kunne  gærne  tilfoje,  at 
biskoppen  af  Hamar,  iHågeiis  Larritssoii,  droges  samme  vej. 
Da  nu,  som  vi  vide,  Gustaf  Vasa  havde  indtaget  hele 
det  nordlige  Viken,  havde  han  altså  ikke  så  ringe  ud- 
sigter til  at  vinde  hele  Norge.  —  Hans  ^ule  på  Akershus 
gav  sig  derimod  mine  af  at  holde  fast  ved  kong  Kristian, 
hvad  han  da  også  måtte,  hvis  der  var  ringeste  gnist  af 
taknæmlighed  hos  ham;  og  den,  hvem  han  i  sin  fra- 
værelse indsatte  som  befalingsmand  på  slottet,  den  raske 
nikkel  Blik,  var  aldeles  utvivlsomt  kristiansksindet.  —  Der- 
imod skyndte  Dans  Eriksoii  (Godov)  på  Bohus  sig  at  godkende 
»kong  Frederik",  som  allerede  d.  25te  apr.  fra  Fyn  havde 
bedt  det  norske  rigsråd  sondenQælds  om  en  sådan  god- 
kendelse, da  han  jo  dog  var  »ret  arving  til  Norge ».  — 
De  tre  partier  fejdede  nu  vildt  på  hværandre,  hværken 
gods  eller  liv  blev  sparet,  og  mangen  statelig  herregård, 
mangen  smuk  bondegård  måtte  gå  op  i  flammer. 

Hans  Mule  var  dog  Gallerne  for  stærk.  De  fandt 
det  derfor  klogest  at  hylde  Frederik,  stævnede  almuen 
på  Hedemarken  til  ting  (24de  avg.)   og  oplæste  for  den 

21* 


324  "  Kristian  den  anden. 

Frederiks  skrivelse.  Almuen  svarede:  »Siden  Danmarks 
riges  indbyggere  ville  have  Hans  Nåde  for  herre  og  konge, 
ville  også  vi  gærne  være  under  H.  N."  Og  Gallerne  skreve 
nu  herned,  at  de  havde  fået  storste  delen  af  det  sønden- 
fjældske  til  at  godkende  (.kong  Frederik«,  mens  Olaf  Galle 
dog  samtidig  påny  bad  kong  Gustaf  om  hjælp.  —  Men 
Hans  Mule  gjorde  i  en  fart  en  lignende  vending:  han 
gik  selv  ned  til  Danmark  for  at  hylde  Frederik  og  var 
strags  villig  til  at  afgive  Akershus,  når  han  kun  måtte 
blive  godkendt  og  indviet  som  biskop  i  Oslo.  Da  han 
havde  nået,  hvad  han  for  sig  selv  attråede,  var  han  til- 
freds og  holdt  fræmtidig  Akershus  »kong  Frederik«  til 
hånd,  indtil  bispestolen  var  ham  fuldkommen  vis.  Andet 
kunde  man  ikke  vænte  af  ham,  men  des  værre  lod  selv 
Mikkel  Blik  sig  det  næste  år  købe,  da  han  fik  Skien 
med  syssel  som  len.  —  Den,  der  købte  ham,  var  Heurik 
Kruminedige,  hvem  Frederik  i  avgust  havde  sendt  derop 
med  næsten  kongelig  myndighed,  for  at  han  skulde  vinde 
ham  Norge,  og  som  også  med  sin  vanlige  snildhed  ud- 
førte dette  hværv  uden  nogensinde  at  tage  magten  til 
hjælp,  I  løbet  af  et  par  måneder  fik  han  Nils  Svensson 
til  at  sidde  rolig  på  Olafsborg,  vandt  Hans  Mule,  vandt 
Mikkel  Blik  og  vandt  almuen,  som  ikke  krævede  noget 
bedre  end  fred  og  ro,  og  som  var  nær  ved  at  se  en 
engel  i  ham,  da  han  d.  28de  novb.  1523  på  Hamar  ting 
tilvejebragte  et  fuldstændigt  forlig  mellem  den  og  Hans 
Mules  fogder.  Hvem  han  ikke  vandt,  var  imidlertid  Olaf 
Galle,  som  ikke  kunde  fa  hævn  over  Hans  Mule  og  der- 
for atter  i  al  stilhed  søgte  til  Gustaf  Vasa. 

Til  det  vesten-  og  nordenfjældske  Norge  skrev  Frederik 
forst  d.  5te  avg.  1523  med  bon  om  at  blive  kendt  for 
konge.  Noget  senere  sendte  han  Viiiseus  Lunge  derop  med 
samme  fuldmagt,  som  han  sondenfjælds  havde  givet  Henrik 
Krumraedige.    Vinsens  var  en  broderson  af  den  berygtede 


Henrik  Krummedige  sondenl^ælds.  Vinsens  Lunge  nordeuflælds.     325 

Mette  Dyre.  Allerede  hans  fader  havde  dog  ombyttet 
Dyrernes  slægtnavn  med  Lungernes,  hvis  slægt  var  i  færd 
med  at  uddø,  men  hvis  navn  han  vilde,  bevare,  da  det 
var  hans  moders.  Ved  fremmede  universiteter  var  Vinsens 
bleven  doktor  i  filosofien,  i  den  gejstlige  og  verdslige  ret. 
Ved  sin  hjemkomst  blev  han  1521  professor  i  lovkyndig- 
hed ved  Københavns  universitet  og  strags  valgt  til  dets 
rektor.  Man  satte  stort  håb  til  den  indflydelse,  han 
skulde  have  på  de  klassiske  studiers  fræm blomstring:  ti 
han  var  en  "Veltalende,  forstandig  og  brugelig  mand-. 
Han  forlod  dog  allerede  næste  år  universitetet  for  at 
blive  lensmand  på  Krogen,  aflagde  efter  oprørets  udbrtid 
en  ny  troskabsed  til  kong  Kristian,  men  skyndte  sig 
ligefuldt  at  gå  over  til  hans  fjender.  Nu  skulde  han 
vinde  det  nordlige  Norge  for  oprørskongen ,  uden  krigs- 
magt, ved  sin  veltalenhed,  snedighed  og  snuhed.  Og 
han  vandt  det  uden  blodsudgydelse.  Strags  han  kom 
til  Bergen,  ægtede  han  Margrete,  Nils  Henrikssons  ældste 
datter,  som  hidtil  havde  været  hofjomfru  hos  dronning 
Elisabet;  og  ved  sin  s\igerfaders  og  adskillige  andres 
(ikke  mindst  de  lybske  købmænds)  hjælp  fik  han  den 
midlertidige  høvidsmand  på  Bergenhus,  Hans  Knutsson, 
til  at  overgive  det  stærke  slot,  hvilket  det  norske  rigsråd 
strags  overdrog  ham  med  tilhørende  len.  Således  havde 
han  fået  fast  fod  deroppe;  hans  svigerfader  dode  i  de 
samme  dage;  og  han  var  da  den  nærmeste  arving  til 
hans  magt  og  myndighed,  medens  svigermoderen,  den 
djærve  og  stolte  luger  Ottesdatter  (Romer) ,  både  støttede 
ham  ved  sin  storslåede  personlighed,  sine  mange  for- 
bindelser og  sin  rigdom.  —  Skulde  nogen  have  holdt 
ham  stangen,  måtte  det  været  Norges  nye  ærkebiskop, 
Olaf  Iiigebritssou ,  men  han  kunde  det  heller  ikke.  Olaf, 
hidtil  degn  ved  Trondhjems  domkirke,  var  efter  Erik 
Valkendorfs   død  valgt   til  ærkebiskop   og  gav  sig  strags 


32(3  Kristian  deu  anden. 

i  juni  1523  på  rejsen  til  Kom  for  at  hente  pavelig  stad- 
fæstelse og  indvielse.  På  nedrejsen  havde  han  i  Mecheln 
svoret  kong  Kristian  troskab,  men  på  hjemrejsen  havde 
han  i  marts  1524  i  Flensborg,  skont  nødig,  rakt  oprørs- 
kongen  sin  hånd.  Hans  stilling  var  således  både  falsk 
og  skæv,  inden  han  endnu  havde  sat  sig  fast  i  ærke- 
stolen.  Han  var  næppe  heller  så  rådsnar,  så  villiestærk, 
så  virksom  eller  så  ærgærrig,  for  ikke  at  sige  samvittig- 
hedsløs, som  Vinsens  Lunge. 

Ved  sit  slebne  væsen  og  en  yderliggående  påtaget 
norskhed  havde  Vinsens  vundet  både  tyskere  og  nor- 
mænd, så  de  agtede  ham  nogenledes  for  lige  så  uund- 
værlig deroppe,  som  han  selv  mente  at  være.  "Han 
vilde  vide  Korges  selvstændige  krone  på  samme  hoved 
som  Danmarks,  men  han  vilde  ingenlunde  have  det 
norske  rigsråd  det  danske  underordnet,  og  han  vilde 
sikre  rådets  og  rigets  friheder  ved  en  norsk  håndfæst- 
ning". Han  vilde  ikke,  at  Norge  skulde  blive  »en  lade- 
gård under  Danmark«.  Således  sikrede  han  jo  da  også 
iblandt  andet  bedst  sin  egen  magt,  ti  nu  var  han  selv 
norsk  rigsråd.  Han  svor,  at  han  vilde  leve  og  dø  som 
nor  bagge  og  godtgore,  at  han  var  lige  så  norsk,  som  om 
han  tusinde  gange  havde  været  født  i  Norge;  og  dog, 
da  han  d.  13de  maj  1524  underrettede  "kong  Frederik., 
om,  at  han  i  al  ro  havde  lagt  hele  Norge  fra  Lindesnæs 
til  Vardohus  under  hans  spir,  "hvad  ingen  anden  så 
lettelig  skulde  gore  mig  efter..,  —  stillede  han  som  ufra- 
vigelig betingelse  for  at  blive  i  Norge,  at  man  til  Bergen- 
hus  gav  ham :  Ryfylke,  Jæderen,  Sogn,  bægge  Hordalandene 
samt  Færøerne  og  det  meste  af  Hålogaland  i  len.  Han  fik 
det  vel  ikke  alt  lige  strags;  lidt  mindre  kunde  altså  dog 
gore  det;  ti  han  blev;  og  han  var,  som  man  sagde,  »mere 
konge  i  Norge  end  Frederik  den  forste..,  som  dog  d.  14de 
juni  i  Kobenhavn  blev  hyldet  af  biskop  Mågens  på  næsten 


Viuseus  Lunge:  herredagen  i  Bergen.  327 

hele  det  sondenfjældske  Norges  (også  Olaf  Galles)  vegne. 
—  Kort  efter  trådte  en  herredag  sammen  i  Bergens 
sortebrodrekloster.  Den  talte  de  fem  norske  bisper  samt 
den  islandske  biskop  Jon  Arason  og  åtte  verdslige  rigs- 
råder, iblandt  hvilke  atter  Olaf  Galle.  Den  opsagde 
d.  5te  avg.  kong  Kristian  huldskab  og  troskab,  efter  at 
oproret  de  fleste  steder  allerede  var  et  år  gammelt :  og 
d.  23die  avg.  udstedte  den  sit  hyldingsbrev  til  <.kong 
Frederik",  når  han  vilde  underskrive  den  håndfæstning, 
hvilken  biskop  Mågens  under  sin  kebenhavsfærd  havde 
forelagt  ham  i  udkast.  Men  med  det  samme  gjorde  rigs- 
rådet, det  vil  da  nærmest  sige  Vinsens  Lunge,  et  våld- 
somt  indgreb  i  den  konges  myndighed,  som  det  kårede. 
Det  fratog  næmlig  på  egen  hånd  Henrik  Krummedige 
alle  hans  ti  norske  len  og  gav  dem  til  andre,  nærmest 
dog  til  sine  egne  medlemmer;  det  udstødte  ham  af  rigs- 
rådet og  forviste  ham  af  Norges  rige.  Han  havde  fra 
gammel  tid  mange  fjender  deroppe,  men  den  bitreste 
var  næsten  nu  Vinsens  Lunge,  som  ikke  vilde  dele  med 
ham  æren  for  at  have  vundet  Norge.  Frederik  mis- 
billigede dette  skridt:  han  skyldte  jo  fuldt  så  vel  Henrik 
Krummedige  som  Vinsens  Lunge  sit  kongenavn.  Han 
skrev  til  rådet,  at  aller  mindst  måtte  rigsråder  forgiibe 
sig  på  andres  ejendom:  og  de  rigsråder,  som  havde  fået 
de  len,  man  havde  frataget  Henrik  Krummedige,  pålagde 
han  strags  at  give  ham  dem  tilbage.  Men  ingen  horte 
på  hans  bud,  og  --  han  fandt  sig  tålmodig  deri.  Han* 
måtte  finde  sig  i  endnu  meget,  meget  mere,  men  det 
sremme  vi  til  en  senere  fortællino.  Her  skulle  vi  kun 
tilfoje,  at  Vinsens  Lunge  selv  rejste  ned  til  Danmark 
med  den  håndfæstning,  som  han  nærmest  selv  havde 
affattet:  at  han  traf  »kong  Frederik"  i  Kibe:  og  at 
denne  her  satte  sit  navn  og  segl  under  håndfæstningen 
d.  24de  novb.  1524.  —  I  ovrigt  havde  han  som  »Norges 


328  Kristian  den  anden. 

rette    arving »    allerede    forinden    bortgivet    flere    len    og 
egenmægtig  afgjort  adskillige  regeringssager  deroppe. 


26.    Soren  Norby. 

Da  næsten  alle  andre  havde  sveget  Kristian  den 
anden,  var  der  dog  endnu  én  mand,  som  ikke  vilde  mis- 
tvivle  om  sin  konges  sag,  men  vedblev  at  håbe  imod  alt 
håb.  Fra  sin  faste  borg  på  Gotland  trodsede  han  både 
"Frederik  den  forste«  og  Gustaf  Vasa  og  Tysklands 
mægtige  hanser,  ja  dem  alle  i  forening.  Det  var  fyn- 
boen, den  stolte  Soren  Norby,  'fedt  af  ringe  men  ærlig 
adel'.  Vi  kende  ikke  hans  forældre,  og  den  gisning,  at 
han  var  en  broder  til  den  tapre  Klavs  Bille  Norby*), 
hjælper  os  ikke  til  dem.  Indtil  videre  må  vi  derfor  nojes 
med,  at  han  var  en  af  de  herligste  helte.  Norden  har 
fræmbragt",  lige  meget  hjemme  på  landet  og  på  havet. 
Han  var  fuld  af  planer  og  tabte  aldrig  modet,  fordi  de 
ikke  strags  vilde  lykkes  ham ;  han  var  kæk  og  snarrådig, 
hård  som  jærnet  men  desuagtet  godmodig  og  varm :  gik 
verden  ham  nok  så  meget  imod,  havde  han  dog  gærne 
en  skæmt  på  rede  hånd. 

Som  tidligere  vist  havde  han  allerede  udmærket  sig 
i  kong  Hans's  krige  mod  Sturerne  og  stæderne.  Siden 
-havde  han  et  års  tid  været  i  hollandsk  tjæneste,  da 
Kristian  den  anden  i  maj  1514  sendte  ham  med  skibet 
Engelen  ærkehertuginde  Margreta  til  hjælp  i  hendes  fejde 
mod  hertug  Karl  af  Geldern :  og  i  denne  havde  han 
vundet  mærkelig  og  rigelig  hæder,  så  i  Nederlandene 
bares   hans   ry   på  alles   læber.     Dernæst  var  han   lens- 

*)  Muudtlisr  meddelelse  af  Thiset. 


Soren  Norby.  329 

mand  på  Haraldsborg,  men  fik  d.  6te  maj  1515  tillige 
på  tre  år  »hans  majestæts  og  Norges  krones  len  Island", 
hvor  han  skulde  hæmme  smughandelen  og  værge  de 
forsvarsløse  indbyggere  mod  engelske  og  andre  sørøvere, 
som  i  mange  år  havde  plyndret  og  myrdet  deroppe, 
havde  bygget  sig  stærke  skanser  og  syntes  næsten  at 
ville  lægge  landet  under  sig.  Norby  skulde  »hvært  år  til 
gode  gore  og  give  hans  majestæt  fire  læster  islandsk 
fisk,  gilde  og  gæve,  og  dennem  føre  og  levere  til  Køben- 
havns slot":  han  skulde  »gore  rede  for  sagefald  o.  s.  v. 
og  beholde  selv  deraf  det  halve,  men  tolden  må  han 
selv  beholde  alene«,  og  han  skulde  »inden  fornævnte  tre 
år  lade  opbygge  og  sætte  på  Island  på  sin  egen  kost, 
tæring  og  arbejde  to  gode  og  faste  blokhuse,  det  ene 
dér,  som  konninggården  er,  og  det  andet  på  Vespenør". 
Men  Soren  Norby,  der  selv  var  en  rask  viking  i  hvært 
af  sine  ledemod,  og  allerede  forinden  havde  forbindelser 
deroppe,  viste  sig  selvfølgelig  nu  atter  som  den  rette 
mand  på  det  rette  sted,  og  Island  havde  ikke  haft  det 
så  roligt  i  mange  tider.  Men  så  trængte  man  des  værre 
andensteds  til  ham. 

Fra  Island  kom  ban  som  høvidsmand  til  Gotland, 
hvilket  han  1517  fik  i  len,  »al  den  stund  denne  fejde 
mellem  os  og  Sverrigs  rige  standendes  vorder".  Men 
allerede  næste  år  fik  han  øen  som  pantelen  på  livstid. 
Her  byggede  han  en  molle  til  Visborg  slots  behov,  udes- 
ligeste  to  huse  at  lægge  hans  majestæts  fetallie  udi",  og 
blev  derfor  løst  fra  sin  forpligtelse  til  at  opføre  de  to 
blokhuse  på  Island.  —  Hans  deltagelse  både  i  denne  og 
den  forrige  krig  have  vi  på  fiere  steder  omtalt,  ligesom 
hans  virksomhed  under  det  stokholmske  blodbad,  da  han 
frelste  enhvær,  der  tyede  til  ham.  —  Da  det  store 
nordiske  handelsforbund  grundedes  i  Stokholm,  fik  han 
d.  10de  desb.  1520  ordre  at  gå  til  Gronland  og  Amerika 


330  Kristian  den  anden. 

med  en  tlåde,  og  han  var  strags  lede,  når  han,  som  han 
håbede,  til  påske  havde  fået  sine  skibe  bødede.  Men 
forinden  blev  der  des  værre  atter  brug  for  ham  her 
hjemme.  —  Da  Gustaf  Vasa  hævede  svenskhedens  banner 
mod  Kristian  den  anden,  var  han,  som  vi  alt  have  sagt, 
den  eneste  danske  mand,  der  hævdede  sin  tidligere  felt- 
herreære. Med  sine  få  kræfter  undsatte  han  snart  den 
ene,  snart  den  anden  fæstning,  og  i  en  trang  vending 
vidste  han  stadig  at  sno  sig.  Da  han  således  juleaften 
1521  vilde  undsætte  Stækeborg,  uden  at  vide,  at  Berend 
V.  Mehlen  segs  dage  tidligere  havde  overgivet  den  til 
Arvid  Vestgote,  hk  den  snilde  Arvid  ham  lokket  ind  i 
Ettersund.  Under  blodig  kamp  nåede  han  så  slottet, 
men,  da  også  dette  beskød  ham,  mærkede  han  uråd  og 
trak  sig  tilbage.  Det  kostede  atter  en  skarp  kamp  og 
et  stort  mandefald,  inden  han  slog  sig  ud  gennem  det 
snævre  sund,  hvor  der  stod  fjender  på  alle  sider;  men 
han  reddede  dog  sig  selv  og  sine  skibe.  1  det  han  vilde 
svømme  til  sit  eget  skib,  blev  han  eftersat  af  en  svensker, 
der  slog  ham  here  gange  med  sin  stålbue;  men,  da  han 
havde  nået  skibet,  vendte  han  sig  om  og  råbte:  »Jeg 
giver  dig  ti  mands  sold,  når  du  træder  i  min  tjæneste!« 
Den  ærlige  svensker  lod  sig  dog  ikke  købe.  —  Havde 
kong  Kristian  haft  endnu  et  par  mænd  som  br.  Soren, 
vilde  det  blevet  en  tung  gang  for  Gustaf  til  Sverrigs 
trone:  men  han  var  vel  nogenlunde  ene  om  at  kunne 
sige:  "Ved  den  hellige  Jorgen!  jeg  har  aldrig  givet 
noget  slot,  uden  der  mindst  lå  lige  så  mange  slagne 
udenfor  det,  som  jeg  havde  mænd  i  det«. 

I  septb.  1521  viste  kong  Kristian  ham  en  enestående 
udmærket  tillid.  Han  havde  i  forvejen  Gotland,  Øland, 
Kalmar  (med  en  stor  del  af  Småland)  og  Kusto  slot  i  len: 
nu  gav  kongen  ham  end  videre:  Åbo,  Raseborg,  Tavaste- 
hus   og   Kymenegård   med  alt   deres   underhørende  samt 


Soren  Xorby  i  Finland  og  på  Gotland.  331 

hele  Xorrbottii.  Alt  dette  fik  han  afgiftsfrit,  imod  at 
han  påtog  sig  at  holde  fire  hundrede  karle  til  hest  og 
til  fods  for  med  dem  at  værge  de  ham  betroede  len  og 
ellers  bruge  dem,  hvor  de  gjordes  nådige,  i  kongens 
tjænestc.  Som  Allen  siger:  Kongen  lagde  på  Soren 
Norbys  skuldre  omsorgen  for  hele  krigsfe reisen  i  de  ost- 
lige egne:  men  han  var  også  bedre  end  nogen  anden 
skikket  til  at  bære  denne  byrde  . 

Nu,  da  ulykkerne  stormede  ind  på  hans  konge,  viste 
han  sig  ret  i  sin  fulde  storhed:  klar  og  lynsnar  i  planer, 
uudtommelig  i  hjælpekilder,  hvor  ingen  anden  kunde  finde 
dem,  fuld  af  snilde  anslag,  aldrig  forsagt,  men  utrættelig 
virksom.  <'Nu  har  Hans  Nåde  kun  dette  lille  land^  [Got- 
land], sagde  han,  -men  hjul  og  galge  stratie  den,  som 
forlader  ham!  Jeg  vover  min  hals!"  Men,  som  Alin 
siger,  "for  lyckan  rådde  han  ej.  Det  vidste  han,  og 
ved  dag  og  nat  brændte  derfor  tykke  våkslys  for  hellig 
Jdrgens  billede  i  slotskapellet.  -  Han  var  den  forste, 
som  de  ni  jyske  oprorere  (31ste  jan.  1523)  "bade  kærlig 
og  bede  strængelig"  at  holde  alle  hans  len,  men  især 
Gotland,  til  rigsrådets  hånd:  og  de  og  "kong-  Frederik 
vedbleve  at  overhænge  ham  med  breve  og  budsendinger. 
Det  samme  gjorde  kong  Gustaf  og  det  svenske  rigsråd: 
men  i  år  og  dag  vidste  han  ypperlig  at  holde  den  ene 
som  den  anden  hen  med  snak.  Så  længe  havde  han  ro. 
og,  hvad  han  af  våben  og  levnedsmidler  trængte  til, 
hentede  han  sig  fra  Konigsberg,  indtil  liibeckerne  ved 
sine  trusler  skræmniede  denne  by  fra  at  stotte  ham. 
Leve  skulde  han  jo  dog,  og  med  sine  krydsere  jog  han 
allevegne  omkring  og  tog  alle  de  skibe  fra  sin  konges 
fjender,  som  han  kunde  få  fat  på.  Det  var  jo  åben  og 
ærlig  krig. 

Endelig,  på  rigsdagen  i  Vadstena  (jan.  1524),  fik 
liibeckerne    ved    store    løfter    kong  Gustaf  lokket   til   at 


332  Kristian  den  anden. 

love  at  gå  angrebsvis  til  værks  imod  ham:  men  den, 
der  næst  dem  var  særlig  ivrig  for  dette  tåg,  var  Hans 
Brask,  vistnok  ikke  nærmest  fordi  oen  herte  til  hans 
stift,  men  fordi  han  havde  en  levende  følelse  for  Sverrigs 
helhed  og  ære.  —  Gustaf  sendte  da  midt  i  maj  en  stærk 
flåde  til  Gotland.  Den  havde  omkring  åtte  tusinde  mand 
landgangstropper  ombord,  forte  af  Itereiid  r.  Rebien.  Det 
åbne  land  var  hurtig  vundet,  hvorpå  Viborg  belejredes 
både  til  lands  og  til  vands.  Men  Norby  vægrede  sig 
hårdnakket;  den  svenske  admiral  Ivar  Fleming  blev  tagen 
til  fange,  og  flere  af  hans  skibe  med  levnedsmidler,  kugler 
og  krudt  til  hæren  erobredes:  flere  heldige  udfald  fore- 
toges, og  en  storm  afsloges.  De  faldne  lod  Norby  læsse 
på  vågne  og  sendte  dem  ud  til  lejren,  i  det  han  med 
sit  sædvanlige  lune  bad,  at  de  en  anden  gang  ikke  vilde 
være  så  hidsige  med  at  løbe  panden  mod  port  og  mur, 
men  se  sig  godt  for  og  vel  betænke,  hvordan  de  skulde 
komme  tilbage  igen,  så  han  kunde  slippe  for  den  ulejlig- 
hed at  køre  dem. 

Da  han  imidlertid  indså,  åt  han  vanskelig  vilde 
kunne  holde  sig  meget  længer,  sendte  han  d.  12te  juni, 
efter  samråd  med  den  trofaste  Gotskalk  Erikson,  sin 
fodermarsk.  Otte  Anderson  (Uifeld),  til  «kongo  Frederik 
og  overdrog  ham  for  et  syns  skyld  ø  og  fæstning,  imod 
at  man  fornyede  hans  lensbrev  på  livstid.  Han  havde 
dertil  udbedt  sig  kong  Kristians  saratykke,  hvilket  også 
påfulgte.  Således  fik  han  liibeckerne  til  at  drage  sig  ud 
af  kampen,  der  jo  nu  vilde  blive  en  kamp  mod  deres 
hjærtensven,  gottorperen ;  og  Gustaf  måtte  i  det  mindste 
blive  noget  betænksom  ved  at  fortsætte  et  angreb,  som 
nu  måtte  synes  rettet  mod  hans  forbundsven.  —  Endelig 
vandt  han  sig  en  ven  i  den  fjendtlige  anfører,  hvem  han 
tidligere  havde  kendt,  og  som  jo  var  en  af  de  mange 
tyskere,    der  vare  blevne   overløbere  fra   kong  Kristian. 


S5ren  Norby  på  Gotland;  hans  frieri.  333 

Man  skulde  dog  ment,  at  han  vilde  været  Gustaf  troere 
end  Kristian,  siden  han  havde  fået  Margreta  Eriksdotter 
(Vasa)  til  ægte,  et  næstsyskindebarn  af  Gustaf:  men  det 
blev  ikke  tilfældet:  han  gik  ligefuldt  til  gilde  hos  Soren 
Norby:  han  mente  jo  desuden,  at  hans  kone  i  en  arve- 
sag var  bleven  forurettet  af  kongen,  og  det  var  nok  til 
at  vende  sig  både  fra  ham  og  folket.  —  Nu  tvang  lii- 
beckerne  Gustaf  til  at  gå  ind  på  den  såkaldte  malmøreces 
(se  s.  380),  og  Norby  blev  siddende  i  rolig  besiddelse  af 
sit  len,  som  Frederik  rigtignok  gjorde  et  mislykket  for- 
søg på  at  narre  ham  for.  Skont  han  havde  stadfæstet 
ham  lenet  på  livstid,  havde  han  i  Malmo  forpligtet  sig 
til  at  tage  det  fra  ham  og  give  det  til  en  mand,  som 
Sverrig  og  Ltibeck  kunde  gå  ind  på.  Han  sendte  derfor 
mænd  til  Gotland,  som  skulde  få  Norby  til  at  gå  til 
København  og  ved  bestikkelse  lokke  hans  krigere  til  fra- 
fald. Nær  havde  det  også  lykkets,  men  hr.  Soren  mær- 
kede uråd,  fik  atter  hold  på  sine  folk  og  blev  på  Visborg. 
Så  vilde  man  fra  Danmark  og  Liibeck  udsulte  ham,  men 
det  førte  kun  til,  at  han  atter  tog  kampen  op  mod  alle 
handelsskibe;  og,  uår  Gustaf  nlde  købe  både  ham  og 
Gotland  for  Sverig,  holdt  han  kun  underhandlingerne 
gående  for  at  vinde  tid  og  tilførsel. 

Og  han  prøvede  endnu  en  anden  kampvis :  han  kendte 
den  magt,  som  stureuavnet  øvede  i  Sverrig.  Derfor  friede 
han  til  Sten  Stures  enke,  den  unge,  hojhjærtede  Kmtina 
Gyliensyerua,  som  han  havde  lært  at  kende  under  hendes 
fangenskab  i  Danmark  og  dengang  havde  teet  sin  ridder- 
lige opmærksomhed.  Et  ægteskab  med  hende  skulde  være 
ham  en  vej  til  at  genvinde  Sverrig  for  sin  herre,  og  han 
skulde  så  være  dennes  statholder,  hvilket  kong  Kristian 
allerede  havde  samtykket  i.  Han  sendte  hende  en  ring, 
og  hun  var  heller  ikke  helt  ligegyldig  ved  hans  frieri,  i 
det  mindste  sendte  hun  ham  ligeledes  en  ring,  uden  dog, 


334  Kristian  den  anden. 

som  hun  senere  påstod,  at  binde  sig  ved  noget  egentligt 
løfte:  hun  vilde  kun  have  sagt  ham,  at,  hvis  hun  nogen- 
sinde skulde  gifte  sig  igen,  vilde  han  være  den,  som  hun 
fræmfor  enhvær  anden  vilde  sætte  tro  og  love  til.  —  Dette 
synes  at  være  sket  ved  overgangen  fra  1524  til  1525. 
Men  kong  Gustav  gjorde  en  brad  ende  på  en  sag,  som 
selvfølgelig  var  ham  uhyggelig,  da  han  (dog  forst  i  julen 
1526)  lovede  hende  til  Johan  Turesson  (Roos),  som  hun 
strags  måtte  ægte.  (Johan  Turesson  var  også  en  brav 
mand,  og  som  hans  enke  døde  hun  i  jan.  1559.) 

1  vinteren  til  1525  rustede  han  påny,  men  sorgede 
samtidig  for  at  lade  de  vildeste  rygter  boltre  sig.  Ingen 
kunde  vide,  hværken  imod  hvem  han  vilde  vende  sig, 
eller  i  hvis  ærinde,  i  Kristians,  Frederiks  eller  Gustafs, 
For  nogen  anede  det,  lod  han  i  marts  en  af  sine  førere. 
Otte  Stigsoii  (llfeld),  lande  i  Skåne,  hvor  man  var  hojst 
forbitret  både  over  de  skatter,  kong  Frederik  havde  ud- 
skrevet, og  over  de  mange  henrettelser,  i  hvilke  Tyge 
Krabbe  havde  villet  kvæle  oprøret.  Otte  indtog  med  let- 
hed Ahus,  derpå  hele  Lister  og  Bleking  med  Ronneby 
og  Selvisborg  (det  sidste  slot  ved  storm),  ti  både  borger 
og  bonde  gik  ham  strags  og  villig  tilhånde.  Lensmanden 
på  Helsingborg,  den  nys  nævnte  Tyge  Krabbe,  som  på 
herredagen  i  Viborg  1523  var  bleven  udnævnt  til  rigets 
marsk,  samlede  i  en  fart  hvad  krigsfolk,  han  kunde,,  og 
ilede  med  Reinwald  v.  Heidersdorf  mod  Ahus  for  at  tage 
det  tilbage:  men  bønderne  gjorde  ham  al  optænkelig 
skade:  de  både  angreb  ham  og  afskare  ham  hans  tilfør- 
sel. Så  drog  Klavs  Bille  imod  dem,  nedhuggede  (Ilte 
marts)  en  del  af  dem  og  jog  de  øvrige  på  flugt,  mens 
hans  fem  hundrede  vilde  landsknægte  gjorde  sig  lystige 
i  Sølvisborg,  hvor  de  dræbte  alle  de  borgere,  de  kunde  fa 
fat  i,  og  plyndrede  byen.  —  Imens  var  Soren  Nørby  kom- 
men til,  og  Tyge  Krabbe  lå  en  hel  måned  for  Ahus  (fra  9de 


Soren  Norbr  i  Skåne.  335 

marts    til   8de  apr.)  uden   at   komme   et  hår  videre.     Så 
drog  han   imod   Solvisborg,   som  Soren  Xorby  nu  boldt 
besat,   men  her   gik   det  ham    så  skæft,   at  ban   strags 
måtte   trække  sig  tilbage,    hæftig  forfulgt  af  sin    raske 
modstander.     Tyge  vilde  holde  sig  i  Lund,  men  br.  Soren 
jog  ham  ud,    og  en  del  af  hans  tropper  måtte  kaste  sig 
ind  i  Malmø,  en  anden  i  Landskrona.  —  På  landstinget  i 
Lund. lod  Norby   sig  så   på  kong  Kristians  vegne   hylde 
af  ombud  fra  alle  Skånes  herreder.    Derpå  drog  han  imod 
Landskrona,    som   han   strags  indtog.     Når   vi    fraregne 
småbyerne  Trelleborg  og  Falsterbo,   havde   han    altså  på 
Malmo    og   Helsingborg   nær    hele   Skåne    så    fuldt    som 
Bleking  i    sin   hånd;    men  Helsingborg  indesluttede  han 
allerede   d.  18de  apr..   og  kong  Frederiks   ranede    trone 
ravede.     I  Skåne  byrjede  selv  adelsher rerne  at    gå  over 
til   Norby,    for  (un    de   således  kunde  redde   sine  gårde, 
over  hvilke  ellers  den   rode  hane  vilde  gale:   men  særlig 
skulle  vi   nævne  den   rige  og  ædle  Jills  Brahe  til  Vandås 
og  Vidskofle,   der  blev  dreven  af  sit  eget  hjærte  og  gav 
alle  sine  mange  ejendomme  i  de  andre  landskaber  til  pris 
for  at   kunne   bevare   sin   troskab  mod  kong  Kristian.     I 
Jylland   hævede   den  lovlige  konges   tilhængere   atter   så 
småt   hovederne:    i   Sælland  var    stemningen    ikke    stort 
bedre  end  i  Skåne:  i  Kobenhavn  lagde  man  så  lidt  skjul 
på  sin  uvillie  mod  gottorpernes  konge,  at  man  ikke  vilde 
tillade  haus  tyske  marsk  at  føre  flere  end  tyve  mand  ad 
gangen  igennem  byen  ad  Malmø   til.     Og  kong  Frederik 
selv   blev  siddende  mismodig  og  nedslagen  på  Gottorp; 
han   turde  ikke    engang  holde  herredag  i   Odense,    men 
forlagde  den  til  Kolding. 

Imens  havde  Norby  haft  et  stort  Uheld:  I  iibeckerne 
havde  d.  16de  apr.  i  Buviken  angrebet  hans  skibe  og 
taget  tre  af  dem,  hvorpå  besætningen  på  de  ovrige  åtte 
havde  stukket  disse  i  brand,  da  de  dog  ikke  kunde  redde 


336  Kristian  deu  anden. 

dem.     End   videre  havde   liibeckerne  hærget  og  brændt 
fire  mile  på  kysten  af  Bleking.  —  8å  gik  Johan  Raiitzau, 
den  tyske  marsk,  til  Skåne  med  en  fænnike  knægte  og  et 
par   hundrede   ryttere.     Han   forenede   sig  i  Malmo   med 
Tyge  Krabbe,  og  de  droge  samlede  mod  Lund ,  hvor  junker 
Blorits  Johansen  af  Oldenburg  (en  uægte  son  af  grev  Johan 
den  fjortende)  stod  med  (åtte  tusinde?)  bønder  men  kun 
få    virkelige    krigere    og    endnu  færre    ryttere.     Det  var 
d.  28de  apr.     Det  kom  til  en  hård  kamp.     Forst  brugte 
man  en  halv  time  skydevåbnene,  og  c.  kong  Frederiks  skyts 
dræbte   vel"    (o:   ramte  godt),   siger   Huitfeldt.     Men   så 
lykkedes  det  Rantzaus   rytteri  at   trænge  ind  gennem  en 
åbning  i  bondernes  vågnborg,  og  hans  landsknægte  lode 
la  heller  ikke  længe  vænte  på  sig.    Få  bægge  sider  kæm- 
pedes der  med  kraft  og  mod,  men  tilsidst  måtte  de  gæve 
bonder  søge  flugten,  efter  at  tusinde  af  dem  vare  faldne 
og  segs   hundrede   tagne   til   fange.     Deres  tyske   bosse- 
skytter vilde  sluttelig  heller  ikke  gore  gavn:   »de  rettede 
bosserne  mod   himlens  stjærner  og   ikke   imod  fjenden.« 
Rantzaus  sejr  var  dog  temmelig  dyrekøbt:  af  hans  ryttere 
vare  halvandet  hundrede  faldne  eller  sårede  og  af  kpæg- 
tene  et  par  hundrede;    det  var  nogenlunde  hvær   fjærde 
eller  femte  mand  af  hans  lille  hær.    Lund  blev  da  plyndret, 
og  segsti  c  gamle,  ærlige,   fromme  borgere »  bleve  trukne 
ud  af  domkirken  og  myrdede,  andre  grusomheder  ikke  at 
nævne.  —  Nu   hævede   Soren   Norby  Helsingborgs   belej- 
ring  og    skyndte   sig    tilbage   til   Landskrona,    som    han 
nåede  for  Rantzau,  der  dog  allerede  den  næste  dag,  d.  29de, 
slog  lejr  udenfor  byen.     Han  havde  omkring  tusinde  ryt- 
tere og  knægte  med  sig,    hvorimod  Norby  i  det  hojeste 
havde  tre  hundrede  foruden  et  par  tusinde  bønder;  men 
endnu  var  han  så  fuld  af  håb  og  mod,  at  han  turde  love 
sin  konge,  at,  hvis  denne  kun  kunde  sende  ham  tusinde 
knægte  og  så  mange  skibe,    som   vare   nødvendige  til  at 


Soren  Norby:    slagene  ved  Lund  og  Brunketofte.  337 

overfore  dem,  skulde  han  »med  Guds  hjælp  tilbagevinde 
alle  hans  majestæts  riger  og  lande ».  Og  han  havde,  som 
vi  snart  skulle  se,  grund  til  at  vænte  en  sådan  hjælp. 

Men  imens  samlede  Otte  Stigson  en  mægtig  bonde- 
hær (nogle  sige  på  tolv,  andre  på  tyve  tusinde  mand) ;  ti 
junker  Morits  var  flygtet  til  Landskrona.  Denne  bonde- 
hær stod  i  ryggen  af  Rantzau,  som  ikke  onskede  at  komme 
mellem  en  dobbelt  ild.  Han  drog  da  imod  den,  og  ved 
Brunketofte  lund  kom  det  d.  4de  maj  til  et  nyt  slag. 
Rantzaus  ryttere  og  landsknægte  trængte  bønderne  ind  i 
skoven,  hvor  de  huggede  dem  ned  for  fode,  men  heller 
ikke  selv  hleve  sparede.  På  bægge  sider  anrettedes  dei- 
et  frygteligt  blodbad,  indtil  de  skånske  herrer  fik  gjort 
ende  på  slagtningen,  imod  at  bonderne  svore  kong  Frederik 
troskabsed.  De  forpligtede  sig  ikke  alene  til  at  udlevere 
Otte  Stigson,  hvis  -de  kunde  få  fat  på  ham,  men  »hvær 
den,  som  ikke  vil  være  ens  med  os  i  dette  stykke "  [i  at 
sværge  til  kong  Frederik],  «.hans  hus  skulle  vi  tiluagle 
og  opbrænde  med  hustru,  hjem  og  bornol  —  At  dette 
slag  blev  tabt  ved  Otte  Stigsons  forræderi  eller  fejghed. 
har  altid  været  den  almindelige  mening.  Han  havde  for 
stået  med  ære  i  kugleregnen,  både  ved  Brænnkyrka,  hvor 
han  fik  et  skud  igennem  munden,  og  andensteds.  Her 
var  han  iblandt  de  forste,  som  lob: 

•  Otte  Stigson  med  sin  blakkede  hest 
—  og  det  sagde  Palle,  var  grande  — 
jeg  tror,  at  skoven  hun  er  os  bedst: 
han  lakked  flugs  efter  de  andre- 

led  det  Siden  i  nidvisen  om  den  skammelige  ferer,  der 
kort  efter  blev  bragt  ind  som  fange,  men  vidste  snildelig 
at  redde   sig  fra  galgen*)   og  kort  efter   trådte  i   kong 


*=)  Der    siges,    at  Knud  Pedersou  Gyldenstjerne  var  ham  fræmfbr 
aUe  hadsk,  da  han  havde  afbrændt  Ljuugbygård  for  ham:  og 

Danmarks  historie  1481—1536.  22 


.338  Kristian  den  anden. 

Frederiks  tjæneste.  —  Johan  Eantzau  lagde  sig  nu  atter 
for  Landskrona,  men  blekingboerne  indgik  d.  22den  maj 
på  Hjortsberga  landsting  en  ny  bondefred  med  væreuds- 
boerne:  de  skulde  gensidig  »ved  sin  ære  og  manddom« 
af  yderste  magt  afværge  hinandens  skade. 

Men  Soren  Norby  væntede  hvær  dag  undsætning. 
Kristian  den  anden  havde  med  stor  moje  udrustet  to 
skibe,  som  allerede  i  februar  lob  ud  fra  Veere*),  det  ene 
fort  af  kongens  sekretær,  den  snilde  mester  Lambert 
Audersoii,  det  andet  af  Klavs  kiiiephoff,  en  djærv  og  dygtig 
sømand,  født  i  København  (1500?),  en  stifson  af  Jorgen 
Kock.  De  havde  krydset  i  Vesterhavet,  under  Norges 
kyst,  og  taget  liere  af  hansernes  skibe,  som  de  så  havde 
sålgt  i  Skotland,  hvor  de  isteden  havde  kobt  orlogsskibe 
og  hværvet  krigsfolk.  De  havde  så  vendt  tilbage  til 
Norge  og  gjort  stadig  flere  skibe  til  bytte,  men  i  en 
kamp  mod  se'gs  svære  (danzigske?)  skibe  faldt  den  brave 
Lambert  Anderson  (d.  4de'?)  juni;  skont  gejstlig  mand 
og  hidtil  fremmed  for  kampen,  stod  han  stadig  fræmst 
på  dækket,  hvor  kuglerne  peb  ham  om  ørene,  indtil  den 
dræbende  sluttelig  ramte  ham.  —  Kniephoff  havde  nu 
en  flåde  på  ti,  tolv  skibe,  med  hvilke  han  vilde  undsætte 


at  Knud  ikke  alene  Iiavde  fået  dom  over  ham,  men  fået  ham 
overgivet  til  henrettelse.  Da  bUdte  Otte  den  gærrige  Knud 
ind,  at  han  vidste  det  sted,  hvor  Kristian  den  anden  havde 
nedgravet  sit  arabiske  guld  og  en  mængde  kostelige  klenodier. 
Den  herved  vundne  tid  nyttede  hans  Mile  Alhed,  en  norsk 
præstedatter,  til  afc  bede  flere  nordtyske  fyrster  om  at  gå  i 
forbon  for  ham.  Soren  Norby  gjorde  desuden  krav  på  den 
straffrihed,  som  var  lovet  alle  hans  mænd  (se^s.  341).  Og  kong 
Frederik  skænkede  ham  livet.  Men  skatten  kunde  man  ikke 
tinde,  hvorfor  Knud  Pedersen  blev  alle  sine  standsfællers  spot. 
*)  Jorgen  Hansen,  den  forrige  høvidsmand  på  Bergenhus,  somjiu 
var  borger  i  Kampen,  havde  på  eget  kostende  udrustet  et  tredie, 
men  det  blev  beslaglagt  af  stedets  myndigheder,  inden  det,  alle- 
rede fuldt  taklet,  løb  ud. 


Klavs  Kuiepliotf;  herredag  i  Kolding.  339 

Soren  Norby,  når  Robert  Burton  kom  fra  Skotland  med 
de  orloggere  og  folk,  han  havde  lovet  at  bringe  ham. 
For  turde  han  ikke  løbe  ind  i  -Øresund ,  da  han  havde 
grund  til  at  mene,  at  han  i  sundet  vilde  møde  hele 
liibeckernes  flåde.  Men  han  væntede  forgæves  i  en  måned: 
Robert  Burton  havde  skiftet  sind  og  kom  ikke.  Således 
fik  Norby  ingen  undsætning,  skont,  som  vi  snart  skulle 
se,  ikke  en  eneste  lybsk  sejler  havde  fundet  vejen  til 
Øresund.     De  havde  andensteds  ærinde. 

Imens,  i  maj,  havde  Frederik  holdt  herredag  i  Kol- 
ding. Den  var  oprindelig  indvarslet  til  Odense,  men  på 
grund  af  « oprøret«  i  Skåne,  fandt  han  det  sikrest  at 
holde  den  i  Kolding.  Og  vi  have  her  et  slående  sammen- 
ligningspunkt  mellem  Frederik  af  Gottorp  og  Gustaf  Vasa. 
1527  skulde  Gustaf  holdt  rigsdag  i  Soderkoping,  men  på 
grund  af  oprøret  i  Dalarne  flyttede  han  den  til  Vesterås. 
Gustaf  vilde  altså  i  Frederiks  sted  have  flyttet  herre- 
dagen fra  Odense  til  København  (hvad  også  var  Johan 
Rantzaus  råd),  for  at  være  begivenhedernes  skueplads  så 
meget  nærmere,  og  aldrig  til  Kolding;  men  en  ond  sam- 
vittighed gor  fejg.  Han  var  dog  smækvred;  i  lange  skri- 
velser sagde  han  til  rigens  samlede  herrer:  »Det  er  ynke- 
ligt og  jammerligt,  at  et  kongerige,  der  er  agtet  som  et 
af  de  mægtigste  i  kristenheden,  der  tilforn  har  under- 
tvunget Rom,  Valland  og  England,  hvorom  man  kan  læse 
i  de  gamle  krønniker,  og  som  i  de  sidste  år  tre  gange 
har  vundet  og  undertvunget  Sverrig  [?],  at  det  nu  ikke 
har  så  megen  magt,  at  det  kan  afslå  en  æreløs  [!]  mand 
som  Soren  Norby.«  Han  lod  dem  da  også  vide,  at  grun- 
den til  rigets  afmagt  lå  hos  rigets  herrer  og  adel,  som 
kun  tænkte  på  sin  egen  tarv,  men  forurettede  og  kræn- 
kede menigmand,  hvilket  var  skyld  i  al  den  tvedragt, 
som  lammede  riget.  I  sin  harme  sagde  han,  at,  hvis 
rigets  råd  vilde  give  ham  en  årpenge,  vilde  han  tage  den 

22* 


340  Kristian  den  anden. 

Og  nedlægge  kronen,  ja,  han  kunde  endog  være  til  sinds 
at  gjore  dette,  hvis  man  intet  gav  ham ;  han  skulde  des- 
uagtet nok  vide  »at  finde  andre  veje«  at  holde  sig  som 
en  fyrste  på  [o:  hcut  vilde  altid  kunne  forlige  sig  med 
kong  Kristian,  når  han  lod  rigsrådet  i  stikken].  Han 
havde  dog  vistnok  betænkt  sig,  hvis  man  rask  havde 
taget  ham  på  ordet,  men  det  turde  man  ikke. 

Skont  liibeckerne  med  hånd  og  mund  havde  lovet 
kong  Frederik  at  lægge  sig  med  flåden  i  Dresund  for  at 
stotte  hans  kamp  imod  Norby,  havde  de  imidlertid  ud- 
ruget en  helt  anden  plan.  Efter  heltedåden  i  Buviken 
gik  de  strags  til  Gotland,  som  de  mente,  at  de  nu  sag- 
tens kunde  magte,  og  som  de  så  vilde  vinde  for  sin  egen 
mund.  Det  flade  laud  toge  de  uden  videre,  og  d.  13de 
maj  stormede  de  Vishtj,  som  de  svede  af  og  plyndrede 
så  grundig,  at  siden  har  byen  knap  været  en  skygge  af 
sig  selv.  De  fuldkommede  Valdemar  Atterdags  værk,  men 
man  må  dog  ikke  glemme,  hvorledes  handelsvejene,  for- 
andrede ved  Amerikas  opdagelse,  bragte  Hamburg  i  skud- 
det på  de  ældre  handelsbyers  regning,  ej  heller  den  kort 
efter  indforte  lutherske  kirkerensning*).  —  Efter  byens 
ødelæggelse  indesluttede  de  Vishorfj  med  en  talrig  hær, 
men   den   kække   og  trofaste  Otte  Audersou   holdt  som  en 


■)  Endnu  stå  ruinerue  af  Visbys  fem  fiivne  hoje  ringmur,  der  i  en 
længde  af  fem  tusinde  og  segs  hundrede  alen  strakte  sig  rundt 
om  byen,  og  ruinerne  af  dens  firtifem  krenelerede  tårne,  der 
vare  treti  til  tretifem  alen  hojere  og  byggede  i  fire  eller  fem 
stokværk  af  bugne  sten,  samt  ruinerne  af  slottet  og  de  femten 
store,  pragtfulde  kirker  og  de  mange  rige  klostre;  ti  bværken 
efterslægten  eller  de  rundne  halvlærde  hundredår  have  haft 
kraft,  til  at  nedbryde  dem.  Men  af  de  tolv  tusinde  borgere 
»foruden  kræmmere  og  håndværkere«,  som  gjorde  byen  til  en 
(b'onning  blandt  Østersøens  stæder,  har  den  ikke  én  tilbage  af 
hvær  tyve;  al  dens  rigdom  er  dens  store  minder  og  dens  stolte 
ruiner,  der  gore  den  til  et  nordisk  Pompeji. 


Visbj's  ødelæggelse:  Landskronas  overgivelse.  341 

mand  sit  ord,  at  han  aldrig  skulde  overgive  slottet  uden  på 
sin  herres  mundtlige  ordre.  —  Uden  understottelse  kunde 
Soren  Norby  dog  ikke  i  længden  holde  Landskrona,  hvis 
indespærring  fra  landsiden  ikke  alene  blev  tættere  og 
tættere,  men  som  nu  tillige  indesluttedes  fra  søsiden  ved 
de  skibe,  som  høvidsmanden  i  København,  Movrits  Jepsou 
(Sparre)  endelig  havde  fået  udrustet.  Det  lykkedes  des- 
uden belejrerne  ved  forbindelser  i  byen  at  stifte  mytteri  i 
besætningen  og  at  lokke  den  ene  hob  bonder  efter  den 
anden  til  at  lobe  bort,  så.  Norbys  stilling  blev  dag  for 
dag  misligere.  Hele  Skåne  (Dgså  Åhus)  underkastede  sig 
inden  fdje  tid  kong  Frederiks  krigere,  så  foruden  Lands- 
krona havde  Norby  kun  Lister  og  Bleking  med  Sølvis- 
borg  og  Konneby  tilbage.  Han  kunde  altså  nok  attrå 
en  overenskomst.  Men  også  kong  Frederik  og  hans  mænd 
hang  der  et  sværd  over  hovedet:  de  ængstedes  for,  at 
liibeckerne  skulde  tage  Visborg,  inden  de  kunde  nå  at 
undsætte  det.  Man  måtte  derfor  skynde  sig  at  komme 
til  enighed  med  Norby.  Vi  kende  de  strænge  ord  fra 
herredagen  i  Kolding:  "Det  er  ynkeligt  og  jammerligt.. 
0.  s.  V.  Men  også  Norby  var  ængstlig  for  Visborg,  og 
han  udbrød:  "Gud  forbyde,  at  Danmark  skulde  miste 
Gotland  ved  min  skyld!  så  var  det  meget  bedre,  at  jeg 
aldrig  var  født...  —  Johan  Eantzau  vilde  gærne  storme 
Landslirona,  men  de  sællandske  og  skånske  rigsråder 
frygtede  for  udfaldet  af  en  storm  og  vilde  derfor  under- 
handle. Og  endelig  kom  der  d.  28de  juni  en  overens- 
komst istand,  ifølge  hvilken  Norby  d.  9de  juli  overgav 
sin  fæstning  til  belejringshæren.  Kong  Frederik  vilde  i 
overenskomsten  haft  «et  forbehold  eller  andre  raotker, 
hvorved  man  bliver  herre  over  Soren  Norbys  liV".  Det 
nåede  han  dog  ikke:  der  tilsagdes  Norby  og  alle  hans 
venner  og  hjælpere  i  videste  omfang  fuldstændig  straf- 
frihed og  tilgivelse  for  alt,  hvad  der  var  sket;  han  måtte 


342  Kristian  den  anden. 

overgive  Visborg  med  Gotland  til  kongens  og  rigsrådets 
hånd;  men  han  fik  Solvisborg,  Eonneby  og  Lyckå  med 
hele  Lister  og  Bleking  kvit  og  frit,  uden  afgift,  som  livs- 
varigt len.  Landskronas  indbyggere  måtte  dog  med  knæfald 
bede  sejrherrerne  om  nåde.  —  D.  10de  avg.  aflagde  han 
i  Kobenhavn  Frederik  den  forste  sin  troskabsed  og  sendte 
Kristian  den  anden  sin  opsigelse,  hvilken  man  dog  ved 
dennes  hof  agtede  for  et  falsk,  så  sikker  var  man  på  hans 
ubrodelige  troskab.  Men  i  Skåne  var  der  sogne,  i  hvilke 
der  kun  var  blevet  to  eller  tre  bønder  tilbage,  ti  mang- 
fåldige  vare  omkomne  ved  sværdet  eller  halshuggede,  og 
endnu  flere  vare  bragte  til  tiggerstaven  ved  de  svære 
bøder,  de  måtte  gælde. 

For  at  redde  Visborg  af  liibeckernes  klør  sendte  det 
danske  rigsråd  (kongen  sad  som  sædvanligt  på  Gottorp) 
i  oktb.  Reinwald  v.  Heidersdorf  derover  med  omkring 
åtte  hundrede  ryttere  og  landsknægte.  Med  ham  fulgte 
Otte  Krumpen,  Holger  Gregerson  (Ulfstand),  Henncke  v. 
Ahlefeld  (som  skulde  være  liibeckernes  lensmand  på  øen) 
og  Soren  Norby.  Da  Norby  kom  op  på  slottet  og  bød 
Otte  Anderson  overgive  dette,  gjorde  han  det  strags.  Det 
er  nu  nok  muligt,  at  Otte  Krumpen  og  Soren  Norby  af 
bedste  ævne  have  søgt  at  overliste  hinanden;  beskyld- 
ningerne ere  gensidige;  vist  er  det  kun,  at  Otte  Krumpen 
overgav  Norby  til  Ahlefeld,  som  satte  ham  i  fængsel; 
at  Ahlefeld  havde  stor  lyst  til  at  slæbe  ham  med  sig  til 
Liibeck;  og  at  man  i  hansestaden  glædede  sig  ganske 
umådelig  til  at  skulle  modtage  sin  gamle  arrige  fjende  i 
bånd  og  lænker.  Men  »Gud  og  den  hellige  Jorgenn  hjalp 
ham  forinden  ud  af  fængslet,  i  hvilket  han  kun  havde 
siddet  i  fire  dage;  og  i  en  lille  båd  slap  han  lykkelig 
ud  til  et  af  sine  skibe,  med  hvilket  han  strags  sejlede 
til  sit  nye  len,  Sølvisborg. 

På   Sølvisborg  agtede  han  sig  ligesom   tidligere  på 


Yisborg:  Soren  Norby  på  Solvisborg.  343 

Visborcr  for  en  selvstændig  herre  og  tænkte  hværken  på 
at    være    kong   Frederik    eller    kong   Gustaf   underdanig. 
Her  reddede  han,  hvem  han  kunde,  af  sine  meningsfæller, 
oa  det  var  mange,    iblandt  dem   også  vort  skriftsprags 
navnkundige  genføder,  den  ædle  Kristen  Pedersen.     Men 
Mis  Brahe,  som  i  avg.  1525  af  rigsrådet  var  domt  fra  alt 
sit  gods  og  livet,    fandt  det  allerede  næste  ar  klogest  at 
oå  fra  Sølvisborg  til  Mecklenburg.     Her  levede  han  halv- 
tredie  år  i  nod  og  trang.     I  desb.  1528  vilde  han  anden 
aano-  stjæle  sis  til  at  se  sin  hustru  og  sine  born  i  hjem- 
mpt"  men  strandede  ved  Trelleborg,  blev  tagen  til  fange 
oa  sat  i  tårnet.     Hans  følgesvende  lykkedes  det  syv  uger 
senere  at  flygte,  men  selv  kunde  han  ikke  felge  dem,  da 
ban  var  bleven  lam  i  hægge  benene.     Han  blev  ført  til 
København  og  d.  10de  juni  1529  rettet  paa  Gammeltorv. 
..fordi  han  ikke  vilde  sværge  to  konger«,  som  den  ærhge 
Henrik  Smith  kort  og  jævnt  men  slående  udtrykker  sig. 
Også  på  Sølvisborg  havde  ^^orby  kunnet  sidde  i  lun 
og  læ   i  Ivst  og  velvære,  anset  og  mægtig,  hvis  han  bare 
havde'  kunnet   slemme   sin  konge.     Det   kunde  han   dog 
ikke    ocT  han  vedblev  at  fejde  på  liibeckerne.     Han  havde 
altid  fundet  det  så  sundt  for  sin  helbred,  sagde  han,  og 
desuden   så   morsomt,   at  lugte  til  deres   kryderposer  og 
ra-e  i  deres  kramkister.     Skibene  lod  han  sejle  igen,  nar 
han  havde  tomt  dem,   og  bod  dem  skæmtevis  være  ham 
velkomne,  når  de  bragte  ham  mere  af  samme  slags,    belv 
om  det  ikke  havde  været  hans  konges  fjender,  var  han 
nogenledes   nødt   dertil:    ti   på    anden    måde    kunde  han 
ikke  lonne  sine  tusinde  landsknægte;  og  dem  kunde  han 
ikke  slippe,  hvis  han  vilde  værge  liv  og  frihed.  -  Selv- 
følo-elicr  havde  han  da  strags  både  Liibeck  og  Frederik  pa 
nakken.     Men  også   med  kong  Gustaf  var  han  kommen 
på  en  spændt  fod.     Gustaf  havde  taget  et  af  hans  skibe, 
.om   var   strandet   i   Kalmarsund.    og  hvis   ladning  reg- 


344  Kristian  den  anden. 

nedes  til  tyve  tusinde  gylden;  det  kom  derfor  til  en  bitter 
skriftvæksel  mellem  de  to  herrer.  Desuden  havde  Gustaf 
ham  mistænkt  for,  at  han  stod  i  samråd  med  den  op- 
rorske Berend  v.  Mehlen  i  Kalmar.  Endnu  engang  måtte 
han  altså  stå  en  torn  mod  kongerne  og  stæderne.  Men 
for  ret  at  fatte  hvordan,  må  vi  gå  lidt  tilbage  i  tiden. 

Kristian  den  anden  havde  givet  Rlavs  Kniephoff  og  et 
par  andre  søhaner  den  opgave,  at  de  skulde  gå  til  Bergen, 
indtage  by  og  kongsgård  og  rejse  almuen;  derpå  indtage 
Trondhjem,  så  Stavanger  og  endelig  Akershus,  og  således 
genvinde  ham  hele  Norge.  Forst  skulde  de  dog  gå  til 
Greetsiel  i  Frisland,  hvor  de  skulde  tage  Klavs  Hermelinck 
ombord,  som  selv  havde  tilbudt  at  møde  her  med  sine 
landsknægte.  De  kom  til  Greetsiel  med  tre  store  og  et 
mindre  skib,  men  traf  ikke  Klavs  Hermelinck,  og  han 
kom  heller  ikke,  skont  de  i  flere  dage  væntede  på  ham. 
Derimod  udrustede  hamburgerne  segs  svære  skibe,  med 
hvilke  de  sejlede  ned  ad  Emsfloden  og  lukkede  for  Kniephoff. 
D.  7de  oktb.  1525  kom  det  så  til  en  rasende  kamp  mod 
den  dobbelte  overmagt,  en  kamp,  der  varede  på  niende 
time,  og  i  hvilken  de  hamburgske  bådsfolk  udmærkede 
sig  ved  en  endnu  vildere  blodtorst  end  deres  vilde  lands- 
knægte. Efter  et  skrækkeligt  blodbad  blev  Kniephoff 
tagen  til  fange  med  hundrede  og  segstito  af  sine  mænd. 
Han  havde  altid  stået  midt  i  den  hedeste  kamp,  men, 
skont  hans  klæder  vare  senderflængede,  ja  endog  hans 
skjorte  gennemhullet,  var  han  selv  usåret,  og  hans  hud 
var  ikke  engang  ridset.  Hamburgernes  jubel  var  stor, 
og  man  har  endnu  fem  tyske  viser,  som  besynge  slaget. 
Alle  fangerne  førtes  til  Hamburg,  hvor  Klavs  Kniephoff 
blev  domt  fra  livet  og  d.  30de  oktb.  henrettet,  efter  at 
han  den  foregående  dag  på  kong  Frederiks  anmodning 
var  spændt  på  pinebænken.  Han  havde  dog  selv  ord  for, 
at  han   ikke    alene   var   en    kæk  men    tillige    en    »ædel- 


Klavs  Kuieplioff:    skipper  Klemeut.  345 

modig »  mand,  som  behandlede  alle  de  fanger,  han  gjorde, 
med  mildhed  og  skånsel,  og  i  viserne,  der  forherlige  hans 
fjender,  kaldes  han  »den  unge  smukke  mand,  der  måtte 
lade  sit  liv,  fordi  han  trofast  tjænte  sin  svorne  herre." 
I  de  nærmest  folgende  måneder  henrettedes  endnu  syvti- 
fem af  hans  medfanger. 

Klavs  Kniephofts  nederlag  fik  en  yderligere  betyd- 
ning derved,  at  det  bragte  en  anden  plan  til  at  strande, 
for  hvilken  Soren  Norby  næppe  heller  var  helt  fremmed.  I 
septb.  lå  der  fem  store  skibe  fuldt  udrustede  på  Koben- 
havns red  for  at  føre  Otte  Krumpen  og  Holger  Ulfstand 
til  Gotland,  hvor  de,  som  vi  vide,  ved  Soren  Xorbys 
hjælp  skulde  tage  Visborg  i  besiddelse.  Høvidsmanden 
for  denne  flåde  var  skipper  Klemeut,  en  vendelbo,  barne- 
født i  Vedsted,  men  bosat  i  Ålborg,  hvor  han  ejede  gård 
og  skibe  og  var  en  meget  agtet  og  fornem  mand*).  Han 
drev  med  sine  egne  skibe  handel  både  på  -Østersøen 
(Liibeck,  Reval  og  Eiga)  og  på  Vesterhavet  (England  og 
Moderlandene),  ja  endog  på  Frankrig  og  Spanien.  Han 
havde  altid  været  kong  Kristian  tilgiven  og  tro  og  havde 
altid  udmærket  sig  ved  sit  æventyrlige  mod,  hvad  enten 
det  så  var  i  købmandsfærd  eller  orlog,  han  plojede  Østersø, 
Kattegat  eller  Vesterhav.  Natten  til  d.  8de  septb.,  som 
man  næste  dag  skulde  afgå  til  Gotland,  vovede  Klement 
atter  en  ejendommelig  dristig  streg.  Han  havde  vundet 
en  del  af  bådsmandsfolket  og  landsknægtene  på  skibene, 
ved  deres  hjælp  tog  han  de  to  storste  og  hurtigste  af 
disse,  <i  Peter  van  Hull»  og  «den  sorte  jagt»,  bragte  om- 
bord i  dem  kugler  og  krudt  fra  de  tre  andre  skibe,  hvis 
takkel  og  tov  han  ødelagde,   så  de  ikke  så  snart  kunde 


']  På  moderens  side  liørte  han  til  slægten  Kjerulf,  en  af  de  gamle 
vendsysselske  storbondeætter.  Selv  havde  han  døtre,  som  bleve 
gifte  ind  i  flere  ansete  slægter.    Om  han  havde  sonner,  er  uvist. 


346  Kristian  den  anden. 

stikke  i  søen,  og  »gik  så  på  sit  eget  æventyr  til  søs  for 
at  tjæiie  kong  Kristian ».  Forst  tog  han  en  jagt,  som 
havde  dronning  Sofies  juveler  og  smykker  ombord  (hvilke 
d.  13de  avg.  vare  brugte  ved  hendes  kroning  og  nu  skulde 
tilbage  til  Gottorp),  og  gik  så  ad  Norge  til  for  at  oppe- 
bie Klavs  KniephofF.  Havde  denne  forening  fundet  sted,* 
vilde  rimeligvis  Norge  gået  tabt  for  Frederik  den  forste, 
men  efter  Kniephoffs  nederlag  måtte  han  nojes  med  at 
gore  en  del  handelsskibe  til  bytte  og  sælge  dem  i  Skot- 
land. Dog  vare  kontorfolkene  i  Bergen  i  yderste  skræk 
for  ham,  indtil  Peter  van  Hull  (i  febr.?)  1526  blev  sønder- 
slået  på  den  skotske  kyst.  Han  havde  dog  andre  skibe 
og  skaffede  sig  endnu  fiere,  og  i  sommerens  løb  kom  der 
atter  skræk  ikke  alene  over  købmændene  men  over  kong 
Frederik   og  alle  hans  mænd. 

Ti  fra  flere  sider  arbejdedes  der  ivrigt  på  at  omstyrte 
gottorperens  trone.  Kong  Kristian  havde  ikke  ligget  ledig 
og  heller  ikke  den  trofaste  Dans  nikkkelsuii.  Denne  sidste 
havde  let  vundet  den  sværmerske,  varmblodige  borgmester 
i  Danzig  Johau  Veudelaudt ,  der  var  en  lige  så  ivrig  for- 
kæmper for  kirkerensningen  som  han  selv.  Planen  var, 
at  Wendelandt  igennem  kirkerensningen  skulde  vinde  alle 
østersøstæderne  for  Kristian  den  andens  sag.  I  Frisland 
lå  der  en  halv  snes  tusinde  ledige  landsknægte,  som  skulde 
hværves  af  kongen.  Mellem  kong  Gustaf  og  Soren  Norby 
var  det  allerede  kommet  til  åbenbare  fjendtligheder,  og 
Gustaf  gjorde  sig  rede  til  at  rykke  mod  Sølvisborg,  hvor- 
for Norby  fandt  det  klogest  atter  at  ride  sine  bølgeheste. 
Med  ham  skulde  skipper  Klement  forene  sig,  og  kong 
Kristians  landsknægte  skulde  samtidig  rykke  ind  i  Hol- 
stein. Men  Luther  havde  endnu  langtfra  slået  således 
igennem  i  østersøstæderne,  ej  heller  i  Llibeck  og  Ham- 
burg, som  Wendelandt  og  Hans  Mikkelsen  mente,  nok 
tildels  hos  menigmand,  men  ikke  hos  de  gamle,  herskende 


Johan  Wendelandt :  Soren  Xorbys  sidste  kamp.  347 

råder.  De  kunde  ingen  af  byerne  få  med  sig,  og  deres 
plan  mislykkedes  fuldstændig.  Kong  Sigismund  af  Polen 
rykkede  endog  ind  i  det  oprørske  Danzig,  tog  Johan 
Wendelandt  til  fange  og  lod  harm  d.  17de  juli  henrette 
som  oprører.  —  Fem  uger  senere,  bartolomæusdag  d.  24de 
avg.  1526,  måtte  så  Norby,  inden  Klement  endnu  havde 
forenet  sig  med  ham,  undQr  Blekings  kyst  holde  stand 
mod  en  forenet  dansk-svensk-lybsk  flåde,  ført  af  Jdus  Olsson 
Liiljesparre ;  og  det  blev  hans  sidste  kamp  i  vore  farvande. 
Hans  tre  storste  og  fire  af  de  mindre  skibe  gik  tabt,  og 
med  de  øvrige  styrede  han  til  Narva,  sålgte  dem  dér. 
men  gik  selv  på  kong  Kristians  bud  til  tsar  Vasilej 
Ivanovitsj  i  Moskva.  Han  vilde  have  tsaren  til  at  an- 
gribe Sverrig  i  Finland,  men  Vasilej  var  kort  forinden 
vunden  af  kong  Gustaf  og  lod  Norby  kaste  i  fængsel. 

Da  slaget  stod  under  Bleking,  lå  skipper  Klement 
endnu  i  Kattegat,  mellem  Læssø  og  Randers  fjord,  og 
kong  Frederik  var  så  angst  for  ham,  at  han  i  længere  tid 
blev  liggende  i  Kalundborg,  da  han  ikke  turde  sætte  over 
til  Jylland,  skont  han  frygtede  et  indfald  af  Kristian  den 
anden  i  Holstein.  Da  Norby  var  tilintetgjort,  blev  der 
også  gjort  jagt  på  Klement,  og  han  måtte  soge  tilbage 
til  Vesterhavet:  men  endnu  næste  sommer  truede  han 
påny  Bergen.  —  Dagen  efter  Norbys  nederlag  tog  kong 
Kristian  de  ti  tusinde  landsknægte  i  tjæneste,  men  det 
var  nu  for  sent  at  rykke  ind  i  Holstein.  Desuden  måtte 
Johan  AVeze  skrive  ham  til:  »Under  nuværende  omstæn- 
digheder er  det  umuligt  at  fa  penge,  end  ikke  kan  man 
få  dem  mod  pant  i  de  klenodier,  som  Eders  Nådes  syster. 
kurfyrstiude  Elisabet,  har  stillet  til  Eders  rådighed.  Tyr- 
kerne stå  nu  kun  femten  mile  fra  "Wien;  kong  Ludvig 
af  Ungern  er  d.  29de  avg.  falden  imod  dem  ved  Mohacz : 
paven  og  Frankrig  have  påny  brudt  freden  med  kejseren, 
så  fra  ham  er  al  hjælp  umulig.«    Kongen  måtte  da  atter 


348  Kristian  den  anden. 

afskedige  og  opløse  sine  landsknægte.  Alle  de  mange 
forenede  anstrængelser  vare  blevne  til  intet. 

Soren  Norby  måtte  svælte  de  folgende  tre  år  i  det 
russiske  fængsel,  da  han  på  ingen  måde  vilde  træde  i 
tsarens  tjæneste,  når  denne  ikke  vilde  hjælpe  hans  konge. 
Endelig  fik  dog  kejser  Karl  sin  svågcrs  trofaste  tjæner 
udfriet,  men  forinden  var  han  således  ph^ndret  af  tsaren, 
at  han  var  næsten  tiggefærdig.  Han  drog  igennem  Polen 
og  Tyskland  til  Nederlandene,  som  han  nåede  så  udblottet, 
at  han  i  Mecheln  måtte  sætte  en  guldring  i  pant  for  sin 
fortæring,  og  hans  vært  måtte  lægge  ud  for  ham  hos  en 
skrædder,  at  han  kunde  få  sine  bukser  bodede.  Han 
trådte  nu  i  kejserens  tjæneste,  men  allerede  det  næste  år, 
1530,  mens  man  belejrede  Firenze,  gjorde  en  falkonet- 
kugle  en  brad  ende  på  den  stolte  krigers  rastløse  liv. 

Det  trofaste  heltemod  vækker  altid  hoj agtelse  og  ær- 
bødighed ,  om  ikke  strags,  så  dog  i  tiden ,  når  lidenska- 
berne have  sat  sig.  Derfor  besang  den  lærde  Henrik 
Kantzau  Soren  Norby  i  et  lille  latinsk  digt,  og  i  sin 
prægtige  bogstue  på  Breitenburg  hængte  han  Norbys 
billede  lige  over  for  sin  faders,  hans  sejrige  fjendes, 
Johan  Rantzaus.  Og  derfor  kunde  i  Kristian  den  fjærdes 
tid  (1634)  Nils  Hellevad  offentlig  lade  trykke:  «Den  ædle 
og  trofaste  Soren  Norby  vilde  hellere  miste  gods  og  eje 
og  drage  fra  slægt  og  byrd  af  land  og  rige,  end  bryde 
den  ed  og  det  lofte,  han  havde  svoret  og  gjort  sin  herre 
og  konge,  Kristian  den  anden«.  Men  om  samme  Kri- 
stian den  anden  kunde  Nils  Hellevad  end  videre  tilføje: 
(-så  at  han  endda  ikke  haver  været  så  ond,  som  rygtet 
går.)>     Nej,  visselig  ikke! 


349 


27.    Velgorende  stiftelser;  Klavs  Denne. 

Trindt  i  landet  fandtes  der  velgorende  stiftelser, 
jævnlig  grundede  ved  enkelte  mænds  eller  kvinders  gav- 
mildhed, men  i  almindelighed  ledede  og  styrede  af  gejst- 
ligheden og  indviede  til  en  eller  anden  helgen.  Dog  var 
det,  især  fra  Kristian  den  forstes  tid,  blevet  temaielig 
almindeligt,  at  kongen  tog  sig  ret  til  at  vælge  en  eller 
anden  gejstlig  eller  verdslig  herre,  som  skulde  have  til- 
sjn  med  de  enkelte  stiftelser:  klostre,  hospitaler  o.  s.  v. 
Og  at  disse  herrer  ikke  sjælden  gjorde  sig  sit  tilsyn  så 
indbringende  som  muligt,  se  vi  af  Povl  Helgesons  ud- 
talelse: "Hospitaler  findes  der  nok  her  i  landet,  som 
have  hvært  sin  lensmand  og  stundum  flere,  men  af  syge 
finder  man  ikke  mange,  uden  på  de  steder,  som  have 
mindst  rente ».  Desuagtet  sendte  både  klostre  og  hospi- 
taler, ja  selv  de  store  herreklostre  og  de  rige  domkapitler, 
stadig  sine  i^bedere^  ud  for  at  tigge  fodevarer  og  anden 
almisse.  Det  skulde  jo  altsammen  gå  til  »gudeligt »  brug, 
og  "det  gudelige  tiggeri«  var  ved  tiggermunkene  så  at 
sige  blevet  en  fast  bestanddel  af  folkets  religiese  liv,  ind- 
til Kristian  den  andens  lovbud  indskrænkede  tilladelsen 
til  de  fire  egentlige  tiggerordener.  —  De  klostre,  som 
vare  indviede  til  den  hellige  Hans  (evangelisten  Johannes) 
havde  den  særlige  pligt  at  rogte  og  pleje  de  syge,  og  de 
havde  derfor  altid  et  sygehus  i  forbindelse  med  klosteret. 
Men  så  godt  som  enhvær  købstad  havde  sit  Helligånds- 
hus,  i  hvilket  dels  syge  og  vanføre,  dels  fattige  gamle 
mennesker  og  hitteborn  bleve  plejede  af  helligåndsbrødrene. 
Ethvært  herred  gav  da  gærne  et  årligt  bidrag  til  den 
nærmeste  stiftelse,  for  at  få  ret  til  dér  at  indlægge  sine 
syge,  fattige  og  affældige,  som  ikke  kunde  forsorge  sig 
selv.  Ligeledes  fandtes  der  udenfor  alle  de  storre  køb- 
stæder et  hellig  Jorgens  hospital,    der  kunde  optage 


350  Kristian  den  anden. 

dem,  som  lede  af  uhelbredelige  sygdomme,  særlig  af  den 
spedalskhed,  som  var  hin  tids  frygtelige  sv^be.  End  videre 
byggede  karmelitterklostret  i  Helsingør  1516  på  sin  egen 
grund  et  hospital,  i  hvilket  fremmede  sømænd,  der  hjem- 
søgtes af  sygdom,  frit  skulde  optages  og  plejes  af  brødrene. 
Mange  lignende  stiftelser  var  der  på  land  og  i  by;  vi 
skulle  iblandt  andet  nævne  de  talrige  badstuer;  ti,  i  hvor 
hård  og  jegsyg  tiden  end  var,  når  dens  lidenskaber  sattes 
i  røre,  over  for  den  syge  og  fattige  havde  den  til  daglig 
brug  både  åbne  hjærter  og  åbne  hænder. 

Et  storslået  eksempel  på  gavmildhed  og  barmhjær- 
tighed  var  Rlavs  Jeiisoii  Deime  (Dæne),  om  hvem  Kørdam 
mener,  at  han  »stammede  fra  Malmø".  Han  var  en  meget 
formuende  mand  og  har  sagtens  været  læge,  i  det  mindste 
har  han  haft  indsigt  i  lægekonsten.  I  sin  ungdom  var 
han,  vi  vide  hværkcn  hvor  eller  hvorledes,  falden  i  fan- 
genskab og  sad  i  tre  år  »i  stærke  jærnbolter,  lænker  og 
lås«  uden  håb  om  atter  at  komme  ud;  ti  tårnets  mure 
vare  åtte  alen(?)  tykke,  og  rundt  om  det  gik  der  en  grav 
med  dybt  vand.  Men  han  bad  til  Gud  og  den  hellige 
Anna,  at  han  måtte  genvinde  friheden,  han  vilde  da  bygge 
et  kapel  og  et  hospital  for  "fattige,  syge  og  såre  men- 
nesker«. Og  hans  bon  blev  hørt,  men  sit  løfte  glemte 
han  ikke.  Han  gik  til  Rom  og  fik  her  et  brev,  som  fem- 
ten kardinaler  havde  underskrevet,  og  i  hvilket  der  lovedes 
alle  dem  aflad,  som  ved  milde  gaver  fræmmede  hans  værk. 
Da  han  vendte  hjem  til  Danmark,  gave  derfor  forst  kong 
Hans  og  dernæst  Kristian  den  anden  ham  beskyttelses- 
og  anbefalingsbreve,  og  alle  rigets  biskopper  gave  ham 
tilladelse  til  at  indsamle  almisser  i  deres  stifter,  men  den 
unge,  milde  dronning  Elisabet  udstedte  Ilte  marts  1516 
en  opfordring  til  alle  rigernes  undersåtter,  at  understøtte 
ham  med  bidrag  til  det  kapel  og  gæstehus,  han  alt  havde 
begyndt    at    bygge.    —   Udenfor  Københavns    østerport. 


Klavs  Deune.  351 

umtrent  på  den  nuværende  sankt  Annaplads,  byggede 
han  altså  hellig  Annas  kapel  og  sygehus  for  »de  fattige, 
syge  og  såre  mennesker,  som  pleje  at  ligge  på  gader  og 
stræder  i  København  og  ej  kunne  fange  herberg  for  deres 
sygdora,  de  onde  pokker,  og  anden  Guds  plage«.  Xogle 
»urettens  sonner«  antastede  hans  og  hospitalets  ejen- 
domme, men  pave  Leo  bod  d.  7de  juni  1516  ærkebispen 
i  Lund,  bispen  i  Roskilde  og  degnen  i  København  at  skaffe 
ham  ret.  —  Han  blev  selv  sit  huses  forstander,  stiftelsen 
kom  i  god  gang,  og  i  alle  de  tre  nordiske  riger  udsendtes 
»sankt  Annas  bud»  for  at  indsamle  milde  gaver.  Men 
så  blev  Kristian  den  anden  fordreven,  og  København  blev 
belejret:  de  syge  måtte  forlade  sygehuset,  og  bygningen 
ødelagdes.  Klavs  Denne  vilde  da  gå  til  Sverrig  med  alle 
sine  syge,  til  sin  ejendom  Eskilstorp  (i  Småland?),  som 
han  vilde  indrette  til  et  nyt  hospital.  Han  måtte  gennem 
Skåne  og  Bleking,  men  også  her  rasede  krigen,  da  det 
jo  var  Gustaf  Vasas  tanke  at  vinde  disse  landskaber. 
Også  Gustaf  vandt  han  dog  for  sit  forehavende  og  fik 
tilladelse  til  at  samle  almisser  trindt  i  Sverrig,  når  han 
vilde  opfore  et  stort  hospital  for  svenske  på  Eskilstorp.  Og 
trods  alle  vanskeligheder  og  mojsommeligheder  vandt  han 
lykkelig  did  med  sin  syge  skare  og  grundlagde  sin  nye 
stiftelse  med  frejdigt  håb  og  mod.  Men  tiggermunkene 
bleve  misundelige  over  den  fræmgang,  sankt  Annas  bud 
havde;  de  rettede  adskillige  beskyldninger  imod  ham, 
iblandt  andet  den,  at  han  havde  rejst  almuen  mod  Frederik 
den  forste,  skont  det  var  Age  Brahe,  der  havde  ladt  den 
i  stikken,  så  den  rådløs  og  værgeløs  gik  med  svenskerne. 
Det  godtgjordes  da  også,  at,  da  fire  mænd  af  Bregne 
herred,  hvor  hospitalet  også  havde  ejendom,  vare  ind- 
kaldte til  Frederiks  hylding,  men  ikke  havde  villet  afrejse, 
fordi  man  kun  havde  givet  hvær  af  dem  en  klipping  i 
rejsepenge,    da  gav  Klavs   dem   fire  mark   dansk  af  sin 


352  Kristian  den  anden. 

egen  lomme  og  styrkede  derved  almuens  troskab  mod 
Danmark.  Munkene  i  Selvisborg  digtede  endnu  flere 
logne  om  ham,  som  ligeledes  gendreves,  og  hans  budde 
overfaldtes  og  fængsledes  af  dem  på  alfarvej. 

Da  freden  vendte  tilbage,  vågnede  derfor  påny  hans 
kærlighed  til  Kobenhavn.  Han  drog  atter  did,  og  på 
den  gamle  plads  byggede  han  et  nyt  hospital  for  femti 
syge,  byggede  det  helt  af  grundmur  og  forsynede  det 
med  badstue  og  andre  lignende  bekvæmmeligheder.  De 
syge  optoges  uden  betaling,  men  hospitalet  arvede  dem, 
når  de  døde;  kvinder  antoges  til  at  pleje  både  dem  og 
hittebornene;  der  vågedes  omhyggelig  over  orden  og  ren- 
lighed, og  hvær  lordag  fik  de  syge  således  rene  lagener: 
de  fik  samme  kost  som  forstanderen,  men,  kunde  de  ikke 
tåle  den,  gaves  der  dem  anden  mad,  også  vin,  hvedebrød 
og  frugt;  en  præst  sorgede  for  deres  åndelige  røgt.  I  en 
særskilt  bygning  gaves  der  fattige  pilgrimme  mad,  drikke 
og  natteleje  uden  betaling,  men  kun  for  én  nat  ad  gangen, 
hvis  de  da  ikke  tilHge  vare  syge.  —  Kæppe  havde  han 
fået  denne  nye  hellig  Annas  stiftelse  i  gang,  for  han  på 
menighedens  bon  og  med  ærkebiskop  Age  Jepsons  sam- 
tykke indrettede  en  aldeles  tilsvarende  i  Ahus,  «Gud 
fader,  son  og  hellig  ånd  til  lov,  hæder  og  ære,  værdige 
fru  sankt  Anna  til  ihukommelse  og  amindelse,  fattige, 
syge  og  såre  mennesker  til  hjælp,  trøst  og  evig  bi- 
standelse". 

Men  så  kom  den  lutherske  kirkerensning  med  alle 
sine  storme;  man  fattede  mistillid  til  og  uvillie  imod 
alle  de  stiftelser,  som  bare  fortidens  religiøse  præg; 
stiftelsen  på  sankt  Annaplads  fik  ikke  længer  det  til- 
skud fra  rige  og  goddædige  mennesker,  som  Klavs  Denne 
havde  måttet  gore  regning  på;  ti  nu  havde  man  jo  fået 
at  vide,  at  man  ved  milde  gaver  hværken  kunde  købe 
sig   syndsforladelse   eller  himmerig.     Det  hjalp   da   kun 


Klavs  Denne.  353 

lidt,    at   biskop  Iiigemar    af  Vexiø    d.  10de  uovb.  1527 
lovede  alle  sit  stifts  indbyggere  firti  dages  aflad,  når  de 
kom  hospitalet  til  hjælp.     Selv  kunde  Klavs  Denne  ikke 
ene  bære  sine  stiftelser,    og  det  gik  stærkt  tilbage  med 
dem.     Så  undersøgte  øvrigheden  i  novb.  1528  den  koben- 
havnske  stiftelse,   men,    efter  at  Klavs  var  gået  til  side. 
vidnede  alle  de  syge  enstemmig   «ved  sine  helgens  sand- 
hed",   at,    så  længe  Klavs  Denne  endnu  havde  formue, 
"holdt  han  et  ærligt  og  tilborligt  hospital,    som  noget  i 
Danmark  kunde  findes,  med  god  kost  og  rene  sænge  og 
en  forstandig  legemssalve  og  lægedom,  de  syge  og  fattige 
til  hjælp   og  husvalelse.      Endnu,    siden   hospitalet  blev 
forarmet,    spises  \\  ikke  værre   end  af  hans  egen  gryde" 
og  tønde.     Kommer  da  nogen  færsk  ret,    som  ikke  kan 
nå  til  alle,    da  få  vi  den,    og  han  mister  selv«.     Derfor 
vilde    de  på   ingen  måde   skilles  ved  ham,    ikke  flyttes 
til    sankt  Jorgeus    gård    eller    andensteds:    og,    da  han 
atter  blev   kaldt  ind,    lovede  han  på  evangeUebogen,    at 
«alle  dem,    hanuem  ville  være  lydige  og  følgagtige,    vil 
han  være  deres   ydmyge   tjæner  med  liv  og  gods  til  sin 
dødsstund".     Hospitalet  i  København  måtte  dog  gå  ind: 
de  syge  flyttede   han  nok  til  Åhus,    hvor  hans  hospital 
stod  lidt  længer  ved  magt.      Da  også  det  var  nedlagt: 
da  han  fra  en  formuende  var  bleven  en  fattig  mand  og 
alle  hans  stiftelser  faldne  sammen;   da  svigtede  han  dog 
endnu  ikke  det  kald,    som  var  givet  ham,    men  gik  ved 
juletid  1529  som  fattiglæge  til  Malmø,  hvor  der  samme 
år  var  stiftet  et  hospital  for  fattige  og  syge  folk  af  de 
gårde,    som   havde  tilhort  det  nedlagte  gråbrødrekloster. 
Her  finde  vi  ham  endnu  1533,  og  her  sluttedes  rimelig- 
\'is  hans  dage. 


Danmarks  historie  1481 — 1536.  23 


354 


3.    «Frederik  den  f6rste». 


28.     "Frederik  den  forstes "  håndfæstninger; 
hans  styrelse. 

JJa  Kristian  den  anden  blev  udjaget,  synes  der  kun  at 
have  siddet  et  par  og  tyve  herrer  i  rigsrådet,  men,  »efter- 
som den  sejrrige  holsteiner  drog  fræm,  og  den  ene  efter 
den  anden  sluttede  sig  til  ham » ,  lonnedes  alle  de  ind- 
flydelsesrigeste verdslige  stormænd  med  optagelse  i  rådet 
(således:  Mågens  Munk,  Knud  P.  Gyldenstjerne,  Otte  Krum- 
pen, Johan  Urne,  Age  Sparre,  Æske  Bille,  Truid  Ulfstand 
o.  fl.) ,  og  allerede  inden  håndfæstningens  underskrivelse 
talte  det  omkring  femti  medlemmer,  hvorved  det  fik  en 
storrelse  og  betydning,  som  det  aldrig  tidligere  havde 
kendt.  Ti  ved  slægtskab,  svågerskab,  ikke  at  tale  om 
fælles  tarv,  vare  medlemmerne  af  det  hojadelige  samfund 
så  noje  knyttede  til  hværandre,  at  det  faldt  hårdt  at 
bryde  deres  modstand.  De  fik  desuden  andre  og  flere 
benådninger:  således  blev  Tyge  Krabbe  rigsmarsk  og  fik 
Helsingborg  slot  tilbage;  Mågens  Munk,  Predbjorn  Pode- 
busk, Johan  Oxe,  Knud  Pederson  Gyldenstjerne  og  Henrik 
Krummedige  fik  nye  og  gode  len.  Frederik  var  end  videre 
for  klog,  til  at  han  ikke  skulde  søge  på  lignende  måde 
at  drage  kong  Kristians  venner  over  til  sig;  derfor  gjorde 
han  Mågens  Goye  til  rigshovmester  og  uddelte  smukke 
len  til  Oluf  Nilson  Rosenkrantz   og  adskillige  andre.  — 


Nye  rigsråder;  dansk  håndfæstning.  355 

Danmark  var  altså  prisgivet  et  adeligt  fåvælde,  hvis  fører 
i  navn,  men  ikke  i  gavn,  kaldtes  konge.  Men  denne 
konge  havde  mod  til  at  slå  en  sølvmønt  til  minde  om 
oprørets  og  forræderiets  held,  og  på  denne  at  sætte  som 
sit  valgsprog:  «Når  Gud  er  fører,  sejre  krigerne!" 

Allerede  ved  hyldingen  i  Viborg  havde  Frederik  givet 
en  foreløbig  forskrivning,  men  hans  danske  håndfæst- 
n  i  /I  g  blev  endelig  vedtaget  på  et  almindeligt  herremede 
i  Koskilde  d.  3die  avg.  1523,  altså  mens  hans  hær  endnu 
lå  for  Kobenhavn  og  Malmø.  Kristian  den  andens  hånd- 
fæstning var  lagt  til  grund  for  den,  og  han  stadfæstede 
ikke  alene  næsten  alle  gejstlighedens  og  adelens  tidligere 
forrettigheder,  men  udvidede  dem  i  flere  retninger  yder- 
ligere. Der  står  således  i  hans  håndfæstning:  ^Jtem 
skulle  vi  ingen  udlændske  annamme  udi  rigens  råd  eller 
antvorde  dennem  slot  eller  len  eller  land,  men  styre, 
råde  og  regere  Danmark  med  rigets  ædlinger,  gode  mænd, 
som  fødte  ere  af  riddere  og  svende«.  End  videre:  "Ingen 
skal  udvælges  til  noget  bispedomme  her  i  riget  uden  den, 
som  indfødt  er  af  riddere  og  svende,  ej  heller  til  noget 
prælatedora  uden  rigets  indfødte  mænd  af  riddere  og 
svende,  eller  doktores  i  den  hellige  skrift  eller  i  kirke- 
loven, eller  værdige  lærde  mænd,  som  dertil  duelige  og 
nyttige  ere,  dog  at  de  danskfødte  ere«.  Fræmdeles:  «Vi 
ville  aldrig  tilstede  nogen  kætter,  Luthers  disipler  eller 
andre  at  prædike  lonlig  eller  åbenbarlig  mod  den  hellige 
romerske  kirke  eller  mod  den  heUigste  fader  paven,  men, 
hvor  slige  findes  i  vort  rige,  ville  vi  lade  dem  straffe  på 
liv  og  godS').  Slet  så  hensynsfuld  var  man  dog  ikke 
allevegne  mod  «den  helligste  fader »,  ti,  når  han  vil  ind- 
trænge nogen  af  sine  « kurtisaner »  i  hojere  gejstlige 
æmbeder,  må  kongen  ikke  give  sit  minde  til,  at  slige 
udlændinger  få  noget  prælatedom,  kirke,  eller  kirkeligt 
len  i  Danmark,  men  skal,  så  vidt  det  står  i  hans  magt, 


356  '  "Frederik  den  furste'. 

afværge,  at  danske  mænd  fortrædiges  af  dem,  ej  heller 
må  han  tillade,  at  nogen  sag  drages  til  Rom,  for  den 
her  hjemme  er  behandlet  af  en  gejstlig  domstol.  End 
videre  hedder  det:  »Vi  ville  aldrig  pålægge,  gore  eller 
give  nogen  ny  lov,  skik  eller  ordinans,  uden  det  sker 
med  rigsrådets  råd,  og  landet  vil  vedtage  den».  End 
videre:  »Al  den  nye  lov,  kong  Kristian  gjorde,  skal  være 
død  og  magtesløs  s  ti  kongen  må  ikke  blande  sig  i  for- 
holdet mellem  jorddrot  og  fæster,  men  jorddrotten  skal 
have  «fri  rådighed  til  at  sætte  sine  bønder  til  og  fra 
fæstet  efter  landets  sædvane  og  efter  loven«  [?].  »Hvilke 
gamle  fortidsbreve  kronen  haver  på  gods  og  den  ejen- 
dom, som  kirkens  prælater,  riddere  og  gode  mænd  nu 
have  i  værge,  de  skulle  være  aldeles  dode  og  magtesløse 
og  aldrig  efter  denne  dag  komme  de  nuværende  besiddere 
eller  nogen  anden  til  skade«;  så  kronen  måtte  hojtidelig 
give  afkald  på  alt,  hvad  der  for  tiden  var  kommet  ud 
af  dens  våld,  det  være  enten  ved  overgreb  af  kirken  og 
adelen  eller  ved  dens  egen  uagtsomhed.  »Item  skulle 
kirkens  prælater  og  ridderskabet  nyde,  bruge  og  be- 
holde [!]  sagefald  med  alle  sine  tjænere  [o:  bønder],  ligervis 
som  adelen  haver  i  hertugriget  til  Slesvig«.  Dette  er  jo 
vel  ikke  slet  det  samme  som  adelens  »hals-  og  hånds- 
ret«  over  bønderne  (o:  fuld  øvrighedsmyndighed,  domsret 
selv  i  livssager),  men  det  forstodes  dog  strags  således, 
hvorfor  også  Tyge-  Krabbe,  der  havde  deltaget  i  hånd- 
fæstningens affattelse,  lokkede  den  skånske  adel  tih fra- 
fald ved  at  fortælle  den,  hvorledes  «Hans  Nåde  har  undt 
hele  ridderskabet  over  alt  Danmarks  rige  hals  og  hånd 
over  deres  egne  tjænere«.  Desuden  udviklede  hals-  og 
håndsretten  sig  hurtig  af  det  givne:  på  herredagen  i 
Kolding  (1525)  krævede  således  herrerne,  at,  inden  en 
bonde  blev  straffet,  skulde  man  sporge  jorddrotten,  «om 
han  selv  vilde  straffe  ham » ;   og  på  herredagen  i  Odense 


Deu  danske  håndfæstning.  357 

svarede  adelen   kongen,    at  den  nok  skulde  handle  med 
sine  .^undersåtter.. ,    som  den  vilde  være  Gud  og  kongen 
bekendt,     "dog  således,    at  enhvær  prælat  og  god  mand 
[o:  adelsmand]  bliver  fuldt  mægtig  at  straffe  sine  tjænere 
tilborlig,    som   de   selv   ville   forsvare...      Huitfeldt   har 
derfor  ikke   sønderlig  uret,    når  han  henrykt  udbryder: 
..Adelen  gav  han  over  deres  egne  bønder  og  tjænere  hals 
og  hånd,  boslod  og  alle  firtimarkssager,  så  frit  som  adel.ni 
udi  det  fyrstendomme  Sleåvig  ;har ;  hvilket  er  en  drabelig 
frihed,   deslige  ingen- konger  udi  Danmark  have  udgivet, 
hvorfor  denne  konges  ihukommelse  bor  hellig  og  uglemt 
at  være  hos  os  [adelen]  og  vore  efterkommere...    Og  ?sils 
Hellevad  skriver:    ..Konning  Frederik  holdt  ikke  hus  her 
i  riget,  men  [!]  på  Gottorp  .  .  .  Han  gav  den  danske  adel 
efter  dens  begæring  frihed,    magt  og  myndighed  at  op- 
tage   alle    firtimarkssager    med    hals    og    hånd    af   deres 
undersåtter,   med  mange  tiere  privilegier;    ophojede  dem 
også  og  gjorde  dem  lige  med  grever  og  friherrer  i  Tysk- 
land,   så  de  lode  sig  skrive  og  kalde  slotsherrer  og  ikke 
kongens  hevidsmænd   og  fogder.     De  gave  ham  af  riget 
en  årlig  genant,   næmlig  en  tonde  guld,  hvilken  de  ud- 
sendte ham   til   omslaget   i  Kiel;    men   selv  beholdt   de 
slotte    og   borge  og   handlede  med  bønderne,    hvorledes 
dennem  lystede...  —  At  han  til  jævnshold  boede  på  Got- 
torp,   er  sikkert  nok,    ligesom  at  han  meget  sjæklen  og 
kun  på  kort  tid  kom   til  det  såkaldte  kongerige.     Han 
mødte  ikke  engang  på  alle  de  mangfåldige  herredage,  og 
i  alminclelighed  overlod  han  til  andre  at  holde  retterting 
og  at  give  agt  på  lensmændenes  æmbedsførelse.     Derfor 
tilrev  rigsrådet   sig  mere   og  mere  magten,    og  det  var 
egentlig  dette,    som   stod  for  styret,    selv  når  -.kongen-. 
var   tilstede,    fordi   kun   det,    og  ikke  han,    var  inde  i 
sagerne.     Hans  indtægter  vare  hans  hovedinteresse,    og 
glad  var  han,  når  han  tog  penge  ind,  men  gnaven,  når 


358  »Frederik  den  forstC". 

han  skulde  give  dem  ud.  Det  var  hans  stadige  klage, 
at  man  ikke  var  villig  nok  til  ved  overordentlige  skatte- 
pålæg at  sætte  ham  i  stand  til  at  bære  de  store  udgifter, 
som  den  idelige  fejde  mod  kong  Kristian  og  hans  venner 
medfarte;  hvorimod  rigsrådet  påstod,  at  netop  under 
hans  regering  havde  riget  båret  storre  byrder  og  bragt 
storre  ofre  end  under  nogen  af  hans  formænd.  Og,  at 
rigsrådet  havde  ret,  turde  fræmgå  af,  hvad  vi  s.  363—68 
skulle  fortælle.  Når  han  i  sin  vrantenhed  erklærede,  at 
han  vilde  nedlægge  regeringen,  da  han  ikke  fandt  den 
understøttelse,  han  havde  haft  ret  til  at  vænte;  eller  at 
han  nok  skulde  se  at  blive  en  krone  kvit,  der  var  bleven 
ham  en  utålelig  byrde;  da  —  skulde  man  bare  have 
taget  ham  på  ordet!  Men  sagen  var,  at  han  vidste,  at 
rigsrådet  ængstedes  fuldt  så  meget  som  han  selv  for  at 
se  Kristian  vende  tilbage.  Det  var  hans  styrke,  og  der- 
for kunde  han  true.  Både  han  og  rigsrådet  havde  jo 
ved  oprøret  kastet  broen  af  efter  sig,  ti  det  var  klart, 
at  det  vilde  være  ude  med  dem  bægge,  hvis  kong  Kri- 
stian nogensinde  atter  kom  til  magten.  Derfor  hedder 
det  også  —  man  skulde  synes  til  overflod  —  i  håndfæst- 
ningen: altem  love  vi,  hertug  Frederik,  ved  vor  kriste- 
lige ære,  at  vi  aldrig  med  nogen  underhandling  eller  i 
nogen  anden  måde  ville  lade  os  drage  fra  Danmarks 
riges  råd  og  indbyggere,  men  fast  og  trolig  blive  hos 
dem  i  lyst  og  nod,  og  aldrig  at  arge  på  Danmarks  råd 
eller  indbyggere,  fordi  de  have  givet  sig  fra  hoj bårne 
kong  Kristian.  Ligeledes  bepligte  vi  rigens  råd  og  ind- 
byggere os  at  blive  hos  hojbårne  hertug  Frederik  og 
hans  nådes  arvinger  i  al  skade  og  fejde,  som  af  samme 
sag  komme  kan».  —  Endnu  skulle  vi  af  håndfæstningen 
kun  fræmhæve  dette  ene,  at  den  giver  det  menige  rigs- 
råd fuldmagt  til  med  kongens  samtykke  at  formere  og 
formindske  håndfæstningen  efter  hvær  landsdels  lejlighed. 


Den  danske  håndfæstning:  den  norske  håndfæstning.      359 

Det  er ,  som  vi  med  Paludan  -  Miiller  skulle  bemærke. 
rigsrådet,  der  får  denne  magt,  og  kongen,  der  kun 
samtykker,  ikke  omvendt;  og  en  sådan  ændring  i  hånd- 
fæstningen afhænger  ikke  af  stændernes  indnlligelse. 

Den  norske  håndfæstning  stemte  i  alt  væsent- 
ligt med  den  danske.  Den  var  jo  nærmest  Vinsens  Lunges 
arbejde,  og,  da  han  sagde  om  sine  landsmænd,  at  de 
kun  « agtede  Norge  for  en  ladegård,  af  hvilken  de  vilde 
drage  det  storste  mulige  udbytte«,  måtte  han  selvfølgelig 
sorge  for,  at  håndfæstningen  ikke  kom  til  at  bære  mærker 
af  noget  sådant.  Han  havde  sine  fædrenegodser  og  sit 
len  Krogen  i  Danmark;  derfor  vilde  han  nok  se  Norges 
krone  på  samme  hoved  som  Danmarks,  men  han  vilde 
heller  ikke  gå  videre.  Sagen  var,  at,  når  rigsrådet  selv 
styrede  landet,  og  han  igen  styrede  rigsrådet,  var  det  jo 
ham,  der  blev  rigets  og  folkets  rette  herre.  —  De  be- 
stemmelser, der  stemme  med  den  danske  håndfæstnings, 
skulle  vi  ikke  medtage,  men  fræmhæve  de  vigtigste  af 
uoverensstemmelserne.  Den  norske  giver  da  ikke  som 
den  danske  adelsmænd  fortrinsret  til  bispedommer  og 
prælaturer,  derimod  fastsætter  den,  at  « prælater  og  dom- 
herrer i  Norge  skulle  have  frit  valg  til  at  kåre  ærke- 
bispen, bisper  og  prælater,  i  overensstemmelse  med  kirke- 
loven n;  dog  undtages  de  prælaturer  og  kannikedommer, 
som  kongen  har  patronatsret  til.  Kun  ædlinger,  der  ere 
indfødte  i  riget  eller  indgiftede,  må  få  slot  og  len.  Intet 
provsti  eller  lagmandsdomme  må  uden  rigsrådets  nllie 
og  samtykke  overdrages  til  andre  end  indfodte.  Ingen 
rigsrådsplads  må  besættes  af  kongen  alene,  men  kun  med 
deltagelse  af  rigsrådet  og  med  dettes  minde.  Kongen 
må  kun  i  yderste  ned,  når  riget  trues  af  et  farligt  ind- 
fald, bortpante  rigets  slotte,  fæstninger  og  len,  og  selv 
da  kun  med  rigsrådets  samtykke.    Kongen  må  ikke  byrje 


3(50  "Fredeiik  den  turste". 

krig,  ej  heller  inddrage  nogen  fremmed  krigsmagt  i  riget, 
uden  faren  skulde  komme  så  pludselig  på,  at  der  ikke  er 
tid  til  at  få  rigsrådet  samlet.  Orkenøerne  og  Shetlands- 
oerne  skal  han  med  rigsrådets  og  Norges  indbyggeres 
hjælp  igen  indløse.  Kroningen  skal  foregå  i  Trondhjem 
eller  andensteds  i  riget,  som  kongen  og  rigsrådet  finde 
bedst  og  belejligst.  Titlen  »ret  arving  til  Norge »  må 
kongen  herefter  ikke  bruge,  da  Norge  skal  være  et  frit 
kårerige,  og  han  må  ikke  kræve,  at  man  i  hans  levetid 
skal  vælge  enten  hans  son  eller  nogen  anden  til  tron- 
arving. Ingen  rigsråd  må  stævnes  udenfor  riget,  uden 
at  de  parter,  som  trætte,  selv  forene  sig  derom,  eller 
hvis  nogen  tykkes,  at  han  ikke  kan  få  ret  hos  det 
norske  rigsråd.  Ingen  i  Norge  skal  have  sit  gods  frit 
med  kongelig  rente  og  rettighed  [o:  med  sagefaldsbøder], 
kronen  til  skade  og  tab,  uden  de  sædegårde,  som  kirken 
og  ridderskabet  have.  Ingen  fremmede  købmænd  må 
under  skibs  og  godses  fortabelse  fare  til  Nordlandene  for 
dér  at  drive  købmandsskab  og  fiske,  men  prælater  og 
ridderskab  må  frit  handle  med  udenlandske  købmænd. 
Når  herredag  skal  holdes  i  Norge,  skal  kongen  udskrive 
den  et  helt  eller  halft  år  forinden. 

"De  norske  rigsråder  vare  såre  tilfredse  med  denne 
håndfæstning,  der  indeholdt  så  mange  herlige  bestem- 
melser", rigtignok  mere  til  at  værne  om  deres  end  om 
folkets  ret.  Men,  som  Allen  siger,  « rettigheder ,  der 
skrives  på  papir  eller  pergament,  have  kun  lidet  at  be- 
tyde, når  der  ikke  er  en  levende  ånd  i  folket".  Og  en 
sådan  savnedes  des  værre.  Desuden  holdtes  der  næsten 
ingen  herredage  i  Norge.  Kongen  havde  ikke  stor  op- 
fordring til  at  sammenkalde  dem,  da  de  kun  vilde  give 
ham  bryderi.  Ærkebispen  kunde  have  gjort  det,  men 
gjorde  det  i  lang  tid  ikke.  Derfor  vedblev  alt  at  gå  i 
den  gamle  skure.     Prins  Kristian  kaldte  sig  trøstig:  i  sin 


Den  norske  håndfæstning;  norske  forhold.  361 

faders  levetid  »ret  arving  til  Norge »,  og  senere  gjorde 
hans  brødre  det  med.  Inden  få  år  vare  rundne,  sade 
tre  danske  adelsmænd  inde  med  Norges  tre  hovedfæst- 
ninger, og  det  uden  at  være  cdndgiftedo" :  Bohus,  Akers- 
hus  og  Bergenhus.  Andre  bestemmelser  i  håndfæstningen 
ikke  at  omtale.  Det  var  dog  ikke  kongens  magt,  der 
var  stor  i  Norge:  det  var  stormændenes.  Enhvær  af 
dem  var  noget  så  nær  konge  i  hele  sin  bygd,  og  Yinsens 
Lunge  var  overkonge. 

Vi  skulle  kortelig  påvise  dette.  —  Henrik  Krumme- 
diges  sag  skulle  vi  ikke  vende  tilbage  til.  Men  d,  24de 
septb.  1524  druknede  Hans  JMule  udenfor  Vestervig,  da 
han  vilde  drage  ned  til  kongen.  Altså  skulde  Akershus 
have  en  ny  hovidsmand  og  Oslo  stift  en  ny  biskop.  Olaf 
Galle  var  fræk  nok  til  at  soge  høvidsmandsposten,  og 
han  forordedes  med  stor  varme  både  af  Yiuseiis  Lunge,  der 
ligefræm  havde  givet  ham  sit  ord  (han  var  jo  en  af 
Henrik  Krummediges  svorne  fjender),  og  af  hele  det 
norske  rigsråd.  Men  dette  var  dog  kong  Frederik  for " 
stift:  han  vilde  ikke  udlevere  Norges  hovedfæstning  til 
en  af  Gustaf  Vasas  venner.  Da  hr.  Vinsens  var  hernede 
med  håndfæstningen,  søgte  han  ved  samme  lejlighed  ad 
alle  veje  at  sætte  Olaf  Galles  valg  igojinem,  men  al  hans 
veltalenhed  var  spildt.  Han  måtte  i  jan.  1525  vende  til- 
bage med  uforrettet  sag.  Men,  da  han  kom  til  Norge, 
lokkede  han  ved  svig  besætningen  til  at  åbne  sig  Akers- 
hus og  indsatte  nu  med  uhørt  trods  Olaf  Galle  både  som 
høvidsmand  her  og  som  kongelig  statholder  i  det  sønden- 
fjældske.  Og  kongen  bojede  sig  for  hans  trods  og  lod 
Mikkel  Blik  falde,  hvem  han  tilsidst  selv  havde  tiltænkt 
lenet,  og  hvorom  han  havde  sendt  Vinsens  et  skriftligt 
bud.  —  Han  b(ijede  sig  ligeledes,  da  Vinsens  Lunge  tog  et 
par  len  fra  Peder  Hanson  (Basse),  som  lige  nylig  vare 
givne   denne,    og   overdrog  dem   til  Gavte  Galle.   —  Så 


362  "Frederik  den  forste«. 

var  der  bispestolen.  Denne  havde  Frederik  tiltænkt  sin 
sekretær,  Iver  Juel,  en  adelsmand,  som  havde  taget 
magistergraden  i  Koln  og  siden  studeret  tre  år  i  Rom; 
men  Vinsens  Lunge  vilde  have  Hans  Reff  til  biskop,  lige- 
ledes en  velstuderet  dansk  mand,  som  havde  været 
kansler  hos  dronning  Kristine,  men  nu  var  degn  i  Bergen 
og  kannik  i  Trondhjem.  Og  atter  her  satte  han  efter 
megen  kamp  sin  krig  igennem,  støttet  af  ærkebiskop 
Olaf,  som  han  helt  havde  fået  i  sin  lomme.  Så  vilde 
kongen  i  det  mindste  haft  Iver  Juel  til  provst  i  Bergen, 
et  af  de  æmbeder,  som  han  havde  patronatsret  til;  men 
også  dette  fik  Vinsens  ved  ærkebispens  hjælp  forpurret. 

Intet  viser  os  dog  tydeligere  kongens  afmagt  og  hans 
kærlighed  til  liibeckerne  end  følgende :  Da  Vinsens  Lunge 
forste  gang  kom  til  Norge,  sluttede  han  sig  strags,  som 
vi  vide,  meget  nær  til  liibeckerne.  De  skulde  hjælpe 
ham  med  at  vinde  Bergenhus.  Stolende  på  hans  store 
velvillie  brøde  de  derfor  natten  til  d.  9de  novb.  1523 
fra  bryggen  ind  i  selve  byen  for  at  hjemsøge  sine 
handelsmedbejlere,  særlig  skotter,  tildels  dog  også  nor- 
mænd og  tyskere.  De  mishandlede  de  sovende  mænd, 
kvinder  og  horn,  deriblandt  to  rådmænd  (en  borger 
dræbte  de  i  sængeiji),  slæbte  dem  afsted  i  blok  og  jærn, 
søndersloge  bohavet,  nedbrændte  husene,  opbrøde  kirker 
og  klostre,  hvor  borgerne  havde  gemt  sine  penge  og 
kostbarheder,  og  plyndrede  dem  i  det  hele  for  firti 
tusinde  mark.  Til  alt- dette  tav  Vinsens  Lunge,  ja  han 
gav  vel  endog  ransmændene  medhold,  fordi  han  ikke 
turde  bryde  med  dem.  De  skadelidte  klagede  til  kongen 
og  det  danske  rigsråd,  som  opfordrede  det  norske  rigs- 
råd til  en  stræng  undersøgelse ;  men  rigsrådet  turde  ikke 
for  Vinsens  Lunge,  der  ikke  vilde  have  rørt  ved  en  sag, 
som  måtte  komme  hans  lybske  venner  dyrt  at  stå,  og 
i  hvilken  han   selv  havde   forløbet   siff.     Der  skete  altså 


Norske  forhold:  liibeckerne  i  Bergen.  363 

intetj  men  (-forbryderne  gik  med  oprejst  pande,  og  ingen 
krummede  et  hår  på  deres  hoved«.  Forst  da  det  var 
på  hæld  med  Vinsens  Lunges  magt,  lykkedes  det  skot- 
terne på  herredagen  i  Oslo  1529  at  få  våldsmændene 
domte  til  at  give  fuld  erstatning.  Liibeckerne  bragte  så 
1530  sagen  for  kongens  egen  domstol,  men  han  udsatte 
afgorelsen  til  næste  år.  Liibeckerne,  som  imens  havde 
fået  den  mægtige  Johan  Kantzau  og  flere  andre  af  kongens 
tyske  omgivelser  på  sin  side,  vedble  ve  trøstig  at  arbejde. 
Det  vilde  være  aldeles  umuligt,  sagde  de,  at  få  køb- 
mændene på  bryggen  til  at  opfylde  herredagsdommen 
fra  Oslo,  men,  h^is  denne  ikke  hævedes,  kunde  det  let 
komme  til  et  oprør,  som  man  vanskelig  kunde  blive 
herre  over.  Og  nu  besluttede  Frederik  at  optræde  som 
^mægler«  (således  kaldte  han  sig  selv)  og  bød  den 
nuværende  hovidsmand  på  Bergenhus,  Æske  Bille,  h\is 
de  slet  ikke  vilde  slå  sig  til  tåls  med  mindre,  at  tilbyde 
de  skadelidte  ét  tusinde  mark,  som  han  da  håbede  at  få 
Liibeck  til  at  gå  ind  på.  Heller  ikke  dette  førte  dog 
til  noget,  og  d.  18de  desb.  1532  måtte  borgerne  på  egne, 
hustruers,  horns  og  arvingers  vegne  frafalde  ethvært  krav, 
som  herredagsdommen  gav  dem  på  våldsmændene,  imod 
at  man  —  eftergav  dem  den  skat  (omkring  elleve  hun- 
drede og  femti  mark  lybsk),  som  de  ellers  skulde  svaret 
i  anledning  af  Kristian  den  andens  indfald  i  Norge  I 

Det  er  selvfølgelig  en  kostbar  adspredelse  at  gore 
oprør,  og  de,  som  mente,  at  de  skulde  slippe  billigere. 
når  de  slap  for  Kristian  den  anden,  måtte  snart  fole,  at 
de  havde  gjort  regning  uden  vært.  Pengenøden  var 
strags  så  stor,  at  der  måtte  gores  de  alier  storste  an- 
strængelser,  hvis  ikke  det  hele  skulde  gå  tilbage  igen. 
Allerede  d.  13de  juli  1523  pålagde  hertug  Frederik  med 
sit  rigsråds   samtykke  hele  rigets  bondestand  en  såkaldt 


364  "Frederik  den  torste«. 

^  øl  V  Hk  at,  og  fem  uger  senere,  d.  18de  avg. ,  pålagde 
han  alle  andre  jordejere  og  lensnydere  (gejstlighed  og 
købstadborgere)  en  i ndkoinstskat.  Bægge  disse  skatter 
vare  uhyre  tunge  og  trykkende:  hvær  bonde  måtte  nogen- 
lunde gælde  halvtredie  tønde  rugs  værdi  i  rede  sølv,  og 
hvær  ikkebonde  omkring  tyvesyv  hundreddele  af  al  sin 
indkomst.  Men  det  gjaldt  jo  om  at  drive  oprøret  igen- 
nem, og  derfor  måtte  selv  de  ellers  skattefrie  stænder 
gå  ind  på  så  uhort  en  skattebyrde.  De  « havde  taget 
sig  en  konge  efter  sin  villie  og  måtte  nu  betale  for  ham, 
om  de  ellers  vilde  beholde  hani".  Det  kneb  dog  hårdt, 
og,  hvad  man  allerede  vilde  haft  ind  i  høst,  måtte  man 
mangensteds  vænte  på  til  hen  i  våren.  —  Det  blev  dog 
ikke  herved:  man  vilde  forbedre  mønten,  man  vilde  af- 
skaffe de  såkaldte  kl  i  j)})  i  nejer,  den  dårlige  mønt,  som 
Kristian  den  anden  ligesom  mangfåldige  andre  fyrster 
tilsidst  havde  set  sig  nødt  til  at  slå;  og  det  skulde  ske 
på  en  studs.  En  forordning  af  10de  avg.  bød  derfor,  at 
enhvær  inden  tre  uger  skulde  indbringe  sine  klippinger 
i  mønten,  der  skulde  modtage  dem,  ikke  for  en  fast 
pris,  men  for  hvad  de  virkelig  kunde  være  værd;  ti  alle 
vare  de  ikke  ens  slette.  Det  var  atter  en  uhyre  formue- 
skat, ti  klippingerne  havde  i  almindelighed  næppe  det 
halve  værd,  af  hvad  de  lede  på;  og  denne  skat  ramte 
især  fattigfolk,  der  havde  flest  af  dem,  og  som  oven  i 
købet  fattede  den  ret  naturlige  mistanke,  at  man  vilåe 
snyde  dem.  Det  ene  med  det  andet  fræmkaldte  en  storm 
af  harme  i  hele  landet,  og  mange  steder  (i  Sælland  og 
Låland,  men  isøér  i  Skåne  og  Jylland)  tog  man  til  at 
rejse  sig,  at  nedbryde  og  brænde  kronens,  kirkens  og 
adelens  gårde.  Hertugen  og  hans  rigsråd  måtte  fore- 
løbig give  efter:  forst  prøvede  de  et  par  gange,  om  det 
kunde  hjælpe  at  prutte,  og,  da  dette  ikke  hjalp,  måtte 
de  tillade  enhvær  at  bruge  klippinger  i  handel  og  vandel 


Skatteudskrivninger:  klippinger;  rigsdag  i  København.    365 

som  hidtil.  Da  København  og  Malme  vare  tagne,  og 
man  endnu  havde  de  tyske  landsknægte  til  sin  rådighed, 
gennemførte  man  imidlertid  møntforandringen  og  fandt 
egentlig  nu  kun  skarp  modstand  i  Skåne.  Det  var  biskop 
Jens  Anderson,  som  påtog  sig  det  brydsomme  hværv  at 
inddrage  klippingerne,  dog  næppe  for  intet,  og  Jorgen 
Kock  slog  den  nye  mønt. 

Men  så  kom  den  lange  rigsdag  i  København.     Den 
varede  fra  maj  til  septb.  1524,    og  kong  Frederik  over- 
værede den  selv.     Næsten  hele  det  danske  rigsråd  havde 
givet  møde  (af  det  norske  kun  biskop  Mågens  i  Hamar), 
desuden  en  mængde  af  den  danske  adel  og  borgmestre, 
rådmænd  og  borgere  fra  alle  rigets  købstæder  samt  firo 
bønder  fra  hvært  herred  i  Sælland,  Låland,  Falster,  Møn, 
Skåne,  Halland  og  Lister,  men  ikke  fra  Bleking  og  Born- 
holm,   som  man  endnu  ikke  var   herre  over,    og  heller 
ikke    fra  Jylland   og   Fyn,    hvor   man,    som   det   synes, 
mente,    at  man  ikke  havde  nødig  påny   at  forsikre  sig 
om   almuens  troskab.     Desuden  havde  der  modt  ombud 
fra  Liibeck,   Rostock,    Stralsund,  Wismar,   Danzig,  Ham- 
burg og  Luneborg,  noget  senere  også  fra  de  nederlandske 
stæder.     Man  havde  tillige  væntet  Gustaf  Vasa  selv  eller 
dog  sendemænd  fra  ham,  men  man  væntede  forgæves.  — 
Her    erklærede   alle    stænder   d.  25te  juni   påny,    at   de 
vilde  være  kong  Frederik  hulde  og  tro,  og  vove  liv  og 
gods   for    at   afværge,    at   kong  Kristian  atter  kom  til 
magten.      D.  28de  juni  udstedte  rigsrådet  end  videre  en 
erklæring,    at   de   alle  vilde  holde  sig  lydige  mod  den 
helligste  fader  paven  og  romerkirken,  og  stå  hårdelig  og 
kristelig  mod  det  åbenbare  kætteri,  som  prædikes,  skrives 
og  læres  af  de  forløbne  munke  Mårten  Luther  og  hans 
disipler,    hvilke   de   tilborlig  vilde   straffe  på  person   og 
gods  med  tårn,    fængsel  og  al  anden  tilborlig  straf  ^efter 
kirkeloven   og  kejserloven;    og  denne  erklæring  tiltrådtes 


366  "Frederik  den  forste», 

attende  dagen  efter  af  en  mængde  udenråds  adel.  Endelig 
bevilgede  rigsrådet  d.  21ste  juli  en  almindelig  landehjælp, 
>'ko)igeskatteH  n,  som,  da  man  håbede,  at  Norge  vilde 
gå  med,  regnedes  til  hundrede  tusinde  gylden.  Kongen 
erklærede  ligefræm,  at  han  ikke  vilde  lade  sig  krone,  for 
disse  penge  vare  bevilgede,  så  der  kunde  ikke  være  tale 
om  at  prutte.  Alle  stænder  bleve  her  medtagne.  Jord- 
egne bønder,  kronens,  kirkens  og  adelens  fæstere  skulde 
lægges  i  lægd  på  tyve  mand,  der  tilsammen  svarede  treti 
mark;  enhvær  kobstad  skulde  yde  dobbelt  byskat;  en- 
hvær,  som  havde  len  i  pant,  afgift  eller  tjæneste,  skulde 
svare  trediedelen  af  lenets  visse  indtægt;  enhvær  sogne- 
kirke med  fast  indtægt  ydede  femten  mark  og  bisperne 
"Velvillig"  fjærdedelen  af  bispegårdenes  visse  rente.  —  På 
herredagen  i  Bergen  gik  normændene  virkelig  med,  for 
at  de  store  udgifter  kunde  dækkes,  som  oprørskrigen 
havde  medført.  Også  her  lagdes  landet  i  lægd,  og,  som 
det  synes,  måtte  hvært  lægd  på  fire  mand  give  fem  mark 
sølv.  Men  i  Skåne  fræmkaldte  denne  nye  trykkende  skat 
atter  et  røre,  som  Tyge  Krabbe  måtte  kvæle  i  blod.  — 
På  herredagen  i  København  avg.  1525  vedtoges  det,  at 
enhvær  jordegodsejer  og  lensnyder  skulde  i  forhold  til  sin 
indtægt  stille  svært-  eller  letvæbnede  ryttere  til  landets 
forsvar;  at  (hvad  herredagen  i  Kolding  ikke  havde  villet 
gå  ind  på)  der  skulde  hværves  fremmede  landsknægte  til 
fordeling  i  købstæderne,  hvis  borgere  man  ikke  ret  havde 
lid  til;  at  man  skulde  afbryde  de  fæstningsværker,  som 
købstæderne  ifølge  tidligere  kongers  bud  selv  havde  op- 
ført og  vedligeholdt,  men  derimod  opføre  eller  udbedre 
fjorten  fæstninger  trindt  i  landet;  og  at  enhvær  bonde, 
foruden  at  deltage  i  befæstningsarbejdet,  hertil  skulde 
yde  en  ny  skat  på  sej  sten  skilling.  —  Det  blev  dog  ikke 
herved:  på  herredagen  i  Odense  udskreves  4de  desb.  1526 
af  hvær  bonde  tyve  skilling  til  landehjælp ;  desuden  skulde 


Sfeatteudskrivninger.  367 

alle  de  kirkeklokker,  som  kunde  undværes,  afgives,  for  at 
man  kunde  stobe  kanoner  af  dem;  og  over  hele  landet 
skulde  tvært  lægd  af  tolv  bender  stille  en  fuldrustet 
mand  til  rigets  forsvar.  (I  Gamtofte  svarede  almuen 
imidlertid  lensmanden,  Æske  Bille,  at  den  ikke  vilde  lade 
sig  lægge  i  mandtal  efter  rigsrådets  bydende;  kong  Kri- 
stian den  audeu  var  deres  rette  herre;  de  vidste,  at  han 
var  undervejs  og  vilde  snart  komme  ind  i  landet  igen.) 
Men  samme  år  var  der  pålagt  en  ny  told  til  prinsesse 
Dorteas  brudeskat  og  medgift.  Derfor  sagdes  der  også: 
M  aldrig  var  der  for  så  ret  tid  for  kong  Kristian  at  komme 
igen-).  —  Nye  krav  om  " landehjælp »  kom  både  1527, 
1530  og  tiere  og  kunde  vanskelig  afslås.  Således  1531, 
da  kong  Kristian  var  landet  i  >sorge,  og  selv  prælaterne 
måtte  tillade,  at  der  udskreves  en  ny  »sølvskat »,  ifølge 
hvilken  kongens  fogder  skulde  tage  «det  alier  meste  sølv, 
som  stander  til  fangendes  af  alle  sognekirker " ,  så  hvær 
kirke  kun  beholdt  »et  bæger,  en  disk  og  en  liden  sølv- 
buddike,  hvori  sakramentet  kunde  bæres  til  de  syge«. 
Hvad  der  1532  krævedes  af  de  danske  købstæder,  have 
\i  allerede  tildels  vist  (se  s.  320);  at  de  norske  heller 
ikke  dengang  gik  fri,  så  vi  nys  af  de  elleve  hundrede 
og  femti  mark,  som  man  måtte  eftergive  de  plyndrede  i 
Bergen;  men  det  øvrige  folk  slap  heller  ikke.  —  Som 
sagt,  det  er  en  meget  kostbar  adspredelse  at  gore  oprør  I 
men  det  går  jævnlig  mest  ud  over  dem,  som  mindst 
have  fortjænt  det. 

Sønderjylland  og  Holstein  bleve  heller  ikke  glemte 
ved  skatteudskrivningerne:  ved  selve  oprørets  udbrud  på- 
lagdes der  dem  en  almindelig  formueskat ,  som  ind- 
bragte femti  tusinde  gylden;  strags  efter  kom  der  en 
'^  brandskat » ,  som  var  endnu  drojere;  derpå  måtte 
prælaternes  og  adelens  bønder  hvær  give  to  gylden.  Så 
pålagdes  det  gejstligheden  at  svare  halvdelen  af  alle  dens 


368  "Frederik  den  forste«. 

indtægter  og  alle  tjænestekarle  at  yde  et  halft  års  Ion. 
—  På  landdagen  i  Rensborg  (maj  1525)  udskreves  der 
atter  to  gylden  af  hvær  plov  jord;  og  på  landdagen  i 
Kiel  (febr.  1526)  udskreves  der  af  bisper,  prælater,  ridder- 
skab og  stæder  hele  hundrede  tusinde  mark  lybsk,  af 
hvilke  gejstligheden  ved  hårde  trusler  nødtes  til  at  over- 
tage over  halvdelen.  Kongens  ordførere  lode  den  næmlig 
(på  hans  ordre?)  vide,  at,  hvis  den  ikke  gjorde,  som  han 
vilde,  gik  kongen  over  til  lutherdommen,  og  da  var  det 
ude  med  dens  friheder  og  privilegier;  det  kunde  endog 
godt  være,  at  den  tabte  tienden,  som  almuen  jo  på  mange 
steder  var  uvillig  til  at  yde. 

Men  Frederik  var  ilde  stedt  med  hensyn  til  gods- 
ejere og  bønder.  Han  vilde  så  gærne  være  ven  med 
bægge  parter,  og  især  i  førstningen  trængte  han  til  dem 
bægge,  hvis  han  ikke  med  skam  og  skændsel  skulde 
jages  fra  den  trone  igen,  som  han  havde  ranet.  Hvad 
han  og  rigsrådet  ved  hyldingen  i  Viborg  enedes  om,  vide 
vi  (se  s.  306).  Syv  uger  senere,  d.  14de  maj  1523,  gav 
han  desuagtet  i  Odense  en  forordning,  som  byder,  at 
ingen  bryde  (o:  fæster)  må  udvises  af  sin  gård,  så 
længe  han  holder  bygningerne  vel  vedlige,  betaler  afgifter 
i  rette  tid,-  er  ejeren  hørig  og  lydig,  ikke  skamhugger 
skovene  og  ikke  overlader  noget  af  gårdens  tilliggende 
til  andre.  Her  indføres  altså  på  en  måde  livsfæste;  men 
det  må  vel  mindes,  at  denne  forordning  udstedtes,  da 
han  stod  i  Fyn,  rede  til  at  gå  over  til  Sælland,  hvor 
han  så  vidt  muligt  måtte  stræve  at  vinde  den  almue, 
hvis  vårnedskab  kong  Kristian  havde  hævet.  —  Så  kom 
den  endelige  håndfæstning,  og,  hvordan  den  delte  herrer 
og  bønder  imellem,  vide  vi  ligeledes,  samt  at  den  slog 
en  tyk  streg  over  forordningen  af  14de  maj.  Og  dog, 
af  selvsamme  dag  som  håndfæstningen  (3die  avg.  1523) 


Landbolove.  369 

var  der  eu  anden  forordning,  som  sagde,  at  i  anledning 
af  Kristian  den  andens  "gejstlige  lov-  var  der  mange 
bønder  i  Sælland,  som  havde  opsagt  sine  gårde  til  lovlig 
tid  og  givet  ferlovspenge :  disse  bleve  nu  atter  sagsøgte 
og  delte  til  stavn  af  samme  herskaber,  som  havde  mod- 
taget førlovspengene :  men  det  var  utilborligt  og  kunde 
ikke  tilstedes,  hvorfor  ingen  måtte  fortrædige  eller  retlig 
forfølge  sådanne  bønder,  inden  sagen  påny  havde  været 
for  konge  og  rigsråd.  Altså  skulde  stavnsbåndet  jo  dog 
være  løsnet.  —  Og  attende  dagen  efter  stæmplede  en 
ny  forordning  det  som  uret  mod  bonder  og  borgere,  en 
uret,  der  ikke  måtte  tåles,  at  adskillige  jordegodsejere 
vilde  forbyde  sine  bønder  at  sælge  deres  varer  i  køb- 
stæderne, inden  de  havde  tilbudt  herskabet  dem.  Det 
var  atter  en  forordning  i  Kristian  den  andens  ånd,  men 
rigsrådet  modsatte  sig  den  også,  og  det  er  et  sporgsmål. 
om  den  nogensinde  trådte  i  kraft.  —  Segs  uger  senere, 
d.  17de  septb.,  da  der  var  kommet  et  misligt  røre  mellem 
bønderne  i  anledning  af  den  hårde  -  sølvskat »,  da  Koben- 
havn endnu  ikke  var  taget,  hvorimod  Kristian  den  anden 
samlede  den  store  hær  i  Tyskland,  da  udstedte  han  endog 
fra  Nykøbing  på  Falster  et  åbent  brev  til  menige  ind- 
byggere i  Sælland,  Låland,  Falster  og  Møn,  hvori  han 
skriver,  at  "vi  have  faet  at  vide,  hvad  vi  tilforn  ikk^^ 
ret  havde  forstået,  at  I  sælges  og  købes  som  andre  uskel- 
lige kreaturer  af  det  gods,  I  ere  fødte  på,  hvilket  i  lang 
tid  haver  været  sæd  i  Sælland  og  her  i  smålandene:  dette 
^ille  vi  herefter  ikke  tillade  at  ske,  men  forhandle  med 
rigsrådet,  at  I  herefter  skulle  blive  ved  slig  frihed  som 
vore  kære  undersåtter  i  Nørrejylland,  Fyn,  Langeland 
og  Skåne«.  Dette  brev  blev  sendt  omkring  til  alle  lens- 
mændene, at  de  skulde  læse  det  for  almuen,  men  — 
samme  dag  sendtes  der  et  andet  brev  til  Sællands  rigs- 
råder, hvori  de  spurgtes,  om  de  \idste  noget  bedre  middel 

Danmarks  historie  1481 — 1536.  O-l 


370  'Frederik  den  furstc". 

til  at  berolige  almuen,  for  så  skulde  hint  forste  brev 
ikke  læses.  Det  blev  da  heller  ikke  læst,  men  —  det 
»bedre  middel«  blev  lige  lidt  fundet.  Umiddelbart  efter 
spredte  sig  jo  desuden  kong  Kristians  hær  ved  Perleberg, 
så  sværdet  hang  ikke  længer  så  truende  hertug  Frederik 
dg  hans  rigsråd  over  hovedet.  —  Vi  skulle  endnu  kun 
minde  om  den  hårde  tiltale,  han  gav  herrerne  i  Kolding 
(se  s.  339).  —  På  herredagen  i  Odense  1526  ophævede 
han  alle  håndværkslav  og  gilder  i  hele  Danmark,  og  gav 
enhvær  håndværker  frihed  til  at  nedsætte  sig  i  hvilken 
by  han  lystede;  landkob  forbedes  både  præster  og  bønder, 
men  ikke  adelen,  og  der  sattes  fast  pris  på  alle  varer (!). 
Denne  forordning  blev  dog  som  flere  af  de  andre  kun  et 
(lodt  bogstav.  —  Hvordan  han  i  ovrigt  vilde  forlige  de 
nys  nævnte  forordninger  med  sin  kongeforsikring  og  sin 
håndfæstning,  måtte  være  hans  sag;  men  vist  er  det,  at 
det  er  ikke  så  let  en  sag,  som  mange  mene,  at  bære 
kappen  på  bægge  skuldre.  —  For  ikke  at  synes  uret- 
færdige skulle  vi  dog  tilfoje,  at  Frederik  jævnlig  opholdt 
sig  i  det  vestlige  Sonderjyllands  marskegne,  hvor  dige- 
arbejderne særlig  interesserede  ham;  og  at  han  her  om- 
giks  jævnt  og  gærne  med  den  frisiske  bonde,  som  til 
gengæld  holdt  af  ham.  Det  er  derfor  muligt,  at  han 
også  havde  undt  det  danske  menige  folk  storre  frihed 
og  storre  velvære,  end  der  blev  det  til  del:  men  dels 
vare  jo  han  og  herrerne  således  sammenfiltrede  under 
oprørets  forbrydelse,  at  den  ene  siden  vanskelig  kunde 
frigore  sig  fra  den  anden;  dels  var  og  blev  han  al  sin 
tid  fremmed  for  Danmark,  som  han  hværken  forstod 
eller  kendte.  I  forstningeu  fandt  han  da  også  for  godt 
at  skrive  til  det  danske  rigsråd  på  tysk,  mon  dette 
syntes  de  danske  herrer  dog  ikke  om,  og,  da  han  havde 
gjort  det  nogle  gange,  bade  de  ham,  når  han  herefter 
skrev  om  rigets  sager  og  ærender,   »at  det  da  måtte  ske 


Landbolove;  lutherdommen.  371 

på  det  danske  mål  efter  god  gammel  sædvane  i  dette 
rige.>.  Og  han  måtte  boje  sig,  skont  der  endnu  under 
herredagen  1530  kom  et  tysk  brev  fra  ham. 

Lutherdommens  understøttelse,  og  håndhævelse 
til  trods  for  håndfæstningen  og  til  trods  for  rigsrådets 
erklæring  på  rigsdagen  i  København  (se  s.  365)  gemme 
vi  til  en  anden  gang.  Her  skulle  vi  kun  bemærke,  at 
det  forste  sikre  tegn  på,  at  kong  Frederik  polittisk 
sluttede  sig  til  kirkerensningens  venner,  gav  han  1526, 
da  han  giftede  sin  ældste  datter  Dortea  med  den  forhen- 
værende stormester  Albrekt,  der  pludselig  var  bleven  en- 
af  lutherdommens  forkæmpere  for  fra  stormester  af  at 
kunne  blive  hertug  af  Preussen.  —  Samtidig  begyndte  han 
som  overbiskop  at  stadfæste  valget  af  bisper,  der  ikke 
måtte  lade  sit  valg  stadfæste  af  paven,  men  skulde  lade 
den  sum,  de  ellers  måtte  yde  denne,  Myde  ind  i  kongens 
kasse.  Den  forste  blev  Åge  Sparre,  hvem  han  19de  avg. 
1526  stadfæstede  som  Lunds  ærkebisp  og  modtog  her- 
for et  tusinde  gylden,  hvad  dog  måtte  kaldes  billigt 
imod  det,  som  hidtil  var  givet  paven.  Det  varede  ikke 
et  halft  år,  inden  Knud  Cvldensljeriie  på  samme  måde  tik 
Odense  bispestol.  Det  således  indtagne  stade  forte  ham 
siden,  1528,  til  afslutningen  af  flere  forbund  med  de 
-evangeliske"  fyrster  i  Tyskland,  såsom  landgreve  Filip 
af  Hessen  (4de  apr.)  og  kurfyrst  Johan  af  Sachsen,  hvilke 
forbund  han  dog  måtte  slutte  i  egenskab  af  hertug,  da  det 
papistiske  tiertal  i  rigsrådet  ikke  vilde  tillade  Danmarks 
konge  at  opbyde  den  danske  adel  i  fremmed  tjæneste  eller 
at  indgå  sådanne  forbund  og  forpligtelser,  som  oven  i 
købet  let  kunde  fore  til  en  krig  med  kejseren,  til  hvem 
forholdet  allerede  forinden  måtte  synes  temmelig  misligt. 
Desuagtet  sluttede  han  20de  jan.  1532  i  Liibeck  et  forbund 
på  segs  år  med  de  tyske  fyrster,  som  modsatte  sig  hertug 

24- 


372  'Fredorik  den  fiirste-. 

Ferdinands  valg  til  romersk  konge:  de  forbundne  skulde 
gensidig  stotte  hinanden  med  tusinde  landsknægte  og  to 
hundrede  ryttere.  Og  senere  indgik  han  endnu  et  segs- 
årigt  ængere  forbund  med  landgreve  Filip,  afsluttet  imod 
hvem  som  helst.  Han  skulde  ifolge  dette  hjælpe  land- 
greven med  fire  hundrede  sværtvæbnede  ryttere,  og  denne 
ham  med  tre  hundrede. 

For  at  vinde  koboiha vuerne  overlod  han  dem 
(septb.  1524)  Kosbæk  mølle  med  have  og  overdrev:  og 
d.  27de  avg.  1525  overlod  han  dem  endvidere  mod  en 
årlig  afgift  af  tyve  lødige  mark  Serritslev  bys  marker  og 
græsgange  (segs  bol  i  byen,  som  Roskilde  biskop  ejede, 
måtte  de  dog  afkøbe  denne  for  atten  hundrede  mark). 
Under  hele  den  lange  belejring  havde  han  jo  her  haft 
sin  lejr  opslået,  og  Serritslev  var  således  bleven  fuld- 
stændig øde*).  Næste  år  overdrog  han  ligeledes  byen 
en  vandmølle  i  dens  sydvesthge  hjorne  mod  en  årlig 
afgift  af  sejsten  mark.  Flere  lignende  skridt  gjorde  han 
for  at  vinde  borgerne  i  København  og  Malmo,  og  vi  skulle 
blandt  andre  minde  om,  at  de  mange  gårde  og  hus<\ 
som  Fruekirkes  kapittel  ejede  i  byen,  måtte  dette  d.  12te 
septb.  1524  afstå  til  lejerne  som  fuld  ejendom  mod  en 
fast  årlig  afgift,  imod  at  de  oaf  yderste  ævne  afværge 
og  modstå  Luthers  kætteri  og  vildfarelse-.  —  Men  det 
vigtigste  var  dog,  da  han  ved  brev  af  28de  novb.  152G 
fastsatte,  at  hvær  af  disse  byer  skulde  fræmtidig  have 
fire  borgmestre  og  tolv  rådmænd,  som  valgtes  af  ^^menuj- 
herlernen  selv,  men  svore  kongen  troskab.  Man  havde 
dog  et  sikkert  indtryk  af,  at  disse  gaver  ingenlunde  havde 


Endnu  et  par  Imndredår  senere  sagde  do  andre  kobenhavnon 
skæmtevis  til  beboerne  af  den  nordlige  ende  af  JS'orrcfrade 
•  Hvad,  ville  I  serritslevmænd  også  tale  med!« 


København:   Sonderjylland.  373 

sin  gTLind  i  velvillie,  men  at  man  skulde  kobes  ved  dem, 
og  fandt  derfor  heller  ingen  sonderlig-  grund  til  at  fele 
sig  bunden  ved  takuæmlighed.  Og  dog  hed  det  så  smukt 
både  i  den  ene  og  den  anden  bevilling,  at  den  blev 
given  "for  den  troskab  og  villighed,  København  siden 
byens  overgivelse  har  vist  os  og  riget«.  —  På  herre- 
dagen i  Odense  blev  det  end  videre  vedtaget  {30de  novb. 
1526),  at  våldene  om  København  imod  nord  og  vest 
skulde  flyttes  nogle  hundrede  alen  længere  ud  og  for- 
synes med  segs- runde  tårne  eller  skanser.  Hvor  grunden 
var  for  sumpet  til  at  bære  murværk,  og  hvor  der  derfor 
hidtil  havde  stået  plankeværk  af  eg,  skulde  der  nu  op- 
fares jordvålde,  og  bouderne  i  de  nærmeste  herreder 
skulde  hvær  gore  en  dags  arbejde  med  heste  og  vågn 
for  at  tilkore  jord  og  græstorv. 

D.  6te  maj  1524  stadfæstede  -kongo  Frederik  de 
privilegier,  som  de  uschlesiciglwlsteinske^  riddere  og  præ- 
later gjorde  krav  på.  Ved  den  lejlighed  sønderrev  han  med 
letfærdig  hånd  det  ældgamle  retsbånd  mellem  Sønder- 
jylland og  det  øvrige  Danmark.  Han  bod  næmlig,  at 
fræmtidig  måtte  ingen  sag  indstævnes  fra  Urnehoved 
hværken  til  Viborg  landsting  eller  til  kongens  retterting 
(trods  dette  hans  forbud  vedblev  det  dog  stuudum  at  ske 
i  det  meste  af  et  par  menneskealdre).  Han  lovede,  at 
herefter  skulde  sonderjyderne  aldrig  dommes  af  »danskere 
eller  andre  udlændinger..  (!),  og  han  bestemte,  at  herefter 
skulde  "hertugdommernes  fælles  årlige  landdag  holdes  i 
Flensborg...  End  videre  bød  han,  at  herefter  måtte 
bønder  og  fæstere  ikke  sidde  i  rette  over  prælater  og 
adelsmænd,  ikke  domme  dem  på  liv  og  gods  eller  på 
nogen  måde  <>  forfølge  ■>  dem  med  dansk  proses,  hvorimod 
prælater  og  ridderskab  skulde  have  »hals  og  hånd  og 
højeste  ret  I.  over  sine  fæstere  og  alle  sine  undergivne. 


374  Frederik  don  fiirste". 

1  Sønderjylland  gennembrød  i  øvrigt  Vesterhavet 
d.  2den  novb.  1532  ved  en  sydveststorm  digerne  og  fræm- 
kaldtc  store  ødelæggelser  lige  fra  Ditmarsken  til  Kibe. 
Flere  tusinde  mennesker  druknede  i  vandfloden,  ikke  at 
tale  om  kreaturer.  I  Ejdersted  skulle  over  elleve  hun- 
drede mennesker  være  druknede,  i  Strand  og  på  Pel- 
vorm  femten  hundrede.  I  Tonder  gik  vandet  tre  alen 
op  ])å  kirkemuren,  og  i  Kibe  fangede  man  fisk  i  kirke- 
gangene, da  vandet  atter  trak  sig  tilbage,  ligesom  i  den 
»omgang"  (buegang),  der  indesluttede  sortebrødreklostrets 
indre  gård. 


29.     "Frederik  den  forstem  02:  udlandet 


o 


Strags  efter  oprorets  udbrud  var  der  en  mængde 
fremmede  fyrster,  som  syntes  at  tage  sig  varmt  af  kong 
Kristians  sag.  Hertugerne  Henrik  af  Braunschweig  og 
Magnus  af  Lauenburg  fik  således  et  møde  bragt  i  stand, 
ved  hvilket  sendemænd  både  fra  Kristian  og  Frederik 
indfandt  sig,  og  hvor  der  som  grundlag  for  underhand- 
lingerne foresloges,  at  Frederik  skulde  lade  sig  noje  med, 
hvad  han  havde  for  oprøret,  liibeckerne  genindsættes  i 
alle  sine  tidligere  handelsrettigheder,  en  tiårig  stilstand 
sluttes  med  Sverrig,  men  kong  Kristian,  når  lian  atter  til- 
trådte Danmarks  styrelse,  have  et  o  regimente »  (0:  regent- 
skab) ved  sin  side  og  aldeles  fjærne  Sigbrit  fra  sig.  — 
Disse  underhandlinger  sneglede  sig  imidlertid  hen,  til 
de  døde  af  sig  selv,  da  man  selvfølgelig  væntede  langt 
kraftigere  virkninger  af  det  møde,  som  kejser  Karl  vilde 
haft  åbnet  i  Hamburg  d.  2den  novb.  1523,  men  som  des 
værre  forst  trådte  sammen  d.  24de  april  1524.  Der  var 
ved  dette  mode  sendemænd  fra  kejseren,  fra  ærkehertuginde 


Uiulei-handliiiger  om  kong  Kristians  genindsættelse.        375 

Margreta,  fra  Eugland,  paven,  kurfyrsterne  af  Sachsen  og 
Brandenburg  samt  fra  Llibeck,  Hamburg  og  Ditmarsken, 
selvfelgelig  tillige  fra  kong  Kristian  (Kristian  Vinter, 
Hans  Hanson,  Johan  Weze)  og  fra  kong  Frederik  (Ove 
Bille,  Nils  Hoeg,  Peder  Lykke,  Goske  Ahlefeld,  den  tyske 
kansler  Wolfgang  v.  Utenhof  o.  fi.).  Kejseren  mente,  at 
han  kunde  påhijde  forlig,  ti  holsteinerne  og  liibeckerne 
vare  jo  umiddelbart  hans  undersåtter,  og  —  jyderne  vare 
det  middelbart  (!).  Han  truede  altså  med  rigens  akt  og 
med  pavens  banstråle;  han  vilde  have  kong  Kristian 
genindsat  i  alle  hans  tre  riger,  helst  med  mindelighed, 
hvis  det  kunde  lykkes,  men  ellers  med  våbenmagt,  »for 
hvilket  mål  han  var  rede  til  at  ofre  alle  sine  skatte "(!): 
og  Henrik  den  attende  var  ikke  langt  fra  at  tale  i  de 
samme  hoje  toner.  Det  varede  dog  ikke  længe,  inden 
man  —  og  det  tildels  på  grund  af  det  forhold,  hvori 
Kristian  var  trådt  til  Luther  —  satte  sit  mål  et  godt 
stykke  lavere:  man  holdt  nu  på,  at  kongen  helt  skulde 
opgive  regeringen  og  have  en  årpenge,  dronning  Elisabet 
have  sin  morgengave,  og  den  lille  prins  Hans  under  for- 
mynderskab være  konge,  enten  nu  strags  eller  efter  kong 
Frederiks  død.  Møderne  fortsattes  i  Neu- Brandenburg 
(hvor  både  kong  Kristian  og  dronning  Elisabet  over- 
værede dem),  i  Llibeck,  i  København,  atter  i  Liibeck, 
i  Stettin,  og  påny  i  Liibeck,  hvor  det  sidste  møde  holdtes 
d.  19de  juni  1525.  Men  til  nogen  endelig  overenskomst 
nåede  man  ikke;  der  var  slet  intet,  som  man  enedes 
om;  alle  de  skonne  kræfter  vare  fuldstændig  spildte,  og 
enhvær  fare,  som  fra  forst  af  truede  tronrøveren,  og 
som  stundum  kunde  synes  overhængende  nok,  drev  virk- 
ningsløst over. 

At  I iiheckerne  i  dyre  domme  gjorde  sig  den  dobbelt- 
krone  betalt,  som  de  havde  været  med  til  at  smedde  kong 


376  « Frederik  den  forste". 

Frederik,  f'olger  af  sig  selv.  Han  liavde  dog  lige  så  fuldt 
hjulpet  dem,  som  de  ham,  og  hværken  ifølge  forbundet 
af  5te  febr.  1523  eller  alle  de  senere  overenskomster  havde 
de  skygge  af  ret  til  at  kræv©  andet  end  stadfæstelse  af 
sine  gamle  handelsrettigheder.  Denne  stadfæstelse  fik 
de  fuldtud  både  for  Danmarks  og  Norges  men  særlig  for 
Bergens  vedkommende  på  rigsdagen  i  København,  da 
kongen  og  rigsrådet  d.  Ilte  septb.  1524  udstedte  et  brev, 
som  gengav  Liibeck,  Rostock,  Stralsund,  AVismar,  Danzig, 
Hamburg  og  Liineburg  alle  de  ødelæggende  friheder  og 
rettigheder,  som  de  tidligere  havde  nydt,  men  som  Kri- 
stian den  anden  havde  ophævet.  Ja,  de  fik  dem  endog 
i  flere  stykker  udvidede;  de  fik  således  ret  til  at  handle 
med  bisper,  prælater,  adel  og  borgere  i  alle  de  stæder, 
i  hvilke  deres  købmænd  lå,  og  de  fik  ret  til  at  drive  al 
slags  småhandel  med  borgere  og  bønder.  Men  kongen 
—  han  må  ikke  lade  salte  flere  sild  til  sit  eget  behov 
end  cefter  gammel  sædvane«!  Tre  dage  senere,  d.  14de 
septb.,  fik  rostockerne  ligeledes  en  ny  stadfæstelse  på  de 
gamle  privilegier,  ved  hvilke  de  udsugede  Oslo  og  Tøns- 
berg.  Også  dem  havde  jo  Kristian  den  anden  hævet  1508, 
da  han  som  prins  styrede  Norge  (se  s.  126),  men  nu  satte 
Frederik  dem  i  kraft  påny.  Som  Allen  siger:  »alt,  hvad 
hansestænderne  under  tidligere  tvistigheder  havde  gjort 
påstand  på  eller  ad  omveje  og  under  allehånde  påskud 
og  tvungne  fortolkninger  tragtet  efter  at  opnå,  var  nu 
indrommet  dem.  Alt,  hvad  Kristian  den  anden  havde 
kæmpet  for,  var  opgivet«. 

Disse  friheder  og  rettigheder  gentoges  i  malmø- 
recessen,  ved  hvilken  Liibeck  end  videre  på  et  åremål, 
som  nærmere  skulde  aftales,  fik  fire  hundrede  gylden 
årlig  af  Gotlands  indtægter.  Allerede  i  slutningen  af 
samme  år  stillede  liibeckerne  dog  nye  krav,  og  F'rederik, 
hvis  halve  hjærte  deres  by  var,  kunde  intet  nægte  dem, 


Liibeckernes  krav.  377 

så  meget  mindre  som  han  kun  underhandlede  med  dem 
ved  sine  hoJsteiiiske  (ikke  ved  sine  danske)  råder,  og  han 
desuden  østpå  truedes  af  Soren  Norby,  sydfra  af  Kristian 
den  anden.  De  klagede  over  Danmarks  utaknæmlighed, 
og  på  herredagen  i  Århus  (febr.  1525)  gjorde  kong  Frederik 
deres  ord  til  sine.  6å  blev  på  mødet  i  Segeberg  d.  17de 
marts  valget  ved  den  såkaldte  1ste  segebergske  reces  givet 
dem  imellem  de  segs  slotte:  Tranekær,  Engelsborg,  Stege, 
Varberg,  Solvisborg  og  Visborg,  af  hvilke  de  måtte  have 
det  ene  med  tilhørende  len  og  alle  dets  indtægter,  så 
kronen  kun  forbeholdt  sig  de  særlige  skatter,  som  måtte 
blive  udskrevne  af  hele  landet,  samt  i  krigstid  ydelsen 
af  mandskab;  på  hvor  mange  år  de  således  skulde  have 
slot  og  len,  skulde  —  to  holsteinske  og  to  hamhurgske 
råder  afgore!  Til  gengæld  skulde  de  udruste  hele  sin 
tlåde  og  lægge  den  i  Øresund  for  at  støtte  hæren  i  dens 
kamp  mod  Norby.  Men  de  gik  ikke  til  sundet:  «de 
kunde  ikke  finde  -Øresund  eller  vidste  ikke,  hvor  det  lå», 
siger  Huitfeldt.  Efter  at  have  ødelagt  Xorbys  skibe  i 
Buviken  gik  de,  som  vi  vide,  til  Gotland  for  at  vinde 
oeu  for  sig  selo,  da,  som  de  senere  påstode,  kun  når 
den  var  i  deres  hånd,  kunde  der  blive  en  ende  på  sø- 
røveriet. Kampen  om  øen  have  vi  allerede  fortalt  og 
skulle  da  endnu  kun  tilfoje,  at  denne  liibeckernes  frække 
svig  fik  man  i  Danmark  forst  ret  rede  på,  tre  uger  efter 
at  Visby  var  brændt,  og  at  for  i  storre  ro  at  kunne 
sætte  sig  i  besiddelse  af  Visborg  vilde  de  narre  kong 
Frederik  til  at  sende  hans  tlåde  om  i  Vesterhavet,  hvor 
den  skulde  frede  Norges  kyster  for  Klavs  Kniephof,  hvad 
dog  heldigvis  "Wolfgang  v.  Utenhof  fik  afværget.  —  Så 
skyndte  man  sig  at  slutte  forliget  med  Norby,  og  endelig 
vare  liibeckerne  villige  til  at  lade  Danmark  beholde  Got- 
land, imod  at  de  i  en  årrække  oppebåre  alle  kronens 
indtægter    af    øen,    og   imedens    udnævnte    lensmanden, 


378  »Frederik  den  fOrste-. 

samt  at  de  i  en  række  af  år,  som  nærmere  skulde  aftales, 
fik  Hammershus  med  Jiele  Bornholm  som  len  af  Dan- 
mark. Denne  ulykkelige  ø  havde  de  næmlig  til  trods  for 
enhvær  overenskomst  endnu  ihænde,  siden  de  1522  ind- 
toge den  (so  s.  265).  Kongen  kunde  ikke  modsætte  sig 
dette  vanærende  krav  uden  et  åbent  brud  med  det  kære 
Llibeck,  og  det  havde  han  ikke  hjærte  til.  Ved  pagten 
i  Ltibeck  d.  19de  juli  1525  satte  staden  altså  sine  krav 
igennem:  fik  hele  Gotland  på  fire  år,  og  Bornholm  — 
ja,  hvor  længe  de  skulde  have  den,  det  skulde  atter  to 
holsteinske  og  to  hamburgske  råder  afgore!  Men  i  erstat- 
ning for  Bornholm,  som  kongen  i  sin  håndfæstning  havde 
forpligtet  sig  til  at  tilbagegive  Lunde  kapittel,  måtte  han 
d.  25te  avg.  give  kapitlet  Varberg  slot  med  tilhørende 
len  og  herreder.  Ligefuldt  vedbleve  de  af  al  magt  at 
belejre  Visborg,  indtil  Norby  i  oktb.  fik  slottet  til  at 
overgive  sig  til  Henneke  v.  Ahlefeld,  der  fik  en  besæt- 
ning af  halft  danske,  halft  lybske  folk.  Så  blev  Born- 
holm d.  Ilte  novb.  overgivet  liibeckerne,  som  endda  ikke 
vare  fornojede,  men  fik  lov  til  at  tage  en  tillægsskat  på 
tre  tusinde  mark  af  det  udpinte  Gotland.  —  Derpå  blev 
den  2den  segebergske  reces  vedtaget  d.  5te  avg.  1526. 
Sporgsmålet  var,  hvor  længe  liibeckerne  burde  beholde 
Bornholm.  På  kongens  vegne  foresloge  de  holsteinske 
råder  at  give  dem  femti  år!  og  hamburgerne  stemte  i  med. 
Liibeckerne  spillede  de  forurettede:  de  mente,  at  de  burde 
haft  den  på  hundrede  år!  Der  var  jo  da  også  meget, 
som  de  skulde  have  godtgjort,  og  iblandt  andet  kunde 
de  ikke  have  mindre  end  åttito  tusinde  to  hundrede  og 
segstien  mark  lybsk  for  det  sidste  krigståg,  ved  hvilket 
de  vilde  snydt  kongen  for  Gotland! 

Allen  siger:  »Så  dyrt  måtte  Danmark  betale  den 
hjælp,  det  fik  af  Llibeck  til  at  gore  Frederik  til  konge 
og  fordrive  Kristian  den  anden:  landafståelser  for  kortere 


Lubeckernos  krav:   malmorecesseii.  379 

eller  længere  tid,  eii  tiårig  handelstrældom  og  i  lige  så 
laug  tid  en  ydmygende  polittisk  afhængighed.  Kong 
Gustaf  i  Sverrig  lod  sig  aldrig  hilde  så  dybt  i  liibeckernes 
næt.  Han  tilstod  dem  vel  store  og  skadelige  handels- 
rettigheder, endog  storre  end  de  fik  i  Danmark,  men 
han  overlod  dem  aldrig  nogen  del  af  landet,  og  det 
varede  ikke  længe,  inden  han  sonderbrod  handelsåget". 

At  Frederik  den  forste  bildte  sig  ind,  at  også  han 
i  kraft  af  kalmareningen  skulde  sætte  Nordens  trilling- 
krone  på  sit  hoved,  have  vi  allerede  kortelig  omtalt  (se 
s.  316).  Han  blev  dog  hurtig  bedre  belært  af  koug  Gustaf. 
1  Malmø  mødtes  bæggo  konger  for  personlig  at  afhandle 
en  mængde  tvivlsomme  sager.  De  havde  de  fleste  af 
Danmarks  og  Sverrigs  rigsråder  med  sig,  og  end  videre 
var  der  mødt  afsendinger  fra  Liibeck,  Rostock,  Stral- 
sund,  "NVismar,  Danzig,  Hamburg  og  Liineburg.  Kong 
Frederik  slog  så  småt  på  kalmareningens  fornyelse,  men, 
da  han  strags  mærkede,  at  kong  Gustaf  ingen  lyst  havde 
til  at  nedlægge  kronen,  nejedes  han  med  onsket  om  at 
kendes  for  Sverrigs  (Gustafs)  o  overherre » 1  Han  fik  dog 
på  stående  fod  et  svar,  der  strags  bragte  ham  til  at 
tage  svøftet  ind.  Nu  skulde  fra  svensk  side  den  lov- 
kloge Ture  Joiissou  tage  ordet  for  Sverrigs  ret,  særlig  til 
Gotland,  men  han  ængstedes  for,  at  han  så  skulde  komme 
til  at  miste  alle  sine  godser  i  Danmark,  hvorfor  han  knap 
kunde  få  ordene  fra^m,  men  det  gik  i  stamihak  for  ham. 
Så  tog  gamle  Anders  Bille  til  orde.  Han  mente,  at  Ture 
Jonsson  og  ban  som  de  to  ældste  blandt  de  tilstede- 
værende vare  de  eneste,  som  ret  havde  rede  på  sagerne: 
men  Gustaf  afbrød  ham:  cVeten  I  då  icke,  hr.  Ånders, 
att  en  ung  kan  så  langt  sporja  tillbaka,  som  en  gammal 
kan  minnas?"  og  dermed  var  Anders  Bille  afvæbnet.  Så 
tik  samtalen  en  roligere  gang,  og  de  to  konger  afsluttede 


380  »Frederik  don  forste«. 

d.  Iste  septb.  1524  »fZe«  malmøske  reces » ,  ved  hvilken 
liibeckerne  dog  rigtignok  fik  næsten  ethvært  sporgsmål 
afgjort  til  gunst  for  kong  Frederik.  Således  måtte  Gustaf 
strags  afstå  Bleking,  som  han  allerede  havde  helt  i  sin 
våld,  og  om  Gotland  vedtoges  det,  at  jøen  foreløbig  skulde 
tilhøre  den  af  parterne,  som  samme  dag  (1ste  septb.) 
havde  Visborg  inde.  Men,  da  Soren  Norby  endnu  den- 
gang holdt  Visborg,  kom  Gustaf  således  også  til  at  give 
afkald  på  hele  Gotland,  hvor  man  allerede  d.  27de  septb. 
hyldede  kong  Frederik,  og  som  Behrend  v.  Mehlen  d.  5te 
oktb.  måtte  romme.  —  Om  Gotland  og  Viken  skulde  den 
endelige  afgorelse  dog  forst  finde  sted  på  et  møde  i  Lii- 
beck  næste  sommer;  men  dette  møde  vilde  Gustaf  af 
fiere  grunde  nødig  gå  ind  på,  og  han  sorgede  da  for,  at 
hans  sendemænd  forst  kom  til  Liibeck,  da  de  danske 
sendemænd  forgæves  havde  væntet  på  dem  i  tre  uger  og 
derfor  atter  vare  afrejste.  Modet  fandt  således  slet  ikke 
sted.  —  Uagtet  der  umulig  kunde  råde  noget  hjærteligt 
forhold  imellem  de  to  konger,  tvang  angsten  for. den 
fælles  fjende  dem  dog  til  at  holde  sammen,  og  d.  21ste 
avg.  1528  sluttede  de  et  forsvarsforbund  i  Lødose,  ifølge 
hvilket,  hvis  Kristian  den  anden  skulde  angribe  noget  af 
rigerne,  Sverrig  skulde  komme  Danmark  til  hjælp  med 
åtte  hundrede  mand,  men  Danmark  med  åtte  hundrede 
og  Norge  med  to  hundrede  hjælpe  Sverrig.  Var  denne 
hjælp  ikke  tilstrækkelig,  skulde  den  efter  omstændig- 
hederne øges.  Denne  forpligtelse  gentoges  ved  forbundet 
i  Varberg  d.  7de  avg.  1530,  ved  hvilket  det  tillige  blev 
bestemt,  at  Gustaf  skulde  beholde  Viken  endnu  i  segs 
år.  Det  gjorde  han  dog  ikke.  Skont  han  egentlig  havde 
gjort  regning  på,  at  han  altid  skulde  beholde  det,  hvorfor 
han  ikke  alene  havde  holdt  Olafsborg  stærkt  besat,  men 
1526  havde  taget  sig  for  at  genopbygge  Karlsborg,  at  ikke 
Viken,    "hvad   Gud  forbyde!«     atter  ved  tjendehånd  skal 


Malmorecessen  og  dens  folger;   nederlænderne.  381 

blive  aftvunget  Sverrig,  —  så  gjorde  han  sig  dog,  da 
Kristian  den  anden  atter  stod  i  Norge,  ikke  alene  rede 
til  at  indfri  sit  ord  fra  Varberg,  men,  for  ikke  samtidig 
at  lægge  sig  ud  med  kong  Frederik,  opgav  han  allerede 
d.  20de  maj  1532  Viken,  som  han  i  fulde  ni  år  havde 
haft  i  sin  hånd. 

Xederlænderne  havde  liibeckerne  håbet  at  se 
fnldstændig  udelukkede  af  Østersøen ,  men  derpå  kunde 
dog  lige  så  lidt  kong  Frederik  og  det  danske  rigsråd 
som  kong  Gustaf  gå  ind.  Liibeckerne  måtte  da  foreløbig 
lade  denne  tanke  hvile,  og  i  sommeren  1524  måtte  de  i 
forbindelse  med  den  danske  regering  slutte  en  overens- 
komst med  dem  om  gensidig  handelsfrihed.  Neder- 
lænderne fik  således  ret  til  at  handle  på  Danmark,  Norge 
og  på  <•  hertugdommerne » ,  imod  at  de  svarede  don  sæd- 
vanlige told.  —  Men,  da  Kristian  den  anden  1531  gik 
fra  Holland  til  Norge,  ilede  liibeckerne  kong  Frederik  til 
hjælp  og  påstode  nu,  at  hollænderne  havde  hjulpet  kong 
Kristian  og  derved  brudt  pagten  af  1524,  så  der  altså 
var  god  grund  for  Danmark  og  Liibeck  til  at  falde  over 
dem  med  forenede  kræfter.  Eigsrådet  vilde  dog  ikke  gå 
ind  på  et  angrebsforbund  mod  hollænderne;  kong  Frederik 
var  selvfølgelig  villigere:  han  forbod  d.  Ilte  jan.  1532 
hollænderne  indtil  midsommer  at  vise  sig  i  Østersoen  og 
beslaglagde  fem  hollandske  skibe,  som  desuagtet  kom. 
Man  mente  for  tiden  umulig  at  kunne  undvære  liibeckerne, 
og  d.  2den  maj  1532,  samme  dag  som  den  dansk-lybske 
flåde  gik  fra  København  til  Akershus,  aftvang  de  kongen 
og  rigsrådet  udkastet  til  en  forbundspagt,  ifølge  hvilken 
danske  skibe  kun  måtte  fore  danske  handelsvarer  igennem 
Øresund,  derimod  c/A-åt  fremmed  stabelgods  for  fragt i^: 
så  snart  Norge  var  genvundet,  skulde  Danmark  og  Liibeck 
anfalde  hollændernes  og  waterlændernes  skibe,  hvor  som 


382  "Frederik  den  furste«. 

helst  de  traf  dem,  i  Øresund  eller  i  søen,  såfræmt  ikke 
skibsførerne  forpligtede  sig  til  hværken  at  fere  stabel - 
gods  fra  vest  til  øst  gennem  sundet  eller  østersolandenes 
Iræmbringelser  den  modsatte  vej.  Man  kunde  da  tilbyde 
hollænderne  forlig  med  hensyn  til  de  opbragte  skibe,  men, 
vilde  de  ikke  strags  give  kob,  skulde  man  føre  krig  og 
kun  slutte  fred  med  dem  på  det  vilkår,  at  de  fuldt  under- 
kastede sig  det  stillede  krav.  —  Det  var  den  lybske  køb- 
mand Jiirgeii  Uulleiiweffcr,  som  var  fader  til  dette  udkast, 
og  han  ilede  strags  til  Liibeck  med  det  for  at  få  det 
stadfæstet  af  rådet;  men  dette  var  dog  betænkeligt  ved 
et  foi'bund,  som  c»jeblikkelig  vilde  fræmkalde  en  krig  med 
alle  Nederlandene;  og  d.  Ode  juli  sluttedes  i  Kobenhavn 
et  forlig  mellem  Danmark,  Sverrig,  Nederlandene,  Liibeck, 
Hamburg,  Kostock,  Stralsund  og  Wismar,  som  stadfæstede 
overenskomsten  af  1524.  Men  —  to  måneder  senere  fræm- 
kom  kong  Frederik  og  Liibeck  i  Amsterdam  med  et  krav 
på  en  halv  million  gylden  (tre  hundred  tusinde  til  kong 
Frederik  og  to  hundred  tusinde  til  Liibeck),  til  erstat- 
ning for  den  skade,  hollænderne  ved  kong  Kristians  krig 
skulde  have  tilfojet  dem.  Derom  underhandledes  der  nu 
en  stund,  men  imidlertid  var  Wullenwefier  bleven  borg- 
mester, og  han  byrjede  strags  fejden  på  egen  hånd:  han 
sendte  skibe  til  Bornholm,  til  Øresund  og  til  Norge  for 
allevegne  at  opbringe  hollænderne.  Dette  gik  dog  for 
vidt,  og  noget  af  det  sidste,  man  fik  den  døende  kong 
Frederik  til  at  underskrive,  var  den  erklæring  til  hans 
kære  liibeckere,  at  han  hværken  kunde  eller  vilde  tåle 
en  sådan  våld  på  rigets  stromme.  Liibeck  syntes  hojst 
overrasket:  det  mente,  at  Danmark  snarere  burde  hjælpe 
det  mod  hollænderne  end  gå  det  imod.  Ligefuldt  sendtes 
Melkjor  Eantzau  til  Briissel  for  at  træffe  en  overenskomst 
på  Danmarks  vegne  med  den  nederlandske  regering.  Men 
herom  skulle  vi  hore  mere  i  det  følaende. 


383 


30.     Norske  handeler;  kong  Kristian  sviges. 

Indtil  I5j27  var  Yiiiseiis  Lunge  <<overkonge»  i  Norge, 
uien  adskillige  forhold  havde  imidlertid  foraudret  sig. 
Efter  Hans  Erikson  (Godov)  fik  Klavs  Bille  (1527)  Bohus 
som  livsvarigt  pantelen.  I  marts  1527  blev  end  videre 
mågens  Gj'ldenstjonie  sendt  ud  i  Vesterhavet  for  at  holde 
styr  på  skipper  Ivlement,  men  desuden  havde  han  det 
hværv  at  bringe  Olaf  Galle  levende  eller  død  til  Køben- 
havn og  selv  sætte  sig  i  besiddelse  af  Akershus.  Det 
synes  ikke,  at  han  fik  fat  på  Olaf  Galle,  men  udeji 
sværdslag  sad  han  i  juni  som  hovidsmand  på  Akershus.. 
Allerede  dette  brod  Vinsens  Lunges  enevælde,  men  der  kom 
det,  som  var  værre.  Et  par  svenske  gejstlige  —  den  ene, 
Peder  Jakobsson  (se  s.  205),  kende  vi  som  en  trofast  ven 
af  Sturerne  —  havde  vakt  stor  uro  i  Dalarne,  men  havde 
måttet  flygte  til  ISorge,  hvorfra  Gustaf  Vasa  ifølge  malmo- 
recessen  krævede  dem  udleverede.  Og  tilsidst,  152o, 
måtte  ærkebiskop  Olaf  Ingebritsson,  skont  meget  nodig, 
efterkomme  dette  krav,  da  han  nok  indså,  at  de  derved 
gik  deden  imøde.  Peder  Jakobsson  havde  han  endog 
ladet  gribe  på  en  af  Inger  Ottesdatters  gårde.  Dermed 
var  der  indtrådt  et  brud  mellem  ærkebispen  og  Vinsens 
Lunge,  ja  de  fejdede  endog  skarpt  på  hinanden.  Så  kom 
1528  daljuukeren  (o:  Jons  Hansson,  den  falske  Nils  Sture) 
som  flygtning  til  Norge,  hvor  både  fru  Inger  og  Vinsens 
Lunge  kendte  ham  for  Sten  Stures  ægte  ældste  son,  ja 
gave  ham  endog  løfte  på  fru  Ingers  yngste  datter.  Også 
ham  krævede  kong  Gustaf  selvfølgelig  udleveret,  og  Vin- 
sens måtte  skynde  sig  at  sende  ham  til  Tyskland.  Men 
hermed  var  Gustaf  ikke  nojet:  på  mødet  i  Lødøse  (avg. 
1528)  krævede  han  af  Frederik,  at  denne  skulde  fratage 
Vinsens  Bergenhus:  og  han  måtte  love  dette.  Så  sendte 
han  i  maj   1529  Æske  Bille  (til  Svanholm  og  Mågenstrup: 


384  "  Krederik  den  fcirste  ■ . 

død  1552)  op  til  Bergen,  og  Vinsens  måtte  strags  oplade 
ham  det  stærke  Bergeuhus,  da  han  i  forvejen  havde 
ulykker  nok  af  sin  åbne  fejde  med  ærkebispen  og  ikke 
turde  skabe  sig  nok  en  mægtig  fjende.  Æske  var  en 
svigerson  af  Henrik  Kriimmedige,  og  han  nojedes  ikke  med 
at  forstærke  Bergenhus  —  ja,  han  nedrev  endog  den 
minderige  Kristkirke,  bispegården  med  den  dejlige  Apostel- 
kirke og  kapittelhuset,  bygninger,  som  ved  sin  nærhed 
vanskeliggjorde  kongsgårdens  forsvar,  men  af  hvilke  især 
den  forstnævnte  gemte  utallige  minder  fra  Norges  stor- 
hed og  hæder  — ,  han  skaffede  atter  sin  svigerfader  all'e 
hans  norske  len  og  ejendomme  tilbage.  Således  var 
nu  Yinsens  Lunges  magt  væsentlig  indskrænket  til  det 
nordenfjældske  Norge,  hvor  dog  ærkebispen  stadig  gjorde 
ham  den  stridig,  og  til  den  indflydelse,  han  ved  sin 
klogskab  og  veltalenhed  vedblev  at  ove  i  rigsrådet. 

Så  indlod  ærkebispen  sig  i  hemmelige  underhand- 
linger med  Kristian  den  anden,  uden  dog  åbent  at  bryde 
med  Frederik  den  forste,  men  han  indfandt  sig  aldrig 
på  nogen  herredag,  og  han  modarbejdede  stadig  rege- 
ringen, hvor  han  kunde  gore  det  uden  alt  for  tydelig  at 
råbe  sig.  —  Man  kendte  slet  intet  personlig  til  kong 
Frederik  i  Norge;  i  hvor  tit  han  end  havde  lovet  det, 
kom  han  aldrig  selv  derop,  ikke  engang  for  at  lade  sig 
krone:  og  han  vandt  på  ingen  måde  folkets  stemning. 
1526  skriver  en  af  hans  egne  herremænd:  "De  ere  alle 
af  hjærtet  kong  Kristians  gode  bønder,  både  i  Danmark, 
Sverrig  og  Norge.  Sagen  er  den,  at  kong  Kristian  havde 
altid  bønderne  for  ojne:  de  kunde  komme  ham  til  ords, 
når  de  vilde,  medens  rigens  råd  og  alt  herskab  var  for- 
smået og  foragtet,  hvilket  bønderne  i  alle  måder  tyktes 
godt  om ;  imedens  ror  gode  herre  [Frederik]  holder  af  sit 
råd,  ridderskab  og  herskab,  både  det  åndelige  og  verds- 
lige, som  tilbørligt  er".    Det  var  derfor  også  spildt  arbejde, 


Forholdene  i  Norge:   Kristian  den  anden.  385 

at  kong  Frederik  i  sommeren  1529  lod  sin  son  hertug 
Kristian  gå  til  Norge  for  at  prøve,  om  han  dog  ikke  af 
normændene  kunde  blive  hyldet  som  arveherre,  siden  det 
danske  rigsråd  så  skinsygt  vågede  over,  at  der  ikke  måtte 
blive  valgt  nogen  tronfølger.  Han  havde  Styge  Krumpen, 
Henrik  Krummedige,  Otte  Krumpen  og  Knud  P.  Gylden- 
stjerne med  sig,  men  ærkebispen  afværgede  hans  hylding 
ved  skriftlig  at  minde  om ,  at  Norge  ikke  kunde  have 
anden  herre  end  den,  der  blev  samtykt  til  Danmarks 
rige.  Alt,  hvad  prinsen  fik  for  sin  rejse,  var  det  skrift- 
lige vidnesbyrd  af  rigsråderne:  «Vi  have  ikke  andet  be- 
fundet, hørt  eller  formærket,  end  at  Hans  Nådes  hoj- 
mægtighed  haver  skikket  sig  kristelig,  fyrstelig,  tilborlig 
og  vel,  deriblandt  hørt  og  brugt  vort  råd  og  under- 
visning, det  vi  alle  og  hvær  besønderlig  takke  Hans 
fyrstelige  Nåde  ganske  ydmygelig  gærne«. 

Alle  de  mange  forsøg,  kong  Kristian  hidtil  havde 
gjort  for  at  genvinde  sine  riger,  vare  strandede,  de 
krigerske  foretagender  så  fuldt  som  de  fredelige  under- 
handlinger, fordi  han  savnede  penge  til  at  give  dem  for- 
nøden styrke,  og  fordi  hans  fyrstelige  frænder  og  venner 
vare  optagne,  enhvær  af  sine  egne  sager,  så  de  vare 
mere  eller  mindre  kølige  for  hans.  Egentlig  var  hans 
svåger  kejser  Karl  ham  ikke  uvillig,  og  han  bod  mere 
end  én  gang  sine  Nederlande  støtte  ham.  Men  ærke- 
hertugiude  Margrete  havde  aldrig  kunnet  lide  ham.  Hun 
havde  stadig  haft  et  vågent  oje  med  ethvært  af  hans 
skridt,  hvad  enten  han  sad  stille  i  Lier,  eller  han  rejste 
om  i  Tyskland;  og  det  hjalp  ikke,  at  han,  dreven  dertil 
af  Gustaf  Trolle,  d.  9de  febr.  1530  nedværdigede  sig  til  at 
give  kejseren  en  skriftlig  erklæring,  i  hvilken  han  blandt 
andet  sagde  sig  løs  fra  »den  lutherske  sekt»,  og  lovede 
at  holde  sig  og  alle  sine  til  »den  katolske  tro«.      Hun 

Danmarks  historie  1481 — 1536.  25 


386  "Frederik  den  forste«. 

troede  vistnok  ikke  på  alvåren  i  hans  erklæring,  men  i 
ethvært  fald:  for  at  holde  ufreden  borte  fra  sine  Neder- 
lande og  deres  handel  vedblev  hun  at  være  ham  Qendsk. 
Hun  døde  imidlertid  d.  30de  novb.  1530,  og  i  hendes  sted 
blev  nu  Kristians  svigerinde,  dronning  Elisabets  yngre 
syster,  enkedronning  Marie  af  Ungern,  Nederlandenes 
regentinde,  og  hun  var  langt  venligere  stemt  imod  sin 
svåger  og  derfor  langt  medgorligere.  —  Da  kong  Kristian 
desuagtet  ikke  kunde  formå  sin  kejserlige  svåger  til  anden 
understøttelse  end  tomme  truselsbreve,  hværvede  han  sig 
i  Østfrisland  og  Geldern  omkring  syv  tusinde  ledige  lands- 
knægte, med  hvilke  han  brød  ind  i  landskabet  Holland, 
der  ved  overenskomsten  af  22den  febr.  1520  havde  gået 
i  borgen  for  den  tilbagestående  del  af  brudeskatten;  og 
uhindret  af  regentinde  og  kejser  tiltvang  han  sig  penge, 
skibe,  skyts  og  levnedsmidler. 

Imens  var  der  også  arbejdet  på  anden  måde.  Gustaf 
Trolle,  som-  havde  måttet  romme  sit  ærkesæde  i  Upsala 
og  ty  ned  til  Danmark,  hvor  han  havde  så  megen  slægt, 
svigtede  strags  sin  lovlige  konge,  da  han  så,  at  oprøret 
vandt  kræfter,  og  gik  over  til  oprørskongen.  Han  kronede 
også  denne  i  København  d.  7de  avg.  1524,  fordi  kroningen 
helst  måtte  udføres  af  en  ærkebiskop,  som  skik  hidtil 
havde  været,  og  fordi  han  ved  denne  vilhghed  håbede  at 
vinde  sig  Lunds  ærkestol,  der  måtte  regnes  for  ledig, 
skont  fire  vare  kaldede  til  den.  Men  den  blev  endnu  i 
fulde  to  år  stående  ledig,  og,  da  Frederik  endelig,  1526, 
af  egen  magtfuldkommenhed  besatte  den,  gav  han  den 
ikke  til  Trolle,  men  til  den  Age  Sparre,  som  domkapitlet 
for  hen  ved  syv  år  siden  havde  valgt.  Dermed  var  for- 
holdet til  kong  Frederik  brudt,  og  Trolle  opsøgte  strags 
igen  kong  Kristian ,  der  virkelig  også.  tog  ham  til  nåde. 
—  Nu  (1531)  gennem  strejfede  han  forklædt  som  bjærg- 
mand  hele  Norge  for  at  undersøge  og  påvirke  stemningen, 


Kristian  den  andens  norgeslag.  387 

Og  tre  af. Norges  bisper  (ærkebiskoppen,  bisperne  Hans 
Reff  i  Oslo  og  Mågens  Lavritsson  i  Hamar)  havde  han 
påny  vundet  for  den  afsatte  konge,  så  de  endog  igennem 
Jorgeu  HaiisoD,  der  ligeledes  hemmelig  havde  vovet  sig  til 
Norge,  sendte  ham  en  storre  hjælp,  dels  af  deres  egen, 
dels  af  kirkernes  formue. 

Da  Kristian  endelig  havde  fået  sig  en  flåde  samlet 
på  henved  treti  skibe,  stak  han  d.  26te  oktb.  1531  fra 
Medemblik  i  søen.  I  hele  Danmark  kom  borger  og  bonde 
i  glad  bevægelse  ved  håbet  om  hans  genkomst,  især  var 
dette  dog  tilfældet  i  Norrejylland  (det  vestlige,  nordlige 
og  mitterste)  samt  i  Fyn.  Han  havde  da  også  kort  for- 
inden udsendt  en  veltalende  opfordring,  der  lod  formode, 
at  han  vilde  lande  i  Danmark,  hvad  kong  Frederik  i  hoj 
måde  ængstedes  for.  Han  styrede  imidlertid  (efter  Gustaf 
Trolles  råd  ?)  ad  det  sydlige  Norge  til  og  ankrede  i  Hesnæs 
havn  på  Agder  d.  5te  novb.  Her  håbede  han,  og  det 
med  grund,  at  han  skulde  genvinde  sin  krone. 

Men  også  på  denne  færd  var  han  bleven  hjemsøgt 
af  hårde  storme,  som  da  han  for  halvniende  år  siden 
forlod  sit  rige ;  og  ti  af  hans  skibe  med  samt  hans  krigs- 
kasse,  hans  sværeste  skyts  og  en  mængde  af  hans  krigere 
vare  slugte  af  Kattegats  bølger.  Da  han  torsdagen  d.  9de 
novb.  —  til  hvilken  dag  man  i  den  ældre  norske  kirke 
havde  henlagt  « tornekronefesten »  —  steg  i  land  ved  Oslo, 
gik  folket  ham  dog  villig  tilhånde,  og  d.  29de  novb., 
dagen  for  andersmesse,  modtog  han  i  Oslo  hyldingen  af 
det  norske  rigsråd,  som  samtidig  sendte  kong  Frederik 
sin  opsigelse.  .  Og  samme  dag  svor  ærkebispen  ham  i 
Trondhjem  en  ny  ed  i  Gustaf  Trolles  hånd.  1  det  norske 
rigsråds  tiltale  til  det  danske  rigsråd  hedder  det  blandt 
andet:  »I  vide  vel,  hvem  det  våldte  og  afstedkom  i  Dan- 
mark, at  Hans  Nåde  nødtes  at  give  sig  af  riget  uden 
tilborlig  tiltale  og  dom,   hvilket  vi  eller  den  gode  almue 

25* 


388  -Frederik  den  forste«. 

i  Norge  ej  afvidste  eller  samtykte,  for  længe  efter  at 
H.  N.  var  uddreven  ...  I  vide  og,  at  det  var  en  foje  hob, 
som  mest  magt  havde  [,  der  opsagde  kong  Kristian],  og 
ikke  alene  mange,  som  derimod  stode,  men  mange  tusinde, 
som  det  tyktes  ilde  at  være,  imod  hvær  én,  som  det 
tyktes  vel  at  være,  og  som  endnu,  som  vi  have  spurgt, 
H.  N.  gærne  igen  i  riget  ville  have,  og  måske  mange 
ere,  som  ikke  tor  give  sin  mening  tilkende  af  frygt  for 
dem,  som  H.  N.s  storste  uvenner  ere». 

Men  den  nye  slotsherre  på  Akershus,  mågens  %ldeu- 
stjeriie,  en  mand,  der  havde  tvættet  sig  i  Jordans  flod 
og  modtaget  ridderslaget  ved  frelserens  grav  (vi  kende 
ham  iblandt  andet  fra  langfredagsslaget  på  Fyrisvåld), 
holdt  ham  op  med  ørkesløse  underhandhnger.  For  sit 
navns  og  sin  æres  skyld  kunde  han  ikke  strags  give  sig, 
men  han  vilde  gore  det,  hvis  han  ikke  fik  undsætning 
inden  d.  10de  marts ;  indtil  den  dag  blev  der  så  sluttet  en 
våbenstilstand.  Kristian  var  under  hele  dette  tåg  mærk- 
værdig dådløs,  mærkværdig  holdningslos;  vi  må  vel  gen- 
tage med  Helveg,  at  «de  mange  udlændighedsår,  i  hvilke 
han  så  at  sige  uafladelig  havde  gået  rundt  om  den  samme 
tanke  uden  nogensinde  at  komme  sit  mål  nærmere,  havde 
blæst  marven  ud  af  hans  knogler«.  Hans  svenske  led- 
sagere, Gustaf  Trolle,  Ture  Jonsson  og  biskop  Mågens 
Haraldsson  af  Skara,  lovede  ham  en  mægtig  støtte  i  Sver- 
rig,  så  snart  han  kun  viste  sig  der,  og  de  skreve  også 
både  til  Dalarne  og  Gøtlandene,  men  uden  fjærneste  virk- 
ning. Ture  Jonsson  havde  så  dog,  som  Klavs  Bille  skrev 
til  ham,  »vendt  din  kappe  så  tit,  at  hun  på  både  sider 
er  så  jammerlig  slidt,  at  ingen  redelig  mand  kan  yder- 
mere bruge  hende«;  og  det  samme  gjaldt  Gustaf  Trolle. 
De  sejre,  kongen  vandt  i  Viken,  havde  ikke  stort  at 
sige,  om  han  end  indtog  Olafsborg  og  (d.  13de  desb.) 
Karlsborg  og  vakte  en  del  uro  i  de  svenske  grænselande. 


Kristian  den  andens  norgeståg.  _       389 

Ture  Jonsson  opfordrede  forgæves  Klavs  Bille  på  Bohus 
til  overgivelse  (da  var  det,  han  fik  hint  svar),  søgte  også 
forgæves  at  tage  slottet  med  magt;  men  dagen  efter  fandt 
man  ham  liggende  hovedløs  på  Konghelle  gade,  et  offer 
for  en  af  sine  mange  fjender.  Gustaf  Vasa  tøvede  heller 
ikke,  inden  han  gjorde  sig  rede  til  både  sondenfjælds  og 
nordenQælds  at  efterkomme  sine  forpligtelser  fra  Varberg. 
Det  måtte  jo  være  ham  klart,  at  kong  Frederiks  sag  i 
dette  ojeblik  var  hans  egen.  Desuden  kom  der  sygdomme 
i  Kristians  hær,  og  misnoje  opstod,  så  snart  solden  ude- 
blev. I  slutningen  af  februar  måtte  han  atter  lægge  sig 
i  lejr  for  Akershus  med  to  tusinde  fodfolk  og  åtti  ryttere:- 
det  var  nu  alt,  hvad  han  havde  tilbage  af  sine  syv  tusinde 
mand.  Det  hjalp  da  kun  lidt,  at  Norges  rigsråd  d,  5te 
jan.  i  Oslo  havde  kendt  hans  son,  den  unge  prins  Hans, 
for  »Norges  riges  arveherre ». 

Det  danske  rigsråd  bad  Llibeck-om  hjælp,  og  i  håbet 
om  således  at  kunne  hævde  sig  hele  østersøhandelen,  var 
byen  så  ivrig,  at  den  allerede  i  novb.  sendte  fire  orlogs- 
skibe til  Kobenhavn  og  lovede,  at  to  andre  skulde  følge 
snart  efter.  Men  i  København  var  man  langtfra  færdig 
med  sine  rustninger,  og  vinteren  var  desuden  så  hård, 
at  man  ikke  havde  stort  håb  om  at  kunne  nå  Norge. 
Dog  rustede  man,  hvad  man  kunde:  for  at  "bringe  penge 
tilveje  indvilgede  rigsrådet  d.  18de  desb.  i,  at  alt,  hvad 
der  kunde  undværes  af  de  sællandske  og  skånske  kirkers 
sølvtoj :  monstranser,  bægere  og  klenodier,  skulde  afgives 
til  mønten  og  gores  i  penge  til  rigets  forsvar;  enhvær 
af  bisperne  måtte  levere  et  vel  udrustet,  vel  bemandet 
og  forsvarligt  skib;  hvad  der  krævedes  af  købstæderne, 
have  vi  allerede  meddelt  s.  320.  Raskest  var  dog  Johan 
Rantzau,  som  strags  fra  Krogen  afsendte  et  halft  hun- 
drede mand,  der  endnu  i  jan.,  til  trods  for  den  islagte 
Qord,  fik  held  til  at  snige  sig  ind  på  Akershus.  —  Imens 


390  »Frederik  den . forste » . 

kæmpedes  der  også  nordenfjælds,  hvor  Olaf  Ingebriktsson, 
ærkebispen,  fejdede  på  sin  gamle  uven,  Viusens  Lunge, 
der  holdt  fast  ved  kong  Frederik.  Olaf  kunde  dog  så 
meget  mindre  overvælde  Vinsens,  som  denne  fandt  en 
kraftig  støtte  i  Æske  Bille,  der  i  maj  sendte  Otte  Stig- 
son  fra  Bergenhus  til  Trondlijem,  hvor  han  brandskattede, 
mens  han  afbrændte  bispegården  med  hele  domkapitlets 
kostelige  bibliotek  og  et  par  andre  af  ærkebispens  gårde, 
og  denne  selv  måtte  indeslutte  sig  på  det  befæstede  Sten- 
viksholm.  —  Det  var  dog  ved  Akershus,  at  kampen  måtte 
udkæmpes.  Her  havde  Tile  Giseler  og  Peder  Skram  alle- 
rede i  marts  bragt  ny  undsætning.  Fjorden  var  endnu 
stadig  tilfrussen,  men  lige  fuldt  lykkedes  det  Skrams 
snildhed  at  skaffe  en  del  landsknægte  og  det  fornødne 
krudt  over  isen  og  sneen  til  slottet,  og  på  hjemvejen 
gjorde  han  ved  Tønsberg  fem  af  kong  Kristians  skibe  til 
bytte.  —  Det  var  dog  kun  få  folk,  Peder  Skram  havde 
haft  med  sig,  men  d.  7de  maj  kom  bispen  af  Odense, 
den  træske  Kuud  ilyldeDstjeriie ,  sin  broder  til  undsætning 
med  syv  tusinde  mand  på  elleve  danske,  åtte  lybske,  tre 
rostockske  og  tre  stralsundske  skibe.  Kristians  stilling, 
som  hidtil  havde  været  meget  mislig,  blev  nu  helt  for- 
tvivlet. I  nogen  kamp  kunde  han  ikke  indlade  sig;  han 
stak  derfor  ild  på  sin  lejr  og  trak  sig  tilbage  til  en 
stærk  stilling  i  selve  Oslo,  hvor  han  dog  havde  slottet 
på  sin  ene  side  og  Knud  Gyldenstjernes  hær  på  den 
anden.  Denne  sidste  stak  d.  10de  maj  ild  på  søbederne, 
hvor  han  havde  alle  sine  forråd,  og  opbrændte  samtidig 
hans  skibe.  Allerede  d.  12te  maj  indlod  han  sig  da  i 
underhandlinger,  som  imidlertid  trak  hen  i  syv  uger, 
fordi  kravene  fra  bægge  sider  vare  for  store  (kong  Kristian 
vilde  ingen  af  sine  kroner  opgive,  og  hans  modstandere 
vilde  ikke  indromme  ham  en  fodsbred  land),  og  fordi 
Peder  Skram  atter  blev  sendt  til  København  for  at  ind- 


Kristian  deu  andens  norgeståg;  lian  sviges.  391 

hente  uye  forholdsordrer  hos  kong  Frederik.  —  Man 
rådede  gang  efter  anden  kong  Kristian,  at  han  skulde 
rejse  ned  til  sin  farbroder,  der  visselig  vilde  tage  hæderlig 
imod  ham  og  »forsorge  ham  med  en  kristelig,  ærlig, 
fyrstelig  underholdning,  meget  bedre,  end  de  havde  magt 
til  at  sige  hani" ;  og  tilsidst  lyttede  han  til  dette  uråd. 
De  som  underhandlede  med  ham,  vare  Knud  Gylden- 
stjerne, Mågens  Gyldenstjerne,  Nils  Lykke  og  Reinwald 
v.  Hejderstorf,  hvem  fire  fuldmægtige  fra  hansestæderne 
stode  ved  siden.  Og  endelig  blev  overenskomsten  sluttet 
og  lejden  givet.  «Den  hellige  trefåldighed  til  lov,  pris 
og  ære«  lovede  altså  biskop  Knud  og  de  andre  syv  "ved 
vor  tro,  love,  ære  og  redelighed » ,  at,  når  han  kun  gik 
ned  til  sin  kære  farbroder,  « vilde  de  med  al  kristelig, 
ærlig,  tilborlig  ære,  reverens  og  værdighed  modtage, 
undfange  og  opholde"  ham  i  en  «fri,  sikker,  ubehindret 
velmagt",  og  de  tilsagde  ham  «en  fri,  ærlig,  sikker,  tro- 
fast, ubrødelig  og  kristelig  lejde  .  .  .  som  ubrødelig,  ube- 
dragelig, uden  al  argelist  fuldkommelig  og  trolig  holdes 
skal  under  Guds  store  hævn  og.  evige  straf »,  hvad  enten 
han  så  kom  til  enighed  med  sin  farbroder  eller  ikke. 
•  Døde  kong  Frederik,  skulde  Danmarks  rigsråd  være  for- 
pligtet til  at  holde  lejden,  ja,  der  tilfojes:  "Dersom  Gud 
forset  haver,  at  Danmarks  riges  råd  og  menighed  ville 
velvillig  tage  Hans  Nåde  igen  for  herre  og  konge,  da 
skal  derpå  ikke  gores  H.  N.  modstand.  Dersom  de  ikke 
ville  eller  kunne  tage  H.  N.  igen,  da  skal  dog  mellem 
hoj bårne  kong  Kristian  og  hans  hjælpere  på  den  ene 
side,  Danmarks  rigsråd  med  de  vendiske  stæder  og  deres 
hjælpere  på  den  anden,  alting  handles  og  sluttes  til  en 
kristelig  og  fredelig  god  bestand  i  alle  måder,  og  Dan- 
marks riges  råd  derefter  lade  kong  Kristian  fri  og  sikker 
indsætte  i  Norges  rige  i  hans  frie  behold,  og  Norges 
rigsråd  da  nyde  og  bruge  sin  frie  kåreret,   som  sædvane 


392  »Frederik  den  forstc". 

Og  friest  været  haver  af  gammel  tid".  —  Biskop  Knud 
havde  aldeles  ubetinget  fuldmagt  af  kong  Frederik  til  at 
afslutte  hvad  overenskomst,  han  bedst  kunde;  men,  inden 
overenskomst  og  lejde  endnu  vare  forseglede,  fik  han 
ved  den  tilbagevendende  Peder  Skram  både  skriftlig  og 
mundtlig  den  ordre,  at  han  kun  måtte  træffe  en  aftale 
med  kong  Kristian,  når  denne  overgav  sig  «på  nåde  og 
unåde«.  Desuagtet  hængte  både  han  og  de  syv  andre 
underhandlere  seglene  under  den  « sikre«  lejde,  og  det 
samme  gjorde  endnu  tyve  andre  herrer,  iblandt  hvilke 
vi  skulle  nævne  Kristoffer  Huitfeldt,  Otte  Anderson  og 
Tile  Giseler.  Biskop  Knud  hængte  det  store  kongelige 
segl  under,  som  Jesper  Brokmand  havde  medført,  for  at 
det  kunde  være  klart,  at  han  handlede  med  fuld  myndig- 
hed. —  Det  var  d.  1ste  juli  1532,  den  dag,  på  hvilken 
han  fyldte  femtiet  år,  at  kong  Kristian,  uden  at  ane 
den  nedrige  svig,  således  overgav  sig. 

D.  Ode  juli  lettede  de  og  sejlede  herned  med  ham, 
men  forst  d.  24de  juli  kastede  de  anker  på  Kobenhavns 
red.  Da  holdt  kong  Frederik  netop  et  stort  møde  med 
sendemænd  fra  hansestæderne  og  Nederlandene,  fra  Gustaf 
Vasa  og  hertug  Albrekt  af  Preussen.  Adskillige  forlig, 
handelspagter  og  forbund  vare  dels  afsluttede  eller  dog  i 
færd  med  at  blive  det.  Ikke  alene  kongen  og  hans  rigs- 
råd bleve  hojlig  misfornojede,  da  de  hørte,  at  de  atter 
skulde  slippe,  hvad  de  nu  så  godt  havde  i  fælden,  men 
liibeckerne,  hvis  afsendinger  jo  dog  også  havde  deltaget 
i  at  besegle  lej  den,  vare  næsten  de  aller  ivrigste  for  at 
få  den  brudt,  og  særlig  gælder  dette  Jtirgen  Wullen- 
weffer.  Der  rådsloges  i  flere  dage,  og  så  længe  vendte 
og  drejede  de  danske  og  lybske  herrer  på  sine  samvittig- 
heder, at  de  under  et  møde  i  HeUigåndskirken  kom  til 
det  udslag,'  at  de  ikke  havde  nødig  at  holde  lej  den,  siden 
kong  Kristian  skulde   have   brudt  betingelserne  for  den! 


Kristian  den  anden  sviges  og  fængsles.  393 

ti  biskop  Knud  forsikrede,  at  hans  folk  på  nedrejsen 
ikke  havde  holdt  sig.,  som  de  burde;  og  han  selv  havde 
fra  Oslo  sendt  keiser  Karl  sin  sons  valgbrev  som  Norges 
arveherre,  men  —  om  dette  var  sket  for  eller  efter  over- 
enskomsten, derom  forlyder  der  rigtignok  intet.  Sven- 
skerne og  holsteinerne  stemte  i  med,  at  man  på  ingen 
måde  atter  måtte  løsslippe  den  fangne  fjende.  —  Efter 
segs  dages  forløb  sejlede ^man  så  videre  med  ham,  for, 
som  det  hed,  at  føre  ham  til  Flensborg,  hvor  man  bildte 
ham  ind,  at  kong  Frederik  var,  og  hvor  han  da  skulde 
mødes  med  ham.  Man  gik  norden  om  Sælland  og  ned 
igennem  Lillebælt,  og  den  ulykkelige  fange  anede  intet 
om  lognen  og  svigen,  for  man  styrede  ind  ad  Sønder- 
borg til.  Det  var  d.  9de  avg.  ved  solnedgang,  at  man 
lagde  til  ved  Sønderborg,  og  her  måtte  den  Ditlef  Brock- 
dorf  modtage  ham,  som  for  ni  år  siden  så  tappert  havde 
værget  Duborg  for  ham;  men  kong  Frederik,  der  så 
skammelig  brød  den  ed,  som  var  afgivet  på  hans  vegne, 
havde  end  videre  fundet  det  sommeligt  at  lade  den  Ruud 
P.  Cyldeiistjenie,  der  var  mistænkt  som  delagtig  i  Dyvekes 
giftmord,  og  som  dengang  var  bleven  benådet,  imod  at 
han  aldrig  mere  viste  sig  for  kongens  ojne,  —  at  lade 
ham  ledsage  kong  Kristian  på  skibet;  og,  da  de  havde 
nået  Sønderborg,  var  samme  Knud  rå  nok  til  at  gribe 
ham  i  skæget  og  rive  den  gyldne  vlies's  ordenskæde  af 
hans  bryst*)  for  at  bringe  hans  farbroder  den. 

I  Sønderborg  blev  han  indsat,  ilxke  som  kong  Frede- 
riks men  som  kongerigets  og  « hertugdommernes »  fange 
på  livstid.  Slotsherren,  Ditlef  Brockdorf,  stod  under  et 
nævn  af  fire  rigsråder  og  fire  landråder,  hvem  han  måtte 


På  et  ordensmøde  i  Barcellona  d.  5te  marts  1519  var  han  valgt 
til  ridder  af  denne  orden,  som  han  dog  forst  modtog  ved 
kroningen  i  Stokholm. 


394  "Frederik  den  f6rste». 

gore  sin  ed,  og  uden  disses  samtykke  måtte  fangen  ikke 
Qærnes  fra  Sønderborg.  Han  blev  indsat  i  slottets  syd- 
østlige blå  tårn  og  fik  kun  sin  norske  dværg  med  sig. 
I  det  forste  halve  år  kunde  han  dog  gå  frit  omkring  på 
slottet  og  blokhuset,  når  han  vilde  lade  være  at  tale 
med  nogen;  men,  da  man  opdagede,  at  han  ved  hjælp 
af  dværgen,  en  købmand  i  Flensborg  og  præsten  i  Lysa- 
bild, fortsatte  forbindelsen  med  sine  venner  i  Tyskland, 
fratog  man  ham  alt,  hvad  han  endnu  havde  af  guld  og 
kostbarheder,  for  at  han  ikke  fræmtidig  skulde  kunne 
bestikke  nogen.  Da  grevefejden  udbrød,  og  man  frygtede 
for,  at  han  med  magt  kunde  blive  befriet,  lagde  man  en 
stærk  besætning  ind  i  slottet,  indespærrede  ham  fuld- 
stændig og  murede  doren  til  efter  ham.  Igennem  et 
hul  på  væggen  rakte  man  ham  maden,  og  lyset  fik  han 
gennem  to  hoje  vinduer  med  tykke  jærnstænger  for.  Som 
tidligere  kong  Frederik  måtte  også  hans  son  kong  Kri- 
stian forpligte  sig  til  Danmarks  og  Holsteins  adel,  aldrig 
at  løsgive  ham,  ja  ej  engang  i  nødsfald  at  flytte  ham 
andensteds  hen.  Dværgen  afløstes  af  en  gammel  soldat, 
som  i  en  lang  årrække  var  Kristians  eneste  sælskab.  Da 
han  døde,  græd  den  gamle  konge  af  smærte.    — 

(Indtil  hans  fætter,  Kristian  den  tredie,  følte  sig 
fuldkommen  tryg  på  tronen,  holdt  man  ham  således  af- 
spærret fra  verden.  Forst  så  gav  man  ham  lidt  storre 
frihed,  og  nogle  år  senere  tillodes  det  ham  endog  at  gå 
ud  i  byen  og  ride  omkring  på  øen  under  bevågtning  af 
de  unge  adelsmænd,  som  sendtes  ham  "til  underhold- 
ning«. Men  under  den  lange  indespærring  våksede  hans 
ryghvirvler  sammen;  i  fængselsgulvets  stene  blev  der 
mærker  af  hans  tunge  vandring;  og  i  marmorpladen  på 
det  bord,  som  stod  midt  på  gulvet,  blev  der  en  fure 
langs  kanterne:  den  var  sleben  af  hans  tommelfinger, 
som  han  lod  følge  pladen,    når  han  vandrede  trindt  om 


Kristian  den  andens  fængsel:  —  'Sorge.  395 

bordet.  På  vindueskarmen  havde  han  ridset  en  tegning 
af  Københavns  slot,  og  andre  tegninger  på  væggene.  — 
Efter  forliget  i  Spejer  (2den  juni  1544),  ved  hvilket  kejser 
Karl  fuldstændig  opgav  hans  sag,  kunde  han  ikke  længer 
have  noget  håb  om  at  genvinde  rigerne  for  sig  eller  sine. 
Endelig,  d.  24de  juli  1546,  gav  han  fuldt  afkald  på  alle 
tre  riger,  da  han  på  Sønderborg  havde  haft  en  samtale 
med  Kristian  den  tredie  og  hertug  Hans  af  Haderslev. 
Ligefuldt  varede  det  endnu  halvtredie  år,  inden  han  (febr. 
1549)  blev  løsladt  af  sit  fængsel  på  Sønderborg  og  »med 
kongelige  æresbevisninger"  (!)  ført  til  Kalundborg,  hvis 
amt  tillige  med  Samsø  blev  givet  ham  til  underhold.. 
Under  rejsen  did  havde  han  i  Assens  atter  en  samtale 
med  Kristian  den  tredie  og  hertug  Hans.  I  Kalundborg 
havde  han  frihed  til  at  jage  og  fiske,  og,  skont  man 
sikrede  sig  hans  person,  gjorde  man  sig  dog  umag  for 
at  blidne  de  sidste  år  af  hans  sorgelige  livsaften.  Kri- 
stian den  tredie  selv  viste  ham  megen  opmærksomhed  og 
velvillie  og  besøgte  ham  kort  for  sin  død,  der  indtraf 
nyårsdag  1559.  Ved  efterretningen  om  hans  død  brast 
Kristian  den  anden  i  gråd  og  bad  til  Gud,  at  der  også 
snart  måtte  løses  op  for  ham.  Og  Gud  hørte  oldingens 
bon:  kun  tyvefire  dage  overlevede  han  sin  bortgangne 
fætter.  Han  døde  på  Kalundborg  slot  d.  25te  jan.  1559 
og  blev  gravlagt  hos  sine  forældre  i  Odense.) 

—  Vi  vende  tilbage  til  Norge.  Da  Kristian  den 
anden  var  fængslet,  måtte  biskop  Hans  Reff  i  Oslo  med 
sit  brev  love  »ikke  med  Norges  råd  at  kåre,  udvælge 
eller  samtykke  nogen  egen  konge  til  Norges  rige,  men 
med  Danmarks  og  Norges  riges  råd  at  kejse,  kåre,  ud- 
vælge og  samtykke  den  samme  til  herre  og  konge  over 
Norge,  som  Danmarks  riges  råd  til  Danmarks  rige  ud- 
kårendes torder»;    og  et  lignende   brev  måtte  kort  efter 


396  »Frederik  den  forste«. 

biskop  mågens  Lairitssoii  i  Hamar  udstede.  Så  sendtes 
l>'ils  Lykke  med  en  uindskrænket  fuldmagt  fra  Akershus 
til  Trondhjem,  for  at  han  i  forening  med  Viuseus  Luuge 
skulde  bringe  det  nordenfjældske  Norge  tilbage  under 
Frederik  den  forstes  herredomme.  Vinsens  havde  krigs- 
magten til  sin  tjæneste,  men  desuagtet  førte  de  kun  en 
skarp  brevvæksling  med  ærkebiskop  Olaf  Iiigebriktssou  på 
Stenviksholm ,  og  det  trak  i  langdrag.  Herved  kededes 
man  sluttelig,  og  sammen  med  Hans  Reff  sendtes  rigs- 
råderne Truid  llfstaiid  og  Klavs  Bille  derop.  De  skulde 
underhandle' med  Norges  rigsråd  om,  at  »forbund,  fred 
og  enighed"  skulde  ligesom  hidtil  også  fræmdeles  råde 
»disse  riger  imellem »,  og  de  øvrige  danske  rigsråder  for- 
pligtede sig  forlods  til  at  stadfæste,  hvad  hine  to  måtte 
aftale  og  vedtage.  Da  ærkebispen  spurgte,  at  nye  sende- 
mænd kunde  væntes,  skyndte  han  sig,  inden  de  endnu 
vare  komne,  at  aflægge  en  ny  troskabsed.  For  sin  del- 
tagelse i  "Oprøret')  slap  han  da  med  en  bøde  på  femten 
tusinde  mark,  af  hvilken  han  dog  på  grund  af  omstændig- 
hederne kun  fik  den  mindste  del  betalt  (biskop  Hans  Reff 
måtte  bøde  segs  tusinde  lod  sølv,  biskop  Mågens  tre 
tusinde).  Næste  dag,  d.  7de  novb.  1532,  måtte  alle  de 
forsamlede  rigsråder:  Olaf  Ingebriktsson,  Anders  Muus, 
Mågens  Lavritsson,  Hans  Reff,  Vinsens  Lunge,  Gavte  Galle, 
Nils  Lykke,  Erik  Ugerup  og  Erik  Eriksson  (Gyldenhorn),  op- 
sige kong  Kristian  huldskab  og  troskab  og  bekræfte  Norges 
riges  forening  med  Danmark,  dog  at  det  beholdt  alle 
sine  gamle  herligheder,  friheder  og  privilegier.  De  to 
riger  skulle  leve  i  stadig  fred,  enighed  og  kærligt  for- 
bund, så  de  stå  hinanden  bi  med  råd  og  dåd.  Kommer 
der  uenighed  om,  hvad  der  vedrører  kongens  og  bægge 
rigers  ære  og  velfærd,  indstilles  det  til  bægge  rigers  råds 
almindelige  sammenkomst;  ti  et  fælles  dansk-norsk  rigs- 
rådsmøde  skal  afholdes,  for  at  det  kan  aftales,  hvad  der 


Norge  beroliges.  397 

videre  måtte  gores  nødigt  til  bægge  rigers  «fred,  endræg- 
tighed og  bestand...  —  Alt  gik  for  sig  i  fred  og  ro,  uden 
blodsudgydelse;  men,  da  sendemændene  vendte  tilbage  til 
Gottorp,  lå  kong  Frederik  for  døden,  så  han  ikke  engang 
fik  trondhjemspagten  stadfæstet,  hvorimod  han  allerede 
et  par  måneder  forinden  på  egen  hånd  havde  indkaldt  en 
fælles  herredag  til  mode  i  Nyborg  d.  8de  juni  1533,  hvor 
det  da  sagtens  var  hans  agt  at  se,  om  han  ikke  kunde  få 
en  af  sine  sonner  valgt  til  sin  eftermand  i  bægge  riger. 


398 


4.     Kongeløset  (1533—36). 


31.    Frederik  den  forstes  ded;  herredag  i  Kobenliavn ; 
partierne. 

r  rederik  den  forste  fik  ikke  lang  tid  til  at  glæde  sig 
ved  sin  sidste  udåd,  ved  sit  og  Knud  Gyldenstjernes 
forræderi.  Tre  tjærdingår  senere  døde  han  på  Gottorp 
slot,  skærtorsdagen  d.  10de  apr.  1533.  Briickmann  for- 
tæller om  hans  lig,  at  «det  blodte  meget  hæftig«,  og 
Huitfeldt,  som  kalder  ham  »en  mild,  from  og  dydelig 
herre«,  at  «der  flød  en  ganske  stor  hob  vand  og  blod 
af  ligkisten,  dog  hun  var  noksom  forvaret,  som  det  sig 
burde;  hvilket  blod  udentvivl  betydde  den  indvårtes  krig, 
som  hans  død  efterfulgte«.  Kan  være!  Vist  er  det,  at 
der  randt  blod  i  stromme  efter  hans  båre.  —  Han  blev 
gravlagt  i  Slesvig  domkirke,  hvor  han  fik  et  prægtigt 
marmorminde. 

Men  nu  var  han  død,  og  hans  eftermand  skulde 
vælges. 

Prins  Hans,  Kristian  den  andens  ældste  son  og  den 
eneste,  der  ikke  døde  som  barn,  var  født  i  København 
d.  21ste  febr.  1518.  På  den  række  møder,  som  kejser 
Karl  fræmkaldte  (se.  s.  375),  var  der  stærkt  tale  om  at 
give  ham  kronen  efter  kong  Frederiks  død,  og  Norges 
rigsråd  kendte  ham  jo  d.  5te  jan.  1532  for  Norges  rette 
arveherre.     Han  var,   vidnes  der,   en  vakker  og  ævnerig 


Prins  Hans;   Frederik  den  fdrstes  ægteskaber.  399 

dreng,  der  gjorde  gode  fræm skridt,  hvorfor  også  Huitfeldt 
siger,  at  "Om  hannem  var  et  godt  formodende«;  men  han 
døde  i  Regensburg  (d.  2den?)  avg.  1532,  netop  som  man 
førte  hans  fader  til  Sønderborg  slot.  (Han  blev  gravlagt  i 
Gent  ved  sin  moders  side  og  herfra  samtidig  med  hende 
ført  til  Odense.)  Han  var  altså  borte,  men  derfor  skortede 
det  ikke  på  personer,  om  h\ilke  de  stridige  partier  kunde 
fylke  sig;  og  flere  kom  der  siden  til. 

Kong  Frederik  havde  været  to  gange  gift:  forste 
gang  med  Anna  af  Brandenburg  (se  s.  144),  der  skænkede 
ham  sonnen  Kristian  og  datteren  Dortea,  men  døde  alle- 
rede d.  3die  maj  1514,  i  sit  tyvesyvende  år,  inden  hendes 
husbonde  fæstede  kronen  om  sin  tinding.  Dernæst  ægtede 
han  d.  9de  oktb.  1518  i  Kiel  Sofie  af  Pommern,  en  datter 
af  hertug  Bugislav  den  tiende.  Hun  var  født  1498  og 
kronedes  i  København  d.  13de  avg.  1525.  Sej  sten  dage 
senere  fik  hun  som  enkegods  Låland  og  Falster,  hvilke 
tidligere  vare  givne  dronning  Elisabet,  Kong  Frederik  og 
rigsrådet  havde  rigtignok  sagt,  at  de  forte  kun  krig  mod 
Kristian  den  anden,  ikke  mod  hans  hustru,  hvis  enke- 
gods skulde  blive  urart;  men  det  var  et  raundsvejr,  der 
blev  svedt  ud  med  så  mange  andre  eder,  og  der  var  kun 
to  rigsråder,  Mågens  Goye  og  Albert  Jepson,  som  havde 
æresfølelse  nok  til  at  nægte  gavebrevet  sin  underskrift, 
så  længe  dronning  Elisabet  endnu  levede.  Dronning  Sofie 
overlevede  sin  husbonde  i  tretifem  år  og  døde  i  Kiel  d.  13de 
maj  1568.  Med  hende  havde  han  bornene:  Hans,  Elisabet, 
Adolf,  Anna,  Dortea  og  Frederik.  —  De  fire  sonuer 
komme  vi  siden  tilbage  til;  her  skulle  vi  et  ojeblik  dvæle 
ved  de  fire  døtre.  Den  ældre  Portea  (fodt  1504,  død 
d.  13de  apr.  1547)  blev  i  juni  1526  gift  med  Albrekt, 
markgreve  af  Brandenburg- Anspach  (født  17de  maj  1490, 
død  20de  marts  1568),  tidligere  stormester  for  de  tyske 
riddere,    men   fra  8de  apr.  1525  arvehertug  i   Preussen 


400  Kongeløset. 

under  Polens  overherredomme,  da  han,  der  trådte  over 
til  den  lutherske  lære,  på  rigsdagen  i  Krakau  havde  fået 
ordenen  ophævet  for  Preussens  vedkommende  og  selv  til- 
vendt sig  alle  dens  besiddelser,  som  hidtil  havde  været 
betroede  til  hans,  til  stormesterens,  varetægt.  —  Elisabet 
(født  14de  oktb.  1524,  død,  under  et  besøg,  på  Gedser 
14de  oktb.  1586)  var  forst  gift  med  Magnus,  dernæst 
med  Ulrik,  et  par  fættere,  bægge  hertuger  af  Mecklen- 
burg  og  biskopper  af  Schwerin;  —  Anna,  dod  i  Flens- 
borg 4.  juni  1535  som  et  åtteårigt  barn;  —  den  yngre 
»ortea  (fodt  1528,  død  Ilte  novb.  1575)  blev  1573  gift 
med  hertug  Kristoffer  af  Mecklonburg,  biskop  af  Ratze- 
burg,  en  yngre  broder  til  den  nys  nævnte  hertug  Ulrik. 

I  sin  håndfæstning  havde  Frederik  den  forste  måttet 
love,  at  han  ikke  vilde  kræve  af  rigens  råd  eller  ind- 
byggere, at  nogen  af  hans  sonner  eller  nogen  anden  i 
hans  levetid  skulde  vælges  til  konge.  Rigtignok  havde 
rigsrådet  få  dage  senere  (10de  avg.)  lovet  ham,  at  det  efter 
hans  død  vilde  vælge  en  af  hans  sønner  "Og  ingen  anden« 
til  konge,  selvfølgehg  til  tak  for  den  store  velgerning,  han 
havde  gjort  riget  ved  at  hjælpe  til  med  at  udjage  kong 
Kristian,  og  for  at  han  så  meget  flittigere  skulde  fræmme 
den  hellige  kirkes,  ridderskabets  og  alle  indbyggeres  tarv 
og  gavn.  Men  endnu  havde  dog  noget  valg  ikke  fundet 
sted,  og  oprøret  mod  Kristian  den  anden  havde  vanskelig- 
gjort et  sådant  valg,  da  Frederik  jo,  tvært  imod  alle 
overenskomster,  forst  var  særlig  valgt  i  Danmark,  der- 
næst særlig  i  Norge,  og  havde  givet  hvært  af  rigerne  en 
særhg  håndfæstning,  men  i  bægge  håndfæstninger  havde 
fraskrevet  sine  born  enhvær  fortrinsret  til  tronen.  Nu, 
da  han  var  død,  skulde  et  valg  dog  ske. 

Herredagen  var  indkaldt  til  møde  i  København  d.  1ste 
juni  1533,  og  få  dage  senere  trådte  den  sammen.  Ni 
gejsthg«  og  tyveåtte  verdslige  rigsråder  havde  givet  møde, 


Herredagen  i  Kobenhavn.  401 

men  ingen  fra  Sønderjylland.  I  en  fuldkommen  rigtig 
opfattelse  af  Sønderjyllands  forhold  til  riget  havde  man 
dog  indbudt  dets  biskop  og  landråder,  men  forgæves. 
Derimod  havde  man  ikke  indbudt  hertug  Kristian,  Dan- 
marks riges  fornemste  lensmand,  og  dog  havde  han  dagen 
efter  sin  faders  død  skriftlig  spurgt  rigsrådet,  om  det 
ønskede  hans  personlige  nærværelse  på  den  herredag,  hvis 
nødvendighed  og  betydning  strags  måtte  stå  ham  klar. 
Han  kom  da  heller  ikke,  men  sendte  to  af  sine  råder. 
melkjor  Raiitzau  og  Wolf  Pogwisch,  der  skulde  minde  om  løftet, 
at  man  ^ilde  vælge  en  af  kong  Frederiks  sonner,  men  i 
øvrigt  i  et  og  alt  skulde  varetage  de  selvstændige  »hertug-. 
dommers"  tarv.  —  Også  hansestæderne  havde  sendt  sine 
bud  til  herredagen,  og  iblandt  dem  skulle  vi  særlig  nævne 
Jiirgen  WuUeimefFer.  De  skulde  sorge  for,  at  stæderne  be- 
holdt sine  handelsrettigheder,  at  hollænderne  fræmdeles 
bleve  udelukkede  af  Østersøen,  og  at  forbundspagten  af 
2den  maj  forrige  år  stadfæstedes. 

En  stor  del  af  den  danske  adel,  med  Mågens  Goye 
og  Erik  Banner  i  spidsen,  ønskede  kong  Frederiks  ældste 
son,  hertug  Kristian  valgt,  da  han  allerede  havde  givet 
adelen  i  hertugdommerne  tegn  nok  på  sin  yndest,  og  da 
man  selvfølgelig  ønskede  forbindelsen  med  Sønderjylland 
(og  Holstein)  fortsat  ad  fredelig  vej.  Han  var  fodt  på 
Gottorp  d.  12te  avg.  1503,  var  altså  en  ung  men  moden 
mand  i  sin  fulde  kraft,  der  desuden  i  længere  tid  havde 
styret  Haderslev  amt.  Han  havde  gode  ævner,  havde 
fra  sit  attende  år  haft  Wolfgang  v.  Utenhof  til  lærer  og 
Johan  Rantzau  til  hofmester,  og  havde  med  den  sidste 
set  sig  om  i  Tyskland.  Ifølge  Easmus  Glad  havde  han 
ikke  alene  et  meget  smukt  ydre,  men  i  hele  sin  måde 
at  være  og  træde  fræm  på  en  ynde,  der  vandt  ham  en- 
hvær,  med  hvem  han  kom  i  berørelse,  dog  egentlig  ikke 
hans  sparsommelige  fader,    som  ikke  kunde   forlige  sig 

Danmarks  historie  1481—1336.  26 


402  Kongeløset. 

med  hans  ligegyldighed  i  pengesager,  og  da  for  så  vidt 
heller  ikke  danskerne  i  almindelighed,  som  en  bitter 
uvillie  imellem  dem  og  holsteinerne  var  fræmherskende, 
en  uvillie,  der  igrunden  også  gjaldt  hertugen  og  —  gen- 
gældtes af  ham.  Det  var  alle  vitterligt,  at  han,  op- 
rørerens son,  jævnlig  havde  skældt  de  danske  herrer  for 
"fortvivlede  skalke,  der  havde  forrådt  sin  arvekonge »,  og 
ved  siden  herad,  var  det  sagtens  småting,  i  hvor  stærkt 
det  end  fræmhævedes,  at  han  hidtil  havde  fort  et  lystigt 
og  vildt  (Huitfeldt  siger:  et  "rasende-))  liv.  Hertil  kom 
hans  vitterlige  forkærlighed  for  lutherdommen,  der  lod 
befrygte,  at  med  haus  valg  vilde  det  være  ude  med 
romerkirken  i  Danmark.  Når  rigets  herrer  havde  lovet 
kong  Frederik,  at  ^^eii  af  hans  sonnem  skulde  få  kronen 
efter  ham,  kunne  vi  derfor  vistnok  med  Helveg  sige,  at 
dermed  »var  egentlig  kun  sagt,  at  den  eneste  iblandt 
dem,  som  kunde  tage  arven,  næmlig  hertug  Kristian, 
ham  vilde  de  ikke  have». 

Ti  gejstligheden  ligesom  en  anden  del  af  adelen, 
hvis  forer  Tyge  Krabbe  var,  ønskede  kong  Frederiks 
næstældste  son,  prins  Haus,  fodt  1521,  altså  nu  en  dreng 
på  tolv  år.  Ham  håbede  man  at  kunne  holde  fast  ved 
papismen,  for  hvilken  hans  ældre  halvbroder  for  længe 
siden  var  gået  tabt.  Det  havde  i  mange  år  været  »en 
offentlig  hemmelighed  1) ,  at  det  egentlig  var  prins  Hans, 
man  tænkte  sig  som  Danmarks  tilkommende  konge.  Der- 
for havde  en  del  af  rigsrådet  1529,  sagtens  skræmmet 
ved  prins  Kristians  frugtesløse  hyldingsrejse  til  Norge, 
og  efter  at  deres  fader  havde  ligget  syg  i  Nyborg,  lige- 
fræm  givet  Hans  løfte  på  tronen;  derfor  havde  han  fra 
den  stund  fået  sin  egen  hofstat  og  var  siden  opdraget  på 
Københavns  slot,  hvorfra  han  ved  faderens  dod  flyttedes 
til  Nyborg.  Hans  opdragelse  lededes  af  en  dansk  adelsmand, 
rigtignok  ved  hjælp  af  en  tysk  hovmester,  pommerinken 


Intet  kongevalg  på  herredagen.  403 

Peter  Swave,  men  opdrageren  var  Oluf  Kosenkrantz  til 
Vallø,  en  son  af  Danmarks  riges  hovmester  Nils  Erikson 
Rosenkrantz,  men  en  svigerson  af  Mågens  Munk.  Hr. 
Oluf  havde,  som  vi  vide,  en  tid  mæglet  mellem  Kristian 
den  anden  og  oprørerne,  men  gik  desuagtet  strags  over 
til  hertug  Frederik,  så  snart  denne  landede  ved  Korsør, 
og  blev  til  Ion  derfor  gjort  til  rigsråd  og  ridder  samt 
til  lensmand  på  Kolding  (som  han  dog  allerede  tidligere 
havde  haft),  samt  på  Abrahamstrup  og  på  Nyborg,  hvor- 
hen han  nu  tog  sin  myndling  med  sig. 

Borger  og  bonde  stirrede  med  længselsfulde  blikke 
mod  den  gamle  fange  i  Sønderborg  slotstårn,  Kristiau  deu 
anden,  om  hvem  det  dog  er  uvist,  hvor  vidt  han  anede, 
at  hans  tilværelse  nu  atter  måtte  bringe  hele  folket  i 
våben.  Man  havde  ikke  kunnet  tilbomme  hans  fængsels- 
dor  så  fast,  at  jo  hans  navn  og  mindet  om  ham  spøgede 
trindt  i  landet;  og  til  dette  knyttedes  der  en  mængde 
af  allehånde  muligheder,  som  mere  end  ét  parti  kunde 
gribe  og  nytte  på  sin  vis.  På  herredagen  havde  han 
imidlertid  ingen  fortaler. 

Men  på  herredagen  kom  det  ikke  til  noget  konge- 
valg, fordi  herrerne  bedst  kunde  enes  om,  at  det  igrunden 
ingen  hast  havde  med  at  kejse  en  overherre,  da  de  ypper- 
lig kunde  styre  riget  selv  (det  havde  de  jo  mer  end  halv- 
vejs gjort  i  kong  Frederiks  tid);  fordi  desuden  de  norske 
rigsråder  nordenfjælds  havde  erklæret,  at  de  ikke  kunde 
møde  på  det  korte  varsel.  Der  stod  jo  da  også  i  kong 
Frederiks  norske  håndfæstning,  at  enhvær  herre-  eller 
rigsdag  skulde  indvarsles  ved  brev  og  vist  bud  »et  år 
eller  halft»  forinden,  så  raderne  kunde  have  tid  til  at 
forberede  sig  på  den.  —  Altså  vedtog  man  d.  18de  juni, 
at  en  ny  herredag  skulde  træde  sammen  i  København 
sankthansdag  1534,  og  til  den  indbødes  atter  de  norske 
rigsråder.     Om  rigsstyrelsen  i  mellemtiden  blev  der  slet 

26* 


404  Kongeløset. 

intet  vedtaget.  Ved  herredagens  opløsning  forsvandt  altså 
med  det  samme  landets  almindelige  regering,  og,  indtil 
den  nye  herredag  trådte  sammen,  sad  igrunden  enhvær 
rigsråd  og  enhvær  prælat  som  konge  i  hele  sin  nærmeste 
omegn.  De  lærte  dog  at  sande,  at  hværken  lige  over  for 
indland  eller  udland  kunde  de  undvære  et  fælles  over- 
il o  ved. 

Herredagen,  som  blev  siddende  hele  juli  måned  ud, 
havde  imidlertid  adskillige  andre  ting  at  skøtte.  Præ- 
laterne vilde-  således  tiltvinge  sig  en  magt,  der  satte 
dem  i  stand  til  at  kvæle  enhvær  kirkerensning.  D.  3die 
juli  vedtoges,  at  beskikkelsen  af  præster  og  prædikanter 
skal  i  ethvært  stift  udelukkende  lægges  i  biskoppens 
hånd,  så  hværken  adel,  købstæder  eller  almue  må  selv 
antage  nogen  prædikant;  drister  nogen  sig  dog  dertil, 
straffes  han  som  våldsmand.  Heri  vilde  hværken  Mågens 
Goye,  Erik  Banner  eller  adskillige  andre  samtykke,  men. 
forlode  misfornojede  rigsdagen.  Atter  her  blev  det  således 
klart,  hvilken  uenighed  der  rådede  mellem  herrerne. 

De  to  hovedsporgsmål,  der  fandt  sin  endelige  af- 
gørelse på  herredagen,  vare  imidlertid  forholdet  til  det 
danske  Sønderjylland  og  forholdet  til  hollænderne, 
hvoraf  det  til  Liibeck  betingedes.  —  I  Sønderjylland 
(og  Holstein)  havde  hertug  Kristian  umiddelbart  efter 
faderens  død  overtaget  styrelsen  i  sit  eget  og  sine  umyn- 
dige halvbrødres  navn;  ti  Sønderjylland  agtede  han  ikke 
for  en  del  af  Danmarks  rige,  men  for  slægtens  særeje. 
Han  havde  derfor  strags  på  godt  "schleswigholsteinsk« 
indkaldt  en  forenet  »slesvigsk"  og  holsteinsk  lauddag  i 
Kiel  og  var  af  denne  uden  indsigelse  d.  8de  juni  1533 
på  egne  og  brødres  vegne  hyldet  som  arvehertug  i 
"hægge  hertugdommer » ,  så  snart  han  havde  stadfæstet 
prælaters   og   ridderskabs  privilegier    <å  alle  punkter  og 


Forliold  til  Holland  og  Liibeck.  405 

artikler..,    dog  således,   at  den  nye  lære,   lutherdommen, 
sikredes  i  den  stilling,  som  hans  fader  og  han  selv  alle- 
rede havde  givet  den:    -Prædikanterne   skal  det  stå  fnt 
for  at  prædike   såvel  det  gamle  som   det  nye,    ti  i  alt, 
hvad  der  rører  troen,   skal  det  stå  enhvær  frit  at  tænke 
og  tale,  som  han  vil..*).     Derved  var  hans  stilling  altså 
fuldkommen   klar  både  i  polittisk   og  teologisk   retning. 
_   Men  allerede  inden  kong  Frederiks   ded  var  hertug 
Kristians  hojre   hånd,    den  snu  og  sejge  Selkjor  Rantzau, 
som  vi  have  set,  sendt  til  Nederlandene,  hvor  han  d.  10de 
maj   havde  faet  vedtaget   udkastet  til  et  forsvarsforbund 
mellem  Nederlandene,  hertug  Kristian  og  Danmark-Norge. 
I   dette  lå  som  i   svøb   udkastet  til  hele  vor  fræmtidige 
sasa.    Rantzau  vendte  efter  udført  gerning  tilbage  til  sin 
herre,    og  fra  ham   gik  han  efter  hyldingen  i  Kiel  som 
hans  sendemand  til  herredagen  i  København.     Her  var 
allerede  Jiirgen  Wullenwéffer  indtruffen,  og  det  var  disse 
to,  som  nu  skulde  prove  kræfter. 

I  det  hidtil  så  aristokratiske  Liibeck  havde  under 
lange  og  hårde  kampe  mellemstanden  skridt  for  skridt 
arbejdet"  sig  op  til  polittisk  ligestilling  med  de  gamle 
herskende  huse,  og  Jiirgen  !» ulleuweffer  var  d.  8de  marts 
1533  valgt  til  en  af  byens  borgmestre.  Den  ær  gærrige 
og  våldsomme,  herskesyge  købmand  med.de  mange  vide 
og  store  planer  rev  hele  det  lavere  borgerskab  med  sig, 
og  det  varede  ikke  længe,  inden  han  havde  så  godt  som 
hele  magten  i  sin  hånd.  Nu  lå  han,  som  vi  vide,  i 
København,  nærmest  for  at  gennemdrive  stadfæstelsen 
af  sit  eget  værk,  udkastet  af  2den  maj  1532,  der  skulde 


*)  Der  var  des  værre  dog  made  med  frihed  og  lighed,  ti  hertug 
Kristian  havde  trængt  den  ganile  biskop  Godskalk  Ahlefeld  sa 
læn-e  o-  så  hårdt,  at  han  i  landdagsbeslutningen  havde  fået 
indfort  °at  den  gamle  messetjæneste  herefter  kun  måtte  holdes 
i  Slesvig  domkirke,  og  selv  i  denne  kun  for  lukkede  dore. 


406  Kongeløset. 

binde  Danmark  til  Llibeck  og  stænge  Nordens  lande  og 
vande  for  hollænderne.  Han  havde  et  villigt  og  farligt 
værktoj  til  sin  tjæneste,  den  unge  og  kraftige  IQarkiis 
leyer,  tidligere  ankersmed  i  Hamburg,  så  hværvet  som 
fændrik  til  kong  Frederiks  norgeståg  1532,  derpå  fører 
for  de  tropper,  som  Liibeck  vilde  sendt  kejseren  til  hjælp 
imod  tyrkerne,  så  fører  for  landsknægtene  på  de  skibe,  som 
i  Vesterhavet  skulde  jage  hollænderne.  Under  denne  jagt 
vovede  han  sig  i  land  i  England  og  var  allerede  galgen 
vis,  da  den  lunefulde  kong  Henrik  den  attende  i  steden 
for  galgen  gav  ham  ridderslaget  og  en  mægtig  guldkæde. 
Nu  var  han  rigt  gift  i  Liibeck,  var  borgmester  og  øverste 
for  alle  stadens  hværvede  tropper,  en  dristig  og  for- 
fængelig æventyrer,  hvis  mod  trodsede  alle  farer  ligesom 
hans  ryggesløshed  alle  sædelige  hensyn.  Nys  havde  han 
været  ved  Bornholm  for  atter  at  jage  hollænderne,  nu  lå 
han  med  den  lybske  flåde  og  sine  krigere  under  Dragør. 
Rigsrådets  flertal  nærede  en  stærk  mistanke  til  her- 
tug Kristian.  Derfor  Ijød  det,  at  i  Jylland  skulde  præ- 
later, adel,  købstæder  og  menige  almue  holde  sig  rede 
ved  nat  og  dag,  om  noget  måtte  påkomme,  og  Bibe  og 
Kolding,  både  slottene  og  byerne,  skulde  befæstes  på  det 
alier  stærkeste.  Wullenweffer  trængte  af  alle  kræfter  på 
for  at  få  sin  forbundspagt  sluttet.  Gang  efter  anden 
manede  han  rigsrådet,  men  det  havde  ingen  stor  lyst  til 
at  gå  ind  på  den.  Rantzau  trængte  ligeledes  på  for  at 
få  et  forbund  sluttet  mellem  « kongeriget«  og  "hertug- 
dommerne« ,  men  fandt  ikke  stemningen  sønderlig  gun- 
stigere. Han  havde  dog  både  en  trusel  og  en  mading  i 
baghånden.  Han  truede  med  Kristian  den  andens  fri- 
givelse, da  de  tyske  fyrster  idelig  trængte  ind  på  her- 
tugen, at  han  skulde  løslade  den  fangne  konge,  og  det 
i  længden  vilde  falde  ham  svært  at  vedblive  at  sige  dem 
nej.     Men  til  denne  mulighed,  vidste  han  nok,  at  rådet 


Forsvarsforbund  mellem  "Danmark-  og  •hertugdommerne-.     407 

ikke  turde  lade  det  komme.  Og  med  kejseren,  af  hvem 
man  jo  ellers  kunde  frygte  krig,  lovede  han  et  forbund, 
når  man  kun  vilde  slutte  forbund  med  hollænderne.  Både 
her  og  der  krydsede  han  altså  Wullenweffer,  og  —  truet 
og  lokket  gik  rigsrådet  allerede  d.  1ste  juli  ind  på  ud- 
kastet til  et  forsvarsforbund  på  «evig  tidn  mellem  »Dan- 
mark- og  " hertugdommerne".  Og  fjorten  dage  senere 
sendte  det  Otte  krumpeu  og  >Tolfgaug  t.  Itenhof  (hertugens 
tyske  kansler  men  samtidig  tvært  imod  håndfæstningen 
lensmand  på  Hindsgavl  I)  til  Gent  for  at  underhandle  med 
statholderinde  Maria.  ]Melkjor  Kantzau  fulgte  dog  med  på 
hertugens  vegne,  og  d.  9de  septb.  sluttedes  der  virkelig, 
et  tretiårigt  forsvarsforbund  mellem  Nederlandene,  Dan- 
mark og  «Schleswigholstein>i ,  i  hvilket  Liibeck  ligefræm 
(men  Sverrig  og  Hamburg  muligvis)  var  opstillet  som 
disse  magters  fælles  fjende,  medens  hollænderne  lige  så 
længe  fik  fri  fart  igennem  Øresund  og  fri  handel  på 
Danmark-Norge  og  « hertugdommerne". 

Det  endelige  valg  var  således  truffet,  og  det  hjalp 
intet,  at  Wullenweffer  ad  Here  veje  tilbod  hertugen  Dan- 
marks krone,  når  han  ^ilde  gå  med  Liibeck  imod  hol- 
lænderne. Både  hertugen  og  Rantzau  så  med  skæve  ojne 
på  Liibeck  og  særlig  agtedes  Kantzau  som  dets  Qende, 
som  hovedmand  for  det  holsteinske  aristokrati,  hvis  stem- 
ning for  tiden  var  meget  bitter  mod  fristaten,  hvor  nu 
småfolk  imod  al  tidligere  skik  og  brug  vare  komne  til 
magten,  og  hvor  man  havde  inddraget  kirkegodserne, 
med  hvilke  mange  holsteinske  adelsmænd  tidligere  vare 
blevne  forsorgede.  Rantzau  havde  sejret  på  hele  linien,  og 
harmfuld  drog  Wullenweffer  hjem.  Men  det  foreløbige 
forbund  af  1ste  juli  stadfæstedes  d.  21ste  novb.  på  en 
ny  herredag  i  Odense,  og,  da  denne  havde  erklæret,  at 
enhvær,  som  man  fræmtidig  måtte  vælge  til  at  styre 
Danmarks  rige,    skulde  forinden  samtykke  i  nærværende 


408  Kongeløset. 

forbundsbrev ,  så  stadfæstede  også  hertug  Kristian  det 
på  en  ny  oschleswigholsteinski)  landdag  i  Kensborg  d. 
5te  desb.  —  Forbundspagten  var  sluttet  mellem  »kongen, 
rigsrådet,  adel  og  indbyggere  i  Danmark  på  den  ene 
side,  hertugdommerne  Slesvig  og  Holstein  med  disse 
landes  adel  og  indbyggere  på  den  anden«,  og  i  pagten 
hedder  det  blandt  andet:  "den  fordring  og  formente  ret, 
som  kronen  og  riget  Danmark  på  den  ene  side,  her- 
tugerne af  Slesvig  og  Holstein  på  den  anden,  have  eller 
kunne  have  til  fyrstendommet  Slesvig,  skal  ikke  være 
tabt  ved  dette  forbund«,  —  den  henstilles  som  noget 
uafgjort.  "Det  danske  rigsråd  havde«,  som  Paludan- 
Miiller  siger,  <.købt  Schleswigholsteinernes  gunst  og  bifald 
ved  en  middelbar  godkendelse  af  Sønderjyllands  forening 
med  Holstein  som  en  helhed,  der  kunde  slutte  forbund 
med  riget  som  lige  med  lige«.  Og  det  var  det  samme 
rigsråd,  som  strags  efter  kong  Frederiks  død  i  en  rigtig 
erkendelse  af  sin  pligt  havde  indkaldt  Sønderjyllands 
(men  selvfølgelig  ikke  Holsteins)  prælater  og  riddere  til 
herredagen  i  København !  Det  var  allerede  nu  så  godt 
på  gled,  at  det  umulig  kunde  stanse,  og  kun  om  ét  af 
to  kunde  der  fræmtidig  være  tale:  enten  var  Sønder- 
jylland uigenkaldelig  solgt  til  Holstein,  eller  man  måtte 
formå  Holsteins  hertug  til  at  modtage  Danmarks  krone. 
Intet  under,  at  Povl  Helgeson  kunde  udbryde:  »Danmark 
har  med  sine  penge  købt  Holstein  og  både  udvidet  og 
beriget  det,  og  dog  har  det  i  dette  Holstein  en  fjende, 
som  efterstræver  og  vil  sluge  det». 

Men  Wullenweffer  var  ikke  den  mand,  der  så  let 
lod  sig  gå  på.  Da  han  hværken  havde  kunnet  fa  tag  i 
rigsrådet  eller  i  hertug  Kristian,  men  lidt  afgjort  uheld 
hos  dem  bægge,  havde  han  strags  andre  planer  på  rede 
hånd.  Han  var  fra  tidligere  tid  godt  kendt  i  Køben- 
havn og  Malmø,  hvor  han  havde  fundet  både  venner  og 


Jiirgen  WulleuwefFer,  Ambrosius  Bogbinder  og  Jorgen  Kock.     409 

beslægtede  ånder;  og  han  havde  nylig  set,  hvor  skarpt 
stænder  og  partier  stode  mod  hværandre.  —  Den  danske 
borger-  og  bondestand  havde  ingen  ætstor  fører,  men  så 
nojedes  man  med  de  mindre.  Københavns  borgerskab 
fulgte  sit  bysbarn  Ambrosius  Bogbiuder,  en  son  af  den 
gamle  Hans  Bogbinder,  hos  hvem  Kristian  den  anden 
som  barn  var  i  huset,  og  eu  broder  til  den  yngre  Hans 
Bogbinder,  der  gik  i  frivillig  landflygtighed  med  sin 
herre.  Ambrosius  havde,  valgt  af  borgerskabet,  fra  1529 
været  en  af  byens  borgmestre,  men  han  var  det  næppe 
længer,  da  han  1531  synes  at  være  bleven  afsat  for  nogle 
hæftige  udtalelser  mod  Frederik  den  forste.  Sin  ind- 
flydelse havde  han  dog  ikke  tabt  ved  afsættelsen,  men 
1534  valgtes  han  påny  til  borgmester.  Han  var  en  hæftig, 
ja  våldsom,  men  vistnok  ærlig  og  hæderlig  mand,  der 
fuldtud  delte  slægtens  polittiske  anskuelser.  Malmo  fulgte 
også  sin  borgmester,  den  forhen  omtalte  Jorgeu  Rock,  som 
med  beregnende  klogskab  havde  draget  menigheden  til 
sig  og  var  bleven  hjemme,  hvor  han  havde  slået  bo. 
Han  kunde  både  vække  og  lede  stormen,  men  han  kunde 
også  i  tide  drage  sig  ud  af  den,  så  han  ikke  selv  led 
skibbrud.  Som  vi  vide,  havde  han  1523  ledet  Malmes 
modstand  mod  Frederik  den  forste,  og  dog  gav  denne 
ham  d.  15de  avg.  1526  «med  Danmarks  riges  råds  sam- 
tykke« dansk  adelskab.  Han  gav  ham  det  «af  synderlig 
gunst  og  nåde«,  hvad  allerede  synes  mærkeligt,  men 
vidner  om  hr.  Jorgens  ævne  til  at  vinde,  hvem  han  vilde 
vinde;  endnu  mærkeligere  er  dog  den  anden  grund,  der 
tilfojes:  »så  og  for  den  villige  og  tro  tjæneste,  han  os 
og  riget  gjort  og  bevist  haver,  beseuderlig  udi  fejde, 
krig  og  orlog  mandeligen  sig  bevist  imod  vore  og  rigens 
fjender«.  Man  kunde  fristes  til  at  sporge,  om  han  helt 
havde  stukket  den  konge  blår  i  ojnene,  der  ellers  mis- 
tænksomt havde  ojnene  med   sig,    eller  om  denne  fandt 


410  Kongeløset. 

for  godt  at  spøge.  —  Både  Ambrosius  og  Jorgen  vilde 
se  borgerne  frie  og  velhavende,  de  ønskede  at  se  byerne 
blomstre  ved  handel  og  al  slags  virksomhed,  ja  ^  de 
ønskede  dem  vel  endog  som  frie  og  uafhængige  »rigs- 
stæder.) optagne  i  hansestædernes  samfund.  Da  skulde 
hværken  konge,  adel  eller  gejstlighed  trykke  dem,  om 
de  end  vedblivende  kendte  kongen  for  skytsherre. 

Med  disse  to  sluttede  Wullenweffer  sig  sammen.  Det 
var  den  nærmeste  redningsplanke,  han  ojnede,  men  den 
var  slet  ikke  dårlig.  Han  havde  allerede  på  Markus 
Meyers  anvisning  tilbudt  Henrik  den  attende  Danmarks 
krone,  men  det  var  dog  hojst  usikkert,  hvor  vidt  dette 
vilde  føre  til  noget.  Man  måtte  rejse  frihedens  banner! 
Med  den  danske  borger  og  bonde  delte  jo  dog  Liibeck 
kærlighed  til  friheden,  kærlighed  til  den  lutherske  kirke- 
rensning og  had  til  de  privilegerede  stænder.  Det  var 
frihed  og  lighed,  den  danske  menigmand  ønskede  og 
hidtil  i  stilhed  havde  kæmpet  for;  han  vilde  afryste  det 
vanærende  åg,  som  gejstlighed  og  adel  igennem  slægtled 
havde  pålistet  ham.  Man  måtte  altså  lade,  som  man 
vilde  støtte  ham  i  denne  kamp,  og  som  en  borgen  for, 
at  det  virkelig  var  alvårlig  ment,  måtte  man  love  at 
give  ham  hans  gamle  prøvede  ven,  den  løsladte  kong 
Kristian,  påny  til  konge.  Det  aristokratiske  Liibeck 
havde  jo  rigtignok  gjort  alt,  hvad  det  magtede,  for  at 
få  ham  afsat,  men  så  meget  mere  var  det  jo  i  sin  orden, 
at  det  demokratiske  Liibeck  atter  indsatte  ham.  Man 
vilde  få  et  stort  og  mægtigt  parti  i  Danmark  imod  sig; 
man  vilde  komme  i  åben  krig  med  hertug  Kristian,  med 
Nederlandene,  sagtens  også  med  Gustaf  Vasa,  måske  med 
kejseren  og  adskillige  nordtyske  fyrster;  men  det  fik  alt- 
sammen være!  Andre  tyske  fyrster  vilde  man  have  på 
sin  side,  ligeledes  de  vendiske  stæder,  ja  muhgvis  tillige 
kong  Henrik   den   attende.     Hertug  Kristian  havde  dog 


Forbund  mellem  Liibeck,  Købeuhavn  og  Malmo.  411 

båret  sig  således  ad,  at  man  skyldte  ham  en  alvårlig 
takforsidst,  og  kong  Gustaf  havde  slet  ikke  handlet 
smukkere.  Man  havde  sat  én  konge  af  i  Norden  og  to 
ind;  man  kunde  nu  sætte  nok  én  af,  ti  kong  Gustafs 
trone  stod  slet  ikke  sonderlig  fast:  se  kun  til  Dalarne 
og  til  Vestergotlandl  men  heller  ikke  i  Småland  og  i 
-Østergøtland  syntes  man  nu  videre  glad  for  ham.  I 
ethvært  fald  —  der  var  åbenbart  ingen  anden  vej ,  hds 
man  nlde  stække  nederlænderne  og  sikre  sig  selv  ene- 
handelen  på  Østersøen,  som  man  nu  engang  hværken 
kunde  eller  vilde  undvære.  Og  til  en  begyndelse  havde 
jo  desuden  Ambrosius  Bogbinder  og  Jorgen  Kock  lovet 
ham,  at  de  strags  skulde  åbne  ham  både  Kobenhavn  og 
Malmø,  så  snart  han  gjorde  alvår  af  sagen. 

Således  var  det  sælsomme  forbund  sluttet  mellem 
Liibeck  og  den  danske  menigmand. 

Men  det  var  langt  fra,  at  alle  andre  kræfter  slumrede. 

Hågeus  Coje  og  Erik  Bauner  havde  vistnok  på  herre- 
dagen i  København  arbejdet,  hvad  de  kunde,  for  strags 
at  fa  en  konge  valgt  og  for  at  sætte  hertug  Kristians 
valg  igennem.  Men  derved  lode  de  det  ikke  blive. 
Mågens  Goye  henvendte  sig  i  høsten  ligefræm  til  her- 
tugen og  opfordrede  ham  på  egne  og  venners  vegne  til 
at  modtage  kronen.  Der  kan  ingen  tvivl  være  om,  at 
han  jo  virkelig  attråede  den,  men  desuagtet  gav  han  et 
afslag:  «han  -silde  ingenlunde  eftertragte  en  krone  uden 
lovlig  kaldelse »,  og  chan  kunde  aldrig  tro,  at  den  regering 
kunde  blive  lykkelig,  som  grundlagdes  ved  blod  og  list«. 
Selvfølgelig  var  han  aldeles  vis  på,  at  den  vej,  som 
Melkjor  Rantzau  havde  slået  ind  på,  vilde  føre  ham  nok 
så  sikkert  om  end  noget  langsommere  til  målet.  Det 
var  imidlertid  Mågens  Goye  klart,  at  enhvær  udsættelse 
af  kongevalget  var  vovehg  og  uheldsvanger:  og  han  lod 
sig  hværken  skræmme  af  betænkeligheder  eller  modstand. 


412  Kougeløset. 

Han  skrev  til  København  og  til  Malmo,  til  Skånes  adel 
og  da  sagtens  til  Sællands  med,  og  i  den  stille  uge  1534 
havde  han  udenfor  Kolding  en  ny  samtale  med  hertugen. 
Det  blev  ham  imidlertid  klart,  at  han  selv,  Erik  Banner  og 
deres  få  venner  ikke  vilde  kunne  bryde  modstanden  hos 
de  jyske  rigsråder,  og  derfor  kaldte  han  den  menige 
udenråds  adel  til  hjælp.  Han  havde  indvarslet  til  et 
jysk  rigsrådsmøde  i  hellig  Sorens  kirke  i  Rye,  og  lor- 
dagen  d.  4de  juli  samledes  man  her.  Dengang  havde 
forholdene  udviklet  sig  med  en  rivende  våldsomhed,  som 
vi  i  vor  næste  fortælling  skulle  påvise.  Men,  som  for- 
holdene nu  vare,  måtte  adel  og  gejstlighed  nødvendig 
slutte  sig  sammen,  hvordan  det  så  gik  gejstligheden  med 
dens  tiende  og  dens  tro.  Det  gjaldt  om  alle  deres  kostelige 
forrettigheder,  deres  herredomme  over  land  og  folk,  deres 
hele  tilværelse.  Men  kun  på  Gottorp  kunde  man  finde 
en  fører,  der  var  i  stand  til  strags  at  tage  tojlen  i  sin 
hånd,  og  med  ham  gik  «bægge  hertugdommer ».  —  Flere 
af  rigsråderne,  særlig  de  gejstlige,  vare  desuagtet  imod 
Goyes  forslag,  og  Styge  Krumpen  var  modstandernes  fører. 
Da  man  udenfor  rådet  hørte,  hvorledes  det  gik,  brød  den 
menige  adel  ind,  krævede  sagen  strags  afgjort  og  spurgte, 
hvem  de  vrangvillige  vare.  Man  bad  den  fjærne  sig,  da 
man  nok  skulde  komme  til  enighed,  og  det  gjorde  den, 
men  den  havde  allerede  ved  sin  truende  nærværelse  ud- 
rettet, hvad  den  skulde.  Selv  bisperne  faldt  nu  til  foje: 
man  valgte  strags  hertug  Kristian  til  konge  og  valgte 
tillige  de  mænd,  som  skulde  bringe  ham  underretning 
om  valget  og  bede  ham  modtage  det.  Man  valgte:  Styge 
Krumpen (!),  Oluf  Munk  (biskop  i  Ribe),  Mågens  Goye 
og  Ove  Lunge.  —  Fem  dage  senere,  hellig  Knuds  aften, 
samledes  nitten  fynske  adelsmænd  i  Hjallese  kirke  med 
biskop  Kuud  Ojidenstjerue  og  Johan  Friis  til  Hesselager  i 
spidsen.     Her  kom  man  til  samme  beslutning  som  i  Rye 


Hertug  Kristian  vælges  til  konge.  413 

Og  valgte  Johan  Friis  til  i  forening  med  jyderne  at  over- 
bringe hertugen   den  fattede  beslutning.      Men   omtrent 
samtidig  må  også  Skånes  adel  have  efterkommet  Mågens 
Goves  opfordring.  -  Jydernes  og  fynboernes  udsendinger 
traf  d.  17de  juli  hertugen  i  Preetz  og  gave  ham  sit  for- 
sikringsbrev,    stolende   på,    at  han  vilde   stadfæste  alle 
ældre  "friheder  og   rettigheder,    skont  de  havde  fuldmagt 
til,  hvis  der  i  hans  faders  håndfæstning  fandtes  « artikler«, 
som   han  fandt  "for   meget  besværlige ",    da  « de  samme 
artikler  at   formere,    formindske   og  forvandle,    eftersom 
dennem  kan  tykkes,  det  Hans  Nåde  lideligt  og  tåligt  kan 
være...     Så  fojelige  vare  de  nu  blevne,    eftersom  der  alt 
var  brand  i  huset.      Og  hertugen  gik  da  også  rask  ind 
på  tilbudet,  skont  det  ikke  engang  i  formen  var  dovligt«^ 
og  kun   kom   fra  en  enkelt  landsdel,    altså  var  lige  så 
ugyldigt,  som  det  var  egenmægtigt.     Ved  Horsens  mod- 
tog han  d.  18de  avg.  på  en  åben  mark  hyldingen.    Adel, 
borgere    og    almue    aflagde    knælende    og    med    oprakte 
hænder  troskabseden;  men  den  nyvalgte  herre  lovede,  så 
snart  han  kom   til   »et  roligt  regimente«,    at  give   den 
håndfæstning,  som  på  grund  af  forholdene  ikke  nu  kunde 
(.gores,  bebreves  og  forsegles«. 

Den,  som  regnede  folket  efter  hjælme  og  krumstave, 
kunde  da  nok  med  frejdighed  påstå,  at  ..Kristian  den  tredic 
allerede  nu  var  kendt  for  god  af  det  halve  Danmark. 


32.    Grevefejden  (Sælland  og  smålandene:  Skåne;  Fyn). 

Vi  komme  nu  til  en  af  de  blodigste  kampe  i  vort 
folks  historie,  folgerig  som  knap  nogen  anden.  Den 
havde  allerede  taget  godt  ved,  inden  Kristians  ensidige 
og  egenmægtige  valg  fandt  sted. 


414  Kongeløset. 

Efter  Hans  Bogbinders  anvisning  sluttede  Wullen- 
weffer  et  forbund  med  den  unge  grer  Kristoffer  af  Olden- 
burg, domherre  i  Bremen  og  Koln,  en  sonneson  af  Kri- 
stian den  forstes  broder,  den  stridbare  grev  Gert;  og 
efter  ham  blev  krigen  kaldt  grevens  fejde.  Kristoffer  (født 
1504,  død  d.  4de  avg.  1566)  var  som  en  yngre  son  af  sin 
fader,  grev  Johan  den  fjortende,  æmnet  til  den  gejstlige 
stand  og  var  alt  som  dreng  bleven  domherre.  Han  blev 
også  en  kundskabsrig  mand,  en  ven  af  lærde  mænd  og 
bøger,  der  regnede  det  for  en  adspredelse  og  hvile  at 
læse  sin  græske  Homer;  men  han  slægtede  dog  sin  far- 
fader på,  kæmpede  allerede  med  hæder  i  den  store  tyske 
bondekrig  (1525)  og  udmærkede  sig  dernæst  mod  tyrkerne 
under  Wiens  belejring  (1529).  Senere  stod  han  i  neder- 
landsk tjæneste,  forst  på  flåden,  siden  i  landhæren.  Sin 
fætter,  den  fængslede  kong  Kristian,  havde  han  tidlig 
stødt  på  og  havde  altid  næret  stor  beundring  for  ham. 
Nu  havde  han  i  Østfrisland  hværvet  en  hær  på  tre  tusinde 
landsknægte,  af  hvilke  flere  tidligere  havde  kæmpet  under 
kong  Kristian  i  Norge,  ja  vel  endog,  som  Eberhard  Oue- 
lacker,  underskrevet  det  lejdebrev,  som  blev  så  skændig 
brudt,  og  som  endnu  stadig  råbte  om  hævn.  —  Kristoffer 
mente  det  fra  forste  færd  vistnok  fuldkommen  ærligt  med 
Kristian  den  anden.  Med  sin  hær  sluttede  han  sig  som 
selvstændig  krigsherre  til  Liibeck,  der  dog  en  tid  skulde 
lonne  hans  folk;  men  i  forbundet  var  der  ingen  tale  om 
at  genindsætte  Kristian  den  anden:  han  skulde  kun,  når 
han  var  udfriet  af  fængslet,  overgives  til  Liibeck,  at  det 
kunde  komme  til  en  venskabelig  (!)  overenskomst  med 
ham.  I  øvrigt  var  det  sikkert  Liibecks  (WuUenweflfers) 
bagtanke  selv  at  vinde  Danmark  eller  dog  de  blomstrende 
handelsstæder  ved  -Øresunds  bredder,  således  styrke  sin 
handelsvælde  og  gore  Østersøen  til  et  lybsk  indhav.  Der- 
for skulde  Helsingør  og  Helsingborg,    så  snart  de  vare 


Grev  Ki-istofFer;  indfald  i  Holstein.  415 

vundne,  og  med  dem  øresundstolden  strags  overgives  til 
Liibeck,  som  dog  var  rede  til,  når  også  Gotland  var 
vundet,  for  dette  ypperlige  øland  at  opgive  Helsingør  og 
den  halve  øresundstold.  —  Rostock,  Wismar  og  Stralsund 
gik  villig  med  Liibeck;  Riga,  Reval  og  Hamburg  skøde 
kun  nogen  pengehjælp  til;  de  øvrige  stæder  vilde  holde 
sig  udenfor  kampen. 

Liibecks  store  rustninger  kunde  ingen  hemmelighed 
være,  og  dog  var  der  ingen,  som  dromte  om,  at  de 
gjaldt  Danmark.  Så  hojrostet  og  fjendtlig  havde  de 
lybske  statsmænd  optrådt  mod  Gustaf  Vasa,  der  for  at 
ophjælpe  sit  folks  selvstændige  handel  skulde  have  brudt 
en  mængde  indgåede  forpligtelser  og  gjort  staden  den 
ene  uret  efter  den  anden.  Derfor,  og  for  at  gore  sig 
betalt  for  penge,  som  man  påstod  endnu  at  have  tilgode 
hos  ham  fra  uafhængighedskampen,  havde  man  i  juni 
1533  beslaglagt  varer,  som  tilhørte  ham  personlig.  Men 
Gustaf  svarede  i  juli  med  ikke  alene  at  beslaglægge  alle 
lybske  skibe  og  varer,  som  fandtes  i  Sverrig,  men  han 
ophævede  uden  videre  alle  liibeckernes  blodige  privilegier 
og  frigjorde  således  sit  folk  for  deres  handelsåg.  Det 
var  da  den  almindelige  mening,  at  det  var  ham,  man 
nu  vilde  til  livs.  Gustaf  troede  det  selv,  og  det  danske 
rigsråd  troede  det  med,  ja,  så  sikre  vare  bægge  i  den 
sag,  at  det  danske  rigsråd  på  Gustafs  anmodning  et  par 
gange  måtte  prøve  at  mægle  imellem  ham  og  den  vrede 
hanse.  Bindet  faldt  dem  end  ikke  fra  ojnene,  da  greven 
gik  over  Elben  og  d.  21ste  maj  faldt  ind  i  Holstein,  efter 
at  have  opfordret  hertug  Kristian  til  at  løslade  den  fangne 
konge,  og  i  forening  med  Markus  Heyer  ved  et  pludseligt 
overfald  indtog  Trittau  og  Eutin,  afbrændte  Segeberg  by 
o.  s.  V. ,  men  kunde  ikke  indtage  slottet.  Hensigten  med 
dette  indfald  var  dog  nærmest  at  skaffe  lonning  til  lands- 
knægtene, derved  at  få  menigheden  i  Liibeck  med  sig,  og 


416  Kongeløset. 

yderligere  at  afvende  opmærksomheden  fra  Sælland,  der 
helst  måtte  blottes  for  forsvarere.   Da  dette  tildels  var  nået 

—  ti  hertug  Kristian  mindede  strags  rigsrådet  om  dets 
forbundspligt  — ,  gik  greven  d.  19de  juni  med  ti  skibe 
under  sejl  fra  Travemunde  og  steg  d.  22den  juni,  natten 
for  sankthansaften,  i  land  —  ikke  ved  Sønderborg  for  at 
frigore  kong  Kristian,  men  —  i  Sælland,  mellem  Skovs- 
hoved og  Hvidøre,  mens  han  trøstig  lod  holsteinerne, 
støttede  af  jyder,  fynboer  og  sællandsfarer ,  tage  deres 
egne  byer  tilbage  og  jage  Markus  Meyer  ind  i  Lubeck 
igen.  —  For  at  kunne  dette  hværvede  hertug  Kristian 
en  hel  del  hessiske  knægte  og  ryttere,  som  vare  blevne 
ledige,  da  Hessen  netop  i  det  samme  sluttede  fred  med 
Wiirtemberg.  I  den  anledning  måtte  han  på  landdagen 
i  Kiel  (septb.)  udskrive  en  skat  på  segs  gylden  af  hvær 
plov  land  foruden  den  tyvende  penge  af  alt  gejstligt 
gods.  Men  næppe  havde  han  atter  fået  sine  byer  i  sin 
magt,  for  han  under  mecklenburgsk  mægling  indlod  sig 
i  fredsunderhandlinger,  der  førtes  i  Stockelsdorf,  men  af 
tiere  grunde  bleve  langvarige,  og  d.  18de  novb.  afsluttede 
han  freden  med  det  tæt  indesluttede  Lubeck,  en  fred, 
ved  hvilken  Holstein  blev  friet  for  krigen,  som  fræmdeles 
kun  måtte  føres  i  og  mod  Danmark!  At  Lubeck  med 
glæde  gik  ind  på  en  fred,  der  Qærnede  krigen  fra  dets 
egne  enemærker,    undrer  os  ikke;    men  hertug  Kristian! 

—  han  synes  at  have  glemt,  både  hvad  han  i  Gent 
havde  forpligtet  sig  til,  og  at  det  jo  nu  tillige  var  hans 
attrå  at  vinde  Danmarks  krone. 

Allerede  sankthansaften  rykkede  greven  ind  i  Ros- 
kilde og  sankthansdag  i  Køge,  hægge  steder  hilset  med 
stor  jubel.  Han  havde  dog  imens  fundet  stunder  til  at 
plyndre  bispegården  i  Roskilde  og  til  at  plyndre  og  ned- 
rive både  Haraldsborg  og  Bistrup.    To  dage  senere  holdt 


Grevens  fejde;  greven  i  Holstein  og  i  Sælland.  417 

han  på  Ulvemosen  ved  Havdrup  et  mede  med  sællandske 
bønder,  som  med  glæde  aflagde  troskabseden  til  kong 
Kristian  den  anden,  «den  gamle  ørnn,  som  påny  skulde 
ave  høgene.  Men  også  i  købstæderne  kogte  der  et 
glødende  had  til  den  mægtige  adel,  som  var  godt  på 
veje  til  at  lade  borgeren  danse  under  » sporefogdens » 
pisk,  ligesom  bonden  allerede  dansede  under  ridefogdens. 
Desuden  havde  greven  Jorgen  Kock  med  sig,  der  af  alle 
var  kendt  som  bondens  og  borgerens  varme  ven.  Dog 
vide  vi  fra  Paludan -Muller,  at  »ingen  adelsmand  blev 
dræbt  af  almuen  i  Sælland  i  dette  år«.  Behøvedes  heller 
ikke!  ti  alle  herrerne *sålgte  strags  sig  selv  som  " uskel- 
ligt»  kvæg.  Kærligheden  til  deres  len  og  gårde  talte 
hojere  i  deres  kødklumper  af  hj ærter  end  pligt  og  ære. 
Povl  Helgeson  siger  bittert  men  sandt:  «For  ikke  at 
miste  magten  eller  blot  en  gård  eller  en  jordstrimmel 
vare  de  rede  til  at  aflægge,  hvad  ed  det  skulde  være». 

Anders  Bille,  der  havde  overbefalingen  over  hele  krigs- 
magten i  Sælland,  løb  strags  fra  Stege  slot,  hvor  han 
endnu  var  høvidsmand,  men  som  nogle  dage  efter  hans 
flugt  blev  indtaget  og  nedbrudt  af  borgerne.  Han  løb 
til  sin  gård  Søholm  i  Stevns,  hvor  han  efter  et  par 
dages  belejring  d.  5te  juli  overgav  sig  til  greven  og 
trådte  som  hans  øverste  regeringsråd  i  hans  tjæneste. 
Til  Ion  fik  han  Vordingborg  slot  og  len,  hans  son  Bent 
fik  degnedommet  i  København,  og  hans  venner  og  frænder 
i  øvrigt  bleve  vel  forsorgede.  Men  hr.  Anders  var  jo 
da  heller  ikke  endnu  færdig  med  at  gælde  den  bøde,  som 
blev  påtvunget  ham,  da  han  1508  på  Helsingborg  slot  i 
kongens  og  ærkebispens  nærværelse  dræbte  Nils  Hack  til 
Hikkebjærg.  Han  var  da  vel  nødt  til  at  tage  hensyn  til 
sine  trykkede  omstændigheder!  —  Alt,  hvad  der  hed 
rigsråd,  var  allerede  forinden  flygtet  fra  København,  hvor 
Kristian    den    andens   venner  altså   let   fik   magten;    og 

Danmarks  historie  1481—1536.  27 


418  Kongeløset. 

d.  13de  juli  åbnede  hovedstaden  sine  porte  for  greven, 
som  dog  forst  drog  derind  d.  16de.  Rigsråd  Johan  l'rne 
havde  rigtignok  endnu  slottet  inde,  og  det  kunde  vel 
have  holdt  en  torn;  men  hr.  Johan  var  ingen  ven  af 
blodige  pander,  hvorfor  han  strags  begyndte  at  under- 
handle med  hr.  Anders  på  grevens  vegne.  D.  24de  juli 
overgav  han  så  slottet  til  greven  med  samt  rigets  orlogs- 
skibe og  skyts,  magasiner  og  pakhuse;  og  til  Ion  fik  han 
Gudme  herred  i  Fyn,  der  lå  op  til  hans  egen  herregård, 
Kygård.  —  Nu  kappedes  næsten  alle  herrerne  om  at  hylde 
greven  og  gore  hyldingen  i  gods  og  penge.  Aksel  Goye, 
der  førte  befaling  over  tropperne' i  det  vestlige  Sælland 
og  sagtens  med  dem  havde  kunnet  redde  København, 
hvis  han  havde  skyndt  sig  derind,  da  Anders  Bille  lod 
ham  vide,  at  han  så  den  fjendtlige  flåde  under  Møn,  — 
ham  mærke  vi  ikke  det  aller  ringeste  til,  for  vi  se  ham 
virksom  i  grevens  tjæneste.  —  Oluf  Rosenkrantz,  den  unge 
prins  Hans's  hovmester,  sendte  forst  femti  af  sine  ryttere 
fra  Nyborg  til  Sonderborg,  hvis  besætning  jo  fræmfor  alt 
måtte  styrkes,  at  den  kunde  passe  godt  på  kong  Kristian; 
og  fulgte  så  selv  sin  myndling  og  Peder  Swave  did,  alle 
klædte  i  bondedragt  for  ikke  at  falde  i  bøndernes  hænder. 
Hr.  Oluf  ilede  dog  strags,  som  det  synes,  fra  Sønderborg 
tilbage  til  Nyborg  og  derfra  til  sit  kære  Vallø,  som  han 
let  sikrede  sig  ved  at  hylde  greven  og  sende  hans  mænd 
våben.  Det  var  dog  kun  galgenfrist,  ti  lidt  senere  måtte 
han  gå  i  Blåtårn,  indtil  han  udleverede  selve  Vallø.  — 
Høvidsmanden  på  Korsør  slot,  rigsråd  Knud  Rud,  lod  sig 
overraske  af  Skælskør  borgere.  De  kom  som  hesteprangere 
og  kaldte  ham  ud,  for  at  han  skulde  opgive  dem  tolden, 
men  grebe  ham  strags  ved  vingebenet  og  toge  så  slottet. 
Han  gik  også  strags  i  grevens  tjæneste.  —  Ålholm,  hvor 
Jiirgen  v.  d.  Uisch  var  enkedronning  Sofies  lensmand,  blev 
i   hans  fraværelse   overrumplet   af  Nysted   borgere;    men 


Grevefejden;   Sællands  adel.  419 

jorsalafareren  Johan  Oxe  til  Nilstrup,  som  elleve  år  tid- 
ligere, da  hertug  Frederik  gjorde  oprer,  havde  samlet 
Lålands  adel,  borgere  og  bønder  og  med  dem  tvunget 
Soren  Stampe  til  at  overgive  sig  det  samme  Ålholm,  og 
som  nu  havde  overanførslen  på  Låland,  Falster  og  de 
omliggende  småøer,  fik  da  også  sit  pantebrev  på  det  rige 
Ravnsborg  len  stadfæstet.  (Senere  blev  han  ligefuldt  be- 
lejret på  Mistrup  af  borgere  og  bønder:  han  vilde  købe 
førerne  fra  sig  med  nogle  sølvbægere,  men  det  lykkedes 
ham  ikke,  da  deres  folk  mærkede  svigen.  Så  vilde  han 
jage  dem  bort  med  krudt  og  kugler,  men,  da  han  selv 
engang  ^ilde  affyre  en  falkonet,  sprang  denne  og  knuste 
hans  ene  lår,  hvilket  juleaften  1534  blev  hans  død.)  — 
Om  det  så  var  den  navnkundige  Otte  Krumpeu'  lod  han 
sig  skræmme  til  at  overgive  sit  slot  Tranekær,  så  snart 
han  så  « Lange  Herman »  og  Soren  Stampe  opkaste  skanser, 
hvilke  de  dog  ikke  engang  havde  skyts  til.  Dog  er  der 
ingen  rimelighed  for,  at  også  han  havde  sålgt  sig,  skont 
han  nu  fik  Ålholm  i  len.  Sagtens  har  han  ladet  sig 
gække  ved  et  løgnagtigt  rygte.  Han  var  da  også  en 
af  dem,  som  noget  senere  måtte  gå  til  Mecklenburg  i 
fængsel.  —  Inden  juli  måneds  udgang  vare  således  hele 
Sælland,  Møn,  Falster,  Låland  og  Langeland  i  grevens 
hænder,  kun  ikke  Nykøbing  på  Falster,  som  —  holdt  sig 
til  d.  22den  avg. ,  men  da  overgav  høvidsmanden  hund 
P.  Gyldeustjerue  dette  sit  slot  til  sin  kære  fætter  Anders 
Bille,  imod  at  han  fik  Krogen  slot  isteden.  Hans  slægt- 
ning mågeus  Gytdeiistjerue  havde  jo  da  også  forinden  for 
sin  store  villighed  fået  et  beskærmelsesbrev  for  alle  sine 
gårde  og  godser  i  Skåne,  Sællaud,  Fyn  og  Jylland.  — 
For  at  gore  det  modbydelige  billede  fuldstændigt  skulle 
vi  endnu  kun  tilfoje:  rigens  kansler  og  Sællauds  biskop, 
den  stormægtige  Joakim  Rouuow,  Johan  Urnes  svåger,  var 
så  fuldt  som  nogen  en   båren  og  svoren  fjende  ad  den 

27* 


420  Kongeløset. 

gamle  borger-  og  bondekonge  samt  ad  bans  forkæmper, 
greven.  Han  bavde  derfor  strags  efter  grevens  land- 
stigning manet  købenbavnerne  til  et  kraftigt  forsvar, 
men  bavde  derved  fræmkaldt  et  sådant  rore,  at  han 
måtte  være  glad,  at  det  ved  flugten  lykkedes  bam  at 
undgå  misbandling.  Greven  gav  nu  bans  bispestol  til 
(lilistaf  Trolle,  som  var  fængslet  samtidig  med  Kristian 
den  anden,  men  på  sine  venners  og  slægtningers  forbon 
atter  løsladt.  Heraf  blev  Joakim  Ronnow  klog  og  gik 
greven  til  bånde  som  de  andre,  bvorfor  han  fik  lov  til 
at  tilbagekøbe  sit  stift  for  to  tusinde  rhinske  gylden  og 
fire  tusinde  mark  danske  penge.  Så  snildt  sluttede  han 
dog  handelen,  at  det  ikke  blev  ham,  men  stiftet,  som 
måtte  betale  købesummen.  Gustaf  Trolle  blev  så  holdt 
skadesløs  ved  Fyns  bispestol.  <>Uden  at  have  haft  lejlig- 
hed til  at  udøve  storre  bedrifter  end  at  brænde  Bistrup 
og  Haraldsborg,  den  roskildske  bispestols  gårde,  og  bringe 
Søholm  herregård  til  overgivelse«,  modtog  altså  greven 
sællandsfarernes  almindelige  bylding  i  Ringsted. 

Et  par  lysglimt  i  morket  skulle  vi  dog  ikke  forbigå. 
I'eder  Godske  værgede  således  med  stor  tapperhed  og  ud- 
holdenhed de  roskildske  bispers  slot,  det  lille  Hjortholm 
ved  Fursøen.  Forst  da  det  fjendtlige  skyts  aldeles  bavde 
ødelagt  tårnet,  den  ene  side  af  slotsmuren  og  selve 
vægtergangen,  fandt  han  sig  af  nøden  tvungen  til  at 
dagtinge  med  greven  og  d.  1ste  maj  1535  overgive  ham 
sit  slot,  som  strags  blev  givet  til  Mikkel  Blik,  der  alle- 
rede under  norgeståget  påny  bavde  sluttet  sig  til  kong 
Kristian;  men  kort  efter  blev  det  nedrevet.  —  Og  med 
ikke  mindre  tapperhed  men  med  storre  held  værgede 
Ejler  Hardeiiberg  det  ligeledes  biskoppelige  slot  Dragsholm. 
Johan  V.  d.  Hoya  stormede  det  fiere  gange  med  en  stor 
styrke  og  beskød  det  dernæst  flere  gange  med  sine  ti 
■  kartover,    men  lige  frugtesløst.    Han  nojedes  da  med  at 


Grevefejden ;  Peder  Godske,  Ejler  Hardenberg,  Mågens  Goye.    421 

indringe  og  således  udsulte  det.  Dets  leje  på  »draget« 
vanskeliggjorde  dog  udførelsen,  og,  da  Ejler  gang  efter 
anden  lod  fjenden  se  {det  samme)  slagtekvæg  på  vålden, 
mente  grev  Johan,  at  der  heller  ingen  udsigt  var  til, 
at  denne  hans  plan  mod  det  vel  forsynede  slot  skulde 
lykkes.  Han  drog  da  bort  og  nojedes  med  at  tage  Kalund- 
borg, hvor  han  indsatte  Lange  Herman  som  hovidsmand. 
Herman  pravede  siden  gentagne  gange  til  lands  og  til 
vands  herfra  at  overrumple  Dragsholm ,  men  altid  for- 
gæves, da  besætningen  var  ham  for  årvågen.  —  Også 
.Hagens  Goje  blev  sig  selv  og  sin  sag  tro  midt  i  ærens 
almindelige  skibbrud:  han  lod  Gunderslevholm  og  Kræn- 
kerup  og  alt  sit  ovrige  gods  i  stikken  for  at  gå  til  Jyl- 
land, hvor  han  ejede  Klavsholm;  og  Erik  Uauuer  med 
enkelte  andre  fulgte  hans  fodspor.  «De  mistede  al  den 
del,  de  havde  i  Sælland,  Skåne,  Fyn,  Låland  og  Falster-, 
skriver  mester  Anders  Cyldeustjerue ,  som  af  samme  grund 
mistede  sit  degnedomme  i  Roskilde  og  sine  andre  ejen- 
domme og  kort  efter  fandt  doden  ved  Svenstrup. 

Nu  ilede  greven  til  Skåne.  Her  havde  Jorgen  Rock 
og  hans  borgere  allerede  fjærde  pinsedag  (27de  maj)  over- 
rasket Malmohus.  De  havde  indbudt  befalingsmanden. 
Hagens  Gyldenstjerne,  den  samme,  som  for  halvtredie  år 
siden  så  snildt  værgede  Akershus,  til  et  mode  på  råd- 
huset og  havde  her  taget  ham  til  fange.  Dernæst  havde 
hr.  Jorgen  vidst  med  halv  sandhed  og  halv  logn  at  sovn- 
dysse  de  måbende  rigsråder,  så  de  lode  ham  beholde 
Malmø  i  fred,  skont  han  strags  nedbrød  den  ene  side  af 
Malmohuses  mure,  der  truede  byens  sikkerhed.  Men 
Truid  Ulfstand  og  Klavs  Podebusk,  som  sondagen  efter 
pinse,  d.  31ste  maj,  uden  at  ane  noget  ondt  kom  fra 
København  til  Malmø,  tog  han  ligeledes  til  fange  og 
holdt  dem  i  ni  uger.    Da  så  greven  kom  i  sundet,  sejlede 


422  Kongeløset. 

han  ham  ved  Dragør  imøde  og  fulgte  ham  til  Køben- 
havn. —  De  skånske  herrer  skyndte  sig  derimod  på 
Mågens  Goyes  opfordring  at  hylde  hertug  Kristian,  og 
indbyrdes  manede  de  hværandre  til  tappert  modværge; 
stævnede  også  hværandre  til  Landskrona  fæstning,  som 
de  mente  bedst  at  kunne  holde.  Og  her  samledes  de 
virkelig,  men  våbnene  fik  de  foreløbig  ingen  brug  for. 
Mens  Gustaf  Vasa  opbød  alt  for  at  ile  dem  til  hjælp, 
hvad  dog  omtrent  vilde  tage  en  Qorten  dage,  gave  de 
overløberen  Anders  Bille  frit  lejde,  for  at  han  kunde 
komme  over  og  tale  med  dem  om  nogle  « mærkelige 
ærinder,  grev  Kristoffer  havde  givet  ham  i  befaling«; 
og  så  godt  og  så  længe  snakkede  han  med  dem,  at, 
samme  dag  som  Københavns  slot  overgav  sig,  bade  de 
greven  om  lejde  for  et  udvalg,  de  vilde  sende  over  til 
ham.  Lejden  fik  de,  og  udvalget  kom  til  København 
med  rigens  marsk,  hr.  Tyge  Krabbe,  i  spidsen  (de  andre 
udvalgte  vare:  Holger  Ulfstand,  Aksel  Ugerup  og  Knud 
Bille);  og  allerede  d.  30de  juli  aflagde  det  på  den  skånske 
adels  vegne,  utvunget,  kong  Kristian  den  anden  troskabs- 
eden. Også  Skåne  blev  altså  vundet  uden  sværdslag,  og 
grev  Kristoffer  havde  intet  andet  at  gore  derovre  end  at 
modtage  hyldingseden  på  Lybershoj ,  hvor  den  også  blev 
afgiven  d.  10de  avg. ,  og  det  af  de  samme  herrer,  som 
en  måned  tidligere  havde  kejset  og  hyldet  «kong  Kristian 
den  tredies.  ]\Ien  så  lidt  tillid  havde  han  dog  til  disse 
herrer,  at  han  ikke  turde  overnatte  i  Lund,  men  skyndte 
sig  tilbage  til  Malmø.  —  Til  de  grevelige  troppers  lon- 
ning  måtte  Lunde  domkirke  ved  denne  lejlighed  give  alt, 
hvad  den  endnu  ejede  af  guld  og  sølv  og  andre  kostbar- 
heder, men  selvfolgelig  beholdt  alle  de  «ædlei)  herrer 
sine  len:  Tyge  krabbe  beholdt  således  Helsingborg,  rigs- 
råd Truid  llfstand  Varberg,  rigsråd  Aksel  llgenip  Sølvis- 
borg    og   jorsalafareren    rigsråd    Holger   llfstaud   Laholm; 


Grevefejden;  Skåne,  Fyn.  423 

eller  de  fik  nye  isteden:  rigsråd  ^lågens  Gjldenstjenie  fik 
således  Lindholm  og  Falsterbo  (med  hele  fem  herreder)  for 
Malmøhus,  samt  desuden  Hagenskov  og  Hindsgavl  i  Fyn: 
så,  slap  de  end  æren,  pungen  frelste  de. 

I  Fyn  vare  såvel  borger  som  bonde  harmfulde  over 
adelens  egenmægtige  valghandling,  og,  da  der  et  par 
dage  efter  kom  et  par  grevelige  hevidsmænd  til  dem, 
rejste  svendborgerne  sig  d.  12te  juli,  afbrændte  Orkel, 
bispens  slot,  og  skånede  lige  så  lidet  Nakkebølle,  Eygård 
(Johan  Urnes  borg)  eller  adskillige  andre  slotte.  Klars 
Slippeslot,  som  endnu  var  ejer  af  Nakkebølle  (han  døde 
forst  nyårsdag  1541),  måtte  d.  16de  juli  atter  blive  gamle 
kong  Kristians  mand.  Svendborgerne  droge  så  til  Odense, 
hvor  de  fandt  villige  hjælpere  til  at  storme  bispegården 
og  de  omliggende  adelsgårde.  Det  rige  Dalum  jomfru- 
kloster blev  således  indtaget  af  en  skrædder  i  Odense, 
Henrik  Skræp,  Næsbyhoved  slot  blev  brændt,  og  Hagenskov 
blev  taget  af  bonden  Hans  Lunde.  De  øvrige  byer  og 
hele  landet  fulgte  Svendborgs  foredomme;  ikkun  Nyborg 
blev  af  slottets  besætning  tvungen  til  rolighed.  "Men», 
siger  Paludan -Muller,  «til  den  danske  almues  ære  skal 
det  siges,  at  ikke  nogen  adelsmand  er  bragt  af  dage, 
end  ikke  i  rejsningens  forste  hede«*).  —  Almuens  sejr 
varede  imidlertid  kun  en  åtte,  ti  dage:  da  sendte  hertug 
Kristian  fra  Kolding  fire  hundrede  ryttere,  to  hundrede 
bøsseskytter  og  tre  fænniker  landsknægte  til  Fyn.    Forst 


*)  Desuagtet  siger  Fryxell:  -Alla  adelsgårdar  plundrades  och 
brændes;  deras  innevånare  mordades'  (udhævet  af  mig)  .  .  . 
•  bouderna  .  .  .  forut  behaudlade  af  sina  herrar  som  djur,  hæni- 
nades  de  mi  med  en  djurisk  grymhet  tiUbaka- !  (ligeledes 
udhævet  af  mig).  —  Derimod  er  det  vist,  at,  så  snart  Johan 
Kantzau  fik  overtaget  i  Fyn,  lod  han  Henrik  Skræp  henrette 
og  Hans  Lunde  stejle. 


424  Kongeloset. 

blev  Odense  taget;  den  vilde  sætte  sig  til  modværge,  og 
derfor  anrettedes  der  et  stort  blodbad  på  borgere  og 
bander.  Derpå  satte  man  sig  fast  i  Nyborg,  og  endnu 
inden  juli  måneds  udgang  var  hele  Fyn  "beroliget«,  det 
vil  sige  kneblet  og  lamslået.  —  Men  i  de  forste  dage 
af  avgust  steg  Aksel  Goye  med  sit  rytteri  i  land  ved 
Kærteminde,  og  med  ham  fulgte  Eberhard  Ouelacker,  en 
af  Kristian  den  andens  gamle  krigere  og  trofaste  venner, 
en  af  hans  bedste  mænd  på  norgesfærden,  men  i  ovrigt 
en  tysk  landsknægteøverst,  der  i  østfrisland  havde  sluttet 
sig  til  ham.  Nu  fulgte  han  grev  Kristoffer,  harmfuld 
over,  at  man  så  skændig  havde  brudt  den  overenskomst 
med  kongen,  som  han  selv  havde  været  med  at  afslutte. 
Odense  og  Svendborg  måtte  da  påny  hylde  greven,  og, 
om  det  så  var  Nyborg  by,  fik  borgmester  Kasmiis  Rostokker 
den  ved  overrumpling  bragt  i  lybeckernes  våld.  Disse 
afskare  så  vandrenderne  til  slottet;  der  kom  mytteri  i 
besætningen ;  og  den ,  som  i  Oluf  Kosenkrantzes  fra- 
værelse skulde  holdt  det,  overgav  det  da  mod  frit  lejde, 
hvorpå  Otte  Stigsou,  der  nu  atter  var  bleven  Kristian  den 
andens  mand,  fik  det  i  len  af  greven.  —  Således  var 
hele  Fyn  påny  i  grevens  hænder,  men  værre  faren  var 
intet  af  vore  landskaber;  det  måtte  den  ene  dag  hylde 
den  ene  Kristian  for  næste  dag  at  hylde  den  anden;  og 
aldrig  foregik  et  sådant  bytte  uden  plyndring,  mord  og 
brand;  ti  adelen,  helst  den  tyske,  var  langtfra  så  mild 
som  borger  og  bonde. 

Det  kunde  synes,  som  om  greven  alt  havde  spillet 
vundet.  Det  var  man  også  tilbojelig  til  at  mene  både 
ude  og  hjemme,  og  kong  Kristians  syster,  Elisabet,  var 
lige  så  overrasket  som  glad  ved  at  se,  hvorledes  herrerne, 
som  hun  mente,  påny  faldt  hendes  broder  til  fode.  Johan 
Weze  havde  dog  et  klarere  syn  på  sagerne,  i  hvor  langt 


Grevel'ejdeu ;  Fyn,  Norrejylland.  425 

han  end  var  borte.  Han  skrev  d.  15de  septb. :  "Jeg- 
kender  riget  for  godt  til  at  kunne  tro,  at  rigets  herrer, 
uden  nødtvungne,  tage  imod  kong  Kristian.  Har  end 
grev  Kristoffer  overrumplet  Danmark,  ophidset  nogle 
borgere  og  bønder  og  taget  en  eller  anden  by,  så  tror 
jeg  dog  aldrig,  at  rigets  biskopper  og  herrer  samtykke. 
For  tiden  gore  de  gode  miner  til  dårligt  spil,  men  de 
se  kun  tålmodig  på  tingene,  indtil  greven  ikke  har  flere 
penge  at  lonne  soldaterne  med,  og  indtil  vinteren  kommer, 
da  bønderne  søge  hjem  og  holde  sig  i  sine  stuer«.  Alle- 
rede i  septb.  måtte  greven,  som  ingen  penge  kunde  få 
fra  Lubeck,  pålægge  gejstligheden  en  hård  skat:  ti  mark 
af  hvær  kirke,  ti  mark  af  hvær  præst  og  tre  mark  af 
hvær  sognedegn.  At  han  kom  med  endnu  storre  krav  i 
oktober,  og  hvad  de  førte  til,  skulle  \i  senere  se. 


33.    Grevefej  den  (Norrejylland). 

Til  Norrejylland  sendte  greven  den  raske  skipper 
Klement.  Som  vi  vide  (se  s.  345),  havde  han  jo  hjemme 
dér.  Sidst  vi  skiltes  fra  ham,  måtte  han  forlade  Katte- 
gat. Han  gik  da  til  Østfrisland,  men  endnu  samme 
høst  gik  han  igen  i  søen.  En  storm  kastede  ham  imid- 
lertid ind  på  den  jyske  kyst,  og  det  var  alt  det,  han 
frelste  livet.  Næste  sommer  var  han  dog  atter  i  søen 
med  tre  skibe,  og  i  avg.  1527  vare  købmændene  i  Bergen 
angst  for,  at  han  skulde  gæste  dem.  På  Kristian  den 
andens  norgeståg  var  han  atter  med,  og  det  var  ham, 
som  førte  kongens  flåde  did  fra  Holland;  men  han  gik 
til  Tyskland,  så  snart  hans  konge  havde  ladet  sig  narre 
ned  til  København.  Kort  efter  lå  han  i  Æbeltoft  vig, 
hvor  Frederik  den   forste  lod  underhandle  med  ham  for 


426  Kongeløset. 

at  afkøbe  ham  hans  skibe.  I  juli  næste  sommer  lå  han  på 
Gotaelven  og  tilbed  herfra,  dog  næppe  for  alvår,  Gustaf 
Vasa  sin  tjæneste;  men,  inden  tilbudet  endnu  var  mod- 
taget, slog  han  sig  i  avgust  sammen  med  hollænderne 
og  gik  i  Øresund  på  jagt  efter  lybske  skibe.  Da  hol- 
lænderne vendte  hjem,  overvintrede  han  atter  på  Gota- 
elven  og  underhandlede  påny  med  Gustaf  Vasa,  som 
gærne  vilde  haft  den  navnkundige  sohane  i  sin  tjæneste; 
men  næppe  rejste  grev  Kristoffer  den  gamle  kong  Kri- 
stians banner,  for  skipper  Klement  med  alle  sine  stal- 
brødre  påny  sluttede  sig  til  den  sag,  der  ret  egentlig 
var  hans  hj ærtesag. 

Ham  var  det  nu,  hvem  greven  overdrog  at  rejse 
norrejyderne.  Han  kom  d.  14de  septb.  til  Ålborg.  Byen 
kom  strags  i  hans  magt,  og  slottet  holdt  sig  ikke  mange 
dage,  eftersom  Peder  Lykke,  en  af  de  fem  verdslige  jyske 
rigsråder,  som  havde  indledet  oprøret  mod  Kristian  den 
anden,  tog  flugten;  hvorpå  Klement  med  lethed  fik  vendel- 
boerne på  benene.  Sig  selv  og  sin  fortid  tro,  sluttede 
de  sig  til  ham  i  store  hobe.  Den  stormægtige  Styge 
Knimiien,  biskoppen  i  Børglum,  skjulte  sig  i  en  bager- 
ovn, men  ligefuldt  fik  man  ham  fat;  og  den  røde  hane 
gol  så  hojt  over  den  ene  herregård  efter  den  anden:  over 
Klarupgård,  Vorgård,  Birkelse,  Hjermitslevgård,  Sejlstrup, 
Kokkedal  o.  s.  v. ,  at  fiere  adelsmænd  fandt  det  rådeligst 
at  slutte  sig  til  Klement.  Jeiis  Markiardsou  (Rodsteii)  agtede 
sig  ikke  for  god  til  at  tage  Børglumkloster  i  len  af  ham, 
så  lidt  som  Klavs  hersoii  Dyre  til  at  tage  Vrejlevkloster; 
andre  len  gaves  til  borgere  og  bønder.  Ejeren  af  Klarup- 
gård og  Hjermitslevgård,  Bagge  Griis,  vilde  imidlertid  gå 
en  anden  vej :  han  vilde  støde  skipper  Klement  sin  dolk 
i  siden.  Men  harnisket,  som  Klement  bar  under  sine 
klæder,  bødede  af,  og,  da  Bagge  så  vilde  fiygte  fra  Al- 
borg,  kastede  en  skomager  ham  en  tagsten  i  hovedet,  så 


Grevefejden;  skipper  Klement  i  Jylland.  427 

han  styrtede  om  i  et  kær  udenfor  byen  og  druknede.  — 
I  Ty  lod  bonden  Oluf  Duus  Vestervig  kloster  gå  op  i  luer, 
hvorpå  han  lod  tinglæse,  at  enhvær  den,  der  ikke  fulgte 
skipper  Klement,  kunde  være  sikker  på  galgen;  og  man 
fulgte  ham  trøstig. 

Men  i  Norrejylland  førte  Mågeus  Goje  og  Ove  Bille 
regeringen  som  hertug  Kristians  statholdere,  og  i  dem 
så  vel  som  i  Erik  Banuer  havde  den  jyske  adel  for  kraftige 
og  selvstændige  førere,  til  at  den  i  noget  stort  tal  skulde 
sejle  i  det  kølvande,  som  øernes  adel  havde  uddybet. 
Den  jyske  adel  svarede  ikke  engang  på  Anders  Billes 
venlige  brev,  men  sidst  i  septb.  samlede  den  sig  i  Århus, 
fik  en  fane  braunschweigske  ryttere  under  Jost  t.  Globeck 
til  undsætning  fra  hertug  Kristian,  og  drog  nu  imod 
bønderne,  så  tryg  på  sejren,  at  den  ikke  engang  vilde 
oppebie  fire  fænniker  landsknægte,  som  yderligere  sendtes 
den  til  forstærkning.  Adelshæren,  ført  af  den  unge  rigs- 
marsk  Holger  Roseukrautz  til  Boller,  stod  allerede  ved 
Svenstrup,  en  mil  syd  for  Ålborg,  segs  hundrede  jærn- 
mænd  til  hest  og  omtrent  lige  så  mange  fodfolk.  Den 
havde  ikke  besat  hojderyggen  foran  byen,  den  havde  ikke 
engang  forposter  ude,  ti  det  faldt  den  slet  ikke  ind  at 
tage  sig  vare,  da  den  umulig  kunde  tro,  at  bønderne 
turde  vove  noget  angreb.  »Men  d.  16de  oktb.  1534  var 
skipper  Klement  tidligere  oppe  end  adelen".  Han  havde 
samme  morgen  forladt  Ålborg  og  angreb  nu  adelshæren 
med  segs  tusinde  slet  væbnede  vendelboer,  hvis  bedste 
våben  vare  køllen,  leen  og  « vendelbopiggen » ;  og  de 
mejede  folk  som  korn.  De  side,  opblødte  marker  kunde 
ikke  bære  de  jærnklædte  ryttere,  hvis  heste  enten  styrtede 
eller  sank  i.  »Slå  hesten,  så  fange  vi  vel  manden !» 
råbte  bønderne;  og  de  sloge.  Holger  Rosenkrantz  faldt 
med  tretten  andre  adelsmænd,  iblandt  hvilke  den  unge, 
hæderlige  Nils  Brok  til  Gammelestrup  og  den  nys  nævnte 


428  Kongeløset. 

Anders  Gyldenstjerne;  tre  bleve  fangne,  og  de  øvrige 
(iblandt  dem  Peder  Lykke  og  Erik  Banner)  måtte  flygte 
til  Eanders.  Men,  da  Jost  Globeck,  som  skulde  faldt 
bønderne  i  flanken,  så,  hvordan  det  gik  adelen,  fandt 
han  det  ligeledes  klogest  og  sikrest  at  søge  Randers, 
som  Peder  Ebbesen  (Galt)  og  Ove  Lunge  fik  ordre  til  at  be- 
fæste af  alle  kræfter,  og  hvor  man  strags  trak  alt  det 
mandskab  ind,  man  kunde. 

At  skipper  Element  var  herre  både  i  Ålborg,  Viborg 
og  en  del  af  Ribe  stift,  det  så  man  klart  på  de  brændende 
herregårde.  Desuagtet  sluttede  nu  flere  herremænd  sig 
til  ham,  således  landsdommer  Jeus  Hvass  til  Kås,  som 
havde  været  en  af  Frederik  den  forstes  hojt  betroede 
mænd,  en  af  hans  vigtigste  hjælpere  i  kampen  mod 
papismen.  Han  sluttede  sig  dog  kun  nødtvungen  til 
røret,  efter  at  hans  gård  var  brændt,  men  med  ham  gik 
hele  Salling,  ja  vel  det  meste  af  Viborg  stift,  ikke  at 
tale  om  selve  Viborg  by.  Medens  flokke  af  Klements 
bønder  under  skipper  Dermau  trængte  langs  med  vest- 
kysten lige  ned  til  Varde  (Ribe?)  og  undervejs  brændte 
både  Spøtrup,  Bustrup  og  Kås,  både  kongsgården  Lunde- 
næs og  bispegården  Lonborg,  var  der  andre  hobe,  som 
på  vejen  ad  Mariager  svede  både  Visborggård  og  Dalsgård 
af  så  vel  som  Næs;  og  på  vejen  ad  Randers  måtte  både 
Torstedlund,  Norlund  og  Albæk,  lige  som  på  viborgvejen 
Tjele,  Vinge  og  Klejtrup  (Mågens  Munks  fædrenegård) 
lyse  op  for  dem.  —  Skipper  Klement  havde  selv  lagt 
sig  på  Flintebjærg  udenfor  Randers,  som  han  forgæves 
stormede,  da  køller  og  spyd  ikke  bede  på  stenmurene, 
der  værgedes  med  heltemod  af  den  nys  nævnte  Peder 
Ebbeson  (død  1548).  Klement  savnede  ikke  alene  groft 
skyts,  men  så  længe  hertug  Kristian  i  Holstein  førte  en 
blodig  og  sej  rig  kamp  mod  Itibeckerne,  mens  Gustaf  Vasa 
sysselsatte    grevens    tropper   i   Halland,    kunde  hværken 


Grevefejden;  skipper  Klement  og  Joh.  Kantzau  i  Jj'llaud.      429 

liibeckerne  eller  greven  sende  ham  folk  eller  skyts.  Der- 
med var  hans  fræmtrængende  ad  ostsiden  stanset,  og 
han  måtte  atter  trække  sig  tilbage  til  Ålborg. 

Men  da  stockelsdorffreden  var  sluttet  i  Liibeck  (18de 
novb.),  drog  Johan  Rautzaii  med  en  vidunderlig  hurtighed 
op  igennem  Sijnder-  og  Norrejylland,  og  han  gik  dog 
langtfra  den  ligeste  vej.  Fra  Kolding  havde  han  lagt 
vejen  til  Varde,  hvor  fire  hundrede  bønder  »rappede  sig" 
og  løb  for  ham ;  derfra  til  Skern  å,  hvor  atter  en  mængde 
bønder  havde  samlet  sig  og  afbrudt  broen;  men  hine 
sprængte  han  med  sit  skyts  og  istandsatte  denne.  Så 
gik  han  til  Ringkøbing,  »hvilken  flække  havde  megen 
skyld  i  dette  oprør »,  siger  han,  hvorfor  den  også  blev 
brændt  af,  i  hvorvel  den  var  helt  folketom,  ti  »der  var 
hværken  kvinde,  mand  eller  barn  til  huse".  Derfra  gik 
vejen  ad  Holstebro,  hvor  atter  et  par  tusinde  bønder 
havde  samlet  sig,  hvilke  imidlertid  spredte  sig  ved  rygtet 
om  hans  komme.  Der  lå  han  i  to  nætter  og  lod  om- 
egnens bønder  sværge  hertug  Kristian  troskab.  Han  gik 
nu  til  Skive,  hvor  han  hørte,  at  både  Klement,  Herman 
og  deres  folk  skulde  stå  i  Viborg  med  mange  tusinde 
bønder.  Han  gik  da  did,  men  trak  undervejs  tre  fæn- 
niker  til  sig  fra  Eanders.  I  Viborg,  hvor  han  ligeledes 
blev  to  nætter  og  lod  omegnens  bønder  sværge,  hørte 
han,  at  Klement  var  dragen  til  Ålborg.  Han  gik  altså 
i  tre  dagsmål  til  Ålborg,  som  han  indesluttede  med  sine 
holsteinere,  støttet  af  Erik  Banner  og  hans  jyder.  Strags 
den  forste  nat  undersøgte  han  med  sine  øverster  ved 
måneskin  byens  lejlighed,  og  han  enedes  med  dem  om 
at  storme  næste  morgen  både  med  ryttere  og  knægte. 
Under  Klement  strede  « mange  fornemme  bønder  af  Vend- 
syssel og  Himmersyssel  samt  fornemme  borgere  af  Ålborg 
og  Hjorringi).  Der  var  i  alt  samlet  en  ni  hundrede  kamp- 
dygtige mænd.    De  havde  af  al  magt,  ja  endnu  den  aller 


430  Kongeløset. 

sidste  nat,  arbejdet  på  at  styrke  byens  vålde,  på  hvilke 
de  havde  stillet  godt  skyts;  og  de  »værgede  sig  mandelig ». 
Flere  stormløb  bleve  afslagne,  og  ved  et  af  disse  styrtedes 
Rantzau  selv  fra  vålden  hovedkulds  ned  i  graven;  men 
han  fortsatte  lige  ufortrøden  sine  angreb.  Intet  kunde 
modstå  de  stormendes  raseri;  det  ene  brystværn  toges 
efter  det  andet,  og  efter  et  uhyre  blodbad  («vnnd  de  fiende 
worden  alle  erworget")  indtog  den  ubqjelige  Eantzau  Al- 
borg  og  tog  desuden  skipper  Klements  velrustede  skibe, 
tre  i  tallet  og  med  godt  skyts.  Det  var  fredagen  d.  18de 
desb.  1534.  Og  nu  begyndte  der  et  nyt  blodbad,  grue- 
ligere end  selve  kampen:  Kantzau,  »som  ikke  vidste  af 
barmhjærtighed  mod  den  danske  almuesmand»  (Paludan- 
Miiller),  lod  sine  vilde  tyskere  myrde  for  fode,  så  to 
tusinde  bonder  og  borgere  skulle  være  blevne  ihjælslagne 
på  gåder  og  i  huse,  og  rendestenene  fløde  allevegne  med 
blod;  ja,  hværken  kvinder  eller  bdrn  sparedes  under  plyn- 
dringen, skont  dette  havde  Rantzau  dog  budet. 

Skipper  Klement  søgte  flugten  til  hest,  men  blev 
indhentet  af  en  bonde,  Jesper  Nilson  (Rimand)  i  Store- 
vorde, som  førte  ham  tilbage  til  Ålborg  og  derfor  lønnedes 
med  en  af  kronens  gårde  i  sin  fødeby,  fri  for  al  kongelig 
tyngde,  så  længe  han  levede.  Klement  skal  forst  være 
bragt  til  Kolding,  hvor  han  blev  hensat  i  slotskælderen, 
som  endnu  er  til  i  hele  sin  morke  og  uhyggelige  skik- 
kelse; men  syv  Qærdingår  senere,  d.  9de  septb.  1536, 
skal  han  være  bleven  radbrækket  og  stejlet,  efter  forst 
at  være  spottet  med  en  blykrone,  som  man  påsatte  ham, 
fordi  man  regnede  ham  for  oprører,  og  fordi  han  havde 
modtaget  hyldiug  i  sin  lovlige  konges  navn.  Alle  de 
andre  hovedmænd  måtte  borgere  og  bønder  udlægge,  og 
de  bleve  ligeledes  henrettede,  for  så  vidt  de  ikke  vare 
faldne  i  kampen.  Oluf  Duus  blev  1537  af  rettertinget 
på  Vestervig  kloster  domt   til  at  have  forbrudt  gods  og 


Grevefejden  ;  Ålborg  tages,  og  bloddomme  fældes.         431 

liv,  «for  hvad  han  haver  gjort  iinod  kongen  og  sit  rette 
fædrenerige  som  en  æreløs,  fortvivlet  skalk  og  forræder- (!). 
Selv  Jens  Hvass,  der  i  så  lang  tid  havde  været  borger- 
skabets støtte  i  dets  kamp  mod  bispen  og  af  Frederik 
den  forste  var  lonnet  både  med  gaver  og  allehånde  tillids- 
hværv,  blev  153G  med  flere  andre  henrettet  på  Viborg 
domkirkeplads,  da  han  [nødtvungen]  « havde  ført  avind- 
skjold mod  kongen  og  riget«  [!],  i  det  han  som  så  mange 
andre  hæderlige  mænd  havde  kæmpet  for  den  lovlige 
konge  mod  den  nye  gottorper.  Dog  fik  hans  enke  og 
sonner  senere  lov  til  at  beholde  godset  (Kås,  Sostrup 
o.  s.  V.).  Med  skipper  Herman  havde  Johan  Rantzau 
allerede  gjort  det  af  i  Varde. 

Efter  nederlaget  ved  Ålborg  blev  den  jyske  almue 
let  og  hurtig  spredt.  I  fasten  1535  holdtes  der  så  en 
herredag  i  Viborg,  på  hvilken  alle  Jyllands  stænder  og 
alle  rigets  bisper  vare  samlede.  Her  hyldedes  »Kristian 
den  tredie«  påny  d.  8de  marts,  og  d.  10de  udskrev  han 
en  ^^  sølvskat »  til  krigsfolkets  underhold?  Det  var  en 
uhyre  svær  skat:  enhvær  sognekirke  skulde  på  et  bæger 
og  en  disk  nær  afgive  alt  det  sølv,  den  ejede;  enhvær 
sognekirke,  enhvær  sognepræst  og  sognedegn  skulde  i 
sølv  erlægge  sin  halve  indkomst;  enhvær  bosiddende 
borger  svare  fire  lod  sølv;  hvært  lægd  af  tyve  bønder 
og  landboere  åtti  lod  sølv;  hvert  lægd  af  tyve  ugedags- 
mænd  firti  lod  sølv;  de  enkelte  købstæder  og  klostre 
skattelagdes  særskilt  af  rigsrådet,  men  adelen  skattelagde 
sig  selv.  —  Så  gik  Kristian  til  Ålborg,  hvor  Styge 
Krumpen  strags  måtte  oplade  ham  Hundslund,  Børglum, 
Vrejlev  og  -Økloster,  som  bispen  i  det  almindelige  r«re 
havde  tilegnet  sig.  —  Hans  rejse  gik  videre,  til  Vend- 
syssel, og  i  kongebrevet  af  17de  marts  fulgte  dommen, 
den  sorgelige  dom,  ved  hvilken  den  fribårne  jyske  bonde 


432  Kongeløset. 

fik  det  knæk,  som  han  endnu  ikke  helt  har  forvundet. 
Han  benådedes  vel  på  livet,  men  foruden  sølvskatten, 
som  han  fuldt  måtte  tage  del  i,  måtte  han  opgive  sit 
odeisfrie  gods.  Den  strænge  Peder  Ebbesoii  fik  tillige  med 
Aksel  Juul  til  Villestrup  det  hværv  at  drage  omkring  i 
de  (( oprørske .1  herreder.  I  forstningen  misforstode  de 
hværvet,  der  var  givet  dem:  de  mente,  at  de  kun  skulde 
"beskrive«  deres  gods,  som  de  fandt  virkelig  « skyldige«, 
men  Kristian  lod  dem  vide,  at  alt  bondegods  i  hine 
herreder  skulde  »sættes  for  fæst»  (kendes  for  fæstegods); 
siden  måtte  så  vedkommende  bonde  godtgore,  at  han 
var  uskyldig;  ellers  blev  hans  gård  kronens.  Det  var 
altså  egentlig  ikke  Peder  Ebbeson  og  Aksel  Juul,  der 
bare  skyld  for  den  skånselløse  vilkårlighed  i  bøndernes 
behandling;  hele  skylden  må  komme  på  den  kongelige 
erobrer  og  hans  tyske  rådgivere.  «De  oprørske  bønder« 
bleve  tiltalte  på  landstinget  og  domte  i  »kongens  nåde 
og  unåde«  med  liv  og  gods.  Så  måtte  hvært  herred  ud- 
give sit  åbne  herredsbrev,  hvori  de  vedgik  at  have  for- 
brudt hals  og  eje.  Det  hed  heri:  »Efterdi  vi  efterskrevne 
med  den  øvrige  oprørske  almue  udi  Norrejylland  have  os 
med  liv  og  gods  forbrudt  mod  den  stormægtige  herre, 
hr.  Kristian,  udvalgt  konge  til  Danmark,  have  vi,  for 
igen  at  løse  vor  hals  for  slig  utroskab ,  brøst  og  for- 
seelse, opladt  og  afhændt  fra  os  og  vore  arvinger  alt 
vort  bondegods  og  eje  til  kongen  til  evig  tid,  hvis  ikke 
han  os  mildelig  benåde  vil«.  Og  det  blev  ikke  ved  ord: 
opladeisen  fandt  virkelig  sted.  De  måtte  erlægge  bøder 
og  falsmål  med  sølv,  penge  og  anden  formue,  og  siden 
stå  enhvær  til  rette  efter  al  tilborlighed.  De  jordegne 
bønder  bleve  da  kronens  trælbundne  fæstere,  hvis  de  ikke 
skænkedes  bort  for  at  skatte  og  skylde  til  den  nærmeste 
herremand;  og  de,  der  ikke  vare  jordegne,  måtte  løse 
sin  hals  med  øksne  eller  penge  »til  en  usigelig  summa«, 


Uommen  over  de  jyske  "  oprørere ».  433 

som  selve  Huitfeldt  siger.  Der  var  også  de  jordegne 
bønder,  hvis  gårde  ligefræm  inddroges  under  kronen  og 
siden  sålgtes  som  forbrudt  gods,  og  det  ikke  i  den  forste 
harme,  men  flere  år  derefter.  « Skyldige«)  og  uskyldige 
straffedes  i  flæng  og  spræng,  ti  det  var  jo  firtiui  af 
Norrejyllands  herreder,  som  vare  domte  strafskyldige, 
og,  vilde  nogen  godtgore,  at  han  ikke  havde  deltaget 
i  frihedskampen,  agtede  man  ingen  af  hans  herredsmænd 
for  et  gyldigt  vidne  i  hans  sag,  men  krævede  andre 
vidner.  —  Paludan-Miiller  siger:  »at  blive  siddende  som 
fæster  i  sin  forrige  ejendomsgård,  efter  at  have  udgivet 
sin  halsløsning  i  øksne  og  penge,  var  al  den  nåde,  den 
jyske  bonde  fandt  hos  sejrherren".  »Den  sidste  skilling 
blev  udpint  af  jyderne,  for  at  hertug  Kristian  kunde 
holde  den  store  krigsmagt  sammen,  hvormed  kampen 
om  resten  af  riget  skulde  genoptages »  det  næste  år.  — 
Storre  nåde  fandt  vurderingsmændene:  Peder  Ebbeson, 
som  i  forvejen  ejede  Tyrrestrup  og  Palsgård,  fik  således 
Birkelse,  der  nu  som  gejstligt  gods  var  kommet  ind 
under  kronen,  og  blev  desuden  stiftsbefalingsmand  i  Ar- 
hus;  Aksel  Juul,  der  nu  byrjede  hæve  sig  selv  og  sin 
slægt  fra  temmelig  ringe  kår,  blev  lensmand  på  Alborg- 
hus.  —  Men  roret  i  Jylland  kuedes  ikke  ved  «en  synd- 
flod af  undertrykkelser  og  henrettelser«..  Allerede  næste 
sommer  vare  vestjyde  og  vendelbo  rede  til  at  rejse  sig 
igen.  De  indledede  endog  underhandlinger  med  grev 
Kristoffer,  og  Styge  Krumpen  gik  i  al  hemmelighed  med 
dem.  Både  han  og  de  røbedes  imidlertid  af  hans  gode 
ven  Joakim  Ronnow,  men  Kristian  og  hans  gottorpere 
nødtes  til  at  gribe  til  gode  ord  og  løfter  for  at  afvende 
en  gentagen  frihedskamp. 


Danmarks  liistorie  14SI— 1536.  28 


434  ■  Kougeløset. 

34.    Grevefejden  (Skåne,  Halland  og  Bleklng). 

I  det  østlige  Danmark  var  det  Gustaf  Vasa,  som 
støttede  gottorpernes  sag.  Dette  kalder  Holberg  »en  rar 
og  mærkelig  ting  udi  den  nordiske  historie,  at  se  en 
svensk  konge  udi  harnisk  for  at  beskytte  en  dansk  konges 
tronen;  men  i  Danmark  stod  der  jo  konge  mod  konge, 
så  Gustaf  havde  altid  støttet  en  dansk  konge,  i  hvad 
parti  han  end  havde  grebet.  For  at  hytte  sit  eget  skind 
måtte  han  imidlertid  vende  våbnene  mod  Kristian  den 
andens  venner,  hele  det  menige  danske  folk;  måtte  han 
støtte  adelen  her,  mens  han  hjemme  var  vant  til  at 
kæmpe  imod  den.  Hans  trone  stod  slet  ikke  fastere  end 
hertug  Kristians:  også  den  var  allerede  given  bort  af 
liibeckerne ;  blandt  sine  egne  undersåtter  havde  han  bitre 
fjender  nok,  og  iblandt  disse  både  sin  systers  mand, 
grev  Johan  v.  d.  Hoya  samt  adskillige  andre  af  sit  svåger- 
skab,  således  Berend  v.  Mehlen,  hvorimod  det  æåle  hoved 
for  stureslægten,  den  syttenårige  Svaute  Sture,  var  svensk 
og  trofast  nok  til  at  modstå  alle  lokkeiser  og  trusler  af 
liibeckerne:  hellere  end  at  svigte  sin  troskab  og  gribe 
efter  den  gyldne  krone,  som  de  halvvejs  jættede  ham, 
gik  han  i  fængsel  hos  dem.  Desuden  —  vil  man  være 
fuldt  ærlig,  må  man  nok  tilstå,  at  Gustaf  tænkte  mindst 
lige  så  meget  på  at  vinde  Skåne,  Halland  og  Bleking 
for  sig  selv  som  for  sin  svåger  Kristian. 

Allerede  d.  2den  febr.  1534  havde  han  i  Stokholm 
sluttet  et  forsvarsforbund  med  det  danske  rigsråds  af- 
sendinger: Truid  llfstaud,  iNils  Lunge  og  Aksel  Juul,  hvilket 
dog  ikke  blev  stadfæstet  fra  dansk  side,  fordi  Danmark 
endnu  ingen  konge  havde,  som  kunde  stadfæste  det. 
{« Kristian  den  tredies »  personlige  stadfæstelse  under  hans 
Stokholm sfærd,  15de  septb.  1535,  var  halvvejs  uvillig  og 
helt  utilstrækkelig,    da  han  ikke  havde  sit  rigsråd  med 


Grevefejden;   Skåne,  Halland  og  Blekiug.  435 

sig.)  I  følge  dette  forbund  skulde  Danmark  -  Norge  og 
Sverrig  stå  hinanden  bi  både  til  lands  og  til  vands,  hvis 
nogen  af  dem  angrebes  af  Liibeck  eller  nogen  anden  af 
de  vendiske  stæder;  ja,  »hvis  nogen  som  helst  fjende 
anfaldt  noget  af  rigerne  med  så  stor  en  magt,  at  en 
mindre  hjælp  ikke  var  tilstrækkelig,  skulde  de  andre 
riger  stå  det  bi  med  al  den  magt,  de  kunde  overkomme, 
både  til  lauds  og  til  vands«.  Lægge  vi  hertil,  at  intet 
af  rigerne  måtte  erklære  nogen  magt  krig  uden  de  andres 
vidende  og  villie,  men  heller  ikke  sidde  stille  til  de  andres 
skade  eller  indgå  fred  uden  de  andres  samtykke;  at  en- 
hvær  uenighed  mellem  rigerne  skulde  afgores  ved  våld- 
giftsmænd,  valgte  halft  af  hvært  af  rigerne;  at  al  handel 
og  samfærdsel  skulde  gå  frit  mellem  de  tre  riger;  da  må 
man  vel  sige  med  Paludan -Miiller,  at,  «så  vidt  menneske- 
lige ojne  kunne  se,  vilde  Nordens  historie  være  bleven 
en  anden  og  glædeligere,  hvis  stokholmsforbundet  af  1534 
havde  blevet  grundlaget  og  udgangspunktet  for  de  nordiske 
rigers  gensidige  pligter  og  rettigheder  d  ;  ti  i  sandhed,  vi 
have  her  «et  godt  grundlag  for  en  sund  og  kraftig  nordisk 
politik".  Des  værre  for  Norden,  hværken  nu  eller  senere 
skulde  dog  hin  pagt  blive  enten  grundlag  eller  rettesnor 
for  dets  styreres  færd! 

Så  snart  grev  Kristoffer  gik  i  land  på  Sælland  og 
Skåne,  rustede  Gustaf  sig  for  at  opfylde  sine  forpligtelser 
og  samtidig  værge  sig  selv;  men,  den  gang  den  skånske 
adel  sålgte  sig  som  andet  kvæg,  var  Gustaf  endnu  ikke 
kommen  længere  end  til  Kalmar ,  og  han  kunde  derfor 
vel  være  tvivlrådig,  hvad  han  nu  skulde  gore.  Men  så 
kom  i  det  samme,  d.  10de  avg. ,  Frans  Trebau,  hertug 
Kristians  sekretær,  med  bon  om  kraftig  hjælp,  og  Gustaf 
betænkte  sig  ikke  længer:  han  indgik  samme  dag  et 
forsvarsforbund  med  hertug  Kristian,  rustede  påny  af  al 
magt;  lagde  planen  til  et  vinterfelttåg  og  sendte  Trebau 

28* 


436  Kongeløset. 

med  en  sum  penge  tilbage  til  hertugen.  Rigsråd  Heurik 
Roseukrautz  til  Bjornholm,  en  broder  til  Oluf  Kosenkrantz 
og  svåger  til  Erik  Banner,  men  ridder  og  ordensherre 
fra  den  tid  han  besegte  den  hellige  grav,  var  dengang 
lensmand  på  Gotland.  Gustaf  forvissede  sig  om,  at  hr. 
Henrik  trolig  vilde  gå  med  hertug  Kristian;  og  han  ind- 
ledede end  videre  underhandlinger  med  hertug  Albrekt 
af  Preussen,  hvilke  senere  fik  stor  betydning.  Af  tyske 
landsknægte  kunde  han  ingen  få  i  sin  sold,  men  allerede 
sidst  i  septb.  sendte  han  en  hær  af  adelens  opbud  og 
hværvede  svenske  mænd. 

Grev  Kristoflers  stilling  blev  mislig.  Kunde  han. 
bare  sende  skipper  Klement  nogen  hjælp,  var  han  vis 
på  at  vinde  hele  Norrejylland;  men  selv  kunde  han  ingen 
hjælp  få  fra  liibeckerne,  som  endnu  ængstedes  af  got- 
torperne,  og  svenskernes  angreb  forbød  ham  yderligere 
at  blotte  det  østlige  Danmark.  For  kort  tid  siden  havde 
han,  som  vi  vide,  lagt  en  hård  skat  på  hele  gejstlig- 
heden, men  han  måtte  have  flere  penge  og  sammenkaldte 
derfor  i  oktb.  en  herredag  i  København,  til  hvilken  også 
afsendinger  fra  købstæderne  vare  indvarslede.  Af  kirker 
og  klostre  krævede  han  »alt  guld,  sølv  og  klenodier,  være 
sig  monstrans,  sølvbilleder,  sølvkar,  bægere,  diske,  eller 
med  hvad  navn  det  nævnes  kan«,  som  ikke  brugtes  til 
den  daglige  gudstjæneste:  og  man  gav  ham,  hvad  —  man 
ikke  kunde  finde  held  til  at  skjule.  End  videre  krævede 
han  de  samlede  rigsråders  penge  og  klenodier  samt